For Romantik og Historie Bind 36

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen
For Romantik og Historie
Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90.

Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm

Udarbejdet 2023 af Niels Jensen

Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels Jensen

5 e |

2

r e 185

FE 39:
de

.

— 42
——— ——

rad 132 —
Cr. — 2
S
—

i"

2

— —
==

ENES
—————
P
x jr

3%
%
5

N ka < i Ka 1
55 e |

e e e LØR
AKS KER FR KEANE 85
e mene sek e Kr

KE ye . , t e
Vp
. ee 8 25
5 .

H. P. Holst:

For Romantik ag Historie.

Sexogtredivte Bind.

Kjøbenhavn.
J. Cohens Bogtrykkeri.
1886.

7

0

MTU 0

9

É

*

*
N
1
4

,

A 13
2 r 86 8 *
8 8 * 5 7
feed 5 * 1
eee eh

Indhold.

Side.
Nytaarsmorgen 188 e TERE eee
Edith. En Fortælling af Albert Delp itt 2

Et utrykt Digt af Ludvig Bödtcher (Den hellige Kilde). 249
En forhenværende brunsvigſk Miniſters Erindringer... . 252
En Bjerg⸗Idyl. Af Heinrich Heine, overſat af Johannes

Arenen e e EO SY
Menahs Bryllup. Epiſode af en Reiſe i Afrika. Af

CTA ar Billerrr ERE RØRER 289
Scener af Sebaſtopols Beleiring. Af Grev Leo Tolſtoi 336
Tre Foraarsdigte. Af J. Johanſen SEES 385
Boblerne Af Samm EEK ES eN O8 389
Selſtabsminiſteren. Et Charakteerbillede fra Wien 391

Rychtarkaen. En bohmiſt Fortælling af Louis Leg er. 417
Den fornegtede Skat. En Fortælling af C. A. Nicander 481
Thereſe de Coulanges. Af A. de Beauvoir 524

Aytaarsmorgen 1886.

J Taage ſvobt det rige Aar oprinder,
Naturen ſelv ſom Fremtiden ſig vinder
J Slor af Skyer ind for vore Blikke,
Men Solen, for hvis Straaler Taagen viger,
Vi veed forviſt bag Skyens Slor opſtiger, —
Den er pan Himlen, ſkjondt vi feer den ikke.

Det Aar, der folder ud i Dag ſin Vinge

Til Flugt paa Tidens Hav, — hvad vil det bringe
Af Lys og Skygge, Smerte eller Glæde?

Vi veed det ei; men hvad det ſaa end dolger,
Guds Naades Sol bag Skyen med os følger, —
Det gjeelder om, at troe, den er til Stede.

Thi ikkun den kan alle Taager ſprede,

Der over Aarets Dage Skygger brede

Som for den Enkelte, for Folk og Rige,

Og ei faa tet er noget Fremtidsmorke,

At det jo for dens Straalers Glod og Styrke,
Naar Herrens Time er der, maa bortvige.

6.

edb snes EE.… aen ns

Edith.
En Fortælling
Af
Albert Delpit.

I.

Det Forſte, man i Montauban hører tale om,
er den fortreffelige Hr. Godefroys Muſeum; det er
nu en af Byens Seeveerdigheder. Den gamle Froken
Lecerf, der lige ned til Moisſac gaaer for en Au—
toritet i flige Sager, ſiger til de Fremmede ved deres
Ankomſt til Hovedſtaden i Tarn⸗et⸗ Garonne: — Her
have vi Ingres' Monument, Kathedralkirken, Place
Nationale og Hr. Godefroys Muſeum.

Denne lykkelige Mand er i Virkeligheden et
levende Beviis for, at der endnu findes lykkelige
Menneſker her paa Jorden. Han er et halvhundrede
Aar, ſtager fig godt og har et Jernhelbred; han er
hverken fed eller mager og har en udmeerket Appe⸗
tit; han har gode Venner, en Datter, der regnes til
Quercys Skjonheder, og en romantiſk Soſter; endelig
har han hverken Misundere eller politiſk Mening,

Edith, 3

hvad der gjør, at han kommer godt ud af det baade
med Proteſtanter og Katholiker.

Religionskrigene er det forbi med; alligevel
lever Fortiden endnu i Byens to ſtore Partier: Prote⸗
ſtanterne og Katholikerne, og om man end ikke længere
klynger hinanden op, er man dog ſkinſyg paa hin—
anden. Hine, der ere de rigeſte, vilde have ſtorre
Indflydelſe, hvis de ikke vare faa faatallige. Trods
dette ringe Antal findes der dog i Montauban et af
de faa proteſtantiſke theologiſte Fakulteter. Skinſygen
er ikke blot i det ydre Liv; man ſeer kun lidt til hin⸗
anden. Havde den berømte Oldſagsſamling ikke været,
vilde Hr. Godefroys Hus ikke vere blevet det neu—
trale Territorium, hvor Modſtanderne holdt inde med
Kampen.

Han begyndte med at ſee nogle Venner hos ſig
hver Torsdag Aften. Man ſpillede et Parti Whiſt eller
Triktrak; ſenere blev paa almindelig Opfordring ogſaa
Søndagen Modeaften. Tilſidſt kom man lidt efter
lidt i Bane med at tilbringe alle Aftener i Huſet i
Koralgade. Stamgjeſterne vare altid ſikkre paa en
Kop Thee og Muſik: Edith, Hr. Godefroys Datter,
havde en udmerket Stemme og lod fig aldrig bede
længe. Og Tanten, Froken Cœſarine Godefroy, en
gammel Pige paa femogfyrgetyve Aar, munter, aandrig,
og kvik, ſorgede altid for, at de nyeſte Boger vare
fremlagte paa Bordet, og da navnlig Romaner. J
en By, hvor der ingen Selfkabelighed ed, behoves der

1* .

4 Edith.

ikke mere for at fane Alverden til at indfinde fig i
Salonen i Koralgade. Selvfølgelig taler jeg ikke om
„Noblesſen“, thi den ſeer ingen hos ſig.

Baron Larrey paaſtager, at der i ethvert menneſke—
ligt Hoved findes en eller anden Lighed med et Dyr.
Hans Theori var rigtig for Hr. Godefroys Ved—
kommende. Denne gode Mand horte til Faarenes
Slægt, men til den Deel af Faarene, ſom gjøre For—
dring paa at bære Veddere, det vil ſige ondſkabsfulde.
Den hæderlige Borgermand vilde" abſolut være frygtet:
— „Man troer, at jeg er god, pleiede han at ſige.
Man tager ordentlig feil!“ — Hans Soſter Cæfarine
og hans Datter Edith tilbad ham og trak af med ham
uden Toir. Han bildte fig ind, at det var ham, der
ſtyrede dem, og denne Indbildning gjorde ham lykkelig.

Jeg veed forreſten ikke, om Nogen kunde have
modſtaaet den lille Edith. Quercys Skraenter ville
endnu længe gjennemglodes af Solen, for de fee en
faa henrivende Skabning komme til Verden. Jeg
mener ikke, at hun er en faa overordentlig Skjonhed.
Den Slags Skjonheder træffer man egentlig kun i
Romanerne, Edith noies med at være kjon: og hvad
der er bedre end kjon, henrivende, Hun er lys ſom
et Kornneg; hendes Oine ere to Kornblomſter. Munden
er lidt vel ſtor; men det er ingen Feil, naar Ten⸗
derne ere hvide og ſmuktformede. Det meſt For⸗
tryllende ved dette Anſigt er dog Blikket, der er blidt
og dog beſtemt, ærligt og oprigtigt. Det opliver hele

1 ³˙·—ꝛmA 1—ʃT4 „m. ̃ „m. ES EO er

Edith. 5

Anſigtet. Hvormange ſmukke Kvinder ſee ikke ſtygge
ud! det kommer af, at Oinene mangle Liv. Et
ſmukt Anſigt maa ligeſaa vel ſom et ſmukt Maleri
have godt Lys.

Edith var bleven opdraget af Tante Caſarine,
da hendes Moder var død fort efter hendes Fodſel:
— Soſter, ſagde en Dag Godefroy, jeg betroer Dig
din Broderdatter. Jeg ſelv er altfor optagen af
mine ardæologiffe Underſogelſer; forreſten veed jeg
heller ikke, hvorledes jeg ffal bære mig ad med hende.
Jeg overlader det Hele til Dig! — Den ftikkelige
Pige lod fig ikke længe bede. Skjondt hun var rig,
var hun forbleven ugift, da hun paaſtod, at hun al⸗
drig havde truffet fir Ideal. Hun glædede fig over
at have en Broderdatter, der ſknlde være hendes
Barn. Folgen heraf var en hoiſt meerkverdig Op⸗
dragelſe. Cœſarine lærte hende at leſe i de Ridder⸗
romaner, ſom tilligemed Literaturen fra det forſte
Keiſerdommes Tid vare Gjenſtand for hendes dybeſte
Beundring. — „Jeg maa have Romaner, ſagde hun,
med megen Kjærlighed i. Men den har vor Tids
Forfattere ſaagodt ſom ikke Spor af. Nei, faa priſer
jeg Hr. d'Arlincourt!“ — Den gode Veiomte d' Arlin⸗
courts Stygge vilde ſikkert blive meget overraſket ved
at høre, at han endnu havde en Beundrer i Mon⸗
tauban.

Man kan let tenke ſig, hvilken Virkning et ſaa⸗
dant Syſtem maatte have paa en Natur ſom Ediths.

6 Edith.

Folgen for hende var, at hun bevarede en ſtor Kjelig—
hed til Idealet. Hun hadede den Proſa, ſom den
moderne Skole anpriſer. Da hendes Forſtand ad—
varede hende mod det Farlige i at leve „oppe idet
Blaa” (ſom hendes Fader foragteligt udtrykte fig),
fik hun forſt Mistillid til ſin Begeiſtring; men hun
hengav fig uforbeholdent til den, naar hun ved nærmere
Eftertanke kom til den Erkjendelſe, at den var inſpi—
reret af en ophøjet Tanke. Bedaarende og rig manglede
hun ikke Tilbedere. Hendes Fader vilde gjerne have,
at hun ſtulde treffe et Valg. Han ſagde en Dag til
hende:

— Du er nu enogtyve Aar. Naar har Du iſinde
at gifte Dig? i

— Snart.

— Hvorfor kaſter Du da Vrag paa alle dem, jeg
foreſlaaer Dig?

— Jeg vil kun gifte mig med en Mand, jeg
elſker.

Hr. Godefroy traf paa Skulderen, og endnu
ſamme Aften talte han om Sagen med ſin gamle
Ven Hr. Bonchamp, Notaren i Montauban:

— Kan Du forſtage Edith? Hun vil kun gifte
ſig med en Mand, hun elſker. En Mand, hun elſter!
See, det er Folgen af hendes Tantes Opdragelſes—
methode. Pigebarnet har faaet romantiſke Ideer. En
Mand, hun elſker! Aa ja! Men hvis det nu er en
daarlig Perſon, hun elſter?

Edith. 7

— Ver Du kun ganſke rolig, Edith tager kun
En, der er hende værdig.

— Du holder altid med hende!

— Hun er min Guddatter; og jeg kjender hende
desuden, hun vil ikke være iſtand til at gjøre et daar—
ligt Valg. Han, ſom hun elſfker, bliver et lykkeligt
Menneſke: han bliver gift med en ſand Kvinde!

— Alle Kvinder ere ſande Kvinder!

— Herregud! hvor Du er ung af din Alder!
Viis mig En, der er ſtoltere og ædlere end din Datter!
Har Du maaſkee aldrig lagt Meerke til hendes Dine?

Paa den Tid, da vor Fortælling begynder, havde
Edith endnu ikke erkleret fig; den unge Piges Ner⸗
vœrelſe bidrog meget til at gjøre Aftenſelſkaberne i
Koralgaden behagelige. Alle de unge giftelyſtne
Mænd i Montauban lod ſig foreſtille for Hr. Gode—
froy i Haab om at have Held med ſig. De vare Alle
lige uheldige. Edith, der altid var høflig, ſyntes ikke
at ville berøve Nogen Haabet; men efter hvad man
fortalte i Byen, var der dog to Mænd, ſom havde
ſtorre Udfigt end de andre: Claude Morisſeau, en
Maler, hvis Familie var boſiddende i Departemen⸗
tet, og en Adelsmand, Louis⸗Regis de Montjoye de
Bruniquel.

Claudes Ankomſt havde noget nær været en
Skandale. Lille, tor, mork, nerveus, var han ſtadigt
optraadt ſom den ſtore Mand i Provindſen. Da han
var otte Aar, viſte han et ſaadant Geni for Muſik,

8 Edith.

at hans Moder, Enke efter en rig Bonde, lod fam.
fane Undervisning af Organiſten ved Kathedralkirken.
Da den forſte Grundvold var lagt, reiſte Claude til
Paris, traadte ind i Conſervatoriet og var endog nær
ved at fane. Stipendiet til Rom. Han havde det
uhorte Held, efter kun fem Aars Venten, at faae et
Stykke opført paa Opera⸗Comique. Det var et mid⸗
delmaadigt Arbeide, der kun gjorde ringe Lykke.
Iſtedetfor at tage fat paany, tabte Claude Modet.
En ſkjon Morgen vaagnede han, beruſet af Begeiſtring
for Malerkunſten, og erklerede beſkedent, at han op⸗
gav at være en Meyerbeer for at blive en Rafael.

— Forreſten, ſagde han, er der ikke Noget, der
ligner Muſikken ſaa meget ſom Malerkunſten.

Og da man ikke forſtod ham, tilføjede Claude
med Vægt:

— Jo, feer De, jeg ſpadſerer i en Skov. J
gode Borgermænd fee ikke andet end Træer, jeg ders
imod opdager paa engang et Maleri og en Maler.
Boppeltræerne der langt ude — de ere mine Klari—
netter. De ſmaa Egeſkud der — Violinerne. J
Gresſet og Mosſet hører jeg Floiternes Sang!

Og den Slags Aandrigheder kom han med i en
tor, og proſaiſt Tone. Man horte paa ham med aaben
Mund. De Naive tænfte paa, om han var en gal
Mand eller en ſtor Kunſtner. Naar Tilhorerne fore—
kom ham at være tilſtrekkeligt benauede, fortſatte Claude
hoitideligt ſom en Dommer, der afſiger en Kjendelſe:

Edith. 9

— Veed De, hvori min Styrke beſtager? Deri,
at jeg ikke bryder mig mere om den almindelige Op—
fattelſe end om en brugt Svovlſtik! Delacroix? ...
Puh! han kunde jo ikke tegne. Ingres? ... Puh!
han havde ikke Begreb om Farver. Theodor Rousſeau
og Millet? ... Puh! rene Bonder. Og den gode
Hr. Jean⸗Paul Laurens, ſom de nylig have opdaget,
han er jo kun en Dillettant!

Intet kan give en Foreſtilling om den dybe
Foragt, hvormed Claude udtalte ſin Dom. Hos
ind ſkrenkede Perſoner nyde den Slags gale Menne—
ſker altid megen Anſeelſe. Oppeborſelscontrolleuren
troede flere Gange at bemeerke, at Edith horte op—
merkſomt paa den mislykkede Kunſtners latterlige
Theorier. Den gode Mand tog feil. Edith tenkte
paa ganſke andre Ting; hendes Opmeerrkſomhed var
kun en godt ſtjult Ligegyldighed. Da han ſelv hem—
meligt ſukkede for den ſmukke Arving, opdagede han
i Claude en Rival, og det en lykkelig Nival. Det
gik jaa vidt, at en ſkjon Dag kunde hele Tarn-et⸗
Garonne i Landmandsbladet imellem „Kjodpriſerne“
og „Olivenhoſten“ læſe et Digt med Overfkrift:
Til Hendell! med tre Udraabstegn. Controlleuren
ſkildrede deri et Hjertes Pinsler. Hvor ſtor er dog
ikke Poeſiens Magt! Selv det var tilſtrekkeligt til,
at Flere troede pan Kunſtnerens Held.

Men de Fleſte holdt dog paa Adelsmanden.
Efter for lang Tid ſiden at vere ruineret, arvede

Ser ae

10 Edith.

Louis de Montjoye i ſit otteogtredivte Aar Navn og
Penge efter en Onkel vaa modrene Side. Da han
enten maatte tage mod hele Arven eller heelt opgive
den, havde den ſidſte Montjoye nu i fem Fjerdingaar
kaldt ſig Hr. de Bruniquel. Den halve Million, der
var tilfalden ham, brugte Adelsmanden paa en meget
praktiſt Maade. Med de to Trediedele betalte han
Jin Gjeld, og for Reſten kjobte han fig en Livrente
paa 12,000 Francs aarlig, for hvilken Sum han
kunde fore et meget behageligt Liv i Provindſen.
Tidligere havde han boet i Paris, hvor han havde
levet ſom en rig og uafhængig Mand. Han holdt
ſig godt, ſom man ſiger. Hans talrige Kjerligheds—
hiſtorier havde trættet ham uden at fornedre ham.
Da han boſatte fig i Montauban, bragte hans over—
ordentlige Elegance ganſte viſt mere end et lille Pro-
vindshjerte til at banke; men det lod ikke til, at han
bemærkede det. Han elſtede Edith og vilde gifte ſig
med hende. Forøvrigt havde han en paalidelig Allieret
i Cœſarine. Den gamle Pige fværmede for denne
elegante Mand, der havde forſtaget at hævde fig ſom
Mand af Wre. 5

— Lad dem kun ffrige op, ſagde hun en Dag
til ham, da de ſpadſerede ſammen i Akaciealleen. De
ffal fane min Niece. Hun vil blive meget lykkelig
med Dem, og De vil indromme, at jeg maa kjende
hende, da det er mig, der har opdraget hende i mine
Ideer.

/

Edith. 11

— Men, kjere Froken, jeg har nu i tre Maa⸗
neder ſtadigt gjort Cour til hende. ..

— De gamle Riddere ventede i hele Aar paa
deres Skjonne!

— Ja, men nu leve vi uheldigviis i det nittende
Aarhundrede.

— En proſaiſk Tid! Man feer hinanden, man
bliver forelſtet, man gifter ſig. J gamle Dage drog
man til Paleſtina.

— Der findes ikke mere noget Paleſtina.

Cceſarine ſukkede dybt ved Tanken om, at de
Forelſkede i vor Tid ikke kunde tilfjæmpe fig deres
Tilbedte ved et Korstog til det hellige Land. Hr.
de Bruniquel vedblev:

— Jeg er bange for, at Froken Edith ikke
elſter mig. . '

— Hun ffal elſte Dem. Kjender De Ipſiboe?

— Hvad er det for en Dame?

— En meget fiin Dame. Heltinden i en Roman
af Hr. d' Arlincourt. Hun tilbeder Almarik. Almarik,
det er Dem; det vil ſige, De ligner ham. Det ſkulde
gage underligt til, om min Nieee ikke ſkulde elſke
Almarik! '

— Jeg er ikke ſaa rolig ſom De.

— De behover ikke at vere bange for Nogen.
Er der blandt de unge Menneſker, der komme her i
Huſet, Nogen, der kan ſammenlignes med Dem?
Jalfald ikke Hr. Claude Morisſeau. Jeg har ſeet

12 Edith.

Edith ſmile, naar hun horte paa ham; men en ung
Pige bliver kun indtaget i den, der fager hende til
at dromme. De Andre? Ryſt dem uden Undtagelſe
igjennem et Sold, faa ſkal De fee, hvad der bliver
tilbage.

— De taler ikke om den eneſte, jeg frygter,
Capitain Daniel.

Ccſarine braſt i Latter: — De er jo fra For—
ſtanden, kjcere Ven. For det Forſte er han jo Ar-
tilleriſt! Og dernæjt er han jo en fold og ſtiv Per⸗
ſon, ſom der ikke er det mindſte Romantik i; og
endelig har Edith kun kjendt ham i to Maaneder, og
han har un i en heel Uge ikke været her i Huſet.

— De er mit Forſyn, ſvarede han og kysſede
hendes Haand. Gjor mig den Tjeneſte at tale med
Deres Niece. Det er ikke hendes Medgift, jeg lober
efter. Jeg elſker hende for hendes egen Skyld, ikke
for hendes Penge. Hvis hun ikke vil have mig ..

— Hun vil, ſtore Barn. Jeg ffal nu behændigt
udforſte det unge Hjerte; men forſt maa jeg holde
Forhor over Dem. Forinden jeg udtaler mig af—
gjorende til Gunſt for Dem, fordrer jeg fuldſteendig
Syndsbekjendelſe. Tænf paa mit Anſvar! Man
fjender Deres Hiſtorier, Hr. Don Juan! Jeg ſtager
paa Deres Side, fordi jeg ſynes godt om Dem.

Hun flog kydſk Oinene ned og tilføjede noget
komiſk:

— J min Alder og naar man aldrig har

Edith. 13

elffet! ... Havde jeg truffet Dem i mine unge
Dage, vilde der have været Fare for mig. Jeg
kjender mig ſelv, jo jo! De er mit Ideal. Alle
Kvinder mage have fværmet for Dem. Derfor onſker
jeg, at De ikke ſkjuler Noget for mig. Har De op—
fort Dem ordentligt, ſiden De er kommen til Mon-
tauban? Ja? hm! ... Naa, jeg vil troe Dem!
Det ſtrider mod min Natur at tenke, at en galant
Mand kan lyve. Men i tidligere Tid? Der har dog
vel ikke været Tale om en eller anden Lidenſkab, ſom
kan komme tillive efter Wgteſkabet. Det er det, jeg
er meſt bange for.

— Det har De ingen Grund til, kjere Froken.
Ganſke viſt har jeg levet nogenlunde med, og De kan
have Grund til at mistroe mig. Tænk imidlertid
paa, at Fortiden netop maa være Dem en Garanti
for Fremtiden. Naar man har givet fig meget af
med den lettere Slags Kjærlighed, drømmer man fun
om een Ting: at blive en god og rigtig trofaſt Wgte—
mand. De betragter mig ſom en Don Juan? Det
er en ſtor Vildfarelſe. Alle de Kvinder, jeg har
truffet, opveie ikke en eneſte Elvira.

Maaſkee var Cæfarine lidt bedrøvet over at fee
den Mand faa fornuftig, der var hendes romantiſke
Ideal. Men det kom hun hurtigt ud over. Den
gode Pige holdt for ſterkt paa ſine Illuſioner til god⸗
villigt at flippe dem. Hun vedblev at være overbeviiſt

14 Edith.

om, at Adelsmanden kun talte faa fornuftigt for at
berolige hende.

— Nu, ſagde hun, jeg ſkal ſiden tale med Edith.
Kom til Middag hos os, faa ffal De fane Reſultatet
at vide.

Hr. de Bruniquel fulgte Cæfarine lige til Huſet
i Koralgade, hvor der foregik en Scene af en heelt
anden Art. Da den gamle Pige traadte ind i Salen,
traf hun ſin Broder, der ſpillede et Parti Triktrak
med Bonchamp.

— Forſtyr os ikke! ſagde han, det er et meget
ſpendende Oieblik.

Cœſarine tog Hatten af og fatte fig tæt ved

. Bordet, idet hun tenkte mindre paa Triktrak'en end

pan fin Sautale med Hr. de Bruniquel. J hele ti
Minutter - hørte man kun Lyden af de rullende Tær-
ninger og de to Modſtanderes Spilleudtryk: „Et
Hul. .. to til. .. Jeg gjør Lillejan ... nu gaaer
jeg ud. ..“, loierlige Udtryk, ſom kun de Indviede

forftaae, men ſöm virke irriterende pan andre Til-

horere. Tilſidſt kaſtede Godefroy gnaven Terninge—
bægeret fra fig: — Jeg vil ikke ſpille mere med
Bonchamp! Han ſidder i et Svineheld! udbrød han.

— Naa, et Spil endnu?

— Nei, nei. Desuden har jeg i Formiddags
kjobt et merkeligt Stykke til min Antikvitetsſamling;
jeg kan knapt nok fane Tid til at merke og clasſificere
det, for vi ffal tilbords. ;

Edith, 15

Lad os, forinden vi gage videre, forſt fane ſagt,
hvorledes det egentlig hang ſammen med det Muſeum
ſom der taltes ſaameget om. Den gode Hr. Godefroy
fik en ſkjon Dag den Idee, at han var en Oldgranſker
af forſte Rang. Fra det Sieblik kjobte han Alt, hvad
man tilbød ham. De fiffige Bønder drev deres Spil
med ham. De bragte den gode Mand ubegribelige
Jernſager, revnede Potter og Stumper af Kar, ſom
han ſtrax tillagde en fabelagtig Oprindelſe. Da
Rygtet fortalte almindeligt om denne uſkyldige, men
latterlige Mani, begyndte man at gjore ſig lyſtig
over Godefroy. Han lod Folk ſkumle og blev ved
at ſamle ind paa ruſtne Jernſager og gamle Snurre—
piberier. Det var ham en ſand Nydelſe at ordne og
ſœtte Etikette pan disſe ſaakaldte Oldſager. Om
Morgenen ſogte han efter dem eller kjobte ind; om
Eftermiddagen ordnede han dem, om Aftenen fatte
han Etiketter paa dem. 1 TAG undlod ikke at
gjøre Nar af fin Ven.

— Du minder mig om en Advokat i Toulouſe,
ſom jeg kjendte meget godt, ſagde han til ham. En
Dag, da han paa en Reiſe var i Pircus, fandt han
en meget ſtor Oſtersſtal; han anbragte den i fit Glas⸗
ſkab og ſkrev under den: „Maaſkee har den været med
til at drive Ariſtides i Landflygtighed!“

Af denne Spog horte Hr. Godefroy ikke andet
end Ordet „Glasſkab“. Hvorfor havde han ikke et
ſaadant? Han mindedes dunkelt, at der var ſtore

16 ; Edith.

Skabe i Statens Samlinger. Den neſte Dag kjobte
han Egetresſkabe: igjennem prægtige Glasruder faae
man de meſt forbauſende Oldſager. Saal var ſtrax
hele Byen nær ved at revne af Latter. Dette var
pasſeret for femten Aar ſiden. Men det ſtod ſkrevet,
at Hr. Godefroy ſkulde have Held med fig alle Ret—
ninger, Reent tilfældigt opdagede en virkelig Sag⸗
kyndig, et Medlem af Inſtitutet, paa Gjennemreiſe i
Montauban et ſſeldent Stykke imellem alt dette
Skramleri; det var en meget gammel Medaille, ſom
afgav. et vigtigt Bidrag til Numismatiken. Videnſkabs⸗
manden ſendte Akademiet en Indberetning om Sagen;
Bladene i Toulouſe og Montauban omtalte den.
Dette fremkaldte en heel Omveltning i den offentlige
Mening! J hele otte Dage hed det ſig i Akacie—
alleen:

— Det der til, at Hr. Godefroyhs Muſeum
indeholder fortrinlige Sager!

Beundringen var ligeſaa oprigtig, ſom Spotten
havde været ffarp. Kun Bonchamp og Cæfarine vare
fremdeles vantro. Ingen er Profet i fit eget Land,
ſtager der faa bedroveligt i Skriften. Notaren holdt
for meget af fin gamle Ven til offentligt at gjøre
Nar af ham; men naar han var ene med ham, gene-
rede han fig ikke. Naar han hørte ham tale om et
interesſant Stykke, han ſamme Dag havde kjobt, tog
han ſig en hjertelig Latter.

Denne Gang blev Hr. Godefroy aldeles høirød

Edith: 17

i Hovedet af Vrede, Heldigviis blev Cæfarine af
Sfjænderiet reven ud af jine Betragtninger, og hun
ffyndte fig at mægle Fred. Ediths Ankomſt ftaffede
fuldſtendig Ro tilveie, forſaavidt de to Venner ſtrax
glemte deres Uenighed og kun ternkte paa den unge
Pige. Men Caſarine fik travlt med at holde ſit Lofte
til Hr. de Vruniquel.

— Jeg har Noget at tale med Edith om, ſagde
hun. Kjere Godefroy og De, Bouchamp, gaa lidt
ned i Haven. Jeg maa tale med Pigebarnet.

Edith ſatte ſig hen til Claveret. Hendes Tante
ſage derfor ikke, hvor rod hun blev, da Godefroy ſagde,
idet han tog ſin Hat og gik ud:

— Jeg kunde have Lyſt til at ſee hen 1Fugres⸗
gade. Jeg vil høre, hvorledes Capitain Daniel har
det; vi har jo ikke ſeet noget til ham i en heel Uge.

Capitain Daniel havde boet i Montauban i fem
Maaneder. Han var kommen med et Artilleriregi⸗
ment, ſom ſkulde ligge i Garniſon i Byen. Hans'
Kammerater fatte ham meget høit. Da han havde
forladt den polytekniſte Skole med Udmeerkelſe, kunde
han vælge imellem forſkjellige civile Embeder; han
foretrak nu Epauletten. J ſin Fritid ſtuderede han
meget ivrigt Naturhiſtorie; Darwins Theorier interes-
ſerede ham. Videnſkabernes Akademi har fra hans
Haand en dygtig Afhandling, „Arveligheden hos
levende Veſener,“ hvori han forſvarer den engelſke

Naturforſkers Ideer. Man vidſte, han var rig.
2

18 Edith.

Skjondt han aldrig talte om ſine Formuesforhold
med Nogen, anſlog man ham dog til en Million.
Og efter en Tante, den eneſte Slegtning, han havde
tilbage, vilde han arve ligeſaa meget. Han levede
meget tarveligt, af Tilboielighed, ikke af Gjerrighed.
Aldrig havde en Kammerat, der var kommen i For—
legenhed, henvendt fig forgjæves til ham. Denne
unge Mand paa otteogtyve Aar maatte man ſtrax
ſynes godt om paa Grund af hans aabne Anſigt.
Han var hverken fold eller bidende, ſom Cæfarine
paaſtod; men det kunde ikke negtes, at han var over-
drevent tilbageholden. Naar man ſaage ham, vilde
man aldrig falde paa at ſige: Hvor det er en ſmuk
Mand! men man kunde ikke andet end lægge Meerke
til hans blege, lidt ſorgmodige og drommende Anſigt,
indfattet af et ravnſort Haar. Hans gran Sine ſkjod
Lyn; man forſtod, at han var Mand for at udfore
de Bedrifter, der i en Alder af treogtyve Aar havde
ſtaffet ham Wreslegionens Kors. Tyngede der en
Hemmelighed paa ham? Det var muligt. Nogle af
hans Kammerater (od til at vide Beſked derom, men
holdt kun faa meget mere af ham.

En ung Mand, der var ſaaledes ſtillet, maatte
gjøre en vis Opſigt i en praktiſk By ſom Montauban.
Familiemodrene ſaae yderſt venligt til ham. Hvor
der var en gifteferdig ung Pige, ſtredes man om

Daniel. Han lod dem gjøre det og noiedes med, idet

Edith. 19

han undſkyldte fig med fit Arbeide, paa en hoflig
Maade at afſlaage alle Indbydelſer.

Hr. Godefroy traf ſammen med ham i et Mid—
dagsſelſkab hos Diviſionsgeneralen. Det var et pas—
ſende Parti for min Datter! tænkte han. Han bad
ham ſtrax om at maatte regne ham til de Venner,
der hver Aften ſamledes i Koralgade. Den unge
Mand takkede, men blev hjemme. Fjorten Dage efter
blev han paa et Bal præfenteret for Edith. Fra den
Tid kom han et Par Gange om Ugen hos Old—
granſkeren. Rivalerne, der kjcempede om Froken
Godefroys Haand, begyndte at blive lidt bange for
en ſaadan Medbeiler. Endog Claude Morisſeau følte
ſig generet. Imidlertid blev man lidt efter lidt rolig
igjen, da det vifte fig, at Daniel bevarede fin Kulde
og Edith fit rolige Væjen. De talte kun et Par
Gange ſammen ved hvert Beſog. Kun Hr. de Bruni⸗
quel havde en Fornemmelſe af, at der var alvorlig
Fare paafcerde. En Mand, der er bleven meget elffer
af Kvinderne, bevarer altid fra fine tidligere For—
bindelſer et Slags kvindelig Skarpſynethed. Hvem
kunde vide det? Maaſkee havde Caſarine taget feil,
da hun beroligede ham. Hun vilde forøvrigt ſnart
ſee at komme paa det Rene med dette vigtige Sporgs—
maal.

— Kom lidt bort fra Claveret og fæt Dig her
hos mig, ſagde hun, da Godefroy og Bonchamp

2*

20 Edith.

vare gagede. Jeg maa have en alvorlig, meget al⸗
vorlig Samtale med Dig!

Lidt forundret over at høre fin Tante tale faa
hoitideligt, adlød Edith og ſatte fig hen i Sofaen
hos den gamle Pige. Denne begyndte med at give
Tin Niece et ømt Kys; faa ſukkede hun et Par Gange
dybt og ſagde endelig:

— Hvad ſynes Du om Hr. de Bruniquel?

Edith ſmilede og ſvarede ganſte roligt:

— Jeg har aldeles ingen Mening om ham.

— Du har dog feet ham faa ofte.

— Ja, men jeg har aldrig ſeet videre paa ham.

Denne ligefremme Mttring bragte fuldſtendig
Forvirring i Tantens Tankegang.

Pigebarnet ſvarer jo, faa at jeg bliver aldeles
forſtyrret! tænkte hun. Derpaa vedblev hun:

— Han er dog en rigtig kjon Mand! og ſaa
romantiſk! Jeg har ladet Dig læje „Ipſiboe“: han
ligner Almarik.

Edith ſmilede igjen; hun omfavnede kjerligt
Tanten og ſagde i en blid, men beſtemt Tone, hvori—
gjennem en veloverveiet Villies Beſlutning kunde
ſkimtes:

— Kjere Tante! dit Ideal er ikke mit. Jeg
har lovet mig ſelv kun at ville gifte mig med en
Mand, ſom jeg elffer, og jeg elſker ikke Hr. de
Bruniquel. f

— Stakkels Mand! Og jeg, der protegerer ham!

Edith. 21

— Nu protegerer Du ham ikke mere, det er hele
Forſkjellen.

Ccœſarine blev mere og mere forvirret. Ediths
tydelige Svar ødelagde hele hendes Slagplan. Hun
var forberedt vaa Betenkeligheder. Udfættelfer: —
det var der ikke Tale om. Den unge Pige ſparede
ganſke ærligt og uden Omſpob. i

— Hor nu, lad mig nu være din Fortrolige.
Du veed godt, at jeg aldrig vil gjøre Andet, end
hvad Du vil. Men naar Du itfe elffer Hr.
Bruniquel, faa maa der være en Anden, Du elffer.

Edith ſage op paa Tanten med ſine klare Oine
og ſagde roligt:

— Ja.

— Der er En, Du elfker? og det vidſte jeg ikke!

— Du har ikke ſpurgt mig derom.

Cceſarine ſlog fig for Panden, ſom om hun
pludſelig havde faaet en lys Idee:

— Saa er det denne Capitain, ſom Du elſter?
Ja! men det er jo Vanvid! Hvem kunde have Anelſe
om en ſaadan Forvildelſe! Altſaa havde Bruniquel
Ret. Det kunde aldrig være faldet mig ind, at Du
kunde blive forelſket i dette folde Menneſke, ſom der
iffe er Spor af Romantik hos! Han har ſiktert ikke
havt et eneſte Eventyr i hele fit Liv!

— Gaa meget deſto bedre, hvis jeg bliver den
forſte!

3 Edith.

— En Artilleriſt! Min Niece forelſket i en Ar—
tilleriſt! Hvad vil Du dog med ham?

— Blive lykkelig med ham.

— Men ſammenlign ham dog med hans Med—
beiler!

— Nei, jeg ſammenligner ikke Daniel, — jeg
ſkiller ham fra alle Andre.

Cæfarine faae faa forſtyrret ud, at hendes Niece
igjen maatte ſmile⸗

— Du gjør nok Nar af mig! Ja, Du fan rigtig⸗
nok prale af, at Du har overliſtet min Aarvaagenhed.
Jeg gjør Dig min Compliment. Du har rigtignok
lavet Dig en Roman pan egen Haand. Naar jeg
tænfer paa, at Du for tre Maaneder ſiden aldeles
ikke kjendte det Menneſke! Har han da idetmindſte
ſagt Dig, at han elſkede Dig?

— Aldrig.

— Der feer Du! udbrød Cäeſarine fornoiet.

— Jeg er vis paa, at han elſker mig, netop
fordi han ikke har ſagt mig det. Han har ſeet paa
mig, det er mig nok. Og jeg elſker ham, fordi han
forekommer mig at ſtage over alle Andre. Jeg har
godt lagt Merke til, at Fader ſyntes godt om, at han
kom i vort Huus. Jeg blev heller ikke overraſket, da
han for otte Dage ſiden reiſte bort.

— Sagde han Dig da, hvor han reiſte hen?

— Paa ingen Maade; men jeg har gjettet mig
til det. Hor nu. Daniel kan ikke ſelv anholde om

Edith. 23

min Haand. Han er derfor reiſt til ſin Tante, Fru
Dubois, ſom lever fjernt fra Verden i Cantal. Han
har ikke ffrevet en eneſte Gang til mig; men jeg er
ſikker paa, at han kommer tilbage idag eller imorgen,
og at han da ſtrax vil bede Fader om en Samtale.

Tanten vilde uden Tvivl have ladet fin Niece
forftaae, at hun arrangerede Sagerne lidt vel meget
efter fit eget Ønffe, og at man iffe maatte misbruge
Fantaſien, ſom jo ellers kunde -være en meget rar
Ting, da Tilfældet paatog fig at gjøre Caſarines
Nederlag fuldſteendigt. De to Damer horte haſtige
Skridt i Forſtuen, og Godefroy kom ind med et Papir
i Haanden og fulgt af en Soldat:

— Hurtigt! Cæfarine! lad denne flinke Mand
faae nogle Forfriſkninger, medens jeg beſvarer et
Brev, han har bragt mig fra Capitain Daniel.

Og langſomt, hoitideligt ſom en Mand, der vil
nyde fin Triumf, læfte han med hoi Roſt: „Kjere
Hr. Godefroy, jeg har hele Ugen været hos min
Tante, Fru Dubois, der boer i Landsbyen Vic-ſur⸗
Cere, i Cantal. Forinden jeg preſenterer mig i
Koralgade, beder jeg Dem om at maatte treffe
Dem. ..“

Oldgranſkeren vilde viſtnok gjøre nogle Bemerk⸗
ninger i Anledning af Brevet; men Ediths Nær-
værelfe generede ham. Han ſage paa Soldaten, der
med et fkikkeligt og ligegyldigt Udtryk overværede

denne Scene. Cäeſarine var bogſtavelig talt ſom

24 Edith.

lynſlagen: der manglede ikke meget i, at hun be—
tragtede ſin Niece ſom en Troldkvinde.

— Nei, bliv her, Ceſarine, vedblev Godefroy
Du, Edith, tag Soldaten med ud i Kjokkenet.

Edith adlod. Neppe var hun forſvunden, for
Oldgranſkeren gav Bonchamp Tegn til at komme ind,
og ſom om han følte, at det var pasſende at ffjule
fin Glæde, antog, han en vigtig Mine ſom en Mand,
der vil gjore en betydningsfuld Meddelelſe. Han
leeſte endnu engang Capitainens Brev, lagde det om—
hyggeligt ſammen og ſagde, da Notaren var kommen
ind i Stuen:

— Mine kjere Venner, J maa vide, at jeg nu
er ved at fane mit hoieſte Onſke opfyldt. J de ſidſte
to Maaneder har ikke Oldgranſkningen udelukkende op—
taget min Tid. Jeg havde en Plan for, ſom Gud
bære lovet! nu vil blive realiſeret. J vide, hvor⸗
meget jeg har tænkt paa at fane Edith godt anbragt.
Indtil nu har hun ſagt Nei til alle de Partier, jeg
har foreflaaet hende. Idag ..

Han holdt inde og nod forud ſin Vens og ſin
Soſters Overraſkelſe:

: — Undrer det Eder ikke, at Capitainen høitideligt
beder mig om en Sammenkomſt, iſtedetfor at komme
her, ſom han pleier?

— Aldeles ikke, ſvarede Bonchamp ganſke roligt.
Han vil bede Dig om din Datters Haand; Du R
ham den, og det er meget fornuftigt.

Edith, 25

Men nu blev Cæfarine vred. Hun havde i et
Kvarteerstid merket, at alle hendes Planer vilde blive
kuldkaſtede. Godefroy fortſatte, hvad Edith havde be—
gyndt paa. Hun kunde ikke finde ſig i Tanken om, at
Hr. de Bruniquel, denne faa romantiſke Mand, ikke
ſtulde blive hendes Neveu! — Vil Du virkelig give
din Datter til den Artilleriſt? ſpurgte hun yderſt for-
nermet.

— Om jeg vil give ham hende? Det fkulde jeg
mene. Jeg har jo i en heel Maaned paa alle mulige
Maader ſogt at gjore ham begribeligt, at hans Frieri
vilde blive godt modtaget.

Cæfarine modtog fin Broders Svar med et
meget haanligt Smil, ſom Oldgranſkeren imidlertid
ilfe tog mindſte Notits af. Han havde fat fig
ved Bordet for at ſkrive det Brev, ſom Soldaten
ventede paa.

— Gaa! nu er det beſorget, ſagde han, idet han
lagde Brevet i en Convolut. Jeg har ſkrevet ganffe
ligefrem til Daniel, at han ſkal komme ſtrax; jeg
venter ham.

Han bragte ſelv ſin Skrivelſe ud til Soldaten
og kom faa igjen” ind i Salen, beſtemt paa . uden
Svaghed at tage mod det Stormangreb, ſom hans
Soſter havde tiltcenkt ham. Bonchamp havde taget
Plads i en Laneſtol; han ſtuderede med Bogen i
Haanden et nyt Parti Triktrak. Den gamle Pige gik
med korslagte Arme frem og tilbage ſom en fanget

26 5 Edith.

Lovinde. Indtil nu havde hun holdt fig! men nu
var det forbi med hendes Taalmodighed. Hvorledes
det end gik, maatte hun lette fig for, hvad hun havde
pan Hjertet. Hun begyndte med en værdig Mine,
men med et let Anſtrog af Sorgmodighed:

— Min Broder, De...

Godefroy blev ærgerlig ſtagende. Den fkikkelige
Mand holdt ikke meget af at optage Kampen; alligevel
ſagde han:

— Javiſt, jeg er din Broder, det veed Gud og
Hvermand. Det er ikke Umagen værd at gjentage
det. Og forreſten gjor Du ogſaa bedſt i at ſige Du
til mig.

Den værdige Mine med en Tilſetning af over⸗
legen Sorgmodighed forſpvandt pludſelig, Cæfarine gav
efter for ſin Harme: — De er forrykt! Veed De,
hvorfra den Fyr ſkriver fig? Nei. Og De kaſter
uden videre Deres Datter i Armene paa ham! De
ſkal fee, det bliver Dem en dyr Hiſtorie. Naa, faa
De aabner Deres Dor for den Forſte den Bedſte!
Det er ikke, fordi De ikke er bleven advaret, jeg har
ſagt dem, at Capitain Daniel levede ganſke ene, at
Ingen kjendte hans Familie. Men det har De ikke
brudt Dem om, De har taget imod ham uden at
kjende ham! j

— Uden at fjende ham, ſvarede Godefroy utaal—
modig ... for det Forſte kjendte jeg ham. Og der⸗

— . ͤ⁰ 6j— rn

Edith. 27

neſt, er jeg ikke Ediths Fader? Jo? Maa jeg faa
have Fred?

Men Caſarine lod aldrig dem have Fred, der
var af en anden Mening end hun.

— Daniel! han hedder Daniel! Er det et
Navn, hvad? Jeg tor ſperge paa, at den Fyr er af
en Bondefamilie, ſom er bleven rig ved Studehandel.
Et nydeligt Parti for min Niece! Naar han ikke
kommer frem med ſin Tante, denne Fru Dubois, ſaa
er det, fordi hun er altfor ſimpel, altfor nopdragen
til at omgages os. Naa, De ffal fage at fee! men
naar De feer det, faa er det for ſilde, og faa trium—
ferer jeg!

Som alle Folk af ſvag Charakteer gik Godefroy
over Grendſerne, naar han havde taget en Beſlutning.
Han ſvarede meget heftigt:

— Du kan gjøre og ſige, hvad Du vil, det er
mig min Sjel aldeles ligegyldigt! Daniel! ...
ganſke fort . .. Daniel ſynes jeg godt om; han er
en Mand med Hjertet paa rette Sted, agtet af fine
Foreſatte og elſket af fine Venner. Hvis Edith
finder ham efter fin Smag, faa er den Sag afgjort.
Ganſke viſt forudſetter jeg, at han ikke er udſprunget
af Jupiters Lend. J den Henſeende er jeg af ſamme
Mening ſom Du; det ſtrider nu engang mod Skik og
Brug. Den Tante, han forer til os, er maaſkee en
Bondekone, der ſandſynligvis er bleven rig ved Stude—
handel, ſom Du ſiger. Men ere vi da Montmorency'er?

28 Edith.

Forreſten fjender Du jo mine Ideer. Jeg har tu—
ſinde Gange ſagt Dig, at jeg er en uafhængig Mand,
der er hævet over alle Fordomme. Jeg tager Capi—
tainen til Svigerſon, og jeg haaber, at Edith ſiger
Ja. Det er Intelligentſen, det er Manden, det kommer
an paa.

— Ja, naar Manden har en Million, mumlede
den gamle Pige.

Men det var Partherens Pil. Caſarine gjorde
ikke længere Modſtand. For forſte Gang følte hun,
at hun ſtod overfor en beſtemt Villie, og Godefroy
var altfor lidt vant til at viſe Energi, til at han ikke
ſkulde fuldende fin Seir. — Bonchamp gottede fig
rigtig over disſe man Familieſcener. Han horte uden
at rore fig paa fin Ven, og da Godefroy var færdig,
ſagde han:

— Gratulerer! Du har talt i hele tre Minuter
uden at ſige en Dumhed!

Godefroy vilde maaſkee paa den Hoide, hvortil

han havde hævet fig, være bleven vred over denne

Spydighed; men hans Opmærffomhed blev bortledet.
Der blev ringet paa; Borgermanden ſtudſede; fulde

det allerede være Officeren? Strax efter gik Doren

op, og Tjeneren meldte:
— Capitain Daniel!

Edith. 29

II.

Den, der reiſte ſaadanne Storme i Godefroy'ernes
fredelige Tilvœrelſe, beboede et ſmukt Huus, der laa
inde i en ſtor Have yderſt ude i Rue Ingres. Dette
Kvarteer af Byen kaldes Ville-Nouvelle i Modſetning
til Ville-Vourbon, den gamle By. Montauban er
unegtelig en af de ſmukkeſte Steder i Sydfrankrig. Naar
man kommer fra Caſtel-Sarrazin eller fra Causſade,
feer man de gamle Volde endnu kneiſende op af et
Hav af grønne Træer. Den gule Tarn løber under
en ſtor Bro, der forbinder Byen med den veſtlige
Forſtad. Midt i Floden ligger en lille, trebevoxet
O, hvor Virgil vilde have ſtjult leende Fauner; paa
begge Flodbredder fees Huſe malede i alle Farver, hvis
gule og rødlige Toner træde ſkarpt frem i det ſtraa—
lende Solſkin. Her er Torvepladſen langs Bolveer—
kerne; hver Lørdag, der er Torvedag, mode her
Landboerne med deres Varer; Flokke af Oxer, Køer
og Zaar gage roligt om imellem de Handlende og
Spadſerende. Det ene Huus folger efter det andet.
grønne, blaa, gule, efter Eiernes Smag; Fattigdom—
men ſtoder op til Rigdommen: ved Siden af en ele-
gant Villa feer man en ſtor graa Kasſe, i hvis Vin⸗
duer der er hængt Toi til Tørring. Det er ikke let
at ſige, i hvilken Stil disſe forunderlige Bygninger
ere opførte. Den er paa engang ſpanſfk og italienſk;
man treffer ikke ſjelden flade Terrasſer ligeſom i
Burgos og firkantede Tage ſom i Florents.

30 Edith.

Fra dette Punkt hæver Byen fig; den klattrer
op langs Flodbredden og føger Fodfæjte paa Brin—
kerne ſom en keempemesſig Ged. Gaderne ere enten
meget brede eller meget ſmalle; der er ingen Mellem—
vei. For hvert Skridt ſtoder man pan en gammel
Bygning, der har fin Tids Preg, med ruſtne Jern⸗
kroge, ſom man vel i gamle Dage heengte Folk paa.
Boier man ind i en lille Gade tilhoire, der fører
bort fra Floden, kommer man til Place d' Armes.
Midt pan den hæver fig, ſtadig reſpecteret, et Mis—
ſionskors, der blev reiſt i 1829. Lidt længere borte
kommer man igjennem et Virvar af Smaagader til
Place Nationale, en af Montaubans Merkverdigheder.
Man fkal ikke let kunne tenke fig noget mere maleriſtk
end disſe dobbelte Arkader med høie gran Piller, hiſt
og her bedekkede med Mos, hvorfra Firbenene ſtikke
deres guldplettede Hoveder frem. Under disſe Piller
og deres Sfjærmtage, er der et livligt Handelsrore.
Her fælger en Kone Silkeormeceeg, hiſt er en Mar-
ſkandiſerboutik i fri Luft, længere borte et Brendevins⸗
udſalg, hvor Manden paa fin ſyngende Maade be—
rommer „Monſieur Papavoines“ Bedrifter.

Her ender Ville-Bourbon. Gaderne ere nu ikke
længere brolagte. Et fint Sand, der den brændende
hede Junidag hvirvles om ſom Støv i Luften, knaſer
og brænder under Fødderne; Solen kaſter en violet
Stygge paa Murene, Fra Boulevarderne, ſom om—
give Byen, udgaager Rue Ingres, en bred, ſtille, lidt

Edith. 31

kjedelig Gade, med hvide Huſe og grønne, brune
eller rode Jalouſier, med Gaver omgivne af Gitter-
vært, og hiſt og her beplantede med vantrevne Træer,
der ſee helt afſviede ud i Heden. Her, neſten i den
yderſte Udkant af Byen, boede Capitain Daniel.

Han havde indrettet fig en rigtig hyggelig Lei—
lighed, den eneſte Luxus, han tillod ſig. En Mand
med Smag vilde hurtigt have befundet fig vel imellem
alle disſe koſtbare Snurrepiberier; Arbeidsverelſet,
der laa i Stueetagen, vendte med en hoi Glasdor
lige ud til Haven. Dets Meublement var i en al-
vorlig, men elegant Stil. Paa Veggen hang to for—
trinlige Malerier. Daniel, der elſkede de ſkjonne
Kunſter, eiede det ene af de faa Studier, ſom Dela—
croix havde gjort til ſin „Sardanapal“. Bibliotheket
fyldte hele Bagveeggen i Verelſet. Der arbeidede
den unge Mand, der tænfte han, der havde han i
to Maaneder levet for en Drøm, et Kjerlighedens
Ideal. Var det da hans Hemmelighed? Jalfald en
Deel af hans Hemmelighed. Med Undtagelſe af hans
Tjener, kom Ingen nogenſinde ind i hans Sove—
kammer. Han var formodentlig bange for, at man
ſkulde faae Øie paa to Portraiter, ſom han vilde be⸗
holde for ſig ſelv.

Det ene var Ediths Profil, tegnet efter Hukom⸗
melſen af Daniel. Han havde kun behøvet at ffue
ind i ſit eget Indre for der at finde Modellen. Det

var ganjfe rigtig den unge Piges fine og uffyldige

32 Edith.

Anſigt; det var hendes faſte og blide Blik, ſom man
aldrig glemte. Hun tog ikke feil, da hun inſtinkt⸗
mesſigt gjættede, at Daniel elffede hende. Behøver
man maaſtee at være fan noie bekjendt for at elffe
hinanden? Nei. Romeo Montecchi ſtaaer inde i
Ca pulettiernes ſtore Sal; Julie træder ind, de vexle
et Blik, og dermed er deres Livs Skjebne afgjort.
Det andet Maleri er ogſaa af Daniel. Det fore—
ſtillede en Kvinde paa fyrgetyve Aar, mørk, med lav
Pande, rode og ſandſelige Læber, De grønlige Oine
havde et forunderligt Udtryk. Det ſmalle Anſigt var
udmærfet ſmukt; Hagen tydede paa en faſt Villie.
Hun ſmilede, og igjennem dette Smil ſaae man de
meget hvide, men brede Tænder, Tender, der vilde
kunne knuſe Jern. Haaret var tæt og fyldigt. Man
folte, at denne Kvinde maatte være i Beſiddelſe af en
overordentlig Livskraft. Der gives Kvinder, ſom man
dieblikkelig kan bedømme efter deres Portrait; det var
ikke Tilfældet med denne. Jagttageren vilde have
opſat fin Dom, indtil han havde lært Originalen at
kjende. Det var Daniels Tante, Fru Dubois. Hun
var kledt i de rige Cantal-Bonderpigers maleriſke
Dragt: Kjolen af fvært Stof, der mindede om det
gamle Brokade, ſom vore Modre holdt fan meget af;
det forte Forflæde af tykt Silketoi; det aabne Liv-
ſtykke, der ſad ſtramt ſom et Snorliv, og derover et
rodt chineſiſt Silketorkleede; paa Hovedet den hvide
Kappe og høie Hat, ſom er uadſtillelig fra Auverg—

Edith. 33

naterne. De rige Bonderpiger i Cantal og Puy-de-
Dome ere bekjendte for deres prægtige gammeldags
Smykker. De ere deres Stolthed. Fru Dubois
fulgte ſit Lands Skik: om Halſen glimrede Guldhals—
baandet, formet af tykke og ſmukt forarbeidede Plader,
forbundne ved ſmaa Kjeder, det Hele trukket paa et
fort Floilsbaand; i Orene ſpere, ciſelerede og langt
nedhængende Orenringe. Man maatte uvilkaarlig
ſtandſe ved dette Billede, En Pariſer vilde ſtrax være
bleven flaaet af de to fremmede Fremtoninger: Kvin—
den og Dragten.

Paa ſamme Tid ſom de her fortalte Begivenheder
forefaldt i Rue Corail, fad Daniel i fit Arbeids⸗
vœerelſe. Han forſogte at leſe; men hans Tanker
vare langt borte. Han beregnede, at hans Ordon—
nants maatte behøve ti Minnter for at gage hen til
Hr. Godefroy og ti for at gaae tilbage; og naar han
regnede den Tid med, ſom Antikvaren behovede til at
ſvare, maatte Daniel vente i tre Kvarteer. En pinlig
Venten, naar man gaaer i Uvished om Noget. Han
tog og tog atter fin Bog; men hans Sine forlod
ſnart Linierne for at folge Viſernes Gang pan Uhret,
ſom efter hans Mening gik altfor langſomt. For⸗
øvrigt tydede hans Anſigt paa en ſteerrk Sindsbe—
vegelſe, der ikke forſvandt ved Soldatens Tilbage-
komſt og det hjertelige Brev, han bragte.

— Tak, Greny, ſagde han til Artilleriſten. Du

3

34 Edith.

kan nu vere fri for Reſten af Dagen. Naar Du
gaaer, faa ſend Lucain herind. Gaa jaa, min Ven.

Ordonnantſen hilſte eerbodigt fin Capitain. Daniel
tog fin Hat og fine Handſker, og da Lucain, Tjeneren,
traadte ind, ſagde han: — „Gjor Vaerelſerne paa
forſte Sal iſtand, Fru Dubois kommer her imorgen
til Frokoſt.

Greny havde brugt ti Minuter til at gage fra
Rue Ingres til den anden Ende af Rue Corail;
Daniel brugte kun fem. Men ved Doren blev han
ſtaaende. Hans Hjerte bankede ſteerkt. Han havde
ſkyndt fig derhen, og da han faa var der, vovede han
ikkte at gage indenfor, — Naa, det maa gjores!
mumlede han. — Og han ringede paa. Vi have
allerede fortalt, hvilken Virkning hans Indtreden
gjorde. Godefroy ilede ham imøde.

— Naa, er De der, Kjere! Det er da et heelt
Aarhundrede, ſiden man har ſeet Dem!

Bonchamp trykkede Officerens Haand: han havde
overordentlig meget tilovers for Daniel. Caſarine
derimod beſvarede neppe den unge Mands Hilſen:
hun vilde give den kreenkede Veerdigheds Ligegyldighed
og Hovmod.

— De ſkrev, at De har været bortreiſt? vedblev
Godefroy. i

— Ja. De veed, at den eneſte Slægtning, jeg
har tilbage, Fru Dubois, boer i Auvergne. Jeg har
beſogt hende, og jeg var fan heldig at fage hende til

Edith. 35

or nogle Dage at forlade fine fjære Bjerge. Hun
fommer imorgen tidlig til Montauban, og imorgen
Aften ffal jeg have den Ære at præfentere hende for
Damerne.

Godefroy var lige ved at gnide fig i Henderne,
ſaa glad var han; naar Fru Dubois kom til Mon⸗
tauban, vare hans Anelſer rigtige. Han ſage hen til
Ccœſarine. Den gamle Pige var ſtadig tvær. Hun
ſagde ikke et Ord, men noiedes med uafbrudt at lorg—
nettere Daniel, idet hun tænkte: „Jeg forſtager ved
Gud ikke Edith; jeg kan længe nok fee paa det
Menneſke, jeg kan ikke finde noget Overordentligt ved
ham.“ Bonchamp havde diskret truffet fig tilbage for
ikke at forſtyrre Samtalen.

— Apropos, kjere Ven, vedblev Antikvaren,
hvorfor beder De mig faa hoitideligt om en Samtale?
Mit Hus ſtager Dem jo aabent.

— Fordi jeg gjerne vil tale med Dem om en
alvorlig Sag.

— En privat Samtale?

— Ja.

Godefroys Glæde be midte at blive overvældende.
Atter fane han hen til fin Soſter, der harmfuldt ſtod
op og ſagde i en eergerlig Tone:

— Jeg ſeer, jeg er tilovers, jeg træffer mig der⸗
for tilbage ligeſom Hr. Bonchamp.

— Tvertimod, Froken, faldt Daniel hende haſtigt
i Talen, jeg beder Dem om at være faa venlig

32

36 Edith.

at blive. De er Hr. Godefroys Soſter, og ſom
ſaadan .

Cæfarine fatte fig igjen ligeſaa raſk, ſom hun
havde reiſt ſig, idet hun kom med et: „Godt, min
Herre!“ der indeſluttede en hel Bunke Übehagelig—
heder.

— Hr. Godefroy, ſagde Daniel med lidt ryſtende
Stemme: da jeg for to Maaneder ſiden havde den
Wre at blive foreſtillet for Dem, var De faa artig at
modtage mig pan den venligſte Maade. Deres Hus
ſtod mig aabent. Saa gik Uge paa Uge, og tilſidſt
følte jeg, at jeg ikke havde kunnet fee Deres Froken
Datter, uden at komme til at elſte hende.

Der blev en almindelig Taushed. Godefroy taug
for at ſtjule fin Glæde, og Ceſarine tang for ret at holde
Øie med Daniel. Hun havde aldrig ſeet vigtig op—
merkſomt paa ham. En Solſtraale, ſom mildnedes af
den frembrydende Aften, omgav den unge Mands fine
og ſtolte Hoved med en gylden Glands. — Nei, han
er virkelig ikke faa ilde, tænfte hun.

— Forend jeg gager videre, vedblev Daniel,
maa De tillade mig, Hr. Godefroy, at rette et Sporgs⸗
maal til Dem. Har jeg ligeoverfor Dem ikke altid
viiſt mig ſom en Hedersmand ?

— Det var da en loierlig Idee!

— Jeg ſiger det, fordi jeg oftere har villet tale
med Dem om min Stilling, mine Formuesforhold,
min Familie.

Edith. 37

Antikvaren blev næften vred: — Det er jo al-
deles overflodigt! De er rig, Deres egen Herre, deko—
reret, Officeer, i en udmærket Stilling . .

— Ja, ſaaledes har De altid afbrudt mig. Men
idag maa jeg nærmere ind paa denne Sag. Min
Tante, Fru Dubois, kommer imorgen til Montauban;
hun vil offtcielt anholde for mig om Deres Datters
Haand; men forinden ...

Nu blev Godefvoy vred for Alvor: — Forinden
— De kan ikke fortælle mig noget Nyt. Deres Liv
ligger aabent for Alle, ikke fandt? De elſter min
Datter, og jeg haaber, at hun elſker Dem. Hvad be—
hoves der mere? De er af Bondefamilie, hund? Jeg
har gjettet det. Jeg er en uafhængig Mand, der er
hævet over Fordomme, det er jeg. Edith ſkal gifte
ſig med Dem, ikke med Deres Familie. Jeg vilde
endog onſte, at De havde noget, Alvorligt at betroe
mig, for at jeg kunde beviſe Dem, hvor høit jeg
fætter Dem.

Daniel var lidt bleg; hans Sikkerhed blev mindre,
jo mere Godefroy bevidnede ham ſin Sympathi.
Neſten ganſke jagte ſagde han:

— Jeg har virkelig noget Alvorligt at betroe
Dem .

Atter blev der Taushed. Cæfarine blev mere og
mere fornoiet, da hun faae fin Broders Anſigt blive
morkere. Hun blev ved at ſtirre paa Daniel og
undrede ſig over Ediths Valg. Hvor kunde dog hendes

38 Edith.

Niece gane hen og blive. forelffet i et Menneffe, der
forte et faa jevnt og roligt Liv og ſikkert nok aldrig
havde oplevet en Roman i hele fit Liv! Daniel var
imidlertid bleven roligere; han fagde i en beftemt
Tone:

— Det er min Pligt, ikke at ſkjule Noget for
Dem, Hr. Godefroy. Jeg har ingen Familie, fordi
jeg aldrig har feet hverken Fader eller Moder. Jeg
er ef uægte Barn.

Om faa Lynet var flaaet ned i Stuen, og Old—
jagerne havde begyndt at dandſe rundt i deres Glas—
ffabe, kunde Virkningen ikke have været ftørre. Gode—
froy ſprang op, ſtrakte Gænderne mod Himlen og ud—
brød: — Uægte Barn! — Medens Cæfarine mumlede;
— See, fee! fan er der dog en Roman i det
Menneſkes Liv! — — Der foregik en merkelig For⸗
andring i Broderens og Soſterens Tankegang. Gode—
froy var rod; han kunde ikke finde paa Svar, og ſom
Folk, der ikke vide, hvad de ſkulle ſige, greb han den
ſimpleſte ÜUdvei at blive vred:

— Og det meddeler De mig forſt idag! De
har ſogt Adgang til mit Hus, De har kaſtet deres
Dine paa min Datter, og De har ikke været faa
ærlige:

— Da jeg havde den re at blive modtaget i
Deres Hus, min Herre, ſvarede Daniel i en lidt over⸗
legen Tone, vidſte jeg ikke, at jeg ſtulde komme til at

eee

ä eee

Edith. 39

elffe Deres Froken Datter, jeg havde følgelig ikke
Noget at betroe Dem.

— Men ſenere!

— Senere har jeg flere Gange villet tale med
Dem om denne Sag; men De har altid ſtrax afbrudt
mig, og ſelv for.

— De burde have fortſat, min Herre!

— Jeg troede, at De havde forhørt Dem om
mig. Bed Regimentet er man ikke uvidende om miu
Hemmelighed. Heren er en ſtor Familie, hvis Med—
lemmer mage kjende hinanden fuldſtendigt, da de ere
anſvarlige for hinanden. Da man ſpurgte mig om
min Herkomſt, tilſtod jeg Sagen ganſke oprigtigt, da
jeg er af den. Mening, at jeg hverken behøver at
rødme over den eller ſkjule den. Jeg havde ikke noget
Navn; ganffe viſt. Saa ſogte jeg at t mig et;

det er lykkedes mig.
— Men det vidſte jeg ikke et Ord om, Hr. Capi⸗
tain; ellers vilde, jeg have ladet Dem forſtaae ...

— At jeg maatte opgive Haabet om at komme
i nærmere Forbindelſe med Dem? Herre Gud; jeg
er ikke noget Barn, jeg kjender Livet og Menneſkene;
i min Alder har man havt Tid nok til at lide der⸗
under. Da jeg jevnlig horte Dem tale om Deres

aandelige Uafhængighed, troede jeg, at De vilde give i

mig et Vink om, at hvad der flæbede ved min Fodſel
ikke var nogen Plet i Deres Sine.
Godefroy gik med ſtore Skridt op og ned i

40 Edith.

Salen. Det brugte han altid, naar han ikke kunde
finde paa flere Argumenter. Den gode Mand vovede
hyverken at fee paa Daniel eller pan Ceſarine; han
var bange for, at denne 4fulde ſee altfor triumferende
ud. Deri tog han feil. Den gamle Pige gik lidt
efter lidt over paa Daniels Side. Der ſtod en lille
Strid i hendes uklare Hjerne. Hun tenkte paa, at
den unge Mand var et Kjerlighedsbarn: et Kjerlig—
hedens Barn! Det var mere end nok til at gjore
ham interesſant. Dog beteenkte hun fig endnu paa at
tage den Mands Forſvar, ſom hun havde fordømt
for en Time ſiden, da Daniel tilfoiede i en noget
bitter Tone:

— De roſte Dem jaa ſteerkt af, at De var hævet
over Fordomme.

— Over Andres Fordomme, ikke ſine egne! ud—
brød Cæjarine letſindigt.
— Godefroy holdt inde med fin Vandring; hans
Soſter gav ham det ſavnede Tilknytningspunkt.

— Netop! Andres Fordomme .. ikke mine!
— Han meerkede nu, at han havde ſagt en Dumhed;
men det var forſilde at vende om: — De kjender
ikkle Provindſerne, Hr. Daniel. Hvis jeg gav Dem
min Datter, vilde Broſtenene i Montauban af ſig
ſelv flyve op imod mig. Hvad fkal jeg gjøre? J
vore Smaabyer er man aldeles ubarmhjertig i Streng⸗
hed. Formodentlig fordi Enhvex er led og kjed af
ſine egne Sager, kaſter han ſig over ſin Naboes. Jeg

Edith. 41

indrømmer, at De vilde være et udmerket Parti for
Edith. Det er tkke Deres Skyld, at der er en ...
hm! . . . en Uregelmesſighed ved Deres Fodſel. Men
jeg kunde jo ikke ane . . . Nei, det er aldeles umu⸗
ligt ... man vilde ſkrige op, komme med de verſte
Skumlerier .. . nei, det er umuligt!

Daniel ſtod op, et Par ſtore Taarer rullede ned
ad hans Kinder. Denne Mand, der tilſyneladende
var faa fold, led dybt i fin Sjæls Inderſte. Hans
Lykke ſlap fra ham, netop ſom han var lige ved at
gribe den. Han. blev et Oieblik ſtagende i Taushed
derpaa ſagde han med brudt Stemme: 0

— Jeg har endnu kun Et tilbage: at bede Dem om
Undſkyldning. Det er ikke min Sag at indlade mig i
Diskusſion med Dem om Berettigelſen af Deres Handle⸗
maade. Jeg foretrekker ikke oftere at fee Froken
Edith. Vil De være jaa god at forklare hende, at
en uventet Hindring tvinger mig til at opgive, hvad
der vilde have været mit Livs Glæde.

Det var forbi. Godefroy lod den unge Officeer
gage, ſkjondt to modſtridende Folelſer fæmpebde i
ham: Wrgrelfen over at gage glip af et faa godt
Parti for Datteren og Frygten for at ophidſe fin
Fodebys ſneverhjertede Anſtuelſer imod fig, — da
beſluttede Cœſarine at blande fig i Sagen. J de
ſidſte ti Minuter havde hun ſkiftet Synspunkt. Hvad
var det, hun tidligere havde havt at udfætte paa
Capitainen? At han var en kold, borgerlig Perſon,

— ———

42 Edith.

der ſtod fjernt fra det Ideal, hun ſpeermede for.
Hvilken Feiltagelſe! Daniel var ikke kold, ſiden han
kunde græde. Borgerlig, han? Joviſt. Et Kjerligheds⸗
barn (hun holdt paa dette ÜUdtryk) er langt mere
romantiſt end Alverdens Bruniqueller! Og tilmed
havde hun bedømt ham feil; nu, da hun kjendte
Hemmeligheden ved hans Fodſel, fandt hun noget
ganſte ualmindeligt Forforeriſt ved Daniel. Den
gode Dame gjorde i ſin Ufornuft, hvad Godefroy
med al ſin Fornuft ikke vovede at gjore:

— Men ſaa bliv dog, Hr. Daniel, ſagde hun
haſtigt. Herregud, man gaaer da ikke ſaaledes ſtrax,
uden at fage talt ud om Sagen!

Godefroy troede at burde proteſtere, af Reſpekt
for fine Grundſetninger.

— Soſter, ſagde han hoitideligt, din Opforſel er
i allerhoieſte Grad upasſende.

Cæfarine traf paa Skuldrene.

— Kunde Du ikke noies med naſthoieſte for
ikke at betage os Modet? Tro mig, Hr. Daniel, min
Broder er ikke faa ſlem, ſom han lader. Han har jaa
megen Forſtand, at han kan indſee, at man ikke i fem
Minuter afgjor en faa vigtig Sag ſom et Wgteſkab;
det Mindſte, man kan gjøre, er da at tenke alvorligt
over Sagen. Tilmed er jeg Ediths Tante; det er mig,
der har opdraget hende, og jeg antager, jeg har Ret
til at ſige min Mening. Endelig elſker Edith Hr.
Daniel; hun har nylig tilſtaaet det for mig. Lad

Edith. 43

hele Montauban ſige, hvad det vil, hun ffal have
ham. ;

Godefroy var igjen begyndt at gaae op og ned
ad Gulvet. Hele fin Energi havde han opbrugt i
denne Kamp med Soſteren; fan havde ialfald kun
meget lidt tilbage. Og i Virkeligheden var han ikke
vred over, at man forſvarede denne Sag imod ham;
den ſkikkelige Mand vilde hellere end gjerne lade fig
overbeviſe. 5

— Ja, Edith elſker Dem, vedblev Cæfarine. Jeg
vilde lyve, hvis jeg ſagde, at jeg blev henrykt, da
hun betroede fig til mig ... Nei ... jeg kan til
min Undſkyldning kun ſige, at dengang kjendte jeg Dem
ikke. Vil De, at vi ffal fjende Dem tilbunds, faa
fortæl os Deres Hiſtorie. Er Fru Dubois Deres eneſte
Slægtning?

— Ja, Froken. Hun er en Soſter til min
Moder, hvem min Fodſel koſtede Livet. Og den havde
iforveien koſtet hende Wren. Som De ſeer, ſtjuler
jeg ikte Noget for Dem. Jeg blev opdraget paa
Landet; da jeg blev ſtorre, fatte man mig i Lycæet i
Aurillac, hvor jeg fortſatte mine Studeringer. Min
Tante er den eneſte, der har taget ſig af mig. Uden
hende vilde jeg have ſtaaget ganſkte ene. Jeg var
femten Aar, da hun tilligemed mig flyttede til Au-
vergne. Hun havde gjennemgaast meget; jeg var den
Eneſte, hun holdt af, og jeg forſikkrer Dem, at hun
viſte mig det i Gjerningen. Ingen Moder kunde

44 Edith.

være bedre eller ommere. Det var derfor ikke ganſke
rigtigt, da jeg for ſagde, at jeg ingen Moder havde
havt: det vilde være at fornegte hende, der har været
mig i Moders Sted.

Daniel talte ganſte jevnt, men med Folelſe. Han

vedblev, lidt livligere:

— Min Moders Familie var rig. Den ſtakkels
Kvinde havde ved fin Dod efterladt mig imellem fem
og fer hundrede tuſinde Franes. Min Tante paatog
ſig at gjore min Formue frugtbringende og forøge
den. Hun følte uden Tvivl, at der vilde komme en
Tid, da jeg kunde trænge til en Erſtatning for den
Plet, der var fat paa min Fodſel: det blev hendes
Sag. Min var det at arbeide flinkt og blive blandt
de forſte, om jeg kunde. Da jeg traadte ind i den
polytechniſte Skole, maatte jeg fremlægge mine Familie—
papirer, Ak! for mit Vedkommende indſkrenkede de
fig til et Stykke Papir, hvorpaa der ſtod, at der den
Dag var fodt en Dreng, der blev kaldt Daniel; Fader
og Moder ubekjendte. Nogle kjendte denne Omſteen—
dighed; jeg troer imidlertid, at de fleſte af mine Kam—
merater vare uvidende derom. Nogle behandlede mig
med en vis Kulde; jeg fjernede mig fra dem, uden
at være vred paa dem, idet jeg beklagede, at de ikke
forſtod, at naar de vare lykkeligere ſtillede end jeg,
var det en Grund mere til at tage ſig af mig. Jeg
forlod Skolen ſom en af de overſte Elever; jeg fore—
traf at gage den militaire Vei, da jeg tenkte, at jeg

Edith. 45

pan den Maade letteſt vilde kunne ſkabe mig et Navn;
Armeen ſkulde være. min Familie, og jeg haabede
ſtadigt paa hurtigt at kunne komme til at udmerke
mig. Jeg har altid meent, at det Blod, der udgydes
for Fedrelandet, er en Begyndelſe til Adelſkab. Jeg
var faa heldig at udmerke mig under Krigen, og jeg
avancerede hurtigt. Alt gik ſaaledes efter Onſte; det
forekom mig, at mine Drømme vare ner ved at gage
i Opfyldelſe, da et uventet Mode forandrede mit Liv,
bragte Forvirring i alle mine Ideer og aabnede mig
en ny Horizont: jeg modte Deres Datter, og jeg
elſkede hende.

Godefroy og Cæjarine tog fig vel jagt for at
afbryde ham. De vare begge bevægede af hans
edle og ſtolte Oprigtighed. Daniel vedblev mere og
mere forvirret: .

— Hvad kan jeg egentlig ſige Dem, ſom De ikke
allerede veed? Jeg har været hendes fra det forſte
Minut. Da jeg vilde betvinge den Folelſe, der havde
bemægtiget fig mig, var det forſilde, og da var det,
at jeg kom til at tenke paa min vanfſkelige Stilling.
Jeg underſogte koldblodigt mit eget Indre for at
komme paa det Rene med, om jeg kunde glemme
hende: maaſtee var jeg ikke faa meget forelſtet i
hende, ſom hun tiltalte mig i hoi Grad. Jeg var
ikte længe om at komme efter Sandheden. Hidtil.
havde jeg kun levet for min Vergjerrighed, en ædel
VErgjerrighed, det tilſtager jeg ligefrem, da det gjaldt

46 Edith.

for mig at ſtige faa høit, at Ingen kunde falde paa
at ſporge efter, hvorfra jeg kom. Det var nu forbi;
den drømte Heder, den erobrede Adel forſvandt; jeg
tænkte kun paa hende, jeg levede kun for hende.
Hele mit Hjerte var i Deres Hus. Naar jeg mødte
Froken Godefroy paa Gaden, hilſte jeg hende; jeg
ſaae hende gage forbi og var lykkelig for hele den
Dag. Sneſe Gange ſvevede Tilſtagelſen af min Kjeer—
lighed mig pan Læberne; men jeg holdt den tilbage;
det forekom mig, det vilde være at begaae en flet
Handling. Og dog blev jeg ikke overraffet, da Froken
Cœſarine fortalte mig, at Edith elſkede mig. Maatte
hun ikke føle fig berørt af min Kjærlighed? Her har
De nu hele min Syndsbekjendelſe. Undſkyld, at jeg
har været faa vidtløftig med at tale min Sag; men
ved den blotte Tanke om, at jeg kunde tabe den,
troede jeg...

Han fuldendte ikke. Den kraftige Mand kunde
ikke holde ſine Taarer tilbage. Det var Sorgen i
dens heftigſte og bittreſte Skikkelſe. Ogſaa Cæfarine
græd, men paa hendes egen Maade, det vil ſige, hun
ſnoftede og pudſede ſtoiende Neeſen. Stager her paa
Jorden ikke altid det Komiſke ved Siden af det Tra⸗
giſte? Hun var nu ikke den, der længe ſkulde ſtjule
ſine Folelſer. Hun faldt Daniel om Halſen og
udbrød:

— Jeg giver Dem min Niece!

Edith. [ 47

Og med en værdig Holdning vendte hun fig om
mod fin Broder:

— Vov at negte denne Mand din Datter! ...
Og De, min fjære Ven, De er i Sandhed den
Neveu, jeg har ſeet i mine Dromme. Og jeg, ſom
troede, at De ikke var romantiſk, De er jo ſelv heelt
og holdent en Roman!

— Aa, hold dog op! brummede Godefroy
ergerlig. Ganſke viſt er Daniel et udmærket Parti;
det ſiger jeg ikke Noget imod. Hans Rygte er ulaſte—
ligt, det indrømmer jeg; men, for Fanden! et nægte
Barn! .

— Holdt! Du fortjener ikke at være min
Broder! ſvarede den gamle Pige hidſig. Jeg paa:
ſtager, at denne illegitime Fodſel er en Fordeel. Han
har ingen Familie? Saa vil vi være hans Familie.
Paa den Maade miſte vi kun Edith halvt. Kom ikke
her og ſnak om Folk, der have en heel Hale efter ſig
af Svigerforceldre, Svogre og Svigerinder!

Godefroy ſogte frygtſomt at fage et Ord indført:

— Men hvad vil hele Montauban ſige, min
tjære Pige? i

Cæfarines Holdning tydede paa overlegen For-
agt: — Naa, det er Montaubans Mening, Du er
bange for, Du Provindſialiſt! Saa forlad Montauban
og tag til Paris. Eller vi kan jo ogſaa blive her,
hvis Du heller vil det; faa holde vi Bryllupet i
Stilhed; deri er der ikke noget Ondt.

48 Edith.

Godefroy var beſeiret; han fagde alligevel for
at berolige ſin Samvittighed:

— Du er da vis paa, at Edith elſker ham?

Cæfarine traf paa Skuldrene, gik majeſtetiſt hen
og trak i Klokkeſtrengen og ſagde til Tjeneren:

— Bed Frokenen om at komme ned. Hendes
Fader og jeg vil tale med hende.

Daniel troede at dromme. Overgangen fra
Sorg til Glæde var faa brat. Han tog Caſarines
Haand og kysſede den erbodigt, idet han forſogte at
fremſtamme en Takſigelſe; men han kunde for Sinds—
bevegelſe ikke finde Ord. Han havde virkelig ikke
ventet at fane en Forbundsfeelle i den gamle Pige.
Han havde. godt bemeerket Ceœſarines Uvillie imod
ham, og nu var Fjenden pludſelig bleven hans ivrige
Forſvarer. Han vilde gjerne have udtalt fin Tak—
nemlighed, fordi hun med faa megen Varme talte

hans Gag; hun gav ſig til at lee over hans For—

virring.

— De er i ſterk Sindsbevegelſe, min ſtakkels
Ven. Jeg tor holde pan, at De gjerne vil tilfværge
mig evig Taknemlighed. Gjor blot Edith lkykkelig,
faa er vi kvit. i

Ogſaa den unge Pige var lidt forvirret, da hun
kom ned. Hun tvivlede. ikte om, at Daniel havde
fviet.; hun tvivlede heller ikke om, at Faderen ſtrax
- havde givet fit Samtykke.

— Du vil tale med mig, Fader? ſagde hun.

Edith. 49

— Ja, mit Barn. Jeg har en ſtor Nyhed at
fortælle Dig. Capitainen elſker Dig og vil have Dig
til Kone. Du er heelt overraſket, hvad?”

Hun ſmilede, fane paa fin Fader, Tanten, Daniel
og ſvarede ganffe ligefrem:

— Nei, jeg er lykkelig.

Disſe fire Ord aabenbarede Godefroy mere end
Alverdens Fraſer. Antikvaren maatte indrømme, at
han havde givet fig altfor meget af med fine Snurre—
piberier og ikke nok med fit Hus, at Videnſkaben
kan være en meget rar Ting, men at man dog ogſaa
engang imellem maa ſtige ned til Jorden, og at det
forreſten var et ſtort Held, at Edith havde forelffet
fig i en hæderlig Mand. J dette Sieblik forekom
Daniels illegitime Herkomſt ham at være aldeles
uden Betydning. De to unge Menneſker vare for⸗
ſvundne. Bonchamp kom op fra Haven og ſagde heelt
fornoiet:

— Jeg ſaae det forelſkede Par nede i en Allee.
Bravo! Det lader til, at Sagen er iorden. Min
kjeere Godefroy, modtag min Lykonſkning. Du har
dog af og til Anfald af Fornuft, hvorover man glem—
mer dine andre Galſkaber. Svar ikke. Her kommer
Hr. de Bruniquel, der vil tale med Dig.

Adelsmanden anede ikke, at alle hans Planer
vare ſtrandede. Efter fin Samtale med Caſarine
havde han begyndt at fatte Haab. Han tenkte ved .
fig ſelv, at Tanten jo kjendte fin Niece, at hun delte

4

50 Edith.

den unge Piges Smag, Ønffer og ærgjerrige Drømme.
En ſaadan Støtte var meget værd; det var ganffe
viſt bedre at have Cæfarine end Godefroy paa fit
Parti. Og jo mere han tænfte over Sagen, deſto
mere fandt Hr. de Bruniquel, at Edith kunde være
faldet i værre Hænder. Mændene ere af Naturen
jaa forfængelige, at den bedſte af dem, ſelv om han
er rigtig forelſtet, altid trods fin Frygt bevarer en
vis Selvtilfredshed. Kvinderne havde ofte elffet ham;
han var følgelig berettiget til at grunde fit Haab
paa fine perſonlige Egenſkaber. Hans Hjerte ban-
fede, da han traadte ind i Salen. Han fane øie-
blikkelig, at der var heendet noget Uſcedvanligt. Bon⸗
champ ſmilede, Cæfarine ſtraalede. Sandt at ſige
ſtudſede den gamle Pige ved at ſee fin tidligere Pro—
tegs; hun havde reent glemt ham, havde fuldſteendigt
ſvedt fit Lofte til ham ud. Men da hun nu ſaage
ham, fik hun ligeſom et lille Anfald af Samvittigheds—
nag. Det blev Godefroy, ſom uden at vide det, bibragte
den ulykkelige Elſker det forſte Stod.

— De ſpiſer vel med os, min fjære Bruniquel?
Her ſkal være Gilde iaften; Edith er idag bleven for—
lovet med Hr. Daniel.

Hr. de Bruniquel blev meget bleg; men der
var morkt i Stuen, faa at Ingen merkede det. Han
tog fig imidlertid ſammen og ſvarede med en al-
mindelig, forſlidt Compliment. Maaſkee liſtede han
ſig i Morket til at aftorre en flygtig Taare. En ſtor

Edith. 51

Skuffelſe gjør mere ondt end en ſtor legemlig Smerte.
Men han var dog ſaa meget Herre over ſig ſelv, at
han hurtigt fattede ſig. Da Edith og Daniel inderligt

lykkelige igjen traadte ind i Salen, var Hr. de Bruni⸗

quel bleven meget rolig. Han gik hende imode, buk—
kede meget dybt og ſagde:

— Deres Fader har lige nu meddeelt mig den
ſtore Nyhed; jeg kjender En, ſom den gjor bedrovet,
men ſom ikke deſtomindre bringer Dem de oprigtigſte
Onſker for Deres Lytte.

Og idet han med dyb WÆrbødighed kysſede Ediths
Haand, tilføjede han:

— Giv den Overvundne Obolen, Froken !

— Det kan jeg lide, hviſtede Cæfarine ham i
Oret; De har opfort Dem modigt!

Det var den eneſte Hentydning til deres tidligere
Samtale, Bruniquel ſmilede lidt ſorgmodigt og
ſkyndte fig at tale om andre Ting. Han havde ind—
ſkrenket fig til at hilſe paa Capitainen. J Modſet⸗
ning til ham tog Claude Morisſeau ikke Sagen ſaa
roligt. Han var bedt til Middag og fik Meddelelſen
i et Oieblik, hvor han mindſt ventede den. Han
havde aldrig næret en ſaadan Frygt ſom Bruniquel.
Ikke i mindſte Maade! Han mente, at Godefroy og
Edith nodvendigviis maatte blive aldeles henrykte over
at fane ham til Svigerſon og Mand. Da han er⸗
farede, hvad der var ſkeet, blev han baade overraſket

og virkelig oprørt. At Edith ffulde blive gift med
4 * 2

rr

—

— SS

—ͤyũ—— * SSG

———— —Eõ —

52 Edith.

en Militair! Det var jo complet Vanvid. Med

hvilken Foragt udtalte han ikke Ordet Militair!

— De ſeer ſaa forſtyrret ud, unge Mand! ſagde
Notaren leende til ham. Ingen hører paa os, De
kan gjerne tilſtaae det for mig! De ventede nok ikke
den Oplosning?

Claude fatte et haanligt Anſigt op ligeſom Ræven
ligeoverfor Ronneberrene.

— Min kjere Herre, de ſtore Kunſtnere blive
altid miskjendte. Jeg fragager ikke, at Froken Edith
er henrivende. Men derfra og til at være lidenſkabe—
ligt forelſket i hende er der et ſtort Spring. Mænd
ſom jeg ere egentlig kun forelſkede i deres Kunſt.
Kunſten, min Herre! Kunſten er af Alt det...
(Han ſtandſede, da han ikke kunde finde det rette Ord;

men han fortſatte ſtrax med Selvbevidſthed:) ...

Jeg har mine Pensler; hvad bryder jeg mig faa om
Reſten? Kjerligheden har meget lidt at ſige for Folk
ſom mig!

Trods disſe ſtolte Ord folte Kunſtneren ſig dybt
krenket. Han beſluttede at ville „brillere“ endnu
mere end ellers, fordi Daniel var bleven foretrukken.
Han ſpoer hoitideligt, idet han kaſtede et Blik i
Speilet, at Edith nok ſtulde komme til at fortryde,
at hun ikke havde forſtaaet, hvor dybt en „Militair“
ſtod under ham, alle Fortidens — og forreſten ogſaa

Fremtidens — ſtore Maleres Ligemand. Der blev

nu meldt, at Bordet var dæffet; han kom til at ſidde

Edith. 53

ved Siden af Bonchamp, ſom ſagde i en godmodig
Tone til ham:

— Jeg kjeder mig aldrig, naar jeg har vor Ven
Morisſeau til Nabo.

Det tog Claude for en Compliment. Han kunde
nu udbrede fig af Hjertens Lyſt. Edith og Daniel
talte til hinanden med Oinene, men ſagde ikke et
Ord. Den ſtore Lykke er taus ligeſom den ſtore
Sorg. Bruniquel led; kun Caſarine var iſtand til at
ſvare og holde Samtalen vedlige.

— Arbeider De? ſpurgte hun Claude.

— Altid! ſvarede den ſtuffede Stakkel. Jeg er
endog meget tilfreds. Teenk Dem, jeg var idag i
Skoven: jeg malede et Landſkab. Men det vilde
ikkte komme; Ideen var der; men Gniſten manglede.
Saa vendte jeg Lerredet om... tænf Dem min
Glæde. .. mit Landſkab blev til et Soſtykke!

Bonchamp braſt i Latter til ſtor Forbauſelſe for
Claude, der ſyntes, han ikke havde baaret fig fan
dumt ad. Han vilde forſt give den Forneermede;
men Naturen lob af med ham: han ſlog om fig med
de ſtore Ord, der i fan hoi Grad imponerede de gode
Borgere i Montauban. Det var forreſten ſamme
Aften, han opfandt ſin ſtore Theori om „de harmo—
niſke Farver”, der er bleven faa berømt. Da man
ſpurgte ham, om han ilke vilde levere et Sideſtykke
til ſin Opera, ſvarede han:

— Jeg har tenkt derpaa. Ja, Maleriet aabner

54 É Edith.

mig heelt nye Udfigter for Muſiken; nu ffal De høre,
hvorledes jeg for Fremtiden vil bære mig ad, naar
jeg faner Ideen til en Opera. Jeg tager et Stykke
Lærred af en Alens Storrelſe; jeg anbringer Rødt,
Violet, Brunt, Sort, Blaat og Grønt; midt deri en
ſtor gul Klat: det Gule, det er Tenoren!

Bonchamp lod, ſom om han med megen Alvor
gik ind poa dette Vaas. Han diskuterede endnu med
Claude, da man ſtod fra Bordet; endog Bruniquel
interesſerede fig for Samtalen; Godefroy fane med
henrykt Blik paa fit Glasſkab, og Daniel og Edith
forſvandt i Haven, glade over at kunne vandre ene
ſammen i de ſeyggefulde Gange.

Det var i Begyndelſen af Juni; i Syden er det
en af de ſmukkeſte Maaneder. Om Dagen er det
meget varmt; henad Aften er Luften meget forfriſkende.
Da Rue Corail faa yderſt ude i Byen, ſtodte Hr.
Godefroys Have neſten op til Landet; den var ſom
en Park. Den meget blaa og guldſteenkede Himmel
ffinnede frem imellem Trœernes Grene; et ſvagt Lys

trengte igjennem Sommeraftenens Halvmorke. De

livloſe Gjenſtandes Taushed var talende. Af og til
kom der enkelte varme Vindpuſt med en gjennem⸗
trængende Vellugt. Paa denne Tid af Dagen er
Naturen ligeſom indhyllet i Kjærlighed. Bufkene, det
hoie Gres og de ſtore melankolſke Træer ere Fri⸗
ſteder, hvor utallige Kys udvexles. Daniel og Edith
gik ſammen, mod deres Villie beſeirede af denne

Edith. 55

blide Doſighed. Alt forekom dem at være ligefaa
forelſtet, ſom de felv vare det. Maanens og
Stjernernes uſikkre Lys - trængte ind imellem Tre—
grupperne; Blomſterne ſank ſammen under en uſynlig
Luftnings Kys, og de bladrige Grene ſtrakte ſig frem
ſom omfavnende Arme. De fatte fig paa en gammel
Stenbænk, der var overgroet med Mos og Vedbend
og af Aelde havde faaet ſtore ruſtbrune Pletter.
Daniel trykkede blidt Ediths Haand.

— Jeg kommer til at tenke paa den forſte Gang,
jeg fane Dem. Det var paa Ballet. De var i en
hvid Kjole med Volans af hvidt Atlaff; ikke et Smykke;
kun en Blomſt i Haaret, her, paa hoire Side. De
var meget ſtille. Flere Herrer kom og talte med
Dem. De fvarede adſpredt; det var let at fee, at
Deres Tanker vare langt borte. Hidtil havde De ikke
villet dandſe. Jeg lod mig foreſtille for Dem og bad
Dem om en Dands. De fvarede: „Ja, men førft
ſenere.“ Saa pasſiarede vi. Hvorom? Det veed
jeg ikke mere. Jeg lagde ikke ſelv Merke til, hvad
jeg ſagde; jeg fane pan. Dem, og jeg var lĩykkelig.
Da jeg den Aften forlod Dem, var det, ſom om en
Deel af mit eget Jeg gik bort med Dem.

— Og jeg ſpurgte de Andre om, hvem De var;
der blev ſvaret mig: „Det er ham, der kempede faa
tappert under Metz's Mure.“ Man talte om Dem
ved Siden af mig. Nogle Herre kritiſerede Dem;
jeg forſtod godt hvorfor: det var, fordi De var dem

56 Edith.

faa overlegen. Man ſpillede Valſen af „Fauſt“; det
var, ſom om jeg endnu horte Dem, naar jeg lyttede
til den. De vovede ikke at minde mig om midt
Løfte og bede mig om en Dands; jeg var lykkelig
over at fee, at De var faa frygtſom ligeoverfor mig,
De, der var ſaa ſtolt ligeoverfor Andre. Saa kom
Tante og ſpurgte mig, om jeg var ilde tilpas. Jeg
var ikke ilde tilpas: jeg elſkede Dem.

De fane et Oieblik dybt bevægede paa hinanden.

— Hvor det dog fan gaae forunderligt til med
Kjerligheden! ſagde Daniel ſagte. Det kunde have
truffet ſig, at De ikke kom paa dette Bal, eller at jeg
ikke var der; jeg huſter, at jeg var lige ved at ville

blive hjemme. Men ſelv om vi begge vare der,

havde vi dog maaſtee ikke ſtiftet Bekjendtſtab, — og
det forekommer mig nu aldeles utenkeligt!

Edith faae henrykt op og ſagde langſomt, men
ſtolt: — Det havde ogſaa været umnligt. Det var
nu vor Sfjæbne, at vi ſkulde modes. Jeg er ikke
bleven opdragen paa ſamme Maade ſom andre unge
Piger; min Moder dode, da jeg endnu var Barn, og
min Fader betroede mig til min Tante. Hun er god
trods hendes aparte Veſen. Hun hader dette Aar⸗
hundredes Proſa. Kan De tenke Dem, i hvilken Bog
jeg lærte at fæle? J en Ridderroman. Min tidligſte
Lærdom fif jeg af Hiſtorier om Slotsfruer, der
holdtes indeſluttede af deres Tyranner og befriedes af
deres Elſtere. Jeg kunde let være bleven en utaalelig

— . —— aa

Edith 57

lille Pige. Jeg haaber, jeg er ikke bleven det. Men
derfra havde jeg den beſtemte Villie kun at ville til—
høre en Mand, jeg elffede. Jeg hader de Wgte—
ſtaber, ſom ikke ere byggede paa Hjerternes Forening.
Jeg havde ſkabt mig et Ideal af Alder, Ridderlighed |
og Wre; De feer, vi maatte modes. Da jeg fandt |
det i Dem, blev jeg aldeles ikke overraſtet; jeg ventede

paa Dem. | |

— Kjere Edith! naar jeg tænfer paa, at Deres
Fader var lige ved at give mig Afſlag! De vilde da
have været tabt for mig, og vi vilde have elſket hin—
anden, uden at kunne ſige det! — Hun ryſtede ſmilende
paa Hovedet og ſagde med uendelig Blidhed: — Min
Tro er ſterkere end Deres, min Ven. Ligeſom vi
maatte mode hinanden, maatte vi ogſaa tilhøre hin-
anden ... Hvis min Fader havde ſagt Nei, vilde |
jeg alligevel have ventet paa Dem. |

— Hvorlænge? |

— Altid, ſagde hun ganſke roligt.

— Altid, Edith? Det er ſtore Ord. Man
glemmer ſaa hurtigt!

Hun ſvarede med Alvor:

— Store Ord for dem, ſom ere bange for dem
og ikke hengive ſig heelt. Nu kan jeg ſige Dem det
aabent: Hvis uovervindelige Hindringer hapde ſtillet
ſig imellem os, vilde jeg have lidt, men ikke opgivet.
Jeg vilde have bevaret Dem her, aldeles levende, i
mit Hjerte. De vilde have tilhørt min Tanke, og min

58 5 Edith.

Tanke har Ingen faaet Magt til at ødelægge. Jeg
vilde have tilbragt mit Liv med at erindre. Jeg kan
forftaae, at man maa ſkilles, men ikke, at man kan
glemme hinanden, og var jeg ikke bleven Deres,
ſkulde jeg ialfald ikke være bleven en Andens.

Hun taug. Han ſvarede ikke; hans Hjerte var
for fuldt. Han tenkte paa, hvor hoiſindet og ædel
den Pige var, ſom han elffede, og af hvem han blev
elffet. Hun talte de Vesners ophoiede Sprog, ſom
Gud har ffabt af et faa fint Leer, at de mere ere
Engle end Kvinder.

Men han maatte vende tilbage til det virkelige
Liv. Ak! Livet griber altid igjen ſit Bytte, og jeg

har altid. maattet tænfe pan Menneſket, naar jeg ſaae
Ren ſkudt Fugl falde til Jorden: ogſaa den levede høit

oppe i Luften, ogſaa den fløj med glad Sang igjennem
Rummet, da Blyet knuſte dens Vinge. Det er et
Billede paa de Skuffelſer, der ramme os; man ſtyrte
ned fra ſine bevingede Drommes Hoide, og den eneſte
Glæde, vi beholde tilbage, er ofte kun et Minde.
Rundtomkring dem var Alt blevet ſtille. Alt
var Fred i denne Afkrog af Naturen, hvor disſe To
havde ſunget deres forſte Elſkovsduet. Det var, ſom
om Himlen, Grenene, Gresſet havde deeltaget i
Sangen og nu ikke havde mere at ſige, da de to
unge Menneſker tang. Edith lod fin Haand blive i
Daniels. Hun betoges af en let Gyſen; derpaa

Edith. 59

ſpurgte hun ganffe ſagte, ſom om Tausheden blev
hende pinlig:
— De ſiger ikke mere?
— Jeg feer paa Dem. Nu ffal Intet mere
adſkille os?
— Nei, Intet.
Der var en mandig Faſthed i Betoningen af
disſe Ord. De reiſte ſig. Hun ſtottede ſin Arm paa
Daniels, og de gik langſomt op ad Alleen, der forte
til Huſet.

III.

Fru Dubois kom den neſte Dag Klotfen elleve
om Formiddagen. Et Kvarteer efter vidſte hele „Sel⸗
ſkabet“ det. Montaubans ſtorſte Sladderſoſtre, den
gamle Froken Lecerf og den kjonne Fru Patelin, havde
deelt denne Forretning imellem ſig. Froken Lecerf
paatog fig at bringe Nyheden til Salonerne i Ville
Bourbon, Fru Lydia Patelin til Ville-Nouvelle. Hun
modte hos Godefroys fort efter Frokoſten og havde
da allerede gjort fjorten Viſiter; og jeg troer nok,
at hun ved hver af disſe Viſiter havde havt nye
Biomſteendigheder at fortælle. Hun gav imidlertid
Ccœſarine de noiagtigſte Oplysninger. Fru Dubois
var virkelig en meget net Kone; hun faae ud til at
være hoiſt jer og tredive Aar, var kommen med Il—
toget fra Perigueux og forte fer Stykker Bagage med

7 — . TF LIES RE .

60 Edith.

fig; Omnibusconducteuren havde faaet femogfyrgetyve
Sous i Drikkepenge; og faa hendes Toilet — ja, det
var virkelig baade originalt og charmant. Det var
endvidere blevet bemærket, at Fru Dubois gik med
glatte, forte Baand, hvad der gav hendes Anſigt en
egen Værdighed. Som man feer, fil Ville-Nouvelle

nøiagtig Beffed; Lydia, der var ung og ſmuk, holdt

ſig til det Mre. Froken Lecerf, der var gammel og
udflidt, underſogte nermeſt „Aandens og Hjertets
Egenſkaber“. Froken Lecerf var Menneſkekjender og
ſage oieblikkelig, at Fru Dubois var god, from, gav:
mild, dannet, aandrig, beleven og edel! Ingen
vovede at betvivle Rigtigheden heraf. Klokken tre
udvexledes Nyhederne imellem Ville-Nouvelle og Ville—
Bourbon; de elegante Damer, ſom hver Eftermiddag
mødtes hos Conditoren i Rue des Carmes, talte ude:
lukkende derom. Og Klokken halvfem havde Fru
Dubois alle Stemmer for ſig. J Provindſen er
man altid af Inſtinkt tilboielig til at beundre
rige Folk.

Den, der bragte fan megen Uro i Leiren, pas—
ſiarede meget roligt med fin Neveu i den lille Have
i Rue Ingres. Det Portrait, vi allerede have be—
ſkrevet, lignede hende paafaldende godt. Fru Dubois
ſaae meget yngre ud, end hun var; men nærved ſaage
man omkring Øinene, paa Panden og ved Munden
de [maa Rynker, ſom aldrig ere til at tage feil af.
Hun var ſnarere ſmuk end kjon. Hendes meget forte

1 GA ØR ERE NES ARR TF SEERE REE

Edith. 61

Haar og hendes lave Pande gav hendes Anſigt et
haardt Udtryk; men dette haarde Udtryf mildnedes af
et merkeligt Blik. Man kunde i det leſe baade Fred
og Lidenſkab med en Tilfætning af ubeſtemt Uro.
Disſe forunderlige grønne Dine havde Dybde: til
enkelte Tider ſtirrede de med en udeſkende Opmerk⸗
ſomhed. Hendes Teint havde holdt fig ligeſaa fin
og friſt, ſom da hun var femogtyve Aar, og den
havde underligt nok, ſkjondt indfattet af det forte
Haar, bevaret Blondinernes ſvagt rodmende Bleghed.
Hun var flædt ſom de rige Forpagterkoner i
Auvergne, i en lignende Dragt ſom den, der ſaages
paa Daniels Portrait af hende. J Paris vender
man fig paa Gaden om efter et Fruentimmer, der
ikke er klædt ſom alle andre. J Montauban kunde 7
det ikke falde Nogen ind at blive forundret. Befolk—
ningen i Syden här bevaret de gamle Sæder og
Skikke. Fra Agenois til Cette gage Kvinderne i
hver Provinds kleedte ſom deres Mødre. Denne
ſimple, men rige Dragt flædte Fru Dubois godt.
Jeg tvivler imidlertid ſteerkt om, at hun gik med
den af Koketteri. Daniels Tante mente ſikkert nok:
„Man ffal tage mig for, hvad jeg er, en Bondekone.“
Og dog faae hun ud ſom alt Andet end en Bonde—
kone. Hendes ubetydeligſte Bevegelſer forraadte, at
hun var vant til at bevæge fig imellem Folk, og hele
hendes Holdning tydede hen paa en vis Elegance.

62 Edith.

Hendes dæmpede Stemme gjorde ſtrax et overraſkende
Indtryk. 5

— Du elffer altſaa hende, og hun elſker Dig?
ſagde hun til ſin Neveu. Det er jeg rigtig glad
over. Jeg modtog dit Telegram i Lexos. Det var
pan høje Tid, thi jeg var halvdod af Bekymring og
Skrek. Jeg var bange for, at Hr. Godefroy ikke
vilde have Dig til Svigerſon paa Grund af din illegi—
time Fodſel. Det ſagde jeg Dig jo, da Du var i
Bic-fur-Cåre. Jeg troer, vi leve i en Tid, hvor,
Gud være lovet, nægte Fodſel ikke er det ſamme ſom
Vancre; men jeg var bange for en Mands For—
domme, ſom altid har levet i Smaabyer og derfor er
bange for Folkeſnak. Jeg tenkte, der maatte leveres
et Hovedſlag. Det behoves nu ikke, og ſaa meget
deſto bedre. Jeg onſker fan inderligt, at Du ſkal
blive lykkelig, min fjære Dreng! Men ver Du kun
rolig, vi ſkal nok ſorge for Dig, ſom Du fortjener.

— Blot Du kjendte hende! ..

— Du elffer hende, faa maa hun jo være Fuld—
kommenheden ſelv! ſvarede Fru Dubois ſmilende; men
lad det nu være godt, og lad os ſnakke lidt om For⸗
retninger. Du eier for Oieblikket over nihundrede⸗
tuſinde Franes. Da Du ikke har Forſtand paa Penge⸗
fager, fan har jeg medbragt de nødvendige Papirer
til Contraktens Underſkrift. Hvor ſtor Medgift
fager hun?

— Aa, lad os ikke tenke pan ſaadanne Ting.

4

—

Edith. 63

— Saadanne Ting! Jeg vil have, at Du ffal
være fuldſtendigt lykkelig, og, tro Du mig, dertil
hører Penge. Hvor ſtor er hendes Medgift? Du
veed det ikke? Ja, det ligner Dig fuldſtendigt; faa
maa altſaa jeg hjælpe paa din Ligegyldighed. Din
Formue er anbragt i Statspapirer; jeg behover kun
at levere Notaren en Fortegnelſe over dem. Hvad
„Brudekurven“ angager, den beſorger jeg. Nei, ti
blot ſtille. Du veed, at min ſtakkels Mand holdt
meget af Diamanter. Jeg har en heel Mængde, ſom
jeg forærer din Forlovede. Du vil da ikke fornærme
mig ved at takke mig.

— Det vilde virkelig være en Fornermelſe at
takke Dig for det. Jeg ſkylder Dig uendelig Tak
for alt det Andet! Du maa ikke troe, Kjere, at jeg
for min tilkommende Familie har ffjult, hvor megen
Taknemlighed jeg er Dig ſkyldig. Edith elſker Dig
allerede. Hvad vil det faa ikke blive til, naar hun
forſt lærer Dig at fjende? De vente at fee os
iaften. i

— Du talte i Vic om Huſets daglige Gjæfter.
Du veed, jeg vil gjerne vide ordentlig Beſked. Siden
jeg er flyttet ud paa Landet, er jeg bleven en rigtig
Bondekone: jeg vil ingen Dumheder gjøre. Der er
nu forſt denne Hr. Bonchamp, en Notar, ikke ſandt?
Det er formodentlig ham, der ſkal opſette Contrakten.
Gaa er der en Hr. de ... Hvad var det, han hed?

— Hr. de Bruniquel.

64 Edith.

— Vel ſagtens en Pariſer, der er ſtrandet i
Provindſen? i

Gun tenkte fig. lidt om. Et Lyn glimtede i
hendes Oine; men de fif ſtrax igjen deres ſedvanlige
Udtryk. Hun vedblev:

— Jeg ſogte efter i min Hukommelſe, om jeg
ikke ſtulde kjende det Navn. Nei, jeg mindes det ikke.
Jeg har i fan lang Tid levet udenfor Verden, at jeg
kan have glemt det; men jo mere jeg tenker mig om,
deſto ſikkrere er jeg paa, at det er forſte Gang, jeg
hører det. Han gjorde Cour til Edith, ſiger Du?
Godt. Saa holder han altſaa ikke af Dig: jeg ffal
have Øie med ham. ;

— Hvorfor det? Hr. de Bruniquel kan hverken
gjore mig Ondt eller Godt, og heller ikke Dig.

— Det er kun, fordi jeg tenker paa din Fodſel,
afbrod Fru Dubois ham haſtigt. Jeg har perſonligt
ingen Grund til at vere bange for ham. Det er
kun for Dig, jeg frygter. Du mener undertiden, at
jeg er vel engſtlig; men det ſkriver fig fra de mange
Bekymringer, jeg har havt ſiden din ſtakkels Moders
Dod. Maaſkee dømmer jeg for flemt om Verden;
men jeg er bange for dens Knappenaaleſtik ſog ondſkabs⸗
fulde Hentydninger. Du er ung, ſmuk og rig, det er
mere end nok til at gjøre Folk misundelige paa Dig.

Hvem er den Kunſtner, din anden Rival, ſom Du—

kun har ſagt mig faa lidt om — ogſaa en Pariſer?
— Ja, en Muſiker, der har opgivet Muſiken

Edith. 65

for Malerkunſten, en fordringsfuld Nar, der ikke kan
ſtkade Andre end fig ſelv.

— Naar omtrent boede han i Paris?

— Det veed jeg ikke rigtig; men jeg har vel
hundrede Gange hort ham gjentage, at han hoiſt har
været ſyv eller otte Aar i Montauban. Hvorfor er
Du faa nysgjerrig efter at fage det at vide?

— Det var det rette Ord. Den rene Nysgjer⸗

righed. Saaledes ere jo vi Provindsboere. Vil Du
vilje mig mit Verelſe, jeg er træt.

Overordentlig træt var Fru Dubois viſt ikke, thi
da hun var bleven ene, brugte hun ikke mindre end
to Timer til at gjennemgaage de Papirer, ſom hun
omhyggeligt havde gjemt i en Reiſetaſke. Udtrykket i
hendes Anſigt var ikke mere det ſamme. Der var
ligeſom et ſjeeleligt Tryk over hende. Hun under—
ſogte noie det ene Papir efter det andet; man ſkulde
troe, hun var bange for at glemme en eller anden
Omſtcndighed. Da hun vur. færdig med dette Ar—
beide, ſatte hun ſig ved Vinduet fordybet i bittre
Tanker. En Rynke vifte fig paa hendes hvide Pande.
Hun faae hverken paa Træerne i Haven, eller paa
den rode Aftenhimmel, eller paa Quercys blaanende
Bjerge, der traadte klart frem mod den lyſende Bag—
grund. Hun faae ind i fit eget Indre. Indeſluttede
hendes Liv da en Hemmelighed, eller mindedes hun
; uhyggelige Begivenheder, ſom kaſtede en Skygge over

det? Hvis Nogen havde feet hende, vilde han være
5

— væres

EET RD VE REE Eererrr

61

66 Edith.

bleven overraſket af det haarde Udtryk i hendes Anſigt.
Det var ikke mere den ſamme Kvinde, der talte med

Daniel. Den ene var en fkikkelig Forpagterkone, der
fra Livet i Verden havde bevaret en vis Maade at

være paa, og ſom var blid, god, kjerlig og beſtemt;
den anden ſyntes at være et Veſen, i hvem der ud—
kempedes en Strid imellem modſtridende, ſnarere

onde end gode Folelſer, og ſom ſogte efter en uſynlig

Fjende for aabent at angribe og beſeire ham.

Hun blev udreven af disſe Dromme af Daniel.
Middagen ventede paa hende. Hun ſpiſte uden
Appetit og talte kun lidt. Flere Gange ſaage hun
med en vis Wngſtelſe pan det ſtore Uhr, der hang
paa Veggen.

— Det er jo Klokken halvni, vi ffal være i
Koralgaden? ſpurgte hun ſin Neveu.

— Ja. Er Du maaffee træt efter Reiſen?

— Nei. Jeg vilde onſke, at der ikke var mange
Fremmede. Du veed, jeg er lidt menneſkeſky.

— Kiüendte jeg Dig ikke faa godt, ſagde Daniel
leende, maatte jeg troe, at Du var bange for den
Viſit! '

Fru Dubois blev lidt forvirret; men hun [varede
raſk: — Bange? Nu overdriver: Du. Jeg kunde
have, onſket, at Edith var ene med fine Forældre,
det er det Hele. De Andre ville ſee paa mig ſom
paa et aparte Dyr. Om det faa er min Dragt, vil
man lee af den. Hvis Du ſynes, tage vi tidlig der⸗

NE

Edith. 67

hen. Jeg holder ikke af, at det ſtal blive altfor høi-
tideligt.

Hoitideligt var nu rigtignok det rette Ord.
Hele Byen vidſte, at Fru Dubois ſamme Aften vilde
aflægge fit officielle Beſog. Sligt er en Begivenhed
i Smaabyer. Daniels Tantes Tilbageholdenhed vakte
en Nysgjerrighed, ſom ikke var langt fra at gjøre
Bonchamp bange. Han raadede ſin Ven Godefroy
til ikke at tage mod Nogen; men det var en vanſkelig
Sag at holde Doren lukket for Folk under ſaadanne
Omſtcendigheder. Men ialfald var kun Familien til—
ſtede, da Fru Dubois kom. Et ſaadant forſte Mode
maa altid lide af en vis Kulde. Enhver medbringer
lidt deraf, og den gjenſidige Frygt reiſer en Mur
imellem Menneſker, der dog ſenere ſkulle komme til
at holde af hinanden. Og ſfjuler der ſig ikke ube-
vidſt en Slags fjendtlig Kulde under denne Stemning?
J de forſte ti Minutter maaler man hinanden med
Oinene ſom Fjender. Heldigvis faldt denne Mur
ſnart. Da man meldte Fru Dubois og Daniel, kom
Edith dem imode med Smil pan Leberne.

— Goddag, Tante, ſagde hun. Maa jeg om-
favne Dem? De er jo ogſaa min Tante, ſiden De
er Daniels.

Fru Dubois blev ikke let rort. Dog fan
ſtore Taarer ned over hendes blege Anſigt; hun tryk—
kede Edith inderligt til fig og hviſkede: — Ver vel

ſignet, De, ſom han elſker ... og ſom elſker ham!
å 5˙

68 Edith.

Cæfarine kunde ikke holde fig længere: Sammen⸗
komſten begyndte paa en faa rørende Maade, at hun
ſtrax var beſeiret. — Veed De hvad, min kjere Frue,
ſagde hun, jeg taler altid rent ud af Poſen. De er
jo rigtig kjon! ... og god, hvad der heller ingen
Skade er til. Da nu disſe Born ffal giftes, vil vi
jo ofte komme til hinanden: hvis De ikke har Noget
derimod, faa vil vi To ogſaa være gode Venner.

Iſen var brudt. Godefroy vifte ſig yderſt elſt—
værdig; han bod Fru Dubois Armen, og Alle gik
ned i Haven. Daniels Tante fif lidt efter lidt fin
gamle Sikkerhed tilbage; det forſte Siebliks For⸗
legenhed forſvandt, og hun blev igjen en jevn, naturlig
Kone, der var glad over at fage ſig en fortrolig
Pasſiar. Bonchamp iagttog hende. Han var af den
Mening, at hele hendes Veſen ikke ſtemmede rigtig
med hendes Klædedragt. " Hendes Holdning. var faa
diſtingueret, at hun lignede aldeles ikke en Bondekone.
Notaren holdt meget af at bedomme Folk efter deres
Gjerninger. Det var Fru Dubois, der havde. op-
draget Daniel; hvad den unge Mand var bleven til,
kunde han takke ſin Tante for. Men ligeſom en
daarlig Gartner aldrig forſtager at indpode kraftige
Skud, ſaaledes kan en flet eller endog kun ſimpel
Perſon aldrig ſprede gode Sedekorn i en menneſkelig
Sjæl. Han horte hende tale, og Stemmen overraſkede
ham ſtrax; Fru Dubois fortalte om ſit enſomme Liv
i Vic⸗ſur⸗Cöre, og om hvad hun tog ſig for der.

—

Edith. 69

At hun engang havde kjendt til et mere bevæget Liv,
det var Bonchamp ſnart paa det Rene med; han
anede, at der under denne Ro maatte ffjule fig en
tilkempet Fred. Han lo ved fig ſelv over Godefroys
Naivitet, der i al Troſkyldighed antog. hende for en
ganffe almindelig Forpagterkone, der aldrig havde
havt ſynderlig anden Omgang end Koerne, ſom havde
lagt Grunden til hendes Rigdom.

Daniel og Edith gik foran; Fru Dubois gik
lidt langſommere og talte om Daniel. Hun fortalte
om, hvor ſtrengt den unge Mand levede, hvorledes
han arbeidede ligeſaa ivrigt, ſom om han havde: været
fattig, og jaa berørte hun, at han altid havde for⸗
ſtaaet at anvende Tiden godt og gage den lige Vei,
og det ligefra hans Drengeaar til hans Indtreden i
den polytechniſke Skole. Den tilſyneladende ſaa ener⸗
giſte Kone fik Taarer i Oinene ved at tenke paa,
med hvilken Heder Daniel havde deeltaget i Krigen i
1870. Han forlod Skolen ſom Underlieutenant i
Artilleriet. Da han ſom de Andre blev indeſluttet i
Metz, afſlog han at være Krigsfange paa fit Wres-
ord, ſlap bort, begav fig til Loirehæren, blev to
Gange nævnt i Dagsbefalingen og tilfæmpebe + fig
Korſet ved Beaune⸗-la⸗Rolande. Da hun omtalte denne
„Stump rode Baand,“ blev hendes Stemme blodere:
det var, ſom om Ordet „Wreslegionen“ i hendes
Dine var noget forſkrekkelig ſtort. Fru Dubois ffjulte
aldeles ikke ſin Sindsbevegelſe; men denne rorte

U

= Br sat. ere mr
— — ARE SE DEER Eee ben

— . — ————

70 Edith.

Stemning forſvandt pludſelig, da Godefroy ſpurgte
hende om, hvorlcenge hun havde været Enke. Det
lod til, hun helſt vilde undgage at tale om fig ſelv
og kun fatte Pris paa at tale om fin Neveu. Naar
Alt kom til Alt, ſyntes ikke alene Godefroy og Cæfa-
rine godt om hende, men ogſaa Bonchamp, der ikke

var ſaa let at vinde. Uheldigviis blev denne for⸗

trolige Samtale afbrudt ved nogle Fremmedes Ankomſt.
Det var de ſedvanlige Husvenner, der med et
ondſkabsfuldt Smil lagde Merke til, at Claude og
Bruniquel, de to beſeirede Medbeilere, ikke vare modte.
Henimod Klokken ti kom der endnu flere Gjeſter; og
jeg vilde lyve, hvis jeg ſagde, at Froken Lecerf, Fru
Patelin og nogle andre nysgjerrige Fruentimmer havde
Takt nok til ikke at komme den Aften.

Man var naturligviis tilboielig til at viſe fig
overberende mod en faa rig Kone. Og Overbeeren⸗
heden blev til Beundring, da man faae den meget
omtalte Tante med Millionerne. Fru Dubois var
virkelig ſmuk; hendes glimrende Teint traadte forſt
rigtig frem ved Lys ligeſom et ſmukt Maleri, der har
godt Dagslys; hun følte, at hun gjorde Lykke og fit
Mod, og hendes prægtige Oine ſtraalede. Det lod
til, at hun var glad over, at man fane paa hende —
hun, ſom et Par Timer iforveien havde ſagt til fin
Neveu, at hun var ſaa angſt for at komme ſammen
med Folk. Alle roſte og beundrede hende. Oppe⸗
borſelscontrolleuren (den ſamme, der havde beſunget

Edith. 71
Edith i: Til Hende!!!) erklærede med et dybt Suk,
at dette Fruentimmer var „noget af en Engel og
noget af en Djævel.” Oppeborſelscontrolleurer, der
lave Vers, holde ſig endnu til Billederne fra 1830.
Ingen kunde ane, at en Aften, der begyndte faa ſmukt,
ſkulde ende uheldigt; det var virkelig umuligt at forud—
ſee det ulykkelige Tilfælde, der indtraf.

Hr. de Bruniquel havde lovet fig felv at blive
hjemme. Han følte fig krenket, ikke i fin Stolthed,
men i fin Kjærlighed. Han elffede Edith og følte
fig ulykkelig ved Tanken om, at hun ſor beſtandig
var tabt for ham. Ved at tenke nærmere over Sagen
indſage han imidlertid, at det var en Dumhed at
krybe i Skjul. Folk havde uden Tvivl en Anelſe om,
at han var forelſket i Edith; men der fandtes ingen
Beviſer. Naar han imidlertid nu undgik Familien
Godefroy, leverede han ſaa ikke netop ſelv Beviſet?
Hele Dagen igjennem vaklede han imellem disſe to
modſatte Folelſer. Snart vilde han gage, ſnart vilde
han ikke gage. En Deel af Aftenen gik, uden at han
var bleven enig med ſig ſelv; endelig, henad Klokken
ti, flædte han fig pan for at gjøre et Lob hen i
Koralgaden. Han bildte ſig ind, at han var fiffig
og kun handlede ſaaledes for at undgaae at vælte
Mistanke; men i Grunden kunde han ikke modſtage
Lyſten til endnu engang at ſee hende, ſom han
elſtede. A

Det blev en Entrée, der gjorde Opſigt. Da

72 Edith.
Tieneren i Doren raabte Hr. de Bruniquels Navn,
begyndte man faa ſmaat at hviſke om, hvorledes
Adelsmanden vilde komme fra den Viſit. Men i
ſamme Sieblik horte man et Skrig; man faae Hr.
Godefroy ſtyrte frem; Fru Dubois var befvimet !
Den Slags Hendelſer gjøre altid en Virkning,
ſom det kan være interesſant nok at ſtudere. Venner
og Slægtninge af den Dame, ſom beſpvimer, blive i
Regelen ængftlige, ile til og raabe om Hjælp; den
Ene raader til engelſt Salt, den Anden til koldt Vand;
de Ligegyldige ſige med fremhyklet Interesſe: „Stak—
kels Kone! Hvorledes gaaer. det hende?“ eller de
komme med det idiotiſke Sporgsmaal: „Har hun det
ofte?” Og faa er der Egoiſterne (og dem er der
altid fleſt af), ſom i deres ſtille Sind forbande den,
der er jan uopdragen at blive ſyg og forſtyrre deres
Fornoielſe. Disſe Egoiſter gjorde den Aften, hvad
de altid gjøre, de ffyndte fig at komme bort. Kun
tre eller fire Venner blev tilbage. Forovrigt ſtod
Fru Dubois' Beſvimelſe ikke længe paa; hun kom
ſnart til fig ſelv igjen og undſkyldte fig paa bedſte
Maade. Hun havde. vludfelig befundet ſig meget
ilde, men det havde ikke noget at betyde; hun ffulde
helſt ikke være gaaet ud efter den anſtrengende Reiſe,
men en Nats Hvile vilde hjælpe mere pan hende end
al mulig Medicin. Godefroy vilde lade fpænde for
og kjore hende til Rile Ingres; hun afflog det og
paaſtod, at hun netop havde bedſt af at gage.

Edith. 73

Der var en af de Tiljtedeværende, ſom ſage paa
denne Scene med maallos Forbauſelſe; det var Hr.
de Bruniquel. Da han horte, at Daniels Tante
havde faaet ondt, havde han feet paa hende, og denne
Perſons Anſigt mindede ham om det Fruentimmer,
han Dagen iforveien havde talt om til Cæfarine.
Der var en paafaldende Lighed imellem Fru Dubois
og Coralie, den Pige, ſom fuldftændigt havde ruineret
ham.“ J Begyndelſen troede han, at Ligheden kun
var tilfældig; men da hun faa tog Ordet for at und—
ffylde fig, blev han aldeles forbauſet ved at høre en
Stemme, hvis Velklang han faa godt mindedes. Adels—
manden troede at drømme. Han monſtrede atter
meget opmærffomt Fru Dubois, medens hun ſagde
Farvel til Familien Godefroy, jo, det var ganffe vigtig
Curtiſanens lave Pande, de ſamme rode og ſandſelige
Læber, de ſamme forunderlige gronne Dine. Han
vilde ikke et Oieblik have tvivlet om, at det var
Coralie, ſkjondt det var tolv Aar ſiden han havde
ſeet hende, hvis den Kvinde, han her ſage, ikke havde
havt morkt Haar. Coralie var blond; hendes Haar
havde den gyldne, lidt i det Rodlige ſpillende Farve,
ſom Veroneſe ſyntes faa godt om. Og hvorledes
ſkulde der forreſten kunne tenkes nogen Forbindelſe.
imellem Capitainens Tante og et Fruentimmer, der
var vidt og bredt berømt i Paris's galante Verden?
Han bukkede for Fru Dubois, da denne gik bort ved

— —— — — — — —

74 Edith.

ſin Neveus Arm; hun faae paa ham uden Spor af
Forvirring og lagde ikke videre Merke til ham.

Saaſnart hun var forſvunden, begyndte Alle at
udtomme fig i Lovtaler over hende. Cæfarine blev
aldeles lyriſk i fine Lovprisninger; Godefroy roſte
hendes behagelige Veſen og hendes opoffrende Kjer—
lighed til hendes Neveu, Bonchamp hendes ophoiede
Charakteer. Han havde lyttet opmeerkſomt til hendes
Tale: hun var ganſke ſikkert ikke noget almindeligt
Fruentimmer. Og de af Vennerne, der vare blevne
tilbage, iſtemmede Lovtalerne. Edith ſagde ikke Noget;
men det var let at ſee, at hun ſyntes rigtig godt om
ſin tilkommende Tante.

Selſkabet kunde ikke blive længe ſamlet efter en
ſaadan ubehagelig Heendelſe. Husvennerne fjernede
ſig den ene efter den anden, ikke uden at have lagt
Meerke til Bruniquels forſtyrrede Udſeende. Denne
var unegtelig i hoi Grad forvirret. Underlige Tanker
arbeidede i hans Hjerne. Iſtedetfor at gage lige
hjem, tændte han en Cigar og drev hen ad Boule⸗
varderne, der omgive Byen. Han kunde ikke lade
være at tenke paa denne merkelige Lighed. Hvis det
var et reent Tilfælde, var det ikke langt fra at være

et Mirakel. Bar det virkelig tenkeligt, at to Men⸗

neſker kunde ligne hinanden i den Grad? Og dog,
jo mere han tænkte over Sagen, deſto mere maatte
han troe paa, at det var et Spil af Skjebnen.

For det Forſte var det umuligt, fuldftændig

Edith. 75

umuligt, at Coralie ſkulde kunne have en Neveu, der
var i en faa god Stilling, og derneſt fremgik det af
nogle Ord af Hr. Godefroy, at man vidſte god Beſked
om Fru Dubois. Hun var Enke efter en Induſtri⸗
drivende og levede i Stilhed paa ſin Eiendom inde i
Cantal. Der fandtes endnu et Bevis, ſom kun Hr.
de Bruniquel ret kunde vurdere: Fru Dubois faae
nemlig yngre ud end Coralie for tolv Aar ſiden.
Men Coralie maatte dog efter hans Beregning i 1863
have været godt oppe i Trediverne; hun maatte alt⸗
faa i 1875 være mindſt femogfyrgetyve Aar, og Fru
Dubois ſage ud til at være hoiſt otteogtredive. Ganſke
viſt forſtage nogle Kvinder den Kunſt aldrig at blive
gamle. Hr. de Bruniquel ſogte at gjenkalde fig de
gamle Minder; hans Fortid vaagnede, han ſaae for
fig den ſkjonne, forforeriſte Kvinde, ſom han havde
været faa forelffet i. En Forbindelſe ſom den glem⸗
mer man ikke faa let. Dinene lignede hinanden; men
det var ikke det ſamme Blik; Anſigterne vare ens, men
med et forſtjelligt Udtryk; og endelig var Coralie
blond, Daniels Tante derimod mork.

Hr. de Bruniquels Tanker vendte ſtadig tilbage
til det ſamme Punkt; han havde ſamvittighedsfuldt
gjort fig klart, at hans Dine og Hukommelſe ſkuffede
ham, og dog banede et fjernt Haab ligeſom en Lys⸗
ſtraale, der trænger ud igjennem en Sprakke i en
Dor, ſig Vei til hans Hjerte. Hvis nu alligevel det
Uſandſynlige var ſandt, hvis det Umulige var muligt,

76 Edith.

— hvis Coralie og Fru Dubois var en og ſamme
Perſon? Han gav fig til logiſk at gjennemgaae Alt,
hvad der talte for og imod Sagen. For det Forſte
kan lyſt Haar nu let blive til mørkt Haar. Det var
endog et ſteerkt Bevis paa, at Courtiſanen ſogte at
gjøre fig ukjendelig. At Fru Dubois ſage yngre ud
end Coralie, det kunde ogſaa forklares. Disſe ulykke⸗
lige Kvinders Liv er et ſandt Helvede, og deres Aar
mage regnes dobbelt; men det rolige og fredelige Liv
i tolv Aar i en ſtille Provindsby ffaffer hurtigt Hel⸗
bredet tilbage og ffjænfer en anden Ungdom. Det
fulgte ogſaa af dette Raiſonnement, at Coralie maatte
have forandret ſig i enhver Henſeende. Forſaavidt
var der ikke noget Overraſkende ved de Modſigelſer,
Hr. de Bruniquel havde bemærket. De driftige Yt-
tringer, det frie Veſen og den toilesloſe Latter for—
ſvinde let; en Bondekone har hverken ſamme Tilboie—
ligheder eller ſamme Vaner ſom en Pariſerinde. Re-
ſultatet blev” altſaa: Coralie har en Soſter og en
Neveu; en ſkjon Dag er hun bleven led og kjed af
Paris, realiſerer, hvad hun paa en uhederlig Maade
har tjent, og vender tilbage til fin Familie og op—

trœeder der under en ny Skikkelſe. Hr. de Bruniquel

kom til at tenke paa, at Coralie i den ſaakaldte galante
Verden gik for at vere rig.

Efterhaanden ſom han arbeidede ſig ind i denne
Tankegang, fandt han ſtadig nye Beviſer. Den
Dragt, Fru Dubois gik i, beviſte den ikke, at hun

Edith. 77

gjerne vilde lede en mulig opſtagende Mistanke paa
Vildſpor? Et Par Omſtendigheder beſtyrkede endnu
mere denne Opfattelſe. Derſom Coralie havde. vidft, at
hun mulig kunde ſtode paa ham i Montauban, havde
hun nok toget ſig iagt for at komme dertil; men for
tolv Aar ſiden kaldte Hr. de Bruniquel ſig Hr. de
Montjoye; og ſelv om Fru Dubois havde forhørt fig
om, hvilke Menneſker hun kunde vente at treffe i
Godefroys Hus, vilde hun dog ikke have gjenkjendt
fin tidligere Elſkers Navn, og naar hun for en Time
ſiden beſvimede, da Bruniquel traadte ind i Salen,
ſaa var det, fordi Fortiden pludſelig ſtod for hende;
det var, fordi han, den fortrængte Medbeiler, kunde
falde paa at ſige til Ediths Fader: — „Dette Fruen⸗
timmer er ikke Fru Dubois; hun hedder Coralie; hun
har nu faaet Lyſt til at gjøre fin Neveu til en rig
Mand, enten fordi hun gjerne vil ind i en anſeet

borgerlig Familie, eller fordi hun virkelig holder af

ſin Soſterſon!“ Det var ikke mere en Lysſtribe, der
trængte ud igjennem en Sprekke, men et heelt
Lyshav! BUT

Bruniquel fattede; et taabeligt Haab. Han ffulde
tage "meget. feil, om ikke Ediths Wgteſkab blev en
Umulighed. Trods ſin Skinſyge var han dog ſikker
paa, at Daniel ikke vidſte, hvorfra hans Formue ffrev
ſig. Han anſage fin Medbeiler for at vere fuldt ud
en Hedersmand. Men enten han nu ſelv var hæderlig
eller ei, kunde han ikke blive gift med Froken Gode⸗

78 Edith.

froy. Man giver ikke fin Datter til Neveuen af et
berygtet Fruentimmer ſom Coralie. Det kunde der
aldeles ikke vere Tale om; Daniel kunde gjerne give
Afkald paa fin uhederlige Rigdom, der vilde dog
hvile en Plet pan ham. Forbindelſen blev altſaa
hævet. Det blev en Skandale; Edith var compro—
mitteret og blev derved „vanſkelig at anbringe”, ſom
det hedder i visſe Folks trivielle Sprog. Saa friede
Hr. de Bruniquel, og han tvivlede ikke om, at han
ſtrax vilde fane Ja. Altſaa vandt han dog Edith!
Adelsmanden klyngede ſig til dette uventede Held; at
elſke en Kvinde til Raſeri, miſte hende og vinde hende
tilbage, hvilken Drom!

For at denne Drom kunde blive til Virkelighed,
maatte Hr. de Bruniquel forſt og fremmeſt være ſikker
paa Fru Dubois' Identitet. Det er ikke nok at have
Mistanke, man maa ogſaa kunne ſkaffe Beviſer. Han
tænkte et Oieblik paa at reiſe til Paris for at ind⸗
hente de nødvendige Oplysninger; men han kom ſnart
til den Erkjendelſe, at det var bedre at blive paa
Stedet. Har man i lang Tid levet med i Pariſer—

livet, har man ogſaa, ſelv om man har trukket fig

tilbage derfra, en heel Mængde Boulevard og Klub⸗
venner. Han ffrev til en af disſe Venner for at faae
at vide, hvad der var blevet af Coralie. Saaſnart
hun ikke mere boede i Paris, behøvede han kun at
regne efter, om Coralies Forſvinden fra den galante

Edith. 79

Verden faldt ſammen med Fru Dubois' Ankomſt til
Auvergne.

Efterat have taget denne Beſlutning, gik Hr. de
Bruniquel hjem og ſov den Retfærdiges Søvn med
Fred i Hjertet og god Samvittighed. Det var jo
ligefrem hans Pligt at meddele Hr. Godefroy, hvad
han vidſte om hans tilkommende Svigerſons Familie;
enhver Mand af Wre vilde gjore det Samme. Det
var jo ovenikjobet faa heldigt, at han gjorde fig ſelv
en Tjeneſte derved; det var et reent Held, og det vilde
være dumt ikke at benytte fig deraf. Han vilde have
advaret Hr. Godefroy, ſelv om han ikke havde været
forelſket i Edith; faa meget mere var der altſaa god
Grund til at tjene baade Hr. Godefroys og ſine egne
Interesſer.

For at indvie denne nye Slagplan ſogte han
ſtrax at fage noget nærmere at vide om Fru Dubois
ved at aflægge fit Kort i Rue Ingres. Det var jo
aldeles pasſende, og det kunde en Mand ſom han
ikke finde noget anſtodeligt i. Strax efter ſkrev han
til en af ſine gamle Omgangsvenner og bad ham om
med omgagende Poſt at meddele, om Coralie endnu
var i Paris, eller om man vidſte, hvad der var blevet
af hende, og til hvilken Tid denne Galanteriets Stjerne
var bleven flukket. Samtidigt hermed ſendte han fin
Tjener til Vic⸗ſur⸗Cere med Ordre til at forhøre fig
om Fru Dubois. Derpaa ventede han og ſatte ſig
for at ſlage fig til Ro i to Dage.

—— '

i

80 Edith.

Det holdt haardt for ham ikke at ſee Edith.
Men han vilde ikke compromittere Sagen. Coralie
— hvis det var hende — haabede maaſtee, at hun
ikke var bleven gjenkjendt; det var af Vigtighed at
gjøre hende tryg; men han maatte være faa forelſket,
fom han var, for at kunne viſe en ſaadan Taal—
modighed. Midt under hans frivillige Enſomhed fik
han en Billet fra Godefroy, hvori han blev indbudt
til Middag den neſte Dag. Han regnede. ud, at
naar han igjen ſage Fru Dubois, vilde han vide,
hvad han havde at holde fig til med Henſyn til
hende.

Efterhaanden ſom Tiden nærmede fig, da han
kunde vente de onſtede Oplysninger, blev han mere
og mere engſtlig. Det forekom ham pludſelig, at
hans Slutninger vare aldeles: abſurde. At tage feil
af Tanten til en Mand ſom Capitain Daniel og
Coralie! Hans Kjerlighed til Edith forte ham paa
Vildſpor og lod ham ſee Spogelſer ved hoilys Dag.
Han kom til at tenke paa en Skandale, ſom Paris
for en femten Aar ſiden havde havt meget travlt
med: det dreiede ſig ligeledes om en merkelig Lighed
imellem et daarligt Fruentimmer og en fornem uden⸗
landſk Dame.

Kammertjeneren og Svaret fra Paris kom næften
paa ſamme Tid. Tjeneren havde kun faaet Oplys⸗
ning om een Ting, og det var, at Fru Dubois var
flyttet til Vic⸗ſur⸗Cöre i Foraaret 1864; Brevet deri⸗

Edith. 81

mod indeholdt flere Enkeltheder: Coralie var for⸗
ſvunden fra den galante Verden fort efter, at Hr. de
Bruniquel havde brudt med hende, altſaa i Slut⸗
ningen. af 1863. Man kunde endnu huſke i Rue
Drouot, at hendes Meublement var blevet ſolgt og
havde indbragt en betydelig Sum: hun havde beholdt
ſine Diamanter og Wdelſtene. Man mente, hun vilde
trœekke fig tilbage til Italien og gifte fig der. Der
er unge Libertinere nok, der ere af ſamme Mening
ſom Veſpaſian om Pengenes Lugt!

Hvad der ſenere var blevet af hende, vidſte man
ikke; og ſandt at ſige var der heller Ingen, der
brod ſig om at vide det. Paris er nu engang ſaa
hurtigt til at glemme. Det taler i et Par Dage om
dem, der drage bort; men naar en Uge er gaaet,
hører man ikke meer om dem.

— Det er hende! tenkte Hr. de Bruniquel. De
to Datoer ſtemte unegtelig godt ſammen, om der
end laa nogle Maaneder imellem Afreiſen fra Paris
og Ankomſten til Vic⸗ſur⸗Cère. Adelsmanden be⸗
fluttede at ſkride til Udforelſen af fin Plan. Hr.
Godefroy gav ham Leilighed dertil ved ſamme Dag
at bede ham til Middag. Hr. de Bruniquel vilde
derved fage Tid til at ſtudere Terrainet og opſtille
fine Batterier derefter. Han vilde kunne holde Øie
med Fru Dubois; han kunde iagttage hendes: Be⸗
vegelſer, maaſkee gribe hende i et Blik, en Geſtus,
ſom forraadte hendes onde Samvittighed. Hun vilde

6

82 Edith.

ſikkert nok fidde i en dødelig Angſt, og hun kunde jo
heller ikke med Ro fee paa, at alle hendes Forhaab—
ninger bleve knuſte. Forovrigt begyndte han at fatte
Mod igjen. Edith ſkulde blive hans: Godefroy vilde
betragte ham ſom en Frelſer i Noden, naar han friede
til hans Datter, der var bleven compromitteret ved en
ſaadan Skandale.

Alle Familien Godefroys Husvenner vare mødte
til denne Diner i Koralgaden. J nogle Familier i
det gamle Quercy ſpiſer man endnu temmelig ſildig.
Hr. de Bruniquel vidſte, at det var Tilfældet hos
Godefroy. Das Hr. de Bruniquel traadte ind i
Salen, vare neſten alle Gjeeſterne mødte; i en Krog

ved Glasdoren ud til Haven fad Fru Dubois i fin -

ſedvanlige Dragt, ffjøndt Alle, baade Herrer og

Damer, vare i Aftentoilet. Hun ſmilede. Adels— .
manden hilſte paa hende; hun fvarede med et ynde⸗

fuldt Nik og talte roligt videre med Fru Patelin, der
ſad ved Siden af hende. Han ſagde Goddag til Alle
og Enhver, og han lod, ſom om han aldeles ikke
tenkte paa Fru Dubois; men han tabte hende ikke
afſyne. Forſt Ediths Ankomſt var iſtand til at drive
ham bort fra hans Obſervationspoſt.

Aldrig havde hun været ſmukkere. Lykken ſtraa⸗

lede ud af hendes Dine. Hvor dog den gamle Mythe
om Galathea er beundringsveerdig! Den unge Pige
ligner i fin Jomfruelighed Statuen, der er udhugget
i det folde Marmor. Hun fjender ikke til Livet, ikke

Edith. 83

til Lidenffaben. Hjertet ſover endnu, Sandſerne ligge
i Dvale; hun er ligegyldig, ftiv og fold fom Galathea;
da kommer Kjerligheden, og med et Blik eller et
Kys giver denne Pygmalion Jomfruen eller Statuen
Liv. Fra det Oieblik hun elſtede, følte Edith fig ſom
et andet Menneſke. Himlen forekom hende mere blaa,
Luften mildere, Horizonten videre. Hun vilde onſke,
at hele Verden var ligeſaa lykkelig ſom hun! Sendes
Liv begyndte den Dag, da hun elſkede. Hun kunde
godt huſke en lille Pige, der levede for hin velſignede
Time; men det forekom hende, at det ikke var hende.
Hun kunde godt have ſagt: den Stakkel! hvor hun
maa have havt det kjedeligt! — Hun ſaage op til
Daniel med uendelig Omhed og Taknemlighed. Aldrig
har en mere kydſk Kjærlighed bragt et renere Hjerte
til at banke.

Hr. de Bruniquel led ved at ſee hende ſaaledes;
han anede, hvor dyb hendes Kjerlighed var; for at
kunne blive i den Grad forvandlet, maatte hun tilbede
Daniel. Han kunde mulig tilkempe ſig hendes
Haand, men hendes Hjerte vilde han aldrig faae. Et
Oieblik tænkte han paa at trekke fig tilbage; derpaa
kom han til at tenke paa det nære Forhold, hvori
denne uſkyldige unge Pige vilde komme til at ſtaae
til Coralie. Hvis han holdt faſt ved fin Beſlutning,
var det ikke af Egenkjcerlighed; nei, han glemte for
en Stund fin egen Sag for kun at tenke paa den
Pligt, ſom hans Samvittighed paabod ham. Der

6

84 Edith.

gives Omſtendigheder i Livet, hvor man ikke har
Ret til at beteenke fig. Han kom atter til at tenke
paa Fru Dubois, der fremdeles ſad ganſke rolig og
ſmilende. '

— Jeg før fværge paa, at det er hende, tænkte
han, da man gik ind i Spiſeſtuen. Alt beviſer det
jo. Coralie er et klogtigt Fruentimmer; hun har for⸗
ſtaget at omſkabe fig, det er hele Sagen!

Tilfældigvis kom Hr. de Bruniquel til at ſidde
ligeoverfor hende. Flere Gange modtes deres Dine,
uden at Fru Dubois' Blik tydede paa den mindſte
Uro. Hun lod ikke til at være forvirret, eller
generet.

En Plads ſtod imidlertid endnu tom: det var
Claude Morisſeaus. Man var vant til Kunſtnerens
Uakkuratesſe og ventede ikke efter ham. Han kom,
naar han kom, dermed var den Sag afgjort. Alle
Gjeſterne vare desuden i den muntreſte Stemning.
En god Middag med udſogte Retter og livlig Sam—
tale — hvad forlange gemytlige Folk mere? Fru
Dubois ſagde hverken for meget eller for lidt; Bruni-
quel horte paa hende med en underlig Blanding af
Forbauſelſe og Beundring. Hvor det Fruentimmer
dog var en mageløs Skueſpillerinde! At hun var
aandrig, det meerkede man ſtrax, og i den Henſeende
lignede hun rigtignok kun lidt den Coralie, ſom Hr.
de Bruniquel kunde huſke. Hun fortalte juſt paa en
egen behagelig Maade lidt om fit Liv i Auvergne,

Edith. 85

da Døren gif op, og Claude Morisſeau vifte fig i
hele fin Glorie.

Claude var ikke meget ceremoniel: han mødte i
en ikke overdrevent proper lyſegraa Dragt, der ſtak
underligt af mod Herrernes forte Selſkabsdragt og
Damernes nedringede Kjoler. Man kom til at tenke
pan et falſt Greb ui et godt indøvet Orkeſterſtykke. J
fit Atelierſprog kaldte han denne ſkjodesloſe Optræden
at „gjore Grin med Borgerne“. Han kunde for ſaa
bidt være tilfreds. Hans Ankomſt frembragte en
Kulde ſom en Luftſtrom, der trenger ind igjennem en
aaben Dor. Men det meerrede han ikke, og han ſatte
fig ganſke roligt paa den ledige Plads, Hans Nabo:
en ſtikkelig Montaubanborger, fik uvilkaarligt Lyſt til
at flytte fig fra ham ſom fra en Peſtbefceengt. Heldig⸗
viis kom Samtalen ſtrax i Gang igjen; man brød fig
ikke mere om den uopdragne Herre, der tog for fig
af Retterne og ſtyndte fig at indhente den ſpildte Tid,

Middagen var tilende, uden at Bruniquel havde
faaet Leilighed til at aabne Fjendtlighederne. Han
var aldeles forbauſet over Fru Dubois. Han havde
aldrig troet, at man kunde drive Selvbeherſtelſen faa
vidt. At hun havde indladt fig pan at ſpille Komedie
for at vildlede ſin Fjende, det kunde han førftaae; men
at hun med ſaa ſtort Talent kunde blive ved at gjen⸗
nemfore Rollen, det overraſkede ham. For at han
kunde rive Maſken af Coralie var det jo ogſaa nod⸗
vendigt, at han kom med visſe Ord, visſe Hentyd⸗

86 Edith.

ninger, ſom ikke vare mulige, naar en ung Pige var
tilſtede. Det var derfor bedſt, at Edith forſt fjer
nede ſig.

Man ſad i Grupper og drak Kaffe i Salonen;
Daniel ærgrede fig over den Tvang, ſom alle disſe
Fremmede paalagde ham: endelig fik han ſin For⸗
lovede med ud i Haven og lod Claude Morisſeau
ſnakke. Ogſaa hans ulykkelige Nabo led, men ikke af
ſamme Grund ſom Daniel. Ved Bordet udviklede
Kunſtneren ſine Theorier, den ene mere vanvittig end
den anden, faa at den gode Borger var ner ved at
blive forrykt. Claude ſprang med en Gymnaſtikers
Lethed fra Maleriet til Muſiken, jaa at den Anden
tilſidſt ikke vidſte, om Talen var om et Maleri eller
om en Opera! Og han flap ikke engang, da Middagen
var forbi: Claude tog fat i hans Kjoleknap og beholdt
ham ſom ſin Fange.

— Seer De, ſagde han, jeg har for en Tid
maattet opgive Muſiken. Det er ikke min Skyld;
men man ſtjal i ſneſevis mine Ideer (her dreiede
han rundt paa Knappen). Nu ſkal De høre ... jeg
gaaer op til Gounod, jeg ſpiller en Melodi for ham
113 Jog en Maaned efter treffer jeg den i „Gallia“.
Ideerovere! ja, Hoiſterede, Ideerovere (og han dreiede
den ulykkelige Knap mere og mere rundt)! Men een
Ting har jeg forud for dem: mit Helbred. Jeg over⸗
lever dem Alleſammen, Dem ogſaa! Hvor gammel er
De? Fyrgetyve Aar? Lad gage, at De bliver fem⸗

Edith. 87

oghalvtreds; men faa er De færdig, min gode Mand,
medens jeg ... jeg bliver hundredeogti Aar, fordi
jeg bruger Vandkur; og i mit hundredeogtiende Aar
er jeg en beromt Mand!

Mente han det alvorligt? Derom er der ikke
Tvivl, Var han da gal? Nei. Ved idelig at ville
give Andre et Begreb om ſin Overlegenhed var den
ſtakkels Fyr, der var fortvivlet over, at han havde
lidt Skibbrud i Livet, tilſidſt bleven fuldt og faſt
overbeviiſt om fit umaadelige Geni. Han talte ikke,
han dekreterede, til ſtor Fornsielſe for Nogle og da
navnlig for Bonchamp, ſom aldrig blev kjed af at
gjore Loier med ham. Saaſnart han begyndte at
udvikle fine Ideer, flygtede de fleſte af Herrerne hen
i den anden Ende af Salen. Fru Dubois, der ſad
ved Glasdoren, viftede ſig ſagte; Bruniquel ſpeidede
efter en Leilighed til at begynde Slaget. Den fraffede
Godefroy ham ved at foreſlage Daniels Tante at gaae
lidt ned i Haven.

— Tak, ſagde hun; men ſelv midt om Sommeren
er jeg bange for Aftenluften.

— Det er meget fornuftigt, ſvarede Bruniquel.
Med deres tynde Kjoler, mine Damer, kunne De ikke
være forſigtige nok. Rigtignok har Vorherre givet
Dem en anderledes ſolid Bygning, end vi har faaet.
Jeg har feet decolleterede Damer tyve Gange udfætte

ſig for Døden med et Smil paa Læberne ... Ver⸗

88 Edith.

densdamer, mener jeg naturligviis, thi for de andre
horer det jo med til Haandteringen. .

— Laſtens Forheerdelſe! ſagde Oldgranſkeren
hoitideligt.

— Aa, Laſten forheerder ikke Guden. Jeg har
ſaaledes kjendt en meget ſmuk Pige, ſom ſtrax efter et
vildt Bal tog et iskoldt Bad. Den kjere Coralie!
Jeg holdt meget af hende.

Bruniquel ſage ſtift paa hende. Hun gjorde
ikke en Bevegelſe; ingen Træfning forraadte, at hun
følte fig truffen; men hendes grønne Sine lynede med en
vild Glands. Hun hævede Hovedet ſom Soldaten, der
ſeer Fjenden nærme fig. J dette Sieblik kom Cæfarine
til med Edith under Armen.

— Du faaer Tid nok til at ſpadſere med din
Mand, ſagde Cœſarine. Du maa være mig behjælpelig
med at ſervere Kaffen.

Den unge Pige ſmilede til Daniel; det fulde

ſige jaa meget ſom: „Der feer De, det er ikke mig

der gaaer fra Dem; men man bortfører. mig.“ Han
ſatte fig i Nærheden af fin Tante.

— Hvad er ſaa det for en Coralie, De talte
om, min Herre? ſpurgte Fru Dubois i en meget kold
Tone. ö

Adelsmanden jane fig om tilhoire og venſtre og
ſagde derpaa:

— Froken Edith er her ikke mere, jeg kan altſaa
fortſette. Coralie har været en af mit Livs ſtore

Edith. 89

Lidenſkaber. Det ffjuler jeg aldeles ikkfe. Enhver
Mand kan til en vis Tid gjøre og gjør ogſaa en
Dumhed. Hun horte til Manon Lescaut'ernes ſtore
Familie, men til de Manon Lescaut'er, der have gjort
Lykke. Hendes Vittigheder forſynede Smaabladene i
Paris med Stof; man beffrev hendes Toiletter, og
hendes Diamanter vare beromte.

— En Courtiſane altſaa! ſagde Godefroh. De
har elſket et ſaadant Fruentimmer? Det undrer mig
virkelig.

— Jeg fjender kun lidt til Pariſerlivet, bemerkede
Daniel; men jeg er af ſamme Mening ſom Hr. Gode⸗
froy. Kjerligheden er en guddommelig Folelſe, ſom
kun daarligt forliges med den menneſkelige Usſelhed;
at man i et flygtigt Lune kan ſynes om et ſaadant
Fruentimmer, det lader jeg pasſere; men at man kan
føle Kjerlighed til hende ... det maa jeg proteſtere
imod.

Fru Dubois blegnede. Hun ſtjulte et Sekund ſit
Anſigt bag Viften; da hun igjen ſtjodesloſt ſlog den
ſammen, var Blegheden forſvunden, og hun ſmilede.

— Ja, De har let ved at ſige det, vedblev
Bruniquel. Man ſeer, Capitain, at De aldrig har
været i Friſtelſe. Jeg tilbad Coralie i fire Maaneder,
og de koſtede mig firehundredetuſinde Francs.

Det kolosſale Tal gjorde: Godefroy ganſke for⸗
ſkrœkket; han reiſte fig oprørt: Hundredetuſinde Francs

90 Edith.

om Maaneden! Men hvad Pokker brugte hun da alle
de Penge til?

— Hun kjobte Obligationer.

— Obligationer? Jeg troede, den Slags Fruen—
timmer altid endte paa en Fattiggaard.

— Det var i gamle Dage. J vor Tid ſamle
de fig Formuer; de fægge Penge op, og Myrerne
laane nu gjerne hos disſe Greshopper. Jeg holdt
mere af dem, ſom de vare i gamle Dage. Aſpaſia
blev Garderobekone og Lais Sælgefone. Nutildags
have de deres Hus i Byen og deres Landſted, Folio
i Banken og Jernbaneaktier. De blive gamle uden at
forhaſte ſig, og tilſidſt gifte de deres Sonner eller
Neveuer ind i en hæderlig Familie.

Fru Dubois lyttede med ſpeendt Opmerkſomhed.
Halvt opreiſt og med dirrende Leber ſtirrede hun paa
Hr. de Bruniquel. Hendes ſedvanlige Klogfkab fvig-
tede hende, hun faldt ud af ſin Rolle, og ſom en træt
Skueſpillerinde aftog hun den ſkuffende Maſke. Den
ſindige Borgerkone ſvandt for det kampberedte Fruen⸗
timmer. Bruniquel modte uden at blive forvirret
hendes lynende Blik. Han gjorde jo dog kun, hvad
der var hans Pligt ſom Mand af re; han havde
nu faaet et Bevis mere til dem, han allerede havde
ſamlet. Livet er undertiden gruſomt og uden Barm⸗
hjertighed: det var Daniel, der bibragte hende det
ſidſte Stød.

— Rige eller fattige, ende de dog altid foragtede

Edith. 91

Ikke fandt, Tante? Og de fortjene ikke bedre: Hr.
de Bruniquel har Ret. De fulde hellere forfvinde,
medens de endnu ere unge, og der endnu er dem, der
mindes deres Skjonhed. En ſaadan ufrivillig Bod
kunde gjore, at man tilgav dem; men en gammel og
rig Courtiſane .. . hun er utaalelig! 5

Det var for meget. Fru Dubois' Anſigt for⸗
raadte en bitter Smerte. Hendes gulblege Farve,
forſtyrrede Træf og forvildede Dine gjorde Cæfarine
ganſke forſkrekket.

— De befinder Dem ikke vel, tjære Frue?
ſpurgte hun.

— Jeg?

Smerte, Had, Brede, Fortvivlelſe, Frekhed: Alt
lagde hun i dette Ord, den ſidſte Udfordring til ham,
der lod hende lide en ſaadan Straf. Nu ſank hun
ſammen, men heldigviis bortledtes reent tilfældigt Op⸗
merkſomheden fra hende. Claude havde taget Plads
ved Claveret, og Alle lyttede efter den ſtoiende Muſik.
Kun Coralie horte alene efter ſine egne Tanker. To
Gange vendte hun ſig om mod Bruniquel; to Gange
betænkte hun fig. Tilſidſt boiede hun fig med lynende
Dine frem imod ham og hyiſtede haſtigt: „Jaften,
hjemme hos Dem! '

92 Edith.

IV,

Jeg har engang hørt, at en Kat, der forfulgte
en Mus, blev yderſt forbauſet ved at fee Muſen
ſtandſe og byde den Trods. Det gik Hr. de Bruniquel
ſom Katten. Ikke alene flygtede Coralie ikke; men
hun lavede fig til at optage Kampen. Og hvilten
Kamp vilde det ikke blive! Den, der holdt Hovedet
jaa. høit, lod fig ſikkerlig ikke fan let beſeire.

Medens Hr. Bruniquel tænfte paa denne for⸗

underlige Situation, gik Coralie ſammen med Daniel

tilbage til Rue Ingres. Den unge Mand vilde
være bleven forjfrælfet, hvis han havde kunnet fee
ſin Tantes Anſigt. Hun vilde ikke tage mod fin
Neveus Arm, for at han ikke ſkulde merke, at hun
ryſtede. Hun ſtred frem tans og med ſenket Pande

og fvarede kun adſpredt paa, hvad Daniel ſagde.

„Befinder Du Dig ilde?“ ſpurgte han urolig. „Nei
. . . nei .. . Du ffal ikke være eengſtlig for mig,
det er kun lidt Træthed.” — „Jeg føler mig faa lykke⸗
lig, og det kan jeg takke Dig for. Hvor Livet dog
er ſktjont! Du forlader os jo ikke mere, vel?“ Disſe
Ord pinte Coralie, og hun var nodt til at ſtjule fin
Smerte, trænge fine Taarer tilbage og ſmile til
Daniel; endelig kom man til Rue Ingres. „Jeg er
faa træt og gaaer ſtrax op paa mit Verelſe,“ ſagde
hun, medens han omfavnede hende.

Omſider var hun ene! Hun kaſtede ſig i en

Edith. 93

Leneſtol. Hun tænfte ikke paa fig ſelv; det var hende
temmelig ligegyldigt, om man i Montauban fik at
vide, at Fru Dubois ogſaa hed Coralie. Hun tenkte
kun paa Daniel, paa Daniel, hvis Giftermaal vilde
gage overſtyr, ſaafremt Bruniquel talte. Hun betenkte
fig ikke længer, men vilde endnu ſamme Aften levere
Slaget. Men paa hvilken Maade?

Coralie var Datter af en Detailhandler i Thiers
i Puy⸗de⸗Dome. Han gik fallit og tog Livet af fig,
da hun var femten Aar. Hans Enke fkrabede nogle
tuſinde Francs ſammen og tog til Paris med fit Barn,
til Paris, hvor alle forulykkede Individer gage til
grunde. Der dode hun to Maaneder efter af Sorg.
Hvad ſkulde der blive af den unge Pige, der var
overladt til ſig ſelv og hverken havde Familie eller
Penge? Den galante Verden rekruteres paa forffjellig
Maade: den omfatter ikke udelukkende dem, ſom Ud⸗
fvævelfer, flette Lidenſkaber og Overdaadighedens Til⸗
lokkelſer har bragt faa vidt; man treffer der ogſaa
Skabninger, ſom ſnarere ere forladte end brodefulde,
ſom ikke ſaa meget ere bukkede under for Laſten ſom
for Forholdenes Magt. Saaledes var det gaget
Coralie. Hun havde faaet en mangelfuld Opdragelſe,
og med den Underviisning, der var tilflydt hende i
et Penſionat af fjerde Rang, vidſte hun for meget til
at gage nedad, for lidt til at gage opad. Hun forſtod
ikke Noget tilgavns; men faa kunde hun jo begynde
at lære paany. Dertil fattedes der Tid, og Tiden er

94 Edith.

netop en uovervindelig Hindring, naar man ikke har
Noget at leve af. Under ſaadanne Omſtendigheder
gaaer det de ni Gange af ti en ung Pige galt. Efter
min Mening fortjene disſe Stakler, om ikke mindre
Dadel, fan dog maaſkee mere Medlidenhed.

Jeg beundrer dem, der ſtage imod og bevare
deres Reenhed; jeg beklager dem, der falde, navnlig
naar de ſom Coralie have et klart Blik for, hvor
dybt dette Fald er. Hun gjennemgik alle det let—
ſindige Livs Omſkiftninger, indtil hun tilſidſt begyndte
at gjore Lykke. Hun var ſmuk, forſtandig, neſten
dannet, tre ſjeldne Egenſkaber hos den Slags Fruen⸗
timmer, og det var tilſtrakkeligt. Det er ikke ret
Mange, der forſtage at ſkrabe Fernisſen af for at fee,
hvad der er under den! Neſten en Curioſitet er
ſaadan en Pige, der kan fore en Samtale og veed,
at Henrik den Tredie ikke er Henrik den Fjerdes Fader.
En Bankier opdagede hende og bragte hende i Skud,
ſom man ſiger. Hun var dengang ſytten Aar; hun
forſtod ſnart, at man ſatte hende deſto hoiere, jo
rigere hendes Elſter var. Da hun fane Mendene
kaſte ſig paa Knee for hende, kom hun til at foragte
Manden. Maatte denne ſjelelige Koldbrand ikke med
Nødvendighed angribe hendes Hjerte? Hun blev haard
og lunefuld; hendes paa engang fyrige og indad—
vendte Natur miſtede Folelſen for Ret og Uret. Hun
bar en uhørt, Luxus tilffue og udgav tankeloſt vans
vittige Summer, der gjorde ſaa megen Opſigt, at hun

Edith. 95

ſnart blev berygtet. Smaabladene havde travlt med
hende; em meget hoitſtagende og meget officiel Perſon—
lighed. onſkede at gjøre hendes Bekjendtſkab; hun blev
til en Magt: iblandt Lediggængerne, de Fordervede
og Taaberne, tre Slags Folk, der have meget tilfælles;
man var bange for hendes ſkarpe Udfald og beregnede
Uforſkammetheder. Men ſamtidigt havde hun ogſaa
Folelſer, ſom den Slags Vekſener ellers ikke fjende
til: hun havde Anfald af Harme og Selvbebreidelſer.

Efter at have fort dette glimrende Liv i to Aar,
forſvandt Coralie pludſelig til ſtor Overraſkelſe for
hendes Tilbedere, og i nogle Maaneder horte man
ikke tale om hende. Rygtet ſagde, at hun var bleven
forelffet i en berømt Sanger, og at de begge holdt
ſig ffjulte etſted8 i Savoyen. Uventet, ſom hun var
reiſt, kom hun tilbage, uden at nedlade ſig til at give
nogen Forklaring. Hun begyndte igjen paa ſit tid⸗
ligere forvildede Liv og fortſatte dette fra ſit tyvende
til femogtyvende Aar. Pludſelig bemerkede man,
efterat hun atter havde været bortreiſt en fort Tid,
at der var foregaget en Forandring med hende; der
var kommet en Slags Slophed over hende; hun havde
Anfald af Sorgmodighed, ſom man tidligere ikke havde
kjendt hos hende, og ſom afloſtes af en nerveus og
tvungen Lyſtighed.

Paa ſamme Tid forandredes hele hendes Maade
at leve paa. Medens hun vedblev at være paa
Moden, ophørte hun med at kaſte fine Penge ud af

96 Edith.

Vinduerne. Dette nye Liv varede flere Aar. Saa
traf hun paa Hr. de Bruniquel. Hun ſyntes godt
om ham, ikke for hans Penges Skyld, men paa Grund
af hans Aandrighed. Endelig havde hun da mødt en
Mand, der ſogte at gjøre fig elſket af hende, medens
de Andre kun havde villet kjobe hende! Det var
maaſkee en af hendes oprigtige Folelſer. Men denne
kortvarige Forbindelſe afbrodes jevnlig af ikke alminde⸗
lige Udbrud af Heftighed. Efter tre Ugers Lidenſkab
blev hun træt, hendes Tilboielighed var gaaet over,
medens Bruniquel endnu var ligeſaa forelſket i hende
ſom den forſte Dag. Hun meerkede, hvor vanſkeligt
det vilde blive for hende at bryde med ham; flere
Gange ſtodte hun ham fra ſig; men han kom ſtadig
mere forelſket tilbage, boiede feigt Nakken under det
uværdige Aag og ødelagde fig kun for at kunne be⸗
holde hende faa længe ſom muligt. En Aften nægtede
hun fig hjemme for ham: hun vilde ikke fee ham
oftere, og fort efter ſolgte hun fit Hotel, fit Landfted
og fit Meublement og forfvandt, denne Gang for ikke
mere at bende tilbage.

Og nu traf hun igjen efter tolv Aars Forløb
paa Hr. de Bruniquel! Den Mand, ſom hun ikke
havde havt Medlidenhed med, raadede nu over Daniels
Skjobne, og Daniel var det eneſte Veſen, ſom hun
elſkede her paa Jorden!

; (Fortjætte8.)

—

Edith. 97

Edith,
En Fortælling

Af 8

Albert Delpit.

IV.
(Sluttes i neſte Hefte.)

Hun ventede, indtil det var blevet aldeles ſtille
i Huſet; derpaa indhyllede hun Hoved og Skuldre i en
mork Mantille og gik langſomt ned ad Trappen. Set,
at man horte hende? Sæt, at man nu overraſkede
hende, naar hun liſtede ſig ud paa denne Tid af
Natten? Hun vilde kempe for Daniels Lykke, og hun
ſkjelvede, ſom om hun ſtod i Begreb med at begaae
en Forbrydelſe. Hun kom pludſelig til at huſke paa,
at der bag i Haven var en lille Dor, ſom forte ud
til en Sidegade. Hun ſneg fig frem imellem Zræerne,
og da hun var nogle Skridt fra Huſet, gav hun ſig

til at lobe. Endelig var hun ude af Haven. Hvilken.
2 7

98 Edith.

Vei ſkulde hun gaae? Hun kjendte ikke Byen; hun
vidſte kun, at Adelsmanden boede i Nærheden af
hende. Hun ſogte at orientere fig, foer vild, ledte
efter Navnet paa Gaden og vovede ikke at fpørge fig
for hos de faa Perſoner, der pasſerede forbi. Medens
hun ſaaledes liſtede ſig langs med Murene, urolig, ner—
vos og forpint, gjennemkrydſede tuſinde modſtridende
Tanker hendes Hjerne. Hvad ſkulde hun ſige? Hvor—
ledes fulde hun gribe Sagen an? Hun havde kun
een beſtemt Tanke: hun vilde frelſe Daniel; men
hvorledes ſkulde hun fane Hr. de Bruniquel til at tie?
Bruniquel havde tilbedt hende, hun var endnu lige—
ſaa ſmuk ſom dengang, hvad, om hun provede paa
igjen at bedaare ham? Saa forkaſtede hun denne
Tanke ſom uværdig. Hun havde en uklar Fornemmelſe
af, at man ikke forſvarer en Mand af Wre med ſaa⸗
danne Vaaben. Men hvad ffulde hun da gjøre?
Bonfalde ham? Men hvis han nu ikke lod fig røre?
True ham? Hvormed? Hun følte, at hun ikke havde
Kræfter til den Kamp, hun indlod fig paa.

Da Bruniquel forlod Godefroys Hus, havde han
ſtrax opkaſtet det Sporgsmaal: „Hvilken Interesſe
kan Coralie have af at faae fin Neveu gift med Edith?
Og han kunde kun finde een: hendes Hengivenhed
for Daniel og Onſket om at ſee ham lykkelig; men
det forklarede ikke, hvorfor hun holdt faa ſteerkt paa
denne Forbindelſe. Daniel var kun hendes Neveu;
hun elſkede ham altſaa lidenfkabeligt! J ſit inderſte

Edith. 99

Hjerte pintes Bruniquel af en engſtlig Nysgjerrig⸗
hed; han vidſte, at hun var heftig og bydende.
Hvorledes vilde hun tage Sagen? Med hvilke Ord
vilde hun begynde Samtalen? Om der end i enkelte
Retninger endnu var noget Uopklaret ved Eventyret,
følte han dog, at Fordelen var paa hans Side.

Saaſnart han var kommen hjem, lod han fin
Kammertjener gage: han vilde med Rette have, at
denne Sammenkomſt paa ingen Maade maatte for—
ſtyrres. Efter en Times Venten, og da han allerede
troede, at hun ikke kom, horte han, at der blev ringet
paa Doren. Det var ganffe rigtig hende; hun var
bleg, bevæget, ſkicelvende. Hvor lidt lignede dog
denne Kvinde, ſom nu ſaa frygtſomt traadte ind til
ham, det overmodige Veſen, han tidligere "havde
kjendt! Han fulgte hende ind i Salen, der var ſteerkt
oplyſt af to Lamper, ſom om han, der ſelv ikke havde
Noget at ſkjule, vilde have, at Coralies Anſigt ſkulde
ſees i fuld Belysning, for at det ikke kunde fordolge
- Noget for ham.

Hun fatte fig og ſaae paa u med ſynlig
Angſt; deres gjenſidige Taushed pinte dem; men
Ingen af dem kunde finde Ord. Endelig folte hun

fig mere rolig og ſagde ſterkt bevæget: „Hvor jeg

er glad over at ſee Dem! Da De kom forleden Aften,
beſvimede jeg; det var fordi Fortiden, ſom nu ligger
jaa langt tilbage, pludſelig ſtod levende for mig i

Dem. Vi har elſtet hinanden fan høit! Jeg fane
7*

"100 Edith.

atter Paris og mit Hotel paa Champs-Elyſées, hvor
vi havde fan mange lykkelige Oieblikke. Jeg mindedes
de mindſte Omſteendigheder; De har nok glemt dem!
J min Enſomhed har vor Kjerlighed veret min
Troſt; trods mit letſindige Liv havde jeg dog bevaret
en oprigtig og dyb Folelſe. Det var ſom et lyſende
Punkt pan en mørt Himmel. Jeg har ofte tenkt
paa, hvad der vel var blevet af Dem; jeg vilde gjerne
have Jeet Dem igjen, og dette Onſke var meget natur-
ligt, da det var for Deres Skyld, at jeg forlod Ver⸗
denslivet og indeſpeerrede mig i en Orken. Hyvilket
Mod horte der ikke til for at forlade Dem! Har De
da aldrig anet, at jeg vilde frelſe Dem fra at blive

odelagt? Jeg led ligeſaa meget ſom De ved Bruddet,

men uden det var De gaaet tilgrunde. Jeg fuld—
byrdede Offeret, hvor meget det end koſtede mig! Men
jeg vilde i ethvert Tilfælde ikke blive der, hvor vi
havde kjendt hinanden. De maa have hort, at jeg
neſten ſtrax efter forlod Paris og fordømte mig ſelv

til at leve ſom en Bondekone. Hvorfra har jeg hentet

ſaa megen Kraft? Jeg veed det ikke. Maaſkee blev
jeg holdt opreiſt af den ſmertelige Stolthed over, at
jeg drog den eneſte Mand, jeg havde elſket, bort fra
Afgrunden!“ ;

Jeg tenker, at Loths Huſtru blev ikke mere forbauſet
ved at blive forvandlet til en Saltſtotte, end Bruniquel
ved at hore en ſaadan Tale. Hun talte med en ſaa
beundringsverdig Kunſt, at han et Oieblik troede,

Edith. 101

hun var oprigtig. Hvor hun forftod at gruppere alt
dette! Hendes morke Mantille var gleden ned; ved
Lampernes blændende Glands forekom hun ham ſom
et nyt Veſen, han endnu ikke kjendte. Hun var lige⸗
faa ſmuk ſom i gamle Dage og dog faa forandret,
thi i hendes Stemme var der et Udtryk af ſorgmodig
Blidhed!

Bruniquel vaklede et Sieblik i fin Beſlutning;
men Mænd ſom han fjende for meget til Livet til
ſtrax at lade ſig fange; desuden forraadte hun ſig
ſelv. Han opdagede i hendes Blik en ubeſtemt angſt—
fuld Nysgjerrighed, og han folte, at han blev beluret;
det var nok til at bringe ham tilbage til Virkelig⸗
heden. Han tog en Stol, ſatte ſig roligt ved Siden
af hende og ſagde i en ironiſk Tone med et ſpagt
Anſtrog af Beundring:

— Hvor De dog ſpiller udmerket Komedie!

Hun ſprang op, hendes Dine lynede.

f — Det er rigtigt, jeg har ſpillet Komedie, men
daarligt, lader det til, ſiden jeg ikke har kunnet ſkuffe
Dem. Nu vel! det er mig om at gjore. at De ikke
aabenbarer min Hemmelighed; jeg har baaret mig ad
dermed, ſom jeg kunde bedſt. '

Han faae ſtivt paa hende. Hun var meget bleg,
men beſtemt og vedblev i ſamme Tone: „Lad os fatte
os i Korthed: Stillingen er klar nok. De er Daniels
Rival; hvis De omtaler min Fortid, gager hans
Giftermaal overſtyr, og det Slag vilde han ikke

102 Edith.

kunne bære, Jeg vil derfor gjøre Alt for at fjerne
Dem. fra hans Vei.

Den Skarphed, hvormed hun ſagde disſe Ord,
ſlog Bruniquel; han ſmilede lidt ſpodſk og ſagde:
„De holder altſaa meget af Deres Neveu?“

Coralie gjorde en ſtolt Bevegelſe, og med en
dirrende Roſt udſtodte hun et lidenſkabeligt „Om jeg
holder af ham!“

Det var tilſtrekkeligt. Bruniquel forſtod Alt.
Hans Smil forſvandt; han reiſte fig, gik oienſynligt
generet nogle Skridt frem og tilbage og ſagde ſaa
jagte: „Jeg beder Dem at undſkylde mig ... Jeg
anede ikke, at han var Deres Son.“

En ubeſtemt Folelſe af Foielighed vaagnede i
ham, thi han forſtod paa eengang Coralies Iver for
at fane dette Wgteſkab iſtand. Det var en Moder,
ſom vilde, at hendes Son ffulde blive lykkelig. Det
var ikke til at tage feil af. Courtiſanens Anſigt havde
et Udtryk af ſmertelig, men uforſonlig Beſtemthed.
Han følte, at Intet kunde fnætfe hendes Mod.

Hun ſtod opreiſt, med korslagte Arme, og ved—
blev med Eftertryk: „Ja, Daniel er min Son! Hans
Lykke ligger i Deres Haand, og jeg vil ikke tillade
Dem at knuſe den. Min Son er en Mand af re,
og jeg vil ikke have, at han ffal lide, fordi jeg for⸗
tjener Deres Foragt.

Bruniquel ſvarede koldt:

— Hor mig med Ro; De kjender mig og veed

Edith. 103

altſaa, at jeg er en Mand af Wre der ikke er iſtand
til at give efter for en uhederlig Folelſe. Ganſke
viſt har jeg aldrig udrettet noget færdeles Godt; men
jeg behøver ialfald ikke at bebreide mig nogen flet
Handling. Mit Liv har været ſom faa mange andre
Lediggengeres, der paa en dum Maade fatte deres
Ungdom og Helbred til. Det er nok muligt, at den
moralſke Folelſe i Længden gaaer tabt paa den Galei;
dog har jeg endnu ſaa meget tilbage deraf, at jeg
ikke vil have, at en hæderlig Pige ſkal kjobe Diamanter
og kjore i Karet for Penge, der ere tjente paa en
uværdig: Maade!

Hun holdt ſtadig Hovedet hævet, ſom om Bruni⸗
quels brutale Ord ikke naaede hendes Bren. Efter
en Pauſe ſvarede hun i en neſten uforſkammet Tone:
„Jeg forſtaaer Dem! Den unge Pige maa langt
hellere gifte ſig med en ruineret Adelsmandz er det
ikke det, De mener?“

— Hun maa hellere 'gifte fig med den Forſte
den Bedſte end med Coralies Søn! En Haandverker,
der lever af fine Henders Gjerning, vilde. endog være
et mere antageligt og langt mindre upasſende Parti
for hende!

Han holdt inde, ſom om han fortrød dette heftige
Udfald. Han ſaae, at Coralie ſkjclvede, og han vilde
ikke forlænge dette brutale Optrin. Han vedblev i en
blidere Tone: „Det er urigtigt af Dem at betragte
mig ſom Deres Fjende. Jeg talte maaſkee fra forſt

a Edith.

af til Dem i en lidet hoflig Tone; men jeg forandrede
den, da jeg fif at vide, at De var en Möder, der
fæmpede for fit Barns Lykke. Ver overbeviſt om,
at jeg kun ledes af min Samvittighed. Jeg har
Folelſen af, at jeg opfylder en Pligt, og det er mig
tilſtrekkeligt; jeg kan ſaaledes advare Hr. ne
uden at bebreide mig Noget.

Det ſvimlede for Coralie: „De vil ſige ham! ...

— Hele Sandheden!

Hun faldt tilbage i Leneſtolen. Al Energi og
Driſtighed forſvandt. Nu ſpillede hun i Sandhed ikke
Komedie. Hendes Smerte var levende; over hendes
blege Anſigt foer der nervoſe Trœkninger. Bruniquel
følte fig rørt, og atter bebreidede han fig fin Haard—
hed. Naar Alt kom til Alt, var denne Courtifane
dog en Moder; Courtiſanen fortjente Foragt, Mo—
deren Medlidenhed. Coralie fane. imidlertid ikke, at
Adelsmanden hapde ondt af hendes Fortvivlelſe; hun
tenkte nu hverken paa at udſpeide fin Fjende eller
paa at bruge Lift imod ham. Nu, da hun led, var
hun oprigtig; hun mumlede, ſom om hun talte til ſig
ſelv: „Daniel vil tage ſin Dod derover.“

Bruniquel ryſtede paa Hovedet: „Man doer ikke
af Kjerlighed.“

Coralie ſogte forgjæves at holde fine Taarer til-
bage. Hun ſagde i en bonlig Tone: — „De kjender
ham ikke: han tager ſin Dod derover! De veed ikke,
hvor megen Omhed, hvor megen Lidenſkab der boer

Edith. 105

i denne kraftige Sjæl. fan lever kun for hende og
ved hende. Han har dromt om denne Lykke, han er
nu lige ved den; hvis man nu river den fra ham ...
Hun ſtandſede; Taarerne kvalte hendes Roſt; efter et
Minuts Taushed ſagde hun: — Hor mig, jeg er ikke
interesſant, det veed jeg godt. Jeg er et fortabt
Fruentimmer; jeg vil derfor ikke tale til Dem om,
- hvad jeg lider; det er ikke mere end retfeerdigt. Men
Daniel! hvad Ondt har han gjort? Har han begaaet
Nogetſomhelſt, der fortjener en ſaadan Straf? Han
er en Hedersmand. Der er i hans Hjerte mere Adel,
Ophoiethed, Loyalitet, end jeg nogenſinde har kjendt.
Under Krigen viſte han ſig ſom en Helt; han har vel
ſaaledes erhvervet ſig Ret til at blive lykkelig. Hvor⸗
for nu ødelægge hans Liv? hvorfor bringe ham til
Fortvivlelſe? Jeg bonfalder Dem, hav Medlidenhed
med ham! Jeg ſtal i enhver Henſeende adlyde Deres
Befalinger; jeg ſtal forſvinde, om det ſaa ſkal verre,
Edith ſkal ikke fane mig oftere at fee. De ſvarer mig
ikke? De er for haard! De ſeer dog, hvor jeg lider!“

Bruniquel gik op og ned ad Gulvet, ftærkt be⸗
væget af denne oprigtige Sorg; han glemte, at det
var et fortabt Fruentimmer, han talte med, han
glemte endog, at hun i fin Tid ikke havde havt Med⸗
lidenhed med ham. J eet Punkt havde. hun Ret:
Daniel kunde der ikke bebreides Noget.

— Det vilde være en heroiſt Handling af Dem!
vedblev hun, at kunne knuſe fin Medbeiler, og

106 Edith

frelſe ham. . . Kun Mænd ſom De ere iſtand til at
bringe ſaadanne Offre. Jeg har loiet for Dem, jeg
har ſogt at bedrage Dem, jeg har ſpillet en foragtelig
Komedie; ſkal jeg ydmyge mig endnu mere? ... Jeg
kaſter mig for Deres Fødder. .. De er bange for,
at jeg ikke ſkal holde mine Løfter? Sveerg mig til, at
De Intet vil ſige ... og jeg tager Livet af mig!

Hun talte i afbrudte Ord; hun havde faftet fig
paa Knee og gred og bad. Bruniquel løftede hende
op. Han led virkelig ved at ſee hende lide ſaaledes.

— Tage Livet af Dem! ... Det er kun i Ro⸗
maner, at Doden bringer Alt i Orden. Jeg beklager
Dem oprigtigt; jeg er rørt over Dem, og faa er jeg
tilmed Deres Sons Medbeiler. Jeg veed meget godt,
at jeg gjor min Pligt ved at advare Familien Gode—
froy; men hvorledes jeg end raiſonnerer, er jeg dog
misfornøjet med mig ſelv.

Coralie udſtodte et Skrig af Glæde; hun greb
haſtigt Bruniquels Haand; havde han ikke modſat fig
det, havde hun kysſet den! Han lovede hende ikke
Noget; men hun folte, at han var rokket. — Hvad
kan jeg gjore for Dem? ſagde han blidt. — Tie!
— Det har jeg ikke Ret til. — Hvad bebreider De
min Søn? — Aa, det veed De jo godt! Disſe Ord
traf hendes Hjerte, og hun braſt igjen i Graad.

— Jeg bønfalder Dem, hulkede hun, hjælp mig
med at ſoge, at finde paa Noget...

— Det er let nok ſagt. Man flipper ikke faa

Edith. 107

let ud af et ſaadant Vilderede. Svar mig ganffe
oprigtigt: troer Daniel, at han er Deres Neveu?

— Ja. Jeg har dynget den ene Uſandhed oven⸗
paa den anden: jeg har fortalt ham, at vor Familie
var rig, og at jeg havde beſtyret hans Formue; jeg
har lavet en Roman, jeg har viiſt ham falſke Breve,
falffe Vidnesbyrd. Jeg vilde have gjort det, der
var verre, hvis det havde været nødvendigt; men
han troede mig, da han er en hæderlig Mand.

— Gaa er det eneſte Raad, jeg kan give Dem,
at ſige ham Alt. Siig ham, at De er hans Moder,
han vil lide meget ved at fane Sandheden at vide;
men han vil forftaae, at dette Wgteſkab er en Umu⸗
lighed, han vil af fig ſelv træffe fig tilbage, og der
bliver ingen Skandale.

Hun horte forbauſet paa ham og ſpurgte fig ſelv,
om Bruniquel talte alvorligt. — Jeg ffulde tilſtaage?
. . . udbrod hun endelig. De veed altſaa ikke, hvor
ſnedigt jeg har baaret mig ad, for at han ſkulde til
bede mig ſom en Helgen! Jeg har trukket mig, tilbage
til Auvergne, jeg har levet der ganſte ene; min
eneſte Glæde var at høre, hvor godt det gik ham.
Da han. fil det rode Baand, tænkte jeg ved mig ſelv:
det kaſter ogſaa lidt Glands over mig! Under Krigen
vidſte jeg, at han var langt borte, paa de ſnedeekkede
Sletter, imellem Kugler og Granater, lidende af Sult
og Kulde, hver Dag udſat for nye Farer; jeg led
tuſinde Gange Dodens Kvaler ved Tanken om at

108 Edith.

miſte ham! Og faa ffulde jeg nu pludſelig tilſtaae
Alt! . . . De feer, det er umuligt! Min Daniel
ſkulde fane at vide, at han er en Son af Coralie! ...
Det kan De ikke tanke paa. Han troer, at haus
Moder kun har begaget et eneſte Feiltrin, at hun
døde, da hun bragte ham til Verden. Den Kjer⸗
lighed, han ikke har kunnet have til hende, den har
han overført paa mig. Hellere vilde jeg ſtrax dræbe
mig ſelv: faa vilde han ialfald græde over mig!

Bruniquel vaklede.

— Lad os koldblodigt overveie Sagen. Sporgs—
maalet er i Korthed dette: Kan jeg tillade, at Deres
Son træder ind i en hæderlig Familie, naar hans
Rigdom og hans Fodſel er en Skam for ham? Til⸗
giv, om jeg bruger ÜUdtryk, ſom maae forekomme
Dem gruſomme; det er paa ingen Maade min Henſigt
at ville fornerme Dem. Kan Deres ſtakkels Son
ægte Edith? Det er det Sporgsmaal, jeg ganſke op-
vigtigt forelegger min Samvittighed. Jeg er bange
for, at jeg er en daarlig Dommer i denne Sag.
Hvem veed, om jeg ikke mod min Villie lader mig
paavirke af min egen Interesſe? J ethvert Tilfælde
trænger jeg til at overveie Sagen; i dette Oieblik er
jeg ikke rolig nok. Dog kan jeg ſtrax give Dem et
Raad. Andre end jeg kunne gjenkjende Dem; tenk
paa Skammen, der vilde falde paa Deres Son, naar
man fik at vide, hvorfra hans Formne ſkriver ſig.

— Men jeg kan jo ikke tage den fra ham igjen!

Edith. 109

— Har De da ikke tænft paa, hvad der vilde
ffee, hvis Daniel en Dag opdagede Sandheden?
Han, en Mand af Wre, ffulde leve af Penge, ſom
ere tjente. .. nu! .. . tænk dog paa, at et reent
Tilfælde ligeſom det, der nu har fort os ſammen, et
uventet Mode, et uforſigtigt Ord, en Fjende fra tid—
ligere Dage, kunne væffe hans Mistanke og opklare
hele Sagen for ham. Han vilde foragte Dem, han,
ſom nu nærer Wrbodighed for Dem, thi ved at give
ham Halvdelen af Deres Penge har De ogſaa givet
ham Halvdelen af Skammen!

Dette ſidſte Slag knuſte hende fuldſtceendigt. Hun
ſvarede ikke et Ord; hun ſtjulte Anſigtet i fine Gæn-
der og græd. Hvad ſtkulde hun have ſvaret paa denne
forfærdelige Sandhed? Bruniquels Ord fremmanede
hos hende Tanker, hun aldrig havde havt. Det var
ſandt, hvad han ſagde: hun gjorde Daniel til Med—
vider i hendes Banære!

Adelsmanden tog hendes Haand og trykkede den
hjerteligt: N ?

— Tro mig, jeg er ikke Deres Fjende. Det er
Alt, hvad jeg for Sieblikket kan ſige Dem. Jeg gjen⸗
tager det: jeg ffal tenke over Sagen; tænf De nu
ogſaa over den. Jeg lover Dem ikke Noget, da jeg
endnu ikke veed, hvad jeg vil gjore. For to Timer
ſiden var det min beſtemte Henſigt at underrette Hr.
Godefroy om Alt. Jeg tilſtager, at jeg har faaet
Beteenkeligheder derved. Hvis vi, De eller jeg, kunne

110 Edith.

finde paa en Udvei til at flippe heldigt fra denne
Sag, er jeg ganſte til Deres Tjeneſte.

Coralie fremſtammede en Tak; hun torrede lang⸗
ſomt fine Øine og tog den brune Mantille, der var
gleden ned, ſammen om ſine Skuldre. Hun var for⸗
fœerdelig træt; man gjennemgager ikke, uden at det
ſpores, ſaadanne Sindsbevegelſer. Det var allerede
meget, at hun havde opnaaet en ſaadan Indrommelſe
af Bruniquel; hun havde ikke Krefter til at kempe
for at opnaae endnu mere. Desuden havde hans
ſidſte Ord gjort et ſteerkt Indtryk paa hende.

— Bil De have, at jeg fkal folge Dem?
ſpurgte han.

— Nei, nei, Tak. )

Hun havpde liſtet fig ud af det lille Hus i Rue.
Ingres, ſikker paa, at Daniel troede, at hun var
falden i Sovn oppe paa ſit Verelſe; det var hende
folgelig ikke ligegyldigt, om man modte hende ſammen med
Bruniquel; men hun vilde være ene. Forøvrigt ere
Gaderne i Montauban paa den Tid af Natten mere
ode end Palmyras Ruiner; hun gik ligefrem, med
bøjet Bande, fordybet i morke Drommerier og optagen
af den knugende Tanke: Daniel vilde foragte mig,
hvis han kjendte Sandheden! — Mangen Gang havde
hun tænkt fig, at hendes tidligere Liv maaſkee engang
vilde blive hendes Son bekjendt; men hun havde altid
afviiſt denne ffrælfelige Tanke. Var det muligt, at
den Tid kunde komme, da hendes kjodelige Son for-

Edith. 111

agtede hende? Den unge Mand havde flere Gange
udtalt fig om de Kvinder, der leve i Smudſet: han
talte om dem uden Vrede, men med Vemmelſe. Han
var i den Alder, hvor man felder ſtrenge og ubarm—
hjertige Domme; i den Alder er en Mand af Wre
uden Medlidenhed og neſten uden Tilgivelſe. Man
bliver forſt overbeerende, naar man ſelv har lidt. Ja,
han maatte ſikkert foragte hende! Bruniquel havde
Ret. Hans opblusſende og ridderlige Natur vilde
ikte kunne forvinde et ſaadant Stød. Maaſkee vilde
han dræbe fig ſelv!

Han vilde dræbe fig ſelv . .. Coralie vaklede.
Hun holdt ſig ved Muren for ikke at falde om. Den
ulykkelige Kone ſage tydeligt dette Skueſpil for ſig.
Hendes kraftige Natur ſtred imod. Det var utenkeligt.
Der gives visſe ffrælfelige Losninger, ſom Menneſkets
Forſtand inſtinktmesſigt forkaſter. Hun gik videre,
idet hun med Heftighed ſtodte ſaadanne Ideer fra fig
og ſogte at blive mere rolig. J Virkeligheden var
Stillingen jo dog ikke fan fortvivlet, Daniel kjendte
endnu ikke Sandheden; han vilde maaſkee altid for⸗
blive uvidende om den. Dette uhederlige Livs Hem⸗
melighed var kun kjendt af Bruniquel. En galant
Mand ſom han vilde hellere lade fig hugge iftytfer
end ſige til Sonnen: — Din Moder er et foragteligt
Fruentimmer! Og hvad Daniel angik, faa nærede han
ingen Mistanke. Han faae i hende kun Fru Dubois,
den kjerlige og opoffrende Kvinde. Sporgsmaalet om

112 Edith.

Wgteſkabet ſtod tilbage. - Bilde Bruniquel lade det
blive fuldbyrdet? Ikke alene elſkede han Edith; men
han mente ogſaa, at hans re forpligtede ham til
at tale.

Tilfældigvis gik hun i dette Oieblik over den
ſtore Bro over Tarn. Den ſovende By hvilede i
den vidunderligt friſke Nat; ikke en Lyd hørtes fra
denne Mylder af uregelmesſigt liggende Huſe; Maa—
nen kaſtede fit rolige Lys ned paa de broget bemalede
Mure; Coralie lænede fig til Bryſtvernet; i Bag⸗
grunden gjengav den okkergule Flod Skinnet af de
Tuſinder af Stjerner, ſom afſatte gyldne Punkter paa
Vandet. Hun behovede kun at lukke Oinene og lade
ſig glide ned; ſaa var det Hele forbi. Forbi?

Nei! Hun frelſte ikke Noget ved at drukne ſig:
alt Flodens Vand vilde ikke kunne udſlette en Time
af hendes Fortid!

Coralie traadte igjen ind i Huſet i Rue Ingres
igjennem den lille Havedor; hendes Son havpde ikke
bemerket hendes Fraverelſe. Dyb Taushed indhyllede
den Bolig, hvor Daniel hvilede, drommende om ſin
rene og edle Kjærlighed, uden at have Anelſe om
Stormen, der raſede udenfor. Hun liſtede ſig ind i
den lille Sal i Stueetagen, beroliget og overtydet
om, at hun med Lethed ſkulde klare det Hele. Hun
tænkte ikke paa, at det ubetydeligſte Tilfælde kunde
kuldkaſte alle hendes Beregninger, og at det forſte

Edith. ; 113

Tordenffrald kunde lyde fra den Deel af Him len, der
ſaage mindſt truende ud.

V

Nogle Dage gik, uden at der forefaldt Noget.
Daniel kom meget i Coralgaden; Fru Dubois fulgte
altid med ham. Det lod til, at hun havde forefat
fig at ville vinde Alle, der kom hos Godefroys. Med
fin ſkarpe Forſtand opdagede hun ſnart, at hun ikke
kunde faae nogen bedre Forbundsfeelle end Hr. Bou⸗
champ. — En Notar ligner altid en Notar, har en—
gang en Fantaſt ſagt. Han maa ikke have kjendt vor
Notar. Hr. Bouchamp var ganſke aandrig, ſom de
fleſte af hans Colleger; og han var ovenikjobet ſaa
heldig kun at ville ſee Alt fra den gode Side. Ved
ſtadig at have med Smaaligheder og Laſter at gjore
blive Notarerne efterhaanden permanente Skoptikere.
Hr. Bouchamp var ligeſaa ſkeptiſk ſom de Andre; men
han havde dog en vis Tiltro til ſine Samtidiges
Hederlighed i det Hele.

Han havde ſtrax ved deres forſte Møde. faaet
Interesſe for Daniel. For det Forſte elſkede Edith
ham, og det var nok for ham til at fatte en gunſtig
Mening om den unge Officeer: „Jeg troer, fagde-
han ofte, at edle Hjerter tiltrekke hinanden!” Senere
ſtuderede han grundigt Daniel, og Tiden beſtyrkede
en Sympathi, der var opſtaaet af fig ſelv. Vi vide

8

114 Edith.

allerede, at han ſyntes godt om Fru Dubois. I de
nermeſte Dage efter hendes Ankomſt til Montauban
iagttog han ikke uden en vis Nysgjerrighed ſin Gud—
datters tilkommende Tante. Nogle Punkter forbauſede
ham dog i denne Kvindes Liv. Tydeligt nok havde
hun ikke altid levet i Auvergnes Bjerge; han havde
en Anelſe om, at et eller andet Uveir havde ødelagt
hendes Liv, hvorefter hun havde truffet fig tilbage i
Enſomhed. Han var ogſaa ſtrax paa det Rene med,
at hun trods hendes Bondedragt var godt kjendt med
Verdenslivet. J det Hele interesſerede hun ham; hun
var ikke, ſom Folk ere fleſt.

Ved ethvert Giftermaal er der Interesſeſporgs—
maal, ſom mage afgjores; i Almindelighed paatage
Forældrene fig at afgjore denne kjedelige Sag. Hvor
der kunde ſkrives en prægtig Komedie om de Sporgs—
maal, ſom Parterne rette til hinanden, om deres
gjenſidige Mistro og Frygt for at blive ſnydte. Jeg
troer ikke, der i hele Verden findes noget fan eyniſk
ſom en Wgteſkabscontrakt. Lad os ſette det uſand⸗
ſynlige Tilfælde, at en Bande Galeiſlaver conſtituerer
ſig ſom et anonymt Selſkab og affatter et Document
derom: jeg troer ikke, de kunne væve mere forſigtige
end de hederlige Folk. J nærværende Tilfælde be⸗
hovede Hr. Bonchamp ikke at bære ſig ſaaledes ad.
Han var ikke uvidende om ſin Vens Henſigter. Godefroy
gav Edith tohundredetuſinde Franes i Medgift; hun
var eneſte Datter, og Cæfarine havde tilmed forpligtet

Edith. 115

fig til at efterlade hende hele fin Formue. Sligt
fritager for en ſtor Mængde Omſpob, og tilbage ſtod
nu kun Daniels Stilling. En Aften talte han med
Fru Dubois derom.

— Undſkyld, at jeg taler til Dem om Forret⸗
ninger, ſagde han; men da vi Alle ville have, at de
unge Menneſker ſtulle blive gifte ſnareſt muligt, mage
vi ffynde os. Naar kan jeg komme til at tale med
Dem? f

— Imorgen, Kjeere, hvis det pasſer Dem, fva-
rede hun.

— Det er meget godt, og jeg beder Fru Dubois
om Tilladelſe til at folge med, ſagde Godefroy ivrigt.
Min Neerverelſe vil maaſkee være til Nytte.

Coralie begyndte at blive mere rolig; der blev
ikke talt om Hr. de Bruniquel. J Byen hed det, at
Adelsmanden var reiſt, og ondſkabsfulde Folk fandt
denne Reiſe meget naturlig. Det var ſaa rimeligt,
at han følte fig ubehagelig berort af, hvad der fore⸗
gik! Man traf altſaa Aftale om at modes den næfte
Dag, og man ſtiltes den Aften ſom ſedvanlig.

To Perſoner vare aldeles ligegyldige for Penge⸗
ſporgsmaalet, nemlig Daniel og Edith. Deres Kjeer⸗
lighed optog dem fuldſteendigt. De kunde ikke fatte,
at Noget ſkulde kunne interesſere dem udenfor dem
ſelv, og de ſvelgede i disſe forſte fortrolige Timer,
ſom man aldrig ſenere glemmer. Daniel kom om

Formiddagen, og Edith gik ud med ham under Tante
8

116 Edith.

Ccœſarines Opſigt. De gik over de blomſterkledte
Enge og igjennem de hviſkende Skove, Arm i Arm,
ſnart ſtille og alvorlige, ſnart muntre og jublende.
Cæfarine fulgte efter dem i Afſtand, idet hun gjentog
Jin Yndlingsfætning: „Hvilket Held! en Roman i min
Familie!“ De to unge Menneſker læfte denne Roman
med uendelig Henrykkelſe. Edith forte ham ind paa
de Veie, ſom hun Sneſe Gange havde pasſeret. De
forekom hende uendelig ſtjonnere, fordi hun nu gik
dem ſammen med ham. Markerne, Skovene, Bjergene
og Floderne have kun en relativ Skjonhed, nemlig
den, ſom vor Indbildningskraft tillægger dem. For⸗
elſtede Menneſker ſee derfor ikke Naturen med ſamme
Dine ſom Andre. Disſe to unge, ærlige, elſkende
Veſener fang Kjerlighedens evige Hoiſang, ſom
Menneſkeheden altid. har havt pan Læberne. De vare
jaa fuldt ud lykkelige, at de gjerne vilde have deelt
deres Glæde med Alt, hvad der omgav dem.

Ediths Liv begyndte forſt den Dag, da hun traf

Daniel, ligeſom Daniels begyndte den Dag, da han
traf Edith. For dem exiſterede der ikke engang et
„Tidligere“. Alt, hvad der laa forud, regnede de for
Intet; men det Mindſte, der angik deres Kjærlighed,
tillagde de uhyre Betydning.

De vidſte godt begge to, at medens de ſpadſerede,
vare Godefroy og Bonchamp beffjæftigede med deres
Wugteſkabskontrakt. Men det interesſerede dem kun i
meget ringe Grad! Det var en nodvendig Formalitet,

Edith. 117

det var det Hele! Edith fane fin Fader tage afſted i
rigtig godt Humor, og fandt at ſige klagede Godefroy
ikke over Tilverelſen. Han betroede Notaren, hvor
fornøiet han var, medens de fulgtes ſammen til Fru
Dubois. Det eneſte ſorte Punkt, der viſte ſig for
ham, var Daniels uægte Fodſel; denne Hemmelighed
havde han endnu. ikke vovet at betroe Bouchamp, da
han med ſine provindſielle Ideer var bange for, at
hans Ven ffulde lægge altfor megen Vegt herpaa.
Han fremhævede tvertimod alle Fordelene ved en ſaa—
dan Forbindelſe, for at Notaren i det afgjorende
Oieblik ſkulde glide let hen over den ubehagelige
Omſteendighed med den illegitime Fodſel.

— Jo mere jeg tenker over Sagen, deſto mere
tilfreds er jeg med min tilkommende Svigerſon, ſagde
han, da de gik op ad Rue Mouſtier. Jeg indrommer
villig, at jeg aldrig har turdet haabe, at Edith ſkulde
gjøre et faa godt Parti.

Bonchamp ſvarede godmodigt:

— Jeg veed egentlig ikke, hvorfor Du gaaer der
og priſer ham i faa høie Toner. Man jfulde paa
Wre troe, at jeg ikke altid har været af ſamme
Mening. Det Bedſte ved Daniel er i mine Dine ikke
ſaa meget hans Formue ſom hans Perſonlighed. Han
er intelligent, hederlig og loyal; jeg troer ikke, han
er iſtand til at ſige en Uſandhed; og endelig tilbeder
han Edith. Om han var fattig og ikke eiede en

118 ” Edith.

Skilling, vilde jeg "ubetinget give mit Bifald til dit
Valg. See faa! nu er vi der jo.

Mad. Dubois ventede dem, ikke uden hemmelig Angſt.
Men hvorfor var hun egentlig bange for denne Con—
trakt, ſom nu ſkulde drøftes? Hun havde jo taget
ſine Forholdsregler.

— Det er en Selvpfolge, fjære Frue, ſagde
Godefroy, at vi afgjore alle disſe Sporgsmaal paa
den venſkabeligſte Maade. Jeg har ikke megen For—
ſtand paa Pengeſager, og jeg er bange for, det gaaer
Dem ikke bedre. Jeg er ikke ſtort mere end en ſtakkels
Provindsleerd.

Han puſtede fig naturligviis fvært op, da han
bemærkede, at han kun var en ſtakkels Provindslerd.
Den gode Mand mente ikke et Ord dermed. Bon-
champ kjendte fin Ven for godt til at lade ham gage
videre. Han tog et Ark Papir og en Blyant og
ſagde til Fru Dubois: '

— Lad os overlade Godefroy til hans viden—
ſkabelige Betragtninger; jeg veed fuldſtendig Beſked
med Henſyn til Edith. Hendes Fader giver hende
en rund Sum af tohundredetuſinde Francs; det er
endvidere afgjort, at hun bliver ſin Tante, Froken
Cceſarine Godefroys, eneſte Arving. De feer, fjære
Frue, at fra vor Side behoves der ikke meget Skriveri,
Fra Deres E

— Bliver der heller ikke meget. Min Neveu
har en privat Formue af omtrent nihundredetuſinde

err

É Edith. 119
Francs. Jeg ffal overlevere Dem en fuldftændig
Fortegnelſe over de Rentecoupons, der ere hans Eien—
dom. Jeg efterlader ham desuden Alt, hvad jeg eier.

— Meget vel. Derved komme vi jo ud over
mange Vanſkeligheder. Jeg forudſetter, at der ffal være
Formuefellesſkab? Det er klogeſt og korrekteſt.

— Jeg er aldeles enig med Dem om Formue—
fellesſtab.

— Gaa, kjere Frue, har jeg kun at affatte Con⸗
trakten efter Skik og Brug; for ſtrax at fane en Ende
derpaa, ſporger jeg Dem om Deres Neveus Foreldres
Navne, Fornavne og Fodeſteder.

Det var et meget ſimpelt Sporgsmaal, ſom
Bonchamp ganſke naturligt maatte komme med. Godefroy
hoſtede og havde ondt ved at ſkjule fin Forlegenhed.
Notaren bemerkede det og lod til at være meget for⸗
undret derover. „Man ffulde troe, at mit Sporgs—
maal generede Dig?“ udbrod han leende.

— Det generer mig ikke. Men det noder mig
til at betroe Dig en meget delikat Hemmelighed, ſom
jeg hidtil har troet at burde holde ſkjult for Dig.
Da den udelukkende angager Daniel, vil Du kunne
forftaae min Diskretion.

Bonchamp fane paa Godefroy med fit klare og
ſkarpe Blik; denne vedblev: ;

— Fru Dubois kan ikke opgive Dig hendes
Neveus Faders og Moders Navne, Fornavne og Fode⸗
ſteder, fordi Daniel er et nægte Barn.

120 Edith.

Notaren fortrak ikke en Mine. Han noiedes med
at udbryde i et meget filoſofiſk „Naa!“, ſom antydede,
at en uægte Fodſel ikke var fan farlig en Sag.

— Forſtaaer Du mig? vedblev Godefroy frygt—
ſomt. Daniel har meget loyalt meddeelt mig denne
Omſtendighed, forinden han officielt anholdt om
Ediths Haand. Jeg tilſtager, at jeg i forſte Sieblik
blev ubehageligt overraſket; jeg ſagde endogſaa ſtrax
til ham, at jeg ikke kunde give mit Samthkke til Wgte⸗
ſkabet. Det var min Soſter, der fil mig omſtemt.
Hun fortalte mig, hvor forelſket Edith var, og kom
med en hel Mængde Grunde ... fort ſagt, jeg gav
efter, og hvis Du dadler mig for det..

— Jeg dadle Dig? Dn er jo gal. Er Daniel
en hæderlig Mand? Ja eller nei? Elſker Edith ham?
Ja eller nei? Det er det Eneſte, jeg bryder mig om;
alt Andet er mig aldeles ligegyldigt; nægte Fodſel er
i vor Tid kun et Uheld, ikke en Plet.

Godefroys Anſigt fik et komiſk Udtryk af
Forbauſelſe; han havde Lyſt til at omfavne fin Ven
for at takke ham for hans Medgjorlighed. Bonchamp
dreiede Blyanten imellem fine Fingre; han var aaben-
bart generet. Man kunde merke, at han gjerne vilde
rette et vigtigt Sporgsmaal til Fru Dubois, og at
han ſpekulerede paa, hvorledes. han ſkulde udtrykke det.

— For Pokker! det forandrer mine Ideer, ſagde
han endelig. Jeg er ikke indiskret, tjære Frue; men

Edith. 121

jeg maa vide fuld Beſked. Fra hvem har Daniel fin
Formue, fra fin Fader eller fra fin Moder?

Coralie blev ikke forvirret. I dette Sieblik var
hun fuldftændigt fig felv igjen. Hun fvarede meget
roligt: „Fra fin Moder, der var min Soſter. Jeg
vil vere Dem meget forbunden, hvis De ikke vil
ſporge mig altfor vidtloftigt ud om en Fortid, der
er mig pinlig. Vor Familie boede i Paris. Min
Fader var meget formuende. Min ſtakkels Soſter var
jaa ulykkelig at blive forført af en af fine Fettere,
der var gift; hun dode, da hun havde født en Son.
Da jeg blev Enke, knyttede jeg mig til dette Barn,
den eneſte Slægtning, jeg havde tilbage, De veed
Reſten, og jeg har ikke mere at ſige.

Hun fremforte denne Logn med urokkelig Ro.
Hvorfor ſkulde Notaren ikte lade fig narre? Hvad
Mom. Dubois fortalte var hverken umuligt eller
uſandſynligt. £

— Jeg forſtager godt, fjære Frue, hvor pinlig
en ſaadan Samtale fan være; men De maa. tillade
mig at gage nærmere ind paa et eneſte Punkt. Deres
Neveu har ikke noget Navn, thi der ſtager uden Tvivl:
Fader og Moder ubekjendte. Da Deres Soſter, lega—
liter talt, ikke var Moder til ham, har hun altſaa
ikke efterladt ham ſin Formue ſom naturlig Arv. Der
maa altſaa have været et Teſtament. De maa op⸗
give mig Navnet paa den Notar, hos hvem det har
været deponeret. Deres Neveu har desuden havt en

122 Edith.

Formynder; hans Interesſer have aabenbart været i
gude Hænder, det er jeg ſikker paa; men jeg maa
bede Dem erindre, at jeg her handler ikke alene ſom
Ven, men ogſaa ſom Embedsmand. De meddeler
mig, at det er Deres Henſigt at teſtamentere hele
Deres Formue til Daniel; det er en ſmuk Tanke,
der ingenlunde. overraſker mig hos Dem; men vi maae
forſt have det faſtſlaaet, at De har Ret til at viſe
Dem faa liberal; i den Anledning maa jeg have
Deres Mands Dodsatteſt.

Coralie overhorte ikke et eneſte af Bonchamps
Ord. Notaren udtrykte fig paa en faa klar og logiſk
Maade, at det var umuligt at gjore Ophavelſe over
hans Sporgsmaal. Alligevel overraſkede det hende,
at han forlangte faa mange Atteſter for at affatte en
Contrakt; det baade overraſkede og engſtede hende.
Det var hende en let Sag at tilfredsſtille nogle af
disſe Onſker; en Kvinde ſom hun ſkulde nok forſtaae
at tage fine Forholdsregler; hun havde forudſeet, at
man vilde ſporge om hendes Mands Dodsatteſt, men
ilfe om hendes Soſters Teſtament til Fordel for
Daniel. Alligevel ſvarede hun, uden at lade fig
bringe i Forvirring:

L Min Gud, kjære Hr. Notar, min ſtakkels
Soſter har ikke gjort Teſtament; jeg var jo hendes
naturlige Arving, min Faders Formue blev altſaa
deelt imellem os; paa ſit Dodsleie paalagde hun mig
at vaage over hendes Barns Interesſer og uden

Edith. i 123

videre Omſvob bevare ham den Deel, der tilkom ham.
Det er, faa vidt jeg veed, hvad De falder et retsligt"
Fideikommis. Paa ſamme Maade hænger bet ſammen
med Sporgsmaalet om Formynder: Daniel har ikke
havt nogen, Og hvad min Mands Dodsatteſt an⸗
ganer, faa har jeg taget den med, da jeg virkelig
fænfte paa, at den kunde være nødvendig.

Bondamp vedblev nervoſt at dreie Blyanten
imellem fine Fingre; han ryſtede ærgerlig paa Ho—
vedet og ſagde i en noget gnaven Tone: „Det er
beklageligt, meget beklageligt, at der ikke er noget
Teſtament. Ganſke viſt, ved at tenke nærmere over
Sagen forſtager jeg godt Fordelen ved et Fideikommis.
Som De meget rigtig bemærker, var De Deres So⸗
ſters Arving; hendes Formue kom ſaaledes ganſke
naturligt til hendes Son. Hvad der er lidt kjedeligt,
det er, at det bliver nødvendigt at gage længere til—
bage. Deres Hr. Fader døde jo i Paris, fjære Frue?
Vil De opgive mig Navnet paa Deres Families
Notar, jeg ffal da ffrive til ham om at ſende mig
en Copi af Teſtamentet, i Henhold til hvilket De har
arvet.“

Denne Gang miſtede Coralie Fodfeeſtet. Hun
var ikke beredt pan et ſaadant Forlangende. Naar
gaaer man faa dybt tilbunds i en Sag? Selv Godefroy
forſtod ikke, at man vilde gage faa dybt i Sagen.

— Hor, min kjœre Ven, Du gjør mig virkelig
heelt confus, ſagde han eergerlig. Hvad har Fru

124 ; Edith.

Dubois' Fader med Daniels Wgteſkabscontrakt at
gjore?

— Jeg kan godt forftaae din og Fru Dubois'
Forundring; men jeg troer alligevel, at jeg tager
Sagen pan den rette Maade. Da Du meddeelte
mig, at Daniel var et nægte Barn, traf jeg paa
Skuldrene, fordi jeg er en Filoſof, der bedommer
Folk efter deres ſande Værd og ikke efter det con—
ventionelle. Men man maa uheldigviis altid tage
Henſyn til Andres Mening, ifær naar det er en dum
Mening. Nu er det Veerſte ved disſe Uregelmasſig⸗
heder, at de give Anledning til Skumlerier. Det er
umuligt at ſtjule Sandheden; har Du et eneſte Sie—
blik troet det, fan er Du meget naiv; Offentliggjorelſen
af Wgteſkabsloftet er et lille, meget uſkyldigt, men
ogſaa meget indiskret Maſkineri. Den Forſte den
Bedſte vil kunne læfe: „Ugteſkabspagt imellem Jomfru
Edith Jeanne Godefroy, ægtefødt Datter af .. „, og
Hr. Daniel, Capitain i Artilleriet, ingen Forældre.”
Du kan ſtole paa, Snakken vil gage los. Lige fra
Ville⸗Nouvelle til Ville-Bourbon vil der høres en
Mumlen af tuſinde forſtjellige Stemmer, baade vel—
villige, ondſkabsfulde og ligegyldige. Men Alle ville
de ſtrige op; da man ikke uden at gjøre fig latterlig
kan bebreide Dig, at Du har givet Edith til en hæ-
derlig Mand, hvis eneſte Feil er, at han ingen For⸗
ældre har, faa vil Bagtalelſen hænge fig ved hans
Formue. Jeg hører disſe Hedersmend ſige: „Han

Edith. 125

er lovlig rig af en Baſtard at være,” — „Hm! hvem
veed, hvor hans Moder har faaet alle de Penge fra?“
Den næfte Dag inſinuerer en kjerlig Sjæl, at be-
meldte Formue har en tvivlſom Oprindelſe; den tredie
bliver Tvivlen til Vished; den fjerde møder man med
de meſt overraſkende Detailler. Det er til at blive
gal over! Siig heller oprigtigt, hvorledes Sagerne
ſtaae. „Capitain Daniel eier nihundredetuſinde Frances,
der ere efterladte ham af Jomfru X..., hans Moder,
der havde arvet dem efter fin Fader og Moder, ſaa—
ledes ſom det fremgager af det og det Teſtament, der
er deponeret hos Hr. X. ., Notar i Paris. Han vil
desuden i ſin Tid blive Eier af Formuen efter Fru
Dubois, Enke efter Hr. Dubois, oſv. oſv.“ Paa den
Maade vil Snakken doe bort af ſig ſelv. Man veed,
at din Svigerſons Formue hidrører fra en reen
Kilde, at hans Moders Familie var rig, at hans
Tantes Familie var rig; de meſt ildeſindede Pers
ſoner ville blive nodte til at tie ſtille.

Bonchamps Ord gjorde et meget forſtjelligt Ind⸗
tryk paa Coralie og paa Godefroy. Som ærlig Mand
følte den Sidſte, at hans Ven havde Ret. No⸗
tarens Raiſonnement var uangribeligt. Han klappede
i Henderne og takkede ivrigt Bonchamp for hans
glimrende Idee, der bragte dem ud af den mislige
Stilling. :

Coralie derimod var ſonderknuſt. Hun havde
forudſeet Alt, undtagen hvad der var umuligt at

126 Edith.

forudſee. Hun var i Beſiddelſe af en Atteſt, der be—
vidnede, at en Hr. Dubois, hendes Mand, var
dod. Hun kunde med Papirerne i Haanden beviſe,
at en Deel af hendes Formue, Adkomſtbreve, Con-
tanter og Obligationer ſkrev fig fra bemeldte Hr.
Dubois; men hun havde ikke tankt paa, at man vilde
gaae videre. For det Forſte vidſte hun ikke, hvad
hun ſkulde finde paa, og derneſt var hun bange for
at vekke Mistanke.

— Godefroy giver mig Ret; men De, kjere
Frue, hvad er Deres Mening?

— Min Mening er tvertimod, at vi bor und-
gane al Opſigt. Jeg vil foretreekke, at der ikke bliver
indbudt Nogen til Contraktens Underſkrift. Og hvad
det angager, nu at finde min Faders Teſtament, ſaa
troer jeg, at det er en meget vanffelig, for ikke at
ſige umulig Sag. 5

— Man ſeer, De kjender ikke meget til Rets⸗
ſporgsmaal.“ Det er hverken en umulig eler vanſkelig
Sag. Der gives tre Slags Teſtamenter: egenhendige,
hemmelige og offentlige. De egenheendige eller hemme—
lige ſkulle, forinden de bringes til Udforelſe, overgives
til Arrondisſementets Retspreſident; denne foretager
det Nodvendige til Teſtamentets Aabning. Hvis Deres
Hr. Fader derimod har gjort offentligt Teſtamente, er
dette blevet opbevaret af Deres Families Notar. De
ſeer, at i alle tre Tilfælde er det en meget let Sag
at ſkaffe Documentet tilveie.

Edith. 127

Mdm. Dubois blev aldeles forfærdet. Hun ſtodte
paa Hindringer, hun ikke havde havt Anelſe om.
Hvorledes ſkulde hun kunne have tenkt paa alt dette?
Hun behøvede hele fin Aandsnerverelſe, Energi og
Moderkjerlighed for tilſyneladende at bevare ſin Ro.
Hun havde Kraft nok til at ſmile, og hun ſvarede
med fremhyklet Ligegyldighed: „Saa er jeg nodt til
at bede Dem om nogle Dages Udſettelſe; thi jeg var
virkelig ikke forberedt paa disſe Vanſkeligheder. Jeg
maa have Tid til at ſtrive til min Notar.

— Opgiv mig hans Navn, afbrød Bonchamp
hende. Den Slags Skridt blive vor Sag. Jeg ffal
ſelv ſtrive.

Hun reiſte ſig. Opgive Notarens Navn? Aldrig.
Hr. Bonchamp vilde faa ſtrax fane Sandheden at
vide. Hun faae kun een Udvei til Frelſe: at vinde
Tid. Kvinder ſom hun ville aldrig erklære fig for
beſeirede; de ſtyrte lige imod Faren ligeſom hine Sø-
fugle, der aldrig flyve bedre end lige mod Stormen.

— Denne juridiffe Samtale har gjort mig lidt
forſtyrret, ſagde hun. Men lige meget; jeg ffal bringe
Dem alle de Oplysninger, jeg kan ſkaffe. Nu har
jeg ingen anden Notar end ham i Vic⸗ſur⸗Cere. Min
Families er dod efter min Ankomſt til Auvergne, og
jeg har aldrig ſeet hans Eftermand, hvis Navn jeg i
dette Sieblik ikke kan huſke. Jeg ffal nu underſoge
Sagen, og Alt ffal gage paa bedſte Maade.

Hun ſvarede altfor naturligt til, at Godefroy

128 Edith.

eller Bonchamp kunde have Noget at indvende. Hun
bad Bonchamp affatte et Udkaſt fil Contrakten, da det
reiſte Sporgsmaal nu maatte udfætteg indtil videre.
Jo længere Samtalen varede; deſto faſtere holdt hun
ved fin Beſlutning at fæmpe Kampen tilende, ſtjondt
hun folte, at hendes Energi ſvigtede hende. Hendes
Kræfter ſvarede ikke til hendes Villie.

Sammenkomſten var forbi. Hun aandede lettere.
Hun trængte til at være ene. Godefroy og Bouchamp
gik; heldigviis havde de endnu ikke fattet Mistanke!
Daniels Kammertjener leverede neſten ſtrax efter ſin
Frue Bruniquels Kort. Han var kommen under
Samtalen angaagende Contrakten; da han havde fundet
Døren lukket, havde han trukket fig tilbage. Mdm.
Dubois foer ſammen. Hvad vilde han vel?

VI.

Omtrent paa ſamme Tid kom Edith og Daniel
tilbage fra deres Spadſeretour, glade, tillidsfulde,
ſtraalende. Det blæfte Varme ned, og den gjennem—
ſigtige Luft havde en ubeſtemt Dybde. Det var nær
ved Middag. Paa den Tid af Dagen holde Ager—
honſene fig ſtille i Furerne, og Vagtlerne kalde ikke
paa hinanden; Alt, hvad der aander, ligger ſom i en
Slags Dos; endog Træerne og Markerne fee trætte
ud. Edith gik med glad Anſigt fremad og hvirvlede
Stovet op med ſin lille Fod, medens hun horte paa

Edith. 129

Daniel. Et Par hundrede Skridt bag dem kom
Tante Cæfarine puſtende; hun kunde neſten ikke mere
og var af den Mening, at en Roman vel er en
prægtig Ting, men at ſamme prægtige Ting dog nydes
bedſt i Skyggen. Den Daniel og den Edith! De vare
jo forrykte, at de forſt gik fan ſilde hjem og paa den
allervarmeſte Tid. Man maatte rigtignok være for-
elffet for at funne finde fig i den Temperatur.

— De aabenbarer mig heelt nye Synspunkter,
ſagde Edith. Jeg lytter til Dem, og jeg feer, at jeg
ſenere vil faae nok at gjøre, hvis jeg ſkal kunne for⸗
ſtaae Dem. ;
j Daniel var alt andet end pedantiſk; men baade
i Aand og Hjerte fatte han Edith altfor hoit til ikke
forud at gjore hende deelagtig i, hvad der interesſerede
ham. ö
Samtalen dreiede fig om forſkjellige Gjenſtande;
men de endte ſtadigt og uvilkaarligt med at tale om deres
Kjerlighed, om den fælles Folelſe, der forenede dem.
Der maatte en forøvrigt temmelig komiſk Omſteendig⸗
hed til for at rive dem bort fra, hvad der angik dem ſelv
perſonligt. Omtrent en Fjerdingvei fra Montauban
ligger der et lille Krat. Et tuſind Træer ere der
ſtudte op paa Sletten imellem mørke Klippeſtykker,
hvor Firbeen ſmutte omkring. Det er en Slags Oaſe
for den trætte Vandringsmand, ſom kan hvile fig i
Skyggen, forinden han kommer ind i Byen. Hundred⸗
aarige Boge og kolosſale Ege ſammenfiltre deres

9

130 Edith.

Grene, ſom danne et prægtigt Tag. Det tætte Mos
ſtjuler Jordbunden, og hiſt og her bringer den guld—
ſtenkede Gyvel Liv i den grønne Masſe.

Allexrede i lang Afſtand fif de to unge Menneſker
Die paa et underligt udſtafferet Veſen, ſom geſtiku—
lerede med Ryggen til Veien; han ſtod neſten i Ud—
kanten af Krattet og ſkabede fig, fan at man ſkulde
antage ham for et galt Menneſke. Snart rullede han
fig paa Jorden, ſnart kaſtede han fin ſtore Straahat
i Veiret eller lagde Armene overkors og ſtod uden at
røre ſig ſom en Helgen ved Doren til en Moſfkee.
Daniel og Edith braſt i Latter ved Synet af denne
merkelige Perſon; men ſnart fjendte de ham. Det
var Claude Morisſeau. Foran Maleren ſtod et
Staffeli og et halvtudfort Studie. Den iltre Kunſtner
var i en blaa Bluſe, fuld af Pletter, ſom han var
meget ſtolt af; jo flere Pletter pan Bluſen, deſto
mere fornoiet var han. De neermeſtſtagende Træer
vare fulde af Farveklatter fra hans Palet. En ſaa⸗
dan Uorden, mente han, var unadſtillelig fra Geniet.
Hans Studie var kun en Ophobning af Farver, der
vare. ſmekkede op paa Lerredet; han havde odslet
med Terra⸗Siena, Morkegront og Sort i den Tanke,
at han derved fif en Bund, hvorpaa hans blaage Træer
ret vilde træde frem. Naturligviis var han gyſelig
ſtolt af fit Meſterverk. Han var ner ved at revne
af Begeiſtring, og da han formodentlig betragtede det
ſom en hoi Grad af Egenkjerlighed ikke at lade Andre

Edith. 131

dele denne, ſtyrtede han hen til Edith, ſaaſnart han
fik Øie paa hende. Han tog hende i Haanden, og
uden jaa meget ſom at ſige Goddag flæbte han hende
hen til Staffeliet:

— Nasa! er det maaſkee nu tilftvæffeligt? Hvilken
Saft er der ikke i det, Born! Det er Aarhundredets
Maleri!

Og da Edith og Daniel taug og ſogte at holde
fig alvorlige, udbrød han med lynende Dine:

— Man kan ſige, hvad man vil ... Naturen
er blaa.

Og efter denne ſtolte Sætning fatte han ſig
igjen paa fin Feltſtol, greb med feberagtig Haſt fin
Penſel og ſmurte atter los, uden at tenke mere paa
de to unge Menneſker, end om de aldrig havde været
til. De gik under munter Latter videre, denne Gang
i Folgeſkab med Cæfarine, ſom nu havde indhentet
dom. De maatte forklare hende Grunden til deres
Munterhed. Malerens Ord: „Man ſige, hvad man
vil .. . Naturen er blaa!“ morede den gamle Pige,
tjær da man forklarede hende, at der er nogle for—
rykte, men forreſten meget ſkikkelige Menneſker, ſom
allevegne ville anbringe Blaat, fordi de mene, at
Skyggen i ſteerkt Solſkin har denne Farve. De loe
endnu alle tre, da de i Nærheden af Montauban
igjen ſtodte pan en Bekjendt: det var Hr. de Bru⸗
niquel.

Efter ſin Samtale med Coralie var denne e fuld⸗
9*

132 Edith.

endte Gentleman i en ikke ringe Forvirring. Han var
bange for, at han ikke var upartiſk, og at han lyttede
mere til ſine Interesſer end til ſin Samvittighed.
Gav han Godefroy Underretning, gjorde han ſin
Pligt; men efter hans egen Mening var det noget
udelikat. Tvivlraadig imellem disſe modſtridende Be⸗
tragtninger, beſluttede han at gjøre Daniel til Dom-
mer i hans egen Sag, uden at han dog ſkulde ane,
hvad der laa bagved. hans Spørgsmaal.

Bruniquel havde været i Rue Ingres, men
Daniel var ikke hjemme, og Fru Dubois tog ikke
imod. Ved nærmere at tenke fig om var Bruniquel
ganſke fornøjet med, at hans Viſit havde været uden
Reſultat. Det var bedre, at denne Samtale ikke ſage
ud til at være forberedt. Han vidſte, at Edith og
Daniel hver Formiddag gik ud ſammen, og han be—
hovede jo kun at opſpore dem pan Veien. Saaſnart
han fif Øie paa dem, gik han ogſaa hen til dem og
bod Cæfarine Armen. Der var i hele hans Op⸗
trœden ikke Nogetſomhelſt, der kunde foranledige Edith
og Daniel til at fee ffjævt til ham. Fra det Sieblik
deres Forlovelſe var declareret, havde Bruniquels
Holdning været fuldkommen correkt. Ganſke viſt følte
Daniel ikke Sympathi for ham; men det vilde være
uopdragent at viſe fig fold mod en Medbeiler, han
havde beſeiret. Han blev derfor ikke ſtodt over, at
Hr. de Bruniquel fulgte dem lige til Coralgaden.
Som ſedvanlig forlod Daniel Edith ved Huſets Dor

Edith. 133

og gif hjem for at ſpiſe Frokoſt ſammen med fin
Tante.

— Tillader De, at jeg folger Dem et lille
Stykke, ſagde Bruniquel til ham. Vi ſkal jo ſamme
Vei, og da jeg nu engang har modt Dem, vil jeg
bede Dem om et godt Raad.

Daniel fane noget overraſket paa ham; men han
ſmilede. „De fkal ikke blive faa forbauſet; ſiden
imorges (jeg kom iaftes hjem fra min Reiſe) har der
været en vis Uro over mig, ja, jeg kan neſten ſige,
jeg har havt Samvittighedsnag. Jeg er bange for,
at jeg har fulgt en ikke veloverveiet Indſkydelſe ved
en Handling, jeg har begaget, og jeg vil ſporge Dem

om Deres Mening.

a I det Hele taget optraadte Hr. de Bruniquel
altid paa en ſerdeles høflig Maade ligeoverſor Daniel;
han lod fig aldrig meerke med fin Skinſyge. Da han
talte i en faa udſogt høflig Tone, kunde Daniel jo
ikkte andet end ſvare paa ſamme Maade. Desuden
var der jo Tale om at give et Raad, og imellem
hæderlige Mænd er det den Slags Tjeneſter, man
ikke godt kan afſlaae.

— Jeg er aldeles til Deres Tjeneſte.

— Sagen er denne. Jeg har fortalt Dem, at jeg
er kommen tilbage fra en Reiſe. Jeg har maattet
tage bort nogle Dage for at forhindre en temmelig
alvorlig Begivenhed. En af mine Venner i Marſeille
har en Datter, ſom en ung og rig Mand, der, efter

134 Edith.

hvad man mente, var af god Familie, friede til. Nu
kjendte jeg nogle meget ſorgelige Omſtcendigheder, ſom
Alle vare uvidende om; den unge Mands Fader er i
Bagnoet. Jeg betenkte mig ikke; jeg reiſte til Mar⸗
ſeille, jeg aabenbarede Hemmeligheden, og Wgteſkabet
gik overſtyr. De feer, at hidtil hører Sagen, jeg vil
ſporge Dem tilraads om, til de meget almindelige
Tilfælde. Uheldigviis er Fortſettelſen ikke faa ſimpel

ſom Begyndelſen. De to unge Menneſker tilbede hin-

anden og ere meget ulykkelige over, at deres For—
bindelſe er bleven hævet. Jeg er derved kommen til
at tenke nærmere over Sagen: jeg har ſpurgt mig
ſelv, om det var rigtigt af mig, at jeg talte. Min
Samvittighed ſnakker med og ſoger Strid med mig;
det havde maaſkee været klogere af mig at tie ſtille;
fordi en Perſon er i Bagnoet, folger ikke deraf, at
ogſaa hans Son er en Slyngel. Her ſtager jeg nu;
har jeg Ret, eller har jeg Uret? Deres Svar kan
ikke forandre Sagen, men det kan gjengive mig min
Fred.

Man kunde umuligt tale paa en mere naturlig
Maade. Daniel kunde lige ſaa lidt blive forundret
over Sporgsmaalet ſom over Maaden, hvorpaa det
blev ſtillet. Det hendes daglig, at en Bekjendt i et
lignende Tilfælde ſporger om Ens Mening. Han
ſvarede aldeles oprigtigt:

— Jeg troer, De har baaret Dem rigtigt ad.

K * —5
* — —
rern eee 1

Edith. 135

Bruniquel folte Blodet ſtromme til Hjertet.
Daniel fældede fin egen Dom! Denne vedblev:

— Jeg mener, at man under alle Omftændig-
heder maa være omhyggelig for fine Venners re.

— De vilde altſaa i mit Sted have baaret Dem
ad ſom jeg?

— Übetinget. De har gjort Deres Pligt, og
De er ikke anſvarlig for Folgerne af Deres Handling.
Naar dette Wgteſkab er gaget overſtyr, er det ikke
direkte Deres Skyld. Den unge Piges Fader kunde
meget godt tilgive fin tilkommende Svigerſon en For—
brydelſe, han ikke var ffyldig i.

— Ganſte viſt; men jeg feer kun paa, hvad
Folgen blev af min Meddelelſe.

— Det er ligegyldigt, naar Deres Samvittighed
bod Dem at handle ſaaledes. ;

Stakkels Daniel! Han talte imod ſin egen
Sag; hans erlige Natur billigede forud Bruniquels
Handlemaade. Denne var i Grunden ærgerlig over,
at han havde opſtillet denne Snare for den unge
Mand, og ſaa gjentog 8 kun, hvad han ſelv
havde ſagt fig.

— Seet fra et. almindeligt Synspuntt har De
Ret, min fjære: Capitain. Men er det ogſaa Til
fældet fra det Synspunkt, hvorpaa jeg ſtiller mig?
Disſe to unge Menneſker elſke hinanden; det er altſaa
to Hierter, ſom jeg har knuſt.

— vis deres Kjærlighed er dyb og aſbranderkich

136 Edith.

bliver deres Skilsmisſe kun kortvarig. Slut kun
Fred med Deres Samvittighed. Hvorledes det end
gaaer, har man Intet at bebreide fig, naar man ad⸗
lyder fin Samvittighed.

É — De maa ialfald indrømme, at det er meget
pinligt at maatte lade en hæderlig Mand undgjælde
for hans Faders Feil.

É Daniel fmilede. „De maa erindre, ſagde han,
at De ſpurgte om min Mening om et ſpecielt Til⸗
fælde. Den har jeg ſagt Dem ganffe ærligt. Nn
tager Samtalen en anden Vending; De taler nu om
Anſvarlighedens Theori; men i den Henſeende for⸗
holder jeg mig taus, thi derom har jeg nu mine egne
Ideer, ſom viſt ville forekomme Dem at være altfor
abnorme.

— Paa ingen Maade! ſparede Bruniquel livligt.
Det er mig netop om at gjøre fuldt ud at vide Deres
Mening.

— Nuvel, jeg maa da ſige Dem, at jeg har
ſtuderet Darwins Lære om Skabningernes Nedſtam⸗
ning, og at jeg "deraf har uddraget ſorgelige, men
logiſte Slutninger. Den berømte engelſke Naturforſker
har kuldkaſtet Videnſkaben omtrent paa ſamme Maade
ſom Cromwell, da han kaſtede Parlamentet paa Doren.
Som De veed, har han deelt Alt, hvad der lever,
Menneſket, Dyret og Planten, i to ſtore Familier:
de Beſeiredes og Seirherrernes. Den ene Art bliver
beſeiret, fordi den er blottet for Midler til Forſpar,

—— —— — —ü—ͤ—

eee

Edith. 137

den anden bliver Seirherre, fordi den nu engang er
anlagt til at triumfere. Den ene, der fra ſin forſte
Begyndelſe har været ſvag, har overført fin Svaghed
paa Efterkommerne: den anden, den ſteerke, fin Styrke.
See vi ikke, at gode og flette Egenſkaber ere arvelige
hos Dyrene? En Hyeneunge maa. blive feig, en Love⸗
unge modig. Jeg for min Deel troer, at hvad Viden-
ſkaben har faftflaaet med Henſyn til det Legemlige,
det maa ogſaa gjelde for det Aandelige. Man arver
ikke alene Formernes Skjonhed eller Heslighed, men
ogſaa Dyder og Laſter. Der er megen Sandſynlighed
for, at Sonnen af en hæderlig Mand bliver en hæ-
derlig Mand, at Sonnen af en Skurk bliver en Skurk.
Adelens Arveprincip har intet andet Grundlag, og
ſelv i vor Tids Bourgeoiſie, hvor Hederlighedens
Idee har fortrængt Adelens Idee, vil De næften
aldrig fee en pletfri Familie indgage Forbindelſe med
en noget tvetydig. Det er uretfærdigt, det er for⸗
ferdeligt, det indrømmer jeg. Men De vil ikke
kunne benegte, hvad der er klart ſom Dagen. Jeg
ſeer, at min Theori overraſker Dem i hoi Grad; men
De behøver jo kun at betragte den ſom en filoſofiſt
Fantaſi.

Bruniquel var ikke alene overraſket, han var
dybt rort over Daniel. Hvert Ord, denne ſagde, var
jo hans egen Dom. Adelsmanden var altſor lidt
bevandret i Naturhiſtorien til grundigt at kjende
Darwins Theorier; det faldt ham ikke ind at folge

138 Edith.

Capitainen længere paa dette loierlige Terrain. Han
uddrog af denne Samtale kun den reent menneſtelige
Slutning. „En pletfri Familie indgager ikke For⸗
bindelſe med en noget tvetydig.“ Og det blev ſagt
af Coralies Son!

— Jeg takker Dem, ſagde han til Daniel. Jeg
kan takke Dem for, at jeg nu kan gaae beroliget fra
Dem.

De ſkiltes ved Officerens Dor, og Bruniquel gik
videre drømmende om den hemmelighedsfulde Lov,
ſom til evig Tid lader den Skyldiges Brode tegne fit
Meerke paa den Uſkyldiges Pande. Denne Samtale
med Daniel fremkaldte hos ham uventede Betragt—
ninger. Med Henſyn til det ſpecielle Tilfælde, ſom
ogtog hans Tanker, vaklede han nu ikke mere. Han
vilde endnu ſamme Dag underrette Godefroy om Alt;
denne vilde hæve Forbindelſen med Edith, og dermed
var det forbi. Daniel vilde altid forblive i en lykkelig

Uvidenhed om, hvem der var hans Moder; ellers.

vilde han med hans Ideer komme til at lide altfor
meget. Men var han forreſten ikke ſelv et levende
Beviis pan Urigtigheden af disſe Ideer? Han var
almindelig agtet; hans Wre var uden Plet; han var
edelmodig, henſynsfuld, gavmild, god, elſtelig. Coralie,
et fortabt Fruentimmer, var Moder til en Son, der
fortjente en Plads blandt de Bedſte. Han kunde jo
rigtignok have arvet Dyderne efter fin Fader; men

r

Edith. 139

Bruniquel var ikke den Mand, der gik faa dybt til-
bunds i ſine ſpekulative Betragtninger.

Han havde en Pligt at opfylde, efter hvad Daniel
ſelv havde ſagt; det var det, der ſtod klareſt for ham.
Trods den brændende Sol, der fkaanſelloſt ſendte ſine
Straaler ned paa Fliſerne, drev han om i Akacie—
alleerne, medens han tænkte paa, hvorledes han ſkulde
indlede en ſaadan Samtale. Det gik meer og meer op
for ham, at det er en kilden Sag at blande ſig i
Andres Affairer. J forſte Oieblik ſynes det at vere
meget let; men tenker man nærmere derover, kommer
man neſten altid til det Reſultat, at Egoiſterne ikke
have faa ganffe Uret.

— Naa, det bliver hans Sag! tænfte han; min
Samvittighed er rolig, og det kan jeg takke den ſtakkels
Daniel for. Godefroy kan jo optage det, ſom han
ſelv vil.

Bruniquel blev pludſelig ſtaaende. Hans Sam⸗
vittighed var dog viſt ikke vigtig god! Ganſke viſt
havde Daniel ſelv foreſkrevet ham, hvad han ffulde
gjøre, men var han ſikker paa, at han ikke tænkte paa
ſin egen Fordeel? Naar Forbindelſen pludſelig blev
hævet, var det en Skandale, og man vilde være meget
glad, naar han, Bruniquel, vilde tage den cbmpro⸗
mitterede Arving! Nuvel! nei, han vilde ikke have
Noget at bebreide ſig. Fra dette Oieblik gav han
Afkald paa alle Fordringer paa Ediths Haand. Han
vilde reiſe bort, ſaaſnart han havde opfyldt ſin

140 Edith.

ſorgelige Pligt; paa den Maade kunde han vel fane
ſiu Samvittighed til at tie. Det gjaldt nu kun om,
hvorledes han ffulde indlede Samtalen med Godefroy.
Bruniquel flog fig for Panden. Han vilde fige Alt
til Bonchamp. Hvorfor var det dog ikke ſtrax faldet
ham ind? Det var jo den allerletteſte Maade!
Notaren boede i et gammelt Hus midt inde i
Byen. J Stueetagen laa hans Contorleilighed be—
ſtaaende af tre morke og meget høie Verelſer med
tilgittrede Vinduer, bag hvilke man kunde fee Skri—
vernes blege og kjedelige Anſigter. Paa forſte Sal,
ovenover Contoret, var Hr. Bonchamps private Lei—
lighed. Han holdt ſin Sieſta, da man meldte Hr. de
Bruniquel. Han gjentog to Gange den Beſogendes
Navn, idet han gned fine Dine. J adſkillige Aar var

det forſte Gang, at Adelsmanden indfandt ſig hos

ham. De ſaages i Gjennemſnit fer Gange om Ugen
hos Godefroy; det var nok for dem begge.

— Jeg antager, ſagde han, idet han gav ham
Haanden, at det er Notaren, ikke Manden, De trænger
til. Har De maaffee i Sinde at kjobe en Eiendom i
Montauban? — Han bod ham en Leneſtol. — Tag nu
forſt Plads, thi, om jeg ikke feiler, bliver det nok en
lang Samtale. De fkal ikke undre Dem over min
Forudſeenhed: det er nu ſaadan en Notarvane.

— De har, bedſte Herre, gjettet rigtigt, og
Deres Forudſeenhed, ſom De ſiger, gjor mig det
lettere ſtrax at gage los pan den delikate Sag, jeg

Edith. 141

vil tale med Dem om. Det dreier fig om Froken
Godefroys Wgteffab. Forſt og fremmeſt et Sporgs⸗
maal: De veed vel, at jeg elſker Froken Edith?

Hr. Bonchamp ſmilede; Smilet er ofte et Svar.
Bruniquel forſtod det og vedblev: — Jeg troer, at
De kjender mig nok til at have fattet Agtelſe, om ikke
Venſkab for mig. De antager vel altſaa, at jeg ikke
er iſtand til at komme med. Noget, der ligner en In—
ſinuation? Jeg iler med at erklere, at jeg, idet jeg
beſlutter mig til dette Skridt, fuldſtendigt giver Af⸗
fald paa Froken Godefroys Haand. Folk ſom jeg
ville nok underrette, men ikke angive. Deres Gud—
datter kan ikke ægte Capitain Daniel.

Bonchamp bevarede tilſyneladende fin Ro; men
havde man feet noiere paa ham, havde man nok ov—
daget, hvor forvirret han var.

— Fru Dubois hedder ikke Fru Dubois. Jeg
har tidligere truffet hende i Pariſerlivet under et
andet Navn; hun hed dengang Coralie. De mindes
maaſkee, at jeg har talt om hende? Den Formue, -
ſom dette Fruentimmer eier, er bleven opſamlet i
Snapſet; Daniel er ikke hendes Neveu, men hendes
Son. Moderkjerligheden har omſkabt denne ulykke⸗
lige Kvinde til et nyt Liv; jeg har modtaget denne
pinlige Tilſtagelſe af hende ſelv, og jeg har havt det
hjerteſkeerende Syn af en Moder, der feer fin Sons
Lykke gage tilgrunde ved hendes Feil. J flere Dage
har jeg nolet og overveiet Sagen. Min forſte Tanke

142 Edith.

var at gjøre Oprør: jeg kunde ikke gage ind paa, at
en ung Pige ſom Edith ſkulde blive gift med en Son
af Coralie; men de to unge Menneſkers Kjerlighed
har givet mig Noget at tenke pan. Jeg blev bange
for, at jeg gav efter for en interesſeret Folelſe; jeg
gjorde Daniel til Dommer i hans egen Sag, uden at
aabenbare ham Sandheden; han domte ſig ſelv.
Jeg er kommen for at ſige Dem Alt. Tag nu en
Beſtemmelſe.

Bonchamp var meget bleg. En faadan Med—
delelſe gjorde ham aldeles forvirret. Han kunde ikke
ſtrax finde et eneſte Ord til Svar. Han ſtod op og
gik frem og tilbage med Henderne pan Ryggen og
ryſtende paa Hovedet; Coralie og Fru Dubois! Han
havde ondt ved at fane disſe to Navne til at pasſe
ſammen. Den Foreſtilling, han gjorde ſig om en
beromt Courtiſane, pasſede aldeles ikke her. Derpaa
mindedes han den Samtale, han havde havt ſamme
Morgen. Fru Dubois havde ikke villet opgive ham
Navnet paa fin. Notar, hun havde iffe engang villet
komme med nogen Antydning om fit tidligere Liv.
Hun ſpillede fin Rolle ſaa beundringsverdigt, at han,
uden denne Omftændighed, ikke vilde være bleven
” overbeviift. J Virkeligheden havde hun fun fremlagt
eller lovet at fremlægge et eneſte Dokument, Bevifet
for hendes Mands Død. Alt Andet havde hun fvaret
undvigende paa. Han kom til at tænfe paa Fru
Dubois' Forvirring, da der var Tale om hendes

Citdh. 143

Faders Teſtament. Nu forſtod han denne Kvindes
hemmelige Angſt.

— Jeg takker Dem baade i Godefroys og i mit
eget Navn," min fjære Hr. de Bruniquel, ſagde han
endelig. Jeg forſtager godt, hvor pinligt et ſaadant
Skridt maa være for Dem. Kun et eneſte Sporgs—
maal: hvad gjorde hun, da hun gjenkjendte Dem?

Bruniquel fortalte Notaren Alt, hvad der var
pasſeret ſiden den Aften, da Coralie beſvimede, idet
han traadte ind i Salen. Bonchamp horte aldeles
forfærdet paa ham. Havde Bruniquel ikke tilfeeldig
været i Montauban, vilde Edith være bleven en
Coralies Svigerdatter.

— Og Daniel? troer De, at han aner Noget?

— Den Staffel! Jeg tvivler om, at han over—
lever Opdagelſen af en ſaadan Hemmelighed.

Bonchamp begyndte nu at faae Øie for alle de
Ulykker, der truende ſtod for Doren. Forſt og frem⸗
meſt var Ediths Giftermaal umuligt, og den unge
Pige vilde komme til at lide faa meget mere, ſom
man ikke kunde ſige hende, hvorfor hun ikke kunde
blive gift med Daniel. Notaren kjendte ſin Gud⸗
datters paa en Gang heftige og rolige Natur. Hun
havde bortgivet fit Hjerte og tog det ikke tilbage. Det
Forſte, der maatte gjores, var at underrette Godefroy;
det vare begge enige om.

— Taf endnu engang, kjere Herre. Jeg til⸗
ſtaaer, at Deres Meddelelſe har gjort mig en heel

—

144 Edith.

Deel forvirret. De har handlet ſom Mand af Wre;
nu er det vor Sag at handle ſom hæderlige Mænd.

Jeg er bange for, at en Skandale er ae ne
Naa, Gud vil ſtaage os bi!

VII.

Efter Godefroys og Bonchamps Bortgang tænfte
Mad. Dubois pan, hvorledes hun ſkulde bære fig. ad
med at opfylde Notarens Forlangende. Hun folte ſig

fangen i fit Vev af Uſandheder, ligeſom en Fugl, -

der har ſtukket Hovedet ind i et Net.

Hun ventede Daniel til Frokoſt. Siddende under
Træerne i Haven tenkte hun over fin Stilling. Hvor⸗
ledes. ſkulde hun ſkaffe fig en Copi af et Teſtament,
der ikke exiſterede? Hun havde en Forudfolelſe af,
at hendes Bygning var ved at ſtyrte ſammen, og hun
fik den Idee, en vild Idee, at Daniel maaſkee vilde
fane Alt at vide. Alene Tanken herom gjorde hende
næften afſindig. Hvis hun ikke gjorde, hvad Notaren
forlangte, vilde Godefroy tage ſit Ord tilbage, og
hun maatte give Daniel en Forklaring; men hvilken?
Den unge Mand vilde uden Tvivl gaae tilbunds i
Sagen. Hun ſaage ham komme tilbage fra hans
Morgentour med ſtraalende Sine og freidig Pande.

— Jeg maa omfavne Dig, ſagde han i en
munter Tone; jeg er altfor lykkelig. Hun elſker mig!
Vil Du troe, at jeg hvert Minut gjentager disſe tre

Edith. 145

Ord, ſom om jeg hvert Minut opdagede noget Nyt?
Det er underligt nok, at Menneſket, ſom faa let gaaer
ind paa en Ulykke, har faa ondt ved at vænne fig til
Lykken. Jeg er endnu ikke vant til min. Til fine
Tider kunde jeg gjerne bide mig i Fingeren ligeſom
Helten i det arabiſke Eventyr for at forvisſe mig om,
at jeg ikke ſov. Det kommer af, at jeg hver Dag
opdager en ny Egenſkab hos hende; hver Dag ſeer
jeg mere og mere, i hvor hoi Grad hun fortjener at
blive tilbedt. Jeg gjor, om jeg ſaa maa ſige, en
Opdagelſesreiſe i denne Sjæl.

— Naa ſaaledes! jeg er allerede glemt over al
denne Herlighed!

Daniel tog Coralies Hoved imellem ſine Hænder
og gav hende et hjerteligt Kys.

— Du! Jeg maatte være mere end utafnemlig,
hvis jeg nogenſinde glemte Dig. Du troer altſaa,
at den nuverende Lykke forjager Mindet om tidligere
Lykke? Jeg troer tvertimod, at min Kjerlighed til
Edith medfører, at min Taknemlighed og Kjærlighed
til Dig bliver endnu ſtorre. Er det ikke Dig, jeg kan
takke for, at jeg nu kan holde Bryllup med hende?
Uden den Omhu, Du i enhver Henſeende har viiſt
mig, vilde jeg kun være en ſtakkels uægte Son, ſom
ingen Familie vilde have med at gjore. Du har
været Alt for mig; min Fader, min Moder, min
Veninde, endog min Forretningsforer! Alt dette har
jeg ofte tenkt paa, og jeg har ſagt mig ſelv, at din

10

146 5 Edith.

Kjerlighed maa have været meget ſtor, ſiden den har
kunnet udfylde ſaa mange ledige Pladſer!

Hun lod ſig rive med af Sonnens overſtrom—
mende Glæde og forjog fine ſorgelige Anelſer. Hun
vilde nok komme ſeirrig over de Vanſteligheder, man
ſtillede op imod hende. Det var jo dog, naar Alt
kom til Alt, ikke umuligt. De ſad fornoiede ligeover—
for hinanden og ſpiſte Frokoſt; Samtalen dreiede ſig
neſten ene om Edith: hvilken anden Gjenſtand vilde
have interesſeret Daniel? Han fortalte paa en mor—
ſom Maade om deres komiſke Mode med Claude
Morisſeau, der traadte frem fra Skoven og rullede
ſig i Gresſet af Beundring for fit eget Maleri.
Coralie lo hjerteligt, da hendes Son tilfoiede:

— Det er fandt, jeg mødte ogſaa Hr. de
Bruniquel.

Latteren ſtivnede, hendes Hjerte bankede. Daniel
vedblev i ſamme fornoiede Tone og fortſatte fin Be⸗
retning; han. fortalte, hvorledes Bruniquel forſt havde
tiltalt ham og meget høfligt havde bedt ham om et
godt Raad ſom for ret at viſe ham, at deres tidligere
Medbeilerſtab ikke var en Hindring for, at der for
Fremtiden beſtod et godt Forhold imellem dem. Coralie
maatte ſamle hele fin Kraft, hele fin Aandsnerveerelſe
for at ffjule fin Sindsbevægelje for Sonnen. Hun
ſagde med fremhyklet Ligegyldighed: j

— Hvad var da det, han ſpurgte Dig til⸗
raads om?

Edith. 147

Daniel meddelte hende i Korthed Indholdet af
ſin Samtale med Hr. de Bruniquel; efterhaanden ſom
han talte, forvandledes Coralies Sindsbevegelſe til
Skrœk. Hun forſtod Alt! Hun forſtod Adelsmandens
Samvittighedsſkrupler, og at han havde ſogt at flippe
bort fra dem ved at lade Sagen blive afgjort af
Daniel, ſom han gjorde til Dommer i hans egen Sag.
Hun var faa bleg, at Daniel blev eengſtlig.

— Nei, Du er virkelig ikke raſk, ſagde han, idet
han reiſte ſig.

Hun ſagde, at det var kun et dieblikkeligt Ildebe⸗
findende, der vilde gage over af fig ſelv. Daniel
maatte ikke ængfte fig; han ſkulde huſke paa, at for
et Par Dage ſiden havde hun ogſaa befundet fig ilde
hos Godefroy. Hun bevarede ſit rolige Smil og klare
Anſigt; men da hun igjen var ene paa ſit Verelſe,
foregik der en frygtelig Forandring med hende.
Hendes blege Anſigt blev ganſke gult; der kom en
nervøs Ryſten over hende, og tilſidſt braſt hun ;
Graad. Hendes Livs Haab forſvandt. Nu var det
forbi, heelt forbi. Bruniquel vilde tale. Havde han
været uſynlig i nogle Dage, var det kun, fordi han
havde overveiet Sagen. Det kunde der ikke mere være
Tvivl om. Daniels Beretning viſte hende klart, hvil⸗
ken Beſlutning Adelsmanden havde taget. Hvad kunde
hun nu gjore? Intet. Ile hen til Bruniquel, for⸗
ſoge at rore ham? men hvad kunde hun ſige ham,

ſom hun ikke allerede havde ſagt? Hvem vidſte des⸗
10?

148 SEtiith.

uden, om han ilke allerede havde talt? Hun havde
lutfet fig inde for at være ene. Hun ffjælvede ved
den mindſte Lyd, der hørtes i Huſet. Tiden gif, uden
at hun var iſtand til at tage en Beſlutning.

Paa ſamme Tid forefaldt der ganſke andre Be—
givenheder i Koralgaden. Da Bruniquel var tagen
bort, betenkte Notaren fig ikke et Oieblik; han ſkyndte
fig afſted til Godefroy for at fortælle ham Alt. Anti⸗
kvaren var netop i en ſand Henrylkkelſestilſtand; han
havde lige kjobt en Hjelm, „ſom aldeles ſikkert havde
tilhort en Soldat af de romerſke Legioner.“ Det var
et uformeligt Stykke Kobber, forſkrekkeligt ſnapſet og
af en meget tvivlſom Oprindelſe.

— Kom her! raabte Godefroy triumferende, ſaa—
ſnart han fik Øie paa fin Ven. Seer Du den der?
Det er Romernes galea. See her i den er endnu
Spor af Spidſen, hvortil man faſtgjorde Fjerene eller
Heſtehalen. Hvilket mageloſt Fund!

Bonchamp kunde have ſvaret ham, at ſiden
Camillus' Tid brugte Romerne Jernhjelm, den ſaa⸗
kaldte cassis, at det følgelig var i hoi Grad ſand—
ſynligt, at hans Stykke Kobber havde havt en anden
Beſtemmelſe; men i dette Sieblik var Notaren ikke
oplagt til at disputere eller gjøre Loier. Han lod
Galea'en, Casſis'en, Camillus og Volſkerne gage Bob
ker i Vold og fortalte, hvad der var pasſeret.

En Mand, der fager et dygtigt Rap af en Stok,
giver fig til at ſkrige; derpaa gnider han fine Lem⸗

Edith. 149

mer for at forvisſe fig om, at ikke noget er ſlaget
itu. De moralſke Stokkeprygl, man fager, have den
modſatte Virkning: man gnider ſig forſt, og faa ſkriger
man. Godefroy faldt tilintetgjort om i en Leneſtol,
men derpaa blev han mere vred, end han nogenſinde
havde været. Havde Bonchamp ikke lagt fig imellem,
vilde han være gaaet til Merligheder; han vilde falde
paa Cæfarine og Edith, erflære dem, af Daniel var
en Slyngel, og betyde dem, at for Fremtiden. .
Notaren havde meget ondt ved at gjøre ham begribe—
ligt, at Spektakler forte til Intet, at Capitainen ikke
kunde være anſvarlig for hvad der var ſkeet, da han
ſelv var uvidende om Alt, og at, det var rigtigſt at
hæve Forbindelſen paa en rolig og lidet g
kende Maade.

— Edith kan nu ikke gifte fig med 1 ſagde
han tilſidſt; det kan der nu ikke være Tale om. Lad
os da fremfor Alt fee at undgage Skandalen, ſom
nok vil folge efter.

Skandalen! det Ord var nok til at gjøre Gode⸗
froy aldeles forſtyrret. Hans Datter vilde altſaa
blive compromitteret; der vilde blive ſnakket om hende
ſom altid, naar et Wgteſkab gager overſtyr. Paa
Daniel havde alle Mødre med giftefeerdige Dottre
rettet deres Blik; man vilde nu gjore ſig en ondſkabsfuld
Fornoielſe af at komme med den Slags ſmaa Inſinua⸗
tioner, ſom netop paa Grund af, at de ere faa per⸗

fide, faage et viſt Anſtrog af Sandhed. Rod i Kammen

150 Edith.

tog han fin Hat og ſkyndte ſig bort. Bonchamp føgte
at holde ham tilbage.

— Aa, lad mig have Fred! jeg har ikke havt
Noget imod den Fyr; men jeg havde en ubeſtemt For⸗
nemmelſe af, at det paa en eller anden Maade vilde
gage galt! Men J havde nu ſaadant Haſtverk!

Og han ſtyrtede afſted. Han vilde nu gage lige
hen til dette Fruentimmer og.» behandle hende efter
Fortjeneſte. Han kom til Rue Ingres i en ſaadan
Tilſtand, at Daniels Tjener blev heelt forſkrekket.

Å — Hvor er Fru Dubois? ſagde Godefroy.

— Men, Herre.

— Hvor er Fru Dubois? Jeg vil ſtrax tale
med hende! ſtrax, forſtaaer Du? Hent hende, og det
i en Fart! ;

— Tjeneren nolede forvirret, da Døren gik op, og
Mdm. Dubois kom tilſyne. Hun havde hort hvad
der var paaferde, da hun lurede paa den mindſte
Lyd. Fremfor Alt vilde hun undgaage, at hendes Son
fik Noget at vide. Hun tog Mod til ſig og kom ned.
Men ogſaa Daniel havde hort Alt; han traadte ind
i Salen, endnu inden der var vexlet et Ord imellem
hans Moder og Godefroy.

Der var et Siebliks Taushed. De tre Deel⸗
tagere i dette Optrin Jane paa hverandre med meget
modſtridende Folelſer. Den Eneſte, der ikke kjendte
Noget til Sagen, Daniel, teenkte paa, hvad Grunden
vel kunde være til, at denne ellers faa ſkikkelige og

Edith. 151

fredſommelige Mand tog ſaaledes paa Vei. Godefroy
ſelv vidſte, hvor vred han end var, ikke vigtig, hvor⸗
ledes han ſkulde begynde. Han følte inſtinktmasſigt,
at han i Sonnens Nerverelſe maatte moderere ſit
Sprog og dæmpe fin Harme.

— Hr. Capitain, ſagde han endelig, jeg kommer
i et ſorgeligt Wrinde; en Forbindelſe imellem Dem
og min Datter er ikke mere mulig, og jeg beder Dem
om at give mig mit Ord tilbage.

Skjondt han gjorde ſig Umage for at velge
hoflige Udtryk, talte Godefroy dog i en kort, haard
og haſtig Tone. J Begyndelſen kunde Daniel aldeles
ikke forſtaae, hvorfor hans Wgteſkab pludſelig var
blevet umuligt. Men ſnart opgav han at finde
Grunden. Han ffulde miſte Edith! Alene Tanken
herom gjorde ham fortvivlet: hans Anſigt fik et ſaa⸗
dant Udtryk af Smerte, at Godefroy blev rort. J
Grunden var den unge Mand jo ikke ſkyldig; paa
ſamme Tid ſage Coralie paa ham med et faa forfærdet
Blik, at han ikke havde Mod til at flynge hende Sand⸗
heden lige i Anſigtet. Denne pinlige Taushed kunde
dog ikke vare lenge. Om end de to af disſe tre
Menneſker vidſte, hvad Sagen dreiede fig om, var
dog den tredie aldeles uvidende derom, og han maatte
forlange en Forklaring. Daniel vendte ſig om mod
ſin Moder, der fremſtammede:

— Da vi, Hr. Godefroy, Hr. Bonchamp og jeg,

152 Edith.

imorges ffulde have din Wgteſkabscontrakt affattet, blev
vi uenige om et meget. vigtigt Punkt.

i Det var det Halmſtraa, der ræffes et Menneffe,
ſom er ved at drukne; Daniel ſagde troſtyldigt:

— Hyoad det ſaa er for et Punkt, beder jeg Dig
at give efter. Min Lykke beroer derpaa.

— Deres Fru Tante veed, at min Beſlutning
er uforanderlig, ſvarede Godefroy. Jeg gjentager det,
jeg beklager at maatte bede Dem om at give mig mit
Ord tilbage.

— De maa komme bort fra denne Beſlutning,
ſagde Daniel i en bevæget Tone. Formodentlig har
min Tante ladet nogle Ord falde, der har ſaaret
Dem. Jeg kan forſikkre Dem, at det er meget mod
hendes Villie; ellers vilde hun ved min Hjemkomſt
have talt til mig om denne uventede Hindring.

Coralie traadte hurtigt frem imellem ſin Son
og Godefroh. Ogſaa hun fkimtede en Mulighed for,
at Alt endnu kunde gage godt.

— Jeg har ikke ſagt Dig Noget, for ikke at
gjøre Dig urolig, ſagde hun. Der er opſtaget en
temmelig alvorlig Strid imellem disſe Herrer og mig;
jeg haabede imidlertid, at den vilde blive udjevnet af
ſig ſelv. Jeg feer nu, at det er umuligt, og at det
ikke nytter at tænke derpaa. Det er mig, mit kjere
Barn, ſom beder Dig om at opgive dette Wgteſkab.

— Opgive Edith! Hvor har Du dog kunnet troe,
at jeg vilde ſamtykke deri? Naar Du kan tale ſaa⸗

un |

HI

Edith. 153

ledes, maa denne Strid være af ſtor Betydning. Du
maa kunne forſtaae, at jeg ikke vil holdes i Uvidenhed
herom, da mit Livs Lykke ſtaaer paa Spil, og jeg
beder baade Dig og Hr. Godefroy om at meddele mig,
hvori den beſtaaer.

— Det er ingen Nytte til, Hr. Daniel, afbrod
Godefroy ham. De ſynes at troe, at der kun er
Tale om en Bagatel, men den Hindring, der har reiſt
fig imellem Dem og min Datter, horer tvertimod til
dem, man ikke kan fjerne. Forlang ikke en Forklaring,
ſom det vil, være mig ligeſag pinligt at give ſom
Dem at modtage. Lad os afbryde her. Det er det
Bedſte.

Daniel følte, at han ſtod ligeoverfor en hemme—
lighedsfuld Kataſtrofe. Og baade Godefroy og hans
Tante lod til at være enige om ikke at give nogen
Forklaring.

— De afflaaer altſaa beſtemt, udbrød han, at
give mig Ediths Haand?

— Ja.

Dette Ord faldt ſom et 5 pan Daniel.

— Og Intet kan fane Dem til at forandre denne
Beſlutning?

— Intet. . N

Han vaklede. Antikvarens beſtemte Svar tydede
paa en urokkelig Beſlutning. Den unge Wand tænkte
et Minut efter, derpaa fane han ham lige ind i An⸗
ſigtet og ſagde kun det ene Ord: — "Hvorfor?

154 Edith.

Og da Godefroy kun ſvarede med en utaalmodig
Bevegelſe, vedblev Daniel:

— Ja, hvorfor? ... Jeg bad Dem om Deres
Datters Haand, De ſkicenkede mig den, De gav mig
Tid til at vænne mig til min Lykke, og i det Sieblik,
da jeg mindſt veuter det, da jeg er opfyldt af Glæde,
knuſer De gruſomt mit Haab! En Mand ſom De
handler ikke ſaaledes, uden at han har Ret dertil.
Derfor ſporger jeg Dem, derfor. bønfalder jeg Dem
om at ſvare mig. Jeg elſker Edith; hun elſker mig;
vi kan kun blive lykkelige ved hinanden, og ſaa
ſkulde et usſelt Pengeſporgsmaal .

— Jeg har ikke ſagt, det var et Pengeſporgs—
maal.

Dette Svar gav Sagen en ny Retning. — Men
jaa, min Herre, forſtaaer jeg Dem aldeles ikke. Kun
een Ting ſtager klar for mig: Deres Afſlag. Grunden
dertil fatter jeg ikke. Det er ikke et Pengeſporgsmaal,
ſiger De; det kan heller ikke være min illegitime Fodſel,
thi derom vidſte De jo Beffed.

— Det er det dog alligevel. Jeg har ffiftet
Mening. 5

— Man ſtifter ikke ſaa hurtigt Mening, naar
to Menneſkers Lykke ſtaaer paa Spil! Er De
pludſelig bleven bange for Provindsſladderen? J
jaa Fald tillader jeg mig at troe, at Deres forſte
Mening nok vil fane Overhaand igjen, og at De vil
fortryde, hvad De har ſagt.

Edith. 155

— Aldrig!

Godefroy ſagde dette Ord med en ſaadan Kraft,
at Daniel miſtede ethvert Haab. Han led frygteligt,
og han vilde maaſke være buffet under for fin For⸗
tvivlelſe, hvis han pludſelig havde gjettet en Del af
Sandheden. Han forſtod, at der var et Myſterium,
man ikke vilde have, han ſkulde trænge tilbunds i, og
hans Tante ſage tydeligt i dette Morke, ſom man
med Villie gjorde uigjennemtrengeligt for ham.

— Lad os, ſagde han, tage Sagen koldblodigt.
Naar De tager faa heftigt paa Vei, maa De være
bleven ophidſet af Et eler Andet. Har man maaffee
bagtalt mig? Jeg beder Dem indſteendigt om at ſige
mig det. Er jeg Offer for en lognagtig Anklage?
Siig mig da, hvad det er.

— De tager feil; Ingen har bagtalt Dem, Ingen
har anklaget Dem.

— Saa, ſvarede Daniel med Faſthed, tvinger
De mig til at fordre en beſtemt Forklaring, ſom jeg
Hidtil har indſkreenket mig til at bede om. Min
Værdighed er krenket, thi jeg antager, at man ikke
afviſer en Mand ſom mig, uden naar der er en Plet
paa hans Wre.

— Det ſiger jeg ikke, men. . .

— De ſiger det ikke; men De mener det! Det
er til at blive forrykt over! Jeg fordrer en Forklaring
af Dem.

— De taler i en Tone

156 Edith.

— J den Tone, der ſommer fig for en Mand,
hvis Wre man drager i Tvivl!

Godefroy blev lidt efter lidt mere hidſig. — De
fager mig tilſidſt til at forandre Charakteer! udbrød
han. Naar jeg ikke taler, Hr. Capitain, er det, fordi
jeg ikke kan tale, fordi der gives Ting, jeg gjerne vil
fortie for Dem!

— Men ſeer De da ikke, at heller ikke jeg kan
ſtyre mig længere! Efter denne Tilſtagelſe har De
ikke Ret til at være taus. Jeg: opfordrer Dem til
at ſvare mig ſom en Mand bor ſpare en Mand!
Er det et Sporgsmaal, ſom berører Æren, der ffiller
mig fra Edith?

— Ja.

; Daniel boiede Hovedet: den Ulykkelige var lige
ved at ſynke ſammen. Han tilfoiede:

— En Plet paa mig?

— Ja.

— Hvilken da?

— Men, min Herre, De liſter det ene Ord ud
af mig efter det andet. .. Jeg veed ikke, hvad jeg
Tal gjøre. Jeg har jagt Dem Alt, hvad jeg kan ſige,
nemlig at jeg tager mit Ord 1 og ikke kan give
Dem min Datter.

— Meget vel; men det er itte mig nok. De
tillader Dem at ſige, at der er en Plet paa min
Wre!

— Ja, min Herre, det tillader jeg mig. Vil

Edith. 157

De ikke troe mig, ſaa ſporg Deres ... Deres Tante.
Det er hende, der maa ſvare Dem, ikke mig!

Og uden at vente paa Svar gik Godefroy raft
ud af Doren og fod de To blive ſtagende ligeoverfor
hinanden, Moderen, der var nødt til at aabenbare
Sonnen ſin Skam, og Sonnen, der var nodt til at
høre derpaa!

Coralie ſtod ſtadig mork og taus ligeoverfor
den forfærdelige Kataſtrofe. Hvorfor ffulde hun længere
gjøre Modſtand? Alle hendes Anſtrengelſer vare
ſtrandede. Hun ſaage ſom i et Lyn hele fit uordent—
lige og ſkamloſe Liv rulle op for fig. Og hun ſtulde
nu ſkrifte for Daniel! Hun onſkede kun, at Jorden
vilde ſluge hende og ſkaane hende for denne Straf!

— Er det ſandt, hvad denne Mand ſiger? ſpurgte
Daniel ſagte, er det ſandt, at det tilkommer Dig at
ſvare mig? :

— Ja.

— Han lyver, ikke fandt? Han lyver. .. eller
man har bedraget ham?

— Nei. Du kan ikke ægte Edith. Der er en
uovervindelig Hindring. Du vil komme til at lide
meget i den forſte Tid; men Du vil troſte Dig og
glemme; tilſidſt glemmer man altid.

— Ogſaa Du taler ſaaledes! Det er altſaa
ſandt? Jeg er vanæret! Hvorledes? ved hvem?

Coralie foer ſammen. Hun ſvarede med hes
Roſt: — Ved din Moder.

158 Edith.

Daniel veg forfærdet tilbage. Sløret var nu
halvt ſonderrevet. Alligevel forſtod han endnu ikke
Alt. Han gjentog uvilkaarligt ſom i Vildelſe: — Ved
min Moder?

— Hr. Bonchamp og Hr. Godefroy have opdaget
den frygtelige Hemmelighed, ſom jeg haabede at for—
dolge for Alle, endog for Dig.

— Hvilken Hemmelighed? Tal dog!

— Jeg har loiet for Dig, jeg kunde ikke handle
anderledes. Din Moder dode ikke, da hun fodte Dig.
Hun har levet et vildt Liv; hun var et fortabt
Fruentimmer.

Der opſtod en trykkende Taushed. Daniel var
ikke iſtand til at fane et Ord frem. Coralie rørte
ſig ikke; det forekom hende, ſom om hun rev Hjertet
ud af fit eget Bryſt. Og dog fkimtede hun et ſvagt
Haab: hvis hun kunde overbeviſe ham om, at hans
Moder virkelig var dod! Den unge Mand ſatte ſig
tilintetgjort ned. Han var Son af et fortabt Fruen⸗
timmer! Pludſelig ſprang han op, greb begge ſin
Tantes Hender og ſagde med tilbagetreengt Heftighed:

— Du har troet'at burde ſtjule Sandheden for
mig, og maaſkee var det vigtigt af Dig. Jeg vil ilke
beſtride, at din Taushed kan have været berettiget,
men Du maa kunne forſtage, at jeg bor vide Alt.
Hvis Du tier, vil jeg henvende mig til Andre; hvis
det bliver nødvendigt, ſtal jeg tvinge Hr. Godefroy
til at tale. Det er bedre, at Du taler, end at lige⸗

Edith. 159

gyldige eller fjendtligtſindede Menneſker ffulle tale.
Hvad hed min Moder? Hvad havde hun gjort?
Hvad er der blevet af hende?

— Et Ord vil forklare Dig Alt. Hun hed
Coralie.

Daniel ſtod ſom forſtenet. Nu forſtod han, hvor⸗
fra hans Formue ſkrev fig: Han vemmedes. Han
udbrød lidenſkabeligt:

— Jeg er Son af det Fruentimmer, jeg!

Det var det ſidſte Stod. Dette Ord ramte
Coralie ſom et Lyn, og hun faldt hulkende paa Knee.
Daniel forſtod Alt. Han ſagde ganſke ſagte: — Det
er Dig, der er min Moder; det er Dig, der er
Coralie. i

Hun fvarede ikke. Han faae paa hende, ſom hun
laa der nedkaſtet i Støvet; han følte fig ſom Dommer;
han veiede i fit Indre det Gode mod det Onde, og
Taarerne ſtrommede ned ad hans Kinder. Han traadte
hen til hende og ſagde roligt og blidt:

— Du er min Moder. Reis Dig.

Hun ſprang op; hun fane paa ham og bviſkede:
— Daniel. ;

— Hvad Du end kan have gjort, vedblev han,
er jeg nodt til at frikjende Dig.

Hendes Trek oplivedes af en uſtyrlig Glæde.
Hun frygtede at have hort feil; hun ſpurgte ham
frygtſomt: — Du forbander mig ikke!

— Jeg kan ikke forbande Dig, da jeg er din

160 Edith.

Søn. . . For mig er Du ikke en Kvinde, Du er min
Moder, der har vaaget over min Barndom, der
har opdraget mig, der har elſket mig, da jeg ſtod ene
i Verden. Lad Andre haane Dig; jeg tilgiver Dig,
at Du nu knuſer min Lykke. Jeg tilbeder Edith; hun
elffer mig, og jeg miſter hende for ſtedſe. Det er
ikke alene min Fodſel, der ſtiller mig fra hende, men
ogſaa min Fattigdom, thi Du indſeer jo nok, at hverken
Du eller jeg kan beholde vor Formue. Du behover
ikke at ſvare mig, thi jeg veed forud, at Du gaaer
ind herpaa. Jeg tilgiver Dig Alt, men fra denne
Time begynder en ny Tilverelſe for os.

— Jeg tager ikke mod din Tilgivelſe! udbrød

hun fortvivlet; Fornegt mig, forband mig, jag mig;

bort, det er det Eneſte, jeg forlanger.
— Ti og ver modig ligeſom jeg. Du ſkal aldrig
forlade mig. Kom i mine Arme!

Hun udſtodte et Skrig og ſlyngede fine Arme
om hans Hals. Han rev ſig blidt los fra denne Om⸗
favnelſe og hviſkede:

— Slip mig, jeg føler: mig ſvag. Nu maa jeg
forlade Dig.

VIII.

„Hvorhen gik han? Det vidſte han ikke. Han
fortrød ikke, at han havde været god og edelmodig;
men han gik bort med en pinlig Folelſe af Banære

Edith. 161

og Skam. Hele hans Liv var knuſt; det var ham

tydeligt. Han gik igjennem Forſtaden Ville-Neuve

og kom ud pao Landet. Flere modte ham og fane
forbauſede paa dette blege Anſigt, disſe forvildede
Oine, denne vaklende Gang. Daniel ſogte at ſee
klart i fin Sjæl, men Alt lob rundt for ham. Naar
han dog blot kunde dæmpe den brændende Feber, der
raſede i ham, men det var ham umuligt at tenke for-
nuftigt. Og dog folte han, hvor nodvendigt det var
for ham at bevare ſin Koldblodighed. Han bortjog
de morke Tanker, der trængte fig om ham, og be—
tragtede haardnakket Landſkabet for ſaaledes at kunne
glemme om end kun i en Time. Han trængte til at
være ene, ene med fin Lidelſe, for at have den bittre
Nydelſe i Ro at kunne disſekere den.

Saaledes gik han godt og vel i tre Timer, indtil
han tilſidſt ſtandſede træt af den voldſomme Gang.
Han var langt borte fra Montauban; det var nu ud
paa Aftenen, en friſkere Luftning viftede om hans
ſveddryppende Pande. Træt kaſtede han ſig ned paa
Kanten af en Groft. Den hurtige Gang havde gjort
ham godt; der var kommet en vis Mathed over ham;
hans legemlige Kraft ſvigtede ham, men Blodet, der
rullede raſkere i hans Aarer, gav ham hans aandelige
Kraft tilbage. Han lagde Armene overkors, ſaae frem
for ſig og gjentog herude i den fri Natur, langt borte
fra alle Menneſker: „Lad os tage Sagen koldblodigt;

hvad bor jeg gjore?“
11

162 Edith.

Han tog ikke feil: Roligheden paa den ſkovkleedte
Slette, den friſke og milde Landluft, den klare blaa
Himmel udovede deres Magt over ham. Hans Feber
aftog, og han tog modigt fin nye Stilling i Dieſyn.
Solen var ved at gage ned og indhyllede Horiſonten
i ſin rode Kaabe; paa den anden Side af Veien be—
gyndte en Egeſkov, hvor Miſtelen ſkjod frem fra
Grenene; paa Engen drev en Bonde en fvær Ore
med underligt tenkſomme Oine henimod den lille For-
pagtergaard; i Baggrunden flagrede Guldſmeddene
over en gulagtig Moſe, i hvis Vand nogle ſlanke
Popler ſpeilede fig. Det bleſte pludſelig op, henover
hele Landſkabet lød en ufattelig Hviſken ſom af
Træernes, Blomſternes og Gresſets Suk; ſtjulte i
Buſkene kivedes de forelſkede Dompapper, Rodkjelke
og Stillidſer; faa ſank Solen endnu dybere, Purpur⸗
glandſen ſvandt, og blaalige Striber traadte frem paa
Himlen; lidt efter lidt blev Horiſonten utydeligere, og

Skove og Marker ſvommede i Et. Nu begyndte,

Faarekyllingerne og Grershopperne deres pibende
Sang; der gik endnu nogle Minuter; en ligeſom frygt⸗
ſom Straale gled ned fra Himlen, Maanen kom frem
ſeilende paa Himmelhveelvingen, og Tausheden tiltog
mere og mere, efterhaanden ſom dens Hof af Stjerner
grupperede ſig omkring den. .

Daniel fad i dybe Tanker. Han kom til at
tenke paa Fru Dubois' Ord, da han forlod Militair⸗
ſkolen: „Du er rig, vær lykkelig!“ Lykkelig? Hvilken

Edith. 163

Ironi! Han blev tilſidſt aldeles fvimmel ved Tanken
herom. Der var naturligvis Ingen, der vilde troe,
at han var uvidende om, hvorfra hans Formue ſkrev
ſig, og lidt efter lidt kom han til den Erkjendelſe, at
Folk havde Ret til at komme med deres Beſtyldninger.
Han havde virkelig ogſaa været altfor troſtyldig. Der
var faa mange Omſtendigheder, der maatte have op—
lyſt ham, forſt og fremmeſt da hans uægte Fodſel!
Han bebreidede fig, at han havde troet fin Tante;
han ſpurgte fig ſelv, om hans Godtroenhed ikke kom
af, at den laa i hans egen Interesſe; i fin exalterede
Tilſtand overdrev han ganſke naturligt. Han be
breidede fig faa flænge, hvad han kaldte fin Lettroen—
hed, at han tilſidſt tvivlede om fig felv. Var han
fiffer -paa, at han virkelig var en Mand af Wre?
Bilde en ſand Gæderåmand faa let være gaaet ind
paa en falſk Stilling? Han vidſte, at han var et
uægte Barn, og dog havde det ikke forundret ham, at
han var faa rig! Han havde aldrig jagt fig ſelv, at
Formuer paa en Million ikke vore paa Træer,- og at
det var en let Sag at komme tilbunds i dette Myſte⸗
rium! Han kom til at tenke paa, at han flere Gange
havde ſpurgt Fru Dubois ud om deres Familie.
Naar han udtalte ſin Forundring over, at han aldeles
ingen Slægtninge havde, ſvarede hun ham med Hen—
tydning til hans uegte Fodſel, at den tilgav hans
Familie ham ikke. Alle disſe Forklaringer havde
Daniel aldrig havt Noget at indvende imod. Han
11*

164 Edith.

mente nu, at denne Lettroenhed kom af hans Interes⸗

ſeerthed og folgelig var en Forbrydelſe.

Han vilde hverken beholde fin Rigdom eller be—
holde fine Epauletter; en Officeer bor være hævet
over enhver Mistanke. Men hvilken Vei ſkulde han
flaae ind paa for at ernære fin Moder og fig ſelv?
Under almindelige Forhold kommer en udmerket Elev
af den polytekniſte Skole aldrig i Forlegenhed. Ti
Veie for een ſtaae ham aabne: han kan blive Inge—
nieur eller Lærer; men ſaaledes ſtillede Sagen fig ikke

for ham. Havde han Ret til at bruge de Kundſkaber,

han var i Beſiddelſe af? Vare de ikke, ſaaledes ſom
han nylig mente, beſudlede fra deres forſte Op—
rindelſe?

Alt blev morkt omkring ham. Med hans Vanvid
blev ogſaa hans Tanker mere bittre. Da fik den
Ulykkelige et forfærdeligt Stød, der gjorde Udſlaget.
Endnu ſamme Morgen havde han tvivlet om, at
Sonnen, hvis Fader var i Bagnoet, kunde vere en
hæderlig Mand. Der foregik en fuldftændig Om⸗
væltning i Daniel; han havde allerede ſpurgt fig ſelv:
„Er jeg en erlig Mand?“ Efter hans egen Theori
maatte han ſvare: „Nei!“

Tidligere, da han arbeidede paa fit Skrift om
Arveligheden, havde han i de lange vaagne Netter

veeret alvorlig og tankefuld ligeoverfor de af den

engelſte Naturforſker opſtillede Problemer. Han mente
og ſagde endnu for nogle Timer ſiden, at Sonnen af

Edith. 165

en ærlig Mand har megen Udſigt til at blive en
ærlig Mand, at Sonnen af en Skurk let er udſat for
at blive en Skurk. Og nu han ſelv, hvem kunde han
vente at tage Arv efter? Efter fin Moder? Hun
havde i hele fit Liv kun havt een god Folelſe: Kjeer—
lighed til fit Barn. Og den var dog ikke faa meget
en Folelſe ſom et Inſtinkt. J alle andre Henſeender
var hun en foragtelig Skabning. Hvorledes havde
hun ellers turdet vove at ſige til ham: „Min Mand
hår givet mig nogle ſmukke Diamanter, dem ffal
Edith have.“ Det var jo vemmeligt! At tenke fig
den uſkyldige Pige gage med hendes Diamanter! Og
hun havde ikke engang følt det Modbydelige heri!
Ikke et eneſte Lysſkjar trængte ind i denne Nat, ikke
en Lysſtraale fraoven faldt paa dette Smuds.

Det var blevet fuldſtcendig Nat. Skyerne traadte
klart frem igjennem Folderne paa deres blaa, ſtjerne—
beſatte Kjortel. Bleſten havde lagt fig, en ubeſtemt,
hvid Glands lan over Træerne og kaſtede Solvſtraaler
henover Jorden. Ikke en Lyd hørtes paa den ſovend
Slette. ; '

Han gik atter tilbage til Montauban. Da han
forſte Gang gik denne Vei, nogle Timer tidligere, var
han beherſtet af et begyndende Vanvid. Nu fandt
han ſig villigt i Pligten, i Kampen, i Forladtheden.
Han beklagede ſig ikke i mindſte Maade over Godefroy.
Han havde handlet rigtigt, da han negtede ham fin
Datters Haand. Han vilde ſelv i hans Sted ikke

166 Edith.

have handlet anderledes, Og det var ikke et forbi-
ganende Lune, der fyldte hans Hjerte; nei, hans
Kjærlighed vilde forſt ophøre med Livet. Nu, lad
ſaa være! Gan vilde tage denne ulykkelige Kjærlighed
ſom en Provelſe mere. Da den forfærdelige Op—
dagelſe overraſkede ham, havde han et Sieblik vaklet;
nu vendte hans Mod tilbage.

Et ſidſte Anfald af Svaghed havde han endnu
ved at tenke paa Ediths Sorg. Han kunde finde fig
i ſelv at lide, men ikke i, at ogſaa hun ſkulde lide.
Han elſtede hende inderligt: vilde hun kunne mod—
ftane det uventede Stød, der ſtilte hende fra ham?
Enhver Anden vilde have folt ſig ſmigret ved Tanken
om, at en Kvinde var utroſtelig for hans Skyld; men
Daniel var en altfor ophoiet Charakteer til ikke at
haabe, at den unge Pige vilde glemme ham og op—
høre at elſte ham. Han vilde ialfald ikke fee hende
igjen. Denne ſidſte Provelſe vilde have overſteget
hans Kræfter.

Han var fire Timer om at nage tilbage til
Montauban.

For at komme til Rue Ingres var han nodt til
at pasſere Koralgaden; der kom unegtelig et Siebliks
Angſt over ham, da han ſage det kjere Hus, hvor
hun nu hvilede, ſom han elffede hoiſt her paa Jorden.
Men han overvandt hurtigt denne Svaghed. Han
fjernede fig tankefuld og alvorlig, og gik til fin Bolig.
Der ſkinnede Lys bag Moderens Vinduer. Daniel

sad

Edith. 167

udſtodte et forpint Suk og lukkede fig. inde paa fit
Verelſe. Træt efter den ſyv Timers Vandring ſog
den aandelige Ophidſelſe faldt han i en tung Søvn,
en Søvn uden Drømme, men med Bevidſtloshed og
Forglemmelſe.

IX.

Naar det kommer til en Kataſtrofe, veed Al—
verden neſten oieblikkelig Beſked derom. Nyheder
ſpredes med en Hurtighed, der er ſtorre end Tele—
grafens. J Syden bruge Bonderne den Talemaade:
„Det er Solſorten, der har fortalt det.“ Solſorten
var hurtigt tilſtede i Rue Ingres. Den ſatte ſig
forſt paa Froken Lecerfs Hus. Den gamle Pige
horte tydeligt en ſladderagtig Floiten komme fra Skor⸗
ſtenen og fortælle, at Ediths og Capitainens For⸗
lovelſe var hævet. Solſorten gav ingen nærmere
Forklaring. Den noiedes med at udbrede Nyheden
uden Commentar. Fra Froken Lecerf floi den over
til den ſmukke Fru Patelin. Fru Patelin ſtod juſt
og brøvede en ny Kjole; hun var derfor ikke ſtrax
rigtig oplagt til at høre efter Solſorten; denne maatte
flere Gange gjentage fin Floiten. Men den holdt
ud, og hun overgav fig. Daniel blev ikke gift med
Edith; men hvad var Grunden? Hun fik ikke Tid til
at ſporge: Solſorten var allerede langt borte. Det
tredie Beſog gjaldt Claude Morisſeau.

168 Edith.

Den ſtore miskjendte Kunſtner havde juſt faaet
Tag i et ulykkeligt Offer: han udviklede for Oppe⸗
borſelscontrolleuren (ham, der var Digter), at „Maler-
kunſten og Muſiken gjenſidig have Indflydelſe paa
hinanden”; han begyndte endog paa en glimrende
Periode for at beviſe ham, at de gamle Ege med de
fvære Stammer ſpille ſamme Rolle i et Landſkab ſom
Trommerne i et Orkeſter, da han paa engang horte
Solſorten. Saa. huſkede han paa, at han var for—
elſket i Edith. Det havde han unegtelig fad ſmaat
glemt, efterat den unge Pige var bleven forlovet;
men der var jo ikke tabt Meget derved endnu. Han
ſmilede triumferende: han ryſtede ſit Hoved med en
overlegen Mine og forlod Fr
idet han ſagde:

— Det vil gjøre en Forandring i mange Hen—

ſeender. Jeg har Tiden for mig. Uden at prale
troer jeg, at Froken Godefroy ... naa! lad os være.

diskrete. Det ſtakkels Pigebarn fik naturligviis Ordre
til at tage ham. Nu har hun gjort Opror, og det
er godt gjort. Hun kan ikke undgaae mig. Man er
da ikke for intet baade Maler og Muſiker.

Men da Solſorten ikke fortalte ham mere end
alle de Andre, ilede han ud for at indhente nærmere
Oplysninger. Dem kunde man kun faage paa et be
ſtemt Sted: hos Conditoren i Rue des Carmes. Og
ved et underligt Sammenſtod mødtes der Alle, ſom
Solſorten havde talt til. Der traf Claude Morisſeau,

Edith. 169

Froken Lecerf og Fru Patelin hinanden. Solſorten
mente formodentlig, at disſe Damer nok kunde beſorge
Sagen videre, og faa floi den op i fit Træ og over-
lod det til Kvindetungerne at gjore Reſten. Og de
ſerverede da ogſaa Nyheden for alle de elegante
Damer i Ville⸗Bourbon og Ville-Neuve. Og nu
horte man i det Uendelige „Ah!“ ... „Seer man
det!“ .. . „Nei, virkelig, Kjcre!“ — Den Ene er⸗
klerede, at det aldeles ikke overraſkede hende. Hun
havde i flere Dage havt en Anelſe om, at der ikke
blev noget af det Parti; hun vidſte fra paalidelig
Kilde, at Daniel var alt Andet end en Mand af Wre.
Den Anden paaſtod, at det tvertimod var Daniel og
ikke Familien Godefroy, der havde foranlediget Brud—
det. Fru Patelin vidſte beſtemt, at man ikke havde
kunnet blive enig om Wgteſkabscontrakten. Hun kom
endog med de noiagtigſte Oplysninger; hun havde
ſeet bemeldte Contrakt, den var paa ſexogtyve Folio—
ſider. Hun kjendte til Punkt og Prikke Fortegnelſen
over Capitainens Værdipapirer og rentebeerende Ob—
ligationer. Naar der var Nogle, ſom ikke ret vilde
troe Fru Patelin, faa var det, fordi tre fire af Daz
merne foretrak at folge Froken Lecerfs Banner. Hun
horte ogſaa til Familien Godefroys Venner, og hun
paaſtod, at Fru Dubois ene var Skyld i Bruddet.
Spurgte man hende om hvorfor, ryſtede hun paa
Hovedet med en Mine, der ſtulde ſige faa meget ſom:
„Jeg vil vere diskret. Jeg har lovet ikke at tale

170 Edith.

nærmere om Sagen.“ Den Dag gjorde Conditoren i
Rue des Carmes gode Forretninger. Poſteier,
„Sandwichs“, Sandkager og de ſmaa Glas ſpanſk
Viin forſvandt hurtigt under Sladderen og Bag—
talelſen. Da Damerne gik deres Vei, hoppede Sol—

forten nok fan fornoiet fra Green til Green. De

vilde nu ſprede ſig over Byen og beſorge mere i een
Time, end den kunde have gjort i en halv Dag.

Om Aftenen vidſte man Beſked i enhver Familie.
Det gamle Ord om Rygtet: vires acquirit eundo 7) be⸗
kreftedes ogſaa her. Hos Conditoren var der endnu
kun et Par Varianter; nu kunde man telle indtil to—
hundrede. Nogle mente, at Godefroy var ruineret;
Andre, at det var Daniel; nogle velvillige Sjæle paa-
ſtod, at Edith havde havt et „Eventyr“, Hvortil vel—
underrettede Folk ſvarede, at Daniel var bleven udſlettet
af Armeens Rekker. Sagen indſkrenkede fig til, at
flere Officerer ſamme Dag havde feet ham gage ind
til Oberſten og komme ud derfra ganſke bleg, med
morke Ringe om Øinene og forſtyrret ÜUdſeende.

Kun Edith var endnu i Uvidenhed om Alt.
Efter Bonchamps Raad havde Oldgranſkeren beſluttet
ikke altfor pludſelig at meddele Datteren den frygte
lige Sandhed. Da hun om Formiddagen undrede ſig
over, at hun endnu ikke havde feet Daniel, ſagde
hendes Fader, at han pludſelig havde maattet reiſe
til Toulouſe for at fee til en Slegtning, der var

+) Det voxer under Gangen.

Edith. 171

bleven meget ſyg. Hun ſukkede lidt bedrøvet. Daniel
tog bort uden at fige Farvel, uden at fende hende et
Ord; men hun elffede ham for høit til længe at være
. bred paa ham. Hun noiedes med at ſporge om, naar

han kom tilbage; der blev ſvaret, at han kom forſt.

næfte Dag. Hele Dagen var hun taus og henſunken
i Tanker. Henimod Klokken fire gik hun ud. Hun
lagde ikke Merke til, at man ſaage nysgjerrigt paa
hende. Om Aftenen gik hun tidlig op paa ſit Verelſe
for i Ro at kunne tenke paa Daniel.

Godefroy tog ikke imod Nogen, og man holdt
Raad. Da Bonchamp forklarede Cæfarine, hvad der
var pasſeret, blev hun flagen af Redſel. Nu blev
Romanen virkelig interesſant! Hvad! Mdm. Dubois
horte virkelig til de Fruentimmer, fom . .. Man
ſvarede hende, at Mom. Dubois virkelig horte til de
Fruentimmer, ſom ... og nu var den gamle Piges
Fortvivlelſe grendſelos.

— Lad os tale lidt om Sagen; men lad os tale
fornuftigt, ſagde Notaren reent ud. Det er ikke nok,
at Forbindelſen bliver hævet; vi maae ogſaa ſorge
for, at Edith ikke bliver compromitteret og fremfor
Alt, at hun ikke bliver ſyg.

— Edith blive ſyg, fordi hun ikke bliver gift
med den Capitain! udbrod Godefroy.

— Ja netop, ſvarede Bonchamp. Troer Du
maaſkee, at din Datter er et almindeligt Pigebarn?
Hun horer til dem, der kun elſke eengang. Det er af
den Grund, at jeg har raadet Dig til at forberede

S RE EAR SNERRE

172 Edith.

hende paa denne Sorg. Du ſeer ſelv, hvilket Indtryk
Daniels Bortreiſe har gjort paa hende. Vi maae
derfor fee at finde pan en Udvei til paa en blid
Maade at fige hende Sandheden.

— Bonchamp har Ret! udbrød Cæfarine.

— Aa, lad mig være i Fred! ſagde Oldgran—
fferen noget gnavent. Naar man hører Eder tale,
ffulde man troe, at jeg var Fader til et rigtigt
gænomen! Edith er min Datter, ſkulde jeg mene!
Naa, faa maa hun ogſaa ligne mig. Jeg holdt meget
af min Kone. Havde jeg ikke faaet hende, ſkulde det
virkelig have gjort mig ondt; men jeg havde ikke
taget min Dod derover .. . og det gjor hun heller ikke.

— Bedſte Ven, ſvarede Notaren med urokkelig
Koldblodigbed, nu taler Du ufornuftigt. Fordi Edith
er din Datter, ſkal hun faa abſolut have ſamme
Smag og ſamme Natur ſom Du? Du bliver aldeles
begeiſtret over gamle Potteſkaar og Jernſager; har
Edith maaſtee nogenſinde fværmet for ſaadant et
Stykke Hjelm ſom den, Du vifte mig ijgaar? Aa nei!“
Hvorfor maa hun ſag ikke have Lov til at have andre
Pasſioner?

J fit inderſte Hjerte fandt Godefroy, at der ikke
var Spor af Mening i, hvad hans Ven ſagde.
Sammenligne Archcologien, en Videnſkab, med Kjerlig⸗
heden, hvilken Taabelighed! Det er ikke godt at vide,
hvad: han vilde have ſparet, hvis ikke Cceſarine modigt

var falden ham i Flanken.

Edith. 173

— Ja eller nei, har Du forlovet Edith med
Daniel? Ja, eller nei, har Du opmuntret deres Kjer⸗
lighed? Jeg kan tale med om den Sag, jeg, ſom har
ſeet dem i Nerheden i alle disſe Dage! Jeg for—
ſitkrer Dig, det er ikke en flygtig Forelſtelſe hen i
Vind og Veir, men det er en Lidenſkab. Derfor maa
Du virkelig tenke lidt paa din Datter. Hr. d'Arlincourt
fortæller, at Jpſiboe blev ſyg, da hun miſtede ham,
ſom hun elſkede; vil Du maaſkee have, at din Datter
ſkal blive en anden Ipſiboe? Du er en flet Fader!

— Slet Fader! flet Fader! Er det maaſkee min
Skyld, at Daniels Moder er en...

— Her er ikke Tale om Daniel, men om Edith.
Det er kun hende, Du har at tenke paa.

— Men for Pokker! fan giv mig da et godt
Raad, iſtedetfor at komme med alle disſe Spydig—
heder!

— Vil Du folge vore Raad?

— Jeg ffal folge dem ... hvis de forekomme
mig fornuftige; men hidtil har J rigtignok begge to
kun faaet mig til at gjøre Dumheder. Tal Du,
Bonchamp.

— Min Mening er ganſke ligefrem den: Bruddet
bor komme fra Daniel, ikke fra Dig...

— Bravo! Dn behøver ikke at ſige mere. Jeg
forſtaaer, hvad Du mener! Kan jeg fane Daniel til
at tage ſit Ord tilbage, ſaa maa hun give ham

174 Edith.

Skylden. Det er ypperligt! Jeg ffynder mig til Rue
Ingres.

Godefroy var ſprungen op. Som fædvanlig
vilde han ſtrax udføre fin Plan, for at han ikke
ſkulde fortryde den bagefter. Bonchamp maatte ſorge
for, at han fik lidt koldt Vand i Blodet.

— Hvor Du nu har Haſtveerk! ... Giv Dig
dog Tid til at tænfe over Sagen. Der er jo ingen
Fare paafærde. Din Datter troer, at hendes For-
lovede er i Toulouſe; Du kan altſaa vente til imorgen
Aften med at tage en Beſtemmelſe.

— Den har jeg taget. Men jeg kan godt vente
fireogtyve Timer.

Edith ſov ikke den Nat. Hun tenkte hele Tiden
paa Daniel. Han maatte lide, da han var hos en
af fine Sleegtninge, der var farligt ſyg; det pinte
hende, at hun ikke kunde være der og hjælpe ham.
Hun anede ikke det mindſte; hvad havde hun vel at
frygte? Endnu ſamme Morgen havde de jo været
jaa lykkelige! Hun lagde ikke engang Meerke til, at
hendes Fader, Bonchamp og Cäeſarine ſage faa under—
lige ud.

Man ſiger, at Natten bringer Raad; denne for⸗
andrede dog i ingen Henſeende Godefroys Beſlutning.
Jo mere han tenkte over, hvad Bonchamp havde ſagt,
deſto mere maatte han give Notaren Ret. Han ſtod
tidlig op med den Beſlutning at ville gage til Rue
Ingres og tale med Daniel. Kun forekom dette Skridt

Edith. 175

ham ikke faa let at udføre ſom tidligere. J Grunden
var det jo en meget delikat Sag at rette en ſaadan
Anmodning til Capitainen. Oldgranſkeren betenkte
ſig et Par Timers Tid. Det var forſte Gang i hans
Liv, at han foragtede Archeologien: en Bonde fra
Capdeville, ſom bragte ham en heel Bunke gamle
Heſteſko, blev uden videre jaget pan Doren. Klokken
var ni, da han begav fig afſted; paa Veien mødte
han nogle Perſoner, ſom han undgik at hilſe, da han
jaa havde været nødt til at give Forklaringer, hvad
han ikke var oplagt til. Da han kom til Rue Ingres,
ſage han fig forſigtigt om til alle Sider for at for—
visſe fig om, at man ikke faae ham gage ind.
Daniel havde allerede begyndt paa Flytningen.
J Salen vare Malerierne tagne ned, og Møblerne
vare ſtablede ovenpan hinanden. Den friſke Morgen-
luft trængte ind igjennem de aabentſtagende Vinduer.
Kun Haven faae uforandret hyggelig ud. Da Daniel
ſtod op, havde han følt fig ſterkere. Hans fjælelige
Lidelſer havde ikke nedflaaet hans Mod. Hans Moder
fandt ham ikke anderledes, end han altid var. Han
hentydede ikke til den ſkrekkelige Opdagelſe; han var
ligeſaa om og kjerlig mod hende ſom ſedvanlig og
noiedes med at meddele hende, at de ſnart ſkulde reiſe.
Det var hans Henſigt at tage med hende til en eller
anden ſtor By, hvor de kunde leve ubemeerkede.
Henad Aften gik han hen til en Tapetſerer, der ſkulde
flytte Møblerne bort. Med Henſyn til den Formue,

176 Edith.

ſom Coralie gav Affald paa, ſamt hans egen havde
de allerede taget Beſtemmelſe. Han vilde anonymt
ſende Pengene til et Hoſpital. Han tilbragte denne
anden Nat med at ordne disſe forſkjellige Sager.
Han lagde fig forſt om Morgenen, træt paa Legeme
og Sjæl. Han fov endnu, da hans Ordonnans væt
fede ham med Melding om, at Godefroy var der.

Daniel maatte to Gange lade ham gjentage
Navnet. Hvad vilde Hr. Godefroy hos ham? Hvad
var Grunden til dette Skridt? Det forſtod han ikke.
Vilde Godefroy atter knytte det tidligere Forhold?
Det var ikke rimeligt. Viſtnok maatte Edith lide
meget ved Skilsmisſen; men derfra og til at troe, at
hendes Fader gav ſit Samtykke, var der et ſtort
Spring.

Begyndelſen var iskold. Godefroy og Daniel
hilſte paa hinanden ſom to Fremmede uden et eneſte
velvilligt Ord.

— Hvad ſkylder jeg Wren af Deres Beſog?
ſagde endelig Capitainen, der folte ſig pinligt berort
af denne Taushed. Godefroy ledte efter Ord; han
hoſtede et Par Gange og ſagde fan forlegen og
generet: „Ja, Hr. Daniel, jeg forſtaaer godt, at det
undrer Dem at ſee mig her. De kan verre overbeviſt
om, at det maa være alvorlige, meget alvorlige Om-
ftændigheder, ſom ..

Daniel gjorde en utaalmodig Bevegelſe, ſom om
han vilde ſige: „Saa ſkynd Dem at komme med dem.“

Edith. 177

— Nuvel, Hr. Capitain, jeg kommer for af bede
Dem om at viſe mig en Tjeneſte. Er De ulykkelig, faa
kan De være overbeviiſt om, at jeg ogſaa er det.
Min Datter elſker Dem. Det var en Feil af mig, at
jeg letſindigt, altfor letſindigt optog Dem i vor for—
trolige Kreds. Hvilken Grund kan jeg nu anfore
ligeoverfor Edith for at forklare hende, at et ſaadant
Brud imellem Dem og mig var uundgageligt? Hun
veed, at De elffer hende. Hvis jeg nu ikke ſiger
hende Andet, end at dette Wgteſkab er umuligt, vil
hun give mig Skylden.

— Siig hende, at jeg fortjener ikke hendes
Kjerlighed. ;

— Gaa vil hun ikke troe mig. Da den ſande
Aarſag altid vil blive ſkjult for hende, vil hun ikke
kunne finde nogen fornuftig Grund til dette Brud, og,
ſom jeg ſagde dem for, hun vil. vælte hele Skylden
over paa mig; hun vil ikke kunne forſtage, at jeg
ſiger Nei, efter at jeg forſt har ſagt Ja; hun vil
betragte mig ſom Kilden til al hendes Ulykke, og det
har jeg virkelig ikke fortjent. É

— Har jeg da fortjent min Ulykte? ſvarede
Daniel.

Derpaa ſagde han med ſtorre Kraft og idet han
trængte den Bitterhed tilbage, ſom ſvevede ham paa
Leœberne: ;

— For at gjøre Sagen fort, De beder mig om
en Tjeneſte. Tal: hvad onſker De, at jeg ſkal gjøre?

12

178 Edith.

Men jeg maa bede Dem om at ſkynde Dem, thi De
er virkelig uden Medlidenhed og dreier Staalet frem
og tilbage i Saaret. Jeg maa have en Ende derpaa;
mit Mod begynder at ſvigte mig. Hvad onſker De?

— Jeg onſker, at De ikke fordømmer mig til at
miſte Ediths Kjærlighed, og at De ligeoverfor hende
vil tage Anſpvaret' for dette Brud.

Daniel ſtod op; hans Oine funklede; han ſagde
beſtemt:

Aldrig!

— Det er ikke ſmukt af Dem! vedblev Godefroy
lidt hidſigere. Edith vil komme til at lide meget, det
er der ikke Tvivl om. Naar hun antager, at jeg har
Skylden, vil hun blive vred paa mig, hendes Fader;
jan er det forbi med min Lykke, og vort fortrolige
Forhold er odelagt. De derimod taber ikke Noget ved
at paatage Dem Skylden, da hun dog alligevel ikke
fager Dem at fee mere! 2

Godefroy havde aldeles ikke Blik for den naive
Egenkjerlighed, der ſtinnede igjennem hans Ord.

— De er virkelig gruſom, Hr. Godefroy! ſvarede
Daniel. De tenker kun paa Dem ſelv. See hende
igjen! Det vilde overſtige mine Kræfter. Jeg vilde
miſte den Smule Mod, jeg endnu har tilbage, og
jeg behøver hele min Energi for at ſamtykke i at
fjerne mig fra denne By, hvor jeg efterlader mir
Lykke! 3

— Meget vel, Hr. Capitain! Jeg feer, at jeg

Edith. 179

har taget feil, da jeg gjorde Reguing paa Dem. Jeg
bad Dem dog om dette Offer ligeſaa meget for hendes
Skyld ſom for min.

— For hendes Skyld?

— Ganſke viſt! Edith vil lide meget, faalænge
hun troer, at hun kun er ſtilt fra Dem ved en ind—
bildt Hindring. Jeg troede ... jeg haabede, det
tilſtager jeg, at De vilde være faa hoiſindet, at De
ved at reiſe vilde oprette den Ulykke, De har anſtiftet.
Edith er ſtolt. Naar hun troer, at hun er forladt,
vil hun ſtrax blive meget ulykkelig; men Stoltheden
vil hjælpe til at helbrede hende for Kjerligheden.
Hvad jeg er bange for, er, at hun ffal lave fig en
Roman, ſaa at hun aldrig kommer bort fra ſin Sorg.
De feer, at det dreier fig ligeſaa meget om hende
ſom om mig, og at jeg bønfalder Dem mindre [or
min Skyld end for fjendes. *

Hr. Godefroy var virkelig oprigtig; han troede
ſelv paa, hvad han ſagde. Daniel havde endnu ikke
tænft paa, at en eller anden Omſtendighed kunde fore
ham tilbage til Edith; han frygtede, at hans Mod
ſkulde ſvigte ham.

— De er egenkjerlig ſom alle lykkelige Men⸗
neſker, ſagde han. Men ligemeget; De henvender
Dem til mig i hendes Navn: hvorledes ffal jeg faa
kunne afflane Dem Noget? Jeg ffal opfylde Deres
Onſke; jeg ſkal tale med Froken Edith, og jeg lover
Dem, at jeg ffal gjøre Alt ſor at gjenoprette den.

12+

180 Edith.

Ulykke, ſom De figer, jeg er Skyld i. Maaffee havde
De kunnet ſkaane mig for denne ſidſte Lidelſe; men
det tager jeg nu ikke længere faa noie. De ffal ikke
takke mig; det er ikke for Deres, det er for hendes
Skyld, jeg ſamtykker. Ver ikke bange; jeg fkal nok
bære mig ſaaledes ad, at hun meget hurtigt ſkal
glemme mig.

Denne Reſignation rørte Godefroy. Han følte,
at en Sammenkomſt med Edith maatte være meget
pinlig for Daniel. Det Offer, han bragte uden mange
Omſvob, indgod ham en vis Agtelſe. Han blev et
Oieblik ſtagende og ſtirrede pan dette blege Anſigt,
disſe feberhede Oine, der vidnede om faa megen
Kamp, faa megen Fortvivlelſe; han forſtod, at man
ikte kan belonne den Slags Menneſker med en tom
Takſigelſe. Han tog Officerens Haand og trykkede
den varmt.

— Naar er det Dem beleiligt, at jeg kommer til
Dem? ſpurgte Daniel. Det er min Henſigt at tage
fra Montauban imorgen; jeg har idag været hos min
Oberſt og indleveret min Anſogning om Afffed. Indtil
den kan blive bevilget, har jeg foreløbig faaet Per—
misſion. Der er altſaa ikke Noget, der holder mig
tilbage her, og jeg længes efter at komme bort.

— Kom idag, Hr. Daniel. Edith troer, at De
igaar var i Toulouſe; det vil falde Dem let at for⸗
klare hende Grunden til Deres Fraverelſe.

Edith. 181

— Jeg kommer ſaa i Lobet af Formiddagen, og
jeg ſkal, ſom ſagt, gjøre, hvad der er mig muligt.

— Min ſtakkels Ven, hvor det gjor mig ondt
for Dem, ſagde Godefroy bevæget, uden at tenke paa,
at det var ham ſelv, der tilfoiede den unge Mand
denne Lidelſe.
— Man kan jo vænne fig til Alt, mumlede
Daniel. 5

Saaſnart han var ene, ffjulte han Anſigtet i
fine Heender. Han ſtulde altſaa ſee Edith igjen!
hvilken Gruſomhed! Naar han havde givet fit Sam—
tykke, var det, fordi Godefroys Tanke ſtemmede med
hans egen. Da han Dagen iforveien vendte hjem fra
fin Omflakken paa Markerne, tænfte han paa, hvad
den unge Pige vilde lide ved at miſte ham. Maaffee
gjorde han en virkelig god Gjerning ved om muligt
at formindſke denne Lidelſe. Det var et tungt Hverv.
Han ſtulde ſelv ødelægge den Kjærlighed, han havde
indgydt; han ſkulde med fine egne Gænder omſtyrte
det Fodſtykke, hvorpaa Ediths Hænder hapde ſtillet
ham; han ſkulde lade, ſom om han gav efter for en
hoiere Nødvendighed, der ffilte ham fra hende, og
naar det Hele var forbi, naar hun "havde Ret til at
tænke: „Jeg havde taget feil; han elſkede mig ikke i
Sandhed, ſiden han ſaaledes kunde forlade mig,“ ſaa
ſtulde han, Daniel, gage fin Vei, med Hjertet ſvul⸗
mende af Kjerlighed, forſt anklaget og ſnart glemt
af det Veſen, ſom han tilbad! Ogſaa dette Offer

182 ; Edith.

fandt han fig i; han havde nu i to Dage vandret ad
de Menneſkers via dolorosa“), ſom opoffre fig for
Andre. Hans Anſigt bar Spor af denne nye Kamp,
da Coralie, ſom ogſaa var bleven urolig over Godefroys
Beſog, traadte ind i Salen.

Hun var ſkrekkeligt forandret. Denne Kvinde
afſonede nu paa engang fine Løgne, fine Udſteielſer
og fin Vanære. Ofte feer man ftore Forbrydere ſore
et lykkeligt Liv; de gage ſmilende igjennem Tilværeljen,
ligeoverfor deres uforſkammede Lykke tænfer man uvil—
kaarligt paa, hvor Guds Retferdighed bliver af. Den
er dog ikke glemſom: den er kun langmodig. Det
Dieblik kommer altid, da den ſlager ned, og da dobbelt
eftertrykkeligt.

To Dages Angſt havde gjort hende gammel; man
ſkulde troe, at ti Aar vare gaagede hen over hende.
Hendes Smhed fore Sonnen var der tilfoiet et dybt
Saar. Daniel tilgav hende, men hun ſelv tilgav fig
ikke. Da Daniel opdagede det, forſogte han at ſmile;
hun vidſte kun altfor godt, at hun var Aarſagen til
denne Kataſtrofe; hvorfor da altid minde hende derom?
Han havde ligeſaa vel Medlidenhed med fin Moder,
der var ſkyldig, ſom med Edith, der var ufkyldig.
Coralie boiede ſig ned over ham.

— Dette Beſog har pint Dig, ſagde hun. Nei,
ſog ikke at ſkuffe mig; Du kan længe nok ſtjule din

+) Smertensvei.

Edith. 183

Sorg, jeg ſeer den alligevel. Det er mig, der har
odelagt dit Liv!

— Lad os endelig ikke tale mere herom, jeg har
glemt Alt. Du er min Moder, det er mig nok. Vi
reiſe iaften. Lucain kan ſenere fælge Møblerne.
Hvis Du vil, kan Du ordne dine Sager i Vic og
ſaa mode mig i Lyon.

— Daniel havde reiſt fig; han tog fin Hat og
fine Handſter.

— Gaaer Du ud?

— Ja, men jeg bliver ikke længe borte, hoiſt en
Time.

— Mit ſtakkels Barn! ... Bil Du have, at jeg
ffal doe? Ak! naar jeg ikke allerede har taget Livet
af mig, er det kun, fordi min Dod nu ikke kan hjelpe,
og jeg tenker, at Du idetmindſte vil have mig ved
din Side for at troſte Dig ... Tillader Du mig det?

Daniel tvang fig til at omfavne fin Moder og
ſagde i en blod Tone:

— Jeg beder Dig endnu engang: kom ikke med
en eneſte Hentydning til Fortiden. Jeg ſagde Dig
jo iforgaars, at jeg udſletter Dit tidligere Liv. Det
vil jeg for Fremtiden ikke kjende. Aldrig ſkal Du
hore et bebreidende Ord af min Mund. Du har
Ret; jeg trænger til, at Du bliver hos mig for at
ſtotte mig. :

Han omfavnede endnu engang fin Moder og gik
ud for at begive ſig hen til Koralgaden; han var nu

3

184 Edith.

kommen ind paa Forſagelſens Vei og vilde fortfætte
fin Vandring uden at ſynke ſammen under Korſets
blodige Vegt.

X.

Edith var underrettet og ventede Daniel. For.
at hun ikke ſkulde blive forundret, havde hendes Fader
ſagt til hende, at den unge Mand var kommen hjem
og ſnart vilde være hos hende. Forøvrigt faldt det
hende aldeles ikke ind at blive forundret: Daniel
havde været nodſaget til at reiſe og kom nu tidligere
hjem, end man havde ventet ham; det var jo en
ganſke naturlig Sag. Den unge Pige havde ſtadig
ingen Anelſe om, at der kunde være Noget i Veien.
Hun levede altfor meget med ſine egne Tanker til at
bemerke, hvor forſtyrrede hendes Omgivelſer ſaage ud.
Tilfceldigviis var hun ene i Salen, da Daniel kom.
Stagende ved Vinduet fane hun ned i Haven og ſogte
med OSinene den velſignede Plet, hvor de havde ud—
talt, at de elſkede hinanden. Ved Lyden af Doren,
der blev lukket op, vendte hun fig om; et Glimt af
Glæde lyſte i hendes Bine, da hun fane ham:

— Hvorfor reiſte De uden at underrette mig

derom? ſpurgte hun, men i det ſamme overraſkedes

hun af det bekymrede Udtryk i hans Anſigt.
En Skygge gled hen over hendes hvide Pande.
Hun følte Ulykken nærme fig, denne Ropfugl, ſom

Edith. 185

holder fig fvævende oppe i Luften, før den flaaer

ned. Sendes glade Smil forfvandt, hun blev alvorlig.

— De er lidende, tilføjede hun, efter endnu et
Oieblik at have feet paa Daniel. Sog ikke at ffjule
det for mig. Er det Deres Reiſe til Toulouſe, ſom
har virket paa Deres Humor? Var det daarligere
med Deres. Slegtning? Jeg vil vide Alt.

— Ja, jeg er lidende, ſvarede han med noget
ryſtende Stemme; men Grunden er ikke den, De troer.
Siden jeg ſidſt fane Dem, Edith, er der foregaget
ſorgelige Begivenheder, ſom jeg desverre er nødt til

at tale med Dem om.

Ediths Oine veg ikke fra ham, Hun ſagde kun:
„Hvad da?“

Han nolede et Sekund, ſom om Leberne vægrede
lig ved at udtale det ffjæbnefvangre Ord; endelig
hviſkede han med pinlig Anſtrengelſe:

— Vort gteffab er blevet umuligt.

Hun blev meget bleg, men ſagde ikke et Ord og
ſaae kun pan ham med fine klare Dine. Han blev
lidt efter lidt roligere og vedblev uden ſynlig Sinds—
bevegelſe: |

— De veed jo, at Deres Fader og Hr. Bonchamp
iforgaars havde en Sammenkomſt med min Tante,
medens vi vare ude at ſpadſere. Denne Sammen⸗
komſt forte ikke til noget godt Reſultat. Der opſtod
Vanſkeligheder, ſom Ingen havde havt Anelſe om.
Ved min Hjemkomſt meddelte min Tante mig, at hun

186 Edith.

ikke mere kunde give ſit Bifold til vor Forening.
Forgjeves ſogte jeg at bringe hende paa andre Tanker.
Jeg ſtodte paa en urokkelig Beſlutning. Jeg reiſte til
Toulouſe i Haab om, at min Fraverelſe kunde frem—
falde et lykkeligt Omſlag. Jeg tog feil. Jeg fandt
hende imorges lige fan urokkelig ſom iforgaars. Jeg
haaber, kjcre Edith, De vil kunne forſtage, hvorfor
jeg ikke har villet meddele Hr. Godefroy dette Brud,
forinden jeg havde talt med Dem ſelv derom. Jeg
vilde have, at De ſkulde være den forſte, der fik at
vide, at der havde reiſt ſig uforudſete Hindringer
imellem os.

Han taug. Endnu ſtod hun uden at rore ſig;
hun ſagde roligt:

— De reiſer altſaa?

— Ja. Jeg fjender Dem tilſtrekkeligt til at
være ſikker paa, at De er ligeſaa bedrovet derover
ſom jeg; thi jeg haaber, De tvivler ikke om, at jeg
er meget ulykkelig. Vil De tilgive mig den Sorg,
jeg foraarſager Dem? De er ung, De fortjener at
blive elffet. De vil hurtigt glemme mig, og De vil
blive lykkelig. Vi ville ſenere engang modes, om
nogle Aar, naar De er gift og Fortiden ikke mere
exiſterer for Dem. Vor Drøm var altfor ſkjon. Lad
os ikke mere tenke paa den, ſiden den ikke kan blive
til Virkelighed. Jeg antager, at De ikke er vred paa
mig for et Brud, ſom jeg ikke kan forhindre, og at

Edith. 187

De med Tiden vil betragte mig ſom en oprigtigt
hengiven Ven.

Efterhaanden ſom han talte, havde han ſenket
Stemmen. Han kunde næften ikke fane et Ord frem
for Sindsbevegelſe, og han frygtede, at hans For—
virring ffulde forraade ham. Da han holdt op, blev
der en kort Taushed. Edith havde lige fra Sam—
talens Begyndelſe feet ufravendt paa ham. Hendes
Blik hvilede endnu paa ham, og hun ſvarede med
uforandret Ro:

— Det er jaa langt fra, at jeg er bred paa
Dem, min Ven, at jeg tvertimod maa takke Dem for
Deres Oprigtighed; men ſynes De ikke, at, ſaaledes
ſom Forholdet er mellem os, har jeg Ret til at for—
lange, at denne Oprigtighed bliver fuldſtcendig? Hvad ;
er det for en uventet Hindring, der for Fremtiden
ſkiller os?

— Et Pengeſporgsmaal, fremſtammede Daniel
med Befvær.

— Det vil altſaa ſige, at Deres Tante ikke har
kunnet blive enig med min Fader om Beſtemmelſerne
i vor Wgteſkabscontrakt?

— Ja.

— Og at hun negter fit Samtykke?

— Ja.

— Om jeg ikke feiler, er dette Samtykke ikke
nødvendigt for Dem?

— Det er det ganſke viſt ikke.

188 Edith.

— Gaa forftaaer jeg Dem aldeles ikke. Det
forekommer mig, De burde have betydet Fru Dubois,
at et Lune af hende ikke kunde forandre Deres Billie.

— Det er let nok ſagt, Edith; men hvor hoit
jeg end elſker Dem, føler jeg mig ilke iſtand til at
være ulydig mod den, der har været mig i Moders
Sted. Jeg har betroet Dem, hvad hun har gjort for
mig, hvor kjerlig hun i mange Tider har viiſt fig
imod mig. En ſaadan Hengivenhed flaaer dybe
Rodder, ſaa dybe, at jeg ikke har havt Mod til at
rive dem op. Min Tante har befalet mig at vælge
imellem hende og Dem; jeg ſtred imod, men jeg har
maattet give efter. Hun truede med at forlade mig,
med ikke mere at ville fee mig; jeg miſtede paa een—
gang hendes Kjærlighed og det berettigede Haab om
hendes Formue .

Edith ſmilede, hvor bleg hun end var. Hun
ryſtede ſagte pan Hovedet og ſagde i en ſikker Tone:
— Hvor det dog falder Dem fvært at lyve!

— Edith!

Hun var atter bleven alvorlig; Smilet forſvandt
igjen fra hendes Læber, og hun vedblev med Styrke:

— Der er ikke et Ord ſandt i, hvad De ſiger.
Jeg troer Dem ikke! De elſker mig ligeſag høit, ſom
jeg elffer Dem ... Daniel, De, der kjender mig, De
kan troe at kunne narre mig, ſom om De kunde be-
drage et Hjerte, der tilhorer Dem!

Det ſvimlede for den Ulykkelige. Mod, Beſlut⸗

Edith. 189

ning, Kraft ſvandt for den unge Piges faſte og
ſeirende Tro.

— Hvad kan det dog være, der ſaaledes ode—
lægger vort Liv? vedblev hun. Jeg fatter det ikke;
men Noget maa der vere, ſiden De indlader Dem
paa at lyve, De, der er Wrligheden, Oprigtigheden
og Wren ſelv! Jeg forholdt mig rolig, medens De
talte; De troede formodentlig, at jeg gik ind paa
Deres Forklaring. Det kom af, at jeg horte paa Dem
med den ophoiede Tro, jeg har til Dem! Ikke et
Dieblik har jeg været i Tvivl. De glemmer, hvad
jeg engang har ſagt Dem: jeg kjendte Dem, for jeg
kjendee Dem. Da jeg forſte Gang mødte Dem, gav
jeg Dem Haanden ſom en gammel Ven. Og jeg er
hverken taabelig eller letſindig. De gjor derfor bedſt
i at betragte mig ſom Deres Forbundsfelle og ſige
mig hele Sandheden. Vi elſke hinanden, og vor
Kjærlighed er fan ſterk, at vi To nok ſkulle beſeire
alle Hindringer!

Ediths klare Dine ſtraalede faa ſterkt, at Daniel
blev. blændet. Han glemte fig ſelv et Oieblik. Hen⸗
reven af ſin Lidenſkab greb han den unge Piges
Haand; men faa huſkede han paa, at hun ikke mere
tilhørte ham. Tanken om Moderen ſtod atter klar
for ham; hans Lidenſkab ſlukkedes, og han ſvarede
koldt, idet han vendte ſig bort:

; — De tager feil. Imellem os er der Jutet:
mere. ;

190 Edith.

Nu var det hende, ſom greb Daniels Haand og
med et engleligt Smil ſagde:

— Saa vil De da doe af Lengſel!

— Han kunde ikke modſtage længer. Hvor det
er gruſomt af Dem at pine mig ſaaledes! Ja, jeg
elffer Dig, og aldrig har min Kjærlighed været faa
dyb ſom i dette Oieblik, da jeg ſiger Dig Farvel!
Jeg haabede at have Kraft til at ſpille min Rolle
tilende; men jeg kan ikke mere .. . nei, jeg kan ikke
mere! Jeg forlader Dig, og jeg doer af Sorg over
at miſte Dig! Hav Medlidenhed, flip mig, hold mig
ikke tilbage og ſporg mig ikte om Noget ... jeg kan
Intet tilſtaae! Viid, at jeg vil bære evig Sorg for
min evige Kjerlighed; viid, at jeg altid vil være Dig
nær, hvor fjernt jeg end ſynes at ſtaage Dig. Jeg
elffer Dig, og jeg opgiver Dig; jeg elffer Dig, og jeg
gjør Dig fortvivlet ... Betenk dog, hvor forfærdelig
min Hemmelighed maa være, ſiden Intet kan frarive
mig den!

Edith folte, at der bag Daniels lidenſkabelige
Ord lurede noget Skrekkeligt. Hun løftede imidlertid
Banden og ſagde, idet hun ſaae fin ⸗Forlovede ind i
Øimene:

— Du ſagde ... „Du“ .. til mig, ſom om
jeg allerede var din Huſtru ... Jeg gaaer ind der⸗
paa! Jeg ſporger Dig ikke mere om Noget og giver
Dig din Frihed. Naar Du ikke aabenbarer mig din
Hemmelighed, ſaa er Grunden den, at Du mener, jeg

— ER

Edith. 191

bør være uvidende om den; men hvad det er Dig
muligt at ſige mig, det vil jeg vide. Det kan ikke
være nogen almindelig Grund, der ffiller os. Siig
mig da, er det Dig, der vægrer Dig ved at gifte Dig
med mig?

Daniel nolede; tilſidſt ſagde han dog: „Ja“.

— Det er ikke ſandt! ſvarede Edith med Styrke.
Det aner mig, at der ſtikker en eller anden Opoffrelſe
bag denne Uſandhed. Ingen af os vilde kunne gage
ind paa: ikke mere at fees. Der er altſaa en hoiere
Billie, ſom beherſker din. Hvis er den? det vil jeg
vide. Det er enten min Faders eller din Tantes.

— Sog ikke! ... Jeg er desværre ikke mere
værdig til at være din Wgtefelle.

— Du! — Et ophoiet Smil vifte fig paa hendes
Læber, og med et Udtryt af. oprørt Lidenſkab udbrød
hun: „Siig, at Sandhed ikke mere er Sandhed, at
Solen ikke mere er Solen, og jeg vil ſnarere troe
Dig!“

— Edith, Edith, udbrød Daniel, ſporg mig ikke
om mere! Viid kun faa meget, at jeg buffer under
for en ufortjent Wanære, og at jeg opgiver Dig, for
at den ikke ogſaa ſkal beſudle Dig. Nu har jeg ſagt
Dig mere, end jeg burde; men nu vil Du ialfald ikke
give mig Skylden. Lad Tanken om, at mit Liv er
odelagt, bringe Dig til at tilgive mig, at jeg har brägt
Forſtyrrelſe i dit. Jeg bukker under for en ſtjebne⸗
ſvanger Ulykke; jeg vilde gjerne ſtjule min Hemme⸗

*

192 Edith.

lighed for Dig for ikke at frænfe din jomfruelige
Renhed, men hvis Du fordrer det ...

Hun lagde fine Fingre paa Daniels Leber:

— Ti. Jeg ſporger Dig ikke om Noget. Du
elffer mig: mere behøver jeg ikke at vide. Hvad der
end ſkeer, vil jeg altid elſte Dig. Du har kunnet bringe
Forſtyrrelſe i mit Liv, fordi jeg har ſkjcenket Dig det.
Til Gjengjæld fordrer jeg ogſaa Noget af Dig: jeg
forbyder Dig at reiſe, ſom Du ſagde; gaa nu hjem
og forlad ikke Byen, for Du igjen har ſeet mig.

— Det er umuligt!

— Jeg vil have det, Daniel.

— Edith!

— Jeg vil have det ... '

Hun drog ham blidt til fig og ſagde, idet hun
kysſede ham paa Banden:

— Du har ikke Ret til at afflane mig det ...
da jeg tilhører Dig!

Den unge Pige ſeirede. Hun forekom ham for—
klaret, og hendes ſtore, lyſe Oine ſtraalede. De
vexlede endnu et Blik, og Daniel gik.

„(Sluttes i neſte Hefte.)

193

Edith.
En Fortælling
Af 1
Albert Delpit.
(Sluttet.)

X.

Da Daniel var gaaet, blev Edith tankefuld ſid⸗
dende. Hvad foregik der dog egentlig? Hun var
aldeles ſikker paa, at hun ikte havde taget feil: Hin⸗
dringen kom enten fra hendes Fader eller fra Fru
Dubois. Inſtinktmesſigt følte hun, at det ikke var
fra denne ſidſte, og at det var Hr. Godefroys Billie,
der bragte dem til Fortvivlelſe. Men hvorfor dog?
og hvorledes kunde hendes Fader nu fætte fig imod
en Forbindelſe, ſom han i Principet ikke havde havt
Noget imod? Alt det tenkte hun paa, da Faderen
netop traadte ind til hende, tilſyneladende ligeſaa

rolig ſom altid. Det forekom Edith, at hun i Halv⸗
' 13

194 Edith.

morket bag Deren ogſaa ſkimtede Ceſarines Profil.
Hun gik hen, tog ſit Broderi og ſatte ſig til at
arbeide ved Vinduet, men holdt Die med Godefroy.

Denne lod til at vere aldeles optagen af Skabet
med Oldſagerne. Han torrede nynnende Glasruderne
af med fit Wrme, aabnede en Skuffe, lukkede en
anden i, anbragte Heengelampen fra Middelalderen
der, hvor den hellige Ludvigs venſtre Spore havde
heengt, eller ſtirrede længe paa et gammelt Stykke
Jern, ſom om han havde opdaget en ny Skjonhed
ved det. Men Edith kjendte ham altfor godt til at
lade ſig narre heraf. Hendes Mistanke vaagnede.
Hendes Fader ventede aabenbart paa, at hun ſkulde
ſige noget; men det tog hun ſig vel iagt for. Midt
under denne dobbelt ſtuderede Taushed kom Cæjarine
ſom ſedvanligt farende ind. Hun fnakkede uhyre
livligt, meldte, at Frokoſten var ſerveret, og at de
maatte ſkynde fig med at gage tilbords, hvis Wggene
ikke ſtulde blive folde; Edith reiſte fig, lagde roligt
fit Arbeide fra ſig og tog Godefroys Arm, ſtadigt
med den ſamme paatagne Ro. J hendes Hjerne be—
gyndte en heel Plan at komme til Modenhed.

Det kunde ikke være andet, end at enten Godefroy
eller Cæfarine maatte have ſeet Daniel komme; naar
nu hverken hendes Fader eller Tante talte om dette
Beſog, jaa maatte det være, fordi de ventede, at hun
ſtulde tale forſt. Derfra og til at forudjætte, at de
kjendte Anledningen dertil, var der ikke noget ſtort

Edith. 195

Spring. Hun ſatte ſig for at tvinge dem til at blotte
ſig. Det haſtede imidlertid ikke, da Daniel jo havde.
lovet hende, at han ikke vilde forlade Montauban, for
han igjen havde talt med hende. Man fatte fig til—
bords. Hun lod til at være i godt Humor og glædede
fig til længer op paa Dagen at gage en Tour med
Tanten. Medens hun godt merkede, at baade Cæfarine
og Godefroy ſogte at udſpionere hende, pasſede hun
paa, at det ſage ud, ſom om hun ikke havde den
mindſte Anelſe derom. Oldgranſkeren var tydeligt
nok i hoi Grad ſtuffet. Han havde ventet fig noget
heelt Andet. Under hele Maaltidet forlob Edith ſig
ikte en eneſte Gang; da Frokoſten var forbi, kunde
man fee paa Godefroy og Caeſarine; at de erkjendte,
de havde lidt et Nederlag. Man tenke fig en Jæger,
der ved en Moſe har opſtillet rigtig loekkre Limpinde
for Fuglene; de komme flyvende henover dem; men
iſtedetfor at fætte fig paa dem, udſtode de ſmaa dril⸗
lende Skrig. Jeg antager, at bemeldte Jeger ikke
vilde være mere flau end vore Helte. Ikke alene
fortaug Edith Daniels Beſog, men hun lod endog til
at være i ſerdeles godt Humor. Havde den unge
Mand maaſtee ikke holdt ſit Lofte? Godefroy var
baade nysgjerrig og engſtelig. Han havde forſkrekke⸗
lig Lyſt til at ſporge Edith; men han turde ikke. Det
maatte imidlertid have en Ende. Han benyttede et
Dieblik, da den unge Pige fane ud i Haven, til at
conferere med Cæfarine; hun var ligeſom Muhamed
13+

196 Edith.

af den Mening, at naar Bjerget ikke vilde 3 til

dem, maatte de gage til Bjerget.

— Det er nok kjont Veir idag, min Pige? ſagde
Godefroy modigt til en Begyndelſe.

Edith jane paa de ſolbeſkinnede Træer og ſvarede:

— Ja, det er rigtig kjont Veir.

Han hoſtede et Par Gange lidt forlegen; naar
hans Datter ikke var mere veltalende, var det ikke let
at fane en Samtale igang. Han var juſt ikke over⸗
drevent taalmodig; efter afvexlende at have ſeet paa
Edith og Cæfarine, beſluttede han at ende med, hvad
han ſkulde have begyndt med. f

— Hor, mit Barn, lad os nu ikke lenger ſpille
Komedie med hinanden. Vær oprigtig. Du har feet
Daniel?

— Ja, Fader.

— Hvad ſagde han?

— Sandheden.

Godefroy hoſtede. Han ſpurgte med voxende
Uro: ;

— Hvilken Sandhed?

— Det antager jeg, Du veed lige faa godt ſom
jeg: Daniel har meddeelt mig, at han ikke kan gifte
ſig med mig paa Grund af, at der var en uover⸗
ſtigelig Hindring imellem os.

Oldgranſkerens Anſigt opklaredes. Daniel havde
holdt fit Løfte: Alt gik jo udmerket. Han gik et Par

Edith. 197

Gange op og ned ad Gulvet og mumlede: — Han
har baaret fig ad ſom en brav Karl.

Til Tantens ſtore Forbauſelſe havde Edith ſtraz
igjen taget fat paa fit Broderi, og hun arbeidede nu
ganffe roligt videre, Det var, ſom om hun ikke havde
fjerneſte Anelſe om Noget. Caſarine forſtod mindre
og mindre af Sagen. Elſtede hun da ikke Capitainen,
ſiden hun var faa ligegyldig ved at miſte ham?

— Naa, ſaa det har han ſagt, ſvarede Godefroy.
Meget vel. Men hvad ſvarede Du?

— At jeg havde givet ham mit Hjerte og ikke
tog det tilbage igjen.

— Godt, faa ffal jeg gjøre det i dit Sted! ...
Daniel har Ret. J ere for ſtedſe fkilte.

Edith lod ſig ikke rokke. Nu vidſte hun, hvad
hun vilde vide: hvorfra Hindringen kom; fra hendes
Fader, derom kunde der ikke være Tvivl. Hun faae
paa ham og ſagde:

— Vil Du ikke forklare mig, hvorfor Daniel og
jeg ere ſkilte for ſtedſe ?

— Jeg har ikke Noget at forklare. Man ſkulde
paa Wre troe, at jeg var en Veirhane, der dreier
ſig efter Vinden! For Dig maa det vere nok at vide,
at din Forlovelſe er hævet, og at Du ikke kan blive
gift med Capitainen.

Hun taug; hendes e ærgrede, Godefroy,
der blev mere og mere ivrig.

— Sporg mig ikke om de nærmere Omftændig=

198 Edith.

heder, dem kan jeg ikke ſige Dig. Naar en Ting er
umulig, maa man opgive den, og mellem Eder er der
nu ſaadanne Hindringer, at Du kun har Et at gjore:
ikke mere at elffe ham og glemme ham.

Den unge Pige rullede langſomt ſit Broderi
ſammen og lagde Henderne paa det:

— Du kjender mig faa godt, ſagde hun, at Du
veed, jeg aldrig vil handle mod din Befaling. Du
er min Fader, og det er min Pligt at adlyde Dig;
jeg adlyder altſaa. Jeg gifter mig ikke med Daniel,
lad faa være. Men Intet i Verden ffal forhindre
mig fra at elffe ham. '

— Du glemmer ham nok!

Koldt, men med rolig Energi ſvarede hun:

— Aldrig!

Cæfarine Havde ikke ſagt et Ord under hele
denne Samtale, Hun holdt faa meget af ſin Niece,
at hun var bange for, at hun ſkulde komme til at

"mangle Beſtemthed; da hun horte Ediths Svar, blev

hun aldeles forſtyrret; hun lob hen til den unge Pige
og tog hendes Hænder:

— Edith, mit kjcre Barn, hør mig. Jeg for⸗
ſikkrer Dig, at din Fader har Ret; han overdriver
ikke, WEgteffabet er umuligt. Siig mig, at Du vil
ophøre at elſte ham, at Du vil ſoge at glemme ham,
ellers bliver jeg utroſtelig ved Tanken om, at Du
altid vil være ulykkelig.

Edith omfavnede omt Tanten, derpaa reiſte hun

Edith 199

ſig; hun ſmilede meget ſorgmodigt, men ſagde med
den hende eiendommelige blide Beſtemthed:

— Ja, jeg vil blive meget ulykkelig, men beklag
mig ikke! Jeg foretræffer et Helvede, ſom hufker, for
et Paradis, ſom glemmer. Naar to Vessner, ſom
elſke hinanden, ere tabte for hinanden, er den feig,
der troſter ſig; man har ikke Ret til at flygte fra ſin
Sorg. Det er haardere, men ogſaa ſkjonnere at gage
heelt op i den. Min Fader vil ikke tillade, at jeg
ægter Daniel? Jeg er en brav Pige, der ikke er
iſtand til at handle mod hans Onſke, og jeg vil ad-
lyde ham; men min Kjærlighed tilhører mig, ude—
lukkende mig, og den beholder jeg! Du troer, at Du
gjor mig bange ved at ſige, at jeg kommer til at
lide? Det veed jeg, jeg venter ikke Andet ... jeg
haaber det endogſaa.

Godefroy ſogte forgjæves at beherſke fin Sinds⸗
bevegelſe. Hans Datters Reſignation gjorde et dybt
Indtryk paa ham. Hun ſagde paa fin ſtolte og aabne
Maade, at hun uden Modſigelſe vilde gjøre fin Pligt;
men med de Ideer, hun havde, indſage han, at hun
vilde opgive Daniel, men at hun altid vilde begrede
ham. Han boiede fig frem imod hende og omfavnede
hende kjerligt:

— Mit ſtakkels Barn ... mit ſtakkels Barn!
ſagde han to Gange.

Men pludſelig vendte han: fig i opblusſende
Brede om mod Cæfarine: „

200 Edith.

— Det er ogſaa din Skyld! Dig har jeg betroet
min Datters Opdragelſe, og Du har opdraget hende
paaßgen latterlig Maade!

Cæfarine var nær ved at kveles. Hendes Broder
vovede at angribe hende paa hendes ømmefte Sted!

— Jeg! jeg ffulde have opdraget Edith paa en
latterlig Maade!

— Ja, netop! Du har ladet hende læfe idiotiffe
Boger! Ridderromaner, Ipſiboer, og Gud veed, hvad
det Stads hedder! Der har vi Reſultatet af den
Slags Opdragelſe: min Datter er bleven romantiſt!

Cceſarine vilde ſvare, men kunde ikke faae et
Ord frem; Harmen kvalte hendes Stemme, og Edith
maatte ſvare for hende:

— Du er meget uretfærdig mod Tante, kjere
Fader. Jeg troer ikke, at jeg er romantiſt, fordi jeg
elffer den Mand, Du har tilladt mig at elfte.

— Idag forbyder jeg Dig det.

— Nu er det uheldigviis for ſilde.

Havde Cæfarine blot taget Henſyn til fin Ver⸗
dighed, vilde hun have tiet: men nu gjaldt det hendes
Niece. Hun noiedes med at ſende ſin Broder et for⸗
agteligt Blik; derpaa omfavnede hun igjen Edith og
ſagde venligt:

— Vær nu fornuftig, Kjere!

Taarerne ſtod den unge Pige i Øinene.

— Har man maaſkee appelleret til min Fornuft?
Nei, man byder mig med et Magtſprog at opgive

Edith. 201

min Lykke, uden at ſige mig hvorfor. Fader giver
mig fine Befalinger, men ingen Grunde. Efterat han
har ſagt til mig: „Du kan elſke denne Mand, Du
ſkal giftes med ham,“ ſiger han nu: „Du maa ikke
mere elſke ham, Du. ffal ikke giftes med ham.“ Man
raader over mig, uden at ſporge om min Mening;
man paalægger mig at undertrykke min Kjærlighed,
ſom om jeg kunde det, ſom om mit Hjerte, min Hen⸗
givenhed, min Forſtand var afhængig af et Lune.
Ikke en eneſte Gang har man talt til min Fornuft;
baade Daniel og Du, Fader. erklœre vort Wgteſkab
for en Umulighed; men ingen af Eder ſiger mig
hvorfor.

Hvad kunde Godefroy ſvare? Intet. Ogſaa han
var kommen i Knibe; alligevel vilde han ikke have, at
hans Datter ſkulde troe, at han med let Hjerte legede
med hendes Lykke.

— Lad gaae; jeg ffal ſige Dig Alt. Du bliver
ikke gift med Daniel, fordi han er vaneeret.

— Han!

— Der er en Skamplet paa hans Familie, en
Skamplet, ſom ikke kan aftvettes. Jeg taug ſtille
dermed for at undgaage det Pinlige ved en ſaadan
Forklaring. Du feer, at Daniel ogſaa har fordulgt
Sandheden for Dig. Han er ufkyldig i fin Ulykke,
det er ganſte ſandt; han har ikke gjort Noget, der
kunde foranledige den, det indrommer jeg; men den
Vanere, jeg taler om, exiſterer ligefuldt, og hans

5 EPE LEDEDES Æg

202 Edith.

Familie er ikke værdig til at træde i Forbindelſe

med vor.

Edith boiede Hovedet. Hun gjentog maſkin⸗
mesſigt:

— Vancret ... Daniel!

Hun mindedes ſin Forlovedes Ord: „Jeg for—
tjener ikke at blive din Wgtefeelle.“ Og hendes Fader
brugte neſten de ſamme Udtryk. Hvad var dog det
for en Hemmelighed? Oldgranſkeren vedblev med
Eftertryk:

— Nu veed Du Alt; jeg fjender Dig; jeg er
vis paa, Du er altfor fornuftig til ikke at give efter
for Kjendsgjerninger. Jeg ſkal ikke nærmere forklare
mig, fordi der er Ting, man ikke ſiger til en ung
Pige; hun maa noies med, hvad hendes Forældre
forſikkre hende. Forreſten vilde heller ikke Daniel
tale anderledes til Dig. Du maa finde Dig i, hvad
der ikke kan være Andet, og indſee, at det er din
Pligt.

Den unge Pige hævede Panden. Hun havde
faaet hele fit Mod, der et Sieblik havde ſvigtet hende,
tilbage. ;
— Jeg indſeer, at det er min Pligt at elffe
ham faa meget hoiere, ſom han nu bliver mishandlet.
Er Daniel vanæret, kan det kun være ved en Andens
Feil, det er jeg vis paa; thi han ſtager faa høit
over denne Verdens Usſelheder, at de ikke kunne nage

gat kaſte Smuds paa ham; og fkulde det være fandt,

Edith. 203

burde Du beklage ham og ikke ſtraffe ham; thi jeg
antager, at en ſaadan Ulykke kan ødelægge hans Liv,
men ikke forringe min Kjærlighed til ham.

— Edith! .. . Du ſkal og Du maa!

— Du giver mig ſtadig Befalinger, men aldrig
Fornuftgrunde. Set nu, at den Ulykke, der har ramt
Daniel, havde truffet Dig, var jeg faa en mindre
brav Pige af den Grund? Vilde Du ſaa finde det
ganſke i ſin Orden, at han brod med mig? Nei.
Hvorfor vil Du faa have, at jeg ffal gjøre Noget,
ſom Du vilde kalde en Feighed, hvis han gjorde det?
Lad mig ſtille mig paa et hoiere Standpunkt og
dømme om Tingene ligeſaa meget med mit Øjerte
ſom med min Forſtand. Jeg har Sneſe Gange hort
Dig ſige, at et Menneſke kun er Noget ved fit eget
Værd: dette ſiger min Forſtand mig; men jeg føler
desuden, at det er ude med Daniel, hvis han miſter
mig: det ſiger mit Hjerte. Hvorledes ſkulde han
kunne modſtage disſe gjentagne Stød, naar man forſt
krenker ham i hans Wre og faa kranker ham i hans
Kjerlighed?

— Men, ulykkelige Barn, naar jeg gjentagende
ſiger Dig, at der er en Afgrund imellem Eder!

— Gaa udfylder jeg den.

— Sporg din Tante Cæfarine; hun vil ſige
Dig, at det er umuligt.

— Intet er mig umuligt, fordi jeg elſter ham!

Godefroy var trængt tilbage til fine ſidſte For⸗

204 Edith.

ſkandsninger. Han var i Grunden nødt til at give
fin Datter Ret. Hvad var der at ſvare paa ſaadanne
Argumenter, ſom Logiken befræftede, og Kjeerligheden
adlede? Han greb til den Udvei, ſom Folk altid gribe
til, naar de ikke kan mere: han gjorde ſig vred, —
det er et gammelt Kneb, der altid lykkes; thi den
bedſte Maade at gjendrive et uigjendriveligt Rai⸗
ſonnement paa er, ikke at ſvare derpaa.

— Ja, Snak har vi nok af! Livet er nu engang
ſaaledes, og det kan Du ikke forandre. Der maa
være Jevnbyrdighed imellem to Wgtefeller: Lighed i
Penge og Lighed i re.

Edith havde atter faaet fin Sindsligevegt; hun
ſvarede ganſke roligt:

— Du paaſtager, at Daniel ſtager for lavt til
at ſtige op til mig. Saa bliver det min Sag at
ſtige ned til ham. Mit Indtryk af denne Samtale
er, at Du Intet har beviſt mig, Intet forklaret mig.
Hvem kan vide? maaſkee tilveiebringer jeg imellem
ham og mig den Lighed i Wre, ſom Du drommer om.

Godefroy forſtod hende ikke, og derfor blev han
bange.

— Hun er gal! bindegal! udbrød han.

Edith kaſtede fig grædende i en Leneſtol.

— Godefroy, hun græder ... ſagde Cæfarine.

Han ſtampede i Gulvet og ryſtede pan Hovedet,
ſom om han vilde ſige: „Det er mig aldeles lige⸗
gyldigt“; han rendte to Gange rundt i Salen ſom et

Edith. é 205

vildt Dyr i fit Bur, og denne Kraftudfoldning endte
med, at han kom hen til Datteren, klappede hende
ſom et lille Barn og mumlede:

— Greed nu ikke, græd ikke, det piner mig.
Troſt Dig, mit Barn, troſt Dig!

Edith aftorrede ſine Taarer; hun kysſede Faderen
og ſagde meget blidt:

— Tilgiv mig al den Sorg, jeg gior Dig; men
det er ikke min Skyld; jeg forſikkrer Dig, jeg gjor
mit Bedſte for at holde mig ſterk.

— Lov mig, at Du vil glemme ham!

— Kan jeg love Dig Noget, der ikke afhænger
af min Villie? Jeg har jo ſagt Dig, jeg ſkal adlyde
Dig. Tiden vil gane, men den kan ikke forandre
Folelſer, jeg ikke felv er Herre over. Du kan være
filter paa, at jeg aldrig ſkal ægte Daniel imod dit
Onſke. Forlang faa ikke mere af mig. Jeg elfter
ham og vil altid elſke ham. Du vil ikke have, at jeg
bliver hans Huſtru: godt, ſaa bliver jeg heller ikle
en Andens Huſtru.

Hun kysſede igjen Faderen, hun kysſede Cæfarine
og gik ud, efterladende dem meget ulykkelige, men
ikke vaklende i deres Beſlutning. De vidſte meget
godt, at det vilde gage, ſom Edith ſagde.

— Det er forbi! udbrød Godefroy fortvivlet.
Den Mand har fraſtjaalet mig mit Barns Hjerte
Og faa tilfoiede han ſom for at berolige fig ſelv:
„Naa! hun glemmer ham nok!

206 Edith.

Cæfarine ryſtede mod Sedvane alvorligt paa
Hovedet og ſagde:

— Tro ikke det. Din Datter har et heltemodigt
Hjerte, men det har Du ingen Forſtand paa.

2 XI.

Coralie fane ſin Son komme tilbage ligeſaa
ſorgmodig, ſom han var gaaet ud. Hun vovede ikke
at ſporge ham, og Daniel ſagde ikke et forklarende
Ord. Han havde lovet Edith, ikke at forlade Byen,
uden at fee hende engang endnu. Han vilde holde
ſit Ord; efter hans Mening vilde hans Afreiſe derved
kun blive udſat i nogle Timer. Det Glimt af Haab,
hun havde ladet ſtinne for hans Oine, ſlukkedes lang⸗
ſomt. Man maatte jo være fra Forſtanden for at
kunne troe, at et ſaadant Eventyr kunde faae en heldig
Udgang.

Reſten af Dagen forlod Daniel ikke fit Veerelſe.
Tidligere havde han holdt meget af at ſperre fig inde
der for at hengive fig til fine Yndlingsſtudier; en
Mand med Arbeidslyſt befinder fig rigtig vel imellem
ſine Bøger; der er knyttet faa mange Erindringer til
dem! Man kan ikke frakjende de dode Gjenſtande en
ſtor Magt; det gaaer med dem ſom med visſe Me—
lodier, der fremkalde muntre eller ſorgmodige Tanker,
efterſom man var ſtemt, dengang man horte dem
forſt.

Edith. 207

For Oeblikket lignede Daniels Arbeidsverelſe ikke
mere ſig ſelv; Alt lag hulter til bulter. Den unge
Mand vilde ikke beholde Noget af, hvad der tidligere
havde været hans Luxus. Han havde altid havt Lyſt
til at være i Beſiddelſe af ſjeldne Udgaver, ſaaledes
ſom det i de ſidſte Aar er blevet moderne; han eiede
faaledes to meget efterſpurgte Voerker: „Erasmi
Ordſprog,“ Folioudgaven, ſom i 1854 ſolgtes for 1700
Francs, og et eneſtagende Exemplar af „Hero og
Leander,“ den forſte Bog, der udgik fra Aldo-Manuzzi
den Aeldres Trykkeri; man kunde fjende den paa
det berømte Merke, Ankeret, hvorom en Delfin
ſnoer fig, og paa de to Stavelſer al dus tilhoire
og tilvenſtre (Aldus Manutius). Begge havde han
fabet af Coralie. Hun havde givet ham dem, da
han traadte ind i den polytechniſte Skole, og da
han fik ſin forſte Epaulet.

Bogſamlingens Hylder tomtes langſomt; Bøgerne,
baade de ſjeldne og de almindelige, bleve lagte i en
Krog. Derefter kom Touren til de. udſogte Kobber⸗
ſtik og Raderinger og de ſjeldne Autografer. Der⸗
paa nedtog han de fortrinlige Malerier, de gamle
Porcellainsſager og andre Kunſtgjenſtande. Han
ſtandſede alvorligt i ſit Arbeide, naar et Stykke
mindede ham om en eller anden Begivenhed i hans
tidligere Liv. Denne Kaarde med Solvheftet, der
var - faa beundringsverdigt eiſeleret af Froment⸗
Meurice, var ogſaa en Foræring af Coralie; lige⸗

208 Edith.

ledes en Tegning af Géricault, ſom den ſtore Maler
havde udfort to Timer for den Ridetur, der koſtede
ham Livet.

Hvor det dog var en Gang til Korſet for den
Ulykkelige! Overalt kunde han ſpore de vanærende
Penge. Han antog, at en falleret Kjobmand vilde
gjøre ſom han; er han en hæderlig Mand, kaſter han
Alt, hvad han eier, i Diglen. Heller ikke han be-
holdt Noget; han mente, at ved denne hans Wres
Fallit tilhørte Alt Creditoren: Pligten. Saaledes
gik Dagen. Den ene Time fulgte efter den anden,
uden at han afbrød fin pinlige Beſkjeftigelſe. Co—
ralie vovede ikke at meddele ham, at Middagen ven—
tede. Det blev Aften; Tusmorket lagde ſin Skygge
over de ſtore Træer; Daniel fortſatte endnu fit Ar⸗
beide. Han brændte Breve; kun et Par Stykker be⸗
holdt han; Alt, hvad der horte Fortiden til, burde
ikke mere exiſtere for ham.

Imidlertid var Coralie ikke uvirkſom. Ogſaa
hun gjorde fine Sager op. Hun tog mod Fattig—
dommen uden Frygt og med en Slags vild Glæde.
Hun betragtede den ſom et Sonoffer. Hun tenkte
paa en egen Anvendelſe af fin Formue: hun vilde
ffjænfe den, ikke til de Fattige, ſaaledes ſom Daniel
onſkede, men til „den gode Hyrde i Angers.“ Det
er et Kloſter, der i 1828 blev ſtiftet af Fru Pelletier,
ſom Nonne kaldt Saint⸗Euphraſie. Denne Stiftelſe,
ſom er en Aflegger af Aſylet i Tours, der paa

Edith. 209

ſamme Tid blev oprettet af Fader Euder, har ſamme
Maal for Oie ſom de andre Anſtalter af ſamme
Slags. Kvinder, ſom have fort et letferdigt Liv,
men nu ere angrende, kunne der gjore Bod under
Tilſyn af Nonner. Men der findes altid kun et
ringe Antal af ſaadanne Synderinder, da Diſciplinen
er ſtreng og Ordensreglerne uden Overberenhed.
De ere Angerens Carmeliter. De ſove Vinter og
Sommer i Treſenge "uden Tepper; de ſpiſe kun
Brod og drikke Vand; paa Kirkens Feſtdage faae de
en Smule Kjod. De gage aldrig ud; kun Priorinden
og Portnerſken have Ret til at tale. To Gange om
Natten ſtage de op for at gage ned i Kirken og bede.
Om Dagen arbeide de for de Fattige; alle de Gaver,
ſom fromme Sjæle lade dem blive tildeel, ſkjenke de
bort ſom Almisſe. Til dette ſtrenge Kloſter vilde
Coralie give fine Penge.

Kvinderne, ſelv de, der have ſyndet meſt, ere al—
tid iſtand til at bringe ſtore Offre; dertil behoves
kun, at de gribes af en Tanke. Saaledes ogſaa
»Coralie. Hun brød fig kun lidt om Lidelſerne, thi
hun beholdt jo ſin Son. Hun ſtimtede allerede en
ny Fremtid i Horiſonten. De vilde ſandſynligvis
flytte til Byen. De vilde boe i en lille, ſimpel
Leilighed, der ſvarede til deres nye Forhold. Daniel
vilde arbeide; hun ſkulde fore Husholdningen. Ved
Tanken herom følte hun fig uendelig glad. Hun
ſtulde ikke oftere blive ſtilt fra ham. Naar Daniel

14

210 Edith:

af Nødvendighed boede i Montauban og hun af Klog—
ſtab i Vic — det var ikke at leve, Nu vilde hun
ikke blive nodt til at holde vagtſomt Die med hans
Hengivenhed eller tilſnige fig hans Kjeertegn; hun
ſkulde ikke leve i ſtadig Frygt for, at Daniel ſkulde
opdage Sandheden. For hendes Samvittighed exi—
ſterede der ingen Fortid mere, da hendes Son havde
tilgivet hende den. Hun velſignede Fattigdommen, der
ſtaffede hende faa megen Lykke!

Efterat Daniel var kommen hjem og til heelt ud
paa Aftenen, havde hun ikke feet ham. Hvad tog han
lig for i fit Arbeidsverelſe? Det vidſte hun ikke.
Tjeneren meldte, at Middagen var ſerveret. Hun
ſvarede adſpredt: „Godt, jeg fkal ſtrax komme.“
Hun troede, at den unge Mand läſte eller ſkrev for
at bedove fig; hvorfor ſkulde hun faa rive ham bort
fra hans Arbeide? Men efterhaanden ſom Morket
tiltog, blev hun greben af en ubeſtemt Angſt. Hun
folte, at denne nye Fremtid kun var en Lykke for
hende, medens Daniel paa en gruſom Maade kom til
at udſone hendes Feil! Hendes Uro ſteg. Hun
ſagde ved fig. felv: „Jeg vil vente endnu en halv
Time, for jeg ganer ind og feer, hvad han tager fig
for.“ Denne halve Time forekom hende forfærdelig
lang. Klokken var ni, da hun beſtemte ſig til at
banke paa Doren til Cabineltet. Intet Svar. Hendes
Hjerte flog ſteerkt. Hun bankede igjen paa; atter for⸗

Edith. 211

gjeves. Hun traadte ind og blev frygtſom ſtagende i
Doren.

Bogerne, de tomme Reoler, de ſpredte Kobber⸗
ſtik, de nedtagne Malerier og de imellem hinanden
liggende Kunſtgjenſtande fortalte tydeligt nok, at
Daniel ikke mere vilde eie Noget! Coralie gik ſagte
frem i Verelſet; Tæppet dæmpede Lyden af hendes
Skridt. Hendes Søn fad ved Bordet i en hoirygget
Lænejtol og ſov, overvældet af Træthed. Hans Hoved
hang ned paa Siden af Læneftolen. Hun foer fammen
ved at fee ham. Ganſke viſt havde hun feet ham lide
for; men denne Lidelſe havde dog et Præg af Liv og
Kraft. Det var ikke Tilfældet her. Haaret faldt
uordentligt ned over Panden, der havde faaet en
dyb Rynke; Anſigtet havde Noget af en Dods marmor⸗
lignende Strenghed; de farveloſe Læber vare tet⸗
fluttede, ODinene omgivne af en mork Rand, Oien⸗
laagene opſvulmede, et talende Bevis paa, at han
havde. grædt. Coralie ſkammede fig: over fin Egen⸗
kjcerlighed. Denne. forfærdelige Smerte var hendes
Verk. Denne ſovende Mand, midt i det uordentlige
Verelſe og med de forſtyrrede Trek, indjog hende
Skrœk. Det forekom hende, at Fremtiden aabenbarede
ſig for hende, og at hun faae fin Son død. Hun
var lige ved at omfavne ham, vætfe ham for at for⸗
visſe ſig om, at han var levende; men hun vovede
det ikke. Hun gik langſomt - baglændg ud, under⸗

14%

212 Edith:

trykkende fin Hulken, og da Portieèren var falden til
imellem hende og ham, blev hun aandsſlov ſtagende.

Hvad ſtulde der blive af den Ulykkelige? Hun
ſage atter den lille Leilighed, der for nogle Timer
ſiden havde viiſt fig for hende beſkinnet af Lykkens
Sol; nu forekom den hende ſorgelig, da den inde—
ſluttede Daniels langſomme Dodskamp. Hendes ſidſte
egenkjcerlige Tanke veg; hun tenkte nu kun paa dette
ulykkelige Menneſke, der led for hendes Feil. Hun
vilde atter opoffre fig for hans Lykke ligeſom hin
Nat, da hun ilede til Bruniquel. Hvad ſkulde hun
gjøre? Gage til Godefroy. Hvorfor havde hun dog
ikke tænkt paa det for? Ja, hun vilde gane hen til
ham; hun vilde henvende fig til Edith, til Cæfarine,
til Bonchamp; hun vilde ſporge dem, om det var
billigt, at den Uſtyldige bodede for den Skyldige,
Hedersmanden for Synderinden, Sonnen for Moderen!

Hun havde ingen Anelſe om, hvilket forfærdeligt
Problem hun vilde fremmane.” Hun ſaae kun den
perſonlige Side, der berorte hende, og mente, at den
Lov var vanvittig, ſom ſtraffer hele Slægten for den
Enkeltes Feil og Brode. Underlige Tanker rørte fig
i hende, forbauſede over at undfanges af en ſaadan
Kvinde! Hun ſpurgte fig ſelv, hvorfor Vanceren er
ſom Lynet og aldrig vender tilbage til ſit Udgangs⸗
punkt for at flaae ned. Hun forbandede denne Verden,
hvor det Onde triumferer, medens det Gode bukker
under. Nei, Daniel ſkulde ikke blive Offer for en

Edith. ; 213

ſaadan Ubillighed: han var hæderlig og brav, følgelig
exiſterede den moralſke Arvelighed ikke; man burde
ikke tillægge den ſaadanne lognagtige Følger. Ja, hun
vilde gage til Godefroys! Det var hæderlige Folk!
Hun vilde tale til deres Hjerte, hun vilde appellere
til deres Retfærdighed; ſkulde det være, vilde hun
endog ſoge Hjælp hos Edith og hendes "Kjærlighed.
Daniel havde ſeet hende ſamme Morgen; hun vidſte
det ikke, men hun var ſikker derpaa. Hun var ogſaa
vis paa, at den unge Pige elſkede ham over Alt, og
at hun halvveis vilde vere paa hendes Parti. Da
hun forſt havde fattet denne Plan, betenkte hun fig
ikke, men gav ſig ſtrax til at udføre den; hun ind⸗
hyllede fig i den ſamme morke Kaabe, hun altid bar;
denne Gang drog hun ovenikjobet i Krig: hun vilde
komme tilbage ſom Seirherre, om hun faa fkulde
dræbe ſig fig ſelv for at fjerne. den Vanere, der
kleebede ved hendes. Son! — — É

Stakkels Edith! Hun gjennemgik Rege den Dag.
Ene i ſit Verelſe grublede hun. Der foregik et
langſomt Arbeide i hendes Hjerne; hun ſogte at be⸗
lyſe de dunkle Punkter i det Drama, der ſpilledes.
Hvori kunde dog den Vanere beſtaae, ſom fkilte hende
fra Daniel? En Skam der plettede Familien, ſagde
hendes Fader. Men hendes Forlovede hapde jo ikke
anden Familie end Fru Dubois. Hvorledes. ſkulde en
ung Pige fane, en Anelſe om Sandheden! Der var
kommet en underlig Blanding ud af den romantiſke

214 Edith.

Opdragelſe, man havde givet hende. Cæfarines Elev,
der var opammet med Ridderromaner, indlod fig
driſtig pan yderligtgagende Formodninger, hvis Rekke⸗
vidde den uſkyldige Pige ikke kunde overſee. Kun een
Ting ſtod klar for hende: hendes Lykke var tilintet⸗
gjort. Hvad var dog det for en Mur, der var op⸗
reiſt imellem dem? Hun fattede det ikke. Hendes
Tanke vendte og dreiede ſig i det Uendelige. Faderens
Ord: „Imellem Wgtefeeller bor der være Jevn⸗
byrdighed, Lighed i Penge, Lighed i Wre.“ Ved at

tenke derover kom hun til det Reſultat, at hun ikke

havde Ret til at betenke fig. Hun vilde viſtnok ikke
handle imod ſin Faders Villie, men hun kunde tvinge
ham til at give fit Samtykke. Uden at gjøre fig det
klart, hvilke Midler hun vilde benytte, beſluttede hun
ſtrax at tage fat paa Sagen. Det haſtede, ikke for
hendes Vedkommende, thi hun kunde, ſteerk ved fin
Kjærlighed, gjerne have ventet i ti Aar, men for
Daniels.

Den Ulykkelige miſtede Alt paa een Gang! hun
forſtod hans Fortvivlelſe og følte, hvad han maatte
lide. Hun var jo hans Forlovede, hans Huſtru for
Gud.

Hun gik ned til Middagen, ſtadig uforandret, det
vil ſige tilſyneladende rolig. Bonchamp var der og
ſaae bekymret ud; han lod fig ikke ſom Godefroy og
Cæfarine ffuffe af Ediths rolige Ydre. Han kunde
gjerne have ſagt ſom hin Statsmand, at han holdt

Edith. 215

ikke af altfor rolige Folk. Edith var imidlertid ikke
taus; hun ſvarede, naar hun blev ſpurgt; hun lod
endog til at interesſere ſig for de Byrygter, ſom
Cceſarine ſerverede med pikante Tilſeœtninger, ſkjondt
den ſtakkels Dame ikke var ſerdeles ſoplagt til at være
morſom. Bonchamp talte kun lidt. Han ſad i en
underlig Uro og iagttog. Daniels Navn blev naturlig—
vis ikke nævnt; der blev ikke engang gjort en Hen—
tydning: til, hvad der beſkjeftigede Alles Tanker. Da
man ſtod fra Bordet, tog Edith ſin Tantes Arm:

— Bil Du gane en Tour med ned i Haven?
ſagde hun.

Cæfarine kysſede hende kun iſtedetfor at fvare
og de forlod Stuen, medens Tjeneren ſtillede Triktrak⸗
bordet op ved Vinduet. Godefroy fulgte med Sinene
fin Datter, der forſvandt imellem Træerne, og ſagde
faa til fin Ven, idet han ryſtede Terningerne i
Led erbegeret:

— Der ſeer Du, hvor fornuftigt hun tager
Sagen! 5
Notaren ſmilede medlidende, ſom om han vilde
ſige: — Fehoved!. Du kan ikke fee med dine Dine
og ikke høre med dine Oren! — — Derpaa fatte
han fig ligeoverfor Oldgranſkeren, idet han viſtnok
mente, at det var et orkesloſt Arbeide at begynde paa
en fornuftig Samtale. Nu ryſtede han ogſaa ſit
Beger, Terningerne rullede, og Partiet begyndte
i Taushed, kun afbrudt af de ſedvanlige Udbrud.

216 Edith.

Det var en rigtig klar og ſmuk Aften. Den
rode og gyldne Himmel begyndte allerede at faae
graalige Striber. J Haven ſage Bladene ud, ſom
om de vare fint udmeiſlede, og ſtod ſkarpt mod den
klare Baggrund; Træerne rorte ſig ikke, men deres
Toppe bevægede fig ſvagt: det var, ſom om de med
et Nik beſvarede en fjern Hilſen. Fuglene floi for—
vildede om, ingen af dem ſang; kun engang imellem
hørtes. et gjennemtrengende Skrig. Edith og Cæfarine

gik ganſke langſomt, Sandet knaſede under deres

Fodder. Begge tang fordybede i deres Tanker. Den
gamle Pige havde vel nok en Anelſe om, hvad hendes
Niece tenkte pan; men hun vovede ikke at ſporge
hende. Pludſelig blev! Edith ſtagende og ſagde roligt,
ſom om hun flænge hade tenkt over Sporgsmaalet,

— Tante, hvori beſtaaer en Kvindes Wre?

Strax var Ceœſarine kaſtet af Sadlen. Et ſaa⸗
dant Sporgsmaal var hun rigtignok ikke forberedt paa!

Edith gjentog:

— Jeg ſporger Dig, hvori beſtager en Kvindes
Wre d

— Naa, det Pigebarn kan rigtignok gjøre loier⸗
lige Sporgsmaal! udbrød den gamle Pige.

— Jeg beder Dig om at ſvare mig, ſagde Edith
indtrængende. Du fjender. meget i Livet, ſom jeg ikke
forſtaaer. Det er Dig, der har opdraget mig. Din
Gjerning maa ikke være ufuldſtcendig. Siig mig
derfor, i hvilket Tilfælde er en Kvinde vanæret?

Edith. 217

— Du gjør mig jo forrykt ... hvad angaaer
det Dig?

— Jo, det angager mig, ſiden jeg ſporger Dig.

— Hvad vil Du egentlig, at jeg ſkal ſige derom?
Hvis Du troer, at det er en let Sag. .. En Kvinde
er vanæret, naar ... hm! . .. Nei, Du kjeder mig
.. lad mig nu have Fred!

— ren er altſaa en meget uforklarlig Dyd,
ſiden det er jaa fvært at definere den? J de Bøger,
Du lod, mig leſe, var der dog ofte Tale om den.
Jeg kan meget let anføre Exempler. Der ſtager ſaa⸗
ledes i „Ipſiboe“ ..

Ccſarine hævede Armene mod Himlen og be—
vegede dem dramatiſt, ſom om hun vilde falde Guderne
til Vidne paa, at hendes Niece pludſelig var gaaet
fra Forſtanden. f

— Naa, nu fnaffer hun om Ipſiboe! Du er jo
reent fra Forſtanden.

— Nei, jeg ſoger mine Sammenligningspunkter,
hvor jeg kan finde dem. Du har ſagt mig, at Ridder⸗
romaner var en god Lesning, og jeg har troet Dig.
Nu kan jeg tydelig huſke, at i Ipſiboe ſiger Slots⸗
fruen Iſaurine et Sted, at hun er vanceret. Hvorfor?

— Fordi hun har ſpigtet ſin Pligt.

— Hvad var da det for en Pligt?

— Øm! det var noget dumt Taieri.

Edith blev ikke forknyt. Hun vedblev med urokke⸗
lig Ro: y i

218 Edith.

— Jeg har heldigviis en god Hukommelſe. Jeg
huſker meget godt Ipſiboe, om ikke for Andet, faa paa
Grund af Hr. d'Arlincourts loierlige Stil! Der er
nogle af hans tosſede Talemaader, ſom man ikke ſaa
let glemmer, denne her for Exempel: „O jeg ulykke⸗
lige Iſaurine! Jeg har ſvigtet Wren. Hvad vil min
edle Wgtefælle ſige, naar han erfarer, at Ridderen
er min Elſker?“ Er Iſaurine da vanæret, fordi hun
har en Elſker? En Elſter, det er jo En, der elſker
En: Daniel elſker mig; men derfor er jeg jo dog ikke
vaneret? Jeg flutter deraf, at der er to Slags Kjer⸗
lighed, en, ſom fornedrer, og en, ſom hæver?

Denne Gang blev den gamle Pige vred for
Alvor. Hun ſagde yderſt hoitideligt:

— Froken, jeg befaler Dem at tie!

Edith ſlyngede Armene om fin Tantes Hals og "
ſagde i en indſmigrende Tone:

— Hor, fjære Tante, ver nu ſkikkelig. Det
gjelder mit Livs Lykke. Ver for mig, hvad Du altid
har været, den gode Fee, ſom elſkes og elſker. Du
kan med et Slag af din Trylleſtav forvandle min
Sorg til - Glæde, mine Taarer til Smil ... Tag
Trylleſtaven!

— Naar Du ſaaledes ſmigrer mig, er det mig
ikke muligt at ſtage imod; jeg er forud beſeiret, det
er viſt nok. Hvad vil Du vide?

— Svar mig ganffe oprigtigt: er det en For⸗
brydelſe at have en Elſker?

Edith. 219

— Forſt og fremmeſt forbyder jeg Dig at bruge
det Ord. Det er et uanſtendigt Udtryk .. . ja, lige⸗
frem uanſtcendigt, ſom kun ſimple Folk bruge.

— Men jeg har dog læft ...

— Ja, i gamle Boger! Nutildags bruger man
det neſten kun for at betegne ... Du forſtager jo
nok . . . Nei, Du forſtager ikke. Sagen er den, jeg
veed ikke rigtig, hvorledes jeg ſkal udtrykke mig! ...
Man bruger ialfald aldrig det Ord, aldrig, hører Du?

Den gamle Pige var ffræffeligt i Vinden. Hun
blev ganffe rod i Hovedet! Og hun tilfoiede med
en indigneret Mine:

— Det Ord er nok til at vanære en Kvinde!

Edith ſvarede ikke, men faldt ſin Tante om Halſen.
Hendes Anſigt ſtraalede af Glæde; hun fane faa
lykkelig ud, at den ſtakkels Cœſarine blev ganſke for⸗
ſkrœkket og troſkyldigt fremſtammede:

— Du gjør mig ganſke angſt! Hvad har jeg
jagt, der kan gjøre Dig faa fornoiet?

— Ver ikke bange, kjcœre Tante, hav Tillid
til mig.

— Tillid ... Tillid ... Jeg veed ikke, hvor⸗
vidt ... Naa, lad det nu være godt. Men jeg blev
dog hed om Orene af den Scene, Du ſpillede mig.
Du har en Plan .. . hvad er det for en?

Edith taug; men et henrykt Smil ſpillede om
hendes Læber. Hun var ikke mere den ſamme. Saa⸗
ledes gaaer det tidt med en graa Himmel: pludſelig

220 Edith.

ſonderrives Skyteppet, og en Solſtraale trænger
igjennem. Hun havde en ſaadan Solſtraale i Sjelen.
Hun tog ſig vel iagt for at hentyde til den Samtale,
hun havde havt med fin Tante. Man fkulde neſten
troe, at hun aldrig havde havt Grund til at være
bekymret, fad munter og livsglad var hun. To Gange
pasſerede hun den Deel af Haven, hvor Daniel og
hun havde erklæret hinanden deres Kjærlighed; men
ikke engang en ſorgmodig Skygge gled hen over hendes
Anſigt: hun flap kun ſin Tantes Arm og ſatte ſig,
medens Tanten gik ind i Huſet, paa den Beenk, hvor
Daniel havde ſiddet ved Siden af hende. Han var
der endnu: hun behovede kun at kaſte et Blik ind i
fig ſelv for at ſee ham.

Hendes i Begyndelſen forvirrede Plan ſtod nu
tydeligere for hende. Hendes Samtale. med Cæfarine
havde aabnet hende nye Horiſonter. Hun havde ud—
fundet et Middel til at fane fin Fader til at give ſit
Samtykke; et driſtigt Middel, et voveligt Forſog, ſom
hendes Forlovedes Lidelſer i hendes Oine berettigede
hende til. Hun ſagde til fig ſelv, at hun burde være
ham tro, nu da alle Andre forlod ham. Og dog folte
hun ſtadig en ubeſtemt Frygt for at gage udover
Hederlighedens og Pligtens Greendſer. Hun blev
længe ſiddende. Natten faldt paa, en kjolig, duftende
Nat, der badede hendes brændende Pande og mildnede
Feberen i hendes Blod. Hun mindedes de Ord, hun
paa den ſamme Bænt havde jagt nogle Dage. tidligere:

Edith. 221

„Naar man glemmer den, man elſker, er det, fordi
man aldrig har elſket ham ...“ Hun var ganſke
viſt ikke iſtand til at glemme Daniel; men for hende
beſtod Erindringen ikke alene i Tankens Troſkab; hun
opfattede den mere energiſk og mindre reſigneret.
Man ffilte hende fra Daniel: hendes Pligt var det
at gjøre Alt for at nærme fig til ham.

Og efterhaanden ſom hun tenkte nærmere over
ſin Samtale med Tanten, ſtyrkedes hun i ſin Be⸗
ſlutning. Hendes Forlovede ſkulde være nødt til at
opgive hende, fordi der var en ufortjent Plet paa
ham! Men hvad havde fan hans Wre, hans Renhed,
hans Værdighed at ſige, naar de ikke kunde udfylde
Afgrunden? Wre! det er et ſtort Ord for en ung
Pige, ſom ikke har noget Kjendſkab til Livet! Hun
havde nylig lært, at der er to Slags Kjærlighed, en,
ſom fornedrer, og en, ſom hæver! Hendes var ædel,
reen, ophoiet, ridderlig; hun kunde folgelig uden Frygt
lytte til de Raad, den gav hende, og være ſikker paa,
at denne Kjærlighed ikke vilde indgive hende nogen”
Tanke, hun behøvede at rødme over!

Dog vilde hun gjerne have havt En, hun kunde
betroe fig til. Hun tænkte paa, at hvis hendes Moder
havde levet, vilde hun have været glad ved at kunne
aabne fit Hjerte for hende og ſige: „Hor mig, veiled
mig, frels mig!“ Hun havde ikke en Veninde, til hvem
hun fuldt ud kunde betroe ſig. Det var hende umuligt
at henvende fig til Tanten eller til Faderen: begge

222 Edith.

vilde have modſat fig og befæmpet hendes Ideer. J
dette Oieblik begyndte den nærliggende Kirkes Klokker
at ringe; Tonerne klang reent og fyldigt i den klare
Aften; derpaa blev Kimningen ſterkere; det var ſom
en forvirret Sammenblanding af taktmesſige Toner, i
hvis ſtigende og faldende Harmoni der var noget
Himmelſk. Edith reiſte ſig. Hun vidſte nu, hvor hun
ffulde gage hen.

Uden at vere ivrig Kirkegenger, var hun guds⸗
frygtig; da hun ikke kunde betroe ſig til Nogen, vilde
hun henvende ſig til Gud, hun vilde bede. Gud
ſkulde ſvare hende. Hun blev alvorlig ſtagende, me—
dens Klokkerne vedblev at ſynge, ſtedſe haſtigere og
gladere; i Juni Maaned feires uafbrudt det hellige
„Sakramente. Og Malmtonerne lod rene og veltalende,
og imellem alle disſe bevingede Roſter horte Edith
tydeligt en, der ſagde: „Kom, i mig er der Hvile,
jeg kan raade Dig.“ Alle Klokkerne kimede nu ſam⸗
tidigt; det var en uendelig Ringning fuld af religieus

—Glede. Klokkeſpillet lød igjennem de ſtigende og fab
dende Skalaer, medens i det Fjerne andre Kirker
ogſaa begyndte at falde; Tonerne modtes, fjernede
ſig fra hinanden og nermede ſig igjen hinanden.
Edith tog Kniplingstorkloedet, hun havde paa Skul⸗
drene, om ſit Hoved, hun gik igjennem Haven og
aabnede den lille Dor. Gaden var ode; de fromme
Kvinder, der hver Aften gik til, Mesſen, vare ikke
komne endnu; kun hiſt og her ſtod der nogle Fruen⸗

un

Edith. 223

timmer og pasſiarede i Gadedoren. Edith gik over
Torvet og traadte ind i Kirken.

Paa ſamme Tid var Coralie paa Veien til Korol⸗
gaden. De forvirrede Tanker, der jog igjennem
hendes Hoved, gjorde, at hun var blind for Alt und—
tagen ſit dromte Maal. Hun maatte rore Godefroy,
overbeviſe ham, fravriſte ham hans Samtykke. Hun
gik hurtigt, med ſtift Blik og korslagte Arme, uden at
bryde ſig om de Folk, ſom hun modte. Tuſinde
Menneſkeſtemmer kunde have talt til hende, uden at
hun havde hort dem; men da hun gik forbi Kirken,
da hun horte Klokkerne begynde at ringe, ſtandſede
hun dog og lyttede til disſe guddommelige Roſter.
Og ſamme Tanke greb paa engang Courtiſanen og
den jomfruelige Pige! Disſe to Kvinder, hvoraf den
ene var faa reen, den anden faa fordeervet, følte
begge den ſamme Trang til Gud. Det kommer af,
at Menneſtet altid tyer til ham i ſorgbetyngede Timer;
hvad enten det er et ædelt eller fornedret Veſen,
foler det i Sorgens Time Trang til hos ham at ſoge
en frelſende Haun! 8

Coralie blev et Oieblik ſtaaende ved den med
falmet Floil bekledte bevægelige Dor; hun betænfte
ſig. Hun ryſtede vildt paa Hovedet og gjorde nogle
Skridt fremad, faa blev hun igjen ſtagende ſom faſt⸗
naglet, En ukjendt Forvirring betog hende; det var
hende, ſom om de høie Hvelvinger tyngede paa. hende,
ſom om de [være Buer knugede hendes Skuldre. Den

.

224 Edith.

morke Kirke forekom hende at være forfærdelig ſtor;
hun faldt paa Kno, greben, overvældet, ſonderknuſt.
J Baggrunden ſaages nogle tauſe Skygger: det var
Sakriſtanerne, ſom tændte Lyſene. Den gyldne Lampe,
ſom hang ned fra Loftet, blev levende, og i det dem—
pede Lysſkjcer aftegnede Omgivelſerne fig uſikkert og
ſvagt. Kapellerne traadte frem med deres Altre for
den hellige Jomfru, St. Joſef og St. Jakob; Helgen⸗
billederne ſtode ubevegelige i deres Steenniſcher; et
Voxlys, jaa to, fan tre, flammende frem i det fugtige
Mørke. Efterhaanden ſom Lyſet ſpredte fig, fif Gjen-
ſtandene ffarpere Former. Det var, ſom om Male-
rierne, et for et, hængte fig op paa Muren: forſt
Gangen til Korſet, derpaa de hellige Sujetter, „Jo—
hannes, der dober Herren“ og „Marie Magdalena,
der fnæler foran Chriſtus“. Og ragende op over det
Hele det kolosſale Egetreskors med den Korsfeeſtedes
Billed. ;

Den Dybe Stilhed afbrødes kun nu og da af
Lyden af forſigtige Stridt eller en ſagte fremmumlet
Bon. Edith laa paa fin Bedeſkammel og bad til
Gud. Der var kommet Fred over hende. Hun var
traadt ind i Kirken for at ſamle fine Tanker, for at
hente Raad. Hun ſagde af fin Sjels Dyb, med
uſigelig Inderlighed: „Min Gud, hvad Du gjør, er
altid til det Gode; jeg har for lang Tid ſiden lært
at velſigne Dig, ære og frygte Dig. Mine Lidel ſer
ere velkomne, ſom mine Glæder have været det. Jeg

Edith. 225

fnæler i Ydmyghed for Dig. Men jeg elffer ham,
han elſker mig, og vi kunne kun blive lykkelige med
hinanden. Veiled mig, oplys mig. Du leſer min
Tanke, Du feer, om den er oprigtig, om den er ret⸗
færdig og fornuftig ...“

J dette Sieblik horte hun en Hulken. Hun for⸗
ſtod, at der i Nærheden var et Menneſke, der led.
Hun vendte Blikket derhen. J Doren faa en Kvinde
og udgod hede Taarer; hendes Legeme ryſtede af
Gysninger, og hun var paa engang tilintetgjort af
Smerte og ophidſet af Fortvivlelſe. Denne Kvinde
hævede pludſelig Hovedet, og ved det ſvage Lys fra
de faa Voxlys gjenkjendte Edith Daniels Tante! Hun
faae i dette Mode en guddommelig Aabenbaring, et
Svar fraoven. Edith reiſte fig og gik lige hen til
Fru Dubois, der ſprang forſkrokket op ved at fee fin
Sons Forlovede. |

— De elffer ham, og jeg elffer ham, fagde den
unge Pige ſagte, man vil ſtille os fra hinanden. De
vil komme os til Hjeelp. Hjælp mig!

Coralie blev ſtaaende med ſtirrende Blik, taus,
forfærdet.

— Man har Intet villet aabenbare mig, vedblev
Edith. Jeg veed kun, at en Ulykke har ramt os, at

Daniel har faaet en Plet pan fig, ſom han ikke har
fortjent, at en Vanere, ſom han ikke er anſparlig for,
er væltet over paa ham; jeg gjentager det: jeg elſker
ham, De elſker ham .. lad os flutte os til hinanden!

15

226 Edith.

Ganſte viſt havde Coralie i de ſidſte Dage faaet
Oiet op for fin Fornedrelſe; ganſke viſt havde hun
lidt ligeoverfor Bruniquel hin Nat, da hun forgjeves
bonfaldt ham, ligeoverfor Godefroy, da de ſkulde ved—
tage Wgteſkabscontrakten, ligeoverfor ſin Son, da hun
aabenbarede ham fin Fortid; men her, ligeoverfor
Gud, i den tomme Kirke, i Nerverelſe af den unge
jomfruelige Pige, følte hun endnu ſterkere Vegten af
fin Skjcendſel! Hendes: Samvittighed ſonderreves; et
ſkarpt Lys belyſte den pludſelig, ligeſom de blændende
Lyn, der i Uveirsnetterne viſe Somanden de forte
Skjær. Atter faldt. hun paa Kne, ſonderknuſt af den
Folelſe af Vemmelſe, hun indgod fig ſelv:

— Daniels Ulykke, det er mig! Hans Skam,
det er mig! Hans Banære, det er mig! De beder
mig om at flutte mig til Dem for at frelſe ham:
det er mig, der ſtyrter ham i Fordeervelſe! Det er
mit Liv, der er Skyld i, at han aldrig fan blive
lykkelig. Der gives ikke en mere forvorpen Skabning
end jeg; jeg fortjener hverken Agtelſe eller Medliden⸗
hed eller Hengivenhed. Der tynger en ſaadan Van⸗
ære paa mig, at den ogſaa bedekker Daniel! Og det
er, fordi jeg lever, at De ikke bliver h Huſtru,
thi jeg er hans Moder!

Og den Ulykkelige braſt igjen i en bitter nerveus
Graad, hun blev. tilintetgjort liggende pan Knee og
ſlog Banden mod Fliſerne. Edith blev ſtagende ganſke
bleg. Hun anede Sandheden uden at forſtaae den.

ES

Edith. 227

Hendes Samtale med Caſarine hjalp til at oplyſe

hende: hun ſage paa den Ulykkelige, der ſtonnede af

Smerte ved hendes Fodder. Coralie troede, at ogſaa

Edith ſtodte hende fra ſig; hun ſagde med et Skrig:
— De hader mig, ikke ſandt?

Edith ſaae paa hende med et guddommeligt Smil
og ſagde alvorligt og blidt:

— Jeg beklager Dem.

Coralie troede at have hort feil. Hun veg to
Skridt tilbage, flæbende fig paa fine Knee:

— Hvad! De forbander mig ikke?

Den unge Pige rakte hende Haanden for at reiſe
hende op og ſagde kun: „De er hans Moder.“

— Men De veed ikke, hvem jeg er! De kan ikke
vide det! Der vilde fare en Gyſen igjennem Dem,
hvis De kjendte mit Liv, hvis Deres Reenhed kunde
forftaae, hvad jeg har gjort! Jeg er en af de for⸗
agtelige Skahninger, ſom man peger Fingre ad, og
ſom hæderlige Kvinder gage afveien for! De vilde
være beſudlet, hvis De havde Anelſe om, hvem jeg
er, og at mit Navn blev nævnt i Forbindelſe med
Deres vilde være nok til at vanære Dem! Snavpſet
tilſoler ikke faa meget, ſom jeg vilde tilføle Dem!

Kirken var ſtadig tom; men de ſtedſe talrigere
Voxlys gjorde det mere lyſt under Hvelvingerne.
Hovedalteret begyndte at trede frem fra Morket.

— Jeg veed, at De er et Menneſke, og at De
lider, ſvarede Edith; jeg veed, at der er ikke den Feil,

' ; 15%

228 "Edith.

ſom Angeren ikke kan ſkaffe Tilgivelſe for, ikke den
Brode, ſom jo Bod kan udſlette! J hvad De ſiger
mig er der meget, jeg ikke forſtager; jeg maa jo troe
pan Deres Fornedrelſe, ſiden De ſelv tilſtaager den.
Men er De da den Eneſte, der har feilet? Den, der
anklager fig ſelv, er meget ner ved at angre. Jeg
kjender ikke Deres Liv; men Gud kjender det, han,
der ſeer Alt: der findes ikke den Afgrund, hvor jo
hans Overberenheds Straaler kunne trænge ned. De
ydmyger Dem? De vil blive opreiſt. De græder?
De vil finde Troſt. Gjor Bod, og De vil fane Til
givelſe. Naar De er her i denne Kirke, ſaa er det,
fordi De dog endnu har bevaret nogen Tro. Huſk
paa, at Chriſtus, der led Døden for Menneſkene, blev
korsfeſtet for Dem ſom for mig, og at han i fin
uendelige Barmhjertighed ikke gjør Forſkjel paa den
Uſtyldige, hvis Liv er reent, og den Skyldige, der
angrer. 8
Imidlertid vare alle Kjeerterne vaa Hovedalteret
blevne tændte. Der faldt nu et ſterkt Lys fra Bag⸗
grunden af Hovedſkibet, og efterhaanden ſom det
gyldne Lys fyldte Kirken, trængte ogſaa Sandhedens
Lys ind i Coralies Sjæl. De Troende traadte ind;
Kathedralens Enſomhed begyndte at blive befolket.
Alt, hvad der for forſvandt bag Morkets Tæppe, .
traadte nu frem, beſkinnet af mangfoldige Voxlys,
ligeſom en ſort Himmel, der pludſelig bliver beſat med
Stjerner, Og Coralies Dine faldt paa Maleriet, der

Edith. 229

fremſtillede Marie Magdalene ved Chriſti Fødder,
dette ſtjonne Sagn, der har holdt fig igjennem Aar⸗
hundreder, og ſom altid vil leve. Hun forſtod, at
ogſaa hun havde ſyndet, at hun havde feilet, at
hendes Legeme var beſudlet med Skjendſel, og at
alligevel hendes Synder vare blevne hende forladte,
hendes Feil tilgivne, hendes Legeme renſet. Hun
forſtod, at den unge Pige. talte Sandhed; at det ikke
er nok at forbande ſine Vildfarelſer, men at kun
Boden giver Angeren Verd. ;

Hun ſagde ikke et Ord, men tog Ediths Haand
og kysſede den; derpaa forlod hun Kirken, ſtyrket,
om ikke troſtet, bedre, om ikke frikjendt. Ja, Sand⸗
heden Havde i fit klare Lys viiſt fig for hende. Hun
jaae, hvad der var hendes Pligt. Hvorfor ſkulde hun
nu gage til Godefroy? Hun havde andre Ting at
gjøre. Ikke alene fin Formue, nei, fin Perſon vilde
hun give til den gode Hyrdes Kloſter. Medens hun
igjen langſomt ſkred hen ad Rue Ingres, mindedes
hun med inderlig Glæde Alt, hvad hun hapde hort
fortælle om den ſtrenge Diſciplin. Hun glædede fig
ved Tanken om, hvad hun ſkulde gjennemgage, naar
hun blev indeſperret ſammen med de angrende Kvinder.
Edith havde ſagt til hende: Gud tilgiver. Nuvel,
hendes Offer vilde ikke være unyttigt. Man vilde
glemme den Sonnen paaheftede Plet over Moderens
Straf. Hun vilde drage derhen. Hendes forkjelede
Legeme ſtulde lide, ſukke, ſtrige. Hendes floielsblode

—

230 Edith.

Hud ſtulde blive ru af de groveſte Arbeider. Hun
vilde vælge den pinligſte, den laveſte, den ufleſte Be-
ſkjeftigelſe. Hun vilde grave Jorden, hun vilde pleie
dem, der led af modbydelige Sygdomme, ja hun blev
greben af en vild Henrykkelſe ved Tanken om, hvad
der endnu var; hende forbeholdt. Legemet havde
ſyndet: Legemet ſkulde revſes. Udſoningen maatte
komme derfra, hvorfra Broden var kommen. Nu
troede hun paa, at Edith vilde blive gift med Daniel.
Hun kunde trygt overlade til hende at bringe Vgte—
ſkabet iſtand. Hun, der havde talt til hende med en
jaa indtrængende Ynde, med en jaa blid Myndighed,
med en faa fortroſtningsfuld Faſthed, hun vilde over-
vinde alle Hindringer. Courtiſanen forſvandt lidt
efter lidt. Coralie var ikke mere Coralie; det fore⸗
kom hende, at hun. blev et helt andet Veſen. Hun
følte en uendelig Trang til Opoffrelſe. En Time
havde været nok til at tilveiebringe en fuldſtendig
Omvaeltning i hendes Tankegang. Havde hun kunnet
ſee fig ſelv, vilde hun have ſagt: „Hvem er dog den
Kvinde?“

Jeg troer gjerne, at Gud lader Angeren frem—
træde i en Engels Skikkelſe. Gid den da længe maa
jvæve over denne Verden og fee blidt og bedrøvet
ned paa vore Feil og Laſter. Den beklager vore
Vildfarelſer; den ſukker over vort Fald, og for den
findes der ikke en Skabning, hvor dybt den end er
ſunken, for hvem den ikke har en Taare. Den behøver

Edith. 231

kun at ſtreife Synderen med ſin Vinge, og han
ydmyger fig, udſoner fin Skyld og fager Tilgivelſe.
Englen havde ſtreifet Coralie med fin Vinge.

XII.

— Ja, mine Herrer, Kunſten bor være. fri!
ſagde Claude Morisſeau, der fad og drev paa et
Billard. Alle Fraſer, alle Scener, alle Benevpnelſer
bor have ſamme Borgerret. Kun Snerper og Bede—
ſoſtre ville tage Forargelſe heraf! Literaturen kaſter
ſit Barneſvob, og det var ogſaa pan Tiden. Digte⸗
kunſten er det forbi med, fuldſtendigt forbi" med;
Digterne ere nu ikke andet end udſtoppede Figurer;
jeg anerkjender kun dem, ſom tage Munden fuld. Lad
os for Exempel tage den ſidſte Bog af min Ynudlings⸗
forfatter Zola, ſom gjor Alle ſaa forſtyrrede; den er
det ſande ÜUdtryk for det Sublime! See engang, hvor
de pornografiſte Beſtrivelſer ere udmærket gjorte!
Der er i anden Deel en Scene mellem Kaninſtind⸗
handleren og Gadetoſen, ſom ligefrem er meſterlig.
Netop ſaaledes ſkal vor Tids Kunſt være. Alt Andet
er noget forflidt Stads. Jeg ffal dog endnu bemerke,
at jeg i ſamme Bog har fundet et fortræffeligt Sujet
til et Maleri: jeg vil kalde det „Toddyen eller en
Aften i Neapel“. De huſter nok det Sted, hvor Helt⸗
inden ſtager ſplitternogen, ryger fin Cigar og drilker

r

232 Edith.

et Glas Toddy. Jeg føler mig inſpireret af hans Geni
og 0 :
Stoien blev nu ſaa ſterk, at Claude for et Oie⸗
blik maatte afbryde ſit veltalende Forſvar for den
realiſtiſte Skole. Denne Scene forefaldt i den for⸗
nemſte Klub i Montauban, der ligger i Akaciealleen.
J Verelſet ved Siden af gjorde Billardſpillerne et
ſaadant Spektakel, at man ikke kunde hore Orenlyd.
Hr. de Bruniquel, ſom fad i en Krog og leſte en
Avis, gik hen til Kunſtneren:

— Jeg raader Dem til engang for alle at op⸗
give at forſvare Deres Theorier; der er ikke En, der

… hører efter.

Claude ſukkede dybt, og Adelsmanden vedblev:

— Har De ikke havt Brev fra vor Ven, Hr.
Godefroy? |

— Jo. Han ffriver, at han ſeer nogle Venner
hos fig iaften.

Rundt omkring dem fad Klubbens Stamgjæfter
fordybede i deres Blade; de lod ſig ikke forſtyrre af
Billardſpillerne; men ved Bruniquels Ord lagde En
fin Avis, en Anden fin Revue fra ſig. Hvad? der
var Selſtab hos Hr. Godefroy! Nysgjerrigheden blev
almindelig: man havde i de ſidſte Dage havt faa
travlt med den ophævede Forlovelſe! Man ſtimlede
ſammen om Claude og Bruniquel. Hvad var Me⸗
ningen dermed? Var der noget Sandt deri? Adels⸗
manden holdt ſig tilbage med ſin ſedvanlige Diskretion

Edith. 233

og ſagde ifte et Ord eller gav kun undvigende Svar.
Claude havde ikke Noget imod at lade ffimte, at Old—
granfferen ønffede igjen at knytte fit tidligere Forhold
til ham for at fane ham til at anholde om Ediths
Haand. Bruniquel indfaae, at nu var Sladderen i
god Gang og ffyndte fig med at forlade Klubben;
han vilde desuden gage en Tour, inden han ſpiſte til
Middag.

Det var fandt. Godefroy havde ſendt fine Venner
en Indbydelſe til ſamme Aften. Man gjetter hvor⸗
for. Han kjendte ſin Fodeby, og han kunde nok
tenke, at der blev ſnakket dygtigt om Datterens For⸗
lovelſe. Sladderen maatte man fremfor Alt ſee at
faae en Ende paa. Og fandtes der i ſaa Henſeende
noget bedre Middel end at modtage ſine gamle Venner?
Det var idetmindſte Bonchamps Mening. Man ſkulde
ligefrem tilſtaae, hvorledes Sagerne ſtod, og forſt og
ſidſt erkleere, at der blev ikke Noget af det projekterede
Giftermaal. Det var ikke forſte Gang, at Sligt var
hendet, og det vilde desværre heller ikke blive ſidſte.
Der var kun een Ting, ſom kunde gjore Godefroy
noget ængftelig: det var Ediths Sorgmodighed, ſom
Enhver maatte lægge Merke til; men den unge Piges
Rolighed fornegtede ſig ikke.

Dagen iforveien var hun kommen hjem fra
Kirken, tillidsfuld og med Fred i Sindet; men i
hendes inderſte Hjerte var der dog blevet en ved⸗
varende Exaltation tilbage. Hun havde opfyldt fin

234 Edith.

Pligt ſom Troſterinde ligeoverfor Coralie; nu ſkulde
hun gjøre fin Pligt ſom Forlovet ligeoverfor Daniel.
Hendes Plan ſtod klar for hende, hendes Beſlutning
var faſt; hun kunde altſaa ſtyre los paa Maalet.
Da hun den næfte Dag ved Frokoſten horte, at hendes
Fader ikke mere vilde holde fin Dor lukket, blev hun
uendelig glad. Cceſarine, der holdt Øie med hende,
anede Intet. Rigtignok kunde hun aldeles ikke blive
klog paa ſin Niece. Den gamle Pige kjendte kun
Verden og Livet fra ſine Romaner. Hun bildte ſig
ind, at Alle, der „led af ulykkelig Kjærlighed”, lig⸗
nede hinanden. Efter hendes Begreber maatte den,
„hvis Hjerte var gjennemboret af en Pil“, ſee yderſt
tankefuld ud, med ſmegtende Oine og en interesſant
Bleghed. Men Edith pasſede kun flet til dette Pro⸗
gram. Hun ſaage aldeles ikke „tankefuld“ ud. Tvert⸗
imod pasſede den unge Pige ſom ſeedvanlig fine
Sager i Huſet; iſtedetfor at have de „ſmegtende
Dine“ ſmilede hun, og hendes blide og faſte Blik
havde fit ſedvanlige ſtolte og rolige Udtryk, og hvad
den „interesſante Bleghed“ angik, indlod Edith ſig
heller ikte paa den. Den ſtakkels Ceſarine vidſte
hverken ud eller ind. ; :

Godefroy var glad over fin Datters tilfyne-
ladende Ro:

— Vi overdrev Ulykken, ſagde han til Bonchamp,
der var bleven til Middagen. See, hvor hun tager

Edith. 235

fig i det. Det havde jeg ikke troet, navnlig ikke efter
vor Samtale igaar. |

Notaren ryſtede paa Hovedet og ſvarede i en
lidt ſorgmodig Tone:

— Jeg holdex ikke af de Lidelſer, der ikke
komme til Udbrud. Min ſtakkels Ven, Du har aldrig
været, og Du bliver aldrig Andet end et Barn. Du
fjender ikke Kvinderne. Men lad os tale om noget
Andet: Du ffal nok have ſtort Selſkab iaften?

Det var den gode Hr. Godefroys eneſte Bekym⸗
ring. Han følte meget godt, at det var nødvendigt
at ſoge at lede fine kjere Byesborn paa Vildſpor, og
i den Henſeende kunde Intet være bedre end igjen at
gjøre et Selſkab; men der krevedes megen Aands—
nærværelfe til at gjennemfore denne Krigsliſt. Anti⸗
kvaren vilde være nødt til at holde fin Plads paa
Dekket ligeſom en Capitain, hvis Skib trekker Band;
men han vilde unegtelig helſt have trukket ſig tilbage
til ſin Kahyt, det vil ſige, overladt Bonchamp og
Cæjarine at tage imod i hans Sted. Hans Ven.
lagde godt Meerke til, at efterhaanden ſom Dagen
ſkred, tiltog Godefroys Angſt. Det faldt ham ikke
ſaa ganſke let at gjøre ham begribeligt, at han netop
ffulde fee. aldeles rolig ud og ſmile til Enhver,
der kom. ;

Det lod til, at „Selſkabet“ havde ſat hinanden
Stævne. Henimod Klokken ni begyndte Folk at komme
Froken Lecerf havde faget fin grønne Galakjole paar

års

236 Edith.

og Fru Patelin indviede for Tilfældet en Kjole efter
nyeſte Toulouſermode. Claude Morisſeau modte
ſammen med Oppeborſelscontrolleuren (ham, der ſkrev
Verſene: Til Hendel!) — fort ſagt, hele Bunken
af Venner og Bekjendte gav iaften Mode i Koral—
gaden. Alle kom for at fee, hvilket Anſigt Godefroy
og Cæfarine vilde fætte op; de, der ikke vare ind-
budne, fandt ſelv paa et Paaſkud: den Ene gik juſt
igjennem Gaden; em Anden vilde blot drikke en lille
Kop The, og en Tredie vilde høre, „hvorledes det
ſtod til med hans gode Ven Godefroys Helbred“.
Tilſtromningen var langt ſtorre end den Aften, da
Fru Dubois forſte Gang vifte fig i Selſkabet; den—
gang fulgte man ſin Nysgjerrighed alene, medens
man nu droges derhen af en god Portion Ondſkab
tillige. '

Ondſkaben fik fin Straf. Paa Grund af fit
medfødte lette Sind folte Cæfarine fig aldeles ikke
generet; Bonchamp var en fuldftændig Sfinx, og
Edith havde aldrig været mere rolig, mere ſmilende
mere naturlig. Kun Godefroy var bleg og lidt
nerveus; men Notaren ſendte ham faa ofte et betyd—
ningsfuldt Blik, at han ikke gjorde Bommerter. Da
nogle Minuter vare gaaede, delte man ſig i mindre
Grupper: Claude Morisſeau forte ſom ſedvanlig det
ſtore Ord; de lokale Politikere angreb et Valg, der
ſtulde foretages, og Froken Lecerf ſpurgte fin „ſode“
Fru Patelin, om hun ikke vilde ſynge „Et eller

Edith. ö 237

Andet”. Den føde Fru Patelin fang ſom faa mange
andre Dilettanter, der hverken have Stemme eller
Talent, det vil ſige, hun lod fig forſt bede en god
Stund og gik faa los paa Gounods Medjé. Hun
kjendte ikte Andet end Medjé. J de ſidſte ti Aar
havde hun ſtadigt ſunget Medjé, Medens hun endnu
lod ſig bede, meldte man Hr. de Bruniquel.

Naar han den Aften modte, var det nermeſt for
at gjore ſin Pligt ſom Cavaleer. Det var hans
beſtemte Henſigt at forlade Montauban og ſlaae ſig
ned et andet Sted for ikke oftere at ſee Edith. Han
elſtede hende dybt; han betragtede det ſom illoyalt
atter at beile til hendes Haand; men han vilde heller
ikke paalegge fig ſelv den Lidelſe jevnlig at treffe
ſammen med hende. Alligevel mente han dog, at det
paa Grund af Omſtendighederne var rigtigſt, at han
vifte ſig. Man vidſte, at han var forelſket i Edith
og horte til Huſets fortrolige Venner; hvad vilde
man ikke have troet; naar man ikke faae ham der?
Deſto ſtorre Opmeerkſomhed vakte det, da Edith gik
Hr. de Bruniquel imode og gav ham Haanden.

— Nei ſee, hvor liſtig! hviſkede Froken Lecerf
til fin Naboerſke, hun er fiffig nok. Een ſmutter væl,
og ſtrax har man en Anden i Baghaanden!

Det var forreſten den almindelige Mening. Man
antog, at Gadefroy ſtrax vilde gjøre Ende paa Slad⸗
deren ved at anmelde en ny Forbindelſe. Og Troen
blev til Vished, da man horte Edith ſige til Hr. de

238 Edith.

Bruniquel: „Vil De give mig Deres Arm .. . Veiret
er fan ſmukt, at jeg kunde have Lyſt til at ſpadſere
lidt i Haven.

Man var overbeviiſt om, at det Hele var et
aftalt Spil, og at Henſigten med Godefroys Selſkab
alene var at gjøre Ende paa Skandalen, faa meget
mere ſom man ikke kjendte Aarſagen til Bruddet
imellem Edith og Daniel. Hver udfandt ſin Grund;

den rigtige kjendte naturligviis Ingen. Formodentlig

vilde Godefroy tilfredsſtille den almindelige Nys⸗
gjerrighed. Jalfald kunde man jo forſoge at ſporge
ham.

Imidlertid gik Edith ned igjennem den ſkygge—
fulde Allee ved Adelsmandens Arm, medens denne
ſpekulerede paa, hvad Grunden vel kunde være til den
uventede Venlighed. Vidſte hun da, hvilken Rolle
han havde ſpillet i denne Sag? Han følte fig
virkelig rort. av

— Hr. de Bruniquel, ſagde hun efter et Sie—
bliks Taushed, jeg har en ſtor Tjeneſte at bede Dem
om. De vil tilgive, at jeg henvender mig til Dem:
De har viiſt mig den re at foretrekke mig for
Andre, og jeg er ſtolt deraf; men jeg havde givet en
Anden mit Hjerte. De kunde mulig have taget mig
det ilde op, maaſkee endog hadet mig; men jeg fjender
Dem tilſtrekkeligt til at være overbeviiſt om, at jeg
under vanſtelige Forhold ikke har en bedre Ven end
Dem. Jeg elſker Capitain Daniel, og man forbyder

Edith. 239

mig at ægte ham; De fan hjælpe mig med at over-
vinde min Faders Modſtand; De feer, hvor høit jeg
jætter Deres ædle Charakteer, ſiden jeg ikke betenker
mig paa at bede Dem om at ſtotte mig og oprigtigt
betroer mig til Dem i den fulde Forvisning, at De
vil vere min Allierede imod Dem ſelv!

De vare blevne ſtagende. Bruniquel fane paa
hende. Han fvarede lidt forvirret:

— De har Ret, Frøfen; jeg er aldeles til Deres
Tjeneſte.

Hun gav ham Haanden og ſagde kun det
ene Ord:

— Tak.

Derpaa tog hun et Papir ud fra ſit Livſtykke:

— Jeg beder Dem om ſtrax at gage hen i Rue
Ingres og levere: Hr. Daniel dette Brev. Det er
ikke forſeglet: da det forekommer mig rigtigt, at De
ſkal vide, hvad De overbringer, fan hør Indholdet:
„Jeg har Deres Ord; kom iaften, jeg venter Dem.“
Hvis Hr. Daniel ſkulde have Betenkeligheder, ſtoler
jeg paa, at De vil forklare ham, at der iaften frem⸗
byder ſig en Leilighed for mig til at ſikkre vor Lykke, og
at den maaſkee ikke kommer igjen. Tor jeg gjøre.
Regning paa Dem? Jeg veed, at det er et Offer,
jeg paalægger Dem; jeg veed, at det er et pinligt
Skridt, jeg forlanger af Dem; men jeg veed ogſaa,
at visſe Menneſker altid ere beredte til visſe Hand⸗
linger, og De ſtaager ſaa hoit i min Agtelſe, at det

————— —́— 6ä—ä æüu4iIÄ

240 Edith.

vilde være urigtigt af mig ikke at fætte Dem ligeſaa
høit i min Tillid.

Med en Roſt, der ſkjcelvede af Bevegelſe, ſagde
Bruniquel: „Jeg er dybt rørt, Froken; det har i
Sandhed aldrig ſtaget faa klart for mig ſom i dette
Oieblik, hvor ſorgeligt og pinligt det er for mig at
miſte Dem. Jeg ſpigter ikke mit Ord: jeg er i en⸗
hver Henſeende til Deres Tjeneſte. Kun maa De
tillade mig et Sporgsmaal, ſiden De viſer mig den
Wre at kalde mig Deres Ven? Hvad har De iſinde
at gjøre?

— Sporg mig ikke derom; jeg maa bevare
Taushed. ;

— Saa behold Deres Hemmelighed. Hvilken
den end er, er jeg ſikker paa, at den er Dem værdig.

Derpaa bukkede han meget dybt og ſagde ær-
bodigt:

— Farvel, Froken.

Hun tog atter hans Haand og trykkede den uden
at ſige et Ord. Bruniquels ridderlige Hengivenhed
kunde ikke betales; men hun ſage ham ind i Anſigtet,
og Adelsmanden leſte i hendes Oine en faa inderlig
Taknemlighed, at han ved dette Blik folte ſig belonnet
for ethvert Offer.

Da Edith atter traadte ind i Salen, applauderede
man Fru Patelin, ſom lige havde gjort det af med
den ſtakkels Medjé. Man lagde derfor ikke Merke
til, at den unge Pige var ene. Omtrent hele Sel⸗

Edith. 241

ffabet ſtod omkring Sangerinden og takkede hende i de
meſt overdrevne ÜUdtryk. Har De bemerket, hvorledes
det gaaer til, naar en ung Dame har taget Livet af
en ulykkelig Romance? En ſpids Stemme bliver til
„en ypperlig Methode“, de korte og fordringsfulde
Bevagelſer til „et ſikkert dramatiſt Inſtinkt“; de hoi—
travende Udtryk blive „dyb Folelſe“, og der er altid
en Idiot tilſtede, ſom udbryder:

— Hvor det er Skade, at hun er faa rig! Hvor
vilde hun ikke gjore Lykke paa Scenen!

Fru Patelin tog mod alle disſe Complimenter
med paatagen Beſkedenhed. Hun ſparede tilhoire og
venſtre: „Aa! det mener De ikke! ...“ eller: „De
er altfor overberende!“ eller: „Jeg har gjort mig
megen Umage for at uddanne min Stemme, det er
det Hele!“ Overdrivelſerne og de lyriſte Udbrud
bleve afbrudte af En, der temmelig høit ſagde til
Godefroy:

— Naa, De har nok brudt med Capitain Daniel?

Det var rigtignok mere interesſant end Alverdens
Fru Patelin'er! Der blev neſten øieblitfelig ganſke
ſtille; heldigviis havde Godefroy hele Aftenen været
forberedt paa dette Sporgsmaal og havde fit Svar
paa rede Haand.

— Ja, ſagde han, det var til min ſtore Be⸗
klagelſe nodvendigt, thi vi bragte visſe Ting i Er⸗
faring ... ikke om Capitainen, ſom upaatvivlelig er

; ; 16

es kimen ins

242 Edith.
i

en fuldftændigt hæderlig Mand, men om hans Familie,
og fan indſeer De nok .. . i min Stilling .. .

Edith og Ceſarine ſerverede Theen; da den unge
Pige bod Froken Lecerf en Kop, ſagde denne i en
medlidende Tone:

— Stakkels Barn!

Det var Begyndelſen; nu gik det los paa Daniel,
da det af Oldgranſkerens Ord fremgik, at det var
ham, der havde hævet Forbindelſen. Den Ene paa-
ſtod, at Capitainen var en ubehagelig Herre; en Anden,
at han var ikke godt lidt ved Regimentet; en Tredie
onſkede oprigtigt Godefroy til Lykke med, at han
havde opgivet en faa. lidet pasſende Forbindelſe, me⸗
dens Claude Morisſeau giftigt tilfoiede:

— Det er ganſte rigtigt Altſammen, uden at
regne det med, ſom vor Ven Hr. Godefroy ikke
taler om.

Disſe Ord bleve ſtrax commenterede paa for⸗
ſkjellig Maade; havde man da virkelig opdaget Noget?
Det maatte være Tilfældet, ſiden „man“ havde feet
Daniel gaae ind til fin Oberſt og igjen komme ud
fra ham ganſke bleg. Han havde indgivet fin Be⸗
gjæring om Afſked, det var ikke mere en Hemmelighed
for Nogen; Hr. Godefroy var aabenbart fluppet godt
fra den Hiſtorie! Man er altfor tillidsfuld; man mod⸗
tager uden videre en ung Mand, fordi han er i en
Stilling, fordi han er rig, og faa erfarer man en
Dag, at han er en mistenkelig Perſon. Mistenkelig?

Edith. 243

Og det var endda meget overbærende, naar man
noiedes med det Ord. Daniel var reent ud ſagt
bleven umulig; ikke et eneſte Hus vilde mere ftaae
ham aabent. Det var urigtigt, i hoi Grad urigtigt
af Godefroy at ville ſkjule Sandheden; derved gjør
man kun fine Venner en daarlig Tjeneſte; den Fyr
kunde jo finde paa andre Underfundigheder, uagtet
han ikke mere var Officeer, da han var bleven tvungen
til at tage fin Afſked; det var ikke engang ſikkert, om
han vilde beholde ſit Kors! Ordenskantsleren er ikke
at ſpoge med, og han vilde formodentlig ſtryge Daniel
af Wreslegionens Liſter. Formodentlig? Nei, ganſke
ſikkert. Claude, der altid var hadefuld og misundelig,
affluttede den almindelige Samtale med de Ord:

— Det er en afgjort Sag, ham er der noget
Muggent ved!

Edith havde hele Tiden ſtaget uden at røre fig.
Hun lyttede; hun hørte, at Ytfringerne antog en mere
ffarp Form; fra Übeſtemthed gik man til Vished, fra
Formodning til Fornermelſe. Alle disſe ſmaa
Naaleſtik traf hendes Hjerte. Ti Gange folte hun
ſig friſtet til at opgive ſin veloverveiede Taushed og
at optage den Handſke, man tilkaſtede den Mand, hun
elſtede over Alting. Hun gjorde en modig Anſtrengelſe
for at tie; men efterhaanden ſom der faldt flere
perfide Yttringer, blev hun mere bleg. Bonchamp
jane hende fare ſammen; han var lige ved at gage

hen til hende: hun lukkede Øinene. Da hun aabnede
16*

244 Edith.

dem igjen, blev Notaren blændet af det Lyn, der
ſtiod ud fra den unge Piges Blik: det var Vrede,
Foragt, Lidelſe, blandet med en vis ſtolt Reſignation.
Da hun horte Yttringen: „Det er en afgjort Sag,
ham er der noget Muggent ved!“ gik der en Gyſen
igjennem hende. Hun vendte ſig om mod ham, der
ſaaledes haanede Daniel, og ſagde med faſt Stemme:

— De fornærmer min fraværende Forkovede!
De er en feig Perſon!

Og midt i den almindelige Taushed vedblev hun:

— De ſkal ikke forhaſte Dem med at udſprede,
at jeg ikke gifter mig med Capitain Daniel. Jeg
gifter mig med ham, thi . . . han er min
Elſker! '

Man kunde ikke være bleven mere fadet af
Redſel, om faa et Jordſtjcelv pludſelig havde væltet
hele Huſet. Og ovenpan denne Ryſtelſe fulgte al—
mindelig Forſtyrrelſe. Godefroy foer i Veiret; Slaget
faldt ſaa haardt paa hans Hoved, at han ſtammede:
„Hun er forrykt ... hør ikke efter hende... hun
er forrykt!“ Cæfarine fif et lyſt Oieblik, ſom forledte
hende til en Optræden, der ikke var uden Storhed.
Hun kom til at tanke paa deres "Samtale den fore—
gaaende Dag; hun gik hen til Edith ſom for at
beſtytte hende og udbrød, idet hun trykkede hende
til ſig:

— Hvor Du dog er uſkyldig!

Edith. 245

Og atter et nyt Theatercoup; næjften i ſamme
Oieblik gik Døren op, og Tjeneren meldte:

— Capitain Daniel!

Edith rev ſig blidt ud af Tantens Arme; hun
gik igjennem hele Salen lige hen til Daniel og
ſagde, idet hun ſlyͤngede Armene om hans Hals:

— Jeg elſter Dig!

Man havde fornærmet ham; hun vilde have, at
Wresopreisningen ſkulde være lige faa eklatant ſom
Forhaanelſen. Godefroy blev nu ſom fædvanlig
vred, og hans Vrede var ſtor, fordi Skandalen var
jaa ſtor.

— Jo, det har De lavet godt, raabte han ude
af ſig ſelv. Nu er min Datter for Deres Skyld
vaneret! Nu kan jeg ikke negte Dem hendes Haand,
og det har De naturligviis gjort Regning paa! De
vil have hende! Tag hende! Er der mere, De
onſker? Maaſkee mit Hus, min Formue, min Samling?

Daniel forſtod i Begyndelſen ikke et Ord af det
Hele; Hr. de Bruniquel havde ordret meddeelt ham, fit
Budſkab! Officeren vidſte ikke, at der var ſtort Sel⸗
ſkab hos Godefroy. Han faldt lige over Skandalen
uden at forftaae Sammenhængen; da Edith faftede fig
i hans Arme, gjættede han en Del af Sandheden, og da
Oldgranſkeren udbrød: „De har vaneret min Datter!“
forſtod han den heelt. Han hævede ſtolt Hovedet og
ſagde med lydelig Roſt:

— Ja, Deres Datter elffer mig, og jeg elffer

mel

————ͤ —ä—ñÜĩů. ͤW— —

246 a Edith.

hende! Hun har fornedret ſig ſelv for at ſtige ned
til mig; jeg afſlager hendes Offer, ſom Ingen her
ſkal vove at drage i Tvivl! Det er mig, der er
hende uværdig; jeg er en Baſtard, hører De? Jeg
er fodt i Vancre, og har ikke Ret til at knytte mit
Liv til denne Reenhed!

Ti! fvarede hun blidt. Der var en Plet paa
din Are; jeg vilde, at der ogſaa ſkulde være en paa
min: det nærmer os til hinanden.

Forbauſelſen var almindelig. Naar Daniel an⸗
klagede fig ſelv, kunde jo Ingen mere være i Tvivl
om, at det var Edith, der havde villet offre fig for at
kunne ægte den, hun elſkede. Alligevel vedblev der
at herſke en uhyggelig Taushed; flige heftige Optrin
ere altid pinlige. Det var Bonchamp, der overhuggede
den gordiſte Knude.

— Min kjere Godefroy, ſagde han, Kjerlig⸗
heden har været ſteerkere end Fordommene. Daniel
er en Hedersmand, ſom ikke er anſparlig for Andres
Feil. Jeg har den re at anholde om Ediths Haand
for Hr. Capitain Daniel, der ikke fager ſin Afſfked.
Jeg veed det fra Oberſten, der har ſagt mig, at det
er ikke den Slags Officerer, man har Raad til at
undvære. i
Publicum, enten det er ſtort eller lille, bliver
altid Publicum; det er undergivet aldeles uforklarlige
elektriſte Paavirkninger, og det var et Held for Edith.
Hvem kan vide, om ikke ogſaa mulig mere end en af

Edith. 247

de tilftedeværende Damer i fit ſtille Sind misundte
hende denne Kjærlighed, der indgod en ſaadan Trang
til at bringe Offre! Desuden vare Alle inderligt
glade over det dramatiſke Anſtrog, Aftenen havde
faaet; Alle havde kun eet Onſke: at komme afſted for
hurtigſt muligt at kunne berette disſe merkelige Be⸗
givenheder paa andre Steder. Da man ikke holdt
paa Nogen, var Salen ſnart tom; kun Familien,
Bonchamp og Daniel blev tilbage.

Godefroy havde mechaniſk trykket Alle i Haanden;
han følte, at fra nu af var Modſtand umulig; Edith
og Daniel maatte giftes, og det jo for jo heller.
Den unge Pige kaſtede fig paa Knee for fin Fader;
hun tog hans Haand, kysſede den og ſagde med fin
blode og blide Stemme:

— Tilgiv mig, hvad jeg har gjort; men han
havde nu kun mig paa hele Jorden.

Oldgranſkeren ſvarede ikke. Pludſelig ſprang
han op, reiſte Edith, der endnu laa ved hans Fødder,
og raabte: Men han har ſin Moder! Og med hende
ſkal min Datter nu leve ſammen!

Hr. de Bruniquel traadte netop nu ind i Salen
og horte denne Replik.

— Nei, ſagde han, Fru Dubois er allerede reiſt.

— Reiſt! udbrod Daniel. ;

Han gjorde et Skridt henimod Doren, men
Adelsmanden holdt ham tilbage.

— Det er til ingen Nytte, at De vil gage hjem,

248 Edith.

Hr. Capitain! Jeg kommer fra Deres Hjem og veed,
at Fru Dubois har allerede forladt Montauban: hun
har indſeet, at hun var den eneſte Hindring, der ſtod
imellem Dem og Deres Lykke. For at gjore ſin Bod
fuldſtendig, har hun ikke villet ſee Dem; ... men
inden tre Dage er hun i et Kloſter, ſom hun ikke kan
forlade mere.

— J Kloſter ... i Kloſter . . . brummede
Godefroy.

— Ja, min Herre, ſvarede Adelsmanden med et
lidt ſorgmodigt Smil: Her vilde Alverden have lukket
ſin Dor for Coralie; men den gode Gud er ikke ſaa
ſtreng, han aabnede hende fin!

249

Et utrykt Digt. af Tudbig VPodtcher.

Den hellige Kilde.

(Fremſagt af Jomfru Eliſe Heger (Fru Holſt) ved Hr. Winslaws
Aftenunderholdning den 19. Februar 1832.)

Der risler trindt pan Jorden om en Kilde;
O helligt, helligt os dens Indhold være.

Ei Nordens Is og kolde Nattevinde,

Ei heller Sydens ſtille Lummervarme

Kan ſtivne eller torre ud dens Vover.

De rinde uden Brag ſaa roligt hen

Og ſtandſe ei ved Dag og ei ved Nat,

Og forſt naar intet Hjerte mere flaaer,

Da ſtorkner Kildeveeldet og forgager.

I hvo Du er, Du kjender denne Kilde;

Den er næjt Gud din ſidſte Ven paa Jorden:
Den risler Lindring Dig i dine Sorger,
Naar alle andre Venner Dig forlade; —

250 Digte.

Den rinder ogſaa tæt ved dine Glæder,
Og ikke ſjelden, naar en Tuſindfryd
Beruſet nærmer fig til dens Kryſtal,

Da ſpringer flux en yndig Perle frem

Og bringer Blomſten Kjoling fra ſit Hjem.

Og ſikkert mindes Du, da glad din Moder
Dig tog ſom Barn i ſine omme Arme,
Og trykked' henrykt Dig op til ſit Hjerte,
At Taarer bevede i hendes Øie!
Og Du bad bonlig: „Moder maa ei græde!" - 3
Mens Taaren bort Du ſtrog med, barnlig Haand.
O viid, at fra hin hellige Kilde ſteg

Op i din Moders Blik den Draabe huld —
Ak! ſom hun bytted' ei med Verdners Guld!

Siig, var Du aldrig Vidne til, naar Skjcebnen
Sig gruſomt kaſter mellem tvende Hjerter

Og tvinger Ven langt bort fra Ven at drage;
O fane Du da de ſtore, hede Taarer,

Som lette Hjerterne i Afſkedsſtunden?

Viid: dybt i Bryſtet Venſkabs Genius

Som Guddom vogter Omheds Kildeveld,

Og ſender op, naar Venſkab mangler Troſt,
En Lindringsbolge fra det pinte Bryſt.

Og ſelv i Elſtovs ſaligſtille Timer,
Naar Pigen ſmiler i fin Yuglings Arme,

Digte. 251

Da pibler klar i Oiet frem en Vove,

Som gjennemrisler Lilier og Roſer,

Og ſtandſer ſittrende paa Lebens Purpur.
Den taler varmt, naar Tungen ei formager
At ſtamme frem, ak! hvad ei ſiges kan,
Den taler født — men taler længe ei,
Den kysſes bort midt paa fin Blomſtervei.

Selv nu, da dybt min indre Harpe bæver,

Da høit mit Bryſt af ukjendt Glæde ſvulmer,
Da ſelv ei mindſte Gniſt af Uro, Smerte
Tilſlorer for mit Blik den lyſe Himmel

Og tynger ned min Aand med Stovets Lenker,
Selv nu, o Gud! ſelv nu en Taare ſig
Forvilder fra ſit Hjem op til mit Blik!

O Bølge, tril med navnlos ſalig Lyſt,

Du Datter af en Himmel i mit Bryſt!

Der risler trindt paa Jorden om en Kilde,

Og Taarens Kilde vel dens Navn mon være;

Ei Nordens Is og kolde Nattevinde,

Ei heller Sydens ſtille Lummervarme

Kan ſtivne eller torre ud dens Vover.

De rinde uden Brag ſaa roligt hen

Og ſtandſe ei ved Dag og ei ved Nat,

Og forſt naar intet Hjerte mere ſlager,

Da ſtorkner Kildeveeldet og forgager.
Ludvig Bodtcher.

252

En forhenbwrende brunsbigsk Ilinisters
Erindringer.

(Dentſche Rundſchau, Januar 1886.)

Den allerede lengſt afdode Geheimeraad Wolffradt
var 1762 født paa Rügen, hvor hans Fader var Land⸗
foged. Sonnen gjorde hurtig Carriere, blev allerede
i en Alder af 24 Aar Overappellationsraad i Wismar
og lidt over 40 Aar gammel Finants- og Juſtits⸗
miniſter i Brunsvig. Han har efterladt 31 utrykte
Breve, af hvilke „Deutſche Rundſchau“ nylig har op⸗
taget de fleſte. De udmerke fig neſten alle ved en
fiin Charakteriſtik og en pikant tiltalende Form. Iſeer

tiltroekkende ere de Skildringer, der knytte ſig til Be⸗

gyndelſen af dette Aarhundrede, og af dem meddeles
her et Uddrag, for ſtorſte Delen med Forfatterens
egne Ord. 8

En forhenv. brunsvigſt Miniſters Erindringer. 253

Gjennemforelſen af en ordnet Finantskontrol
havde bevirket, at Hertugdommet Brunsvig i finantſiel
Henſeende var yderft heldigt ſtillet, da Ulykken i
Aaret 1806 brød ind over det. Da Preusſen i 1806
vovede at optage Kampen med Napoleon, blev den da
allerede enoghalvfjerdſindstyve Aar gamle Hertug
Karl Wilhelm Ferdinand, der fra Syvaarskrigens
Tid havde bevaret fin trofaſte Hengivenhed for det
kgl. preusſiſte Hus og dets Politik, udnævnt til Over⸗
general over den preusſiſte Her. At Hr. von Wolffradt
ikke var ſerdeles tilfreds hermed, kan ikke overraſke
efter Alt, hvad der her ffal meddeles om den tidligere
brunsvigſke Miniſters politiſke Anſkuelſer navnlig med
Henſyn til Preusſen. Vi finde ſaaledes i et af hans
Breve, folgende Udtalelſe:

„Ganſke viſt var det min Hertugs Grundſetning
at ſtaaé og falde med Preusſen, og herfor opoffrede
han Alt. Allerede ſiden 1805, da Preusſens militaire
Stilling blev ødelagt efter Slaget ved Auſterlitz, og
efterat det havde ladet fig friſte til at tilegne fig.
Hannover, kunde man forudſee, at Freden iffe vilde
blive af lang Varighed. Fra den Tid af ſogte jeg
at fane Hertugen til at ſlage alle Tanker om at be—
gynde en ny Lobebane ſom Feltherre ud af Hovedet.
At han, ſaaſnart det ikke gjaldt en Rigskrig, ſom
Hertug af Brunsvig forblev neutral, var en Selv⸗
folge. Da Hertugen i Januar 1806 fra Berlin [od
mig vide, at han maatte reiſe til St. Petersborg,

254 En forhenv. brunsvigft Miniſters Erindringer.

gjorde jeg i mit Svar Alt for at afholde ham derfra.
„De ſkal ikke være ængftlig for (var hans Svar, jeg
har endnu Brevet), at min Reiſe mulig vekker den
franſte Keiſers Mishag; jeg foretager den tvertimod
i fuld Forſtaaelſe med ham; men forſt ved min Hjem⸗
komſt kan jeg give Dem Opløsningen paa denne
Gaade.“ Den fik jeg imidlertid aldrig. Da Dron⸗
ningen (Luiſe) i 1806 kom til Brunsvig, vilde han
have, at jeg ſkulde overvære Samtalerne med hende,
ret ſom om han trængte til en Støtte.”

Reſten er bekjendt nok: hverken Hertugen eller
Hertugdommet undgik deres Skjcebne. Den 14. Ok⸗
tober, den ulykkelige Dag ved Jena og Auerſtädt,
blev Karl Wilhelm Ferdinand ſtrax i Begyndelſen af
Kampen dodeligt ſaaret i Hovedet af en Kugle, der
borttog begge hans Oine. Nu brød Ulykken ind over
Brunsvig. Napoleon erklærede, at Hertugdømmet
havde ophort at exiſtere, og det blev lagt til det ikke
ret længe derefter ſkabte Kongerige Weſtphalen, der
fik en Konge i Jerome. Den hidtilverende bruns—
vigſte Miniſter v. Wolffradt forblev efter ſin ſaarede
Hertugs Onſke i fin Stilling, ſaa længe Okkupationen
ſtod paa, traadte derpaa i weſtphalſk Tjeneſte for at
blive ved Landet og flyttede 1814 til Casſel. Sin
Beretning om Slaget og dets nermeſte Folger be—
gynder Wolffradt ligeſom Wneas hos Virgil med
Klagen: „Infandum jubes, regina, renovare dolo-

En forhenv. brunsvigſt Miniſters Erindringer. 255

rem“) l“ og fortſœtter derpaa: „De ſidſte Breve, jeg
modtog fra min gamle høitærede Hertug, vare af den
6. og 8. Oktober. Den 11. havde han endvidere
ſendt mig nogle Meddelelſer gjennem ſin Kabinets—
ſekretair Ehrenburg (Hertugen ſkrev nemlig udelukkende
til mig, og ſelv hans Gemalinde og Familie fil i
Almindelighed kun Efterretningerne igjennem mig).
Den 14. Oktober (om Tirsdagen) ſtod Slaget ved
Jena og Auerſtädt. Den 15. (Onsdagen) om Af⸗
tenen ankom Dronningen af Preusſen paa fin. be⸗
kjendte Flugt til Brunsvig. Hun reiſte videre den
16., Torsdag Morgen Klokken ſyv, og en Time efter
ankom Feltjegeren, ſom hun havde ventet, og for⸗
kyndte, at Preusſerne havde ſeiret. Klokken tolv om
Middagen kjorte jeg ſom ſedvanlig til Statsraads⸗
modet. Paa Pladſen udenfor Slottet ſtandſede Folket,
der ofte ſamledes her og var i ſtor Uro for den
elffede Hertug, mine Heſte og bad mig om at faae
Efterretninger om vor Herſker. Jeg ſagde, at jeg til
dette Oieblik ingen havde, men ſaaſnart der kom Be⸗
kreftelſe paa den gode Efterretning, ſkulde jeg lade
den trykke og opflage pan alle Gadehjorner. Klokken
to kom jeg hjem, og i ſamme Oieblik ankom Coureren
med Hjobspoſten i en Skrivelſe fra Cabinetsſekretair
Ehrenburg, dateret Sangershauſen den 15. Oktober.
Dog havde man dengang endnu været i Uvished om

) „Du byder mig, Dronning, at opfriſte en uſigelig Smerte“.

256 En forhenv. brunsvigft Minifters Erindringer.

Slagets Udfald. Jeg ffulde bringe den ſorgelige
Efterretning til Hertuginden og Familien. Nu be⸗
gyndte jeg at lade indpakke Alt, hvad der iforveien
var beſtemt dertil, blandt Andet ogſaa de koſtbareſte
Sager i Muſcet, (det berømte Mantuanſke Fad oſp.).
J min Indſtilling til Hertugen, ſom jeg endnu har
med dennes egenhendige Reſolutioner, var der fore—
ſlaget tre Vogne til Muſcet. Hertugen nedſatte dem
til en eneſte. Af Salzdahlumer-Galeriet ſkulde ikke
Nogetſomhelſt flyttes. Franſkmendene tog ſenere der
nogle og tredſindstyve Malerier, ſom dog bleve leve—
rede tilbage i 1814 og 15.

„Fredag Morgen ankom Prinds Wilhelm, oe
gens Broder, og Prinds Paul af Würtemberg i en
ynkelig Forfatning og paa usle Heſte. Dette gav An⸗
ledning til, at den hertugelige Familie ſtrax afreiſte,
idet Prindſerne nemlig ſtadig troede at have Fjenden
lige i Helene paa fig, ſtjondt han forſt kom ti Dage
ſenere. Natten imellem Fredag og Lørdag havde
jeg ſendt Alt bort, hvad der ffulde frelſes; og uden
at have faaet et Siebliks Hvile fad jeg ved Dagens
Frembrud i Vognen for at mode Hertugen i Blanken⸗
burg, hvorfra han havde ſendt mig en Coureer. Men
han havde allerede maattet forlade Blankenburg, og
kun med Beſpver fulgte jeg hans Spor, indtil jeg
endelig Sondag Middag traf ham i Hornburg. Det
Hjerteſonderrivende ved denne Sammenkomſt lader ſig
ikke udtrykke ved Ord og mindſt ſkriftligt. Han trykkede

En forhenv. brunsvigſk Miniſters Erindringer. 257

mig i Haanden uden at ſige et Ord, og jeg gred.
Ganſke viſt maatte han nu tenke paa Alt, hvad jeg
forud havde ſagt ham. Vor Samtale dreiede ſig for—
nemmelig om min Henſtilling, ſtrax at ſende et Bud
til Keiſeren med en Skrivelſe fra Hertugen af
Brunsvig, hvori Hertugen erklerede, at han kun
havde taget Deel i Krigen ſom preusſiſk Feltmarſkal,
men at det brunsvigſke Hertugdomme havde holdt fig
fuldftændigt neutralt og uden. nogenſomhelſt Deltagelſe
i Fjendtlighederne, hvorfor han bad om, at det maatte
blive ſkaanet ofv. Men derom. vilde Hertugen ikke
hore et Ord. „De veed jo,“ ſagde han, „hvad han
har ſvaret Kongen af Preusſen; mig vil han heller
ikke give et bedre Svar.” Han maatte føres videre
og ſkulde blive Natten over i Achim. Der ſtod jeg
endnu engang ved hans Baare (thi Feltſengen, hvori
han laa, blev af dertil forud beſtilte Folk anbragt
paa en Baare, da han paa Grund af Saaret i Ho—
bedet ikke kunde taale at kjore). Men han ſov faa
haardt, og han trængte, efter hvad de medfølgende
Leger erklærede, i den Grad til Søvn, at jeg ikke
vilde vælte ham, men ilede iforveien til Brunsvig for
at ordne Alt der. Det var beelmork Nat; min Vogn
blev paa engang ſtoppet af et Par Ryttere; paa Talen
kjendte vi hinanden; det var Hertugen af Oels“), der

+) Frederik Vilhelm, Thronfglgeren, der i 1805 havde arvet
Fyrſtendammet Oels efter fin Onkel Frederik Auguſt.
17

258 En forhenv. brunsvigjt Miniſters Erindringer.

fra det Weimarſke (ſenere det Blücherſke) Corps havde
fulgt mit Spor for at treffe ſin Hr. Fader. Vi gik
i Morket ind paa en ploiet Mark for at være ene.
Han havde ikke hort Noget; jeg underrettede ham om
Alt og bad ham indſtendigt om at gjøre Sit for at
bevæge Hertugen til at fjende Nogen til Keiſeren.
Derefter ſkiltes vi, og jeg kom igjen til Brunsvig.
Den næfte Dag kom Hertugen af Oels til mig og
ſagde, at Hertugen allerede, forinden han havde
kunnet bringe Sagen paa Bane, fuldſtendigt havde
billiget min Tanke; jeg ſkulde kun holde Alt i Bered—
fab; Overkammerherre von Münchhauſen ſkulde ſaa
ſtrax afgaae til Keiſeren. Jeg lod ſtrax Geheime—
legationsraad Grev Gallatin (en genfiſk Emigrant i
brunsvigſk Tjeneſte, ſenere würtembergſt Geſandt i
Paris) gjøre Udkaſt til en Skrivelſe, gjorde de nod—
vendige Rettelſer i den, lod den reenſkrive og forelagde
Hertugen den, da han Mandag Nat ankom. Han
billigede den fuldftændigt og underſtrev. Dette gik
ſaaledes til: jeg contraſignerede den og forte derpaa
hans Haand til Stedet, hvor hans Navn ſkulde ſtaae,
hvorpaa han, uden at kunne fee, ffrev dette temmelig
faſt med de ſedvanlige Træk. Overkammerherren af⸗
reiſte ſtrax og traf Keiſeren i Wittenberg. Jeg maa
dog her omtale folgende Anekdote. Jeg undrede mig
ganſke viſt over det trufne Valg til Sendelſen; men
da det ikke fan meget kom an paa, hvad Geſandten
ſagde, ſom paa hvad der ſtod i Skrivelſen, tenkte

En forhenv. brunsvigjt Miniſters Erindringer. 259

jeg, at Hertugen maatte have havt fine egne Grunde
dertil. Om Eftermiddagen, da Hertugen var kommen
lidt til Kræfter og havde hvilet ud efter Reiſen, fad
jeg ved hans Seng og talte med ham om forſtjellige
af Landets Anliggender, thi om Krigen talte han
meget ſjelden. Paa engang ſpurgte han mig i en
lidt gnaven Tone: „Hvem har De ſendt med Skri⸗
velſen til Keiſer Napoleon?“ — Jeg: „Overkammer⸗
herren er reiſt med den!“ — Hertugen: „Naa, jeg
gratulerer til det Valg!“ — Jeg: „Naadige Herre,
det er Deres Valg, ikke mit; Hertugen af Oels bragte
mig Befalingen til at lade Overkammerherren afreiſe,
og Deres Hoiheds Tilſtand var ikke ſaaledes, at jeg
turde tale til Dem om Sagen.“ — Hertugen:
„Hertugen af Oels er Hertugen af Oels og har ikke
Noget med den Sag at gjøre. Valget var afhængigt
af Dem.“ — Saaledes fortſatte han endnu i nogen
Tid og lod mig forſtage, uden juſt at ſige det reent
ud, at jeg gjerne ſelv kunde have reiſt. Men da jeg
forklarede ham, hvorfor det var mig umuligt at fjerne
mig fra ham og Forretningerne, taug han. Samme
Dag underffrev han Forandringen i Arvefølgen, og
Hertugen af Oels underſkrev ved hans Seng. Der⸗
paa lod han alle Andre gage ud og holdt en mig til
evig Tid uforglemmelig Tale til os, hvori han min⸗
dede Hertugen af Oels om den ringe Leilighed, han
hidtil havde havt eller havde benyttet til at erhverve

lig de nødvendige Kundſkaber, om hans evige For⸗
17+

260 En forhenv. brunsvigſt Miniſters Erindringer.

pligtelſe ligeoverfor mig, og han tilfoiede den For—

maning, at han aldrig maatte foretage fig Noget uden
mit Raad og Bidende. Hertugen af Oels forblev
fold; — jeg var dybt rørt, men undrede mig i mit
ſtille Sind over, at den ellers fan kloge Herre ikke
tenkte paa, at han netop fuldſtendigt ødelagde mit
Forhold til Hertugen af Oels.

„Nu ankom Hertugen af Weimar med ſit Corps
og havde faaet den Idee at ville kaſte fig ind i
Wolfenbüttel ſom en Feſtning; thi Brunsvig var for
længe ſiden nedlagt ſom ſaadan. Da jeg overværede
Raadflagningen, fan tegnede jeg med Kridt paa et
Bord et Rids af Feeſtningen, baade hvad der endnu
ſtod af den og hvad der var demoleret, ſamt af alle
Hoiderne, der beherſkede den; derved lykkedes det mig
at fane Bugt med denne eventyrlige Idee og at frelſe
det gode Wolfenbüttel fra at blive en sac de Lubeck.
Hertugen af Weimar og Hertugen af Oels kjorte faa
videre paa en Slagtervogn, med Piberne i Munden,
og jeg var glad, da Corpſet drog afſted. Forſt
Lordagmorgen, den 25., kom Overkammerherren til⸗
bage med det mundtlige Svar fra Keiſeren, at hvor—
ſomhelſt franſke Tropper traf Hertugen, vilde han
blive ſendt ſom Krigsfange til Frankrig. Senere
ſagde Keiſeren til mig i Berlin: „Det er en jeſuitiſt
Forſtjel, De gjør mellem Souverainen og Landet.
De er jo ingen Republik. Naar Souverainen paa⸗
fører mig Krig, er det Landet. Forreſten forſtager

. . — ᷣ —— —— ———

En forhenv. brunsvigſk Miniſters Erindringer. 261

jeg mig ikke paa, at en Souverain fan tjene under
en anden.“

„Hertugen beſluttede derfor ſtrax at afreiſe.
Under de nodvendige Forberedelſer var jeg ſtedſe ene
hos ham; han lod ikke Andre komme til fig, ikke en—
gang de to andre Miniſtre; jeg derimod var hele
Tiden hos ham, ſelv naar han ilke vidſte det, og jeg.
fif hver Gang Taarer i Oinene, naar jeg horte ham
ſige til ſin Kammertjener: „Bring det og det til
Wolffradt; ſporg Wolffradt derom” oſv. Snart var
han utaalmodig over, at det varede fan leenge, og
udbrød: „Er det da jaa fvært at fage en gammel
blind Mand bragt. afſted?“ J et ſaadant Oieblik
horte jeg den eneſte Klage, der undſlav ham. „Jeg
forlader nu Alt,“ ſagde han, „og er forladt af Alle.“
— Jeg ſvarede, at jeg med Lengſel ventede paa hans
Befaling for at folge ham, hvorhen det ſkulde være,
Foruden den for mit Hjerte faa dyrebare Lykke at
være om ham i denne ſorgelige Tid, vilde jeg tillige.
undgage tuſinde Übehageligheder og Lidelſer, ſom her
ventede mig. Han tog min Haand og taug i godt og
vel fem Minuter. Paa hans udtryksfulde Munds
Bevegelſer kunde jeg fee, hvorledes hans Sjæl kjcem⸗
pede. Endelig ſlap han pludſelig min Haand og
ſagde dybt bevæget: „Nei, kjere Ven, jeg er ikke
mere Noget; fra nu af ffal De ikke mere bryde Dem
om mig, med mig er det forbi. Bliv ved mit Land;“
jeg taug. — Han: „Vil De det? Jeg beder Dem

262 En forhenv. brunsvigſk Miniſters Erindringer.

derom; lov mig det“ — idet han rakte mig Haanden.
Jeg lovede det. „Nu er jeg tilfreds,“ ſagde han.
Man kom for at melde, at nu var Alt i Orden.
Man bragte en ſtor, dertil indrettet Kurv med et
høit Laag af Voxdug. I den blev hans Seng fat og
Laaget lukket til. Han ſagde ikke et Ord. — Saa⸗
ledes blev han ſom i en Ligkiſte baaren ned ad
Hovedtrappen i det nye, af ham opforte Slot; jeg
ſamt Overhofmarſkallen og Overſtaldmeſter von Thilau
fulgte ham, ſom man folger til Lig. J Porten holdt
Nederdelen af en Vogn, i hvis fire Fjedre Kurven
blev ophængt. Slotspladſen var fuld af grædende
Menneſker. Dumpt rullede den igjennem Slottets
Forhal, den 25. Oktober, Lordag Eftermiddag
Klokken fire.

„Landets ſande Fader var nu tabt for dette og
endte paa en faa ſorgelig Maade. J en Alder af
tooghalpfjerdſindstyve Aar maatte han, dødeligt ſaaret
og berøvet fine Oines Lys, flygte for fin Fjende, for⸗
lade fit Land, ſom han ikke ſkulde gjenſee, og ſoge et
Tilflugtſted blandt Fremmede; til Tak for hans Tro⸗
ffab mod Preusſen, ſom ikke belønnede ham derfor,
men ſom tvertimod — efter hvad han ſelv har ſagt
mig —, hvis Alt var forblevet in statu quo, kun
ventede paa hans Dod for ſom nuværende Beſidder
af Hildesheim og Goslar at gjøre Fordringer gjel—
dende mod Brunsvig og Hannover, ſom ffrev fig fra

En forhenv. brunsvigſk Miniſters Erindringer. 263

Henrik Loves Tid og den hildesheimſke Stiftsfeide i
det 16. Aarhundrede . i
„Efterat jeg var kommen lidt til Ro efter den
forſte Bedovelſe, ſtred jeg ſtrax til at udføre en Plan,
ſom jeg allerede flænge i Stilhed havde overtenkt, og
ſom min Stilling ſom Fremmed og ſom den Eneſte,
der havde havt med Finantſerne at gjore, foruden den
almindelige Fordel ſeerdeles anbefalede. Jeg foreſlog
nemlig mine Colleger, da vi havde miſtet vor Fyrſte
og, efter hvad jeg havde erfaret, allerede den neſte
Dag. kunde vente Fjenden, og der ſaaledes efter al
Sandſynlighed vilde blive paalagt Landet ſtore Byrder,
ſtrax at ſammenkalde Stendernes ſnevrere Udvalg,
conferere med dette og ſamle det omkring os. Dette
ſkete. Miniſteriet og Stendernes ſnevrere Udvalg
(ſom om Natten var tilkaldt ved Stafetter) ſamledes
den 26. Oktober, Sondag Morgen Klokken otte, i den
nye Stænderbygning; Natten forud var jeg aldeles
ikke kommen i Seng, dels fordi jeg havde en Mængde
Beſtemmelſer at træffe, og dels fordi jeg gjennemgik
min ſtore Correſpondance med Hertugen, ſom ſaa ofte
var fraverende, og tilintetgjorde Alt, hvad der kunde
compromittere ham. Hvormange mig kjere og ufor⸗
glemmelige Blade bleve ikke her offrede til Flammerne!
Paa Grund af den franſke Keiſers bekjendte Had til
Hertugen, ſom han trods alle Tilbud ikke havde kunnet
vinde, maatte jeg ſom den Miniſter, der i fortrinlig
Grad havde været i Beſiddelſe af hans Tillid, være

fk

264 En forhenv. brunsvigft Miniſters Erindringer.

forberedt pan alle Slags Voldshandlinger, og kun
hoiſt ſjeldent, ja, jeg kan godt ſige aldrig, har jeg
ſtolet paa Andre eller betroet mig til dem. — Neppe
var vort Mode aabnet, for Fjenden rykkede ind uden
at mode Modſtand, afvæbnede Vagterne og fjernede
dem ſom ogſag Slotsvagten. Kort efter blev det
meldt mig, at den commanderende General havde ſendt
Bud til mit Hjem med Anmodning om, at jeg vilde
komme op paa Slottet. Jeg vilde ſtrax begive mig
derhen og havde af Forſigtighed ladet min Vogn
blive holdende. Men begge mine ældre Colleger og
hele Stenderudvalget vilde ledſage mig. Vi gik der⸗
for tilfods, et Optog, ſom Brunsvig endnu aldrig
havde ſeet Mage til. Paa Slotspladſen traf vi en
ſtor Karré af Cavalleri; Oberſt Barthélemy red hen
til mig, hilſte med Kaarden og ſpurgte, om jeg var

Miniſteren. — Svar: Jeg er den ene af Hertugen
af Brunsvigs tre Miniſtre og den yngſte af dem.“
— Om jeg ikke hed Wolffradt? — „Jo.“ — Nu,

jaa maatte jeg mode paa Slottet. Han vinkede ad to
Officerer, ſom ledſagede mig. Arreſtation og Trans—
port til Frankrig var nu det Mindſte, jeg ventede
mig. Da jeg kom til Slottet, var Generalen der
ikke; — „hvor er han?“ — Han var gaaet ud for
at aflægge mig et Beſog. Nu, det fane dog ikke faa
ſlemt ud. J det ſamme kom han tilbage, da han
ikke havde truffet mig. Efterat vi havde hilſt paa
hinanden; og han havde afgivet den Erkleering, at

En forhenv. brunsvigft Miniſters Erindringer. 265

Keiſeren, da Hertugen af Brunsvig ſom Preusſens
Allierede havde paafort ham Krig, havde feet fig
nodſaget til at okkupere Hertugdommet i fit eget Navn,
hvorfor vi fra nu af ikke havde at anerkjende anden
Herſker end den franſke Keiſer, fandt folgende Forhør

Sted: „Hvor er Hertugen?“ — „Han er afreiſt
igaar Eftermiddags Klokken fire.“ — „Hvorhen?“ —
„Det er mig ikke bekjendt.“ — „Ad hvilken Port?“
— „Ad Fallerslebenporten.“ — „Hvorhen forer den

Vei?" (Han havde et Kaart foran fig.) — „Til hele
det nordlige Tydſkland.“ — „Bliver han endnu baaret,
eller kjorer han?“ — „Han kjorer.“ — „Hvor langt
kan han vel nu være?” (Han faae paa fit Uhr. —
„Det afhænger af hans Befindende og Saarets Be—
ſkaffenhed.“ — „Det gjør mig ondt, at jeg ikke treffer
ham; jeg havde behagelige Efterretninger til ham fra
Keiſeren.“ — Jeg ſtudſede et Sieblik, men faſtholdt
mine Svar. Nu kom de ſedvanlige Sporgsmaal efter
en ſaadan Beſettelſe, ſom Troppernes Bekledning
oſv., paa Tapetet. Min Huſtru holdt paa en Bare
en déjeüner parat; jeg indbod ham og de fornemſte
Officerer til den. Nu viſte Generalen ſig ſom en
ſand Hedersmand. Hjemme hos mig tog han mig
hen i et Vindue og ſagde: „Jeg glæder mig over
Deres forſigtige Svar; jeg havde af Keiſeren Ordre
til at fætte efter Hertugen, hvis jeg ikke traf ham
her, og fore ham til Frankrig. Mit Cavalleri kan
for Oieblikket ikke komme videre for Træthed, og Deres

266 En forhenv. brunsvigſt Miniſters Erindringer.

Svar, ſom alle Officererne have hort paa, overbeviſe
os om, at alle vore Forſog vilde vere frugtesloſe
og at han nu maa have naget Elben og neutralt Land.“

Den folgende Dag ſagde han i Fortrolighed til
mig, at Keiſeren var yderſt forbittret paa Hertugen,
og at han var bange for, at det ſtakkels Land vilde
komme til at undgjeelde derfor; han tilraadede derfor
indtrengende at ſende en Deputation til Keiſeren.
Ganſte viſt vilde Talleyrand negte os Audients hos
Keiſeren; men han (Generalen) vilde medgive os
Breve til Marſkal Lefevre, der havde været ham i
Faders Sted, og han ſkulde nok ſkaffe os Audients.
Det vilde ikke ſkade, om han turde love denne Mar—
ſtal og Marſkal Soult, der havde detacheret ham,
hver et Kobbel Heſte. (Disſe Heſte bleve ſenere af
Gouverneuren, General Rivaud, ſendte til Keiſeren;
Marſtallerne maatte ikke tage mod Foreringer.) Jeg
ſtulde aldeles beſtemt ftaae i Spidſen for Deputationen
og bære dens Ordfører. Efter lang Vegring lod jeg
mig bevæge ved Tanken om, at det havde feet ud til,
at Hertugen var misfornoiet med, at jeg ikke ſtrax
fra Begyndelſen af ſelv var gaaet. Pag Stendernes
Vegne bleve Hofretsraad von Münchhauſen (tredie
Son af den afdøde Geheimeraad og Overhofmarſfkal),
Landraad von Plesſen og den ridderſkabelige Deputerede
von Bergmann tilforordnede mig.

Baron Karl von Schoultz har ſenere viiſt mig den
Venlighed at ſende mig General Rapps Memoirer, ſom

En forhenv. brunsvigſk Miniſters Erindringer. 267

have interesſeret mig i hoi Grad. Da han vidtloftigt
omtaler Krigen i 1806 og det var ham, ſom den
9. November forte mig til den ſkrekkelige Audients
hos Napoleon, jan ventede jeg, at han vilde omtale
denne, og det har han ogſaa gjort. Han ſiger, at
der kom Deputationer „de Saxe, de Weimar, de
partout. Napoléon les acceuillit avec bonté.“ (Dette
trænger dog til at berigtiges: kun Rhinforbunds—
fyrſternes Geſandter og de, der ſkulde tages til Naade,
fik Adgang til Keiſeren. Alle Andre, ja endog Ger-
fugen af Weimar i egen Perſon, blev der negtet
Audients, om end Hertugindens Repreſentant blev
indladt. Talleyrand negtede mig tre Gange Audients;
men jeg benyttede en anden Kanal, Marſtal Lefevre,
og igjennem ham lod Keiſeren mig vide, til hvilken
Tid han vilde ſee mig. Den afgjorende Grund var
dog hans Trang til offentligt at udoſe ſin Galde over
Hertugen og Preusſen, ffjøndt han ſtedſe gav fig Ud—
ſeende af at frikjende ſelve Kongen og kaſte hele
Skylden for Krigen over paa Hertugen, uagtet han godt
vidſte, at denne ikke havde været krigeriſk ſtemt og
derfor ogſaa af den kamplyſtne Ungdom i. Serie
havde faget Ogenavnet „Fredsfyrſten“.

„Rapp fortſcetter derpaa: „L'envoyé du duc de
Brunsvie, qui recommandoit ses sujets å la gene-
rosité frangaise, fut regu avec moins de bienveil-
lande.“ Nu følger paa tre Sider Keiſerens Tale til
mig, i Tankegangen meget rigtig, dog, hvad man ikke

268 En forhenv. brunsvigſtk Minifters Erindringer.

kan undre fig over, med mange UÜUdpyntninger og
Udeladelſer, da han ſkrev efter Hukommelſen. Keiſeren
kom, efterat han havde hort paa de Deputerede for
Univerſitetet i Frankfurt an der Oder, endnu engang
tilbage til mig og fortſatte, om end i mildere ÜUdtryk,
den forrige Diskurs, roſte Hertugens egen Regjering,
kaldte ham „le pére de ses sujets“; men Krigen
ſtulde han have holdt ſig borte fra: „Krigen er for
unge Folk, ikke for gamle Mend.“ Tilſidſt tilfoiede
han: „Hvad Dem angager, er jeg tilfreds med Dem;
De bliver paa Deres Plads i Spidſen for Admini—
ſtrationen ligeſom hidtil; men huſk paa, at det er mig,
De ſtager til Anſvar, ikke Deres Hertug — han kan
gage til England og fee at finde Tilflugt der.“ Han
lod nemlig, ſom om han antog, at der fandtes en
hemmelig Forſtagelſe imellem Hertugen og England,
ſkjondt han meget godt vidſte, at Forholdet aldeles
ikke var godt. Endnu for fan Maaneder ſiden havde
Kongen af England ſkrevet til Hertugen og raadet
ham fra at tage Commandoen over den preusſiſke
Her, fordi det egentlig dreiede ſig om Beſiddelſen af
Hannover, og Hertugen handlede imod ſin egen In—
teresſe, idet, ſom Kongen vemodigt tilfoiede, han kun
havde ringe Haab om Efterkommere, og Hannover
vilde da tilfalde Hertugen. Svaret paa denne Skrivelſe,
ſom det ikke var faa let en Sag at beſvare, havde
jeg gjort Udkaſt til for Hertugen. Hin Yttring af
Napoleon faldt den 9. November. Og Dagen efter,

En forhenv. brunsvigſk Miniſters Erindringer. 269

den 10., Dagen for vor Afreiſe fra Berlin, dode
Hertugen i Ottenſen.

„Den fra Brunsvig til Napoleon afſendte Depu-
tation havde en meget bejværlig Tilbagereiſe. Vore
keiſerlige Pas kunde ikke ffaffe os over Elben, ſom
det under Dodsſtraf var forbudt at pasſere i Ryggen
af Armeen. Desuden vare alle Ferger og Baade
opbrændte. Vi fulgte altſaa den hoire Elbbred ned
til Lenzen, hvor det endelig lykkedes os at komme
over. |

„Ved vor Tilbagekomſt traf vi Diviſionsgeneralen
Bisſon ſom Gouverneur og Intendanten Daru, en
Broder til Armeens Generalintendant. Navnlig den
ſidſte var en ſerdeles flink og videnſkabeligt dannet
Mand; jeg lod ham tildele Helmſtedts Doktordiplom,
hvad han ſatte megen Pris paa. Vi have under det
uundgagelige Tryk havt Lettelſer ſom vel neppe andre
Steder, f. Ex., at Gouverneurens og Intendantens
Tafler bleve beſtridte af Kammerkasſen, det vil ſige
paa Keiſerens Bekoſtning. Nu blev det med ſtor
Hoitidelighed offentligt forkyndt, „at Huſet Brunsvig
havde ophørt at regjere“, hvad vi Alle horte paa med
Taarer; alle de hertugelige Vaabenſtjolde bleve tagne
ned, og Alt maatte udferdiges i Keiſerens Navn, dog
fortſatte Miniſteriet Regjeringen under Titel af: „Le
Ministère du Duché de Brunsvic.“

„Hertugen af Oels, Svoger til den rusſiſke Keiſer
og Kongen af Baiern, his Fader havde offret Liv,

270 En forhenv. brunsvigſt Miniſters Erindringer.

Land og Underſaatter for Preusſen, ſynes ikke at
have opnaaet nogen Protektion, tildeels vel paa Grund
af hans egen Opforſel, men der var dog ogſaa Noget
i, hvad man ſagde mig: „C'est votre position géo—
graphique, qui vous tue.“

Af et ſenere Brev fane vi ogſaa Navnet at vide
paa den franſke General, der forſt okkuperede Brunsvig.
Han hed Malraiſon, var egentlig ude af aktiv Tje—
neſte, hvorfor han ellers ikke forekommer, og var paa
Grund af ſit ſvagelige Helbred anſat i Militairbeſty⸗
relſen. Hans Efterfolger, Diviſionsgeneral Bisſon,
ſkildrer v. Wolffradt paa folgende Maade: „Et Uhyre
af Figur i Storrelſe og Tykkelſe, der havde begyndt
ſom Tamburmajor; i enhver Henſeende en ægte Sar—
danapal. Frokoſt, Diner og Souper udfyldte hele
hans Dag, og ſtrax ved ſin Ankomſt lagde han ſig en
Maitresſe til fra det franſke Theater i Brunsvig, og
med hende lagde han paa Slottet Beſlag paa det
Verelſe og den Pragtſeng, hvori nogle Maaneder
iforveien den hoiſalige Dronning af Preusſen havde
ſovet, da hun kom til Brunsvig for at overtale Hertu—
gen til at overtage Commandoen“). Dette Bisſons
Liv ſyntes Keiſeren ikke om, medens vi ellers ikke
havde Grund til at klage over ham, og i hans Sted
kom en i venſtre Arm ſaaret Diviſionsgeneral Rivaud,
Comte de la Raffinière, en meget flink Mand. Bisſon

+) Ellers ikke bekjendt og meget uſandſynligt.

En forhenv. brungvigjt Minifters Erindringer. 271

døde ſom Gouverneur i Mantua. Paa Reiſen dertil
pasſerede han Casſel med ſin Huſtru og Familie og
vilde meget gjerne have Audients hos Kongen af
Weſtphalen. Kongen lod ham vente i otte Dage. Ende⸗
lig fik han Befaling til at indfinde ſig om Aftenen.
Paa ſin Runde gik Kongen lige forbi ham og ſagde
kun: „Ei! General Bisſon, De er ikke bleven mager.“
Det var det Hele og vifte, hvorledes Bisſon ſtod an⸗
ſkreven hos Keiſeren.“

Som bekjendt blev Brunsvig nu indlemmet i
Kongeriget Weſtphalen. Om Kong Jeéröôme høre vi
Adſtilligt i Brevene. Saaledes ſtriver von Wolffradt:
„Den tidligere Konge af Weſtphalen er fodt i Mont⸗
pellier og har, faa vidt jeg veed, aldrig været paa
Corfifa"); han favde derfor ogſaa fuldftændigt den
franffe Accent, hvorimod Napoleon og endnu mere
hans Moder havde den italienſke; ogſaa Napoleons
Maade at ffrive paa var fuld af italienſke Vendinger,
hvorfor han, naar han ſkrev Noget, der ſkulde offentlig⸗
gjøres, pleiede at give det til Hertugen af Basſano
med de Ord: „Gjor mig det til Franſt!“ Jeröôme
havde, da han tjente i Marinen, tilbragt den ftørfte
Deel af fin Ungdom i Amerika og havde ogſaa heldigt

+) Urigtigt. Jéråme blev født den 15. November 1784 i
Ajaccio.

272 En forhenv. brunsvigſt Miniſters Erindringer.

commanderet den franſke Expedition mod Algier for
at befrie alle franſke og italienſke Slaver. Han havde
ogſaa uden Henſyn til Krigen befriet de engelffe
Slaver; men da disſe horte, at de ffyldte Fjenden
deres Befrielſe, vendte de frivilligt tilbage til Sla—
veriet. Et ægte nationalt Charakteertreek! Jérôme var
en dygtig Mathematiker og examinerede ſelv Pagerne
ved deres Examen.“

Natten imellem den ſidſte April og forſte Mai
(Walpurgis⸗Nat) 1811 tilbragte v. Wolffradt ſammen
med Kongen og Dronningen af Weſtphalen paa
Brocken. Han ſkildrer os dette Beſog ſaaledes: „Paa
Brockens hoieſte Top er der af Grev Stolberg-Wer⸗
ningerode, hvem den tilhorer, opfort et ualmindeligt
ſteerkt og masſivt Hus med et Udſigtstaarn til at
modtage Kong Frederik Vilhelm den Anden, og i
dette overnattede de kongelige Perſoner med Damer.
Vi Andre ſov i en Sidebygning, ſtuvede ſammen ſaa
tet ſom Sild. Veiret begunſtigede ikke Udflugten,
det regnede uafbrudt baade fra Skyerne over os og
fra Skyerne under vore Fødder, faa at vi ſvommede
i en temmelig vand Atmoſpheere. Det var ſpert at
fane Aftenen til at gage. Jeg forklarede Egnen og
dens Hiſtorie efter medbragte ſtore Kaart; men det
var ikke videre morſomt for Damerne, og vi maatte
derfor fee at fordrive Tiden med alle Slags franſke
Selſkabslege.

„Den folgende Morgen bleve vi ved Daggry

En forhenv. brunsvigſt Miniſters Erindringer. 273

vekkede af Brandallarm. J ſtorſte Forvirring kom
Alle i Klederne og ſtyrtede ud. Dronningen fad
fuldt paaklædt i fin Reiſevogn; Kongen gik omkring i
det oſende Regnveir; vor Vert, Grev Stolberg, var
meget ilde tilmode. Den ſnevre Skorſteen havde ikke
kunnet taale det franſke Kjokkens ſkrekkelige Fyren i,
var kommen i Brand og ſpredte nu ſine Gniſter over
Spaantaget. En af Kongens franſke Kammertjenere
rev i en Fart de fine Duge af det dekkede Frokoſt⸗
bord, dyppede dem i en Spand Vand, lod ſig lofte
op paa Taget og ſtoppede Skorſtenen til med dem.
Ilden var flukket; men han gled ud og ſtyrtede ned.
Med et jvært Saar i Hovedet laa han, ſom vi Alle
troede, død for vore Fødder. Kongen vifte fig yderſt
omhyggelig for ham. Livlegen gjorde fit Bedſte, og
inden vi forlode Brocken, var den Ulylkkelige idet⸗
mindſte bragt tillive igjen og kom ſig ſenere fuld⸗
ftændigt. Et Sieblik klarede Veiret op, og vi nod
den vide ÜUdſigt til henimod Hamborg. Saadanne
Reiſer af Kongen i det Indre af hans Kongerige
vare i og for ſig gode; men for Indenrigsminiſteren,
der overalt ffulde treffe de nødvendige Forberedelſer,
ſamle og præfentere Autoriteterne, vare de meget
beſverlige. i

Det Haab, der i Begyndelſen af Aaret 1807
tildeels endnu var levende i Brunsvig, at dette Land
ikke vilde blive incorporeret i Kongeriget Weſtphalen,

7 18

274 En forhenv. brunsvigſk Miniſters Erindringer.

var ſaaledes ikke gaaet i Opfyldelſe, og v. Wolffradt
ſkriver nu. med Hentydning hertil:

„Vi Brunsvigere vare i en ganſke eiendommelig
Stilling. Ene for os kunde der ſelv i heldigſte Til⸗
fælde ikke være Tale om at fore Sagerne tilbage til
deres gamle Skikkelſe, thi vor kjere Hertug var dod,
og hvad man kunde vente ſig af den yngſte af hans
Sonner, der var beſtemt til at blive hans Efterfolger,
det var man dengang faa temmelig paa del Rene
med, fan at Publikum pan den Tid ikke var mig ſer⸗
deles taknemligt for, at jeg jan ivrigt havde drevet
paa at fane de to eeldſte, men ſvagtbegavede Sonner
til at give Affald paa deres Rettigheder, idet man
troede, at det dog bilde gage bedre med dem. Dette
mildnede meget Smerten over Fredsbetingelſerne. Den
franſke General Rivaud lod os vide, at Keiſeren ven⸗
tede en Deputation fra alle Landsdele i Paris for at
hylde den nye Konge i Weſtphalen, men tillige for at
komme med Bemeerkninger angagende Üdkaſtet til
Kongerigets nye Conſtitution. Keiſeren forlangte,
ſagde Gouverneuren mig, at jeg ſkulde ſtage i Spidſen
for denne Deputation. Jeg ſvarede, at med Henſyn
til de preusſiſke Provindſer, der vare aftraadte af deres
Konge, var der ingen Vanſteligheder ved Sagen;
men han maatte tenke paa, i hvilken ubehagelig
Stilling de hannovexanſke, brunsvigſke og hesſiſte
Pro vindſer befandt fig, der ikke vare aftraadte og ikke
løfte fra deres Pligter af de Landsherrer, til hvilke

En forhenv. brunsvigſt Miniſters Erindringer. 275

de vare bundne ved Hyldings- og Troſtabsed. J al
Hemmelighed havde jeg allerede ſendt en Sekretair til
Casſel for at høre, hvorledes man der ſtillede fig til
Sagen, og derved faaet at vide, at man i Henhold
til en hemmelig Dispenſation af Churfyrſten baade
vilde afſende en Deputation og hylde; jeg havde i
min Correſpondance med Hertugen af Oels meldt ham
dette og, idet jeg anførte ældre Exempler af den
tydffe Hiſtorie, forlangt noget Lignende af ham. Men
Alt forgjeves. Endelig havde han fat mig Stævne
i Celle. For mig var det ikke uden Fare at begive
mig derhen, ſaaledes ſom Forholdene vare. Men jeg
ſagde Gouverneuren, hvorledes Sagerne ſtode, men
tillige, at jeg aldrig vilde tage med Deputationen til
Paris; jeg var ikke Indfodt i Landet, men en Frem⸗
med, der ikke havde faſt Ophold, og mit Miniſter⸗
embede var under de forhaandenverende Omſtendig⸗

heder nedlagt; han kjendte jo i det Hele mit ſpecielle

Forhold til den hoiſalige Hertug, og han maatte der⸗
for med fin fine Folelſe (og den havde han virkelig)
finde det aldeles ugjorligt for mig at overtage denne
Misſion. Han billigede mine Grunde og tillod mig
at have en Sammenkomſt med Hertugen, men vilde
ikke have, at jeg tog en Secretair med ſom Vidne og
mulig til at affatte de nodvendige Declarationer. J
Celle ventede jeg en heel Dag forgjeves og beſtjef⸗
tigede mig med at affatte Documenterne til Hertugens

Underſtrift. Træt havde jeg ved Midnatstid i mine
18

276 En forhenv. brunsvigſt Miniſters Erindringer.

Klæder lagt mig paa Sengen, da jeg følte En tage
mig i Armen; det var Hertugen. Sammenkomſten
var meget rorende, ja jeg kunde næften ſige hjerte—
gribende, Vi græd begge længe. Hvorledes han end
forreſten var, faa var han nu ulykkelig; han var Son
af min tilbedte Herre, der i Skilsmisſens Stund
havde til os ſat et Haab, ſom nu var briſtet. Ulykken
havde boiet ham, og han ſyntes bedre, end han ellers
var. Han gik ind paa alle mine Grunde og Forſlag,
ſom han indſage Nodvendigheden af; dog vilde han
paa ingen Maade give noget Skriftligt fra fig, men
kun mundtligt overdrage mig at berolige hans Under—
ſaatters og Embedsmeends Samvittighed. Jeg kjendte
ham imidlertid for godt til at indlade mig herpaa og
erklærede, at paa den Maade var Henſigten med vor
Sammenkomſt forfeilet, og at Alt fremdeles vilde
være i den ſtorſte Forvirring, hvad der ogſaa kunde
blive til Skade for ham ſelv. Endelig lagde han
mine Udkaſt i ſin Portefeuille og lovede mig, at han
fra Bruchſal, hvorhen han reiſte til ſin Gemalinde og
Svigermoder, ſkulde ſkrive ſaaledes, at det kunde være
beroligende for mig og os Alle. J hvor ringe Grad
jeg end ſtolede herpaa, faa var der dog ingen Mu—
lighed for at bevæge ham til at gage videre, da han
nemlig nærede et chimeriſt Haab om at forandre fin
Skjcebne ved Hjælp af hans Huſtrues Slegtninge.
Vi ſkiltes ved Daggry — jeg har aldrig feet ham
igjen. Hans Gemalindes Slegtninge have formodentlig
bragt ham paa andre Tanker, thi denne Gang holdt

En forhenv. brunsvigſk Miniſters Erindringer. 277

han Ord og ffrev til mig, ganſke viſt paa hans Maade,
men dog tilſtrekkeligt beroligende for Alle. Flere af
Statens Tjenere havde ſtriftligt henvendt fig til ham
om Forholdsregler. „Disſe“ — ſtrev han til mig —
„har jeg ſvaret, at de ffulde gjøre, hvad De, ærede
Ven, vilde gjore.“ Alligevel kunde han ikke aldeles
fornegte fin Charakteer, thi endog i dette Brev ffin-
nede den Tanke igjennem, at jeg fulde være hans
Spion og Agent ved det mweftphalffe Hof.

Det være mig tilladt her at indſkyde en Be—
merkning vedrørende mig ſelv. Der har blandt mine
Venner været Folk, ſom aprés-coup (efter 1814) ud⸗
talte den Mening, at jeg dengang ikke ſkulde have
ſtilt mig fra Hertugen af Oels, men vere bleven hos
ham. Disſe fjende hverken Hertugen eller Forholdene.
Forudſctningen for hiin Tanke er naturligvis, at Her⸗
tugen ſelv ſkulde have ønjfet det. Men ikke med en
Stavelſe har han yttret et ſaadant Onſke for mig; ja
jeg vidſte, at ſelvb om han dengang var kommen til
Regjeringen, vilde han paa enhber Maade have ſogt
at ſtille fig af med mig, hvem han efter den Tale,
hans hoiſalige Fader holdt til os, frygtede ſom fin
Mentor. Alle fin Faders gamle Tjenere, ſom havde
fulgt denne, havde han ſkilt fig af med, ja endog ofte
ſtriftlig truffet Aftale med mig om, hvorledes han
paa en pasſende Maade ſkulde kunne ſende dem hjem.
Endog den trofaſte Cabinetsſekretair hos hans Fader,
Eſchenburg, ſom han aldeles ikke kunde undvere,
havde han givet Afſked. Af hele Familien har ingen

278 En forhenv. brunsvigſt Miniſters Erindringer.

Andre tankt paa mig end den ſenere fan ulykkelige
Dronning af England, der ffrev til ham og paalagde
ham at foreflaae mig at komme til England og være
hendes og hendes Families Raadgiver. Dette ſtrev
han ſelv til mig med den Tilfoielſe, at han ſtrax
havde afſlaget det i mit Navn. Hele fin Tillid havde

han ffjænfet en Regiments-Auditeur ved Regimentet

Kleiſt i Prenzlau, hvis Chef Hertugen var; ham
gjorde han ſenere, 1814, til Geheimeraad, efter at de
to Meend, ſom han i 1813 udnævnte dertil, nemlig
Grev von der Schulenburg-Wolfsburg (ſenere Miniſter
under Formynderregjeringen) og den weſtphalſke Stats—
raad Hr. von Reimann (ſenere Overregjeringspre—
ſident i Achen) kun havde kunnet holde ud hos ham
i fire Uger og derpaa havde taget Afſted fra deres
Stillinger. Men denne Auditeur kjendte ham ogſaa
meget noie, thi han laante ſtrax af ham 20,000 Daler
rentefrit og paa lang Tid for at kunne kjobe et Gods
og ſikkrede fig desuden for det Tilfælde, at han fit
Afſked, en Penſion pan 1000 Daler; i Foraaret det
folgende Aar, 1815, var han allerede gaaet af. —
Hertugen havde, da vi ſkiltes, ingen anden Idee end,
ſaafremt alle Underhandlinger ſlog feil, at reiſe med
fin Gemalinde og fine Born til Amerika og ved Lei—
lighed paa egen Haand begynde den lille Krig, ſom
han ſagde. Hans ſidſte Ord fra hans Coureer-Chaiſe
i Celle til mig vare: „Den lille Krig, bedſte
Ven, den lille Krig!“ — Jeg havde desuden
givet den hoiſal. Hertug mit Ord pan under alle

—

En forhenv. brunsvigft Minifters Erindringer. 279

Omftændigheder at ville blive ved hans Land, og
dette ſom ogſaa hele Embedsſtanden fatte al fin Lid
til mig. — Deputationen afreiſte til Paris; men jeg
ceiſte ikke med.

„Min behageligſte Tid under den weſtphalſke
Regjering var det forſte Aar, 1808, da de af Kei⸗
ſeren ſendte Statsraader endnu bekledte Miniſter⸗
embederne; jeg var Preſident i Statsraadet i De⸗
partementet for Juſtitsveſenet og det Indre; Hr. von
Bülow (ſenere preusſiſk Handelsminiſter) for Finans⸗
afdelingen, og en anden Pommeraner, Generallieute—
nant von Lepel for Krigsdepartementet, hvilket Embede
ſenere blev beſat med Grev Schulenburg⸗Kehnert,
der havde været Finansminiſter under tre preusſiſke
Konger.

Naar et Statsraad ffal være til nogen Nytte,
maa det kunne glede ſig ved Regentens ſtadige Ner⸗
vœrelſe. Her hører han den ſtrengeſte Provelſe af
Miniſtrenes Forſlag og Handlinger, forudſat, at
Statsraaderne ere Mænd, der ere uafhængige af
Miniſtrene og ikke deres Bureauchefer og Commit⸗
terede. Alt bliver prøvet paa det Strengeſte, Mini⸗
ſtrene ere nødte til at forſvare fig, og Kongen feer,
hvad de due til, og om en Forandring er nødvendig.
Ja, man kunde i adminiſtrative Sager gjerne appellere
fra Miniſtrenes Afgjorelſer til Statsraadet. Kongen
af Weſtphalen vilde have, at man under Delibera⸗
tionen ſkulde udtale fig aldeles frit og uforbeholdent.
Det benyttede jeg mig driſtigt af, og ligeledes mange

280 En forhenv. brunsvigjt Miniſters Erindringer.

Andre. Vi Tydſkere havde Meget imod os; for

ſtorſte Delen uvante med at tale i en faa. betydelig .

Forſamling, i Regentens Nerverelſe, og det i et
fremmed Sprog, ſom de Feerreſte vare rigtig hjemme
i, tilmed det franffe Forretningsſprog, og faa oven-
ikjobet lige overfor franſke Miniſtre, der ikke alene
havde Sagen og Sproget i deres Magt, men ogſaa
havde glimret i de franſke lovgivende Forſamlinger
ved deres Talenter og Veltalenhed og nu atter her
glimrede. Alligevel horte Kongen gjerne paa os,
ſpurgte os, naar han ikke rigtig forſtod os, nærmere
ud om vor Mening, og meget ofte blev vi de ſei⸗
rende. Naar jeg engang ikke talte i et Anliggende,
ſom ikke horte under min Resſort, jan opfordrede
Kongen mig udtrykkelig dertil; han troede, at jeg
havde noget Talent til paa en fort og klar Maade
at fremſtille Sagen for ham. — Da jeg den 1. Ja⸗
nuar 1809 blev udnævnt til Indenrigsminiſter, var
det ſorgeligt at fee den almindelige Glæde derover i
Kongeriget og navnlig i Brunsvig. Selv dannede
Mænd troede i deres Uforſtand, at nu vilde Alt
igjen komme paa den gamle Fod; man teenkte ikke
paa, at bande Code Napoléon og den os af Keiſeren
foreſtrevne Conſtitution bandt vore Heender. Det
kunde den ſtore Hob ikke ſee.“

Med Kongeriget Weſtphalens Fald var ogſaa
Wolffradts politiſte Rolle faktiſk forbi, og han trak
ſig tilbage i Enſomhed.

281

En WMierg⸗Yhpl.
Af
Heinrich Heine,
overſat af Johannes Jorgenſeu.

I.

Hoit pan Bjerget ligger Hytten,
Hvor den gamle Bjergmand boer;
Over Granetoppens Suſen
Spinder Maanen Gyldenflor.

Og i Hytten ſtager en Armſtol,
Rigt med Snitveerk ſmykket ud,
Og det er mig ſelv, der ſidder
I den, ſalig ſom en Gud.

Thi den Lille har paa Skamlen
Sat fig, lænet mod mit Skjod,
Dine ſom to havblaa Stjerner,
Mund med Purpurroſens Glod.

Himlen ſtirrer op imod mig
Fra de halvblaa Stjerners Glod,
Og med Lilliefingren deekker
Skjelmſt hun Munden fin og rod.

282

Digte.

„Nei, din Moder ſeer os ikke,
Rokken dreier hun med Flid,
Og til Cithren ſynger Fader
Sange fra en ſvunden Tid.”

Og den Lille hviſker ſagte,

Sagte og med dæmpet Roſt;
For ſaa mangt, der hende tynger,
Har hun lettet alt ſit Bryſt:

„Ak, men ſiden Tante dode,
Maa jeg altid blive her,

Ei engang til Goslarborgen
Komme, ſkjont faa ſmukt der er.

„Og her oppe er faa enſomt

Paa den folde ZBjergetind;

J den barſke Vinter er vi
Hylled trindt af Sneen ind.

„Og jeg er en frygtſom Pige;
Barnet frygter fjernt og ner,
Gyſer for de onde Aander,

Som om Natten færdes her.“

Pludſelig den Lille tier,
Af fin egen Tale ſkremt,
Og bag begge fine Hender
Har hun fine Dine gjemt.

Graneſkoven ude bruſer,
Rokkehjulet gaaer fin Gang;

J dets Surren blandes Cithrens
Toner og den gamle Sang:

Digte. 283

„Ver ei bange, kjere Lille,

For de onde Aanders Magt;
Dag og Nat, Du kjere Lille,
Holde Engle om Dig Vagt!“

II
Ved det lille Vindu banker |
Granens grønne Fingre paa, ö
Og den gule Maane ſeer jeg

Lyttende der ude ftaae.

I det nære Sovekammer g
Snorke Fa'er og Moder fort,

Men vi to med munter Pludren

Langt har jaget Sovnen bort.

„At du tit og ofte beder,

Det jeg knap om Dig kan troe;
Bonnen drog vel ei hin Fure,
Som jeg ſaage, da nys Du lo.

„Ja, hint onde, folde Haanſmil
Har mig ſtadig fra Dig ſkremt;
Kun dit Oies fromme Lue
Gjor, at atter det bli'er glemt.

„Men Din Tro er viſt ei rigtig,
Siig mig, retter Du din Bon
Troende til Gud, vor Fader,
Til Gud Helligaand og Son?“

„Ak, Du Kjeere, alt ſom Lille,
Da jeg ſad ved Moders Fod,
Troede jeg paa Gud, vor Fader,
Verdens Styrer, ſtor og god,

284

Digte. . |

„Som har ffabt Alt, hvad der lever, |
Og den hele ffjønne Jord,
Som har tegnet Vei og Sti for |
Sol og Maane, Stjerners Chor.

„Endnu meer begreb jeg, Kjere!
Da jeg voxte og blev ſtor,

Og forſtod og blev fornuftig,
Og paa Gønnen nu jeg troer —

„Paa den kjere Son, der kjerlig
Kjærlighed os foreſkrev

Og den Folket aabenbared'

Og til Lon korsfeſtet blev.

„Nu, da jeg har leſt og granſket

Og har ſeet mig om paa Jord,
Svulmer Hjertet mig. Af Hjertet
Paa den Helligaand jeg troer.

„Han har gjort de ſtorſte Undre,
Gjor dem endnu hvert Minut,
Voldsmends Borge har han ſtyrtet,
Slaveaaget ſonderbrudt.

„Gamle Ulivsſaar han leger
Og fornyer Oldtids Ret:
Alle Menneſfer er lige,

Alle af den ſamme Wet!

„Han forjager onde Taager
Og det morke Hjerneſpind,
Som os Liv og Lyſt beſmitter,
Han i Baſt det ſnerrer ind.

Digte.

„Tuſind Kemper, herlig ruſted,
Helligaanden vier ind,

Til at fore ud hans Villie
Gyder han dem Mod i Sind.

„Deres gode Faner vaie,
Deres Sværd i Solen lee;
Ei Du vilde vel, min Kjere,
Gjerne flige Kemper fee?

„Nu, jaa fee paa mig og kys mig,
See paa mig, giv mig din Haand,
Thi jeg ſelv er juſt en ſaadan
Ridder af den Helligaand!“

III

Stille ſtjuler Maanen ude
Sig bag grønne Graners Nat,
Og i Verelſet en Lampe
Lyſer flimrende og mat.

Men de ſtore havblaa Stjerner
Flamme op i Lueglod,

Og mens Pigebarnet taler,
Brænder Leben mere rod:
„Alſkens Smaafolk, Nisſer, Trolde,
Stjæle Brod og Flæff og Wg,
Thi om Aftnen end vi har det,
Men om Morg'nen er det vek.

„Troldtei er det! Floden ſkummer
De af Melken, og de la'er
Fadene ſtage uden Laag, faa
Katten altid Reſten ta'er.

285

mmm

1

286

Digte.

„Ja, og Katten ſelv en Hex er,
Thi ved Nat, i Storm den gaaer
Ofte op til Djevleklippen

Der, hvor Taarnruinen ſtager.

„En Gang der en Borg fig hæved,
Fuld af Prunk og Vaabenglands;
Wd le Herrer, Fruer, Pager

Svang ſig der i Fakkeldands.

„Men en Troöldkvind har forbandet
Slottet med dets Svendeheer;

Kun Ruiner blev tilbage,

Og kun Ugler bygge der.

„Men min ſalig Tante ſagde:
Naar det rette Ord man veed,
Og det ſiges i den rette
Time paa det rette Sted:

„Saa forvandler ſig Ruinen
Til et Slot. Ved Fakkelſkjcer
Dandſe atter lyſtig Herrer,

Fruer, Frokner, Pagers Heer.

Og da bliver hele Slottet
Dens, ſom Trylleordet veed,
Pager og Trompeter hylde
Al hans unge Herlighed.“ —

Saadan blomſtre Sagnets Syner
Ud af Mundens Roſer ſmaa;
Deres Drommeſkjœr derover
Gyde Blikkets Stjerner blaa.

Digte, , 287

Og den Lille vikler om min |
Haand fit gyldne Haar med Liſt, |
Giver Kjelenavne, kysſer, | |
Leer og tier faa tilſidſt.

Alting i det lille Kammer,

Bord og Skab og Stol og Dor,
Seer pan mig faa kjendt, ſom havde
Jeg det ſeet alt een Gang for.

| Uhret dikker, en alvorlig
Ven, og Cithren pan fit Som
Af fig ſelv ta'er paa at klinge,
Og jeg vaagner af min Drom.

„Nu det er den rette Time,
Og det er det rette Sted,
Studſe vilde Du, min Lille,
Sagde jeg det Ord, jeg veed.

„Siger jeg hint Ord, faa ffjælver
Det og demrer gjennem Nat,
Bek og Graner ſuſe mere
Stærkt, og Bjerget vaagner brat.

„Citherklang og Dværgefange
True ud fra Bjergets Gjem;
Som et yppigt Foraar ſkyder
Der et Blomſtervildnis frem:

„Vilde Roſers rode Klynger |
Lue frem med ildfuldt Sind; |
Lilier ſom kryſtalne Søiler |
Voxe dybt i Himlen ind.

i |

288 Digte.

„Men vi ſelv, Du føde Lille,
Vi forvandles meer og meer;
Fakkelglands og Guld og Silke
Rundt omkring os lyſtig leer.

„Du, Du bliver til Prindſesſe,
Hytten Slot ved Fakkelſkicer,
Og der jubler, og der dandſer
Ridd're, Fruer, Pagers Heer.

„Men det Hele, Dig og Slottet,
Eier jeg, ſom Ordet veed,
Pauker og Trompeter hylde

Al min unge Herlighed.“

289

AMlenahs Yryllup.

Epiſode af en Reiſe i Afrika.
Af '
Clara Biller.

J den hede Aarstid bliver Afrika ikke meget
beſogt af Touriſter. Vort Skib havde neſten ingen
Pasſagerer. Tre Franſkmend, der vare indſkrevne til
Ceuta, vare utrættelige med at ſpille Kort nede i
Kahytten. Foruden dem traf jeg kun et Negerpar
ombord. Hun var ung, meget ſmuk, med ſtore tung⸗
ſindige Oine, et Pragtexemplar af Racen. Capitainen
fortalte mig, at hun vendte hjem lidt „degouteret“
efter en „Kunſtreiſe“, hun havde gjort igjennem
forſtjellige zoologiſke Gaver. Han, en ældre Mand
med godmodige Træf, var fra Draalandet og havde
ſelv bragt en Skibsladning Dadler til „Blad Andolus“.
Pigen var for Hjemreiſen bleven ſtillet under hans
Beſkyttelſe.

19

290 Menahs Bryllup.

Begge Negrene havde en ikke ringe Tilboielighed
til at ville converſere. Da vore gjenſidige Sprog—
kundſkaber ikke begunſtigede denne, ſogte han at ind⸗
lede Bekjendtſkab ved at byde paa Lakkrerier. Tilſidſt
traf han op af fin Lederpung et Glas, hvis Uigjennem—
ſigtighed forraadte en uhyggelig Forbindelſe med
Vandmanglen i Cadix; han heldte det fuldt af Vin og
drak mig til, for han rakte mig det. En Europeer
havde jeg negtet at gjøre Beſked; Negeren kunde let

troe, at hans Farve var Grunden til Afvisningen.

Jeg gjorde altſaa min Pligt ſom Chriſten og drak,
hvorpaa jeg trak mig faa langt ſom muligt tilbage
fra min afrikanſke Gjeſteven.

Aftenen var pragtfuld. Som et Smykke af
Elfenbeen laa Cadix med dets hvide Huſe, Volde og
Taarne pan det morkeblaa Vand. Skibet gled ſom
af ſig ſelv igjennem Bolgerne. Mod Solnedgang
pasſerede vi Trafalgar. Forbjerget laa i et roſenrodt
Demringslys, medens en grønlig Stjerne ſtraalede
over det med vidunderlig Klarhed. Med Morket ſtrog
en friſt Luftning hen over Dætfet. Jeg følte mig
neſten beruſet af at aande, begyndte atter engang at
bygge Luftkaſteller og ſyntes, at de vare ganſke ſolide,
og at jeg nok vilde fane dem færdige.

Da vi omtrent Klokken eet ankrede op, var jeg
netop falden i Sovn og meerkede ikke Noget dertil.
Udſtibningen fandt forſt Sted hen ad Morgenſtunden
Havnene i Afrika ere ikke indrettede paa at tage mod

Menahs Bryllup. 291

ſtorre Sfibe, og Pasſagererne mage — ligemeget om
de have Talent derfor eller ikke — tilkjobe ſig Land⸗
gangen ved en akrobatiſk Preſtation.

Det var endnu temmelig morkt, og Skibslanternerne
brændte endnu, da en lille Baad kom roende for at
optage os tre Pasſagerer — Franſkmendene gik nemlig
videre. Med Lanternen i Forſtavnen hoppede den ſom en
Logtemand fra Bølge til Bølge. Vi kunde fnart
ſtjelne fire halvnogne Karle, der roede den. Der
havde reiſt fig en ſteerk Vind, ſom bragte vor Damper
til at gynge. Men fra dens Dakk fkulde jeg ad et
gyngende Faldreb klatre ned i den endnu verre
gyngende Baad. Naar jeg tenkte paa disſe tre
gyngende Stationer, ſom jeg ſtulde pasſere ved Logte⸗
ſkin, var det ikke langt fra, at jeg var vendt tilbage
til Europa. Jeg erflærede, at jeg endnu aldrig
havde forſogt mig paa en Trapez — men til ingen
Nytte. Efter en mere ynkelig end heroiſk Kamp med
Vinden befandt jeg mig omſider ved den nederſte
Ende af Rebſtigen. En Roerkarl tog imod mig og
deponerede mig paa en Tofte. Jeg ſtonnede, thi.
Baadens Bevegelſe gjorde mig ſoſyg. Derimod lod
de to Sorte, ſom bleve anbragte ved Siden af mig,
til at være i meget godt Humor; formodentlig vekkedes
hjemlige Folelſer hos dem.

Fra Menneſkemylren paa Strandbredden — der

ſnarere kunde høres end ſees — udffilte fig ſnart
19%

292 Menahs Bryllup.

enkelte Skikkelſer, ſom lob vor Baad omtrent hundrede
Skridt imode i Vandet. De havde itfe ftort mere
paa end deres brune Hud og holdt to og to en Bere—
ſtol i Veiret. Inden jeg endnu rigtig forſtod Meningen,
ſvingede to af Roerkarlene mig over i en af Stolene.
Det ſamme gjorde de ved mine Reiſekammerater, ſom
ſandſynligvis vare bekjendte med denne Maade
at byde velkommen paa og tog Sagen med
megen Ro.

Neppe havde mine Baerere gjort et Par Skridt
igjennem Vandet, for de pludſelig blev ftaaende og i
en merkelig Overensſtemmelſe ſkreg: „dinero —
dinero“ ! — Dinero d. v. ſ. Penge! Det lod til, at det
var det eneſte ſpanſke Ord, de kjendte.

Jeg var bange for at fane en ordentlig Dukkert,
hvis jeg ikke udleverede, hvad de onſkede af mine
»dineros" Jeg tog altſaa reſigneret min Porte—
monnaie frem og lagde den ene lille Mont efter den
anden i de ſtiftevis fremſtrakte Heender. Da fremſtod—
der en Redningsmand, eller rettere ſagt Himlen
belønnede mig, fordi. jeg havde drukket af Negerglasſet.
Neppe havde den Sorte nemlig bemærket, hvorledes
jeg blev brandſkattet, for den brave Mand af fine
Tritoner lod fig bære hen paa Siden af mig og —
fan vidt jeg forſtod — talte han mine Berere ordentlig
tilrette. Hans Dom var efter Virkningen at domme
aldeles ſalamoniſk. Hele det kontante Beløb blev. mig

Menahs Bryllup. 293

tilbagegivet, og Salomon udløfte mig med et Par
Smaamonter. a

Da jeg — Allah være lovet! — ſaaledes havde
undgaget Faren, fif jeg ogſaa Evne til at glæde mig
over det virkelige, ægte Oſterland, ſom nu laa. for
mig, og ſom jeg indtil nu kun kjendte af Billeder.

Morgenen var brudt frem, og en gjennemſigtig
Taage, der reiſte ſig fra Vandet, ſtjod ſig frem ſom
et Zorhæng imellem Europa og Afrika. Det forekom
mig, at jeg gjennem den paa den ſpanſke Kyſt kunde
ſee enkelte hvide Huſe, der ſtinnede ſom Perler paa
et morkt Hoidedrag. Lyſende Straaler brod nu frem
bag Bjergfjæden, der indfatter den afrikanſte Kyſt.
De tog ſtadigt til i Klarhed, indtil de ſtodte ſammen
i en flammende Kugle, der hævede fig op over Bjergene
og allerede fuldftændigt belyſte Cap Espartel, medens
Kyſten paa denne Side endnu beholdt en ſeyggeagtig,
blaalig Tone. Snart traadte ogſaa Tanger frem. med
fin kridhvide Silhouet imellem grønlige Hoie og gult
Strandſand. En dvaſt Kameelhjord med fine Forere
afgav Staffagen.

Havnen var temmelig tom paa Skibe. J Land
overraſkedes jeg ſtrax af den derboende Befolknings
Raceforſkjellighed: den ſpanſke Livlighed og Arabernes
Flegma. Der fad adſkillige Turbanbeerere med
Benene faa gravitetiſk, ſom om de vare Statiſter i en
komiſk Opera.

294 Menahs Bryllup.

Uden Nytte henvendte jeg mig fra den Ene til
den Andeu om min Bagage. Den var allerede fra
Skibet afleveret til Toldvæfenet. Endelig gik det op
for mig, at det endnu var for tidligt at viſitere.
Salomon lod til efter den Maade, hvorpaa man
hilſte ham, her at nyde en vis Anſeelſe. Han blev i
Nærheden af mig, ſandſynligvis for at hjælpe mig,
hvis jeg atter ſkulde komme i en eller anden Conflikt.
Taknemmelig ſmilede jeg nu og da til ham, hvad der
der desverre atter gjorde ham gjeſtevenligt ſtemt.
„Da jeg faae ham ſtikke Haanden ned i Lederpungen, .
hvori det uigjennemſigtige Glas laa, tenkte jeg paa
at flygte. En omtrent femtenaars brun Dreng havde
tiltalt mig. Jeg bad ham viſe mig Veien til
Mr. Joſefs franſte Hotel, ſom min Familie havde
anbefalet mig, og vi begav os pan Vei derhen. Hos
min Forer, hvis hele Dragt beſtod af et ſmalt Skjort
og Orenringe, var Omhuen for det dre concentreret
paa Friſuren. Paa begge Sider af Hovedet var
Haaret glat afraget. Midtpaa var der en tyk Duft
Haar, der gik fra Isſen til Nakken og var klippet i
Takker ſom en Hanekam. Han tiltalte mig med:
„chriſtne Kvinde“ — christiana. Ikke uden Forundring
troede jeg forſt, at det chriſtelige Element i mig
maatte være ſterkt udpræget, ſtjondt jeg ikke kunde
forklare mig, hvori det egentlig laa, Senere horte
jeg, at man pleier at bruge denne Betegnelſe om
Folk, der komme fra Europa i Modſetning til Jøder

Menahs Bryllup. 295

og Muhamedanere, med hvilke Afrikas Nordkyſt er
befolket.

Den masſive Byport har en heſteſkoformet Bue.
Smalle Gader flutte fig til den med [maa Huſe
næften uden Vinduer. Hiſt og her er der i den
hvide Kalkvoeg anbragt en aaben Niche, hvori der
ſidder en loierlig Helgen ſammenkroben, omgiven af
Frugter eller broderede Tofler. Han ſynes at være
aldeles livløs ſom en kjcempemesſig Porcellainstyrk;
men hans Pibehoved ryger, følgelig aander han. Har
man Mod til at tiltale ham, veier han Sulkker eller
Dadler af til En eller fælger, hvad hans „Baſar“
indeholder for Reſten. g

Det „franſke Hotel“ var et ſmukt, lille mauriſt
Palads. Jeg blev enig med Mr. Joſef om at betale
femten Realer — omtrent tre Kroner — om Dagen
for Koſt og Logis, hvad der ſenere paa Grund af
den fortræffelige Forpleining forekom mig meget billigt.
Reiſende kom der yderſt ſjelden. Under mit Ophold
der tog kun en Dameſkreder derind paa et Par Dage,
Efterat jeg havde. ſtyrket mig ved Chokolade, Ag,
ſtegte vilde Duer og Batater, ſaae jeg mig om. Mit
Verelſe fil Lys fra en Glaskuppel i Loftet, Gulvet
var belagt med Fajancefliſer, og Væggene vare efter
arabiſt Skik bedekkede med ophoiede Ornamenter. Ved
Siden af var mit Sovekabinet — bekvemt og kioligt.
For ti Aar ſiden var Huſet blevet bygget af en kunſt⸗
forſtandig Araber, hvis Rigdom ſtak Keiſeren (af

296 Menahs Bryllup.

Marokko) i Oinene. En Efterkommer af Profeten
veed at hjælpe fig. Han indbød fin rige Underſaat
fil fit Hof i Fez, og der gav han ham Gift, efterat
han forſt havde indfat fig ſelv til hans Arving. Min
Vert fortalte mig Hiſtorien; han havde leiet Huſet
for en meget billig Betaling af „Staten“.

Luften i Tanger virkede allerede efter de forſte
Timer, [om om den var bleven medicinſk præpareret
for min Conſtitution. Jeg har da kun behovet fem
iſtedetfor otte Timers Søvn. Kort efter min Ankomſt
gjorde jeg Viſit hos Beboerne af to Conſulater, til
hvilke jeg havde Anbefalingsbreve. Men at ſtildre
den elffværdige Modtagelſe hos dannede Europcere,
vilde her ikke være paa rette Plads. Kun det for
den fremmede Verdensdeel Eiendommelige kan gjore
Fordring paa en vis Interesſe.

* *
*

Det fulgte af fig ſelv, at jeg ikke kunde gage ud
uden Forer; den, jeg havde, var udmeerket. At jeg
fif ham, kunde jeg takke Maſkinmeſteren paa „Velonero“
for, der under det fpanffe Felttog i Marokko havde
provet ham ſom Sygepasſer. Han var Jode, kaldte
ſig Iſak og talte Arabiſk, Franſk og Spanſk. Det
Sidſte holdt han meſt af. Mine Breve til Hjemmet,
Tom jeg her følger faa tro ſom muligt, optoge kun en
ringe Deel af min Dag. Da mit Varelſe godt lod

Menahs Bryllup. 297

fig benytte fom Atelier, beſluttede jeg at male et lille
Billede, ſom jeg længe havde tænft paa, og bad Iſak
at ſee ſig om efter en Model. Allerede den neſte
Morgen bragte han mig en ganſke nydelig Jodepige,
ſom boede i Nærheden af mig ſammen med en blind
Bedſtemoder og gjerne vilde tjene et Par Peſetas.
Hun var forældreløs, femten Aar gammel og hed
Menah. Jeg blev ſtrax indtaget i hende.

— Det er rigtig behageligt for mig, ſagde jeg
til hende, da Iſak var gaaet, at have faaet Dig til
Selſkab, faa at jeg ikke mere behøver at ſpiſe Frokoſt
alene. Thi jeg tor vel byde Dig en Kop Chokolade?

Dette „Du“, ſom hun ligeledes meget ofte brugte
ligeoverfor mig, hang ſammen med den gamle fpanffe
Sprogform, ſom hun var vant til.

— Jeg takker Dig, chriſtne Kvinde — ogſaa
hun ſagde: „chriſtne Kvinde“, hvad der morede mig
meget; — men jeg tor ikke drikke af din Kop, den er
ikke mere reen.

Hoiſt forundret ſtirrede jeg pan hende. Des⸗
verre havde jeg ogſaa rørt ved Wgget, ſom jeg
havde fat i Wggebegeret ved Siden af hendes Kop,
hvorved det ligeledes var blevet „urent“.

— Det ſmager mig ikke, Menah, naar Du ikke
ſpiſer Frokoſt med mig, og naar Du tager Wagets
Skal af, er det ikke mere urent.

Hun ryſtede paa Hovedet,

298 Menahs Bryllup.

— Begeret, hvori Du har lagt Ægget, er
urent, thi det er allerede blevet berørt af Chriſtne.

Jeg kaldte ſtrax pan den aldrende og erfarne
Judith — en Jodinde, der tjente i Huſet — og fore-
lagde hende dette Samvittighedsſporgsmaal.

Sfkiondt jeg ſenere fif Mistanke om, at hun ikke
"handlede ganſke faa ſtrengt, ſom hun talte, erklerede
Judith ſtrax, at Menah havde fuldſteendig Ret. Hun
gik derpaa ned og hentede til fin Troesfelle nogle
Frugter og et Stykke Brod, ſom hun ſelv havde bagt
og havde under Laas og Luffe. Menah havde nu
ikke længere Betenkeligheder ved at gjøre mig Selſkab.

— Tor Du ſpiſe Frokoſt med mig imorgen, naar
jeg lader Dig kjobe en Kop, et Wggebeger og en
Tallerken hos en jodiſk Handelsmand? ſpurgte jeg.

== Naturligviis! ſvarede hun glad og foiede
ſtrax til, idet hun pegede pan et aabentſtaaende Skab:
jeg kunde faa ſelv renſe og gjemme det Hele i det
lille Skab der, hvis Du tillader det?

: — Gjerne, Menah — men er Du ikke bange
for, at jeg, naar Du er borte, ſkal falde paa at rore
ved dit Service?

— Nei, chriſtne Kvinde, hvorfor ſtulde jeg være
bange? udbrød hun til min Beſteemmelſe. Du vil jo
dog ikke have, at jeg ſkal begaae en Synd og nyde
et ureent Maaltid. 6

Forovrigt vilde Menah ikke lade ſig noie med at
blive trakteret med Brod og Frugter, men lengtes

Menahs Bryllup. 299

efter „Arbeidet“, ſom Iſak havde talt til hende om
og hvorved hun hver Dag kunde tjene et Par Peſetas.
Det „Arbeide“ ſyntes hun godt om. Det beſtod hver
Morgen kun i, at jeg pasſiarede med hende og der⸗
hos — hvilken Stilling hun end indtog — betragtede
hende opmerkſomt og med ſtor Fornoielſe.

Efter omtrent halvanden Times Arbeide gav jeg
hende en nymontet Peſeta (72 Øre) tilligemed en lille
Weſke ſom Sparebosſe. Hun lod til at være yderſt
lykkelig over de forſte fortjente Penge, lagde Monten
i Aeſken, klapprede med den og bad om at komme til
at arbeide rigtig meget.

— Kan jeg tjene en Peſeta hver Dag, Jaalenge
Du er her? fpurgte hun.

— Sandſynligviis, naar jeg er tilfreds med Dig
og Du ſtager ſtille, medens jeg maler Dig.

— Men hvorlenge bliver Du her?

— Det er endnu ikke beſtemt.

— Hvormange Penge kan jeg vel tjene?

— Aa, Du pengegridſke Jodebarn! udbrod jeg
uvilkaarlig. Du er endnu faa ung og allerede fan
forhippet paa at fane Penge!

Gun betænkte fig et Dieblik: „Har Du nogen⸗
ſinde hort tale om et Land, ſom man falder Jeru⸗
ſalem?“ ;

— Naturligviis. Men hvad har det at gjøre
med dine Peſetas? 5
— Og troer Du, at jeg kan tjene faa mange

300 Menahs Bryllup.

Peſetas, at jeg kan reiſe med min Bedſtemoder til
Jeruſalem?

— Men hvad vil Du med den gamle Kone i
det fremmede Land?

— Jeg vil til Jeruſalem, fordi der er ingen Dod
der! ſagde hun med dyb Alvor.

— Men Menah — hvem har dog fortalt
Dig det?

— Aſcher har fortalt mig, at Doden ingen Magt

har i Landet Jeruſalem. Den, der doer der, kommer
ind i en Have og plukker Nelliker og Roſer. Men
her bliver man begravet i Jorden. Mine Forældre
dode begge i Løbet af en Uge. Man heldte Olie
over deres Øine og begravede dem. Siden den Tid
er jeg meget bange for Døden og vilde gjerne til
Jeruſalem.

Hvad her ſtager, har jeg nedſkrevet umiddelbart
efter, at det blev ſagt. Der var ganſke viſt noget
eiendommeligt Tiltalende ved hendes gammeldags
Spanſk. Jeg fulgte med Menah til Bedſtemoderen.
Et Par Skridt, og vi ſtod ved hendes Hus. Hus?
Et kalkhvidtet Rum, man kunde vende ſig i, og et
andet, man ikke kunde vende ſig i. Den Gamle ſogte
at kravle op fra fit Hynde, men gage kunde hun ikke;
hun rullede med de glandsloſe Sine og bevægede
Læberne; men hun ſagde ikke Noget. Ulykken, i en
Uge at have miſtet Son og Svigerdatter og fra jevn
Velſtand at være ſunken ned i Armod, havpde aldeles

Menahs Bryllup. 301

lammet hende. Hos hende, i faa fuldftændig Afſon⸗
dring fra Verden, ſom det kun er muligt i Orienten,
voxede det ſmukke Barn op. Aſcher var hendes Faders
Broder, ſom hun havde feet ved Forældrenes Be—
gravelſe. Han havde fin Forretning i Tetuan; i
Tanger havde hun ingen Familie. Aldrig havde hun
været i Skole eller Synagoge. Paa den Maade var
det forklarligt, at den gamle Profeti, ſom Onkelen
dengang havde udtalt, for hende var bleven til et
levende Haab, ſom hun bogſtaveligt troede paa.
Naturligviis blev vi ſnart Venner. Jeg var en Be⸗
givenhed i hendes Liv — hun kom nu hver Dag over
til mig. Jeg ſogte at frigjore hende for Frygten for
at blive begravet og gjore hende endnu andre Ting
forſtagelige — alligevel var det mig, der lærte Noget,
ikke hende.

Hvad enhver ung Pige i Europa veed, var ganſke
viſt hende aldeles fremmed; men hun havde et Kjer⸗
lighedens og Barmhjertighedens Inſtinkt, der gjorde
hende ſkarpſindig, hvor mange Andre til evig Tid leve
i Uvidenhed. Ofte onſkede jeg, at en Digter eller
Forfatter traf hende og horte hende pasſiare. De
naive Ingenuer i vore Romaner og Skueſpil ere
uendelige Variationer over et forſlidt Thema. Menah
var ſom en ny Melodi. .

* *

302 Menahs Bryllup.

Efterat jeg havde anſkaffet hende det rene Bord-
ſervice, ſom ingen chriſten Haand havde berørt, ſpiſte
vi Frokoſt ſammen. Kun havde hun — Enhver har
jo fine Feil — ondt ved at lere at være præcis,
fordi hun aldrig kunde blive færdig i rette Tid med
at male Neglene paa Hender og Fødder. „Her ſtaaer
Chololaden og er bleven kold! Jeg er meget ſulten,
og kommer Du for ſildig imorgen, venter jeg ikke,
men ſpiſer alene,“ udbrod jeg.

Saa ſtrakte hun i Almindelighed ti ſmaa, ſmalle
Fingre frem imod mig, ſom vare vanſirede ved at
males med Hennah: „Du vil da ikke forlange, at jeg
ſkal komme til Frokoſt hos Dig med ufarvede Negle,
chriſtne Kvinde! Men Farvningen tager nogen Tid;
den ene Negl maa ikke males ſterkere rod end den
anden!“ Og da hun mente, at Fingrene ikke vare
nogen tilſtrœkkelig Undſkyldning, traf hun endnu en
lille Fod ud af Ledertoffelen og fremviſte en lignende
Udſmykning. J Tanger gage neſten kun Europcere
med Strømper. g

Hendes Ideer vare undertiden meget originale.
Neſt efter Længfelen efter Jeruſalem beſtod hendes
„Religion“ nemlig i visſe overtroiſke Skikke, hvis
Undladelſe eller Overtredelſe hun fatte i Forbindelſe
med Ulykkestilfcelde. For disſe onſkede hun med
rorende Jver at bevare mig. Traf hun f. Ex. mine
Tofler ſtaaende med Spidſerne ikke vendte mod Oſt,
flog hun Henderne ſammen og ffreg: „Pecado —

Menahs Bryllup. 303

pecado!“ Saa ffulde jeg „for hendes Skyld“ aabne
Vinduet paa en beſtemt Maade, forſt lægge mig paa
venſtre Side, naar jeg gif i Seng, pan beſtemte Dage
ikke røre ved en Knappenaal og Lignende. Og derhos
benyttede hun enhver Leilighed til at forſikkre mig, at
hun ſaa gjerne vilde folge mig ſom „servidora“ over
til „Europa“.

— Hvad tenker Du dog paa, Menah! Du vilde
nok blive en rar Pige at have! Du vil ikke drikke af
mine Kopper, ikke ſpiſe af mine Tallerkener, og mine
Retter kalder Du urene. Om Sabbathen, naar Du
ikke vil røre ved Noget, maatte jeg jo ſelv koge min
Mad og feie min Stue, medens Du forterer din
„Scholent“ foran din Sabbathlampe!

Men faa ſtulde man høre hende bede og ſmigre!
„Vi kunde faage Alt indrettet faa godt, chriſtne Kvinde,
naar Du blot vilde! Du ſeer, at jeg kan holde mine
Tallerkener ganſke rene ved Siden af dine. Men om
Fredagen vilde jeg forud beſorge hele Arbeidet for
os Begge. Saga kunde vi om Sabbathen fætte os
udenfor din Dor og fee Folkene fra Europa gaae
forbi.“ 5

Nogle Dage efterat vi havde gjort Bekjendtſkab,
kom hun under en Pauſe i Maleriet hen til mig:
„Viis mig din Gud, chriſtne Kvinde.

— vor kan jeg det! Han er uſynlig lige⸗
ſom din. i

Hun ryſtede paa Hovedet, „Det er kun, forbi

304 Menahs Bryllup.

Du ikke vil — og der var dog Noget, jeg gjerne
vilde bede ham om!

— Umuligt, Menah — Ingen kan ſee ham.

Med triumferende Blik: „Men jeg har jo
allerede ſeet ham!“

— Nu, hvorledes ſeer han da ud?

— Som en Kone med et lille nogent Barn.

Hun hapde gjort „de Chriſtnes Guds" Bekjendt⸗
ſkab“ igjennem en Spanierinde, ſom havde boet hos
min Vert, og ſpurgte mig gjentagne Gange om ham.
Jeg vilde nok være kommen galt fra det ligeoverfor
den ſtrenge jodiſte Menighed, hvis jeg havde opfyldt
hendes Onſke!

*

Jeg kunde vel have veret en fjorten Dages Tid
i Tanger, da Menah en Sondag kom ikke alene
præcift, men endog for Chokoladen ſtod paa Bordet.
Hun kom med uſminkede Negle — der moatte være
foregaaet noget Overordentligt. Var Bedſtemoderen
dod? Hun ryſtede paa Hovedet. Som en lille Fugl,
der ſoger Beſkyttelſe i Stormen, var hun hurtigt
flagret hen til mig. Nu ſtod hun for mig med Taarer
i Oinene og uden at kunne tale.

J min Forſkrekkelſe havde jeg nær ſelv taget
hendes Kop ud af Skabet. Jeg tenkte, Frokoſten vilde
virke beroligende, og havde ſtrax tinget efter den.

Menahs Bryllup. 305

Men da hun jaae mig luffe Skabet op, kom hun til
Beſindelſe og ſprang faa raſk til, at hun i rette Tid
frelſte Kop og Tallerken fra at blive berørt af en
chriſten Haand. Og faa kom hun ſelv til at lee Lidt
over fin Jver. Men da hun havde leet, fik hun
ogſaa hurtigt fine Talegaver tilbage og kunde fortælle
hvad det var, der havde fat hende i en faa ftært
Sindsbevægelfe.

Onkel Aſcher var kommen fra Tetuan og havde
meddelt hende, at Familien anſaae det for fin Pligt
at tage fig af den foreeldreloſe Pige. Da det var at
forudſee, at Bedſtemoderen ſnart maatte doe, ſkulde
Menah blive en velhavende Hebreers lykkelige Huſtru
Hun var allerede femten Aar — der var ingen Tid
at ſpilde. É

Menah var ſom ſagt i en frygtelig Sindsbevee⸗
gelſe. For hendes Blik ſtod Wgtemanden ſom et
Fantom, der hvert Sieblik forandrede Skikkelſe. Om
Betydningen af Wgteſkabet havde hun Foreſtillinger,
der i Klarhed ikke ſtod tilbage for dem, hun havde
om de Chriſtnes Gud.

Fantomet hed: Ebu Eſchak, var en velanſeet
Babuſchhandler og i mange Aar bekjendt med Fa⸗
milien. Forøvrigt var Wgteſkabet endnu ikke ganffe
ſikkert, det vil ſige det Wgteſkab, thi velſtagende He⸗
brœere ſyntes der ikke at være Mangel paa i Tetuan.
Man havde nemlig foreſlaget Chu Eſchak to Brude:
Menah og Ruth, en Datter af Forſangeren ved Sy⸗

20

306 Menahs Bryllup.

nagogen i Tanger. Eſchak var overbeviſt om, at de
begge vare værd at have; men han havde dog for—
beholdt fig at lade Oiet prove, forinden Haanden ud⸗
ſtraktes til Hoire eller Venſtre. Han ventedes om
jer Dage for at holde Brudeſtue; de to Jerichoroſer
ffulde ſamtidig preſenteres for ham i Ruths For⸗
ældres Hus.

Menah ſagde: „Jeg haaber, Valget vil falde
pan Ruth; hun er et Aar ældre end jeg og kan tale
Franſk.“

Dette „jeg haaber“ betragtede jeg — det gjor
mig ondt at maatte ſige det — ſom den forſte Uſand⸗
hed, der beſmittede Menahs rene Leber. Hvilken
Pige vilde haabe at blive tilſideſat ved et Valg, om
faa den Velgende var et reent Uhyre og hun havde:
beſluttet bagefter at vende ham Ryggen!

Men Alt, hvad jeg haabede, var, at Toffel⸗
handleren maatte være en Perſonlighed, i hvis Hender
man frygt kunde betroe det kjere lille Veſen.

At male kunde der under disſe Omſtendigheder
iffe være Tale om. Forſt optoges jeg af Menahs
Toilette ved Brudeſkuet. Det forekom mig næften,
ſom om der "blev foranſtaltet et Prisſkue imellem
hende og Ruth, ved hvilket jeg holdt paa Menah.
Hendes tidt vaſkede uldne Skjort og Livſtykke vare
gode nok for mit Billede, men ikke for en ſaadan
Leilighed. Jeg onſkede, at hun ffulde være ſimpelt
kledt, men i Overensſtemmelſe med hendes barnlige

Menahs Bryllup. 307

Skjonhed, for at fætte denne i det bedſte Lys og
ſkaffe hende Seiren. Det ſtakkels Barn havde ikke
Nogen, der i ſaa Henſeende ſorgede for hende. Hendes
Naboerſker vare ſelv fattige, og den gamle Kone, der
gik i Barndom, kunde der ikke vere Tale om. Jeg
ſendte derfor Bud efter Molly, min Forers Kone,
der ogſaa vifte fig den Opgave voxen at give gode
Raad her.

Hun tilbod ſtrax at folge med os til Markus
ben Maimons Bazar, hvor der fandtes Alt, hvad
„Dronningen af Saba“ kunde ønffe fig — og lidt til.
Menah var ſom beruſet af Folelſen af pluͤdſelig at
blive reven ud af den Skygge, hvori hun hidtil havde
tilbragt ſit Liv, og at blive ſtillet frem for Lyſet og
at komme til at ſpille en Rolle.

Vi havde ikke langt at gaae. Paa en vis Maade
eziſterer Ghettoet endnu for Jøderne i de afrikanſke
Kyſtſteeder; de boe tæt op ad hinanden. Det var
Middagstid; men det af to ynkelige Husrekker be⸗
ſtagende ſnevre Stræde, ſom vi pasſerede for at
komme til Ben Maimons Hus, havde den Fordel at
ligge i Skyggen — Solen kunde ikke trænge derned.
For Enden af Strædet laa Huſet. Molly bankede
ſelvbevidſt paa. Hun havde engang fort Henri Regnault
herhen; for endel Aar ſiden, efter hvad hun paaſtod,
ogſaa „Musju Montefiore“, da han var kommen til
Tanger og Tetuan for at forbedre ſine Troesforvandtes

ſorgelige Stilling. i
20·

308 Menahs Bryllup.

En Kone paa omtrent fyrgetyve Aar aabnede
Doren for os. Hun var ſtjodesloſt flædt; den rode
Turban fad ſkjcevt. Hun fane ud, ſom jeg omtrent
tenker mig Madame Sarah, Abrahams Huſtru, inden -
hun endnu havde faget Born. Jeg ſluttede af hendes
Ydre, at hun havde fine gnavne Timer, maaſkee led
af gammelteſtamentlig Migræne og i ethvert Tilfælde
undertiden ſvang Babuſchen. Om Tofler taler man
ikke i Tanger.

Madame Sarah erklærede, at Patriarken ikke var
tilſtede, men at hun ogſaa forſtod fig paa Handelen,
hvad jeg aldeles ikke betvivlede. Taus ffred hun
foran os over Gaarden. Her fik jeg forſt et Begreb
om Grundſtykkets Rumindhold. En Trappe forte fra
Gaarden — ſnarere en Patio — til det aabne Galeri,
ſom de enkelte Verelſers Dore og Vinduer vende ud
til. Eugen Delacroix' „jodiſke Bryllup“ giver et noi⸗
agtigt Billede af et ſaadant Husinterieur.

Da det forſte af Varelagrene blev aabnet for
mig, blev jeg grændfeløft forbauſet ved at ſee de koſt⸗
bare Sager, det indeholdt.

Paa den ene Side af dette Rum laa der ud⸗
bredt alle Slags Toier. Her kunde jeg beundre Fes“
Specialiteten, ſom hidtil ikke er overgaget af noget
andet Land. Der var de koſtbare, guld⸗ og ſolv⸗
broderede Silkeſtoffer, fra de ſpereſte til de meſt
ſpindelvevsfine Toier — faa fine, ſom man maa tenke
fig det Vev, ſom Elverpigerne bruge til deres Slor.

Menahs Bryllup. 309

Tæpper og Forheng var der ogſaa nok af, fra de
ſimpleſte til de koſtbareſte, opdyngede paa Trappe⸗
ſtiger, Borde og Stole. Ligeoverfor denne Induſtri—
udftilling generede jeg mig neſten ved at ſporge om
der ikke var et billigt Stykke Toi af Uld eller Bomuld,
Menah ſtod ved Siden af mig, ſom om hun var dov—
ſtum; jeg raabte forgjeves til hende, at hun ffulde
ſige mig, hvad der faldt i hendes Smag — hun
horte ikke paa mig og kunde ikke finde paa Ord til at
udtrykke fine Onſker. Kun Molly var her ſom en
Fiſt i Vandet og ſvommede ufortrødent videre. Med
en Driſtighed, der grendſede til Frekhed, lod. hun
Varerne lægge frem, dadlede raſtk væl og pruttede med
Fruen om et Par Skilling, fom om denne var den
forſte den bedſte Hokermadam.

Til min Forundring ſyntes Fru Maimon aldeles

ikke at finde noget Uſedvanligt heri, ja jeg troer, at.

Molly vilde være falden i hendes Agtelſe, hvis hun
ikke ſtrax havde nedſat den foreſlagede Pris med de
to Trediedele. Men det Meerkeligſte var, at hun til⸗
ſidſt virkelig ogſaa fil Varerne to Trediedele billigere
end den oprindelige Pris. Jeg var glad, da vi fik
en Reſt ersmehvidt Thibet for fandt Roverkjob. Farven
harmonerede fortræffeligt med Menahs fine, brunlige
Hud. Dertil en Mantille af hvide, ſpanſke Kniplinger
af den Slags, ſom unge Andaluſierinder bære ved
feſtlige Leiligheder. Mantillen var ikke pasſende efter
jodiſte Begreber; men den forekom mig at ſvare godt

310 Menahs Bryllup.

til Menahs kiendommelige Skjonhed. Tilſidſt for:
ærede Fruen hende en Rad rode Coraller, der ſtrax
gjengav hende Horelſen og Melet. Meget tilfredſe
kom vi tilbage fra denne Udflugt.

Det var gauſke naturligt, at jeg ſogte et Paaſkud
til at fane Ruth, den concurrerende Brud, at fee, og
det fandt jeg ogſaa ſnart. Hendes Forældre eiede en
meget værdifuld Makkabcerlampe, der allerede havde
tiltrukket mangen Fremmed. Jeg lod Iſak melde mit
Beſog. Ephraims Hus lan oppe paa Hoien og
ſtottede fig med den ene Side mod Klippen. Dets
Indre ſaae ud til at være noget forſomt. Mirjam
Ruths Stedmoder, om hvem jeg havde hort, at hun
kom daarligt ud af det med Datteren og ofte mis—
handlede denne, modtog mig. Hun var endnu ung,
men allerede temmelig corpulent. Da hun kom mig
imode i fin lyſe, noget afjaſkede Dragt, bevrede hele
hendes Krop. Hendes Træf vare ſmukke, men Ud⸗
trykket gnavent. For at fætte hende i bedre Humeur
ſpurgte jeg, endnu forinden jeg havde talt om Lampen,
om jeg ikke maatte ſee hendes ſmaa Born. Igjennem
hele Huſet lod nemlig et mangeſtemmigt Bornehyl,
og jeg vidſte af Erfaring, at man ſtrax kan forvandle
den heftigſte og utaalmodigſte Kone til et blidt og
elſkverdigt Veſen, naar man roſer hendes Born. Hun

Menahs Bryllup. ” 311

blev ogſaa ſtrax lidt venligere, tog med fin blade,
ſvampede Haand min og forte mig igjennem to meget
morke Verelſer — Skodderne vare ſatte for paa
Grund af Solen — ind i et tredie, der kun var lidt
lyſere. Da Oinene havde vænnet fig til Halvmorket,
opdagede jeg paa det med Straamaatter bedekkede
Gulv fire eller fem ſmaa Mirjamer, der under Opſyn
af et ældre Fruentimmer ſkrigende og brølende væltede
ſig imellem hverandre. Jeg beundrede deres Storrelſe
og andre Fuldkommenheder, indaandede med Dods—
foragt den dem omgivende eiendommelige Atmoſphere
og var glad, da Haanden, der havde fort mig herhen,
atter greb min for at lede mig tilbage.

Nu kom Touren til Lampen, der ſage ud ſom et
kolosſalt Uhrverk, der var ſmykket med ſyv halverede
[maa Solvlover. Disſes Gab ſtode aabne for at
kunne modtage Vegen. Forgjaœves havde jeg overalt
ſeet mig om efter Ruth; jeg var beſtemt paa ikke at
forlade Huſet, for jeg havde opdaget hende.

— De har endnu en Datter, der hedder Ruth?
ſpurgte jeg Mirjam.

Nu blev hun igjen gnaven; hun ſlog frem og
tilbage med Hovedet. „Jeg veed ikke, om Ruth er
hjemme,“ ſvarede hun.

Det antog jeg for at vere en Udflugt.

. — Jeg ønffer at ſee hende, da jeg har et Wrinde
til hende, ſagde jeg meget beſtemt.

— Gud Adonai! ſtonnede Mirjam, jeg veed jo

—

312 Menahs Bryllup.

ikke, om Ruth vil ſee Dem! Hun er ikke en under⸗
danig Datter, ſom det ſommer ſig.

— Jeg beder Dem, for mig til hende.

— Hvis De har Lyſt til at gage op paa Taget,
ſaa kan De treffe Ruth der, ſagde hun nu.

Jeg lod hende viſe mig Veien. Det flade Tag
var ſom alle Tage i Tanger indfattet af et Galeri.
Paa den Side, hvor den fremſpringende Klippe gav
Skygge, havde man i Kasſer, der vare fyldte med .
Jord, anbragt forſkjellige Planter. Imellem disſe
ſad Ruth paa et Hynde, med Henderne i Skjodet.

Da hun ſtod op og vendte Anſigtet om imod
mig, blev jeg for forſte Gang betænfelig med Henſyn
til Menahs Seir. Ruths Figur var meget ſlank, men
boielig ſom en ung Palmes Stamme, der bevæges af
Vinden. Hvert: Træf i hendes Anſigt tydede paa
ſteerk Lidenffabelighed. Hun havde et Udtryk, ſom
om hun lige havde flaget over Jerufalem, forinden
hun hængte fin „Harpe op mellem Pilene“.

— Jeg har hørt tale om Dem igjennem Menah
Benares og onſkede at fee Dem.

Hun mumlede ganſke ſagte et Par Ord, der lød
ſom et Suk.

Fra Stedet, hvor vi ſtod, havde vi en vid Udſigt
over Havet. Hvide Seil krydſede derude, ellers var
Alt blaat; Vandet gik i Et med den blaa Horiſont.

— Hvilken prægtig Udfigt, De har her — finder
De ikke det Samme?

Menahs Bryllup. 313

— Nei — det gjor jeg ikke, jeg vil heller ikke
blive her, udbrød hun energiſk og ryſtede paa Hovedet;
„Leengſelen dræber mig tilſidſt her!“

Der var noget ved hende, der vakte min dybeſte
Medfolelſe; i ethvert Tilfælde var jeg ſikker paa, at
det ikke var Jeruſalem, hendes Klage gjaldt. Jeg tog
efter hendes Haand: „Hvorfor er De ſaa ſorgmodig,
Ruth? Jeg beder Dem, ſiig mig, hvad der gjor
Dem ulykkelig?“ Jeg tenkte derved paa hendes
Forhold til den corpulente Mirjam.

Men hun lod itke til at have Lyſt til at viſe

mig Tillid. Uden at ſpare et Ord ſtirrede hun ud
over Havet.

Da faldt det mig ind, at Menah havde fortalt
mig, at Ruth talte Franſk. „Vous parlez frangais,
Mademoiselle?“ ſpurgte jeg, kun for at give hendes
Tanker en anden Retning.

En underlig Bevegelſe gik igjennem hende ved
disſe Ord; hun forſogte at tale, men frembragte ikke
en forſtaaelig Lyd. Allerede beklagede jeg, at jeg
maaſkee havde fat hende i Forlegenhed ved det
fremmede Sprog og vilde vende tilbage til det Spanſke,
da hun fattede fig og paa ganffe taaleligt Franſt
ſpurgte, om jeg var Franſk? „Nei men jeg kjender
Frankrig, da jeg har opholdt mig der i ti Aar.“
Nu blev hun mere veltalende; jeg maatte fortælle om
Paris og Livet der; hun vilde ogſaa vide, hvorlcenge
Reiſen derhen ſtod paa, og om man i Frankrig vilde

314 Menahs Bryllup.

kunne forftaae hende. Vi vare paa engang komne
godt i Fart

— Ruth — raabte pludfelig en bydende Stemme.

— Fader — her...

Han kom langſomt op igjennem Falddoren. Endnu
den Dag idag ſtager han levende for mig, ſaaledes
ſom jeg dengang faae ham. Det var, ſom om en
Kunſtner i ham Havde idealiſeret den jodiſke Typus.
Den forte Silketalar blev holdt ſammen af et falmet
Sfjærf; en lille, mørk Baret fad paa det kortklippede
Haar. Ruth lignede ham. Der var noget Monumentalt
i hans Træf — Intet af den forkuede Hebreers
Sjakkeraand og Kryberi.

Jeg foreſtillede mig for ham og begyndte at roſe
hans Datters Franſt. Da blev han vred. „Hun
ſkal ikke tale det fremmede Sprog!" udbrød han,
idet han vendte ſig om imod hende og rullede med
Øinene ſom en gammel Profet, der ſtoder paa Fra—
faldne.

Men jeg fil en Anelſe om, at Frankrig maaſkee
var det Jeruſalem, ſom Ruth lengtes efter.

* sk
%

.. Jeg vendte nu tilbage til Menah, paa hvem
Forventningen om Brudeſtanden havde frembragt en
en forunderlig Forandring. Dengang forekom det
mig, at hun allerede begyndte at elſke Ebn Eſchak,

Menahs Bryllup. 315

ffjøndt hun endnu ikke havde feet ham og han ikke
var andet end en halvpfkabt Foreſtilling af hendes
barnlige Indbildningskraft. For Kjærlighed — det
jane jeg forud — havde hun aabenbart gode Anlæg.

Forventning og Spænding havde forøvrigt gjort
Menah ganſke bleg. For at hun nu ikke fulde faae
den ulykkelige Idee at laane Naboerſkens Sminkekrukke
til Brudevalget — den gaaer i Tanger ofte hele
Gader igjennem —, tenkte jeg paa. at faae den naturlige
Rodme frem paa Kinderne igjen ved lange Spaſere—
toure. Som de fleſte oſterlandſke Kvinder var hun en
Hader af alle kraftige legemlige Bevegelſer, navnlig
da paa den varme Tid af Dagen. Men da jeg netop
mente, at hun vilde have godt deraf, hjalp der ingen
Modſtand. Ogſaa med Iſak havde jeg min Nod.
Middagstid — Sovetid, det var hans Princip. Men
tilſidſt fik jeg dog Bugt med dem, og Klokken 11
vandrede vi afſted.

Touren gik langs Havet, thi jeg kan godt lide
den fugtige, hede Bind, der ved Middagstid bleſer
ved Stranden. Vi havde indhyllet Hovedet i linnede
Tørtlæder og flaaet ſtore Solſkjeerme op. Naar und-
tages vor forte Skygge, var alt lyſt og blændende:
lyſegult Sand, hvidtſkinnende Kalkklipper, klar Himmel,
blinkende Vand.

Ved Ruinerne af en ældgammel romerſk Bro i
Tanger vieja gjorde vi Holdt. Der ſtaager endnu kun
en af Buerne, der ſom en Ramme omfatter Üdſigten

14

— ———— —

316 Menahs Bryllup.

til Havet. Tæt ved Broen ſtod et Morbertre.
Menah jublede ſom et Barn over de modne Ber,
der ſtore ſom de pregtigſte Havehimbeer hang paa
Grenene. Iſak ſtrakte ſig ſtrax i Skyggen for at ſove.
Jeg tog Skizzer; Oliefarven tørrede, medens jeg malede,
Da jeg lidt efter fane mig om, ſov ogſaa Menah;
nu behøvede hun ingen Sminke mere. Henderne vare
med en Gren modne Ber gledne ned i Skjodet —
Sovnen havde overraſket hende midt i Nydelſen,
Hovedet var faldet tilbage — den lette Skygge af et
Par Blade faldt paa det yndige Anſigt. Ak, Ebn Eſchak,
kunde Du ſee hende ſaaledes! Det var min Tanke.

Efter Hvilen gik Touren videre ind ad Landet til.
Der ſkulde omtrent en Mils Vei derfra ligge en ſtor
Landsby paa en Hoi. Jeg havde længe onſket at fee
den og bad derfor Iſak om at viſe os Veien. Da han
havde ſovet to Timer, vovede han ikke at klage over
Træthed, Nu vadede vi, iſtedetfor igjennem Sand,

. igjennem høit Gres, ſom Solen neſten havde brændt

til Aſke. Jeg var bange for, der kunde være Slanger
ſkjulte deri, men vilde ikke viſe mig ſom en Kryſter,
da jeg ſelv havde foreſlaget Touren. Knn lod jeg Iſak
gage foran med en Tamburin, ſkjondt han fandt denne
Muſik hoiſt unødvendig. Vi ſage ingen Slanger, men
tre uhyggeligt ſtore gule 8 paa en lille
Sandhoi.

Ikke ret langt fra Andedgen lod os en underlig,
Klapren imode, og fnart fif vi Oie pan et fandt

Menahs Bryllup. 317

Folkeoplob af Storke. De bedættede Huſe, Træer og
Gjerder. Kjod og Fiſk fandt vi udenfor Landsbyen
hængt til Tørring paa Snore ligeſom Toi paa vore
hjemlige Torrepladſe. Nøgne Drenge holdt med Knipler
Fuglene. borte,

Huſene lignede de usleſte i Tanger paa et Haar.
De vare omgivne af Kaktusheekker. Udenfor den
beſtholdte Bygning, der var omgiven af en Mur og
indeſluttede Eierens Kvindebolig, klappede Iſak i
Henderne. Med Undtagelſe af Eieren havde ingen
Mand Adgang her. Hovedet af en Negerinde viſte
fig over Muren. Iſak bad om Tiilladelſe for Menah
og mig til at komme ind. Hun lukkede Porten op,
og vi traadte ind.

J dette Kvindebur lod det til, at Hovedaffodringen
fandt Sted. Jem unge Piger, hvis Farver ſpillede
mallem maisgult og mahognibrunt fad omkring et
lavt Bord, hvorpaa der ſtod et Fad Kuskus. Ved
Pantomimer bad man os om at ſpiſe med. Jeg kom
til at tenke paa Salomons uigjennemſigtige Glas
og ryſtede energiſk paa Hovedet. Lidt fra de An⸗
dre boiede en ganffe ung, ſmuk Negerinde fig ned
over en mindſt tre Aar gammel Dreng, der drak af
hendes Bryſt. J den ene Haand holdt det lille Uhyre
et Bambusror, hvormed han jevnlig flog los paa
Konen. Med den anden havde han taget fat i den
lille Pidſt, hendes uldne Haar var flettet i, for derved
at kunne vende og dreie Hovedet paa hende efter

318 Menahs Bryllup.

Behag. Da vi traadte ind, vendte han fig om og
ffar Tænder. Hvilke Ulykker kunde han ikke ved fine
Maaltider anrette med denne dobbelte Rekke af ſmaa,
ſpidſe Tænder! Medens jeg tænkte herpaa, drak han
videre og hamrede los paa den ſtakkels Kone, ſaa at
hun ſtonnede derved.

Neppe havde vi pasſeret Landsbyen, for vi mødte
en Rytter. Iſak kaſtede fig næften helt ned til Jorden.

Det var Damernes Eiermand. Han holdt ſin Heſt

jaa fort an, at den ſteilede. Jeg faae op til ham.
Sjelden har jeg feet et pregtigere blaaligt Skjeg.
Bæltet var ſpekket med Vaaben. Et bredt, mægtigt
Bryſt hævede den brogede Troie. Under de ſammen⸗
voxne Oienbryn faae et Par glødende, begjerlige Sine
forſkende paa 0s — kun et Sieblik, faa ſpreengte han
videre.

Floden var indtraadt; vi maatte gage tilbage
over Hoiderne. Det gik ſtadigt ned ad en ſteil Hoi
og op ad en anden. J det Uendelige ſtrakte ſig et
ſtovet, ſtyggeloſt, af Heden revnet Land. Fødderne:
brændte; Ingen ſagde et Ord. Det maatte være filde —
og endnu kunde vi ikke ſee Tanger.

Pludſelig blev jeg greben af en frygtelig Angſt —

"hvis vi ikke nane Byen for Klokken otte, ere Portene

lukkede, og vi maae tilbringe Natten paa fri Mark
ſammen med herreloſe Hunde, Schakaler, maaſtee
Hycener. Portnoglen modtager Guverneuren — ingen
Portner maa lukke op for den, der har forſinket ſig.

Menahs Bryllup. 319

Jeg havde Anſvaret for Menah og troede ikke at
kunne overleve det, hvis der tilſtodte hende noget Ondt.
Jeg havde intet Uhr hos mig, fordi Iſak beregnede
Tiden efter Solen, og jeg var neſten bange for at
ſporge. Med en ſidſte Kraftanſtrengelſe — thi nu
gaaer det netop opad — flaaer jeg over i en ſand
Hurtiglobergang. Et Par Minuter folger Iſak efter
med den ſtonnende Menah og ffjæver ſkadefro til mig.
Saa raaber han: „Nu ere vi ved Maalet — nu kan
De ſtrax ſee Byen!“ Og virkelig ligger den et Par
Minuter efter for os, Hoien havde kun ſfjult den.
Aldrig havde Tanger, der ſenker ſig i Terrasſer
ned mod Havet, forekommet mig ſmukkere! Paa en
ſtor Plads tæt ved Bymuren findes her Brønden med
det bedſte Drikkevand. J Tanger har det lige fan
meget at ſige ſom Hofbryggeriet i München. Her
treffe Alle ſammen om Aftenen — med Undtagelſe
af Kvinderne; derfor er man i Orienten. Ikke langt
derfra, lidt hoiere oppe, hvilede vi ud. J en ſtor
Halvkreds fad de med korslagte Ben paa Jorden — .
Mændene og Ynglingene i Tanger nueva. Foran dem
en Improviſator i hvid Burnus, der geſtikulerede
livligt og ſtrax fatte fit Foredrag i Scene. Bifaldet *
var aldeles raſende. Mangen Gang: hævede ved
Larmen en nysgjerrig Kamel i den nærliggende Hjord
den lange, tynde Hals, ſtrakte den op over Ind⸗
hegningen og udſtodte et ſtingrende Skrig, der ikke
ligner noget andet Dyrs Skrig. Fra Tid til anden

6 |

320 Menahs Bryllup.

jane man ogſaa en alvorlig Skikkelſe langſomt bevæge
ſig hen til Brønden. Paa Hovedet bar den Krukken
i den antike Form, ſom Haanden ſtottede. J den
ſtore, hvide omſluttende Kaabe var der kun faa megen
Aabning, at man kunde ſee et Par gniſtrende, kulſorte
Dine. — i

Menah forſikkrede mig den næfte Morgen, at hun
aldrig havde ſovet faa godt. Spadſeretouren havde
givet hendes Kinder den yndigſte Rodme.

* *
*

En Karavane havde bragt Ebn Eſchak, den vel
ſtaaende Hebreer fra Tetuan. Den neſte Dag hjalp
jeg Molly med at klede vor lille Menah paa til
Brudeſkuet. Min Vært havde ſpenderet de ſmukkeſte
Granatblomſter; men de ſminkede Fingres teglrode
Farve odelagde desværre Effekten af de prægtige
Blomſter. Dog Menah vilde hellere offre en af ſine
Fortender end give Affald paa det afſtyelige Hennah.
Hvad den rode Farve imidlertid ikke kunde ødelægge,
det var hendes yndige Veſen og det ſkiftende Udtryk
i hendes guldbrune Dine. Snart gled et Smil af
glad Forventning hen derover, det bredte ſig over
hele det fintmeiſlede Anſigt og lod tre fire Smaa⸗
gruber komme tilſyne. Snart formorkedes det af Frygt
for den ubekjendte Frier. Saa dirrede Leberne, og
fra Oienhaarene dryppede langſomt et Par tunge

rr

L

Menahs Bryllup. 321

Draaber, indtil et eller andet opmuntrende Ord forjog
Skyen og atter kaldte Solen frem.

Jeg var aldeles vis paa Seiren. Ingen Pige
af Juda Æt var at frygte, hvor en Toffelhandler
havde Valget. Thi hvilken Toffelhandler vilde kunne
jætte fig tilbords med den tragiſkte Muſe Ruth, uden
at en kold Gyſen lob ham ned over Ryggen? Endog
Jodekonerne, der vare ſtrommede til fra Nabolavet,

"troede pan Menahs Seir.

Da Tiden nærmede fig, og Iſak ffulde fore hende
hen til Ruths Forældre, blev Menah velſignet af den
blinde Bedſtemoder. Det forekom os, ſom om hun
gjenembævedes af et Glimt af Bevidſthed. Molly
forte den ryſtende Haand, indtil den berorte den
kneelende Piges Isſe, og udtalte ſagte Velſignelſens
Ord, ſom den Gamle gjentog endnu ſagtere. Vi vare
Alle dybt bevægede, Ak — hvor ønffede jeg ikke —
og det onſker jeg endnu den Dag idag over Havet! —,
at denne Velſignelſe vilde viſe ſig virkſom for den
ſtakkels forceldreloſe Pige . .…

Iſak blev længe borte, og man blev utaalmodig.
Ved den mindſte Lyd ſtyrtede Jodinderne ud og ind;
de havde alle mulige Formodninger, ſom de ingen⸗
lunde holdt hos fig ſelv, og de pinte Menah paa den
ſkrœkkeligſte Maade. Engang lukkede jeg Doren, da
Alle vare lobne ud paa Gaden, og i nogen Tid havde
vi nu Fred. Saa blev Beſtemoderen urolig. Hendes
ſlove Sandſer vare blevne ffjærpede ved det ualmindelige

21

2.

r

322 Menahs Bryllup.

Opror; hun vilde vide, hvad der foregik, og forlangte
ſnart at blive reiſt op, ſnart at ligge. Menah var
den eneſte, der taalmodig og utrættelig rettede fig efter
hendes Onſker, ſkjondt hun lod til at være meget
bevæget. Jeg ſaae, at Glasſet ryſtede i hendes Haand,
og at hendes Oine ſtadigt floi hen til Doren.

Paa engang blev denne neſten ſtormet — Iſak
var kommen. Alle vilde ind paa ſamme Tid; de
geſtikulerede og lamenterede ... noget Overordentligt
maatte der være pasſeret — Iſaks Anſigt tydede paa
ſlemme Efterretninger, da han endelig havde banet
ſig Vei.

— Retferdige Gud — Iſak, hvad er der ffeet ?
ſkreg Molly. Men inden han kunde -faae ſagt et Ord,
gjættede jeg, at det dreiede fig om Ruth.

— Ruth er borte! Vi have i en heel Time ſogt
efter hende i Forældrenes Hus og i Menigheden.
Mirjam ſiger, at hun er flygtet til ſin Goi. Adonais
Vrede vil ramme hende! raabte han.

Nu paaſtod Enhver, at hun for længe ſiden
havde vidſt, at det vilde tage en ſaadan Ende med
Ruth. Ruth havpde knyttet fig til en franſk Chriſten,
ſom var reiſt hjem allerede for tre Maaneder ſiden.

— Men han har lovet at hente hende ..

— Reb Ephraim vilde give Ebn Eſchak 15,000
Moſonat, hvis han vilde tage hende med til Tetuan ...

— Det er Mirjam der driver Ruth ud af Huſet —
Mirjam lader Ruth fulte .

Menahs Bryllup. 323

— Maaſkee er hun reiſt med det franſke Skib,
ſom er afſeilet ...

Saaledes gik det i en Kjore. En Ting ſyntes
mig ſikker: enten det nu var Frygt for den nye Frier
eller Længfel efter den elſtede Franſkmand — faa var
det Fortvivlelſe, der havde fort Ruth i Ulßykke.
Stakkels Ruth! ...

Men ved Siden af Medlidenheden reiſte ſig nu
ogſaa den faſte Tro paa, at Menah nu faa meget
ſikkrere vilde lobe ind i Wgteſkabets rolige Hayn.
Jeg traadte hen til Iſak: „Jeg beder, for Ebn Eſchak
herhen ... Menah er faa ſmukt pyntet — han maa
dog ſee hende.“

Iſak, der havde. løbet hurtigt, var ſunken ned
paa en Skammel og aftorrede Sveden med et gront
Halstorkloede, der gjorde, at hans Anſigt kom til at
ligne en Eng. Han fortalte, at Toffelhandleren havde
indfundet ſig til Brudevalget i Ephraims Hus, men
var lobet fin Vei, da han horte, at Ruth var flygtet.

Jeg var bange for, at han af Vrede vilde reiſe
tilbage til Tetuan, uden at have faaet fig en Kone.

— De maa abſolut finde ham og bringe ham
herhen, ſagde jeg til Iſak; „han ſtal dog ikke have
gjort Reiſen til ingen Nytte!”

Saa reiſte Iſak ſig endelig og lob efter Jodinderne,
ſom andenſteds vilde tilfredsſtille deres Nysgjerrighed.
Nu vare vi alene ... der ſtod Menah, ſmykket, vel⸗
ſignet og — glemt; i ſin barnlige Sorgmodighed

21%

324 Menahs Bryllup.

endnu ſmukkere end ellers. Livet var for forſte Gang
traadt hende nær og havde indviet hende ved fit Alvor.
Uden at klage aflagde hun Stykke for Stykke fin
beundrede Pragt. Vi bragte den Gamle, der efter
Spændingen nu var bleven fløv og ligegyldig, til Ro.
Menah undgik at tale — undgik neſten at fee paa
mig .. . jeg kunde ikke beſlutte mig til at lade hende
være ene.

Vi ſad nogen Tid tauſe hos hinanden.

— Den ſtakkels Ruth! — den ſtakkels Ruth!
ſagde Menah.

— Hvorfor beklager Du Ruth?

— Fordi hun har ſyndet; Reb Ephraim vil
forbande hende — hun vil aldrig blive lykkelig. —

— Naar hun har den Chriſtne faa kjœr, ſom
Molly ſiger, kunde hun dog ikke gifte fig med
Ebn Eſchak, ſelv om han havde valgt hende — mener
Du ikke?

Hun tenkte længe derover: „Jeg kunde ikke
udholde, at Nogen forbandede mig,“ ſagde hun endelig
meget ſagte.

Den ſtakkels Ruth ... jeg fane hende levende
for mig, ſaaledes ſom hun ved mit Beſog havde talt
om den „Lengſel“, ſom engang vilde „drebe“ hende...
jeg tænfte paa den forbittrede Profet, Reb Ephraim,
og den gnavne Mirjam ... Gud give, at den „Goi“,
ſom hun elſkede, var en ærlig Mand, der vilde beſkytte
hende mod Foragt i det fremmede Land! ... -

Menahs Bryllup. 325

Bedſtemoderen fov — det begyndte at blive
morkt, og det var ſaa ſtille omkring os, at man kunde
have hort en Fugl flyve udenfor. Jeg vilde netop
gane hjem, da der hørtes Skridt ude pan Gaden.
Iſak traadte ind, en yngre Mand fnlgte efter ham —
det var Babusſchhandleren. Menah vilde i fin barn⸗
lige Raadvildhed ffjule fig bag mig — hun ryftede,
aldeles ſom ethvert europæiff ungt Pigebarn vilde
ryſte under lignende Omftændigheder. Ebn Eſchak var
egentlig iffe ſmuk; men jeg ſyntes godt om hans
Oine; de havde det tungſindige Udtryk, ſom ganſke
viſt mere er at ſoge i Formen og Beſkygningen af
lange Oienhaar end i aandelig Betydning. Iſak
nævnte Babuſchhandlerens Navn, for han forlod os.

Stillingen var ikke faa lidt vanſkelig for Toffel⸗
handleren. Han ſtod ogſaa der ſom en Skueſpiller,
der venter paa ſit Stikord, og fane ſnart paa Menah,
ſnart paa mig — det Sidſte ſyntes dog ikke at ſtaae
i Forbindelſe med hans Valg. ;

— De har gjort en lang Reiſe, Sefior, vil De
ikke tage Plads? ſagde jeg og følte, at vi aldrig
vilde komme til Maalet, hvis jeg ikke blandede mig i
Sagen. å ;

Men Ebn Eſchak rørte fig ikke og fortſatte med
orientalſk Flegma fin ovenomtalte Beſkjeftigelſe.

— Jeg er en Veninde af Menah, vedblev jeg
noget mere indtrengende, ak, havde De blot feet, hvor
henrivende hun før var pyntet ..

6

326 Menahs Bryllup.

— Ikke Pynten ſkaber Bruden, men Forlovelſen,
ſagde han nu med en Skarpſindighed, der gjorde
mig ganſke henrykt. Jeg var lige ved kraftigt at
trykke hans Haand, men var bange for ved „euro—
pœiſke“ Manerer at vende ham bort fra det ſkjonne.
Maal, ſom hans Ord antydede.

Han havde nu begyndt udelukkende at betragte"
Menah — lang Vaufe .

Jeg tog Menahs ryſtende, rodſminkede lille
Haand ... — Hun trænger heller ikke til Pynt —
o, naar De vidſte, hvormeget jeg er kommen til at
holde af hende! Den, der faa taalmodigt pleier en
ſyg Bedſtemoder — aldrig tenker paa fin egen For⸗
noielſe — altid kun paa Pligten.

Han ſpilede de tungſindige Oine høit op og
ſaae forbauſet paa mig.

Naturligvis havde han god Grund til at undre
ſig over min Indblanding; men det maatte dog en—
gang have en Ende ... jeg tog Mod til mig.

— Maaſfee onſker De at være alene med Deres
Brud .. . Med denne driſtige Vending ſlap jeg
Menah og vilde fjerne mig; hun holdt krampagtigt
faſt ved mig; men Banen var brudt, og Babuſch⸗
handleren betraadte den. Han tog efter Menahs
Haand, der ved min Hjeep ogſaa tilſidſt kom til
at hvile i hans, det var en Forlovelſe uden Ord.
Da Brudgommen til min ſtore Forundring ikke lod
til at ville kysſe Bruden, og et Kys dog hører med

Menahs Bryllup. 327

til en rigtig Forlovelſe, ſaa kysſede jeg det kjere
Barn, inden jeg ſammen med den noiſomme Toffel⸗
handler forlod det lille Hus og den „Iykkelige“
Brud.

Menahs Bryllup holdtes allerede i den paa⸗
følgende "Uge. De dermed forbundne Ceremonier
vare utrolige, fabelagtige. Jeg vilde iffe fortænfe en
Jodepige i, om hun derved lod ſig afſkrekke fra at
gifte fig — men det Tilfælde forefommer ikke. En
tydſt Rabbiner, for hvem jeg har opleſt de følgende
Sider, har forøvrigt forſikkret mig, at Ceremonierne
vare orientalſke, men ikke egentlig jodiſke; at den
rituelle Vielſe i Synagogen derimod med faa. Af-
vigelſer overalt er den ſamme. En Ting har navn⸗
lig været mig paafaldende: Sammenholdet imellem
Medlemmerne af den jødiffe Menighed, der aldrig
træder tydeligere frem end ved ſaadanne Leiligheder.
Her gjelder det bogſtaveligt: den, der ikke har, ham
bliver der givet. Menah havde intet Udſtyr — hendes
Familie i Tetuan var traadt ſammen for at give
hende en Medgift. Menah vilde i fin Enſomhed al⸗
drig være bleven opdaget af nogen velhavende He⸗
breer — man havde ligeſom gjort hende en For⸗
ring med Ebn Eſchak. Menah hapde ingen Bolig,
der var ſtor nok til de omtalte Ceremonier — et an⸗

328 Menahs Bryllup.

feet Medlem af Menigheden overlod hende fit Hus til
dette Brug.

Hele Skueſpillet — det omfattede fyv Dage —
har jeg ikke overværet; men ved Hovedſcenerne var
jeg tilſtede.

Menah var af nogle Matroner bleven fort i
„Mikvaen“, et Bad, der kun benyttes ved rituale An⸗
ledninger. Fra Badet bragte man hende til Bryllups⸗
huſet, lagde hende paa en Paradeſeng og tillukkede
under beſtemte Formularer hendes Dine, ſom hun
fra nu af ikke ſkulde aabne igjen, for hun den
ſyvende Dag blev afleveret til Wgtefeellen. Et
roſenrodt Gazeſlor blev desuden bredt over hende, og
fire unge Vogterinder ſatte ſig ved Siden af hende.

Denne Oinenes Tillukning er vel af en viis
Mand bleven indført ſom en Indledning til Wgte⸗
ſkabet, i hvilket vinder faa ofte ere nødte til at holde
Dinene lukkede. Da jeg fane den lille Menah med
lukkede Øine under det rode Slor, følte jeg Medliden⸗
hed med hende.

— Maa Du tale med mig? ſpurgte jeg.

Men forſt efterat en af Vogterinderne havde
ſvaret: „Ja, hun maa tale,“ fremleſpede det ſtakkels
Barn med halvkvalt Stemme: — Ja, chriſtne Kvinde,
jeg maa tale med Dig.

Vor Samtale var under disſe Omſteendigheder
hverken livlig eller interesſant.

J Gaarden var der imidlertid begyndt en ſand

Menahs Bryllup. 329

Hexeſabbath af Muſik, hvori jeg ſtrax gjenkjendte By⸗
orkeſtrets Virtuoſer. Denne „Muſik“ var forſtrifts⸗
mesſig; den ſkulde troſte Brudgommen for, at han
maatte ſkilles fra fin Roſe fra Jericho, ſom han forſt
ſage igjen den ſyvende Dag.

Den anden Dag bleve Gjæfterne indbudne af
Bryllupsbyderne. Den tredie og fjerde traf man For⸗
beredelſer til Bryllupsmaaltidet. Den femte og ſjette
pyntede man Gaarden og Huſet og modtog Foreringer
til Bruden. Den ſyvende foregik Hovedaktionen.

Bruden blev tidlig endnu engang badet i „Mikvaen“
og ſyv Gange dykket. Om Eftermiddagen, omtrent
Klokken fire, lod jeg mig af Iſak fore til den egent⸗
lige Hoitidelighed. Allerede i lang Afſtand kjendtes
Skuepladſen paa en ſand Helvedeslarm. Naar rige
Brude ffulle giftes, tager hele Tanger Del deri.
Trods Menahs beſkedne Stilling var Forgaarden be⸗
leiret, og uden Iſaks Hjælp var jeg vanſkelig fluppen
igjennem. J en ſtor, firkantet Gaard ſamledes nemlig
hele Selſkabet. Den ene Side af denne Gaard ud—
gjorde Synagogen, den ligeoverfor liggende havde en
hoi Mur. De andre Sider vare begrendſede af
Huſe, hvis flade Tage vare tet beſatte med Tilſtuere.
Det er en Selvpfolge, at Tangers Kapel ikke manglede
ved det ſtore Skueſpil. Det var modt i fuld Gala
og paukede, ſtrattede og tamburinerede under et vel⸗
digt Figentree i Gaarden. J dette Træ vare en
Mængde Born kravlede op og afgav imellem de

mmm

330 Menahs Bryllup.

ſmuktformede Blade interesſante Motiver til Ara-
beſkter. En Gruppe henrivende Jodinder — gifte
Koner i deres fantaſtiſke Dragt — havde ſamlet fig
ved Doren, der forte ind til Bruden.

Indtil denne indtraadte i Handlingen, blev der
dandſet. Et ſtort Tæppe var udbredt foran Orkeſtret.
En af de gifte Jodinder betraadte Tæppet og dreiede
ſig til Muſikanternes rhythmiſke Larm omkring ſin
egen Axe, medens hun ſogte at forvandle ſit Lomme—
torklede ſnart til en Strikke, ſnart til en Knude og
tilſidſt til en Bold, hvad der Altſammen forekom mig
at være i Modſigelſe med dets egentlige Beſtemmelſe.
Da hun ikke kunde holde ud længere, blev hun afloſt
af en anden Dandſerinde, der gjentog det ſamme
Kunſtſtykke uden Variationer. Denne Ballet hoſtede
meget Bifald. Parterret, det vil ſige det i Gaarden
forſamlede Publikum, klappede, jublede og kaſtede
Hattene i Veiret. Galeriet paa Tagene var meſt
beſat med Araberinder af den ſimplere Stand, der
lige op til Oinene vare indhyllede i deres - hvide
Drapperier og derfor ikke kunde bruge Henderne til
at klappe med. Til Gjengjeld ſkreg de ſaa meget
hoiere. Den fjerde Taglioni blev foruden af Kapellet
ogſaa akkompagneret af almindelig Chorſang — en
gammel Sang, der, efter hvad der blev ſagt mig, be⸗
handler en krigeriſk Begivenhed og ſynges ved ethvert
Bryllup. Krig — Wgteſkab? Men jeg ſtal vel
lage mig iagt for at opſtille Conjekturer med Henſyn

Menahs Bryllup. 331

til en mulig Allegori, og derfor beretter jeg fun, at
Melodien var meget ſimpel og bevægede ſig indenfor
faa Noder.

Enden afventede jeg ikke. Molly havde givet
mig et Tegn, og jeg fulgte Jodinderne ind i Huſet.
Vi ſtod tæt ſammenſtuvede, de bageſte paa Beke, i
en ſtor Sal; et Forhæng ſkjulte endnu Bruden for
os. Da det blev ffudt tilſide, ſaae man Menah
under hendes rode Slor og med faſt lukkede Oine
paa en Paradeſeng. Mangel paa friſk Luft og den
unaturlige Tillukning af Øinene havde givet det
ſtakkels Barn et lidende Udfeende, der gjorde mig
ondt. De fire Vogterinder ſtod ved Siden af hende.
De loftede nu den tilſlorede Blinde i Veiret, hjalp
hende med at forlade ſit Leie og ledede hende hen
til en lav Stol, der ſtod under en Tavle med he—
braiſke Bogſtaver.

Nu bleve de ungdommelige Vogterinder afloſte
af tre gamle Kvinder, der mindede mig om Scenen i
Macbeth. Den forſte, borttog Menahs rode Slor.
Dybt drog Offerlammet Aande. Angſt og Spending
afpinte hende Taarer, der ſtjal ſig frem imellem de
lukkede Oienlaag.

Den anden Gamle fjernede Naalene fra Menahs
Haar. Det rullede neſten helt ned til Jorden, og
man maatte uvilkaarlig komme til at tenke paa den
gamle Lignelſe om Kappen. Det var for ſidſte Gang
ſynligt, dette gulbrune, bolgende Haar, for at i Frem⸗

— —t—[̃

nn

— — : —

— —ů — 2

332 Menahs Bryllup.

tiden Ebn Eſchaks Huſtru ikke ffulde blive attraaet
for denne Skjonheds Skyld af nogen anden Mand af
hans Stamme.

De tre Gamle begyndte nu at rode om i dette
Haar, og af deres Kemmen, Skilning, Fletning og
Opſcetning fremſtod en Slags Grundmur for den
kunſtige Paryk af fort Silke, ſom blev befeſtet derpaa,
Rundt omkring Bygningen blev der ſtukket en Toup
af Silkelokker. Men dermed var Haaret — det ægte,
ſmukke Haar for ſtedſe begravet!

Paa Gravhoien blev der nu ganſke logiſk op:
reiſt et Monument. Det var en Gjenſtand af ſtift
Pap og rødt Silketoi, der havde megen Lighed med
Kakelovnsror. Omkring dette Kør lagde man endnu
tilſidſt et bredt Diadem af ligeledes rødt Floil med
een mod Banden vendt Spids. Diademet, der var
jaa bredt ſom en anſeelig Krone, var beſat med Wdel⸗
ſtene og tilhørte Menigheden, der laante det ud til
Afbenyttelſe. Det var blevet morkt i Varelſet, og
man havde tændt Voxlys.

Efter Bearbeidelſen af Haaret kom Touren til
Anſigtet. De tre Gamle, frit efter Macbeth, op—
traadte nu ſom Malerinder. Den Forſte grundede
med hvid Farve, der var rørt ud i en ſtor Krukke.
Den Anden kom med en lille Wſke med Khol; hun
malede med en Penſel Oienbryn og Oienhaar forte.
Nu nermede den Tredie ſig med rod Sminke, og
ſnart havde Menah ganſte hoirode Kinder.

Menahs Bryllup. 333

Det ſaaledes tilberedte Hoved blev nu igjen til⸗
dekket med det roſenrode Slor, medens man fuld-
endte Menahs ovrige Toilette.

Men hvor var Brudgommen? — Efter Malingen ö

kunde jeg for Hede ikke holde ud længer i det inde⸗
ſluttede Rum og lob ud i Gaarden. Der fad Brud—
gommen paa en Stol og blev i alle Folks Nerverelſe
— barberet! Da det var overſtaaet, tog En Bekkenet,
aftorrede det og indſamlede i det under almindelig
Skrigen Penge hos de Omſtaagende.

Jeg har gøde Dine og troer endnu den Dag
idag at have ſeet Brudgommen i den beſkrevne
Stilling. Det har man imidlertid beſtemt benegtet,
og Sporgsmaalstegnet, ſom man fra troværdig Side
ſatte ved min Paaſtand, fager derfor at blive ſtagende
Jeg har engang læft en Jodedrengs Beſkrivelſe af
Ceremonierne ved en katholſt Mesſe. Den var mig
et lærerigt Exempel for lignende Tilfælde, hvor man
ſeer faa meget Vidunderligt, Uvant og Uforſtaget,
at ſelv' den meſt Sandhedskjerlige lader fig ffuffe
og friſtes til at mistroe ſine egne Sandſer.

Da jeg vendte tilbage til Menah, ſad hun endnu
med lukkede Dine, men fuldſtendigt paakledt, paa
Stolen under Lovens: Tavler. Man bragte endnu et
Apparat ind, ſom i Spanien benyttedes ved Proces⸗
ſioner til at bære Helgenfigurer i Legensſtorrelſe
omkring paa. Det var forſynet med en Slags Kron⸗
ſtol. Berovet fin Skjonhed maatte det ulpykkelige

i:
i
É
7

334 Menahs Bryllup.

Mtenuh nu lade ſig tage fat paa og af tre Israeliter
i forte Talarer praktiſere op paa Stilladſet. Naar
man har to Parykker, et Kakkelovnsror og en Krone
"paa Hovedet og ikke engang maa luffe Oinene op,
ſaa er det ingen Spog. Det ſtakkels Barn ryſtede
over hele Kroppen og klynkede ſagte; men Oienlaagene
forbleve ubevegelige. Sloret var blevet taget af
hende — ſtiv ſom en indiff Afgud fad hun endelig
paa fin Trone. De to Israeliter holdt tændte Vox⸗
lys over hende — og nu kunde Folket beundre Gude—
billedet. Derpaa fatte Toget fig i Bevegelſe, drog
igjennem Byens Hovedgader og vendte. tilbage til
Synagogen, hvor den kirkelige Vielſe foretoges. J
Spidſen var ſelvfolgelig Muſikbanden, anført af fer
Soldater med Lygter og Stave. Derefter fulgte
Bruden paa fin Tronſtol, ſom fire Mænd bar paa
Skuldrene, to paa hver Side af hende, og derpaa
Fakkelbeererne, Bryllupsgjceſterne og Nysgjerrige over⸗
alt, hvor der var Plads.

Det er et underligt Optog. Hvor Saklerne komme
forbi, fremkalde de ſpogelſeagtige Billeder. Som
kjcempemesſige Ligſtene ſtage der de nøgne, vinduesloſe
Huſe. Som Døde indhyllede i Ligkleder ſmutte
Araberinder forbi; men gemytlige Dode ere de, og
deres Skrigen og Leen pasſer bedre til den ſkingrende
Muſik end til Gravens Fred .

En „Europcer“ gaaer ved Siden af mig og
fværmer om „vild Poeſi“. Men Bekymringen for det

Menahs Bryllup. 335

fjære forældreløje Barn, ſom man derhenne behandler
ſom en Skueret, gjøre mig uimodtagelig derfor. Hvilken
Virkning vil Sindsbevegelſen have paa hende? J
Barnealderens ſtille, ſkjonne femten Aar har hun ſiddet
hos en gammel Kone, der gik i Barndom. Overtroen
var hendes Leremeſter — Lengſelen efter „det Land
Jeruſalem“, hvor man ikke doer, hendes Religion.
Syv Dages Blindhed ſom Overgang til Bgteſkabet ...
Hvis den velſtagende Hebreer ikke ogſaa er en vel—
menende Hebreer — hvorledes vil hun da kunne
udfolde det nye Liv? ...

Hoitideligheden i Synagogen overværede jeg ikke,
og Menah ſage jeg kun faa Minuter den folgende Dag,
forinden hun fulgte Karavanen, der forte hende bort
til hendes Babuſchhandler i Tetuan. Igjennem en
Medreiſende, der om kort Tid ſtulde vende tilbage,
lovede hun at ſende Efterretninger fra fit nye Hjem.
Men jeg var reiſt længe for Efterretningen kom.
Pludſelig, ſom jeg var kommen til Afrika, havde jeg
ogſaa igjen forladt det, og kun ſom en forvirret Drøm
fulgte mig Mindet om Menahs Bryllup.

336

Scener ak Sebustopols Beleiring.

Af
Leo Tolſtoi.

Ik

J det beleirede Sebaſtopol ſpillede et Regiments
Muſikkorps paa Boulevarden: ſondagsklodte Militaire
og Kvinder ſpadſerede i Alleerne. Den klare Foraars—
ſol var om Morgenen ſtaget op over Englændernes
Verker; den var gaaet over Baſtionerne, Byen og
Nikolauscaſernen og havde ſpredt fit oplivende Lys
ligeligt over Alle; nu ſank den ned i Havets fjerne
Blaa, ſom blinkede i Solvglands.

En hoi, lidt boiet Infanteriofficeer, der juſt tog
fine ikke ganſke hvide, men dog endnu præfentable
Handſker paa, kom ud fra et af de ſmaa Matroshuſe,
der vare opførte paa den venſtre Side af Marinegaden;
han gik henimod Boulevarden, medens han adſpredt
Jane paa fine Stovleneſer. Udtrykket i hans rent ud

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 337

jagt ſtygge Anſigt tydede ikke paa ſtore aandelige Ev—
ner; men Godmodighed, ſund Fornuft, Hederlighed og
Ordensſands ſtod tydelig at læfe paa det. Han var
daarligt bygget, og hans Bevegelſer vare underligt
keitede. Paa Hovedet havde han en gammel Hue og
var forreſten iført en let Kappe af en afſtikkende vio⸗
let Farve, hvorunder man kunde ſee hans Gulduhr—
kjede, Benklæder med Stropper og rene ſkinnende
Støvler. Hvis ikke hans Anſigtstrœk hapde beviſt
hans ægte rusſiſke Herkomſt, kunde man have taget
ham for en Tydſker, for en Adjudant eller Regiments
foureer — Sporerne manglede han rigtignok — eller
maaſke ſnarere for en af de Cavalleriofſicerer, der
havde ſkiftet Vaaben for at kunne deltage i Kampen.
Det var han nu virkelig ogſaa, og medens han gik
henimod Boulevarden, tenkte han paa det Brev, han
nylig havde faaet fra en tidligere Kammerat, ſom
nu var Eiendomsbeſidder i Guvernementet F..
han tænkte paa denne Kammerats Kone, den blege
Natacha med de blaa Sine, hans gode Veninde, og
han gjenleeſte navnlig folgende Linier:

— Naar „Invaliden“ bliver bragt os, ſtyrter
Pougka (ſaaledes kaldte den forhenværende Uhlan⸗
officeer fin Kone) ud i Forſtuen, bemegtiger fig Bladet
og kaſter ſig i Gyngeſtolen oppe i Salen, hvor vi
have tilbragt faa rare Vinteraftener ſammen med Dig,
dengang dit Regiment lan i Garniſon i vor By. Du

kan ikke tenke Dig, med hvilken Begeiſtring hun leſer
22

—

338 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

om Eders heltemodige Bedrifter! „Mikhailof,“ ſiger
hun ofte, naar hun taler om Dig, „er en Perle af en
Mand, og jeg ffal falde ham om Halſen, naar jeg
ſeer ham igjen! Han fjæmper paa Baſtionerne, faa
fager han nok Georgskorſet, og alle Bladene ville tale
om ham, . .. — ja jeg begynder virkelig at
blive ffinfyg paa Dig. Der gager en forſkrekkelig
Tid, for vi fane Bladene, og om end tuſinde Nyheder
gage fra Mund til Mund, kan man dog ikke rigtig
ſtole paa dem. Saaledes fortalte din gode Veninde,
„Muſikdamen“, igaar, at Napoleon var bleven fanget
af Koſakkerne og fort til Petersborg — det, forſtager

Du nok, troer jeg naturligviis, ikke! Saa fortalte en

Embedsmand i Miniſteriet, en flink Fyr og en ſtor
Troſt for os paa en Tid, da vor lille By ftaaer al
deles tom, at Vore havde beſat Eupatoria, hvorved
Franſkmeendenes Forbindelſe med Balaklava
er afbrudt; at vi i denne Affaire havde miſtet to⸗
hundrede Mand, de derimod omtrent femtentuſinde.
Min Kone blev faa henrykt derover, at hun fanta⸗
ſerede hele Natten, og at hendes Anelſer ſagde hende,
at Du havde været med der og udmeerket Dig.“
Trods de her fremhævede Ord og Udtryk og
hele Tonen i Brevet var det med en vis blid og
ſorgmodig Tilfredshed, at Capitain Mikhailof i Tan⸗
kerne henſatte ſig hos ſin blege Provindsveninde; han
mindedes deres Samtaler om Aftenen oppe i Galen,
og hvorledes hans ſkikkelige Kammerat, Uhlanen, blev

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 339

vred, naar han tabte i Kortſpillet, og hvorledes hans
Kone lo og gjorde Nar af ham; han mindedes det
Venſkab, disſe prægtige Menneſker havde viiſt ham; og
maaſkee var det fra den blege Venindes Side lidt
mere end Venſkab! Alle disſe Anſigter, ſom traadte
ud af deres Familieramme, viſte ſig for hans Fantaſi,
der gav dem et vidunderligt blidt Udtryk; han fane
dem i roſenrod Belysning, og ſmilende til disſe
Billeder klappede han med Haanden det kjere Brev,
der igjen (aa i hans Lomme.
; Disſe Erindringer førte uvilkaarligt Capitainen
tilbage til hans Forhaabninger, til hans Dromme.
„Jo, hvor vil ikke, tænkte han, idet han gik henad det
ſnevre Stræde, Natacha blive overraſket og glad, naar
hun i „Invaliden“ lœſer, at jeg var den forſte, der
tog en Kanon, og at jeg har faaet Georgskorſet! Jeg
maa ſnart blive forfremmet til Major; jeg er jo for
lang Tid ſiden indſtillet dertil; faa vil jeg med Let⸗
hed i Lobet af Aaret avancere til Bataillonschef, thi
mange af os ere jo falden og endnu flere ville falde
i denne Krig. Og faa vil man efter et Slag, hvor
jeg rigtig har udmærket mig, betroe mig et Regiment,
og jaa bliver jeg Oberſtlieutenant og Ridder af St.
Annaordenen .. . og jaa Oberſt ...“ Han faae fig
allerede ſom General, beærende med fit Beſog Na⸗
tacha, hans Vens Enke, — hans gamle Kammerat
maatte nemlig efter hans Drømme være død paa den

Tid, — da Militairmuſikens Toner tydeligt naaede hans
5 22 *

340 Scener af Sebaftopols Beleiring.

Oren; han pasſerede en Mængde Spadſerende, og han
ſtod ſom for paa Boulevarden ſom Captain af anden
Clasſe i Infanteriet.

III.

Han gik ſtrax hen til Pavillonen, udenfor hvilken
Mufikcorpſet ſtod og ſpillede; nogle Soldater af
ſamme Regiment gjorde Tjeneſte ſom Nodeſtole og
holdt Nodehefterne opflagede foran Hoboiſterne; disſe
vare omringede af en lille Kreds af Underofficerer,
Barnepiger og Born, fom havde mere travlt med at
ſee end med at høre paa dem. Omkring Pavillonen
ſtod, fad eller ſpadſerede Sømænd, Adjudanter og
Officerer med hvide Handſker; længere borte, i Hoved—
alleen, fane man i broget Forvirring Officerer af alle
Vaabenarter, Kvinder af alle Clasſer, nogle med
Hat, men de fleſte med et Tørklæde over Hovedet;
andre havde hverken Hat eller Tørklæde; men, under⸗
ligt nok, gamle faae man ingen af, de vare alle unge.
Endnu længere nede i de ſkyggefulde og duftende
Akaciealleer, fane man nogle iſolerede Grupper, der
ſad eller ſpadſerede.

Ved at ſee Capitain Mikhailof var der Ingen,
der vifte nogen overdreven Glæde, det ſkulde da være
de to Capitainer ved hans Regiment, Objogof og
Souslikof, der hjerteligt trykkede ham i Haanden;
men den forſte havde ingen Handſker paa, han gik i

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 341

Kameelgarnsbeenkleder og med en gammel Hue, og
hans rode Anſigt var ganſke ſvedt; den anden talte
meget hoit, med en uhyggelig Ugenerthed; det var
ham ikke ſerdeles ſmigrende at ſpadſere med dem
navnlig i Nerverelſe af Officerer med hvide Hand—
ſker; blandt disſe ſidſte var der en Generaladjudant,
med hvem Mikhailof vexlede Hilſen, og en Stabs—
officeer, ſom han ligeledes kunde have hilſt, da han
havde truffet ham et Par Gange hos en. fælles Be-
kjendt. Der var altſaa virkelig ingen Fornoielſe ved
at ſpadſere med disſe to Kammerater, ſom han traf
fem ſex Gange om Dagen, og ſom han hver Gang
trykkede i Haanden; for den Sags Skyld var han ikke
modt ved Muſikken.

Han vilde gjerne have neermet fig til General
adjudanten, med hvem han vexlede Hilſen, og pasſiaret
med disſe Herrer, ikke for at Capitainerne Objogof og
Souslikof, Lieutenant Paschtezky og Andre kunde fee
ham i Samtale med dem, men ene og alene fordi de
vare flinke Menneſker, ſom vidſte Beſked om, hvad
der pasſerede, og kunde fortælle ham noget Nyt.

Hvorfor er da Mikhailof bange og kan ikke be⸗
ſlutte ſig til at tiltale dem? Det er fordi han med
Uro ſporger fig ſelv om, hvad han fkal gjøre, hvis
disſe Herrer ikke beſvare hans Hilſen, men fortſette
deres Samtale og lade, ſom om de ikke ſee ham, eller
fjerne fig og lade ham ftaae ganffe alene imellem
„Ariſtokraterne.“ Ordet „Ariſtokrat,“ taget i Be⸗

342 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

tydning af en udvalgt Kreds, henhorende ligegyldigt
til hviken Clasſe, er hos os, i Rusland — hvor det
efter min Mening ikke hører hjemme — blevet i hoi
Grad populairt; det er trængt ind i alle Samfundets
Lag, ſom Forfeengeligheden har ſneget fig ind i, —
og hvor har denne ynukelige Svaghed ikke ſneget fig
ind? Overalt: blandt Kjobmeendene, Embedsmendene
Leverandeurerne, Officererne, i Saratof, i Mamadiſch,
i Vinitpy; kort ſagt, overalt, hvor der er Menneſker.
Og da der er mange Menneſker i den beleirede By
Sebaſtopol, er der ogſaa megen Forfengelighed;
hvilket vil ſige fan meget ſom, at der findes „Ariſto—
krater“ i ſtort Antal, ſtjondt Døden ſtadigt fvæver
over Alles Hoveder, ligemeget om de ere Ariſtokrater
eller ikke.

J Capitain Objogofs Oine er Capitainenf af
anden Clasſe Mikhailof en „Ariſtokrat;“ i Capitain
af anden Klasſe Mikhailofs er Generaladjudant
Kalougine en „Ariſtokrat,“ fordi han er Generaladju⸗
dant og „Dus“ med den og den Generaladjudant; og
i Kalougines Dine er endelig Grev Nordof en „Ari⸗
ſtokrat,“ fordi han er Generaladjudant hos Keiſeren.

Forfengelighed, Forfengelighed, ikke andet end
Forfengelighed! og det lige til Ligkiſten og blandt
Folk, der ere villige til at offre Livet for en ſtor
Tanke. Er Forfengeligheden ikke vort Aarhundredes
meſt charakteriſtiſte Merke og ſpecielle Sygdom? Hvor⸗
for fjendte man i gamle Dage ligeſaa lidt til denne

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 343

Svaghed ſom til Kopper eller Cholera? Hvorfor
findes der i vor Tid kun tre Slags Menneſker; de,
der acceptere Forfeengeligheden ſom en beſtemt, nod⸗
vendig og folgelig berettiget Kjendsgjerning, og ſom
med fri Villie underkaſte ſig den; de, der betragte
den ſom et forderveligt Element, ſom man imidlertid
ikke kan fane Bugt med, og endelig de, ſom med ube⸗
vidſt Servilitet boie fig for dens Aag? Hvorfor
talte Homer og Shakſpeare om Kjærlighed, Hæder
og Lidelſer, medens vort Aarhundredes Literatur kun
er en uendelig Beretning om Snobberi og Forfenge⸗
lighed?

Mikhailof, der flænge vaklede, gik to Gange
forbi det lille Selſkab af Ariſtokrater; den tredie Gang
tog han ſig ſammen og traadte hen til dem. Sel—
ſkabet beſtod af fire Officerer: Generaladjudanten.
Kalougine, ſom Mikhailof kjendte; Generaladjudant,
Prinds Galitzin, en Ariſtokrat, der endog ſtak Kalou⸗
gine; Oberſt Neferdof, en af de „Hundredetoogtyve“
(ſaaledes kaldte man endeel fine Folk, ſom var gjen⸗
indtraadte i Tjeneſten for at gjøre Felttoget med); og
endelig Ritmeſter. Praskoukine, der ogſaa horte til de
Hundredetoogtyve. Til ſtort Held for Mikhailof var
Kalouguine i fortreffeligt Humeur, — Generalen havde
indladt fig paa en ſerdeles fortrolig Samtale med
ham, og Prinds Galitzin, der var kommen fra Peters⸗
borg, var bleven ſtaaende hos ham; — han fandt
derfor ikke noget Compromitterende i at rekke Capi⸗

344 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

tainen Haanden. Praskoukine kunde ikke bekvemme fig
til at indlade fig herpaa, ſkjondt han ofte traf Mik⸗
hailof paa Baſtionen, mere end en Gang havde drukket
af hans Vin og Brendevin og ſtyldte ham tolv
Rubler fra et Parti Preference. Da han kjendte lidt
til Prinds Galitzin, havde han ikke Lyſt til ligeover⸗
for ham at lade fee, at han ſtod paa en fortrolig Fod
med en Capitain af anden Klasſe i Infanteriet; han
noiedes med en let Hilſen.

Naa, Capitain, ſagde Kalougine, naar ffal vi
igjen til den lille Baſtion? Hußker De, da vi mødte
hinanden i Redouten Schwarz? Det gik varmt til
der, hvad! -

— Ja, det gif vavmt til, ſvarede Mikhailof, idet
han huſkede paa den Nat, da han ved at pasſere
Lobegraven for at komme til Baſtionen havde mødt
Kalougine, der gik og lod ſin Sabel klirre. — Jeg
ſkulde forſt have været der Dagen efter; men vi havde
en ſyg Officeer; og han vilde til at fortælle, hvorledes
han, ſkjondt det ikke var hans Tour at gjore Tjeneſte,
havde anſeet det for ſin Pligt at tilbyde ſig til at
gage i Lieutenant Nepchisſetzkys Sted, fordi Chefen
for ottende Compagni ikke var ganſke raſk, og der kun
var een Fendrik tilbage; men Kalougine lod ham
ikke tale ud.

— Jeg har en Fornemmelſe af, ſagde han,
idet han vendte ſig om mod Prinds Galitzin, at der
vil jfee Noget en af de forſte Dage.

1777

.

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 345

— Men kunde der ikke mulig ffee Noget allerede
idag? ſpurgte Mikhailof frygtſomt, idet han ſtkiftevis
ſaae paa Galitzin og Kalougine.

Ingen ſvarede ham; Prinds Galitzin trak lidt
pan Neſen og ſagde efter et Oiebliks Taushed, idet
han ſage hen over Mikhailofs Hue:

— Der gaaer et Pokkers kjont Pigebarn! —
hende der med det rode Tørklæde! Kjender De hende,
Capitain d

— Det er en Datter af en Matros; hun boer
tæt ved mig, ſvarede denne.

— Lad os ſee nermere paa hende.

Og Prinds Galitzin tog baade Kalougine og
Capitainen under Armen, maaſkee ſikker paa, at han
derved gjorde denne ſidſte en ſtor Glæde; og deri tog
han ikke feil. Mikhailof var overtroiſk, og at tenke
paa Fruentimmer, førend man ſkulde i Ilden, var i
hans Oine en ſtor Synd; men den Dag vilde han
gjerne gage for Libertiner. Hverken Galitzin eller
Kalougine lod ſig genere heraf; den unge Pige med
det rode Tørklæde blev yderſt overraſket, da hun mere
end en Gang havde lagt Meerke til, at Capitainen
rodmede, naar han gik forbi hendes Vindue. Pras⸗
koukine gik bagefter og ſtodte med Albuen til Prinds
Galitzin, medens han kom med adſtillige Bemerk⸗
ninger pan Franſt; men da den ſmalle Allee ikke til⸗
fod dem alle Fire at gage i een Rekke, var han nødt
til at blive bagved og give Armen til Serviaguine,

346 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

en for ſit overordentlige Mod bekjendt Soofficeer, der
var meget forhippet paa at være ſammen med „Ariſto⸗
kraterne.“ Denne tappre Mand ſtak med Glæde fin
hederlige Haand ind under Praskoukines Arm, ſtjondt
han godt vidſte, at denne ikke var en aldeles hederlig
Perſon. Idet han forklarede Prinds Galitzin, hvor—
ledes det kunde gage til, at han ſtod paa en faa for—
trolig Fod med Somanden, hviſkede Praskoukine ham

i Oret, at denne var bekjendt for fit Mod; men Prinds

Galitzin, der Dagen iforveien havde været paa den
fjerde Baſtion og der ſeet en Bombe ſpringe tyve
Skridt fra fig, betragtede fig ſom denne Herres Lige-
mand i Mod; og da han var overbeviſt om, at Ry
for Mod i Almindelighed var overdrevent, tog han
ikke videre Notits af Serviaguine.

Mikhailof var faa ſjeleglad over at pasſere i faa
fint Selſkab, at han reent glemte baade det kjere
Brev, han havde faaet fra F .. „ og de ſorgelige
Betragtninger, der pinte ham hver Gang han begav
fig til Baſtionen. Han blev derfor hos dem, indtil
de tydeligt holdt ham udenfor Samtalen ved at und—
gage hans Blik ſom for at gjøre ham begribeligt, at
nu kunde han gjerne gage fin Vei. Endelig kom de
da af med ham. Men desuagtet var Capitainen af

anden Clasſe faa tilfreds, at han var aldeles lige—

gyldig for den hovne Maade, hvorpaa Fendriken,
Baron Peſth, reiſte ſig og hilſte ham; denne unge
Mand var meget ſtolt, efterat han havde havt fin

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 2 347

forſte Nat i den femte Baſtions Blændering, hvad der
i hans egne Sine var nok til at gjore ham til en Helt.

III.

Neppe var Mikhailof kommen indenfor ſin egen
Dor, for han optoges af ganſke andre Tanker.

Han ſage atter fit lille Kammer, hvor faſtſtampet
Jord maatte være Gulv, fine ffjæve Vinduer, hvor
Papir erſtattede de manglende Ruder, fin gamle Seng,
over hvilken der paa Bæggen var ſaſtſommet et
Tæppe, der foreſtillede en Amazone, de to Tulapi⸗
ſtoler, der hang over Hovedgjerdet; og ved Siden af
en anden uredt Seng med et indiſk Tæppe, der tilb
horte Feendriken, ſom delte Verelſe med ham; han faae
ſin Oppasſer Nikita, der reiſte ſig op fra Gulvet,
hvor han havde fiddet og kloet fit filtrede Haar; han
faae fin gamle Kappe, Stovlerne til at ſkifte med og
Pakken, han ſkulde have med paa Baſtionen om Natten,
et Torklœde, hvorfra der ſtak frem et Stykke Oſt og
Halſen af en Flaſke med Brendevin. Pludſelig kom
han til at tenke paa, at han om Natten ſkulde fore
ſit Compagni til Kaſematterne.

— Jeg bliver dræbt, det er ſikkert nok, ſagde
han ved ſig ſelv, jeg kan føle det; og det faa meget
mere ſom jeg ſelv har tilbudt mig, og den, der til⸗
byder. fig, kan altid være vis paa at blive dræbt. Og
hvad feiler da egentlig den fordømte Nepchisſetzky?

348 ; Scener af Sebaftopols Beleiring.

Hvem veed. — maaſkee er han aldeles ikke ſyg! Og
for hans Skyld ffal nu en Mand blive dræbt; han
bliver ſikkert nok dræbt! Men bliver jeg ikke dræbt,
kommer jeg paa Avancementsliſten. Jeg kunde fee, at
Oberſten ſyntes godt om det, da jeg bad om at
maatte træde i Nepchisſetztys Sted, hvis han var
ſyg. Bliver jeg ikke Major, jaa fager jeg ialfald
Vladimirkorſet, det er da ſikkert nok! Det er trettende
Gang, jeg gaaer til Baſtionen. 13, det er et ſtygt
Tal; jeg bliver dræbt, det er ſikkert nok, jeg kan føle
det! Men Nogen maatte jo dog gage derhen! Com—
pägniet kan ikke gage derhen under en Fendrik, og
ffete der en Ulykke, gjaldt det Regimentets re,
Herens Wre. Det var min Pligt at gane derhen ...
ja, en hellig Pligt! Men jeg har nu mine Anelſer ...

Capitainen glemte, at han mere eller mindre
ſterkt havde havt de ſamme Anelſer, hver Gang
han var gaaet til Baſtionen, og han vidſte ikke, at
Alle, der ſtulle i Ilden, altid have den ſamme Folelſe
om end i forſtjellig Grad. Da Pligtfolelſen, der var
ſterkt udviklet hos ham, havde beroliget ham, fatte
han fig ved fit Bord og fkrev et Afſtedsbrev til fin
Fader; da Brevet ti Minuter efter var færdigt, ſtod
han op med Sinene fugtige af Taarer og begyndte at
flæde fig om, medens han i fit ſtille Sind gjentog.
alle de Bonner, han kunde udenad. Hans Oppasſer,
en mere end halvt fuld Klodrian, hjalp ham med at
tage den nye Uniformsfrakke paa, da den gamle, ſom

Scener af Sebaftopols Beleiring. 349

han i Almindelighed gik med paa Baſtionen, ikke var
iſtand.

— Hvorfor er Uniformen ikke iſtand? Du duer
da heller ikke til Andet end til at ſove, dit Fe!

— Sove! brummede Nikita; naar man hele Dagen'
igjennem lober ſom en Hund, faa ſkulde man ikke have
Lov til at ſove? i

— Nu er Du jo igjen fuld, kan jeg fee.

— Det er ikke Deres Penge, jeg har drukket for;
hvorfor bebreider De mig det ſaa?

— Hold Mund, Fa, raabte Capitainen, der var
lige ved at flane fin Oppasſer. — Nervos og urolig, .
ſom han allerede var, tabte han Taalmodigheden over
Nikitas Frakhed; alligevel holdt han meget af Manden,
han forkjcelede ham endog og havde havt ham om fig
i tolv Aar.

— Fa! Fæ! gjentog Oppasſeren, hvorfor ffjælder
De mig ud? Og det i ſaadant et Sieblik! Det. er
ikke vigtigt at ffjælde mig ud.

Mikhailof tænfte paa Stedet, hvor han fkulde
hen, og ſkammede fig:

ern Helgen kunde tabe Taalmodigheden over
Dig, Nikita, ſagde han i en blidere Tone. Lad
det Brev her, ſom er adresſeret til min Fader, blive
liggende paa Bordet ... ror det ikke, tilfoiede han
rodmende. 74

— Godt! ſagde Nikita, der blev blodere under
Paavirkningen af Vinen, han, efter hvad han ſagde, ;

350 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

havde drukket for ſine egne Penge, og blinkede grede—
færdig med Oinene.

Og da Capitainen, idet han gik, raabte til ham:
„Farvel, Nikita!“ braſt han i en voldſom Graad, greb
Jin Herres Haand og kysſede den ſnoftende, idet han
gjentog: „Farvel, gode Herre!“ En gammel Matros—
kone, der ſtod i Gadedoren, maatte naturligviis ogſaa
tage Deel i den rorende Scene.

— Og maaſkee bliver jeg kun ſaaret, tænfte Capi-
tainen ved Nattens Frembrud, da han nærmede fig
Baſtionen i Spidſen for fit Compagni. Men hvor?
Her eller der? — Han lagde ſtiftevis Fingren paa
Bryſtet og paa Maven. — Naar det endda kun blev
her, tænkte han og pegede pad det Overſte af Laaret,

og hvis Kuglen vilde gage udenom Benet! Men er

det en Sprengkugle, fan er det forbi!

Mikhailof naaede lykkeligt til Kaſematterne ved
at folge Lobegravene; i fuldſtendigt Morke ſatte han,
underſtottet af en Ingenieurofficeer, ſine Folk i Arbeide;
derpaa ſatte han fig i et Hul i Le af Bryſtverrnet.
Der blev kun ſjelden ſkudt; engang imellem glimtede
et Lyn, ſnart hos os, ſnart hos „ham“, og Bombens
brændendej Feengror beſkrev en Ildbue paa den morke,
ſtjernebeſatte Himmel; men Projektilerne faldt meget
langt borte, bagved eller tilhoire for det Ly, Capi⸗
tainen havde ffaffet. fig. Han ſpiſte et Stykke Oſt,
drak nogle Draaber Brendevin, tændte fig en Cigaret,
holdt Bon og ſogte at falde iſovn.

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 351

VI.

Prinds Galitzin, Oberſtlieutenant Neferdof og
Praskoukine, — ſom Ingen havde indbudt og Ingen
talte til, men ſom ligegodt fulgte med, forlod Boule—
varden for at drikke The hos Kalougine.

— Lad os fan høre. Enden pan Hiſtorien om
Vaſka Mendel, ſagde Kalougine. Han havde taget
fin Kappe af, han fad ved Vinduet i en magelig
Leneſtol og knappede Flippen op paa fin omhyggeligt
ſtrogne Skjorte af fint hollandſk Lærred: — Hvor⸗
ledes blev han gift igjen?

— Det er en ubetalelig Hiſtorie, kan jeg foͤr⸗
ſiktre! Der var en Tid, man ikke talte om Andet i
Petersborg, ſvarede Prinds Galitzin leende. — Han
forlod Claveret, han havde ſiddet ved, og traadte hen
til Vinduet. — Übetalelig! Jeg fjender alle de nær-
mere Omſteendigheder ...

Og livligt, paa en aandrig og morſom Maade,
gav han fig til at fortælle en Kjerlighedshiſtorie, ſom
vi ville forbigage i Taushed, da den ikke frembød
nogen ſerlig Interesſe. Hvad der meget overraffede
hos alle disſe Herrer, ſom ſad den ene i Vinduet,
den anden ved Claveret, den tredie paa et Bord med
Benene over kors, var, at de ſyntes at vere helt
andre Menneſker end et DOieblik iforveien paa Boule⸗
varden. Ikke Spor af Opbleſthed eller af den latter⸗
lige Affektation ligeoverfor Infanteriofficererne; her,

352 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

imellem ſig ſelv viſte de ſig, ſom de virkelig vare:
flinke og muntre Menneſker; Samtalen dreiede ſig om
deres Kammerater og deres Bekjendte i Peters—
borg. 5

— Og Masloyſky?

— Hvem af dem? Uhlanen eller Heſtgarderen?

— Jeg kjender dem begge to. J min Tid var
Heſtgarderen ikke andet end en Dreng, der lige var
kommen ud af Skolen. Og den Wldſte, er han bleven
Capitain?

— Ja, for længe ſiden.

— Lever han ſtadig ſammen med fin Bohmer—
inde?

— Nei, hende har han forladt .. . — Og i den
Tone fortſattes Samtalen.

Prinds Galitzin ſang ganſke fortrinligt en Zigeuner⸗
ſang, hvortil han akkompagnerede ſig ſelv. Praskoukine
ſang anden Stemme, uden at Nogen havde anmodet
ham derom, men han gjorde det faa godt, at man
bad ham om at fynge engang til, hvorover han var
aldeles henrykt. å

En Tjener bragte pan en. Sølvbatfe The, Fløde
og Smaakager.

Byd Prindſen, ſagde Kalougine til ham.

— Er det ikke underligt at tenke fig, ſagde
Galitzin, idet han drak fit Glas The henne ved Vin⸗
duet, at vi ere her i en beleiret By, og at vi har

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 353

baade et Claveer og The med Flode, og det i en
Leilighed, ſom jeg vilde være glad ved at beboe i
Petersborg?

— Havde vi ikke det, ſagde den gamle Oberſt⸗
lieutenant, der altid var misfornsoiet, vilde Tilverelſen
ogſaa være utaalelig. Denne evige Venten paa Noget ...
hver Dag fee Folk blive dreebte ... leve i Snapſet.
uden den mindſte Comfort ..

— Og vore Infanteriofficerer, afbrod Kalougine
ham, de, der leve paa Baſtionerne ſammen med
Soldaterne, ſom dele Suppen med dem i Forſkands⸗
ningerne . . . hvorledes har de det da?

— Hvorledes de har det? ... Ganſke viſt
ffifte de ikke Skjorte i ti Dage; men det er mageloſe
Menneſker, ſande Helte!

Netop i dette Oieblik traadte en Infanteriofficeer
ind i Stuen.

— Jeg .. jeg har faaet Ordre ... til at
gage til Generalen .., til Hs. Excellence, fra
General N. . . ſagde han med en geneert Hilſen.

Kalougine reiſte ſig og bad ham, uden at beſvare
hans Hilſen eller byde ham en Stol, med ſaarende
Hoflighed og et officielt Smil om at vente; derpaa
fortſatte han pan Franſk Samtalen med Galitzin, uden
at tage mindſte Henſyn til den ſtakkels Officeer, der
ſtod midt i Verelſet og ikke vidſte, hvor han ſkulde

gjore af ſig ſelv.
23

354 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

— Det er en Sag af Vigtighed, ſagde endelig
Infanteriofficeren eſter et Minuts Taushed.

— Naar det er Tilfældet, vil De faa folge med
mig. — Kalougine tog fin Kappe paa og gik ud af
Doren. Et Oieblik eſter kom han tilbage fra Gene—
ralen. — Naa, mine Herrer, inat troer jeg, det vil
komme til at gage varmt til.

— Jaſaa ... et Udfald? ſpurgte Alle paa
engang. i

— Jeg veed ikke, De vil ſelv fage det at ſee!
ſvarede han med et gaadefuldt Smil.

— Min Chef er paa Baſtionen, ſaa maa jeg
altſaa derhen, ſagde Praskoukine, idet han tog fin
Sabel paa.

Ingen ſvarede ham; han maatte bedſt vide, hvad
han havde at gjøre.

Praskoukine og Neferdof gik til deres Poſt.
„Farvel, mine Herrer, paa Gjenſyn; vi ſees inat,“
raabte Kalougine efter dem igjennem Vinduet, medens
de red afſted i ſkarpt Trav, boiede frem over Sadel⸗
buen paa deres Koſakſadler; Lyden af Heſtenes Hov⸗
flag tabte fig hurtigt i den morke Gade.

— Hor, ſiig mig, ſtulde det virkelig blive til
Noget inat? ſagde Galitzin, der ved Siden af Kalou—
gine laa i Vinduet, hvorfra de ſage paa Bomberne,
der kom farende over Baſtionerne.

— Dig kan jeg jo gjerne ſige det. Du har jo
været pan Baſtionerne? — Skjondt Galitzin kun

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 355

havde været der en eneſte Gang, nikkede han dog
bekreftende. — Nuvel! ligeoverfor vor Lunette var
der en Lobegrav ... Og Kalougine, der ikke var
Specialiſt, men dog var fuldt og faſt overbeviiſt om
Rigtigheden af fine militaire Jagttagelſer, gav fig til
paa en forvirret Maade og med forkerte fortifikatoriſte
Udtryk at forklare vore Verkers Tilſtand, Fjendens
Dispoſitioner og Planen for det Udfald, der tilſigtedes.

— Aa! man begynder at fkyde ſterkere paa
Baſtionerne; kommer den fra os eller fra ham ...
den, ſom ſpringer der? Og de to Officerer, ſom lage
i Vinduet, fulgte med Oinene Ildlinierne, ſom Bomberne
beffrev, idet de krydſede hinanden i Luften, den hvide
Krudtrog, Lynene, der gik forud for hvert Knald og
i et Sekund oplyſte den morke Himmel; de horte
efter Kanonaden, der ſtadig blev ſteerkere,

— Et pregtigt Syn! udbrod Kalougine, idet
han gjorde fin Gjeſt opmerkſom paa det virkelig
ſtjonne Skueſpil. Veed Du vel, undertiden kan man
ikke ſtjelne en Stjerne fra en Bombe!

— Ja, det er ganſte fandt, der tog jeg netop
en for en Stjerne; men nu ſynker den ... fee, den
ſpringer! Og den ſtore Stjerne dernede . .. hvad
hedder den? Man ſtulde tro, den var en Bombe!

— Jeg er fan vant dertil, at en ſtjerneklar
Himmel vil forekomme mig beſat med Bomber, naar
jeg kommer tilbage til Rusland! Man venner ſig ſaa
godt dertil!

23 *

356 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

— Burde ieg ikke tage Deel i. dette Udfald?
udbrød Prinds Galitzin efter et Ophold.

— Det var ogſaa en Idee, Kjcre! Tank ikke
paa det, jeg lader Dig ikke gaae, Du kan faae Tid
Nok i

Er det din alvorlige Mening? Du ſynes, at jeg
Mal ikke gane med?

J dette Oieblil horte man en frygtelig Geverilds
Knittren: tuſinde ſmaa Flammer glimtede over hele
Linien. ;

— Nu gaaaer det rigtig los ... ſagde Kalou⸗
gine; jeg kan ikke med koldt Blod høre Lyden af
denne Geveerild, den gaaer mig lige til Hjertet! Nu
raabe de Hurra! tilfoiede han, idet han lyttede efter
Baſtionerne, hvorfra man horte de fjerne og lang—
trukne Raab fra Tuſinder af Stemmer.

— Hvem er det, der raaber: Hurra? Er det
dem eller os? 3

— Jeg veed det ikke; men man ſlages med blanke
Vaaben, det er ſikkert nok, da Geverilden tager af.

En Officeer ſulgt af en Koſak kom i Galop ridende
hen under deres Vindue og ſprang af Heſten.

— Hvorfra kommer De?

— Fra Baſtionen ... jeg ſkal tale med Generalen.

— Godt. Hvad er der paafcerde? ... lad høre.

— De have angrebet og beſat Logementerne ...
Franſkmendene have ladet deres Reſerver rykke frem...
Vore ere blevne angrebne ... og der var kun to

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 357

Batailloner, ſagde Officeren aldeles forpuſtet. — Det
var den ſamme, der havde været der om Aftenen;
men denne Gang gik han med ſikker Holdning hen
imod Doren.

— Man traf jig atſaa tilbage? ſpurgte Galitzin.

— Nei, ſvarede Officeren i en mut Tone, en
Bataillon kom i rette Tid ... Man drev dem til
bage; men Regimentschefen faldt og ligeledes mange
af Officererne ... Man forlanger Forſteertning. —
Med disſe Ord gik han med Kalougine ind til
Generalen, hvorhen vi ikke ville folge ham.

Fem Minuter efter var Kalougine paa Veien
til Baſtionen paa en Heſt, ſom han red å la Koſak,
en Maade at ride paa, ſom Adjudanter altid ſynes
at finde overordentligt Behag i; han var Overbringer
af visſe Ordrer og maatte derfor afvente det endelige
Reſultat af Affairen. Og Prinds Galitzin, der var i
den pinligſte Sindsbevegelſe, ſom visſe Tegn paa en
Kamp, der er i fin Begyndelſe, i Almindelighed frem⸗
kalde hos den ledige Tilſkuer, gik haſtig ud paa Gaden
for at drive frem og tilbage der uden Maal.

55

Soldaterne bar de Saarede bort paa Baarer og
holdt andre under Armene; det var blevet ganffe
morkt i Gaden; hiſt og her ſkinnede Lys ud fra et
Hoſpitals Vinduer eller fra en Leil ighed, hvor en

358 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

Officeer fad oppe. Fra Baſtionerne hørtes uafbrudt
Larmen af Kanonaden og Geverilden, og de ſamme
Ildſtriber vifte fig paa den morke Himmel. Af og til
horte man en Ordonnants's Galop, en Saarets Jamren,
Ambulanceſoldaternes Skridt og Stemmer, Udraabene 5
fra de forſkreekkede Fruentimmer, der ſtode i Gade⸗
dorene og kiggede efter Kanonaden.

Blandt disſe treffe vi vor gode Bekjendt Nikita.

— Hvor er vel min Herre, hvor kan han nu
være? ſukkede Nikita, der endnu var omtaaget og trak
paa Ordene. — Hvor jeg dog holder af den Herre,
det er ikke til at ſige! Hvis man, hvad Gud forbyde,
begaaer den Synd at dræbe ham, faa forſikkrer jeg
Dem, gode Tante. at jeg ikke tor ſvare for, hvad jeg
gjør! .. Ja, han er rigtignok en god Herre ..
aldrig hører jeg et ondt Ord af ham ... Tro ikke, at
jeg vilde bytte ham bort mod dem, der nu ſpille Kort
derinde, fy for en Ulykke! endte Nikita og pegede paa
Capitainens Verelſe, hvor Junker Pvatchasky havde
faaet nogle Fendriker med til et ordentligt Gilde i
Anledning af, at han havde erholdt Korſet.

— Nei, ſee dog alle de Stjerneſkud! raabte den
Lille, idet hun brod Tausheden, der var fulgt paa
Nikitas Tale. See der, nu falder der igjen en! Lad
mig høre, lille Moder, hvad ffal det til?

— De ville ødelægge vor Hytte, ſagde den Gamle
ſukkende og uden at ſvare hende.

Scener af Sebaſtopols Beleriing. 359

— Idag, vedblev den lille Sladderhank med
ſyngende Stemme, idag ſaage jeg i Onkels Kammer,
lige ved Skabet, en umaadelig ſtor Kugle; den var
gaaet igjennem Taget og var falden ued i Stuen;
den er ſaa ſtor, at man ikke fan løfte den op.

— De, der havde Mænd og Penge, ere flygtede,
ſagde den gamle Kone, jeg har kun en Hytte, og den
ødelægge de! See nu der, fee nu, hvor de ſkyde, de
Slyngler! ... Du gode Gud!

— Og ig vi gif nd af Onkels Hus, vedblev
Barnet, kom en Bombe farende og ſprang, og den
kaſtede Jorden hen til alle Sider; en lille Stump var lige
ved at treffe os!

VI.

Prinds Galitzin mødte ſtadigt fleer og fleer
Saarede, ſom bleve transporterede pan Baarer, og
Andre, ſom flæbte fig afſted og talte hoiroſtet.

— Da de faldt over os, ſagde med en dyb
Basſtemme en ſpertbygget Soldat, der bar to Geverer
paa Skuldrene, — da de faldt over os under Raabet:
„Allah! Allah!“ drev de hinanden frem. De Forſte
Dræbte vi; men der kom Andre klattrende op bagefter
dem. Saa var der ikke Noget at gjore, ikke det
Mindſte!

— Du kommer fra Baſtionen? ſpurgte Galitzin
Soldaten.

360 Scener af Sebaftopols Beleiring.

— Ja, Deres Hoivelbaarenhed!

— Nu! hvad er der da pasſeret? Fortæl.

— Det, der er pasſeret ... ja, Deres Hoi⸗
velbaarenhed ... hele hans Styrke omringede os ..
de klattrede over Bryſtvernet ... de fik Overtaget,
Deres Hoivelbaarenhed!

— Overtaget? Men J drev dem jo tilbage?

— Aa ja, det gjorde vi! Men hele hans Styrke
faldt igjen over os! Saa dræbte de alle Vore, og
der kom ingen Hjælp!

Soldaten tog feil, thi det var os, der beholdt
Lobegraven.

— Det blev dog meldt mig, at J drev dem til—
bage, vedblev Galitzin gnaven; — det var maaſkee
efter at Du var gaaet? Er det længe ſiden, Du gik
derfra?

— Kun et Oieblik, Deres Hoivelbaarenhed;

— Skamme J Eder ikke? Forlade Lobegraven,
det er jo oprorende! ſagde Galitzin oprort over
Mandens Ligegyldighed.

— Ja, hvad ffulde vi gjøre mod Overmagten?

— Men Deres Hoivelbaarenhed, ſagde nu en
Soldat, ſom laa paa en Baare, vi vare jo nødte til
at forlade den, naar vi Alleſammen blev ſlaagede ihjel!
Ja, havde vi havt Overmagten, ſkulde vi aldrig have
forladt den! Men hvad ffulde vi nu gjøre? Jeg
havde netop ſtodt En ned, da jeg ſelv blev truffen ...
Lidt jagte, Brødre, lidt ſagte! ſtonnede den Saarede.

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 361

— Men der kommer jo altfor mange Folk tilbage
derfra, ſagde Galitzin, idet han igien ſtoppede den
høie Soldat med de to Geværer. Hvor ſtal Du nu
hen? Holdt!

Soldaten adlod og tog Huen af med venſtre
Haand.

— Hvor vil Du hen? ſagde Prindſen ſtrengt,
og hvem har tilladt Din Slyng ... Men da han
kom nærmere til, ſaae han, at Soldatens hoire Arm
var aldeles blodig.

— Jeg er ſaaret, Deres Hoivelbaarenhed.

— Saaret? Hvor?

— Her, af en Kugle, — og Soldaten pegede
paa ſin Arm, — men det deroppe veed jeg ikke, hvem
der har givet mig; han boiede Hovedet og lod ham
ſee, at Haaret pan Baghovedet var Kannen af
ſtorknet Blod.

— Og Geværet der, hvis er det?

— Det er en franſk Karabin, Deres Hoivel⸗
baarenhed, jeg har taget den op. Jeg vilde ellers
ikke være kommen tilbage; men jeg maatte hjælpe den
lille Soldat der, han kan let falde; — og Manden
pegede paa en Infanteriſt, der gik nogle Skridt foran
dem, ſtottende ſig til ſin Bosſe og haltende ſterkt paa
det venſtre Ben.

Prinds Galitzin ſkammede fig dybt over fin
uretfærdige Mistanke, og da han følte, at han blev

362 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

rod, vendte han fig bort, og uden yderlig at udſporge
eller ſtandſe de Saarede, gik han hen til Ambulancen.

Idet han med Beſper banede fig Vei til Ind—
gangen imellem Soldaterne, Baarerne og Ambulance—
ſoldaterne, der kom med Saarede og kom ud igjen
med Døde, trængte Galitzin ind i det forreſte Verelſe,
ſaae fig haſtigt om, veg uvilkaarligt tilbage og ſtyrtede
ud paa Gaden: hvad han havde feet, var altfor
ſkrœkkeligt!

VII.

Den ſtore, høie og morke Sal, der kun blev
belyſt af fire eller fem Voxlys, ſom Lægerne forte
med fig, naar de underſogte de Saarede, var bog—
ſtaveligt talt propfuld af Folk. Ambulanceſoldaterne
bragte uophorligt Saarede ind og lagde dem ved Siden
af hinanden paa Gulvet; der var en ſaadan Trengſel,
at Staklerne ſtodte til hinanden og lage i deres Naboers
Blod. En forvirret Blanding af Suk, Stonnen og
Rallen, der afbrodes af gjennemtreengende Skrig.
„Soſtre,“ gik ſagte omkring imellem de blodige Kapper
og Skjorter, undertiden ſkrevede de hen over de
Saarede med Mediein, Vand, Bandager og Charpi.
Lægerne lage med opſmogede Wrmer paa Kne foran
de Saarede, underſogte og ſonderede ved Skjeret af
Lygterne, ſom deres Medhjelpere holdt, Saarene trods
de Lidendes forfærdelige Skrig og Bonner.

— Ivan Logoief, Fuſilier ved 3. Compagni af
Regimentet C. .., fractura femoris complicata!
raabte fra den anden Ende af Salen en Chirurg, der
underſogte et knuſt Been. Vend ham om!

— Aa! aa! gode Fedre! ſtonnede Soldaten,
tiggende om at maatte ligge i Fred.

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 363

— Perforatio capitis. Simon Neferdof, Oberſt⸗
lieutenant ved Infanteriregimentet N... De maa
have lidt Taalmodighed, Oberſt, det er mig ikke
muligt .. . jeg bliver nødt til at lade Dem ligge her,
ſagde en Tredie, idet han med en Slags Tang rodede
om i den ulykkelige Officeers Hoved. i

— J Himilens Navn! gjør dog en Ende paa det!

— Perforatio pectoris. Sebaſtian Sereda, In⸗
fanteriſt ... ved hvilket Regiment? Aa, det er for⸗
reſten overflødigt, ſkriv ham ikke ind: Moritur. For
ham bort! tilfoiede Legen, idet han fjernede ſig fra
den Doende, ſom med fordreiede Sine allerede rallede.

Omtrent fyrgetyve Ambulanceſoldater ventede
udenfor Doren: de Levende bleve baarne til Hoſpitalet,
de Dode til Kapellet. De ventede i Taushed, og
undertiden undſlap et Suk dem, medens de ſtod og
jane pan dette ſorgelige Skueſpil.

VIII.

Kalougine mødte mange Saarede, pan Veien hen
til Baſtionen. Da han af Erfaring kjendte, hvor
nedtrykkende dette Syn virker paa den Mand, der ſelv
ſkal i Ilden, ſtandſede han dem ikke alene ikke for at
ſporge dem ud; men han gjorde fig endog Umage for
aldeles ikke at lægge Merke til, hvem han mødte.
Ved Foden af Klippen krydſede han en Ordonnants⸗
ofſiceer, der med ſlappe Toiler kom ridende fra Baſtionen.
— Zobkine, Zobkine, hør et Sieblik!

— Hvad er der?

— Hvorfra kommer De?

— Fra Logementerne. j

— Naa, Hvorledes ſtaaer det til der? Gager
det varmt til?

364 Scener af Sebaftopols Beleiring.

— Rædjomt! 5

Og Officeren galoperede videre. Geverilden
ſyntes at være i Aftagende! til Gjengjeeld var Kano—
naden igjen begyndt med fornyet Kraft.

Hm! det er en ſtyg Affaire! tenkte Kalougine.
Han hapde en ikke let forklarlig, men ubehagelig
Fornemmelſe; han favde endog en Forudfolelſe, det
vil ſige en meget almindelig Tanke ... Tanken om
Doden.

Kalougine var en egenfjærlig Mand og havde
Nerver ſom Staal; han var kort ſagt, hvad man i
Almindelighed falder en modig Mand. Han gav ikke
efter for dette forſte Indtryk, men oplivede ſit Mod
ved at tenke paa en Hiſtorie om en af Napoleons
Adjudanter, der kom tilbage til ſin Herre med blodigt
Hoved, efter ſkyndſomſt at have beſorget en Ordre.

— De er ſaaret? ſpurgte Keiſeren ham. —
Undſkyld, Sire, jeg er død, ſvarede Adjudanten. —
Og han faldt af Heſten og udaandede pan Stedet.

Denne Anekdote ſyntes han godt om; idet han i
Fantaſien ſatte ſig i Adjudautens Sted, ſporede han
ſin Heſt, antog en endnu mere „koſakkiſk“ Holdning,
ſage ſig tilbage efter den Rytter, der ledſagede ham,
og kom ſaaledes til det Sted, hvor man ſkulde ftaae
af Heſten. Der traf han fire Soldater, der ſad paa
nogle Stene og røg af deres Piber.

— Hvad gjør J her? raabte han til dem.

— Vi har baaret en Saaret bort, Deres Hoi—
velbaarenhed, og nu hvile vi os, ſagde den Ene af
dem, idet han ſtjulte Piben bag fin Ryg og tog Huen af.

— Jaſaa, J hviler Jer! Afſted til Eders Poſt!

Han ſatte ſig i Spidſen for dem og fulgte Lobe⸗
graven, hvor han ved hvert Skridt mødte Saarede.
Da han var kommen op paa Plateauet, dreiede han
til Venſtre og befandt, ſig efter at have gaget nogle

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 365

Skridt, ganſke ene. En Bombe foer hvislende forbi
ham og ſprang nede i Lobegraven; en Granat, der
kom tilſyne oppe i Luften, faae ud, ſom om den vilde
flyve lige mod hans Bryſt; pludſelig blev han over⸗
vældet af Skrek, ſtyrtede nogle Skridt frem og kaſtede
ſig ned pan Jorden; da Granaten var ſprungen
temmelig langt borte, blev han aldeles raſende paa
ſig ſelv og ſprang op; han ſage fig om, for at opdage
om muligt Nogen ffulde have feet ham ligge paa Jorden;
der var Ingen.

Naar forſt Frygten har bemægtiget fig En, viger
den ikte let for nogen anden Folelſe. Han, ſom ellers
roſte ſig af, at han aldrig bukkede Hovedet, ſtyrtede
nu med haſtige Skridt og neſten paa alle Fire igjen⸗
nem Lobegraven. — Af! det er et ſlemt Tegn! tenkte
han, da hans Fod ſnublede, jeg bliver dræbt, det er
ſikkert nok! — Han havde ondt ved at træffe Veiret,
Sveden haglede ned over ham, og han undrede ſig
derover, uden at gjore den mindſte Anſtrengelſe for
at betvinge fin Frygt. Pludſelig tog han fig ſammen
ved Lyden af Skridt, der nærmede fig, han loftede
Hovedet, klirrede med Sablen og gik langſommere.
Han mødte en Ingenieurofficeer og en Matros; den
forſte raabte til ham: „Kaſt dem ned!“ idet han
pegede paa et lyſende Punkt — en Bombe, der
nærmede fig med voxende Haſtighed; Projektilet ſlog
ned ved Siden af Lobegraven; ved Officerens Raab
ſendte Kalougine ham uvilkaarlig en flygtig Hilſen
og gik derpaa videre uden at blinke med Øinene.

— Det var en raſt Karl! ſagde Matroſen, ſom
koldblodigt fane Bomben falde; — hans øvede Blik
havde beregnet, at de ſprengte Stykker ikke vilde falde
i Lobegravene; — han vilde ikke bukke ſig!

For at komme til Baſtionscommandeurens blen⸗
derede Le fulde Kalougine endnu kun over et

366 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

aabent Sted, da han atter folte ſig greben af en
taabelig Angſt; hans Hjerte bankede voldſomt, Blodet
ſteg ham til Hovedet, og det var kun ved en over—
ordentlig Kraftanſtrengelſe, at han i Lob naaede Til-
flugtsſtedet.

— Hvorfor er De faa forpuſtet? ſpurgte Gene—
ralen ham, da han havde afleveret fin Ordre.

— Jeg har gaaet meget hurtigt, Deres Excellence.

— Maa jeg byde Dem et Glas Vin?

Kalougine drak et ſtort Glas og tendte en Ci⸗
garet. Skjermydslen var forbi; men fra begge Sider
fortſattes den ſterke Kanonade. J „Blenderingen“
opholdt ſig Baſtionscommandanten og nogle Officerer,
blandt hvilke Praskoukine; de talte om de nærmere
Omſtendigheder ved Affairen. Tilflugtsſtedet var ta⸗
petſeret med morkeblaat Papir, meubleret med en Sofa,
en Seng og et Bord, der var fuldt af Papirer,
forreſten hang der et Stueuhr pan Væggen, og et
Helgenbillede, over en lille Lampe. J dette hyggelige
lille Verelſe betragtede Kalougine alle disſe Tegn
paa et roligt Liv; han maalte med Blikket de fvære
Loftbjelker, der vel kunde være en Arſchin tykke, og
han lyttede efter Kanonaden, der dempedes af Blen—
deringen, og kunde aldeles ikke begribe, at han to
Gange havde kunnet lade fig overvælde af Frygt.

En Soofficeer med et ſtort Overſkjceg og St.
Georgskorſet paa fin Stabsmajorskappe kom i dette
Dieblik for at bede Generalen om at fane nogle Ar⸗
beidere til at iſtandſcette to Skydeſkaar i Batteriet,
der vare blevne fyldte med Jord. — Det glæder mig
ret at treffe dem, Capitain, ſagde Kalougine til den
Nyankomne; Generalen har paalagt mig at ſporge
Dem, om Deres Kanoner kunne ſkyde med Kardettker
paa Lobegravene.

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 367

— Kun den ene af dem ... ſparede Capitainen
i en gnaven Tone.

— Lad os gage hen og underſoge dem!

Officeren rynkede Ojenbrynene og brummede:

— Jeg har været hele Natten dernede og vil
nu gjerne have lidt Fred! Kan De ilke gane alene
derhen? De treffer der min Neſtkommanderende,
Lieutenant Kartz, ſom vil viſe Dem Alt.

Capitainen havde i et halvt Aar commanderet det
ſamme Batteri, der var et af de meſt udſatte; ſiden
Beleiringens Begyndelſe og paa en Tid, da der ingen
blenderede Tilflugtſteder vare opførte, havde han ikke
forladt Baſtionen. Han gik for at vere en af de
modigſte af alle Soofficererne; derfor overraſkede ogſaa
hans Afſlag Kalougine i hoi Grad.

— Saaledes er det med disſe Beromtheder!
tenkte han. — Naa, faa gaar jeg. alene med Deres
Tilladelſe! tilføjede han ganſke høit i en ſpottende
Tone, ſom Officeren ikke tog Notits af.

Kalougine glemte, at denne Mand havde levet i
et halvt Aar paa Baſtionen, medens han ſelv hoit
regnet ialt kun havde tilbragt et halvthundrede Timer
der. Forfengeligheden, Trangen til at glimre, faae
en Belonning, gjøre fig bemerket, endog Nydelſen ved
Faren anſporede endnu ham, medens Capitainen var
bleven ligegyldig for det gele! Ogſaga denne havde
paraderet, aflagt Beviſer paa Mod, vovet Livet til
ingen Nytte, haabet pan og modtaget Velonning,
hævdet fit Ry for at være en tapper Officeer; men nu
havde disſe ſtimulerende Midler tabt deres Magt
over ham, og han ſaae Sagerne i et andet Lys; da
han meget godt indſaae, at han nu kun hapde ringe
Chance for at undgaage Døden, vilde han efter et
halvt Aars Ophold paa Baſtionerne ikke udfætte ſig
mere end nodvendigt, men kun ſtrengt gjore ſin Pligt,

368 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

faa at den unge Lieutenant, der kun havde været en
Ugestid ved Batteriet, og Kalogine, hvem Lieute-
nanten preſenterede det i alle Enkeltheder, tilſyne—
ladende vare ti Gange faa modige Mænd ſom Capi-
tainen. De opildnede gjenſidigt hinanden, boiede fig
ud over Skydeſkaarene og beſteg Bryftværnet.

Da dette Beſog var overſtaaget og juſt ſom han
vendte tilbage til Blenderingen, ſtodte Kalougine i
Morket paa Generalen, der fulgt af ſine Ordonnants⸗
officerer var paa Veien til Udkigspoſten.

— Capitain Praskoukine, befalede Generalen, er
De faa god at gage med til Logementerne tilhoire;
De vil der træffe M. .. Regimentets anden Bataillon,
ſom arbeider der; ſiig, at den ffal holde op med Ar⸗
beidet, træffe fig tilbage uden Stoi og flutte fig til
fit Regiment i Reſerven ved Foden af Bjerget: De
forſtaaer mig vel? Viis den ſelv Vei til Regimentet.

— Jeg gaaer, ſvarede Praskoukine, der haſtig
fjernede ſig.

Kanonaden var i Aftagende.

IX.

— Er det anden Bataillon af Regimentet M. . 2
ſpurgte Praskoukine en Soldat, der bar Sætte fyldte
med Jord. .

— Ja.

— Hvor er Chefen?

Mikhailof, der antog, at der blev ſpurgt efter
Compagnichefen, kom ud fra fit Hul, lagde Haanden
til Huen og gik hen til Praskoukine, ſom han antog
for en hoiereſtaaende Officeer.

— Generalen befaler Dem ... De ſkal ... ſtrax
træffe Dem tilbage .. . og fremfor Alt uden Stoi .
tilbage, det vil ſige henimod Reſerven, ſagde Pras⸗

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 3869

koukine til ham, idet han ffjævede i Retning af den
fjendtlige Ild.

Da han havde gjenkjendt fin Kammerat og fat
ſig ind i Sagen, tog Mikhailof Haanden fra Huen og
lod Ordren gage videre til Soldaterne, der tog deres
Geverer, flog Hetterne op og marcherede afſted.

Den, der ikke har provet det, gjor ſig ikke Begreb
om, hvilken Nydelſe det er for en Mand, efter et tre
Timers Bombardement, at kunne fjerne! fig: fra et faa
farligt Sted ſom Logementerne. J Lobet af disſe
tre Timer havde Mikhailof, der ikke uden Grund
fænfte paa Døden ſom paa noget Uundgageligt, havt
god Tid til at vænne fig til deu Tanke, at han ufeil⸗
barligt vilde blive dræbt, og at han ikke mere hørte
til de Levendes Verden. Desuagtet "maatte han tage
ſig ordentlig ſammen for at lade vere at lobe, da
han i Spidſen for ſit Compagni og ved Siden af
Praskoukine forlod Logementerne.

— Paa Gjenſyn! lykkelig Reiſe! raabte Majoren,
ſom commanderede den Bataillon, der blev tilbage i
Logementerne. — Mikhailof havde deelt fin Oſt med
ham, medens de begge fad i Hullet i Ly af Bryſt⸗
veœrnet.

— Ogſaa Dem ønffer jeg alt Held! Det fore⸗
kommer mig, at det bliver roligere.

Men neppe havde han jagt disſe Ord, for Fjenden,
der formodentlig havde lagt Merke til Bevegelſen,
fordoblede ſin Ild; Vore ſvarede ham, og Kanonaden
blev atter voldſom. Stjernerne ſkinnede, men uden
Glands, Natten var mørk; kun Skuddene og Grana⸗
ternes. Sprengning belyſte i enkelte Sieblikke de om⸗
givende Gjenſtande; Soldaterne marcherede raſk og i
Taushed og ſogte kun at komme forbi hinanden; man
horte paa den haarde Vei kun deres regelmesſige
Trin og den uophorligt rullende Kanonade, de ſammen⸗

ſtodende Bajonetters Klirren, en Soldats Suk eller
24

370 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

Bon: „Min Gud! min Gud!“ Undertiden ſtonnede
en Saaret, og man forlangte en Baare. Af det
Compagni, ſom Mikhailof forte, havde den fjendtlige
Ild ſiden Gaarsdagen gjort ſexogtyve Mand ukamp—
dygtige. Et Lyn glimtede i Horiſontens fjerne Morke;
Skildvagten paa Baſtionen raabte: „Dek!“ og en
Kugle foer hvislende hen over Compagniet og borede
fig ned i Jorden, ſom den oprodede, fan at Stenene
floi til alle Sider. '

— Gid da Fanden havde dem! Hvor de dog
marchere langſomt! tenkte Praskoukine, ſom for hvert
Skridt ſage fig tilbage, medens han fulgte efter Mik—
hailof; jeg kan jo godt lobe iforveien, da jeg har af—
leveret min Ordre ... Dog, nei; faa vil man ſige,
jeg er en Kujon! .. . Hvorledes det faa gaaer, faa
marcherer jeg med dem.

— Hvorfor følger han dog med mig? tænkte
paa ſin Side Mikhailof; jeg har lagt Merke til, at
han bringer altid Ulykke. Der har vi atter en, der
ſeer ud til at komme lige i Hovedet pan os!

Nogle hundrede Skridt længere fremme mødte de
Kalougine, ſom overmodigt klirrede med fin Sabel;
han gik hen til Logementerne. Generalen havde af—
ſendt ham for at fage at vide, om Arbeiderne havde
Fremgang; men ved at ſee Mikhailof mente han, at
han, iſtedetfor at udfætte fig for den frygtelige Ild,
hvad han ikke havde faaet Ordre til, lige fan godt
kunde ſkaffe fig den fornødne Underretning ved at
ſporge Officeren, ſom kom derfra, Mikhailof gav ham
ogſaa alle onſtede Oplysninger; Kalougine fulgte
ham et Stykke paa Vei og vendte ſaa tilbage til
Lobegravene, der forte til det blenderede Tilflugtſted.

— Hvad Nyt? ſpurgte Officeren, der ſad ene og
ſpiſte tilaften. .

— Ikke Noget, og jeg troer heller ikke, der
fommer mere idag.

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 371

— Ikke mere idag? Tvertimod, Generalen er
lige gaaet op paa Baſtionen. Der er kommet et nyt
Regiment. Og hør, nu begynder Geverilden igjen.
Gaa ikke derud; hvad nytter det til? tilfoiede Officeren
da Kalougine vilde til at gane.

„Jeg burde dog egentlig derhen, tenkte denne;
men har jeg forreſten ikke udſat mig længe nok for
Fare idag? Det er jo en forferdelig Geverild.

— De har Ret, ſvarede han høit, jeg gjør bedre
i at vente her.

Tyve Minuter efter kom Generalen, ledſaget af
fine Officerer, blandt hvilke befandt fig Fanejunkeren
Baron Peſth; men Praskoukine var ikke med. Loge⸗
menterne vare blevne tagne tilbage og beſatte af
vore Folk. ]

Efterat have hørt de nærmere Omftændigheder,
gik Kalougine ſammen med Peſth ud fra Laſtedet.

X.

— Der er Blod paa Deres Kappe; der er altſaa
kjcempet med blanke Vaaben? ſpurgte Kalougine.

— Ja, det var redſomt! Tonk Dem... Og
Peſth gav fig til at fortælle om, hvorledes han havde
fort Compagniet, efterat Compagnichefen var falden,
hvorledes han havde gjort det af med en Franſkmand,
og hvorledes Affairen vilde have faaet et ulykkeligt
Udfald, hvis han ikke havde. været. Det væfentlige
Indhold af Beretningen, at Compagniſchefen var
falden, og at Franſkmanden bleven dræbt af Peſth, var
ſandt; men ved at beſkrive de nærmere Omſtendig⸗
heder kunde han ikke lade være at prale og lægge til.

Hvad der var foregaget, var i Virkeligheden
Folgende: Bataillonen, hvormed han havde taget Del
i Udfaldet, havde været i Ilden i to Timer; derpaa
havde Bataillonchefen ſagt nogle Ord, Compagni⸗

; 9

372 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

cheferne havde faaet travlt, Bataillonen havde forladt
Dæfjtillingen bag Bryftværnet og i Colonner opſtillet
fig hundrede Skridt længere fremme. Peſth var
bleven beordret til at holde fig. paa Siden af andet
Compagni. -

Uden at have nogen klar Foreſtilling, hverke
om Stedet eller om Aktionen, med tilbageholdt Aande—
drag og med en Folelſe af en nerveus Gyſen, der lob
ham ned over Ryggen, ſtillede Fanejunkeren fig paa
det betegnede Sted og ſtirrede maſtinmesfigt ud i
Morket, forberedt paa, at der vilde ſkee uoget For—
ferdeligt. Forøvrigt var det ikke Folelſen af Angeſt,
der var den meſt fremtrædende hos ham, thi der blev
ikke mere ſkudt; hvad der forekom ham faa underligt
og uhyggeligt, det var at befinde fig paa aaben Mark,
udenfor Feſtningsveerkerne. Bataillonchefen ſagde atter
nogle Ord, ſom ganſte ſagte gjentoges af Officererne,
og pludſelig ſank den ſorte Mur, ſom forſte Compagni
dannede, ſammen; man havde faaet Ordre til at kaſte
ſig paa Jorden. Andet Compagni gjorde det Samme.
og Peſth ſtodte, idet han kaſtede fig ned, Haanden mod
en eller anden ſpids Gjenſtand. Kun den lille Sil⸗
honet af Chefen for andet Compagni, der var bleven
ſtagende opreiſt, ſvingede en dragen Kaarde uden at
ophøre med at tale og bevæge fig foran Soldaterne.

— Born, hør efter! Viis Eder nu ſom tappre
Folk! Ingen Geværffud, brug Bajonetten mod det:
Pak! Naar jeg raaber: Hurra! folge J efter mig...
lige i Helene og i en Klump ... Vi ffal viſe dem,
hvad vi kan gjøre ... Man fkal ikke have Skam af
os, vel, Born? For Czaren vor Fader!

— Hvad hedder Compagnichefen? ſpurgte Peſth
en Fendrik, der ſtod ved Siden af ham; — det er
en tapper Mand!

— Ja, ſaaledes er han altid, naar han ffal i
Ilden; han hedder Lisſinkowfky.

Scener af Sebaſtopols BeleirinRg. 373

Netop i dette Oieblik glimtede en Flamme, fulgt
af et oredovende Knald; Jernſtumper og Stene floi
om i Luften; et halvt Minut efter faldt en af disſe
Stene ned høit oppe fra og knuſte Foden pan en
Soldat. En Bombe var flaaet ned midt i Compag⸗
niet, hvad der beviſte, at Franſtmeendene havde op⸗
daget Colonnen.

— Naa, nu kaſter Du Bomber paa os! . .. Lad
os blot komme Dig paa Livet, fan ffal Du komme til
at ſmage rusſiſte Bajonetter! ... Capitainen raabte
faa høit, at Bataillonchefen befalede ham at tie ſtille.

Forſte Compagni reiſte ſig; efter det det andet;
Soldaterne tog deres Geverer, og Bataillonen rykkede
frem. Peſth, der var aldeles forſtyrret af Skrak,
kunde aldrig huſke, om de havde marcheret langt; han
gik ſom en beruſet Mand. Pludſelig kom der fra alle
Sider Tuſinder af Glimt med Hvislen og Knittren;
han udſtodte et Skrig og lob fremad, fordi alle Andre
lob og ſtreg, derpaa ſlog han en Kulbotte og faldt
over en eller anden Ting. Det var Compagnichefen,
der var bleven ſaaret i Spidſen for ſine Folk, og ſom
nu tog Fendrikken for en Franſkmand og traf ham i
Benet. Peſth fif fin Fod gjort fri og reiſte fig op;
men nu kaſtede En fig over ham i Mørket, og det
var ner ved, at han anden Gang var bleven kaſtet
omkuld; en Stemme raabte til ham; „Kvel ham dog!
hvad venter Du paa?” En Haand tog fat i hans
Gevær, Spidſen af hans Bajonnet borede fig ind i
noget Blødt. „Aa min Gud!" disſe Ord bleve jagte
paa Franſk i en ſmertefuld og jamrende Tone. Peſth
indfaae, at han havde dræbt en Franſkmand. En
kold Sved trængte ud af ham over hele Kroppen, han
kom til at ryſte og kaſtede fit Gevær; men det varede
kun et Sekund: han kom til at tenke paa, at han nu
var en Helt. Han tog fit Vaaben op og lob bort
fra den Døde, idet han ſom de Andre raabte: Hurra!

374 ; Scener af Sebaftopols Beleiring.

Tyve Skridt længere fremme naaede han Lobegraven,
hvor vore Folk og Bataillonschefen befandt fig.

— Jeg har dræbt en Franffmand, ſagde han til
denne.

— De er en tapper Mand, Baron! blev der
ſvaret ham.

XI.

— De veed jo, at Praskoukine er falden, ſagde
Peſth til Kalougine paa Tilbageveien.

— Er det muligt!

— Jeg har jo ſelv feet ham dod.

— Farvel! jeg har Haſtverk.

— En heldig Dag! tenkte Kalougine, da han
kom hjem; det var forſte Gang, jeg har havt Held
med mig. Det var en glimrende Affaire, og jeg er
ſluppen godt derfra; der vil blive gjort en Mængde
Indſtillinger; en Wresſabel er da det mindſte, man fan
give mig. Og den har jeg ærlig talt ogſaa fortjent.

Han aflagde Rapport til Generalen og gik ind
paa fit Verelſe; Prinds Galitzin fad ved et Bord og
leſte i en Bog; han havde længe ventet paa ham.

Det var en uendelig Nydelſe for Kalougine at
være hjemme igjen og udenfor Fare. Liggende paa
ſin Seng, fortalte han Galitzin Alt, hvad der var
pasſeret; Kampens Begivenheder grupperedes ganſke
naturligt ſaaledes, at Kalougine viſte ſig ſom en
dygtig og modig Officer; det gled han forreſten dis⸗
kret hen over, efterſom Ingen kunde være uvidende
derom eller være berettiget til at tvivle derom, maaſkee
med Undtagelſe af den faldne Capitain Proskoukine;
ffjøndt denne følte fig ſmigret ved at gaa Arm i Arm
med Generaladjudanten, havde han endnu Dagen
iforveien fortalt en af ſine Venner under Tausheds
Lofte, at Kalougine, der ellers var en rigtig flink
Fyr, ikke holdt meget af at være paa Baſtionerne.

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 375

Vi forlod Praskoukine ſammen med Mikhailof;
han var naget hen til et mindre udſat Sted og be—
gyndte at fole ſig lidt mere vel tilpas, da han ved at
vende fig om pluͤdſelig fik Øie paa Glimtet af en
Bombe. Mikhailof fane op. Vombens ſtinnende Punkt
ſyntes at ſtage ſtille hoiſt oppe, netop ſom det var
umuligt at afgjore, hvilken Retning den vilde tage;
det ſtod vel paa et Sekund; pludſelig nærmede Pro⸗
jektilet fig med meer og meer ſtigende Fart, man fane
allerede Gniſterne flyve fra Fængrøret, man horte
den uheldſvangre Hvislen; det maatte falde lige midt
i Bataillonen.

— Fakd ned! raabte en Stemme 7

Mikhailof og Proskoukine adlod. Denne Sidſte
lukkede Oinene og horte Bomben falde et Sted, ganfte
fæt ved ham, paa den haarde Jord. Der gik et
Sekund, der forekom ham ſom en Time: Bomben
ſprang ikke. Praskoukine blev forſkrekket, derpaa
tenkte han paa, om han ogſaa havde Grund til at
blive forſkreekket, maaſkee var den falden længere borte
og det var kun Indbildning, at han kunde hore
Lunten gniſtre tæt ved fig. Han flog Øinene op og
ſaae til fin Beroligelſe Mikhailoff ligge ubevægelig
ved fine Fødder; men med det Samme ſaae han i
neppe en Arſchins Afſtand Bombens brændende Feng⸗
ror, der dreiede rundt ſom en Top.

; En isnende Gyſen, der aldeles berøvede ham
Sands og Samling, foer igjennem ham; han holdt
Henderne for Anſigtet.

Atter gik der et Sekund, hvori en hel Verden af
Tanker, Haab, Folelſer og Erindringer jog igjennem
hans Sjæl. — Hvem vil den dræbe? Mikhailof eller
mig, eller maaſkee os begge? Og bliver det mig,
hvor vil den faa træffe mig? . . i Hovedet, fan er det
Hele forbi; i Foden, faa fætter man den af... i ſaa

376 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

Fald vil jeg kloroformeres .. . og faa kan jeg beholde
Livet. Maaſtee bliver kun Mikhailof dvæbt, og faa
kan jeg i ſin Tid fortælle, at vi vare ſammen, og at
hans Blod ſproitede over paa mig. Nei, nu! den er
uærmere ved mig ... det. bliver mig!

Her kom han til at tenke paa de tolv Rubler,
ſom han fyldte Mikhailof, og paa en anden Gjeld,
han havde i Petersborg, og ſom ſtulde have været
betalt for lang Tid ſiden; faa huſkede han paa en
bohmiſt Sang, han Dagen iforveien havde ſunget.
ſaae ogſaa i Fantaſien den Kvinde, han elſkede, med
en Kappe med rode Baand, og den Mand, der ſor
fem Aar ſiden havde fornærmet hende, og ſom han
endnu ikke havde hævnet fig paa; men under alle disſe
Tanker og mange andre forlod Folelſen af Sieblikket
— Dodsangſten — ham ikke. „Hvis den nu ikke ſprang
fænfte han, og han var lige ved at aabne Oinene med
Fortvivlelſens Driſtighed; men i ſamme Oieblik ffim-
tede han en rod Ild igjennem de lukkede Oienlaag:
Noget traf ham under et forfærdeligt Knald midt i
Bryftet; han ſprang op og ſtyrtede afſted, fik Sablen
imellem Benene, ſnublede og faldt.

— Gud være lovet, det var kun en Contuſion!
— Det var hans forſte Tanke, og han vilde fole paa
fit Bryſt; men hans Hender vare ſom bundne; for
hans Blik vifte fig Soldater; han talte dem maſkin⸗
mesſigt: „En, to, tre Soldater, og der er en Officeer,
ſom taber ſin Kappe!“ Atter kom der et Lyn, atter
et Skud, og fee der, flere Sldater: fem, fer, ſyv, de
rykte frem, — og pludſelig paakom der ham en fryg⸗
telig Angſt, for at blive knuſt af dem. Han vilde
ffrige, ſige, at han var ſaaret; men hans Mund var
tor; hans Tunge klerbede faſt til Ganen. Mere og
mere forfærdet ved Tanken om at blive knuſt af Sol⸗
daterne, ſom i Masſer lob forbi ham, ſogte han igjen
at ſtrige: „Tag mig med!“ . . . Men iſtedetfor det ud⸗

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 377

ſtodte han et faa grueligt Suk, at han ſelv blev for⸗
ferdet derover. San dandſede rode Gniſter for hans
Dine, det forekom ham, at Soldaterne dyngede Stene
op over ham; Gniſterne dandſede mindre haſtigt;
Stenene, ſom man dyngede op over ham, kvalte ham
mere og mere; han gjorde en voldſom Anſtrengelſe
for at kaſte dem af ſig; han rettede ſig lige ud, op⸗
horte at ſee, høre, tænfe, føle. Han var bleven dræbt
af et Bombeſtykke, der havde truffet ham midt i Bryſtet,

XII.

Ogſaa Mikhailof havde kaſtet fig ned paa Jorden,
da han opdagede Bomben; ligeſom Praskoukine havde
han tankt paa en Masſe Ting i de to Sekunder, der
gik forud for Exploſionen. Han bad i fit ſtille Sind
til Gud og gjentog: „Din Villie ſtee! Hvorfor, Herre,
er jeg Soldat? hvorfor har jeg trukket i Infanteri⸗
uniformen for at gjore dette Felttog med? Hvorfor
blev jeg ikke hjemme i mit Uhlanregiment hos min
gode Veninde Natacha? Og hvad bliver nu Enden
paa dette her?“ Han gav fig til at telle: en, to,
tre, fire, idet han ſagde ved ſig ſelv, at hvis Bomben
ſprang ved et lige Tal, vilde han blive ilive, og hvis
ved et ulige Tal vilde han blive drebt. „Alt er
forbi, jeg er dræbt!” tœenkte han ved Lyden af Explo⸗
ſionen, uden at bryde ſig mere om Lige eller Ulige.
Truffen i Hovedet, følte han en forfærdelig: Smerte:
„Herre, tilgiv mig mine Synder!“ mumlede han og
foldede Henderne; han forſogte at reiſe fig op, men
faldt bevidſtlos tilbage med Anſigtet mod Jorden.

Den forſte Fornemmelſe, han havde, da han igjen
kom til ſig ſelv, var af Blodet, der ſtrommede ud af
hans Næje; Smerten i hans Hoved var betydeligt
ſvagere: „Det er Sjælen, der gaaer bort; hvorledes
vil det gage den? Herre, modtag min Gjæli Fred! ..

378 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

Det er ellers underligt, tænfte han, jeg doer, og jeg
kan dog tydeligt høre Soldaternes Skridt og Skuddene!“

— En Baare herhen! Compagnichefen er dræbt,
— raabte ovenover ham en Stemme, ſom han gjen—
kjendte; det var Tamburen Ignatiefs.

Han blev loftet op ved Skuldrene, han ſlog med
Bejvær Oinene op og faae over fit Hoved den morke—
blaa Himmel, Tuſinder af Stjerner og to Bomber,
der floi frem i Rummet, ſom om de ſogte at komme
foran hinanden. Han ſaae Ignatief, Soldater med
Baarer og Geverer, Lobegravens Bryftværn — og
forſtod pludſelig, at han endnu horte til denne Verden.

En Steen havde ſaaret ham let i. Hovedet. Hans
forſte Folelſe var næften Fortrydelighed, han havde
jaa godt, faa roligt forberedt fig paa Vandringen til
det andet Liv, at denne Tilbagevenden til Virkeligheden,
Synet af Bomberne, Løbegravene og Blodet: gjorde
et pinligt Indtryk paa ham. Den næfte Folelſe var
en uvilkaarlig Glæde over at være ilive, — og den
tredie Onſket om jo for jo heller at komme bort fra
Baſtionen. Trommeſlageren forbandt fin Chefs Hoved
og bragte ham til Ambulancen, idet han holdt ham
under Armen. :

— Hvor gaaer jeg hen og hvorfor? tenkte Capi⸗
tainen, der nu var kommen lidt til fig ſelv igjen; det
er min Pligt at blive ved mit Compagni; — og det
ſaa meget mere, hviſkede en indre Stemme til ham,
ſom det ſnart er udenfor Skudvidde.

— Det behoves ikke, min Ven, ſagde han til
Tambouren, idet han trak Armen til ſig. — Jeg vil
ikke til Ambulancen, jeg bliver ved Compagniet.

— Det er bedre at blive ordentlig forbunden,
Deres Hoivelbaarenhed; i forſte Oieblik ſynes man,
det er Ingenting, men det kan blive verre. Sandt
nok, Deres Hoivelbaarenhed ..

Mikhailof var ubeſtemt bleven ſtagende; han vilde

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 379

maaffee have fulgt Ignatiefs Raad; men han kom til
at tænkte paa den Mængde Saarede ſom opfyldte
Ambulancen, ag ſom neſten alle vare haardtſaarede. —
Lægen vil maaſkee gjøre Nar af den Rift, ſagde han
ved fig ſelv, og uden at høre paa Tamburens Fore⸗
ſtillinger gik han med faſte Skridt til ſit Compagni.

— Hvor er Officeren Praskoukine, ſom for lidt
ſiden var ved Siden af mig? ſpurgte han en Under⸗
lieutenant, ſom han traf i Spidſen for Compagniet.

— Jeg veed det ikke, jeg troer, han er dræbt,
ſvarede denne nolende.

— Dræbt eller ſaaret? Hvor kan det være,
De ikke veed det? Han fulgte jo med os, hvorfor
har De ikke taget ham med?

— Det var ikke muligt i den Smelteovn!

— Hvad ſiger De, Mikhail Ivanitch, ſagde
Mihailof i en opbragt Tone, forlade en Levende!
Og var han dod, kunde De dog have taget hans
Lig med.

— Levende! Jeg ſiger jo, at jeg har veret i
Nærheden af ham og feet! ... Herregud, man har
ſaameend ſvert nok ved at faae fine egne Folk med
ſig! ... Saa, nu ſender det Pak os igjen Kugler!

Mikhailof havde fat fig ned og ſtottede Hovedet
i ſine Hender; Marchen havde forværret Smerterne: —
Nei, ſagde han, vi maa have fat i ham; han er
maaſkee ilive, det er vor Pligt, Mikhail Ivantich!

Mikhail Ivanitch ſvarede ikke.

— Det er ikke faldet ham ind at tage ham med,
og nu maa vi ſende enkelte Soldater ud. Hvorledes
ffal man fjende dem ud i den Helvedes Ild, ſom
maaſkee dræber dem Alle? tenkte Mikhailof.

— Born, vi mage have Nogen afſted for at
hente den Officeer, der er ſaaret dernede i Graven,
lagde han uden at hæve Stemmen og i en Tone, der
ikke lod ſom Commando; thi han folte, hvor ubehagelig

380 Scéner af Sebaſtopols Beleiring.

denne Ordre vilde være for Mandſkabet; og da han
ikke henvendte ſig til Nogen ſpecielt, var der Ingen,
der traadte frem.

— Hvem veed? Maaſkee er ban død, og det er
ikke værd at udſctte Folkene til ingen Nytte. Det er
min Feil, det ſkulde jeg have tænft paa. Jeg gaaer
alene, det er min Pligt. Mikhail Ivanitch, tilfoiede
han høit, for Compagniet, jeg ſtoder til dem. — Og
idet han med den ene Haand ſamlede ſin Kappe om
ſig. berørte han med den anden St. Mitrophans
Billede; det bar han paa Bryſtet af ſpeciel Wrefrygt
for denne Helgen. a

Capitainen dog afſted, forvisſede ſig om, at
Praskoukine var rigtig dod og kom tilbage med ſin
Hovedbandage, der var gaaet op, i Haanden Batail⸗
lonen var allerede ved Foden af Bjerget og neten
udenfor Skudvidde, da Mikhailof ſtodte til den. Der
faldt endnu uogle enkelte vildfarende Bomber.

— Jeg maa dog imorgen lægge mig ind paa
Lazarethet, tenkte Capitainen medens Underlegen for⸗
bandt hans Saar.

XIII.

Paa vore Baſtioner og i de franſke Lobegrave
vaiede de hvide Flag; i den blomſterkleedte Dal ligge
i Dynger — uden Støvler, i blaa eller graa Uni⸗
former — lemleſtede Legemer, ſom Trainſoldaterne
læsfe paa Vogne; Luften er forpeſtet af Ligſtank.
Fra Sebaſtopol og fra den franſke Leir ſtrommer en
Mængde Menneſter til for at fee, paa dette Skueſpil.
Med begjerlig og velvillig Nysgjerrighed modes begge
Parter paa det fælles Terrain.

Lad hos høre nogle af de Yttringer, der falde.

Derhenne, i den lille Klynge af Franffmænd og

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 381

Rusſere, underſoger en ung Offieer en Patrontaffe;
ſkjondt han taler daarligt Franſk, kan han dog gjøre
fig forſtaaelig. ;

— Og ſaa den der . .. den Fugl der? ſporger han.

— Det er en Patrontaſke, der hører til et Garde—
regiment, derfor har den den keiſerlige Orn.

— Horer De maaffee til Garden?

— Nei til ſjette Linieregiment.

— Og hvor har De kjobt det der? — Officeren
peger paa det lille Cigarror, hvori Franſkmanden har
ſtukket ſin Cigaret.

— J Balaklava, det er ikke andet end Palmetræ.

— Köjont! fvarede Officeren, der er nødt til at
hjælpe fig med de fan Ord, han fjender, og ſom
tilfældigvis falde ham i Munden.

— Hvis de vil være ſaa venlig af. beholde
det til Crindring om dette Møde, vil det være mig
meget kjert.

Og Franſkmanden kaſter fin Cigaret, puſter Roret
ud og byder Officeren det med en høflig Hilſen;
denne giver ham fit til Gjengjeld; alle de omſtagende
Franſkmend og Rusſere ſmile og fe aldeles henrykte ud.

Her ſtager en Infanteriſt med et freidigt Veſen,
i rod Skjorte og med Hetten ned over Skuldrene;
hans Anſigt ſtraaler af Munterhed og Nysgjerrighed;
fulgt af to Kammerater og med Henderne paa Ryggen
kommer han og beder en Franſkmand om Ild; denne
tager et Puſt, ryſter Aſken af fin Neſevarmer og
byder Rusſeren Ild.

— Tabac bonn! ſiger Soldaten i den rode
Skjorte, og Tilſkuerne ſmile.

— Ja, god Tobak, tyrkiſt Tobak! fvarer Franſk⸗
manden; — er den rusſiſte Tobak ogſaa god?

— Rouss bonn! ſvarer Soldaten i den rode
Skiorte, og denne Gang briſte Tilhorerne i Latter.
Frangais pas bonn, bonn jour, moussiou! vedbliver

382 Scener af Sebaftopols Beleiring.

Soldaten, der differ op med hele fit Forrad af Franfk og
leer og klapper den Anden paa Maven. Franſkmeendene
lee ogſaa.

— De ere egentlig ikke kjonne, de Satans Rusſere!
ſiger en Zouav. j

— Hvad er det, de lee af? ſporger en Anden
med ſterk italienſt Accent.

— Le caftan bonn! begynder igjen den raſke
Soldat, idet han underſoger Zouavens broderede Troie.

— Paa Eders Plads, for Fanden! raaber i dette
Oieblik en franſk Korporal, og Soldaterne ſprede
fig ærgerlig.

Imidlertid er vor unge Kavalerilieutenant om⸗
ringet af en Klynge fjendtlige Officerer. — Jeg
kjender meget godt Grev Safonof, ſiger en af disſe;
han hører til disſe rigtige rusſiſkte Grever, ſom vi
jaa godt kunne lide.

— Jeg har ogſaa kjendt en Safonof, ſvarer
Cavalleriofficeren; men han var ikke Greve ſaa vidt
jeg veed — en lille morkladen Mand omtrent paa
Deres Alder.

— Ganſke rigtig, min Herre, det er ham. Jeg
vilde blot onſke, jeg kunde treffe den fjære Greve!
Seer De ham, beder jeg Dem bringe en Hilſen fra
Capitain Latour, tilfbiede han med et Buk.

— Det er ellers en ſorgelig Forretning, vi har

for! Det gik varmt til inat, ikke ſandt! vedbliver
Cavalleriofficeren, der gjerne vil holde Samtalen ved—
lige, og pegede pan Ligene.

— Ja, min Herre, det er ſkrekkeligt. Men
Deres Soldater ere jo nogle rene Djeævle; det er en
Fornsielſe at ſlaaes med ſaadanne Sataner!

— Man maa indromme, at Deres ſtikke heller ikke
op! ſvarer Rusſeren, idet han hilſer, overbeviiſt om,
at han har klaret meget godt for ſig.

Men nok herom; lad os hellere ſee lidt paa

Scener af Sebaſtopols Beleiring. 383

denne ti Aars Knegt med en gammel Kaſkjet, ſom
formodentlig er hans Faders, bare Been og Fodderne
i ſtore Sko, forreſten i Bomuldsbuxer med kun een
Sele; han er ved Vaabenſtilſtandens Begyndelſe ſluppen
ud fra Feſtningsverkerne og driver nu om i det ode
Terairn, hvor han med ſtupid Nysgjerrighed ſtirrer
paa Franſkmendene og de paa Jorden liggende Lig;
han plukker de ſmaa blaa Blomſter, ſom Dalen er
overſaaget med. Drengen vender tilbage med en ſtor
Buket og holder ſig for Neſen for ikke at merke den
hæslige Stank, ſom Vinden ſender ham; faa bliver
han ſtagende ved en Dynge Lig og betragter opmerkſomt
en Mand, der har miſtet Hovedet og ſeer ſtrekkelig
ud. Efter længe at have ſtirret paa ham, gaaer han
helt hen til ham og rorer med Foden ved hans ſtivt
udſtrakte Arm; da han trykker ſterkere pan den, falder
Armen ned. Drengen udſtoder et Skrig, holder
Blomſterne for ſit Anſigt og lober Alt hvad han kan
tilbage til Feſtningsveerkerne. ]

Ja, paa Baſtivnerne og over Lobegravene vaie
de hvide Flag, en blændende Sol kaſter fine Straaler
ned over det blaa Hav, der glittrer og glimrer;
Tuſinder af Menneſker ſtage i Klynger, ſee paa hver⸗
andre, pasſiare og ſmile til hinanden; disſe Menneſter,
der ere Chriſtne, der bekjende fig til Kjerlighedens
og Opoffrelſens ophoiede Lære, betragte deres Vært
uden angrende at falde paa Knæ for Ham, der
har ſkjenket dem Livet og med Livet Frygten for
Doden, Kjerligheden til det Gode og Skjonne; disſe
Menneſker falde ikke hinanden om Halfen ſom Brødre
og udgyde ikke Taarer af Glæde og Lykke! Lad det
idetmindſte være os en Troſt, at det ikke er os, der
have begyndt denne Krig, at vi indſkrenke os til at
ſorſvare vort Land, vort Fædreland! De hvide Flag
ere tagne ned, Dodens og Lidelſens Redſkaber tordne

384 Scener af Sebaſtopols Beleiring.

paany; after flyder uſkyldigt Blod i Stromme, man
hører Suk og Forbandelſer.

Jeg har ſagt Alt, hvad jeg onſkede at ſige,
idetmindſte for denne Gang; men jeg nages af en
pinlig Tvivl, Det vilde maaſkee have været bedre at
forholde fig taus, thi maaſkee hører det, jeg har ſagt,
til de ffjæbnejvangre Sandheder, ſom ligge dybt
begravede i Enhvers Sjæl, og ſom, for ikke at gjøre
Skade, ikke bor komme tilorde; paa ſamme Maade
ſom man ikke ſkal ryſte en gammel Vin, for at den
ikke ffal gjere og blive ødelagt. Hvor fee vi i denne
Fortælling det Onde, vi ſkulle ffye, og det Gode, vi
ſtulle ftræbe efter? Hvor er Forrederen? hvor Helten?
Alle ere gode, og Alle ere ſlette. Det er ikke Kalougine
med hans glimrende Mod, hans Adelsmandsmod og
hans Forfengelighed, ſom er Hoveddrivfjedren til alle
hans Handlinger ... Det er ikke Praskoukine, en
ubetydelig og ufkadelig Perſon, om han end falder
paa Valpladſen for Troen, Tronen og Fedrelandet ...
heller ikke den faa engſtlige Mikhailof eller Peſth,
dette Barn uden Overbeviisning og uden moralft Kraft,
det er ikke dem, ſom kunne gaae for Forredere eller
Delte... j

Nei, Helten i min Fortælling, den, ſom jeg elffer
af min fulde Sjæl, den, ſom jeg har forſogt at gjen⸗
give i hele dens Skjonhed, den, ſom har været, er og
altid vil være ffjøn, — det er Sandheden!

Tre Foraursdigte.

I.

Nu er de komne, Markens Blommer,
Med deres Borneoines Glands!
Jeg merker alt din Ild, o Sommer,
Og Duften af din Roſenkrands.
Nu er de komne, Markens Blommer!

Nu har ſig ſmykket Skovens Haller,
J Nat ſprang lyſegron den ud;

Ved Træets Fod ſtage bly Convaller
I perledugget Jomfrufkrud.

Nu har ſig ſmykket Skovens Haller.

Og nu kom Kjerlighedens Sanger

Med ſine Toners Trylleſtrom;

Som i et Net de Hiertet fanger

Og væffer Livets Ungdomsdrom.

Nu kom han, Kjerlighedens Sanger!
25

385

386

Tre Foraarsdigte.

Du gamle Drøm, tag hos mig Sæde,
Kom med den rige Foraarslyſt

Og lad mig føle det med Glede,

At Hjertet end er ungt i Bryſt!

Du gamle Drøm, tag hos mig Sæde!

II.

„Flyv ud!“ J mine dunkle Vinterdromme,

„Flyv ud!“ bad jer i Foraarsluftens Stromme!

„Flyv ud!“ J fad i Vintermulm ſom Fanger,
Sving jer i Sollys nu med Skovens Sanger!

Nys hvirvled' Sneens kolde, blege Flokker,
Nu ringes Vaaren ind af Blomſterklokker.

J, Vintrens Drommeborn, med blege Kinder,
Bad jer i Boeken, ſom blandt Blomſter rinder!

Sug Kraft og Rodme af den Sollysflamme,
Der vætter. Gøens Siv og Skovens Stamme!

Lyt under Bogelov til Nattergalen
Og tom, til Randen fyldt, kun Frydspokalen!

Tre Foraarsdigte. 387

Saa fort de dvæle ikkun, Sol og Sommer,
Snart visne Lovet og de fagre Blommer.

Kom ſaa igjen til mig med rode Kinder
Og fyld min Vinterſtund med Sommerminder.

III.

Fra Skovens Dyb lyder Gjogens Kuk;
Nu bliver Verden faa ung og ſmuk.
Kom, lad os vandre i Skovpſkyggen ind
Og fvæge Øie og kvege Sind!

Saa faſt og rolig Stammerne ſtaa
Og løfte Kronerne mod det Blaa!
J Vinden vifter den gronne Lok,
Om Foden Blomſterne ſtaae i Flok.

Guldſtjernen glimrer, og hvid ſom Snee
Er Anemonernes Pragt at ſee;
Skovmerken dufter, Convallen ffjær

J Skygge ſtager under gamle Træer.

Kom, lad os hvile ved Bakken hiſt,

Der iler frem uden Ro og Riſt,

Og lad os lytte til Fuglenes Sang,

Som blandes med Bolgens Risleklang.
25˙

388

Tre Foraarsdigte.

O, yndefulde og unge Vaar,

Din Blomſterkaabe om Alt Du flaaer!
Du kalder alle med ſamme Navn,

Og Rig og Fattig Du ta'r i Favn!

Med Smil Du vandrer hen over Jord
Til Lerkers og Nattergales Chor,
Med Roſenknopper i ſolblankt Haar
Lig Kjerligheden, der ei forgaaer!
J. Johanſen.

389

Aoblerne.

See Boblerne, hvor de fvæve
Igjennem Luften klarz

Som Regnbufarver det ſtraaler
Fra deres ſtinnende Glar.

Og Boble paa Boble ſtiger
Fra Kridtpibens hvide Rand;
Et ſkinnende Lyſets Rige

Er gjemt i lidt Sebevand.

Nu ſvulmer der frem en Kugle;
O ſee, hvor ſtinnende ſtor!
Dens Glans vil overſtraale
Alle de andres Flor.

Den Lilles Roſenmund puſter,
Men Kinden fager Purpurglands,
Og Siet henrykt folger

Boblens ſpevende Dands. —

390

Boblerne.

Men alt ſom den ſkinner klareſt
Og ſtiger hoieſt i Flugt,

Saa briſter den brat, og Glandſen
Er i et Sieblik ſlukt.

Den Lille fager Taarer i Oiet

Alt ved ſit ſtore Tab;

Gred ikke, Du Lille, men ſkynd Dig
Og atter en Boble. ſkab!

Ak, Livet har briſtende Bobler,
Der folges af bittrere Graad!
J Sæbevandet, Du Lille,
For denne findes dog Raad.
J. Johanſen.

391

Selskabsministeren.
Et Charakteerbillede fra Wien.

Bag den Deel af Ringſtraße, der udgjor det
prœgtigſte Parti af Wien og omfatter ſtolte Byg⸗
ninger ſom Juſtitspaladſet, Parlaments- og Raad⸗
huſet, det nye Burgtheater og Univerſitetet, findes der
nogle af de eldſte Stræder og Gyder i den indre
Stad, da jo her ſom overalt, hvor ſaadanne For⸗
yngelſesprocesſer udvikle fig, det Nyeſte ſtager lige
op ad det Ælbfte, fordi: det Nye ſedvanlig trænger
voldſomſt fremad: der, hvor det Gamle gjør feigeft
Modſtand, eller omvendt. Indklemt i en Svingning
af Franzensring og ſtottende ſig til en ſidſte tarvelig
Reſt af den gamle Baſtion, hæver et ſaadant gammelt
Stræde af en mere uhyggelig end eerverdig hiſtoriſt
Charakteer fig op ad Hoien, — det er „Klepperſteig“, med
nogle fan Huſe, ſom Alderen hverken kunde give eller
berove nogen Skjonhed; thi de ere alle byggede i den
ſamme ensformige, glatte Hverdagsſtil, med ſmalle,

392 Selſkabsminiſteren.

lave Indgangsdore og ſmaa, tarvelige Vinduer. Paa
venſtre Side ved Indgangen til Strædet laa der ind⸗
til for kort Tid ſiden en ſtor, vidtloftig Bygning, der
blev faldt „Klepperſtallungen“ og kun ved fin Stør-
relſe adſkilte fig fra de andre Huſe, men ellexs fuld—
ſtendigt lignede dem i ſpidsborgerlig Bygningsſtil.
Og dog boede endnu for kort ſiden derinde i den
grimme Bygning en af de meſt raffinerede Virtuoſer
i den aandelige og materielle Livsnydelſe, en i den
Metternich'ſke Epoke ligeſaa meget i det politiſke Liv
ſom i Salonen og Boudoiret eftertragtet Statsepi⸗
kurcer —, nemlig Frederik v. Gentz. Og. ligeledes
var det ikke let at fee pan det ligeoverfor liggende
ſmalle og ynkelige Hus, at det afgav Bolig for en
Mand, der baade i Stand og i visſe Retninger ogjaa'
i Smag ſtod i nært Sflægtffab- til Livsnydelſeskunſt⸗
neren derovre i „Klepperſtallungen“, — en Mand,
der vel ikke var en ſaadan ſandſelig Epikurceer ſom
denne, men dog optoges af den Trang til Selſkabe⸗
lighed og aandelig Flagren, der ligeſaa vel finder
Behag i Roſen ſom i Kundffabstræets alvorlige Frugt,
— og kom man igjennem den lille, ſnevre Portgang
til den morke Vindeltrappe, ſom en nogenlunde kor⸗
pulent Mand knapt nok kunde pasſere, faa havde. man
ondt ved at tenke fig, at en hoitſtaaende Statsembeds⸗
mand og et glimrende Salonmenneſke, den tidligere
Rigsfinansminiſter, den ſenere Hoftheaterintendant,
hver Aften kom fra Selſkabsſalenes lysſtraalende

Selſtabsminiſteren. 393

Vrimmel og ſteg op ad den til ſin Ungkarleleilighed,
ikke et moderne, luxueuſt Gargon⸗Appartement af den
Slags, ſom Theatret viſer os, og Romanen ffildrer
med forforeriſk Udpensling, men en Bolig fra den
gode, gamle Tid, med rummelige, men ikke altfor høie
Bæreljer med et temmelig gammeldags Moblement,
med Bøger og Broſchurer liggende rundtomkring og
med Landkaart paa Væggene i Arbeids- og Viblio-
theksverelſet, ſom ſnarere henledede Tanken paa en
Stuelærd end paa en Salon-Nomade, der mangen
Aften ſkiftede Selffab hver Time. Men det var dog
ikke en forfengelig Koketteren med Reminiſcentſerne fra
det ligeoverfor liggende beromte Hus i „Klepper⸗
ſtallungen“, der havde været afgjorende ved Valget
af netop det ſamme afſidesliggende Kvarteer til Bolig .
og fremkaldt denne Contraſt imellem Opholdsſted og
Livsſtilling — det var tvertimod ſonlig Pietet. Her
havde han i mange Aar boet ſammen med ſin Moder,
der havde beherſket hele hans Sjeleliv og ſelv i
Graven bevaret dette Herredomme; her havde hun
levet, her var hun dod — og ſaaledes levede ogſaa
fremdeles: Sonnen her, og ſaaledes døde han ogſaa
her, i endnu ſkarpere Contraſt til hele hans Livs⸗
forelſe end hans livsvarige Ophold i det melankolſte,
upyntelige, ungkarleagtigt forſomte Verelſe, ſom tydeligt
nok havde ſavnet en kjerlig og trofaſt Kvindehaand.
Et ſorgeligt, hjerteknugende Dodsleie var det, i et
uhyggeligt. og uordentligt Sygeverelſe. Dernede

22

394 Selftabsminifteren.

udenfor Porten holdt endnu til hans ſidſte Aandedrag
Vognen, der Dag ud og Dag ind havde fjørt rundt—
omkring med ham, Forretnings- og Selſkabslivets glade
flyvende Hollænder, fra Miniſterpaladſet til Theater—
cancelliet, fra det videnſkabelige Mode til Dandſe—
boudoiret, fra den uundgagelige tvungne: Diner til
Raadſlagning i en Velgjorenhedscommittee, fra Theater⸗
logen til Salonen, hvor denne Mand, der var ſaa
utrættelig i aandrig Converſation, ved fin. Ankomſt
altid fremkaldte en livlig Beveegelſe. Der blev nu
ſnakket og leet, raiſonneret og ſftumlet uden ham —
han var ikke ganſke fri for at ville ffumle; men han
gjorde det, ſom Folge af hans: inderligt velvillige Cha—
rakteer, altid paa en ſpogende Maade, der ikke kunde
kreenke Nogen. Dernede udenfor. Porten holdt i
uhyggelig, uvant Übevegelighed Vognen, forgjeves
ventende paa Tegnet: til Afgang, og deroppe laa,
talende i vilde Feberfantaſier, den ſtakkels, ſyge Mand
i. en Seng af tvivlſom Beſkaffenhed. Der var vel en
gammel Tjener tilſtede, en trofaſt Mand, der i tyve Aar
havde hængt ved fin Herre; men han var ſom hele Hus—
væfenet peberſvendeagtig og ubehjeelpſom; en gammel
Kokkepige var der ogſaa, et Inventarieſtykke fra Mode—
rens Tid, og til Hjeelp for disſe to mere villige end nyt⸗
tige Sygepasſere modte engang imellem Husbeſtyrer⸗
indens Pige — det var det ſedvanlige Selſkab for
den dodsſyge Mand, ſom endnu igaar omſpeermedes
af ſaa mange „Tilbederinder“, ikke blot fra Theatret,

Selftabsminifteren. 395

men ogſaa fra „det Civile”, ſom man ſiger i Wien.
Og af dem var der nu ikke en Eneſte tilſtede — kun
engang imellem. gik Sygeverelſets Dor ſagte op, og
en ædel Kvindeſtikkelſe [vævede lydloſt ind og lagde
troſtende og lindrende Haanden paa hans feberhede
Pande. Og denne Kvinde havde dog aldrig havt
Noget at takke ham for, hun havpde aldrig ſtaget hans
Hjerte og han aldrig hendes nær paa anden Maade
end i ærligt Venſkab; men, hun opfyldte Venſkabets
Pligt, hun var der ſom den ſidſte Troſterinde, indtil
Slegtningene kom, hidkaldte af Dodstimens Pligt ..

Saaledes døde den Mand, der havde bekledt et
af de alvorligſte Statsembeder og et af de fornoie⸗
ligſte Hofembeder, og ſom "havde ffabt fig et ganffe
eget Omraade, nemlig ſom „Selſkabsminiſter“, Mi⸗
niſter for Regjeringens ſelſkabelige Repreſentations⸗
pligter.

* s e *

Denne uſynlige Portefeuille, der kun havde noget
Værd ved Vedkommendes ſeirrige Elffværdighed, havde
Baron Hofmann tilegnet fig paa en Tid, da han
endnu ikke havde virkelig Miniſterrang, men kun var
forſte Sektionschef i Udenrigsminiſteriet, medens han
dog ved den ſelſkabelige Rolle, ſom han forſtod at
ſkabe efter fin individuelle Charakteer og udfylde med
denne, paa en Maade optraadte ſom Miniſteren ſide⸗

396 i Selſtabsminiſteren.

ordnet. Thi en Regjering tor ikke noies med at ſtage
i officiel Forbindelſe med Selſkabet og kun paa Em⸗
bedsvegne have Noget med det at gjore, ligeſaa lidt
ſom der opſtager et frugtbringende Samarbeide imellem
Regjering og Parlament derved, at Miniſtrene ere til—
ſtede i Moderne og Udvalgene for der at afgive deres
Erflævinger. Den ſelſtabelige Berøring maa overalt
komme til. Man veed jo, hvor ftor Betydning de
perſonlige Forbindelſer overhovedet have i Livet, og
hvor ofte en mindre betydelig Mand ſeirer over en
betydelig ved ſin perſonlige Optreden. Det maa alt⸗
jaa, ſom ſagt, være en Regjering magtpaaliggende at
ftaae i uafbrudt perſonligt Forhold til Selſkabets dag⸗
lige Liv og tage Del i ſammes muntre Ferden. Grev
Beuſt var ſaaledes en fuldendt Selſkabsmand, en
novertreffelig Vært i fin egen Salon, hjemme i de
Andres Saloner og Boudoirer og den meget oftere
aktive end pasſive Helt for Dagsanekdoten, ſom han
forſtod ikke blot at beſkjeftige, men ogſaa at lede;
ligeledes holdt hans Efterfolger i Udenrigsminiſteriet,
Grev Andras ſy, om han end var meget mere ex⸗
kluſiv, naar han gjorde Brug af ſin perſonlige Til⸗
trœkningskraft, fig dog altid paa en meget intim Fod
med de i Selſtabet dominerende Kredſe. Pad ſamme
Maade ſad der i mange Aar imellem den eisleithanſte
Krones Raadgivere en Mand, der, aldeles afſeet fra
hans aandelige Evners diplomatiſke og videnſkabelige
Betydning, ſom Regjeringsmand dyrkede Selſkabslivet

Selſkabsminiſteren. 397

i den Grad, at man i hans nermeſte Kreds kaldte
ham „Desſertminiſteren“, fordi han mange Steder
blev ſerveret Gjeſterne ſom en delikat Desſert. Naar
Menuen var udtømt — ſaaledes forklarede man den
ſpogefulde Benevnelſe — og der ikke var mere at
byde Bordſelſkabet, aabnede Tjeneren Spiſeſalens
Floidore og meldte: „Hs. Excellence, Hr. Mini⸗
ſteren. . ..“ Sikkert nok var han noget Lignende ;
ſom en „Selſkabsminiſter“. Og et vijt felffabeligt
Talent, en vis imodekommende og meget vindende
Jovialitet, hvis Virkning for Mange hævedes ved en
ſterk wienſt Lokalfarve, kunde man unegtelig ikke fra⸗
kjende Grev Taaffe. Men det indſkrenkede fig Alt⸗
ſammen til ſelſtabelig Adſpredelſe, Salonconverſation
og Champagnevittighed — Betydningen af det ſelſka⸗
belige Arbeide overſaage de Alle. Det kunde ikke let
have faldet Grev. Beuſt ind, og endun mindre Grev
Andrasſy og allermindſt Grev Taaffe, for Ex⸗
empel at lade fig vælge til Preſident for det afri⸗
kanſke Selſkab og tage alvorlig Deel i dettes Arbeider,
eller at ſtynde fig afſted fra det orientalſkfe Muſceums
Direktionsverelſe for at preſidere ved et Mode i
Muſikvennernes Selſkab og derefter gjøre endnu en
Protektions⸗Afſtikker til en eller anden Committee for
et Selſkab med almeennyttigt eller velgjorende For⸗
maal. Og derved var det netop, at Baron Hofmanns
ſelſkabelige Talent adſtilte fig fra alle de Andres og
havde udviklet fig til en ganſte eneſtagende Spicialitet.

vr

——

398 ; Selſtabsminiſteren.

Han underholdt fig ikke blot med Selſkabet, han ar⸗
beidede ogſaa med det; han tog ikke blot Deel i dets
Adſpredelſer, men ogſaa i dets forſtjelligſte Beftræ-
belſer, og han forſtod altid at give hine et formaals⸗
tjenligt Indhold og at behandle disſe ſom et underhol—

dende Emne, let og behageligt. Derved blev Ad—

ſpredelſen ham ofte til et Arbeide, medens han fandt
Adſpredelſe i Arbeidet. Hvor ofte Havde han ikke,
naar man faae ham midt i en Soirees muntert ſtrom⸗
mende Bolgeſlag glide fra Bolge til Bolge og troede
ham helt og holdent optagen af den ſelſkabelige Liv—
lighed, et beſtemt Maal for Øie; — ſaa fade. man
ham pludſelig ftaae i en Vinduesfordybning i en livlig
Samtale, om end kun af et Minuts Varighed, for
derefter igjen at ile hen til et andet Punkt af Salen.
Han havde allerede beſorget fine Forretninger. „Naar
en Dag mine Memoirer blive udgivne” — fagde han
engang om det Fordeelagtige ved denne Omſtreifen i
Aftenſelſkaber —, „bor de kaldes „en Gardindiplo—
mats Memoirer“, thi man gjør fig vanffeligt et Be⸗
greb om, hvad jeg mangen Gang har udrettet i ſaa⸗
dan en Vinduesfordybning i en fem Minuters Sam⸗
tale, medens jeg i mit Contoir ved en officiel Samtale

maaſkee vilde have brugt halvanden Time dertil. Folk

troe altid, at det er for min Fornoielſe, jeg ſaaledes
lober omkring i Salonerne, men jeg maatte mangen
Gang gjore to Dage ud af een, hvis jeg ſkulde mod⸗
tage alle de Folk i mit Contoir, ſom jeg kan expedere

Selſkabsminiſteren. 399

i et Par Minuter i ſaadan en Salon.“ Det var nu
hans Kunſt, derved fik han Tid til, ved Siden af den
noiagtigſte Opfyldelſe af fine Embedspligter, ogſaa at
reprœſentere Regjeringens Alleſtedsneerverelſe og dens
deeltagende Beredvillighed til Hjælp i det ſelſtabelige
Dagverks og Underholdningens forſtjelligſte Retninger.
Uagtet han ſpogende omtalte, at disſe Preſidentveer⸗
digheder, ſom man viſte ham den undertiden temmelig
ubeleilige Wre at tildele ham, endog havde lagt Be⸗
flag paa hans Middagstid, ja endog forhindret ham
fra at blive gift, da han jo aldeles ikke kunde faae
Tid dertil, — trods denne ſpogefulde og mangen
Gang vel ogſaa gnavne Selpperſiflage havde han dog
altid et ledigt Kvarteer tilovers, naar der til disſe fri⸗
villige Arbeidsbyrder kom en ny, — hvad der regel⸗
mesſigt ffete Aar ud og Aar ind. Thi det var al
lerede kommet dertil, at man ikke kunde tænke fig et
Committeemode, uden at han var Formand eller idet⸗
mindſte deeltog deri. Og hvorfor det? Ingenlunde
kun for at give ham et uegennyttigt „Tegn paa Hoi⸗
agtelſe“; men fordi man godt vidſte, at Manden vir⸗
kelig arbeidede med Liv og Sjæl overalt, hvor han
havde lovet at være med, at han var aldeles fremmed
for Begjerlighed efter en tom Hederstitel og en ind⸗
holdslos Wrespoſt og altid brugte ſin Arbeidskraft
og fin Indflydelſe. Ganſte viſt ikke uden ogſaa at
ſorge for, at denne Indflydelſe voxede. Ligeſom han,
da han endnu ſad ved den forſte Sektionschefs Skrive⸗

400 Selſtabsminiſteren.

bord paa Ballplattz, under Beuſt og ſenere under
Andrasſy, med berettiget Stolthed kunde ſige, at
han her paa dette Bord havde „den europeiſke Con—
certs Claviatur“ for fig, ſaaledes fad han paa en
Maade ogſaa foran Wienerlivets aabne Claviatur, der
for ham hvert Aar berigedes med nogle Taſter, ja
undertiden endog med nogle Oktaver. Ofte nok blev
denne Given ſig af med mange Sager, hvori en naturlig,
ikke beregnende Trang til at viſe ſig tjenſtvillig var
forenet med planmesſig Forſtagelſe og Udovelſe af
Livets Pligter, gjort til Skive for Godtkjobs⸗Spot⸗
terier. Endog da han var bleven Rigsfinantsminiſter
og Grev Andras ſys Sideordnede, blev denne Col-
legas Navn blandet ind i det ſpottende Chor, idet der
blev fortalt, at han, da hans Droſkekudſt tilfeldigvis
havde fortalt ham, at den hæderlige Drofſkekudſkecor⸗
poration ikke ret vidſte, hvem den fulde vælge til fin
Formand, kom med det Raad, at den fkulde blot hen⸗
vende ſig til hans Collega Hofmann, der ſikkert nok
ogſaa vilde overtage denne Preſidentpoſt. Saadanne
Hiſtorier horte han paa med et fornoiet Smil, thi
han kunde jo ſelv ved given Leilighed gjore Loier
med fin ſvage Side — og han preſiderede ufortrødent
videre i Committeerne og nomadiſerede i Salonerne.
Hvad der navnlig gjorde det muligt for ham at
udfolde en ſaadan alſidig Virkſomhed, det var ſtrengt
taget ikke et udelukkende individuelt Anlæg, men et
eiendommeligt Træf hos det gammeloſterrigſke Bureau⸗

Selſtabsminiſteren. 401

krati, nemlig den af en, man kan vel ſige, ideel Trang
fremgagende Tilboielighed til videnſkabelig-kunſtneriſt
Dilettantisme, Trangen til at give den i Contoirſtovet
henſmuldrende og indſkrumpende Sjæl „et Bad i
Morgenduggen“ ved aandelige Udflugter. Der er viſt
neppe i nogen anden Embedsſtand blevet poetiſeret,
muſiceret og componeret, ſpekuleret og experimenteret
jaa meget ſom i det oſterrigſke og ſpecielt i Wiens
Bureaukrati. Der var neſten ikke en Regjeringsbyg⸗
ning, uden at den jo havde ſin digtende eller compo—
nerende Dilettant, ikke at tale om de virkelige, beret—
tigede og anerkjendte Dyrkere af glad Kunſt og al-
vorlig Lærdom. Det er vel ogſaa forekommet andre
Steder, at en Cultusminiſter blev forfulgt af den
ſtjcebneſvangre Erindring om, at han i ſine unge
Dage havde. begaaet en pderſt letſindig Studenterviſe,
og at en Finantsminiſter drev, Muſik i ſtorre Stil,
men derfor ogſaa hurtigſt muligt afgav Finantsporte⸗
| feuillen og kun beholdt: den mindre tyngende Node⸗
| portefeuille — dog maa det anſees for et charakteriſtiſt
| Trek hos den -øjterrigffe. Embedsſtand, at en af de
ſtrengeſte Politidirekteurer forſtjonnede ſin ugemytlige

Embedsvirkſomhed ved at ſkrive flotte Leilighedsdigte,

og at en Borskommisſair Gunſt regnes til de meſt

yndede Componiſter af muntre: Mandsſange. Og kun

derved var det muligt, at der to Gange i Trek kunde

gjores et tilſyneladende jan loierligt Valg ſom Üd⸗

nœvnelſen af en Rigsfinantsminiſter til Chef for Hof⸗
26

.

402 Seljfabsminifteren.

theatret og derpaa af en Finantsmand, Direkteuren for
en ſtor Bank, til den Afdødes Efterfolger. Af denne
hos Embedsſtanden omhyggeligt bevarede almindelige
Folelſe for aandelige ſelſkabelige Tendenſer er det
muligt at forſtaae en Skikkelſe ſom Baron Hofmann,
og under dens Paavirkning udviklede denne Mands
ganſke ufædvanlige individuelle Anlæg fig til Vir—
tuoſitet.

* N *

Han var overhovedet voxet op fra Embedsſtan⸗
den, fra den lavere Tjeneſteſphere, hvor det kun kommer
an paa eengſtlig Paapasſelighed og lydig Udforelſe af
Andres Ordrer, til den høie, overſtuende og ſelvbe⸗
ſtemmende Statsembedsvirkſomhed. Ogſaa til Baron⸗
titlen var han kommen i Tjeneſten, og han var en
fremragende Repreſentant for Embedsadelen — ogſaa
i fit. dre. En elegant Bureaukratfigur, hoi, men
uden fordringsfuld Stivhed, tvertimod ſmidig, et lyſt,
klogt, gelſtverdigt Bureaukratanſigt, der ved det blonde
Kind⸗ og Overſkjceg og de ſmaa, men pderſt livlige,
Oine fif et wienerariſtokratiſt Udtryk; paa Gaden kom
hertil endnu den ſkjodesloſe, lette Gang og den med
gratieus Jovialitet ſtjcvtſiddende Hat. Naar man faae
ham ſaaledes, kunde man ligeſaa godt antage ham
for en i Bureaukratiet indlemmet Fodſelsariſtokrat
ſom for en i Ariſtokratiet indfort Bureaukrat. Baade

Selſkabsminiſteren. 403

i det Ydre og det Indre bar han Preg af Embeds⸗
manden. Deri faa hans Fortrin og hans Svaghed.
Begavet med et uſedvanligt klart Blik, havde hans
ved mangegarig Tjeneſte erhvervede Kjendſkab til
Menneſkene og Forholdene fort ham til en objektiv
Selvpſtendighed i Tanker og Anſkuelſer; men Embeds⸗
mandsbevidſtheden, ſom han aldrig kunde frigjore ſig
for, havde, ſelv da han var bleven Miniſter, en ſkade⸗
lig Indflydelſe paa hans Handlemaades Selvſtendig⸗
hed. Mere end een Gang viſte han ſig ſom det
klareſte Hoved og det fkarpeſt ſeende Øie i Regjeringen;
men han manglede Haandens Energi til at lade Hand⸗
lingens Conſekventſer folge efter. Ligeoverfor andre
Meninger forſtod han ikke at give den af ham hev⸗
dede rigtigere det fornodne Eftertryk. Han ſtjulte det
ikke for ſig Jelv og ſvarede engang paa en Vens Be⸗
breidelſer i denne Retning: „Troer De, jeg ikke veed,
at jeg ffulde træde beſtemtere op og være mindre
eftergivende, naar det gjelder Gjennemforelſen af
mine Ideer; men hvad ffal man ſige til det? jeg har
aldrig rigtig kunnet voxe mig ind i mine Forhold;
jeg har aldrig veret iſtand til at glemme, at jeg en⸗
gang var en Embedsmand med 1800 Gylden om
Aaret, og det ſkader mig endnu den Dag idag.”

Det er en Erindring, ſom netop nu, da man

engang igjen er bleven mindet om, at Folkene i Balkan⸗

landene have deres egen Villie og ikke bryde ſig ſtort om

Stormagternes diplomatiſte Onſker og Vink, har nogen
5 5 26*

BE ⁵ ;vʃͤ” ˙˙ —⏑ẽ⁸⏑ͤ·C eee

404 Selſtabsminiſteren.

Aktualitet. Det var i Aaret 1876 i Budapeſth under
de derværende Delegationsmoder. Man var ved Be—
gyndelſen af de nye orientalſke Forviklinger, og Grev
Andrasſy havde den Dag ſom Udenrigsminiſter i
et offentligt Mode ladet falde det ſtore Ord, at „man
var kommen ud over Kriſens Breendpunkt“, og han
havde endog. tilfoiet, at man i Wien hverken tenkte
paa at annectere eller occupere Bosnien og Herzego—
vina. Samme Dags Aften talte Baron Hofmann
paa fit Verelſe i Hotel Europa med en fortrolig Ven,
og Andrasſys Erkleeringer kom ogſaa paa Tale.
„Naar en Miniſter blot ikke altid folte ſig forpligtet
til at agere Profet“ — ſagde han med en vis Pirre—
lighed — „og naar han blot kunde komme ud af den
Vane at tage Onſker for Kjendsgjerninger! Tro De
mig, Kriſen er verre end nogenſinde, og om et Par
Uger "gaaer det los i Serbien. Og hvad Bosnien
og Herzegovina angaager, faa ville vi maaſkee ikke
annectere, men occupere mage vi ganſke ſikkert. Det
er os umuligt Andet, hvor lidt glad jeg ſelv end er
ved den Hiſtorie. Vi ere tvungne dertil. Lad os for
Exempel fætte, at jeg har en Villa, og at der uden⸗
for den ſtrekker fig en ſtenet Mark. Det kan natur⸗
ligvis ikke falde mig ind at kjobe den unyttige Mark.
Men ſaa hører jeg en Dag, at min Nabo vil. anlægge
en Gjodningsfabrik paa den. Ja, nu maa jeg gribe
ind, enten jeg vil eller ikke, ſelv om jeg ikke fager
den mindſte Indteegt af Marken — thi Lugten fra

Selſkabsminiſteren. 405

Gjodningsfabriken vil jeg ikke have i min Villa og i
min Neſe.“ :

Med dette ſjeldent fvigtende ffarpe Blik, der dog,
ſom allerede bemerket, manglede det kraftige, udſlag—
givende Initiativ, var der forenet en vis Skepticisme,
der under alle Forhold holdt ham fri i hans Indre.
Han var f. Ex. Medlem af St. Michaelsbroderſkabet,
en kirkelig⸗verdslig Forening, hvis oſtenſible Maal er
at indſamle Peterspenge til den hellige Fader. Som
god Son af den katholſte Kirke, ſom han ikke vilde
rive ſig los fra, vægrede han ſig ikke ved at yde fin
. Stjærv til Paven og lade fit Navn komme paa Liſten
over de Bidragydende. Men det forhindrede ikke, at
han i Udenrigsminiſteriet altid talte for Nodvendig⸗
heden af god Forſtagelſe imellem Oſterrig og Italien,
ſkjondt Tilintetgjorelſen af Pavens verdslige Herre
dømme maatte være de italienſke Enhedsbeſtrebelſers
Indhold og Maal, Det vidſte man ogſaa ved det
italienſke Hof, og dette i Forening med det vindende
perſonlige Indtryk, han ved Keiſer Franz Joſephs
Beſog i Venedig gjorde paa Dronning Margarethe,
forte til, at der, da han tog Afſked ſom Rigsfinants⸗
miniſter, fra Quirinalet blev udtalt, at man gjerne
vilde ſee ham der ſom Geſandt, og der var ingen
anden Hindring for hans Udnevnelſe end den af ham
ſelv opſtillede, at en ægte Wiener ikke kan undvære
Tit tjære Wieu.

Baa hans Skepticisme beroede for en Deel en

406 Selftabsminifteren.

god Egenſkab, ſom han paa en glimrende Maade
lagde for Dagen i en enkelt Retning af hans officielle
Virkſomhed, nemlig en Objeftivitet i den politiſke
Synsmaade, der forte ham til en meget tolerant Be—
dommelſe af modſatte Anſkuelſer og derved gjorde
ham til en virkelig ganſke eneſtaaende „Presſeleder“.
Grev Beuſt havde betroet ham Ledelſen af Forret⸗
ningerne i Udenrigsminiſteriet, og den uforlignelige
Virtuoſitet, hvormed han ſtyrede dette det vanſkeligſte
af alle intime Regjeringscontoirer, foranledigede Grev
Andrasſy til at bede ham om at fortſette ſit deli⸗
kate Hverv, endog da han ikke mere var adjungeret -
ham, men ſelv ſad i Miniſterraadet med ſin egen
ſelvſteendige Portefeuille. Men deraf opſtod det eien-
dommelige Forhold, at en Miniſter i aktiv Tjeneſte
ogſaa greb ind paa en Collegas Omraade og beſorgede
dennes Forretninger. Og her, i Forhandlinger med
Presſens Repreſentanter, forenede alle Baron Hof⸗
manns politiſte og perſonlige Egenſkaber fig til et
ganſte mærkværdigt Enſemble. Aldrig har viſtnok
nogen Presſeleder ved direkte at beſtrebe fig for at
ffaffe fig Indflydelſe paa Bladene og benytte dem i
Regjeringssiemed opnaget ſaadanne Reſultater, ſom
denne tilſyneladende objektive „Informator“ for Jour⸗
nalerne og Journaliſterne, der altid indſkreenkede fig
til at „udvikle Regjeringens Tanke“, ſom han ſagde,
og ſom, naar han havde en Journaliſt af Oppoſitionen
for ſig, efterat have endt et ſaadant kun „informa⸗

Selſtabsminiſteren. 407

toriſk“ Foredrag, gjerne tilfoiede: „Det vil ſige, faa-
ledes taler jeg ſom Miniſter — var jeg Redakteur af
et Oppoſitionsblad, vilde jeg formodentlig ogſaa tale
anderledes, og jeg kan godt forſtaae, at De maaſkee
har en anden Opfattelſe af Sagen end jeg.“ Men
ſelve „Informationen“ var affattet i den meſt be⸗
daarende Form, og tillige var der i Almindelighed
opſtaget et ſaadant ikkeofficielt Forhold mellem „Ex—
cellencen“ og Journaliſten, at man engang imellem
idetmindſte i Sager af mindre Betydning eller i Tone
og Udtryk viſte ſin „gamle Bekjendt“ en Villighed,
ſom Miniſteren vanſkelig vilde have opnaaet. Han
forſtod virkelig ogſaa at fengſle ved fit Foredrag, thi
han var klar ſom et Speil og epigrammatiſk lyn⸗
glimtende i ſine Forklaringer, og den grundige Ind—
trengen i og detaillerede Fremſtilling af Gjenſtanden
for Samtalen mindede om den tidligere Lærer ved
Wiens Hoiſkole. Thi der havde han i Halvtredſerne,
under en Afbrydelſe af hans Lobebane ſom Embeds⸗
mand, i nogen Tid holdt Forelæsninger over tydſt
Statsret, tilmed — en ganffe interesſant Tilfældighed
— paa Foranledning af den daværende fadfijte Mi⸗
niſter, Hr. von Beuſt. Denne havde under et Beſog
i Wien havt ham til Sidemand ved en Middag hos
Cardinal Rauſcher og hos ham fundet et ſaa ſjeldent
Kjendſkab til den tydſke Statsret, at han fif ham til
at holde Forelæsninger derover, viſtnok uden dengang
at ane, at denne Lærer i den tydſke Statsret engang

nn

408 Selſtabsminiſteren.

*
ſom Adlatus ſkulde i et wienſk Miniſterpalads blive
hans Medhjælper ved Studiet af den gamle oſterrigſke
og Skabelſen af en ny oſterrigſk Statsret.

Hvor høit. hans Indflydelſe pan den wienfke
Journaliſtik blev anſlaget ikke blot af Lederen af
Udenrigspolitiken, men ogſaa af alle de andre Miniſtre,
og i hvor hoi Grad denne Indflydelſe blev over—
vurderet paa en for den: formentlig altformaagende
Mand ikke altid behagelig Maade, derpaa har man et
betegnende Exempel i et Sporgsmaal, ſom en juſt
ikke meget populair cisleithanſk Miniſter rettede til
ham: „Deres Excellence, De ſtager paa en faa for⸗
trolig Fod med disſe Herrer af Presſen — hvorfor
er jeg ikke populair?“

* 7 *

Men underligt nok, og dog paa den anden Side
naturligvis let forklarligt, (od denne faa indſigtsfuldt
tolerante Regjeringsmand, efterat han ſom General⸗
intendant "havde overtaget den overſte Ledelſe af
Hoftheatret, det i ſit Theaterembede undertiden
ſterkt mangle paa denne rosverdige Objektivitet,
og han kunde da være meget omſkindet ligeoverfor
journaliſtiſk Modſigelſe. Ikke ſaaledes at forſtaae, at
han i Længden blev ved at være forbittret paa den,
der var af en modſat Mening — det laa ikke i hans
godmodige Charakteer —; men en om end kun forbi⸗

Selſkabsminiſteren. 409

gagende Pirrelighed traadte dog frem, og hvad der
mangen Gang var endnu verre for den Anden, naar
han ellers ſtod paa god Fod med ham, han vifte
tydeligt, at han følte fig kreenket. Den elſkverdige
Mand, hvem viſtnok Ingen af dem, der virkelig kjendte
ham, paa nogen Maade vilde være ubehagelig imod,
men hvem man dog iffe. altid kunde give Ret; led
oienſynligt ved ethvert ſaadant Angreb paa hans
Theaterſtyrelſe. Det var i Begyndelſen en ikke let
forſtagelig Overraſkelſe for dem, der kjendte ham fra
hans politiſte Embede og huffede, hvor godt han
dengang havde fundet ſig i Oppoſition — og dog
fod, ſom ſagt, Modſetningen ſig ganſke naturligt for⸗
klare. Skepticismen var ikke fulgt med Statsſkeptikeren
til Theaterbureauet; der mødte han med en endelig
tilfredsſtillet heftig Lidenſkabs fuldttroende Sangvinſk⸗
hed, og han forlangte nu, at Andre ogſaa ſkulde have
den ſamme ſteerke Tro. Hvor meget han end ogſaa
her, paa Grund af ſin mangeſidige Begavelſe og

iuſtinktive Raſthed i Opfattelſen af Detaillerne, tog

fat endog påa en ny Opgave ſom virkelig Fagmand
og hvor glimrende Reſultater han end, navnlig i Hof⸗
operaen, opnaaede ved fin perſonlige Indgriben —
hans Pirrelighed ligeoverfor Indvendinger aabenbarede
fig dog her ſom et ſikkert Tegn paa den Dilettantisme,
der fra forſt af havde bragt ham i Berøring med
Theaterveſenet, og ſom han ganſte viſt ſenere havde
udviklet til et indtrængende Kjendſkab til dette og

Cr ĩ0%t[ ñ ͤ ͤt½-.ß : EET FO ET TE BENN

410 Selſtabsminiſteren.

arbeidet op til en vis Evne til praktiſk at kunne gribe -
ind deri. '

Medens han fra fin tidligſte Ungdom "havde,
man kunde næften ſige med kunſtneriſk Religieuſitet,
næret en ſand Burgtheater-Andagt, var han ved fin
Stilling i Udenrigsminiſteriet kommen i direkte Be-
roring med dette Theater. Thi dette Miniſterium,
der tillige fungerer ſom Miniſterium for det keiſerlige
Hus, beſorgede Hoftheatercenſuren, og denne var be—
troet Baron Hofmann. Her indlagde han fig nu
ſtor Fortjeneſte af Repertoirets frie Bevegelighed og
dets Frigjorelſe for mange Henſyn til Statsforholdene
og Hofetiketten, Fjernelſen af mangen Wngſtelighed
franeden, mangen hemmende Pirrelighed fraoven, og
for en ſtor Del kunde det i Theaterhiſtorien interes⸗
ſante Fenomen tilſtrives ham, at den ſom „Hoftjener“
jaa; udffregne Dingelſtedt var iſtand til at gjennem⸗
fore mange driſtige Repertoire-Voveſtykker, ſom „De⸗
mokraten“ Laube ikke havde turdet indlade fig paa.
Nu havde det neppe kunnet ſtee, hvad der ſkete under
Laube, at Shakeſpeares „Kong Johan“, der allerede
var fuldſtendigt færdigt med Dekorationer, Coſtumer
og Prøver, igjen maatte forſvinde i Theaterarkivet og
Dekorationsmagaſinet, fordi en „Baſtard“ og en
„pavelig Legat“ vare „utilladelige“ paa Burgtheatret,
medens Dingelſtedt uhindret turde bringe Cardinal
Wincheſters uhyggelige Skikkelſe i „Henrik den Sjette“
med alle Dodstimens Redſler paa Scenen. „Det er

Selſkabsminiſteren. 411

ikte min Sag,“ ſagde Baron Hofmann engang, „at
ffaane alle Herſkaberne i deres Loger for ubehagelige
Fornemmelſer. Naar der i Stykket forekommer Ting,
ſom de af virkelige Grunde føle ſig trufne af, faa er
det deres Skyld, ikke min og ikke Digterens.“
Fra denne Cenſorſtilling udſpandt fig nu de
mangfoldige Traade, der knyttede ham til Hoftheatrene,
til Perſonalet ved disſe og til alle kunſtneriſke og
perſonlige Interesſer. Der udviklede fig efterhaanden
et Tillidsforhold, for hvilket han med permanent
Hjelpſomhed ſtillede hele „Selſkabsminiſterens“ Ind⸗
flydelſe til Dispoſition ſom den af Enhver anerkjendte
Raadgiver og Mægler, der vidſte at finde en Udvei

for hver Vanſkelighed, en Opklaring af hver: Mis⸗

forſtagelſe, en ÜUdjevning af hver Conflikt. De kunde
ſaaledes Alle, da han traadte i Spidſen for dem, hilſe
ham ſom en god Bekjendt, maaſkee ſom en altfor god,
thi „Hoiheden“ og „Verdigheden“ hos ham blev ikke
ſjelden ſtillet i Skygge af det tidligere fortrolige For⸗
hold; hans medfødte godmodige Trang til paa en
jevn Maade at omgaages Folk forſtod ikke at ſette fig
i den behorige Poſitur, og hans Smag for Virkſomhed
og Alleſtedsneerverelſe kaſtede ham, baade figurligt og
bogſtaveligt talt, ind i den meſt brogede Coulisſe⸗
trengſel. Ofte kunde man om Aftenen oppe paa
Scenen høre en Theaterorbeidsmand, der ſkulde rydde
op og maatte forbi ham med et Mobel eller et Set⸗

ſtykke, ſige nok jaa gemytligt: „Aa, vil Deres Excellence

|

412 Selſtabsminiſteren.

ikke gage lidt afveien“ — og den mindſte Ballerina
kunde ligeſaa let ſom den feirede Primadonna fane
ſig en rigtig Pasſiar med „Excellencen“. Hermed ere
vi rigtignok komne til at berore et kildent Punkt, ſom
ofte nok blev bebreidet ham og udtydet og mistydet
paa mange Maader — hans „Svaghed“ for Damerne
og hele det kvindelige Perſonale. Ja dem kunde han
ikke undvære. Ligeſom Sytraad og Silketrevler paa
en Mands Frakke ofte ere de forrederiſke Spor af,
at han har været i kvindeligt Selſkab, ſaaledes hang
Dameomgangens Traade og Trevler endnu faſt ved
ham, naar han var i ſit Miniſtercabinet eller i fit
Intendantbureau. Den kvindelige Atmoſpheeres Parfume
omgav ham altid og gjennemtreengte hele hans Veſen.
Men ſkjondt han faa hurtigt kom til at ſtage paa en
intim Fod med Theaterdamerne, var Omgangen med
dem for ham dog nermeſt kun en ſelſkabelig Nod—
vendighed. Boudoiret var hans Capua, og han lagde
ikke Skjul paa, at han derfra hentede fin Friſkhed.

Han kunde tale meget djærvt om Kvinderne, med
den draſtiſke Skarphed i Udtrykket, der gjorde ham
til en fan træffende Epigrammatiker; og dog havde
han de meſt ideale Tanker om dem og neſten om alle
uden Forffjel!

Men denne Eklektiker i Kvindeomgang, fom opflog
ſin Hytte der, hvor det behagede ham bedſt, var dog
altid i ſit Hjerte forbleven trofaſt imod Mindet om
et eneſte kvindeligt Veſen, og han gav denne Troſkab

Selſtabsminiſteren. 413

Udtryk i fit Teſtamente. Blandt dem, der ere be-
tenkte i dette, treffer man en langt borte fra Wien
levende Dame, hvem han havpde teſtamenteret nogle
tuſinde Gylden; men hendes Hiſtorie kjende, foruden
Teſtamentets Executor, kun to eller tre Perſoner.
Bladene have i fan Henſeende ingen Antydninger
givet — og dog er denne Hiſtorie ganſke viſt aldeles
jevn og uden al Effekt og Kataſtrofe, men dog i al
fin Simpelhed en dybtgribende Kjerlighedsroman.
Som ung Embedsmand havde Baron Hofmann
elffet en Pige, ſom ogſaa havde ſyntes godt om ham;
men hendes Fader havde nedlagt fit Veto mod en
Forbindelſe, indtil Frieren havde opnaaet en hoiere
Stilling, der anſages for at være. nodvendig, og en
Gage, der ubetinget maatte betragtes ſom normeret
for at kunne fore et Hus. Men dertil vilde medgaae
Aar, og dem medgik der ogſaa. De to unge Men—
neffer elſkede fremdeles hinanden og holdt faſt ved
deres gjenſidige Lofte; men imellem Moder og Son
havde der imidlertid ved det nafbrudte Samliv ud⸗
viklet fig en ſaadan Folelſe af Uadſkillelighed, at den
gamle Kone ikke var iſtand til at fatte Tanken om et
andet Liv end det, de to hidtil havde fort, og aldeles
beſtemt erklerede Sonnen, at hun ikke vilde overleve
det, hvis han en Dag gik hen og giftede fig. Hun
fif ham ogſaa til at love, at der ikke ſkulde ſkee nogen
Forandring i deres Forhold, ſaalcenge hun levede —
og da nu det i mange Aar lengſelsfuldt ventede og

414 Selſkabsminiſteren.

tilſtrebte Oieblik kom, ſom opfyldte de af den Elſkedes
Fader ſtillede Betingelſer og gjorde Parrets Forening
mulig; da Faderen kom til den forventede Svigerſon
for at meddele ham, at der nu ikke mere var nogen
Hindring for hans Lykke: da maatte denne ſpare der⸗
paa med den for ham faa pinlige Erklering, at det
nu var forſilde og at han nu ikke ſaage ſig iſtand til
at gifte ſig med Pigen, fordi han ikke kunde gjore ſin
Moder den Sorg at tilhøre en Anden, at det var
ham det ſmerteligſte Offer i hele hans Liv, men at
han ikke kunde bryde det Løfte, han havde givet fin
Moder. De Elſtende ſagde hinanden da Levvel for
ſtedſe. Hun giftede ſig ſenere, drog bort fra Wien,
og forſt mange Aar efter erfarede Baron Hofmann,
at det gik hans tidligere Elſtede meget daarligt. Og
i hans Livs ſidſte Uger, da det anede ham, at han
ſtulde doe, og han folte Trang til at nedſtrive ſin
fidſte Villie, da lyſte fra Ungdommen ind i Aften⸗
demringen Mindet om hin gamle og eneſte Kjerlighed
— og han lod hende ved ſit Teſtamente vide, at han
ikke havde glemt hende.

x *
*

gaa Uger for hans Dod fad han med en Be—

kjendt fra hans Miniſterdage i Theaterbureauet og

talte en Gang endnu med ham om Politik. Thi Po⸗
litikeren var ingenlunde heelt gaaet op i Theatermanden,

Selſkabsminiſteren. 415

og ſine Pligter ſom Medlem af Herrehuſet opfyldte
han faa punktligt og ſamvittighedsfuldt, at han kunde
ile bort fra en interesſant Generalprove, naar det
dreiede ſig om en vigtig Afſtemning, ſom han ikke
vilde forſomme, om ikke af anden Grund, faa af Frygt
for at fane Ord for ikke at turde vedkjende fig fin
Mening; thi han ſtemmede trods ſit Hofembede og
uden Henſyn til den perſonlige Gunſt, han ſtod i hos
Keiſeren, med Oppoſitionen. Det ſkaffede ham en vis
indre Tilfredsſtillelſe; han betragtede det ſom en Op⸗
reisning, han gav fig ſelv for de mange urigtige
Domme, der vare fældede over hans politiſte Hold—
ning, at han kunde beviſe, at han ikke var en Veir⸗
hane, og at der i ham fandtes en beſtemt Tankeretning
og Overbeviisning. Og hvor levende denne Tanke
og denne Beſtrebelſe optog ham, det kom netop frem
i hin Samtale, i hvilken han pludſelig henkaſtede det
Sporgsmaal: „Siig mig oprigtigt, finder man ikke,
at jeg er lidt for ſvag i min Oppoſition?“ Saa faldt
Talen igjen pan den Bebreidelſe, der faa ofte var
gjort ham, at han manglede Energi, da han ellers
vilde have ſpillet en ganſke anden Rolle i Staten og
i det Sieblik maaſkee vilde været noget helt Andet end
Theaterintendant — og da undſlap ham den ganſke
merkelige Yttring: „Hvem veed, hvad der endnu kan
ſtee? Hyilke Forhaabninger nærede han ikke i ſit
Livs ſidſte Dage! Hyvilket Virvar af Gaader findes

416 Selſkabsminiſteren.

der dog ikke i ſaadant et aandende og udaandende
Menneſkebryſt!

J ethvert Tilfælde er en af de interesſanteſte og
indholdsrigeſte Tids⸗ og Selſkabsfigurer gaaet i Gra—
ven med denne wienſte „Selſkabsminiſter“, en ubetalelig
Skikkelſe for politiſte Memoirer og Nutidsromaner, en
Skikkelſe, ſom kun har manglet en Smule Beſtemthed,
Initiativ og Kraft til at tage et afgjerende Skridt for

at bringe Afſtanden imellem den planleeggende Tanke
dog den udførende Daad til at forſvinde og for at

indtage en Plads blandt vor Tids meſt fremtrædende
Statsmend.

417

Bycdhtarkaen.

En bohmiſt Fortælling.

I.

ö Nogle Mile Nord for Byen Wlada Boleslav,
ſom Tydſkerne falde Jung-Bunzlau, hever Jeſtied⸗
bjerget fig. J Aarhundreder har det betegnet Grendſen
imellem Tydſkere og Slaver. De maleriſke Skove,
hvormed dets Sider ere bekledte, ere befolkede med
poetiſte Sagn: der hører man i ſtormfulde Netter
fantaſtiſke Hundekobler fare gjoende afſted; der vælde
op af Jorden ſolvklare Kilder, omkring hvilke om Af—
tenen Vandenes Aander dandſe, medens Skovens
Nymfer kemme deres lyſe Haar ved den opgaagende
Maanes Skin. Ved Foden af Jeſtied ligger den lille
Landsby Svietla, hvis hvide Klokketaarn i lang Af⸗
ſtand tiltrekker fig den Reiſendes Opmeerkſomhed; det
er det bohmiſtke Folks ſidſte fremſtudte Forpoſt; i
denne tarvelige Kirke kan den czekiſke Pilgrim endnu,

27

418 Rychtarkaen.

forinden han kommer til Tydſkerne, hore Gud blive
lovpriſet i ſit Modersmaal. Egnens Befolkning
kemper tappert om denne Grendſe for en Nationa⸗
litet, der netop elſkes faa høit, fordi den er underkuet
og truet. Den udmærker fig ved et viſt ſydlandſk
Liv, og den har Ord for at være aandrig, glad og
munter. Kvinderne ere høie og neſten ligeſaa ſteerke
ſom Mændene; de afloſe dem ofte ved Markarbei—
derne, thi Jeſtiedegnen er fattig og kan ikke ernære
alle fine Born. Mange blive Honſehandlere og Bisſe—
kreemmere. Jeſtiedmanden elſker fremfor Alt fin Fri-
hed, han paatager ſig ikke gjerne en Tjeneſte, og det
er en Sjeldenhed, at han lerer et Haandverk. Efter
at have gjennemvandret fremmede Lande og tjent fig
nogle hundrede Gylden, vender han i Almindelighed
hjem for at ende fit Liv i ſine Bjerge. Efterhaanden
ſom Civiliſationen ſkrider frem, forandres denne Egns
og disſe Bonders ÜUdſeende, Sagnene forſvinde, Sko—
venes Feer mage vige Pladſen for proſaiſke Skov⸗
huggere. Dog opliver endnu mere end een fantaſtiſt
Fortelling de lange Aftener, og til disſe Fortællinger
ſlutte fig undertiden ſande Hiſtorier, Hiſtorier om
Kjærlighed og Skinſyge, om ſtuffede Illuſioner, om
knuſte Hjerter, ſom fage de unge Karle til at drømme
og de unge Piger til at græde. Helten i det Eventyr,
vi her ffulle fortælle, ſover under Ligſtenen paa Kirke⸗
gaarden; men Mindet om ham lever endnu. Naar
Talen er om ham, onſke Mødrene at have Sonner,

Rychtarkaen. 419

der ligne ham, Pigerne opſtille ham ſom et Monſter
for deres Tilbedere, Unge og Gamle velſigne hans
Minde.

Han hed Antoch Jirevets. Han var for mange
Tider ſiden den ſmukkeſte og rigeſte Bonde i hele
Wlada Boleslav. Hans Anſigt var hvidt ſom en
ung Piges, hans Haar fyldigt og ſtinnende; han
holdt ſig ſaa lige ſom et Alterlys og gik ſom en
Prinds. Aldrig blev han om Aftenen ſiddende i
Vertshuſet, aldrig ſpillede han Kort, Ingen havde
nogenſinde feet ham beruſet. Aldrig horte Tjeneſte⸗
folkene paa hans Eiendom et ondt Ord af ham, og
han eiede dog umaadelige Strekninger: Skove paa
Bjerget, dyrkede Marker paa Skraaningerne og Enge
i Dalen, Alt var hans. De fornemme Herrer i Om⸗
egnen behandlede ham neſten ſom deres Ligemand,
og dog var han ikke mere ſtolt for det. Antoch var
ikke født. til en faa misundelſesveerdig Stilling; han
havde forſt opnaaet den efter mange bittre Omffift
ninger. Han var fodt i en fattig Hytte paa Siden
af Bjerget. Hans Fader, en ſimpel Breendehugger,
var dod uden at have kjendt ham. Hans Moder levede
af fine Heenders Gjerning; om Sommeren tjente hun
hos Bonderne, om Vinteren ſpandt hun; hun vennede
tidlig Sonnen til Fattigdommens ſtrenge Love. Hun
havde været meget ſmuk; i fin Ungdom havde hun
havt de rigeſte Friere, men hun vilde ikke tage en
Mand, der mulig engang kunde bebreide hende hendes

27%

420 Rychtarkaen.

Fattigdom. Som Enke paa tyve Aar kunde Antochs
Moder med Lethed være bleven gift igjen; men hun
afſlog alle Tilbud. „Jeg vilde ſkamme mig,“ ſagde
hun, „over engang at ſtaage frem for Gud med en
anden Mand end min forſte WÆgtefælle. Jeg vil ikke
have, at min Son fkal forhaane fin Faders Minde
ved at give en Anden den Ret, han ikke har kunnet
give ham ſelv. Jeg ffal nok ſelv opdrage ham.“

Og hun opdrog ham virkelig. Da han var ſyv
Aar, kom han ud at tjene; Landsdommeren, Rych—
tarzen, ſom man dengang kaldte ham, ſatte ham til at
vogte ſine Hjorde. Det fik han ikke Grund til at
fortryde; Drengen var raff til fit Arbeide, lydig,
lervillig, ikke iſtand til at ſige en Uſandhed og fuld
af Taknemlighed mod ſin Velgjorer. Dommeren og
hans Huſtru kom til at holde meget af ham. De
havde kun eet Barn, en lille ſvagelig og ſkrantende
Pige; Gud havde ikke forundt dem en Dreng. Ofte
jane de paa Antoch med et misundeligt Blik, og de
overforte ubevidſt paa ham den Kjerlighed, de havde
forbeholdt denne faa længe onſkede og forgjeeves ven-
tede Son. (

Det var ijær Dommerens Huſtru, Rychtarkaen,
der beklagede, at hun ikke havde en Son; den ſtorſte
Deel af Formuen ſtrev fig fra hende, og hun tenkte
med Bitterhed paa, at disſe Eiendomme, hvortil
hendes Families Navn jan længe havde været knyttet,
ffulde gaae over i fremmede, Gænder, Hun ſtjulte

Rychtarkaen. ; 421

ikke fin Bedrovelſe, og man paaſtod der paa Egnen,
at hun gav ſig af med forbudne hemmelige Kunſter
for at ſkaffe fig den faa inderligt onſkede Arving.
Ved Nattetid havde forſinkede Reiſende feet hende ene
paa en Korsvei; Kvinder, der tidlig om Morgenen
vare paa Veien til Turnov, havde feet hende gaae
baglænds inde i Skoven, og Blodet, fortalte de, dryp—
pede fra hendes Hender; om Aftenen havde hun mere
end een Gang liſtet om i Skovkanten i Retning af
den gamle Mikuſas Bolig. Ingen udtalte dette Men⸗
neſkes Navn uden Rædfel; det var ham ikke tilladt at
deeltage i Altergangen, og han kunde ikke engang komme
ind i Kirken.

Rychtarkaen var ingenlunde faa afholdt ſom
hendes Mand; hun var ſtolt og bydende, heftig og
lunefuld i Had ſom i Kjærlighed. Hun gav Meget
bort til de Fattige og behandlede ſine Folk godt; men
man paaſtod, at hun gjorde det ikke fan meget af
Godhed ſom af Interesſe og Forfengelighed. Hendes
Mand fandt ſig i alle hendes Luner, og den huslige
Fred blev. fun ſſelden forſtyrret.

Over Lørdag Aften kom Antoch hjem til fin å
Moder; han fortalte hende, hvad de havde bejtilt i
Ugens Lob, hvilke Folk han havde feet, hvad han
havde: hort, endog hvad han hapde tænkt. Ved fin
Underviisning og ved fine Raad udviklede hun hos
ham den Pligtfolelſe, ſom hele hendes Liv kunde være
ham et Forbillede paa. For hver Dag kom hans

422 Rychtarkaen.

Herre til at holde mere af ham, og da iſer hans
Herres Huſtru; det ſage næften ud, ſom om hun fore—
traf ham for fin Datter; og han agtede og elffede
hende ſom fin egen Moder. Da han havde fyldt fit
femtende Aar, holdt han op med at vogte Kveg og
blev Karl paa Gaarden. Det var en ſkjon Dag i
hans Liv, da han forſte Gang ſpendte Heſtene for
Ploven. Dommeren forærede ham en Gulddukat, og
hans Huſtru en god ny Pidſk; hans Moder var kom⸗
men ned fra Bjerget udelukkende for at fee, hvorledes
han tog fig ud med fit Kjoretoi. De unge Piger
havde hængt Krandſe paa hans Heſte; han ſelv havde
en Buket i Hatten og en anden i Knaphullet; han
faae ud ſom en Brudgom. Stolt over at have be—
gyndt paa en faa heldig Maade, fif Antoch Smag for
fine Forretninger. Hans Forſpand var det ſmukkeſte
af alle, hans Plov den bedſt holdte; de Marker, ſom
hans Herre betroede ham, vare de bedſt pasſede.
Hans Kammerater paaſtod, at det gik til med Trold⸗
domskunſter; de holdt ofte Øie med ham for at gribe
ham paa ferſt Gjerning, iſcer Langfredag, thi den, ſom
den Dag kan dræbe en Ugle, torre dens Indvolde,
ſtode det til Støv, blande det med Tanden af et dødt
Menneſke og kaſte denne Blanding i fine Heſtes Havre,
han vil hele Aaret igjennem have fede, ſkinnende og
villige Heſte. Dommeren, ſom ikke troede paa Trold—
dom, holdt mere og mere af Antoch; en Dag meddelte
han ham, at han altid vilde beholde ham hos ſig, og

Rychtarkaen. 423

at han havde lagt en betydelig Sum til Side for at
kunne kjobe ham fri for Soldatertjeneſten. Men for⸗
reſten roſte alle Menneſker Antoch, undtagen netop
Egnens Piger. Han var, ſagde de, den kjonneſte
Kart, man kunde tenke fig; de ſogte paa tuſinde
Maader at opildne ham; de bod ham op til Dands, og
han brød fig aldeles ikke om dem, — idetmindſte ikke
fan meget, ſom de gjerne havde onſket. Han kunde
være med til at lee og til at dandſe, naar Leilighed
gaves, men han ſogte den ikke. Ikke en eneſte Pige
kunde roſe fig af, at han havde tilhviffet hende for⸗
elſkede Ord eller ſtjaalet et Kys fra hende. De be-
klagede ſig undertiden over ham hos hans Madmoder,
der bebreidede ham hans Ligegyldighed, men han for-
blev døv for hendes Bebreidelſer.

Da Dommerens Datter var bleven ſexten Aar,
fik man hende ikke uden Befvær gift med en Møller
fra Omegnen; hun var dum og vanfſkabt, og det eneſte
Tiltræffende ved hende var Medgiften. Den Mand,
man gav hende, havde Ord for at være et brutalt,
egenkjerligt og gjerrigt Menneſke; men den ſtakkels
Pige havde Ingen at vælge imellem, hun fandt fig i
fin Skjebne og flyttede otte Dage efter Bryllupet til
fin Mands Molle, ſom laa nogle Mile derfra. Kort
efter blev Dommeren alvorligt ſyg: man maatte ſende
Bud efter Lægen, og han gav kun ringe Haab. Saa⸗
ſnart han fik Underretning om Faren, kom Sviger⸗
ſonnen hurtigt tilſtede, medbringende en Prokurator;

424 Rychtarkaen.

han dikterede den Doende et Teſtamente, hvorved han
blev indſat til Arving af alle Eiendommene. Endnu
aldeles kuet af Sorg gjorde Rychtarkaen ingen Ind⸗
vendinger; Svigerſonnen leverede Teſtamentet til Pro-
kuratoren, der ffulde fane det indregiſtreret efter
Dommerens Dod, ſaaledes ſom Loven bod.
Dommeren var neppe begravet, for Molleren
flyttede til Jeſtied, og det viſte ſig ſnart, at de havde
Ret, ſom ſagde, at han var et brutalt og gjerrigt
Menneſke. Da han var ſikker paa, at hans Kone vilde
viſe fig ligegyldig, og fane, at hans Svigermoder var
aldeles tilintetgjort af Sorg, afknappede han den forſte
Dag Folkene paa deres Lon, den næfte Dag lod han
de Fattige vide, at han for Fremtiden kun gav Almisſe
hver Langfredag; den tredie Dag erklærede han, at
det var hans Henſigt at lade en heel Skov fælde for
at betale Arveafgiften med den. Enken var meget
bedrovet: hun elſkede Dommeren. Hvad havde hun
tilbage efter Mandens Dod? En nekſſten idiotiſk Datter,
en raa og egenkjerlig Svigerſon. Hun tilbragte Da⸗
gene paa Kirkegaarden og Netterne med at græde.
Da hun en Aften gik hjem fra Kirkegaarden,
ſamlede hun nogle Bundter Gres for ſelv at give
dem til en Ko, ſom Dommeren havde holdt meget af.
Det var et meget ſmukt Dyr, ſom bar Hovedet hoit;
paa Grund af dens fornemme ÜUdſeende blev den faldt
„Grevinden“. Da Rychtarkaen traadte ind i Stalden
for at klappe fin Yudling, var Grevinden der ikke

Rydtarfaen. 425

mere. Enken hørte af en Hyrde, at hendes Svigerſon
havde folgt den famme Dag. Det var en ftor Sorg
for hende.

— Havde jeg vidſt, ſagde hun, da hun kom ind
til Molleren, at Du vilde fælge Grevinden, vilde jeg
ſelv have kjobt den af Dig, — og hun gav fig til
at grede. i

— Hvorfor det? ſvarede den Anden. Faaer Du
maaſkee ikte Smør og Melk nok? Hvad vilde Du faa
med det Dyr? ;

Jeg flager ikke over, at jeg mangler Noget i
nogen Retning, ſvarede Rychtarkaen; men jeg vilde
gjerne have beholdt den Ko, fordi min Mand holdt
faa meget af den.

— Og hvor ſtulde det Beſt vel have ſtaaet?
ſpurgte Molleren brutalt, medens han til ſine Folk
oſte en Suppe op, hvori der unegtelig var mere Vand
end Brod.

Det var et haardt Stod for Rychtarkaen. Men
hun beherſkede fig og ſvarede kun: „Har man Plads
til tredive Koer, har man vel ogſaa Plads til enog⸗
tredive.” a 3

— Mei; vil Du have en Ko, faa fæt den i Koſt,
hvor Du vil; jeg indlader mig ikke pan at give dine
Dyr Logis.

N Rychtarkaen blev faa hvid ſom det Lommetorklede,
hun holdt i Haanden; hun Taae hen paa fin Datter,
der paa fin ſœdvanlige ligegyldige Maade fad ganſke

426 i Rychtarkaen.

roligt og ſpiſte tilaften. Folkene fane aldeles for⸗
ffræftede ud; men ikke En af dem vovede at tage
Parti for den tidligere Husmoder imod den nye Herre.
De blev ſiddende uden at rore ſig og ſtirrede paa
deres Tallerkener. Antoch var der ikke. Enken ſagde
ikke et Ord. Iſtedetfor at ſette fig paa fin ſedvanlige
Plads gik hun langſomt ud, idet hun holdt Taarerne
tilbage; paa ÜUdtrykket i hendes Anſigt kunde de Til
ſtedeverende ſee, at Sagen ikke var endt dermed.
Den neſte Dag ſtod Rychtarkaen tidlig op; hun
havde taget fin Sorgedragt paa. „Jeg gaaer til
Reichenberg for at beſtille et Kors til min Mands
Grav,” ſagde hun til Pigen, der bragte hende hendes
Frokoſt. Hun gik ogſaa ganſke rigtig i Retning af
Tydſtland*); men da hun var kommen ind i Skoven
og var ſikker paa, at man ikke mere kunde fee hende
fra Landsbyen, dreiede hun pludſelig af tilhoire og
gik ned i Doubdalen. Hun kom forſt ſent hjem igjen;
det lod ikke engang til, at Molleren havde bemerket
hendes Fraverelſe, og man ſpurgte hende ikke om,
hvorfra hun kom. Hun gik atter ud og hen paa
Kirkegaarden. Da hun kom til Indgangen til de
Dødes Have, blev hun ſtagende og faae med et ſpor⸗
gende Blik ud i Tusmorket. J Almindelighed blev

*) Reichenberg ligger endnu i Bøhmen, men man taler
Tydſt der; Czecherne betragte derfor Byen ſom hørende
til Tydſkland.

Rychtarkaen. 427

hendes Oine fugtige, ſaaſnart hendes Blik faldt paa
den grønne Jordhøi, hvorunder hendes Mand hvilede;
men denne Gang ſtraalede de af Glæde: der fad en
Mand ved Graven, og denne Mand var Antoch. Han
fod til at være henſunken i dybe Drommerier; Ryd
tarkaen traadte hen til ham og lagde Haanden paa
hans Skulder, hendes Oine fyldtes med Taarer. Hun
tiltalte ham ikke ſom ellers med en blid og moderlig
Roſt, men i en heftig og haſtig Tone: „Jeg havde
ikke troet, Du vilde tage Dig Møllerens Trudſler faa
nær; han ſiger til Alle og Enhver, at han vil gjøre
Dig til Soldat. Du græder jo, ſom om Dragonerne
allerede vare i Heelene paa Dig. Jeg troede, Du var
mere modig.“ |

— J tager feil, ſvarede Antoch, hvis I troer,
at det er af Frygt, at jeg nodig vil vere Soldat.
Min Moder har lært mig, at vi Alle ftaae i Guds
Haand, og at der ikke falder et Haar af vort Hoved
uden hans Villie. Det er ikke mit Liv, jeg frygter
for, det er min Frihed ... Ak, jeg vilde gjerne doe.
Hver Aften gager jeg herud til min Pleiefaders Grav,
og jeg beder ham om at give mig Raad. Undertiden
tenker jeg pan at flygte; men hvad ſtulde der jaa
blive af min Moder? Hun veed endnu ikke, hvilken
Ulykke der truer mig; jeg har ikke havt Mod til at
tale til hende derom.

Rychtarkaen ryſtede paa Hovedet. „Flygte, det
er en daarlig Udvei! Jeg fjender en bedre ...“

428 Rychtarkaen

Da hun ſagde disſe Ord, ryſtede hendes Stemme.
Hun tog haſtigt Sloret tilſide og ſage ſkarpt paa
Antoch; hendes Dine ſyntes at udſlynge Lyn. Hun
var virkelig ſmuk ſaaledes, midt imellem disſe Grave,
i ſin ſorte Enkedragt og ved Maanens blege Skin.

Antoch gyſte for dette Blik; hans Hjerte bankede;
det var, ſom om en ny og forunderlig Folelſe kom
ind i hans Liv. „Hvad er da,“ ſagde han ſtammende,
„det for en Udvei, ſom jeg har glemt?”

— At gifte Dig, ſvarede Rychtarkaen med
Bejvær.

— Gifte mig? Jeg fortjener ikke en ſaadan
Spot af Jer i et ſaadant Sieblik. J veed jo godt,
at jeg ikke beiler til nogen Pige; er hun fattig, kan
hun ikke kjobe mig fri; er hun rig, tager hun ikke en
ſimpel Tjeneſtekarl.

— Aa jo . . . jeg fjender en; men hun er hverken
ung eller ſmuk.

Antoch teenkte fig om. „Hvad mener J? Jeg
fænfer ikke paa at gifte mig; men forreſten er jeg
ikke ſom de andre unge Karle, jeg bryder mig hverken
om Ungdom eller Skjonhed. Hvis jeg traf paa en
fornuftig, god og kjerlig Kvinde, vilde. jeg ikke be⸗
tenke mig et eneſte Oieblik.

— Er det virkelig fandt?

— Ja, ganſke viſt. Blodet koger i mig, naar
jeg fænfer paa, at de ville gjøre mig til Soldat; men
det ſkal ikke ſtee, for tager jeg Livet af mig. Vee.

Rychtarkaen. 429

den, der har angivet mig, vee den Usling, der haaner
Jer, og ſom vil berove en Moder ſin Son og mig
min Frihed!

— Hor mig, Antoch, vedblev Enken i en energiff
Tone; vi har begge den ſamme Fjende. Du veed,
hvorledes min Svigerſon behandler mig; Du veed,
hvor gjerne han vil gjore Dig Ondt. Antoch, vi
mage ſlutte os ſammen imod ham. Jeg ſagde imorges,
at jeg gik til Reichenberg; men jeg gik til Doub, til
Retten. Jeg har anmeldt, at jeg ikke har iſinde at
overgive min Eiendom til min Svigerſon: Gaarden
har jeg bragt med; min Mand kunde ikke afhænde
den. Jeg har faaet at vide, at Teſtamentet endnu
ikke er indregiſtreret, og at det følgelig er uden Be—
tydning; jeg overtager igjen min Eiendom, jeg ud—
betaler min Datter hendes Medgift indtil den ſidſte
Hvid, og jeg jager min Svigerſon paa Doren.
Antoch, Du veed, at min Mand holdt af Dig, ſom
om Du havde været hans egen Son. Han har mangen
Gang ſagt, at han vilde være glad ved at ſee fin
Eiendom i dine Hender; hvis Du hapde eiet Noget,
vilde vi aldrig have givet vor Datter til en Anden.
Nu har Du Leilighed til at hævne Dig og med det
ſamme hævne mig. Antoch, vil Du vere min
Mand? [ i ;

Antoch var ikke iſtand til at fvare;. han var
aldeles overvældet af den uventede Lykke, der kom
over ham; han fod fin Haand falde i Enkens. Alt

430 Rychtarkaen.

gik, ſom hun havde ſagt. Hun kom igjen i Beſiddelſe
af ſin Eiendom, kjobte Antoch fri for Militairtjeneſten
og giſtede ſig med ham. Molleren og hans Kone
bleve med Skam jagne ud af det Hus, hvor de paa
en fan uforſkammet Maade havde villet ſpille Herrer.
De reiſte om Natten for at undgaae Naboernes Latter
og jfjinlte deres Ydmygelje i deres Molle. Der var
Ingen, der ſavnede dem.

J flere Aar gik Alt paa det Bedſte i den nye
Husholdning. Antoch havde altid været alvorlig og
fold; han holdt oprigtigt af fin Huſtru, han mindedes,
hvad hun havde gjort for ham i hans Ungdom og var
taknemlig for den gode Stilling, hun havde bragt ham
i. Rychtarkaen var ftolt af at være gift med en Mand,
hvem Egnens ſmukkeſte Piger aldrig havde kunnet
fralokke et kjeerligt Ord eller Smil. Mere end een
Gang havde hun været deres Fortrolige; ved at gifte
ſig med Antoch havde hun paa engang tilfredsſtillet
fin kvindelige Forfengelighed og fine Folelſer ſom
krenket Svigermoder; han havde hurtigt troſtet hende
for Tabet af den forſte Mand, og den tungſindige
Enke var bleven til en ſmilende og lykkelig Kone.
Hun ffjænfede efterhaanden Antoch to Sonner, der
vare ſmukke ſom deres Fader; forynget af denne dob—
belte Moderveerdighed glemte hun, hvormange Aar
hun var ældre end fin Mand, han ſelv tænkte ikke
derpaa. e )

For at gjøre ham en Glæde havde hun tenkt

Rychtarkaen. 431

paa at optage den gamle Moder Jirovets i deres
Hus; men denne afflog beſtemt at forlade den fattige
Hytte, hun boede i. „Jeg er født paa Bjerget,”
ſagde hun, „og der vil jeg doe.“ Hun var forovrigt
meget kold ligeoverfor ſin Svigerdatter; aldrig vilde
hun tage imod den mindſte Foreering af hende eller
den mindſte Hjcelp. Naar hun i tidligere Tid mødte
Rychtarkaen, takkede hun hende altid hjerteligt for den
Omhu, hun viſte hendes Son; nu undgik hun neſten
at komme til hende. Forgjcves bad hendes Son
hende om at tage lidt Henſyn til Svigerdatteren.
„Hvad vil Du,“ ſagde hun faa, „at jeg ſkal gjøre i
et Hus, hvor Du ſelv er fremmed? Hvor kan Du
ville have, at jeg ſkal tage mod Noget, ſom ikke til⸗
hører Dig, ſom Du ikke har erhvervet Dig ved dine
Hernders Arbeide?” For at formilde hende fortalte
Antoch hende, hvor nær det var ved, at han var
bleven Soldat og hvorledes hans Kone havde kjobt
ham. fri for Militairtjeneſten. „Jeg vilde ti Gange
hellere have ſeet Dig ſom Soldat end gift med en
rig og hovmodig Kone. Du hor bragt Dig ſelv i et
værre Slaveri... Gud maa vide, hvad Himlen
endnu har forbeholdt Dig.” Det hjalp ikke, at Antoch
bad og tiggede fin Moder, alle hans Anſtrengelſer
vare til ingen Nytte; hun havde afflaget at komme til
Bryllupet, hun afflog ligeledes at vere tilſtede ved
ſine Sonneſonners Daab. Rychtarkaen lod, ſom om
hun i denne Optræden kun fane et egenſindigt Lune

432 Rychtarkaen.

hos den gamle Kone; men medens hun ſpogede med
ſin Mand, følte hun, at Mo'r Jirovets havde Ret,
og hun blev bange for hende. Antoch derimod nod
ſin Lykke i Fred; da han nu var Beſidder af en ſtor
Landbedrift, arbeidede han for den med Forſtand og
Driftighed; han var et Orakel og Monſter for ſine
Naboer. Hans ſtorſte Glæde var at blive roſt, naar
hans Huſtru horte derpaa. Han vilde gjerne viſe
hende, at han ikke vilde have, at hun ffulde føde
ham, og at han forſtod at forøge den fælles Formue.
Kun Mo'r Jirovets iſtemmede ikke de almindelige
Lovtaler over Sonnen. Hun undgik ſaa vidt muligt
at tale med ham om hans Kone; til Gjengjæld lod
hun ofte ſine Sonneſonner komme til ſig, og, hvor
fattig hun end var, havde hun altid nogle Stlikkerier
gjemte til dem.

Antoch nærede en dyb Kjerlighed til fin Huſtru.
Naar hun ſad ved Siden af ham i deres Vogn, ind—
hyllet i fin ſtore Kaabe af fort mehriſk Floil, forekom
hun ham at være den ſmukkeſte Kvinde paa hele Jorden.
… Deres Lykke kunde have varet meget længe, ſaafremt
Rychtarkaen havde været ligeſaa fornuftig ſom hendes
Mand. J den forſte Tid havde hun ikke gjort Regning
paa, at han ffulde viſe fig faa fjærlig imod hende;
hun havde været henrykt over den Hengivenhed, han
vifte hende, derpaa var hun bleven vant dertil, og
tiſidſt havde hun fundet den utilftrækfelig, Naar blot
Antoch var et Oieblik fraværende, forekom det hende,

Rychtarkaen. 5 433

at det varede forfærdelig længe, og hun lob ud efter
ham paa Marken. Naar han forſogte at tale med
hende om ſine Arbeider eller om deres Stilling,
gjorde hun ſig altid Umage for at lede Samtalen hen
pan hende ſelv; naar han kaldte Børnene til fig, jog
hun dem med en ſtinſyg Bevegelſe tilſide. Gik han
et eller andet Sted hen uden hende, ſatte hun ſig til
at græde, og naar han ſaa kom tilbage, faldt hun
ham om Halſen, ſom om han var undgaget en ſtor Fare.

Naboerne morede fig over denne overdrevne Omhed
og raadede Antoch til at tage fig iagt for den; men
han forſvarede fin Huſtru, han var rørt over hendes
Hengivenhed og gav hende gode Ord og ſogte at tale
hende til Fornuft. Saa braſt hun i Graad og
bebreidede ham, at han var ſaa kold imod hende.
Taug han ſaa, tog hun hans Taushed for Foragt og
ſukkede endnu ſterkere. Paa Antoch gjorde disſe ægte-
ſkabelige Scener i Begyndelſen ikke ſynderligt Indtryk;
men lidt efter lidt berorte de ham dog pinligt. Han
blev pirrelig og nerveus; den ubetydeligſte Yttring
af hans Kone kunde kranke ham, ofte uden at hun
havde havt nogenſomhelſt ond Henſigt med den. Hun
havde dog ogſaa ſine gode. Dage og fine gode Die⸗
blikke; men han havde nu engang Mistro til hende og
vedblev at vere utilgengelig. Og det var for hans
Kone en ny Grund til Klager og Taarer, Saaledes
blev. Spelget imellem dem ſtorre for hver Dag.
Antoch folte, i hvor hoi Grad hans Moder havde

28

434 Rychtarkaen.

havt Ret; men han var beſtemt paa at finde ſig i
Alt med Reſignation. Dog langfra at berolige Rych—
tarkaen opirrede denne Reſignation hende endnu mere.
Skinſygen nagede hende; ved ſtadig at ſoge efter
Grunde til Klager over Manden kom hun tilſidſt til
at troe paa Virkeligheden af, hvad hendes Fantaſi
foregjoglede hende. Hun forfulgte ham med underlige
Hentydninger, ſom han lod, ſom om han ikke forſtod;
hun udſpeidede ham, uden at han merkede det. Den
Sorgmodighed, ſom Antoch nu ikke længere kunde
ſkjule, beſtyrkede hende i hendes Mistanke. Formodentltg
"havde han fun. giftet ſig med hende af Spekulation;
da han tog mod hendes Haand, gjorde han Regning
paa, at hun fnart maatte doe. Hun kom til at tænke
paa, at da hun traadte ud fra Kirken havde hun feet
en ſort Ravn, Symbolet paa Døden, flyve forbi og
ikke en hvid Due, den trofaſte Kjærligheds Budbringer.
Situationen blev mere og mere ſpendt; en Kriſis var
uundgagelig.

Det var Landsbyens Feſtdag. Alle pan Gaarden
vare ude for at være med til Morſkaben; Karle og
Piger havde iført fig deres bedſte Puds til Dandſen.
Kun Antoch og hans Kone ſad hjemme. J tidligere
Tid var denne Dag ſaa fornoielig for Rychtarkaen;
hun var ſaa ſtolt, naar hun med ſin fine Silkekjole
og ſmukke Guldkjcede aabnede Dandſen. Nu fad hun
der, ældet og overſeet, medens hendes ſmukke Mand
trak Alles Dine til fig.

Rychtarkaen. 435

— Jeg kunde nok have Lyſt til at høre paa
Muſiken, ſagde hun til ham; men faa maatte jeg have
en paalidelig Pige hjemme til at pasſe paa Bornene

og Huſet, uheldigviis ..
— Hvad for noget, uheldigviis? Har Du maaſkee
ikke Raad til at holde en Pige til?

Joviſt .. . men jeg vil ikke gjerne have Skandale
i Huſet

— Hvad ſtal det ſige?

Nu kunde Rochtarkaen ikke holde fig længere;
Antoch var nødt til at forſtage, hvad han i faa lang
Tid havde villet ignorere. Det var for ham ſom en
Lynſtraale; et Oieblik troede han, at han ikke kunde
beherſte fig, og han var ner ved at lægge Haand pan
ſin Kone. Men han betvang ſig; overvældet, for⸗
vildet, halvt forſtyrret gik han raſk ud uden at vide,
hvorhen han vilde gage. Hans Pande brændte, hans
Aarer ſvulmede op; Hjertet bankede, ſom om det ſtulde
ſprenge Bryſtet, og han blev ved at gage. Det var
blevet Nat, fra Kroen hørtes Muſiken, ſom kaldte
Karle og Piger til Dandſen. Endnu forrige Aar
havde Antoch taget fin Kone med til Feſten; han
havde dandſet med hende, og Naboerne havde. feet
paa dem med misundelige Oine. For forſte Gang
vare de borte fra hinanden den Dag; han vandrede
ene om paa Markerne, hun fad ene hjemme og grad.
Hun græd. — Var det da hendes Feil, at hun holdt

altfor meget af ſin Mand? J faa mange Aar havde
i 28+

EEN ˙ͤ²¹⅜c a ̃ «OLl1l d ⁵ ¹ṽ« é ⁵ ʃdo! SER ASE" 3 SEEREN ASSER

436 e Rychtarkaen.

hun været. faa god imod ham; ſom Barn havde hun
været hans Adoptivmoder; da han blev Mand, var
hun frivilligt bleven hans Huſtru og Moder til hans
Born. — Antoch kunde ikke modſtaae disſe Erindringer;
han gik hjem med den faſte Beſlutning at glemme
Alt og bede om Tilgivelſe for, hvad Ondt han havde
gjort hende.

Da han kom ind, traf han ſin Huſtru ſiddende
ved Kaminen i ſamme Stilling, ſom da han forlod
hende. Aldrig har en Kone af ſin Mands Mund
hort kjerligere og blidere Ord end dem, ſom Antoch
i dette Sieblik henvendte til Rychtarkaen. Hun kunde
ved at høre paa ham for ſtedſe have ſikkret ſin Lykke,
men hendes Stolthed forte hende i Fordeervelſe. Da
hun ſage ham faa ydmyg, faa reſigneret, troede hun
at burde ligeoverfor ham anſlage en fornærmet og
bebreidende Tone. Hun antog, at hun derved hævede
ſig i hans Oine, men hun miſtede ham for ſtedſe.
Antoch horte paa hende i Taushed, lagde Armene
overkors paa Bryſtet og boiede Hovedet. Da Rychtar⸗
kaen var færdig med fin Tale, gik hun hen til Vuggen,
hvori Børnene ſov, tog dem i fine Arme og ſagde
med en tragiſt Mine, at hun nu for ſtedſe forlod
dette Verelſe, hvori hun havde levet ſammen med
ham ſiden deres Bryllupsdag. Hun teenkte, at dette
Skridt ſtulde gjøre Antoch forffræffet, at han ſtulde
ydmyge fig endnu engang, falde paa Knee og bede
om Naade; men hun tog feil, han rørte fig ikke, han

Rychtarkaen. 437

vendte ikke engang Hovedet om imod hende, da hun
gik ud af Doren; han lod hende gage ind i Gjeſte—
ſtuen .., Fra nu af var Alt forbi imellem dem.

Da hans Huſtru den folgende Morgen kom ind
til ham, behandlede han hende ſom en aldeles fremmed
Perſon. Hun havde troet, at hendes Fravarelſe ſkulde
have gjort et viſt Indtryk paa ham; han hentydede
ikke engang dertil. Hun blev flaaet af Udtrykket i
hans Anſigt; det tydede paa kold og rolig Ligegyldighed.
Det var, ſom om Antoch i denne ſkjcbneſvangre Nat
var bleven ti Aar eldre; der viſte ſig Rynker paa
hans Pande, og han var bleg ſom et Lig. Dreven
enten af Nysgjerrighed eller af en Slags Anger
prøvede Rychtarkaen paa at tale til ham; han fvarede
hende ikke. Det var anden Helligdag; Antoch tilbod
hende ikke at tage hende med i Kirken, hun maatte
gage alene. Antoch gik til fin Moder for at hente
Raad og Troſt. Da han kom tilbage, gav han Pigen
Ordre til at bringe hans Sager ind i et Verelſe, der
ſtod ubenyttet, og ligeledes ſtille 11 Seng derind.
Skilsmisſen var fuldbyrdet.

II.

Saaſnart han var ſtaget op, gik Antoch hen til
Kromanden, der var en god Ven af ham, og laante
af ham femhundrede Gylden. — Det er, ſagde han,
til en Forretning, ſom min Kone ikke ſkal vide Noget

438 Rychtarkaen.

om. For en Sikkerheds Skyld indeſtaaer min Moder
for Pengene. ;

Da han underſkrev Beviſet, ſagde Kromanden til
ham: — Vil Du ikke idag hen og ſee paa Hane—
kampen? Jeg gager nu ſtrax derhen, ſkal vi følges
ad? Man lagde allerede igaar Merke til, at Du ikke
var tilſtede.

Antoch turde ikke ſige Nei til Indbydelſen og
fulgte med ſin Creditor. Da de kom til Engen,
havde der allerede længe været fuldt op af Folk.
Alle Egnens Piger vare mødte; hver af dem bar en
lille Stok, hvortil der var bundet et couleurt Lomme⸗
torklede; paa et. givet Signal ſvingede de dem Alle—
ſammen for at hilſe Optoget, der bragte Hanen. Tolv
af de ſterkeſte unge Karle traf eller ffjød bag paa en
Trillebor, hvorpaa: en Hane ſtod faſtbunden; de lod,
ſom om det faldt dem meget ſpert at træffe den,
ffjøndt der paa Trilleboren ikke var andet end det
ſtakkels Dyr, der ſkreg ynkeligt. De unge Karles
Troier, Beenkleder og Huer havde forffjellige Farver.
Foran Trilleboren gik en oploben Fyr, der var kledt
ud ſom Klokker, med en Lygte; en anden, der ffulde
foreſtille en Bræft, fulgtes af to groteſke Chordrenge.
Omkring dem gjorde Bandens Komediant eller Gjogler
fine Krumſpring ſammen med en hornet Djavel.
Efter Trilleboren kom der et Muſikcorps, ſom ſpillede.
en Sorgemarche. Muſikanterne havde vendt deres
Frakker og Huer. Det var en Parodi pan en

Rychtarkaen. 439

Begravelſe, ſaaledes ſom den foregager i dette Vir⸗
tuoſernes Land, hvor man hverken kan leve eller doe
uden Muſik. vw;

Efter at have gjort adſtillige Omveie, kom Op⸗
toget tilſidſt midt ind paa Engen. Der modtoges det
af Tilſkuernes Latter og Jubel. Det ſtandſede ved
en rodmalet Tonde, hvorpaa der faa en Sabel.
Muſikanterne ſtillede fig: op paa: den ene Side, Preſten
og hans Medhjeelpere paa den anden. Man ſtak en
Pel i Jorden og bandt Hanen forſvarligt til den, dog
ſaaledes, at dens Hoved ragede op over Polen; derpaa
ſteg Preœſten op paa: Tonden og begyndte paa en
ſkjon Prediken, hvori han meddelte den ærede: For-
ſamling, at Hanen paa Grund af fine: mange Synder
var bleven til en Skandale for Byen, at den "havde
givet: Sognets Folk ſet daarligt Exempel paa Kivagtighed,
Dovenſtab, Krakilſkhed og Flerkoneri, og at den ſom
Folge heraf var domt til at lide Døden og nu ffulde
hoitideligt henvettes. a

Forſamlingen klappede. Proſſten trak nu en ſtor
Pergamentsrulle op af ſin Lomme og meddelte, at
Hanen ikke vilde forlade dette Liv uden at gjore fit
Teſtamente og uden at efterlade ſine Naboer nogle
Erindringer, for at fane Tilgivelſe for den Skandale,
den faa ofte havde givet Anledning: til. Ved dette
Teſtamente ſkjcnkede Hanen fine Sporer til Lands⸗
byens ſtorſte Kujon, ſin Tunge til den meſt berygtede

440 Rychtarkaen.

Sladderſoſter, fit Kjod til den, der med lukkede Dine
kunde fange den og hugge Hovedet af den.

Muſikanterne ſpillede nu en Dandſemelodi. De
unge Menneſter traf Lod om, hvem af dem der forſt
ſkulde gage imod Hanen. Loddet traf Toma. Man
bandt ham for Øinene og gav ham Sablen i Haanden,
Djævlen forte ham tre Gange rundt omkring Tonden,
ſtillede ham ligeoverfor Hanen og gav faa Signalet.
Toma rykkede modig frem; men Djævlen og Kome⸗
dianten fulgte efter ham, den ene for at forſtyrre ham
ved ſine Skrig, den anden for at ringe for hans Oren
med en Klokke; Tilſkuerne raabte for at vildlede ham.
Da han kom til det Sted, hvor han troede at ſtulle
treffe Hanen, huggede Toma til med Sablen; men
det var et fan vældigt Hug, at han tabte Ligevegten
og faldt faa lang han var. Mængden braſt i Latter,
og Antoch maatte deeltage i den almindelige Munterhed.
Denne Leg mindede ham om hans Ungdoms lykkelige
Dage. Han havde i fin Tid været Helten ved disſe
Feſter; han var beromt for fin. Behændighed til at
hugge Hovedet af Hanen. Ved at ſee, hvor keitede
og uheldige de forſtjellige Concurrenter vare, ſom
efterhaanden fik Bindet for Oinene, fik han Lyſt til
ogſaa at deeltage i Legen. '

Da en Time var gaaet, havde alle de unge
Menneſter defileret forbi. Hanen, uden at det var
lykkedes dem at treffe den; nogle af Tilſkuerne hen⸗
vendte ſig til Antoch og bad ham om at forſoge ſin

Rychtarkaen. 441

Lykke. Han ſtod nogen Tid imod, men traadte faa
ind paa Banen og var ligeſaa uheldig ſom de Andre.
Han tog Bindet af, da pludſelig en kraftig Haand
raſt rev Sablen fra ham, ſom han endnu holdt i
Haanden; han faae for fig en ung Pige, en ſtor og
ſmuk Brunette, i rødt Livſtykke og fort Skjort; hun
lod ſig binde for Oinene, dreiede fig rundt ſom en
Top og gik derpaa med faſte og beſtemte Skridt frem
i Retning af Hanen, kom hen til den, lod Sab—
len tre fire Gange ſuſe igjennem Luften og huggede
faa Hovedet af den. Fra alle Sider: blev der klappet;
den unge Pige tog, tilſyneladende uden at bryde fig
om det, Hovedet op af Gresſet og ſtak det paa Enden
af fin Sabel; derpaa ſatte man hende op paa Tonden
og bar hende i Triumf rundt paa Engen.

Antoch havde fulgt hele denne Scene med febrilſk
Interesſe; da den unge Pige pasſerede forbi ham,
baaren af ſine Beundreres kraftige Arme, kunde han
ſee, hvor ſmuk hun var; hendes Teint var lidt møre
laden, men hendes Oine ſkinnede ſom Granater, hendes
Leber ſom Koraller og hendes Tænder ſom Perler.
Hele hendes Anſigt aandede Driſtighed og Glæde. —
Hvem er den Pige? ſpurgte Antoch ſin Nabo Toma.

— Det er ingen Pige, det er ſnarere Fanden i
egen Perſon. Det er en Niece af Rebſlageren Pregak,
ſom boer derhenne i Proſek, paa Bjerget. Hun var
et forceldreloſt Barn; han har adopteret hende, og

Bi sen Sl

442 Ruchtarknen.

det har han gjort Ret i, thi hun gjor Arbeide for
to Karle. ;
— Jeg har: aldrig feet hende før.
— Det er ikke faa underligt, hun er ofte med
fin Onkel paa Reiſe i Sachſen og Preusſen.

Hun forſtager fig meget godt paa Forretningerne og

kan baade ſpende for og kjore Heſtene. Hun hedder
Sylva.

Seiersmarchen var imidlertid forbi; den unge
Pige ſteg ned af Tonden, og medens Mengden ſtyrtede
ind i Landsbyen for at komme til at dandſe, ſogte
Sylva at bane ſig Vei i den modſatte Retning.

— Folger Du ikke med os til Muſiken? ſpurgte
Antoch hende. — Den underlige Pige vakte hans
Interesſe; han ſyntes godt om hendes Driſtighed.

— Hvad ſkulde jeg der? ſvarede Sylva med et
paa engang ironiſk og uforſkammet Udtryk.

— Det Samme: form alle Andre.

— Jeg har ikke for Skik at gjore ſom alle Andre.

— Idag vilde Du vere Ballets Dronning; Du
har beſeiret alle os unge Mend, og Du har: Ret til at
vælge; hvem. Du vil, dandſe med.

— Jo, det er nogle nette Dandſere! Saadanne⸗
Drenge, der ikke kunne tage Livet af en Hane! Jeg
vilde ikke for Alverdens Guld have Noget med dem

gat gjøre. De due kun til at bære Skjorter. —

Sylva braſt -i Latter og trengte videre frem i Mengden.

Rychtarkaen. 443

Uheldigviis havde Andre end Antoch hort disſe
uforſtammede Yttringer. De unge Menneſker holdt
Raad og lob ſaa efter hende; Antoch fulgte efter dem,
og han var ſnart forbi. dem. Han var i den Sinds⸗
ſtemning, hvor man gjerne vil yppe Strid med ſin
bedſte Ven; det forekom ham, at Sylva ſpecielt havde
ſigtet til ham; hun kjendte aabenbart hans huslige
Sorger. Han vilde udſporge den forunderlige Pige,
komme paa det Rene med, hvad hun mente; men
Sylva havde gode Been, hun var allerede i Udkanten
af Skoven og. vilde ſnart forſvinde i den. Antoch
gjorde en fortvivlet Anſtrengelſe, afſkar hende Veien
og fif fat i hende om Livet. — Hold godt: paa hende!
hold godt. paa; hende! raabte de unge Menneſfer heelt
forpuſtede. — Sylva fjæmpede for at flippe fri; men
Antoch holdt hende faſt ſom med en Jernhaand. Et
Oieblik følte. han Sylvas Hjerte ſlaae mod. fit Bryſt;
det var en forunderlig Folelſe for ham, han: blev ſvag.
Sylva benyttede fig. af hans Forvirring til at rive
den ene af fine Hender los. — Slip mig, mumlede
hun, eller tag Jer iagt! — Men Antoch fordoblede
ſine Anſtrengeſer. Pludſelig følte han en ſtikkende
Smerte i fin hoire Haand og ſage, at Blodet lob
ned over den. Sylva hapde givet ham et Knivyſtik.
Han var nødt til at flippe. hende, og indeu hans
Kammerater kunde komme ham til Gjælp, var hun
forſvunden: — Det ſkal Du fane betalt! raabte de
unge Menneſker, ſom forelobig vare nødte til at op⸗

444 Rychtarkaen.

give Forfolgelſen; de kunde lige fan bjerg have løbet
efter et Egern.

De kom heelt eergerlige tilbage til Landsbyen og
ſpekulerede nu pan, hvorledes de fkulde hævne fig.
Det blev beſtemt, at man vilde forlange, at Sylva
fulde gjøre en Undſkyldning; hvis hun vægrede fig
derved, vilde man for Retten anklage hende for
Forncermelſer, Hug og Saar. Antoch lod dem gjøre,
ſom de vilde, han ſtod netop i Begreb med at fore—
tage en Reiſe og havde. hverfen Tid eller Lyſt til at
tænfe mere paa denne Sag, hvor han jo ogſaa havde
ſpillet en temmelig uheldig Rolle.

Den folgende Morgen reiſte han. Han ſagde
kun til ſin Kone, at han blev nogen Tid borte, uden
at meddele hende, hvor han reiſte hen. Hun lagde
Merke til, at hans Haand var ſaaret, og fif ſnart af
Tjeneſtefolkene at vide, hvad der var foregaaet. Hun
følte en ondſkabsfuld "Glæde derover og kunde gjerne
have kysſet Sylva; hun antog, at Vrgrelſen over at
være bleven beſeiret af en Kvinde var den egentlige

Grund til hendes Mands Reiſe. Nogle Dage efter
ſendte de unge Menneſker en Deputation til Sylva
paa Bjerget for at forlange, at hun ffulde gjøre en
Undſtyldning; men det afſlog hun. Saa ftævnede de
hende for Retten; der modte hun ſtolt og ſpydig og
erklærede, at hun ganffe vigtig havde villet forhaane
de unge Karle i Jeſtied, og at hun med Billie havde
ſaaret Antoch. Hun blev dømt til otte Dages Fengſel.

Rychtarkaen. 445

Gaafnart hun var kommen ud igjen, tog Rychtarkaen
hende i fin Tjeneſte. Hun haabede paa den Maade
at gjore Hjemmet utaaleligt for Antoch og node ham
til aldeles at forlade det. Hun vilde dog gjerne vide,
hvor han egentlig var henne; Alt, hvad hun kunde
opdage, var, at han havde ſendt Bud til Prag efter
et Pas, hvorpaa man kunde reiſe til de fjerneſte
Lande. Hvad der ogſaa overraſkede hende, det var,
at der ikke manglede en Skilling i Kasſen.

Sylva var voxet op pan Bjerget, uden at det
var faldet hendes Onkel ind, at hun kunde trenge til
Opdragelſe. Skolen kjendte hun kun af Udſeende;
hun havde kun et uklart Begreb om Godt og Ondt;
dog var der ikke Noget at udfætte paa hendes Op—
farſel. Hendes ſtrenge Liv havde udviklet ſeregne
Egenſkaber hos hende. J en Alder, hvor de unge
Piger ellers have Hovedet fuldt af Kjerligheds—
hiſtorier, vidſte man i den Retning ikke Noger om
hende. Hun tiltrak ved ſin Skjonhed, men fraſtodte
ved ſin Vildhed; Smigrerier beſvarede hun med
haanlig Latter, og — det maatte Antoch bekjende —
Gud naade den, der kom hende for ner! Man ſagde
om hende, at hun var en Dreng, der var forkledt
ſom Pige. Naar om Aftenen Mødrene fad og ſpe⸗
kulerede paa at ſkaffe deres Sonner Kjereſter, tenkte
Ingen af dem paa Sylva: man antog ikke, hun var
iſtand til at elfte, og mente, at hun var altfor vild
til nogenſinde at gifte ſig.

446 Rychtarkaen.

Disſe Excentriciteter gjorde Rychtarkaen henrykt;
paa den anden Side fandt Sylva det morſomt at
komme i Tjeneſte netop hos den Mands Kone, ſom
var Skyld i hendes Domfeldelſe, midt imellem de
unge Menneſter, ſom vare hendes uforſonlige Fjender.
Hun viſte forøvrigt i fin nye Stilling en Arbeidslyſt,
Forſtand og Ordensſands, ſom fjendes Madmoder ikke
havde ventet at finde hos hende. Rychtarkaen mente
kun at have begaget en flet Handling; hun opdagede
fart, at hun ogfan havde gjort en god Forretning.
Sylvas Munterhed fatte Liv i Folkene; hendes Ar—
beidsiver erſtattede tildeels Antoch, hvis Fraverelſe
ellers kunde ſpores overalt. Sylva var vild; men
hun vilde gjerne ſee glade Anſigter omkring ſig; hun
kunde ikke lide at ſee Rychtarkaen mørt og ſorgmodig.
En Dag, da hun var ene med hende, ſpurgte hun
hende om, hvorfor hun var fan bedrøvet. Rychtarkaen
havde taget Sylva i Huſet ikke faa meget ſom Tyende
ſom for at have en Forbundsfeelle og Fortrolig; hun
fortalte hende Antochs Hiſtorie paa en Maade, ſom
kun ſtemmede lidt med, hvad Sylva havde hort af
Folk i Landsbyen; men denne unge Pige var nu en⸗
gang ilde ſtemt mod Antoch paa Grund af det Kniv⸗
ſtik, hun havde givet ham, og lyttede gjerne til fin
Husmoders Klager.

En regnfuld Efteraarsaften kom Antoch endelig
hjem fra ſin hemmelighedsfulde Reiſe. Han traadte,
uden at Nogen havde meldt ham, ind i den fælles

Rychtarkaen. 447

Stue; Rychtarkaen forblev taus ligeoverfor den Mand,
hun faa lidenſkabeligt havde elſtet. En nerveus Zittren
betog hende ved Synet af Antoch. Han var ligeſaa
ſmuk, maaſtee endog ſmukkere end paa den Tid, da
hun faa ſtolt viſte fig ved fin unge Mands Arm.
Sikkert nok havde paa hans Reiſer ogſaa andre Kvin⸗
der fundet ham ſmuk; maaſkee havde de ſagt ham det,
maaſkee havde han ikke været ufolſom for deres Smi⸗
grerier. Den blotte Tanke herom gjorde et ſaadant
Indtryk paa Rychtarkaen, at hun var en Afmagt ner.
Sylva ſad ved Siden af hende og ſpandt. Hun ſtod
ikke op for at hjælpe Antoch, ſom det dog var hendes
Pligt. Rychtarkaen lagde Meerke dertil og var hende
taknemlig derfor. Antoch tog ſin tilſolede Pels af og
hængte den op ved Ovnen. Han var træt, han var
ſulten og torſtig. Han ſpurgte ſin Kone, om han
kunde fage Noget at ſpiſe; hun ſvarede, at hun nu
ikke havde Noget i en ſaa kold Tone, at han ilke folte
ſig friſtet til at gjentage ſit Sporgsmaal. Sylva be⸗
gyndte at fole Medlidenhed med ham og vendte ſig
om mod Antoch; han gjenkjendte hende og forſtod,
hvorfor hans Kone havde taget hende i Huſet. „Jeg
maa tale med Dig,“ ſagde han til Rychtarkaen. „Kom
op til mig imorgen tidlig, faa kan vi tale ſammen,“ i
og dermed gik han.

Den følgende Morgen kom hans Huſtru ikke op
til ham; han gik derfor ned: hun var gaaet ud med
Bornene. Hun kom forſt meget ſeent hjem. Antoch

448 Rychtarkaen.

tog koldt imod hende. „Jeg bad Dig iaftes om et
Diebliks Samtale," ſagde han i Sylvas Nervarelſe;
„det lader til, at Du med Flid undgager mig. Jeg
vilde helſt afgjore Sagen "paa en venſkabelig Maade;
nu har jeg kun at gage til Fredsdommeren. Vor
Uenighed burde vere forbleven imellem os; men ſiden
Du tvinger mig dertil, ſkal jeg gjerne gjøre den be—
kjendt.“

Han gik ud af Stuen. Rychtarkaen blegnede:
Tanken om en offentlig Skandale gjorde hende for-
ſtrekket; hun var ogſaa bange for, at hendes Sviger—
ſon paa en eller anden Maade ſkulde kunne benytte
ſig deraf. Hun tenkte et Oieblik over Sagen; derpaa
ſagde hun til Sylva, at hun ſkulde ſporge hendes
Mand om, hvad det var, han vilde. „Naar det er
en ærlig Sag, kan han jo lige faa godt ſige det til
Dig ſom til mig.“ Hun græd neſten af Harme.

Sylva gik op til Antoch; hun havde undret fig
meget over hans Optræden ligeoverfor hans Kone.
Hun havde. troet, at han var brutal og tyranniſt;
han havde netop viiſt en fold Værdighed, ſom impo⸗
nerede hende. Hun var næften ſtolt af det Wrinde,
ſom hendes Madmoder betroede hende; nu ſtulde hun
viſe, at hun ogſaa duede til Noget. Hun traadte raſt
ind og forklarede, hvad hun ſkulde. Antoch horte paa
hende i Taushed; da hun var færdig, vifte han hende
Doren med en ſaadan Haandbevegelſe, med et ſaadant
Blik, at hun ikke driſtede fig til at ſvare og heelt

"Rydtarfaen. 449

forvirret ffyndte fig afſted. Aldrig havde man feet
hende ſaaledes, aldrig havde hun feet et faa haanligt
Udtryk paa et Menneffes Anſigt. For forſte Gang i
ſit Liv havde hun en Folelſe af, at der gives visſe
Henſyn, man maa reſpektere; hun indſage, at Ryd
tarkaen lod hende ſpille en hæslig Rolle. Uden ret
at gjøre. fig Sagen klar, følte hun en Slags Und⸗
ſeelſe, ſom hun hidtil ikke havde kjendt til. Hun til⸗
ſtod ærligt, Hvorledes det var gaaet hende, og trods
Rychtarkaens Spot og bydende Befaling vovede hun
ikke igjen at gage op til Antoch. Hun fov ikke den Nat.

Men da nogle Dage vare gagede, lykkedes det
Rychtarkaen at fane Bugt med hendes Betenkeligheder
og igjen fane hende paa. fit Parti. Til Trods for
hvad Antoch havde ſagt, var han dog ikke gaget til
Dommeren. Han opholdt fig næjten hele Dagen paa
fit Værelfe, hvor han læfte og ſtrev. Rychtarkaen
paalagde Sylva at udfpionere ham og melde hende
Alt, hvad han foretog ſig. Hun paatog ſig uden
nogen Modſtand, ja næften med Glæde denne Be⸗
ſtilling; men hvor godt hun end pasſede paa, kunde
hun ikke opdage, at Antoch foretog ſig noget Forkeert.
Rychtarkaen havde fortalt hende, at hendes Mand
drak, at han ſpillede Kort blot for at kunne vinde paa
ſine Reiſer; men det kunde hun aldrig overraſte ham
i. Han var altid ene, han ſpiſte baade til Middag,
og Aften hos ſin Moder oppe paa Bjerget, og han
talte aldrig med ſin Kone. En Dag bragte Poſtbudet

29

450 Rychtarkaen.

ham et Brev. Rychtarkaen lyttede; Antoch bad Poſt—
budet om at beſtille ham en Vogn til den nermeſte
By. Saa vilde han altſaa reiſe igjen? Hvad kunde
det være for et Brev? Rychtarkaen kaldte paa Sylva
og betroede hende ſine Bekymringer. Sylva liſtede
ſig ſtrax efter Antoch og fulgte ham lige til Doren
til hans Verelſe. Hun troede, at han ikke havde be—
merket hende. Pludſelig vendte han fig: raſk om.
„Bravo,“ udbrod han, „her har vi hende jo, den
Pige, der var faa ſtolt, at hun hellere vilde gage i
Fengſel end ſige et Par Ord. til Undſkyldning! Jo,
den Stolthed er rigtignok paa rette Sted, naar man
driver den Haandtering, Du nu gjør! Hvormeget be⸗
taler Rychtarkaen Dig for det?“ Sylva ſparede ikke.
„Jeg kan godt forſtage,“ vedblev Antoch, „at Du
hader mig. Du bilder Dig ind, at det var mig, der
fik dem til at forfølge Dig; deri tager Du feil; jeg
havde ganſke andre Ting at tænfe paa. Du kan troe
mig, om Du vil, mig er det lige meget. Du be-
handler mig ſom Fjende, Du viſer mig paa enhver
Maade, at Du hader mig. Jeg veed, hvad din Be⸗
ſtilling er hos Rychtarkaen: Du forvanſker alle mine
Handlinger, alle mine Ord. Den, der ſom Du kan
ſpionere, kan ogſaa lyve.“

— Lyve? nei! ſvarede Sylva haſtigt, hævede
Hovedet, ſom hun hidtil havde holdt boiet, og fane
med fine forte Dine ſkarpt pan Antoch. „Ja, jeg til⸗
ftaaer det, jeg er Eders Fjende. Ja, Eders Kone

Rychtarkaen. 451

har paalagt mig at pasſe paa Jer; jeg ſiger hende,
hvad I tager Jer for, det er det Hele.“

Antoch ſmilede bittert: Denne Pige forenede alt-
jan en vis Stolthed med den ſorgelige Haandtering,
hun drev; hendes Egenkjeerlighed oprortes ved Tanken
om, at Nogen kunde troe, at hun kunde lyve. Hun bed
ſig i Leberne, og af Forbittrelſe ſtod Taarerne hende i
Oinene. Han ſaae lenge og ſkarpt paa. hende og
vedblev derpaa: „Jeg vil gjerne troe, at Logn er
Dig modbydelig. Nuvel! jeg vil give Dig et Bevis
paa Tillid. Jeg har vigtige Sager at afgjore med
din Madmoder; Du er hendes Fortrolige, hor nu
efter, hvad jeg ſiger Dig, og bring hende det noi—
agtigt. Du veed, hvorledes det ſtager til imellem min
Huſtru og mig. Det angaaer ikke Dig, hvem afl os
der har Ret eller Uret. Jeg ſkulde for lang Tid
ſiden have ſkilt Rychtarkaen af med en. ubehagelig
Aegtemand, hvis jeg ikke havde. taget Henſyn til mine
Borns Navn og Fremtid. Jeg vil derfor ſtilles fra
hende, uden at Folk faae Noget at vide derom. For
Fremtiden er Alt, hvad der er hendes, ikke mit, hvad
der er mit, ikke hendes. For nogen Tid ſiden reiſte

jeg herfra med nogle Penge, jeg havde laant, for at

forſoge min Lykke. Jeg reiſte til Ungarn, jeg op⸗

kjobte Heſte, jeg blev Handelsmand. Min Forretning

gaaer godt. Jeg forſtager mig paa Heſte; man veed,

at jeg er en ærlig Mand, og jeg har allerede en heel

Deel gode Kunder. Jeg vil fremdeles reiſe og paa
29 *

452 Rychtarkaen.

den Maade leve. ffilt fra min Kone, uden at Folk
kunne finde paa Noget at udfætte paa den Sag. For⸗
ovrigt har jeg ikke iſinde at overlade til hende heelt
at ſorge for Huſet, jeg ſkal ſende Penge til Børnenes
Opdragelſe. Gud er mit Vidne, at jeg har gjort min
Pligt imod hende, og at jeg ikke har Noget at be—
breide mig . .. Jeg var ung og uden Erfaring, da
jeg giftede mig med hende; jeg har elſket og agtet
hende, faa meget jeg kunde. Havde hun villet det,
kunde vi have levet lykkelige lige til vor Dod. Hendes
Stolthed har veret hendes Ulykke; hun vilde gjore
mig til ſin Slave. Nu er Alt forbi imellem os. Om
et Oieblik reiſer jeg herfra. Giv min Kone disſe
Sedler; det er Penge, jeg har lagt til Side til Bor⸗
nene. Farvel, Sylva. i;

Antoch gif igjen op paa fit Bærelje.: Sylva var
mere død end levende; em Verden af nye Følelfer
kom frem hos hende. Hidtil havde hun kun kjendt
til legemlig Smerte; Hjertets Lidelſer var hun frem—⸗
med for. Som ganſke ung favde hun miſtet fine
Forceldre; hun havde hverken Broder eller Soſter.
De unge Piger undgik hende, de unge Karle gjorde
Nar af hende, hendes Onkel mishandlede hende. Hun
havde i hele fit Liv vel neppe elſket andre end den
ſorte Heſt og den ſtore Hund derhjemme i Huſet,
hvor hun var voxet op. Der havde indtil nu lige-
ſom hvilet en Fortryllelſe over hende; denne For—
tryllelſe havde Antoch hævet. Efter et flaviſk Sagn

Rychtarkaen. 453

forſtaaer Menneſket Naturens Roſt, Fuglenes Sang
og Dyrenes Stemme i Julenatten, i den hellige Time,
da Verdens Frelſer blev fodt. Denne Time var kom⸗
men for Sylva; hun forſtod nu Hjertets Sprog,
Naturens meſt ophoiede Sprog. J Modſetning til
den Agtelſe, den Beundring, hun folte for Antoch,
nærede hun dyb Foragt for hans Kone. Et Sieblik
tænkte hun paa ſtrax at forlade hende og ſoge Tje⸗
neſte et andet Sted; men ſaa faldt det hende ind, at
hun kunde gjore mere Nytte ved at forblive hos
denne Kvinde, at hun maaſkee kunde gjøre endeel
godt igjen af alt det Onde, hun mod fin Villie havde
været medſkyldig i. Hun gik igjen ned i Stuen for
at aflægge Rychtarkaen Regnſkab for fin Sendelſe.

III.

Antoch forlod Huſet og tog igjen fat paa fin
Heſtehandel; i de forſte Dage modte han megen Uvillie
hos Prangerne der paa Egnen, ſom ikke holdt af at
fane en ny Concurrent. Hans Dygtighed og Udhol⸗
denhed overvandt dog alle Hindringer. Da nogen
Tid var gaaet, kom hans Concurrenter ſelv og fore⸗
flog ham at gage i Compagni med dem, og denne
Sammenſlutning gav under hans Ledelſe hurtigt et
godt Reſultat. Antoch undlod aldrig at ſende Rych⸗
tarkaen en Deel af fin Indtegt. Men trods dette
virkſomme Liv kunde han aldrig glemme den Sorg,

*

r

— — + urene sr meme ræs.

454. Rychtarkaen.

der nagede ham. Han tenkte uafbrudt paa fit tid—
ligere lykkelige Liv, paa ſin gamle Moder, paa fine
Born, der neſten kunde betragtes ſom faderloſe. Naar
han en ſjelden Gang beſogte dem, var det ham dog
en Troſt at ſee, at de blev bedre opdragne, end han
havde turdet haabe; det var flinke Born, der gik i
Skole og gjorde gode Fremſkridt. De maatte aaben—
bart blive paavirkede paa en heldig Maade; Antoch
mente, at Rychtarkaen havde Wren af denne gode
Opdragelſe, og han var hende taknemlig derfor.
Undertiden vilde han gjerne ſporge Bornene ud om
deres Moder; men hver Gang han begyndte derpaa,
ſage de fan forvirrede ud, at han ikke kunde fortfætte,
Han antog, at Rychtarkaen forbod dem at tale om
hende til deres Fader, og han vilde ikke forlede dem
til at vere ulydige imod hende. Forreſten lod det
til, at Rychtarkaens Brede havde fat fig, efterat Antoch
havde ladet hende vide, at for Fremtiden var Alt
forbi imellem dem. Hun talte ſjelden om fin Mand
til Sylva og opforte ſig pan en. meget pasſende Maade
imod ham, naar han en ſjelden Gang opholdt ſig i

Jeſtied. Hun levede meget ſtille; hun kom neſten ikke

andre Steder end i Kirken, og i Landsbyen ſagde
man, at hun begyndte at blive fornuftig. Det var
dog ikke Tilfældet. Som ofteſt tilbragte hun Aftenerne
foran fit Speil, beffjæftiget med at ſœtte ſit Haar op
og pynte ſig med de Smykker og Kjoler, ſom Autoch
i fin Tid havde ſyntes "godt om; undertiden beſogte

Rychtarkaen. 455

hun ogjaa i al Hemmelighed den gamle Mikuſa, men
altid i de morkeſte Netter. Selv Sylva vidſte ikke
Noget om disſe Udflugter. Hun ſtyrede nu hele Huſet,
efterat hendes Madmoder var begyndt at blive hellig.
Det var igjennem hende, at Antoch opgjorde ſit Regn⸗
ſkab med Rychtarkaen. Forovrigt talte han fun lidt
med hende; hun lod til helſt at ville undgage ham,
og han opſogte aldrig hende. Der beſtod ikke noget
fjendtligt Forhold imellem dem, men Venſkab var der
heller ikke.

To Aar vare gaaet, uden at Antoch havde hoi—
tideligholdt Julen ſammen med ſine Born. Han vilde
nu ikke lade denne ſtore Hoitid komme tredie Gang,
uden at være ſamlet med dem, han elſkede. Den 24.
December kom han altſaa til Jeſtied. Julenatten
har paa Bohmiſk et ſmukt Navn; man falder den
stiedry vecser, den prægtige Aften. Selv i den fat⸗
tigſte Hytte bliver der tendt Lys, og den har fit ſmukt
pyntede: Juletræ. Antoch kjobte Legetoi og Kager til
Tine Born; han lod Vognen blive ſtagende i Byen og

gik tilfods til Jeſtied. Natten: var hvid af Rimfroſt

og Snee; i Huſenes Vinduer ſtraalede harpixholdige

Fakler. Paa Veien igjennem Skoven dreiede Antoch
ind paa den Sti, der forte til hans gamle Moders
Hytte; ban kom til at tenke paa, at den ſtakkels Kone
ikke havde ſeet ham i lang Tid, at hun uden Tvivl
ſad ene, og at hun vilde blive glad overraſket ved at
faae Beſog af ham. Han gik raſk til og ſtod ſnart

456 Rychtarkaen.

ved Indhegningen til den lille Have, hvor han faa

ofte havde leget ſom Dreng. J dette Sieblik gik

Hyttens Dor op, og en lang Lysſtraale faldt ud over
Sneen. J Doren ſtod en Kvinde. Hun var hoi og
rank; det var ikke Antochs Moder. Overraſket ſtjulte
han fig bag et Træ. Den unge Kvinde — hendes

Gang viſte, at hun var ung — gik hen til det forſte

Træ, hun traf paa i Haven, feiede Sneen om dets
Fod til Side, tog op af fit Forklede tre Haandfulde
Meel og ſtroede det omkring Træet, medens hun fang:
I ſmukke Træer, J fjære Træer,
Idag J ſpiſe ſtal med os;

Og naar J ſaa med os har ſpiſt,
Vi ſpiſe ſkal igjen med Jer.

Antoch troede at fee Syner. Han gned fine
Dine og gjorde Korſets Tegn; men Spogelſet for-
ſvandt iffe. Den unge Pige gik langſomt fra Træ
til Træ, og ved hoert Træ kaſtede hun tre Haand—
fulde, idet hun gjentog de ſamme Ord. Da hun ſaa⸗
ledes havde gaaet hele Haven igjennem, kaſtede hun,
hvad der var tilbage i Forkledet i det af Rimfroſten⸗
hvide Gres og fang:

Du føde Gres, naar Du har ſpiſt,
Vor Ged jfal ſpiſe ſmukt med Dig.

Jo mere Antoch hørte efter, deſto mere bekjendt
forekom Stemmen ham. Den unge Pige gik igjen
ind i Hytten, faldt paa Knæ, aftog Skoen paa fin

Rychtarkaen. 457

hoire Fod og kaſtede den med venſtre Haand med
Kraft over fit Hoved. Skoen faldt paa den anden
Side af Havegjerdet tæt ved Antöch; hun kom lobende
for at tage den op. Det var en ſort Floilsſko med
Sølvfpænde og rod Hel, af den Slags ſom de unge
Piger i Jeſtied gage med ved feſtlige Leiligheder.
Antoch tog den op. Da hun kom hen til Gjeerdet,
ſtod hun pludſelig ligeoverfor ham. Begge udſtodte
et Skrig af Overraſkelſe: det var Sylva. De ſaae
et Oieblik paa hinanden uden at ſige et Ord. Antoch
brod forſt Tausheden. „Hvad beſtiller Du her?“
— Kon indenfor, faa kan De fane det at fee.
Han fulgte efter hende og traadte ind hos fin
Moder. Alt i den tarvelige Bolig var gjennemtrengt
af den ſtore Dags Reenhed, Glæde og Gudsfrygt.
Paa Arneſtedet blusſede en livlig Ild, i Vinduerne
ſtod tørrede Blomſter, og i et Hjorne, under de hellige
Billeder, ſad den gamle Mo'r Jirovits ved et Bord,
der var bedekket med en hvid Dug. Bed Siden af
hende ſtod, friſte og blomſtrende, begge Antochs Sonner.
Ligeſom deres Bedſtemoder holdt de deres Hender,
fulde af ſmaa Solvmonter, under Dugen. Efter Folke⸗
troen bevarer Gud dem for Ulykke, ſom ſaaledes i
denne Hoitidsnat ſtille deres jordiſke Gods under
hans Beſkyttelſe. Paa Bordet brændte et Voxlys i
en gammel Stage; paa Dugen lage Wbler, Perex og
Nødder, Bedſtemoderen var ifeerd med at forklare
Bornene, at de ikke maatte rore ved Noget, for man

458 Rychtarkaen.

havde beſpiſt Geden i dens Krybbe og Træerne i
Haven. „Det vilde være upasſende,“ ſagde hun, „at

ſpiſe iaften for Træerne og Dyrene, ſom fode os hele

Aaret igjennem; idetmindſte een Gang om Aaret bor
vi gjore Stads af dem. J mere end eet Hus er
denne fromme Skik gaaet af Brug; men faa ſtraffe Koerne
og Træerne Menneſket for dets Utaknemlighed ved at
negte det Melk og Frugter.“ Ligeſom hun var feerdig
med denne Tale, vendte. Børnene fig om og fif Øie
paa Faderen. De faldt ham om Halſen og vare ner
ved at kvæle ham med deres Kjeertegn. Den gamle
Moder græd af Glæde.

— Hvorfra komme J . .. hvorledes gaaer det
til, at Jer her? ſpurgte Antoch dem, da den forſte
Overraſtelſe havde lagt ſig. Han vidſte, at Rychtar⸗
kaen ikke holdt af fin Svigermoder, og han kunde
ikke forſtage, at hun havde ſendt hende Børnene Jule-
aften.

— Det er Sylva, der har taget os med, ſvarede
Bornene, og de klamrede fig til Sylvas Knee og vare
lige ſaa ivrige for at klappe hende ſom for ligeover⸗
for deres Fader. Antoch ſendte den unge Pige et
mistroiſt Blik; hendes Nerrverelſe fordervede ham
aabenbart hans Glæde over at ſee Moderen og Bor-
nene. Det havde Sylva en Fornemmelſe af, og hun
vilde gage ud. Bedſtemoderen holdt hende tilbage og
bad hende komme med Aftensmaden. Hun fatte paa
Bordet en Hirſekage, Wrter, Fløde, Wbler og Nødder.

Rychtarkaen. 459

Sylva pasſede paa, at ikke en Krumme Brod faldt
paa Gulvet. Da man havde ſpiſt, tog hun Dugen af
Bordet og gik ud for efter Skik og Brug at kaſte
Krummerne ud i Haven. Bornene fulgte efter hende.

Antoch ventede utaalmodigt paa dette Oieblik.
Han ſpurgte ſtrax fin Moder, hvorfor Sylva var hos.
hende. Hans Moders Venlighed ligeoverfor denne
Pige havde ſtodt ham; hvis han havde kunnet tenke
ſig, at han vilde træffe hende, var han ikle kommen.
„Sylva vilde heller ikke være kommen iaften,“ [varede
Moderen, „hvis hun havde anet, at hun kunde træffe
Dig her; men jeg er meget glad over, at Tilfældet
har bragt Eder ſammen. Hemmeligheden begyndte at
vine mig; det gjorde mig ondt, at jeg ikke kunde ſige
Dig, hvor god denne Pige er imod mig. Hun be-
handler mig, ſom om jeg var hendes Moder; men
hun vil ikke have, at Du ſkal vide det. Hun er bange
for, at Du ſkal forbyde hende at komme her. Det
lader til, Du ikke kan lide hende.“

— Det er ganffe rigtigt, og jeg forſtager ikke,
at Du kan taale hende. Hun er Rychtarkaens onde
Aand. Jeg har tidt nok ſagt Dig, hvorledes hun har
været imod mig. Naar hun har fkaffet fig Adgang
her, er det ſikkert nok for at udſpionere os og rap⸗
portere til Rychtarkaen.

— Jeg veed, hvad der er ſteet: Du har fortalt
mig det, og hun har ogſaa ſagt mig det; men der er
Noget, ſom Du ikke veed. Du hufker den Dag, da

460 Rychtarkaen.

Du overraſkede hende ifcerd med at udſpionere Dig
og da Du gjorde hende ſaa bittre Bebreidelſer. Den
Dag fil hun Oinene op; hun indſaae, i hvor hoi Grad
Rychtarkaen havde bagtalt Dig, og af hvilken Grund
hun havde taget hende i fin Tjeneſte. Nu ſoger hun
at gjore ſin Uret god igjen. Jeg vilde i Begyndelſen
ikke troe hende; jeg har mistroiſk holdt Øie med
hende; nu holder jeg af hende fom af mit eget Barn,
og jeg bliver bedrovet, naar der gager en Uge, uden
at jeg har Beſog af hende. Du vil vel ſporge, hvor⸗
for hun faa er bleven hos Rychtarkaen. Hun kunde
have forladt hende for lang Tid ſiden; man har til
budt hende Plads i andre Huſe; havde hun villet,
É kunde hun have havt mere end een Frier; men hun
bliver hos Rychtarkaen for din og dine Borns Skyld.
Din Kone bryder ſig aldeles ikke om Bornene; det er
Sylva, der tager fig af dem. Hun ſender dem i
Skolen, hun hygger om dem, og naar Rochtarkaen i
deres Nerverelſe taler Ondt om Dig, forklarer hun
dem, at det kun er for Spog, og at de ikke ſtulle
troe et Ord deraf. Hver Aften beder hun for Dig
med dem og taler med dem om deres Fader. Naar
hun har Tid dertil, kommer hun herhen med Bornene
og viſer mig altid en eller anden lille Tjeneſte.
Ganffe viſt er hun lidt vild; men hendes Hjerte er
af Guld. Det vil Du forøvrigt ſelv ſnart kunne fee;
hun har forandret ſig meget til ſin Fordeel. Hun
horer paa mine Raad og beder mig om at give dem;

Rychtarkaen. 461

nu vilde hun blive fortvivlet, hvis hun gjorde Noget,
der var upasſende for en ung Pige. Nu kunde det
ikke falde hende ind at dræbe Hanen eller lade ſig
arreſtere for en dum Spog. Rychtarkaen holder endnu
paa hende, men viſer hende ikke mere den ſamme
Tillid ſom tidligere. Det er hende, ſom har fundet
paa at fage Børnene herhen iaften; hun har. faaet
Husmoderen til at gjore en Valfart til et Sted nogle
Mile herfra. Rychtarkaen tog derhen, tildeels af
Nysgjerrighed, men meſt for at komme i Ry for
Gudfrygtighed. Jeg mistroer dette Fruentimmer
endnu mere, ſiden hun er bleven hellig. Jeg har
altid en Folelſe af, at hun har noget Ondt iſinde
imod Dig.

Som hun ſagde disſe Ord, kom Sylva og Bor⸗
nene igjen ind i Stuen. Antoch ſogte forgjeves at
ffjule fin Sindsbevegelſe; han var lige ved at kaſte
ſig for hendes Fodder og bede hende om Tilgivelſe
for den Mistro, han havde viiſt hende. Sylva kunde
ſee, at man havde talt om hende, og at han ikke mere
var bred paa hende. Hun blev aldeles rod i An—
ſigtet; hun blev ſtagende og fane paa Antoch med fine
ſtorte forte Dine. Hele hendes Sjæl laa i dette
Blik; hun takkede Antoch, fordi han havde tilgivet
hende, og bebreidede ham blidt, at han faa længe
havde miskjendt hende. Gud: maa vide, hvorleenge
denne ſtumme Scene var bleven fortſat, hvis ikke
Børnene vare ſprungne op pan deres Faders Kue og

Naber

462 Ruchtarkaen.

i hans Lommer havde fundet Legetoiet og Sagerne,
ſom han bragte med til dem, men havde glemt at
give dem. De fif nu fat deri, og Sylva var nødt
til at lege med dem. Man ſaage ſnart, at hun var
vant til at optrede ſom deres Moder eller eldre
Soſter; det var en ſand Fornoielſe at fee paa hende.
Hun prøvede at bleſe i Trompeterne og ſtille Sol—
daterne op; der var over hendes Anſigt et Udtryt af
Lytte, ſom Autoch aldrig. tidligere havde feet. Han
holdt ſtadigt Øie med hende, medens han fortalte fin
Moder om fine Reiſer og fine Forretninger; mere
end een Gang afbrød han fin Fortælling for vet i
Ro at kunne fee paa Sylva og fine to Sønner. Han
var gjerne gaaet heelt op i dette henrivende Syn; men
hans Moder kom uafbrudt med nye Sporgsmaal.
Det var forſte Gang i fit Liv, at han fandt, hun var
lidt til Uleilighed. Ogſaa Sylva lyttede til hans
Ord, forſaavidt Børnene tillod hende det. J den Tid,
hun var hos fin Onkel, havde hun feet mange Heſte—
handeler blive affluttede; hun kjendte de i Forretningen
gengſe Udtryk og maatte af og til hjælpe Antoch med
at forklare Moderen, hvad han mente. Børnene blev
tilſidſt fjede af at lege og faldt i Søvn, og Sylva
ſatte fig pan en Skammel ved Mo'r Jirovets Fødder.
Medens den gamle Kone horte paa fin Son, lod hun
ſine magre Fingre glide hen over den unge Piges
ſmukke Haar. J enkelte Oieblikke var Antoch faa be-
veget, at Ordene: ſtandſede paa hans Leber, og Sylva

7

Rychtarkaen. 463

fortſatte faa, hvor hun flap. Hvor hendes Stemme
forekom Antoch ſympathetiſk! Aldrig havde han hort
en blidere Muſik. Sylva havde forøvrigt feet og op-
levet Meget; hun fortalte. Erindringer fra fin Barn⸗
dom og Tildragelſer fra fine. Reiſer paa Grendſen
af Sachſen og Schleſien. Antoch kunde ikke blive
træt af at høre paa hende; Mo'r Jirevits nod fin
Sons Lykke. Saaledes kunde de gjerne have ſiddet
længe; men Landsbyklokken begyndte at ringe til Mid:
natsmesſen, og den vilde Mo'r Jirovits paa ingen
Maade forſomme. i

— Mten. hvorledes ſkulle Børnene komme hjem?
ſpurgte Antoch lidt urolig, idet han bebreidede ſig⸗
at han altfor længe - havde opholdt Sylva hos Mo⸗
deren.

— Det er en let Sag, ſvarede hun, jeg tager
den ene paa Armen, og J den anden. J folger
mig lige til Huſet og gaaer faa tilbage og følger
Eders Moder til Kirken.

Hun pakkede Bornene godt ind; Antoch tog den
eldſte paa Armene og gik forſt ud. Sylva fulgte
efter ham; hun havde ſlaget fin Hette ned over Ho⸗

vedet paa den Lille og trykkede Barnet faa kjerligt

til fit Bryſt, at Antoch ikke kunde lade være at tenke
paa Maleriet i Kirken, der foreſtillede Flugten til
Agypten. De gik ned til Landsbyen ad den ſamme
Vei, ſom Antoch var kommen op ad for nogle Timer
ſiden. Hvor ſtor Forandring var der ikke foregaget i

464 Rychtarkaen.

faa fort Tid! Det forekom ham, at han havpde levet
mere i denne ene Julenat end i hele ſit ovrige Liv.
Havde Antoch nogenſinde været ung? Var hans Ung-
dom ikke begyndt i denne Hytte, hos hans Moder og
Sylva? Den frosne Snee knirkede under deres Fodder.
Stjernerne glimrede paa Himlen, Sneen ſkinnede paa
Jorden; Kirkeklokkens Roſt forkyndte Menneftene, at
Verdens Frelſer var fodt. Fred og Wre! ſagde
Himlen og Jorden; Fred og Were! fang Antochs
Hjerte.

De kom uden at ſige et Ord til Rychtarkaens
Hus. Antoch lagde blidt Barnet, ſom han bar, i
Sylvas kraftige Arme. „Du vil vel altid vedblive
at vere en Moder for dem og en Datter for min
Moder?“ hviſkede han til hende.

Sylva braſt i Graad; det var hendes eneſte Svar.

IV.

Efter Nytaar optog Antoch igjen ſine Reiſer og
Forretninger. Alle, han kom i Beroring med, vare
overraſkede over den Forandring, der var foregaaget
med ham; medens han tidligere var taus og tung—
ſindig, ſtraalede han nu af Glæde, Et Held kommer
aldrig alene. Antoch havde mere end ſedvanligt Held
med fine Handler; da Foraaret kom, havde han tjent
nogle tuſinde Gylden. Han kunde ikke modſtaae fin
Trang til at hvile lidt ud og aflægge et Beſog hos

Rychtarkaen. 465

ſin gamle Moder. Men var det nu ogſaa ene ſin
gamle Moder, han onſkede at fee igjen? En Aften i
April kom han tilbage til Hytten paa Bjerget, hvor
Juleaften Havde ſkjcenket ham ſaa ſtor en Lytte.
Denne Gang vare Vinduerne ikke oplyſte, Haven var
mørt og uhyggelig. Antoch blev ſtagende ved Gjerdet
og ſpeidede efter den fortryllende Aabenbaring, han
havde havt paa fin forrige Reiſe. Der var Ingen!
Det forefom ham, at han ikke havde Noget at ſige fin
Moder eller at beſtille hos hende, og han tenkte paa,
om han ikke hellere ffulde gage, ſom han var kommen.

Han forjog dog denne ſtygge Tanke, ſtodte Have⸗
laagen op og traadte ind i Hytten. Hans Moder,
ſom i dette Oieblik bad ſin Roſenkrands, ſprang op
af Glæde, da hun fif Øie paa ham; hun gjorde tre
Gange Korſets Tegn paa ſin Sons Pande, tog begge
hans Hender og folte i Morket paa hans Anſigt og
Haar ſom for at komme paa det Rene med, om han
endnu var glad og fornoiet. Hun lod til at være i
ſtcerk Sinds bevegelſe.

— Du er da ikke ſyg? ſpurgte hendes Son

hende.

— Nei, men jeg har været meget urolig. ;

— Er der tilſtodt Børnene Noget? — Antoch
bed fig i Leberne; han tænkte paa en anden Perſon,
hvis Navn han ikke vovede at udtale.

— Børnene har det godt, ſvarede Mo'r Jirovits;

det er Dig, jeg er urolig for.
30

466 Rychtarkaen.

— Hvorfor det?

— Jeg har hele Tiden Rychtarkaen i Hovedet,
mit Barn; tro kun ikke, at hun nogenſinde tilgiver
Dig, at Du har forladt hende. Hun lader, ſom om
det er hende ligegyldigt; men hun ſoger ſikkert nok
paa en eller anden Maade at faae Dig i fin. Magt.
Hor nu efter, hvad jeg ſiger. Naar jeg ikke kan ſove
om Natten, ſtager jeg op og gaaer hen og beder ved
dette Vindue. Jeg har flere Gange feet Rychtarkaen
komme ud af Skoven, for det var lyſt; naar hun gik
forbi, tudede Hundene; hun kom fra den gamle Mikuſa.
Jeg beder Dig, min Son, ſpis ikke Noget, drik ikke
Noget, naar Du kommer til Gaarden. Sylva har
fortalt mig underlige Ting. Hver Gang Du kommer,
Elter Rychtarkaen ſelv Brødet; formodentlig kommer
hun nogle af ſine Haar deri, ſaaledes ſom de Fruen⸗
timmer pleie at gjore, der ville lokke en Elſter til
ſig. Endnu et mistenkeligt Tegn: de ſmukkeſte Duer
forſvinde, uden at man kan opdage Tyven. En loier⸗
lig Tyv! hun fvæler Duerne og kaſter dem paa Marken,
efterat have revet Øinene ud af dem. Jeg har i
mine unge Dage hort ſige, at man kan koge en El⸗
ſkovsdrik af Oine, ſom ere revne ud af levende Duer.
— du kan have Ret ... Jeg huſter nu, at
Øllet og Brødet undertiden. havde en underlig Smag
. . . Jeg veed desuden, at Rychtarkaen er overtroiſt.
Jeg lover Dig, at jeg ikke ſkal nyde Noget hos hende;
jeg kan ſpiſe her ſom i gamle Dage.

Rychtarkaen. 467

— Nei; Ruychtarkaen vilde faa fatte Mistanke.

Jeg har aftalt med Sylva, at hun ved at hofte ffal
give Dig Underretning, naar Du ffal afholde Dig fra
visſe Retter. Det er hende, der har fortalt mig,
hvad Rychtarkaen har for; hun pasſer godt paa hende,
og hun nærer ſtor Frygt. En Dag ſaae hun hende
læfe bagvendt i en ſtor rod Bog. En anden Dag
ſagde Rychtarkaen til hende: „Tal ikke til mig om det
utaknemlige Menneſke, faalænge jeg ikke har faaet ham
ydmyget, — og han ffal blive ydmyget, det indeſtager
jeg for.“ Hvis Du tvivler, faa ſporg hellere Sylva;
men hvad tager hun fig for idag? Jeg har forgjeves
ventet hende hele Eftermiddagen. Nu har hverken
hun eller Bornene veret her i hele otte Dage. Der
kan jo dog ikke være faa Meget at gjøre i Huſet .…

Aa, jeg glemmer jo, det er idag Spinderſternes Feſt;

der er formodentlig Sylva gaaet hen. Der er iaften
Dands i Kroen, og det ſkulde rigtig glæde mig, om
hun var der. For ſaadan en kjon og kraftig Pige er
det paa Tiden at velge ſig en Mand. Det DL jeg
faa ofte raadet hende til.

Paa Grund af Mørket kunde Mo'r Jirovits ikke

ſee, hvor bleg Antoch blev ved disſe Ord. Sylva
gifte ſig? Sylva gade til Dands for at udvælge fig
en af Landsbyens unge Karle? Var det muligt? Var
det den ſamme Sylva, ſom havde. viiſt ſig for ham
Julenatten? Hidtil havde han aldrig tenkt paa, at
Sylva kunde gifte ſig. For at komme bort fra disſe

30+

468 > : Rychtarkaen.

Tanker ſpurgte han om, hvorledes hans Born havde

det; men uden at vente paa Svar, ſagde han faa, at
han vilde ſige dem Godnat, inden de vare faldne
iſoyn. Han gik raſt ned til Kroen og traadte ind i
Salen, hvor der blev dandſet: neſten alle Byens unge
Piger vare tilſtede; men han ſage ikke Sylva. Han
lob hen til Gaarden; Karle og Piger vare ude, ogſaa
Rychtarkaen var borte. Antoch aabnede med ryſtende
Haand Doren til Storſtuen, den eneſte, hvor han
havde feet Lys; Sylva fad tæt ved Kaminen. Da
hun horte Doren gage op, udſtodte hun et Skrig af
Glæde, et ſaadant Skrig, ſom Antoch aldrig havde
hort af hende. Hun rakte ham begge ſine Hender;
han trykkede dem mod ſit Hjerte og var lige ved at
fore dem til fine Leber. „Du er altſaa ikke gaaet
til Feſten?“ ſpurgte han hende.

— Hvad ſkulde jeg der? ſvarede hun rodmende.
J veed, jeg er ikke mere det vilde Barn, jeg engang
har været. J har lært mig mange Ting, ſom jeg var
uvidende om; Eders Moder har rettet mange Feil
hos mig. Jeg lytter til hendes Raad, og jeg ſoger
at anvende dem pan Børnene her, for at de kan
komme til at ligne deres Fader ... J har dog vel
tilgivet mig?

— Om jeg har tilgivet Dig! mumlede Antoch
henrykt.

— Jeg tenker ſtadigt, vedblev hun, paa hin
Juleaften, vi tilbragte ſammen hos Eders Moder,
jeg taler ofte med hende om den; men naar Andre
nævne Eders. Navn i min Nerverelſe, bliver jeg
ganſke ffamfulb og løber min Vei: Og J, tenker I
engang imellem paa mig? Hvor J feer tankefuld ud!
Hvad er der iveien?

Antoch flap pludſelig Sylvas Heender. Hun
havde, uden at vide det, beſvaret hans Hjertes

Rychtarkaen. 469

hemmeligſte Tanke. Hvad der hidtil hos ham kun
havde været et Haab, en Drøm, en ubevidſt Folelſe,
det var altſaa Sandhed. Hun elſkede ham! og der
var et Spelg imellem dem. Han troede, at han kun
følte en broderlig Hengivenhed for hende, og han
havde taget feil; han havde ladet en Lidenſkab ſpire
frem i ſig, der truede med at fortere hans Liv og
hans Wre. „Sylva, jeg beder Dig,“ udbrod han,
„tal ikke mere om den Julenat, Du vil aldrig opleve
en lignende.“

— Hvorfor ikke det? ſvarede hun blidt; jeg
haaber tvertimod, at vi endnu ſkal tilbringe mere end
een ſammen. J er altfor eengſtelig: Børnene ere ikke
faa daarlige, ſom man har fortalt.

— Bornene? Hvad mener Du?

— Naa, FJ veed det ikke? Jeg troede, det var
blevet ſagt Jer, at Bornene vare ſyge, og at J
frygtede for deres Liv; men det er ikke rigtigt at
gjøre Eder faa forſkrœkket. Lægen har været her to
Gange, og han har ſagt mig, at han ſparer for dem.
Jeg har iffe talt derom til Eders Moder for ikke at
ængfte hende. — Hun fortalte ham nu, at begge
Drengene for tre Dage ſiden havde faaet Bornekopper.
Rychtarkaen havde, iſtedetfor at pasſe dem, ſtrax for⸗
ladt Gaarden, og Sylva var ene med dem. „De ere
her ved Siden af,“ ſagde hun, „kom og ſee dem.“
Antoch fulgte hende ind i det tilſtodende Verelſe;
Bornene ſov.

— Stakkels forældreløje Born! mumlede han,
idet han kysſede deres brændende Pander. Altſaa
har Moderen, til hvis Varetegt jeg har overgivet
Jer, forladt Jer, og det er en Fremmed, der indtager
den Plads, hun ynkeligt er flygtet bort fra! Ulykke⸗
lige Kvinde, nu er Maalet fuldt. Det Onde, hun har
gjort mig, kunde jeg have tilgivet. hende. Men hvad

8
.

470 Rychtarkaen.

hun har gjort mod Eder, det tilgiver jeg hende aldrig.
For Fremtiden ſkal J ikke falde hende Moder.

Han tilbragte Natten ved ſine Borns Seng, idet
han og Sylva ſkiftede med at vaage. Den neſte Dag
fik ogſaa han Feber; Legen erklærede, at han havde
faaet ſamme Sygdom ſom Børnene. Sylva ſendte
hurtigſt muligt Bud efter Mo'r Jirovits. J flere
Dage fvævede Antoch imellem Liv og Dod. Sylva
pleiede ham ſammen med hans Moder. „Hvis han
doer,“ tenkte hun, „overlever jeg ham ikke.“ Ofte
overraſkede Morgenroden hende i Bon og Taarer.

En Aften, da hun vaagede hos ham, greb Antochs
Haand hendes. „Sylva,“ hviſkede han, „hvis jeg
kommer mig, vil jeg for Fremtiden kun leve for Dig.“
Hun ſvarede ikke. „Du troer maaſkee, at jeg taler i
Vildelſe. Nei, Sylva, aldrig har jeg været mere ved
klar Bevidſthed, end jeg nu er. Hor mig! Rychtarkaen
har ſvigtet alle fine Pligter ſom Huſtru og Moder;
Du derimod fravriſter Døden os med Fare for dit
eget Liv. Jeg er træt af at ſpille denne Komedie
med min Kone. For Gud har Du været mine Borns
Moder; Du ſkal ſnart ogſaa blive det for Menneſkene.
Vi vil komme til at fæmpe, vi vil komme til at vandre
en tornefuld Vei; er Du beredt paa at folge mig?
Du veed endnu ikke, Sylva, hvad Menneſkenes Foragt
vil ſige; man vil pege med Fingrene ad os, vi maae
forlade dette Land ... Viger Du ikke tilbage herfor?”
Hun ſmilede, men det var et mere ſtraalende Smil
end den Dag, da man under Mengdens Jubelraab
bar hende i Triumf paa Engen. „Vi vil ikke mere
kunne træde: ind i Kirken, hvor vi er døbte. Man vil
behandle os ſom Frafaldne, man vil forhaane vor
Fortid; men vi vil til Gjengjæld have vor gode Sam⸗
vittighed og vor Kjærlighed. Vi vil flytte til Ochia⸗
nov, til de mæhriffe Brodres Menighed; jeg haaber,

Rychtarkaen. 471

vi kunne overtale min Moder til at folge med os.
Fra idag er Du min Trolovede, Sylva; Du ffal
derfor heller ikke blive længer under en Kvindes Tag,
ſom endnu troer at have Ret til mig. Tag til min
Moder; Du ffal ſige hende — og det er fandt — at
Du er træt, at Du trænger til Ro. Jeg ffal faa
ordne Alt, faa at jeg kan blive ſkilt fra Rychtarkaen.
Naar Alt er iorden, kommer jeg og henter Dig.
Ikte fandt, Sylva, Du elſker mig jo?

Sylva kunde ikke finde Ord til Svar. Hun
boiede ſig frem mod hans Pande og gav ham det
forſte Kys, fom en Mand havde faget af hendes
Leber.

Rychtarkaen kom ikke tilbage til Gaarden, for
Antoch og Bornene vare fuldſteendigt helbredede; un⸗
der Mandens Sygdom havde hun ofte beſogt den
gamle Mikuſa, og han havde lovet, at hun, takket være
hans Kjendſkab til Urter og Troldomskunſter, ſnart
ffulde bringe den oprorſke Wgtefelle tilbage til hans
Pligt. Denne Forubdſigelſe lod dog ikke til at ſkulle
gage i Opfyldelſe. Antoch var atter paa Reiſe, og
Rychtarkaen var raſende over, at han ſaaledes undſlap
hende. Forøvrigt havde man lagt Merke til, at hun
var fraværende under Mandens og Bornenes Syg⸗
dom, og der blev i den Anledning talt meget ilde om
hende. Man ſagde, at hun fatte ſtorre Pris paa fin
Skjonhed end paa fine Nermeſtes Liv; til Gjengjeeld
beundrede og priſte Alle Sylvas heltemodige Op⸗
offrelſe. Man valfartede til Mo'r Jirovits for at
onſke den modige Pige til Lytte; hun tog adſpredt og
næften med Uvillie mod disſe Complimenter. Da
man faae, at hun var bleven jaa bleg og mager, tenkte
man, hun havde været i ſtor Fare, og man fandt det
ganſte naturligt, at hun for nogen Tid havde forladt

472 Rychtarkaen.

ſin Tjeneſte hos Rychtarkaen for at komme til Krefter
hos dens Moder, hvis Liv hun havde frelft.

Sylva var unægtelig lidende; men det var ikke
Legemet, der led, det var Sjælen. Hun hapde ondt
ved at udholde den eengſtlige Venten, Uvirkſomheden
i det alvorligſte Dieblik i hendes Liv. Hun ſogte for⸗
gjæves ved al Slags Arbeide at forkorte de lange
Dage; Mo'r Jirovits's lille Hus var ſnart bragt i
Orden; hverken Rokken eller Synaalen kunde berolige
den unge Piges eengſtlige Tanker. Hun fulgte i
Aanden alle Antochs Skridt og dromte kun om alle
de Hindringer, der kunde ſtille ſig i Veien for deres
Lykke. Hun bebreidede ſig, at hun ikke var hos ham
for at hjælpe ham med at fjerne dem. Hun undrede
ſig over, at hun ikke horte fra ham. Behovedes der
ſaa lang Tid til at ordne en faa ſimpel Sag? Havde
de ikke Retten og Domſtolen paa deres Side? Naar
Mo'r Jirovits fatte ſig hos hende for at pasſiare
med hende, forte hun altid Samtalen hen paa ægte=
ſkabelige Sporgsmaal; hun ſpurgte hende om, hvor⸗
ledes det og det Par havde giftet fig, hvorledes Wgte⸗
fællerne vare blevne. ſkilte, hvorledes de igjen vare
blevne forſonede. Den gamle Kones Hukommelſe var
rig pan Erindringer; men de Hiſtorier, hun fortalte
Sylva, pasſede ikke til det Sporgsmaal, hun ilke
vovede at fremſcette, og ſom hun dog faa inderligt
onſtede beſvaret; de opſkreemmede kun den unge Piges
Indbildningskraft, uden at tilfredsſtille hendes Nys⸗
gjerrighed. Snart havde en Mand dræbt fin utro
Huſtru, ſnart havde en Elſter hængt fig, ſnart havde
Loven og Kirken givet de Skyldige en ſkrekkelig Rev⸗
ſelſe. — Her er nu for Exempel, ſagde Mo'r Jiro⸗
vits, en Hiſtorie fra Dronning Marie Thereſias Tid.
Seer Du dernede, ved Indgangen til Landsbyen,
Smedien, hvorfra man, naar Vinden ftaaer paa, kan

Rychtarkaen. f 473

høre Hammerſlagene? Paa den Tid havde Smeden
en ung og ſmuk Kone. Han var en lunefuld og

ondſkabsfuld Mand; han var ældre end hun og ſkinſyg.

Hun blev forelſket i Skovrideren. Manden over⸗
raſkede dem og overgav dem til Politiet. Man ſtak
Konen i en Sek, barberede Haaret af hende, ſmurte
Hovedet ind i Tjere og kaſtede Fjer derpaa; derpaa
blev hun om Søndagen, under Hoimesſen, bunden til
Kirkens Dor. Man gav hende en ynkelig Violin i
Haanden, og hver Gang Nogen traadte ind i Kirken,
maatte hun guide paa Violinen og ſige:

See hvor mine Taarer rinde —
Ak, jeg ſtakkels Synderinde!

Efter Mesſen kom hendes Mand for at befrie
hende og tage hende med hjem; men han kunde ikke
faae hende bort fra Doren; det var, ſom om hun
havde ſlaget Rod i Jorden. J tre Dage og tre
Netter blev hun ſtagende ſaaledes uden at ſpiſe, uden
at drikke, uden at ſove, — men gned paa Violinen.
Den tredie Dag dode hun.

— Og Skovrideren, hvad blev der af ham?
ſpurgte Sylva.

— Hans Hiſtorie er endnu ſkrekkeligere. Samme
Dag, ſom hans Elfſkerinde kom faa ynkelig afdage,
forbandede han Gud og Menneſkene. Gan flygtede
til Skovene; der lever han endnu af Troldom og
onde Gjerninger. Det er gamle Mikuſa.

Fiorten Dage efter Antochs Bortreiſe blev der
ſagt hans Moder, at Dommeren vilde tale med hende;
hun gik ned i Landsbyen, idet hun ſagde til Sylva, at

hun ſnart kom tilbage; men det blev Nat, og hun var

endnu ikke kommen. Sylva blev utaalmodig og gik
nu ogſaa derued; hun fane Dommeren ſtage i fin

474 Ruychtarkaen.

Port. „Hvor er Mo'r Jirovits?“ ſpurgte hun ham,
ſaaſnart hun fik Oie paa ham
ne — Mo'r Jirovits? hun er vel henne i Lands⸗

byen, hvor hun vilde treffe fin Son. Sagen hænger
ſaaledes ſammen: Antoch vil ſkilles fra fin Kone; det
er en alvorlig Sag, ſom vi gjerne vil vere frie for;
jeg har ſelv talt med Rychtarkaen derom, men jeg er
ingen Vei kommen med hende. Nu har jeg ſendt
Mo'r Jirovits ned i Byen til Sonnen; har hun ikke
mere Held med ſig end jeg, faa er den Hiſtorie forbi,
og ſaa bliver: Skilsmisſen fuldbyrdet. Lob efter Mo'r
Jirovits; Du treffer hende viſtnok paa Veien, og kom
jan og fortæl mig, hvorledes det er gaaet.

Og Sylva ſkyndte fig afſted.

v

Hidtil havde Mo'r Jirovits ikke havt nogen
Anelſe om Forholdet imellem hendes Son og Sylva.
Hun fik forſt en Mistanke derom i det Sieblik, da
Dommeren ſagde hende, at Antoch tenkte paa Skils⸗
misſe. Hvad! Antoch, hendes Son, hendes Stolthed
og hendes Glæde, var det kommet jaa. vidt med!
Sylva, den Sylva, hvem hun elſkede ſom ſin egen
Datter, truede hans Wre i denne Verden og hans
Salighed i den anden! Nu forſtod hun hendes Bleg⸗
hed, hendes feberagtige Utaalmodighed, hendes for⸗
underlige Sporgsmaal. Hun forſtod, at Sylvas Del⸗
tagelſe var bleven til Kjærlighed, og at denne Kjer⸗
lighed havde beſeiret Antoch. Som Chriſten af den
gamle Skole, Slave af Pligten, mere bunden ved den
guddommelige Lovs Bogſtav end iſtand til at fatte
. Manden i den, ſaage hun for ſine Dine en Fremtid
fuld af Bitterhed og Taarer. Hun kjendte fin Sons
alvorlige og grundhederlige Charakteer; mange Andre

Rychtarkaen. 475

vilde i hans Sted have ſogt Troſt i flygtige For—
elſtelſer, i letſindige Luner; han vidſte ikke, hvad det
var at lege med en Kvindes Hjerte. Naar han nu
vilde vinde ſin Frihed tilbage, var det for ſtrax at
ſkille fig af med den igjen; men naar han gjorde det,
maatte han — det frævede Loven — opgive den Tro,
hvori han var opdragen. Og for hvem vilde han
bringe et ſaadant Offer? For en halvvild Pige, uden
Familie, uden Formue, hvis Kjerlighed maaſkee kun
var en forbigagende Grille.

Mo'r Jirovits traf ſin Son i Kroens Gaard;
han beſage med ſynlig Tilfredshed nogle Agerbrugs⸗
redſkaber, han nylig havde kjobt. „Det er formodent⸗
lig til din nye Bedrift,“ ſagde hun i en faa bitter
Tone, at det gjennemisnede Antoch. Han nikkede,
aabnede Doren til det Verelſe, hvor han pleiede at
boe, og fik ſin Moder til at folge med derind. Han
vidſte, hvorfor hun kom; men han havde iffe ventet,
at hun ſkulde være faa ophidſet. Hidtil havde hun
fuldſterdigt bifaldet hans Opforſel ligeoverfor hans
Kone. Uden juſt at haabe, at han ſtrar kunde vinde
hende for hans nye Planer, ſatte han dog ſin Lid til
hendes moderlige Kjærlighed, hendes Retſindighed og
Billig hed. f

— Jeg feer, hvorfor Du kommer, ſagde han til
fin Moder: jeg vil ikke afvente dine Spørgsmaal.
Ja, jeg vil gifte mig med Sylva; jeg vil, at Alle
ſkal vide, hvad Gud dog veed; jeg er træt af at lyve,
af at ſpille Komedie! — Men han meerkede ſtrax, at
det var ham umuligt at komme til Forſtaagelſe med
ſin Moder. Hvad der for ham var en Pligt, var for
hende en Forbrydelſe. Hun foreſtillede ham, at Bor⸗
nene vilde rodme ligeoverfor deres Fader, forfulgte
af det almindelige Had og Forbittrelſe, at Sylva
maaſkee blev dømt af Domſtolen for at have draget

476 Rychtarkaen.

ham bort fra den rette Vei; hun udtalte fig med den
ſterkeſte Uvillie mod denne fortræffelige Pige; hun
paakaldte Mindet om hans Fader, hvis Grav for
ſtedſe vilde blive vanæret, „Nuvel da!“ udbrød
Antoch, tilſidſt beſeiret efter to Timers fortvivlet
Kamp; „lad det fan gage, ſom Du vil. Nyd din
Triumf, hvis Du har Mod dertil. Opſog Sylva,
ſiig hende, at jeg er en Logner og en Usling, ſiig
hende, at Alt, hvad hun har hort af min Mund, kun
var Gjogl og Bedrageri! Lad hende aldrig mere troe
Nogen her paa Jorden, lad hende aldrig have Med—
lidenhed med Nogenſomhelſt! Menneſket fortjener ikke
Medlidenhed. Siig hende. at hun ffal vel vogte. fig
for at ſoge at røre mig ved at lade mig fee hendes
Fortvivlelſe; jeg jager hende ud af vort Hus, ſaaledes
ſom Du ſelv jager hende ud af dit Hjerte, om jeg
fan ffal doe deraf. Er Du ſaa tilfreds? Jeg ſkal
forbyde: mine Born at nævne hendes Navn, ſom har
været dem en anden Moder. Det jfal blive rigtig
godt, ikke ſandt, og Du giver mig jo dit Bifald?“

Han kunde gjerne have fortſat længe i denne
Tone; men hans Moder horte ikke mere paa ham.
For forſte Gang i fit Liv ſage hun ham græde, og
hun blandede ikke fine Taarer med hans. Hun ſagde
ham ikke engang Farvel, men ſkyndte fig bort for at
meddele i Landsbyen, at Antoch opgav Skilsmisſen,
og at Alt forblev ſom hidtil.

Medens hun gik tilbage ſtolt over at have ode—
lagt to elſtende Veſeners Lykke, ilede den henrykte
Sylva hende imode, hvem hun troede allerede at turde
kalde Moder. Hun havde aldrig tvivlet om Antochs⸗
Ord, og han tvivlede heller ikke om, at Moderen vilde
bifalde deres Planer. Hun brod ſig kun lidt om
Folks Snak og Rychtarkaens Vrede. Hun gik raf til
i Morket, let ſom en Fugl, ſmilende til den ffjønne

Rydtartaen. 5 477

Fremtid, ſom hun var ſig bevidſt at have fortjent,
alvorlig og glad over at tenke pan de Pligter, hun
ſnart vilde faae at opfylde. Natten var endnu ſmuk⸗
kere end Julenatten; de ſamme Stjerner glimrede paa
Himlen; men Jorden. havde fajtet fin Sneekaabe, og
Skoven duftede af nysudſprungne Violer. Sylva kom
til en Korsvei, hvorfra der udgik to Veie, ſom begge
forte til Byen; den ene, ſom kunde pasſeres af Vogne,
fulgte Skovens Udkant; den anden, der var ſmallere
og mere ufremkommelig, gik tvers igjennem Tykningen.
Midt paa Korsveien ſtod et ſtort rodt Kors pan nogle
Trappetrin af Steen. Sylva beſluttede at ville vente
paa Mo'r Jirovits ved Foden af dette Kors; hun
fatte fig paa Trinene, der vendte til den Side, hvorfra
man kunde fee Byen, og hengav ſig til Drommerier.

Pludſelig horte hun Lyden af Skridt. Hun lyt—
tede: det var ikke Mo'r Jirovits' Gang. Skridtene
kom nermere; en kvindelig Skikkelſe kunde ſkielnes
mod Nattens ſorte Baggrund. Den Nyankomne kaſtede
ſig paa Knee for Korſet paa den modſatte Side og
begyndte at fremmumle Bonner. Stemmen var ikke
Sylva ubekjendt; men det forekom hende, at Bonnerne
blev fremſagte med Beſveer, og at de begyndte bagfra.
Sylva betvang ſin Sindsbevegelſe og rorte ſig ikke.
Tre Gange horte hun Stemmen gjentage de ſamme
Bonner, men ſtadig med Ordene i forkert Orden.
„Stakkels vanvittige Menneſke,“ tænkte Sylva, „der
gjør Nat til Dag, Enden til Begyndelſen, Bønnen til
uforſtagelig Snak!“ Hun folte fig betagen af uendelig
Medlidenhed med den Übekjendte; det var ſikkert nok
et knuſt Hjerte, en Sjel, der var gaaet tilgrunde i
Livets Storme. Hun ſkammede fig" neſten over, at
hun ſelv var fan lykkelig. Enhver Lyd af denne
Stemme forekom hende ſom en Bebreidelſe, en For⸗
bandelſe. Efter en kort Taushed begyndte Stemmen

478 Rychtarkaen.

igjen i en dyb og hoitidelig Tone. Sylva horte Føl
gende: Helvedes Fyrſte, hor mig! Reis Dig, Du det
Ondes morke Elſter! Grib min Fjende med din meg—
tige Haand; lad ham altid ſpore din Nervarelſe!
Lad Antoch Jirovits ende ſine Dage i Elendighed!
Bortvend fra ham alt det Gode; lad alt det Onde
falde over ham! Lad hende, ſom han elſker, miſte
Forſtanden, lad hans Born blive usle og foreldreloſe,
lad hele hans Slegt gage tilgrunde!“ —. Sylva var
mere død end levende; hun havde gjenkjendt Rychtar—
kaens Stemme. „Lad hans Moder heller ikke blive
glemt af Dig! Hun maa ikke kunne leve, hverken paa
Jorden eller i Vandet, hverken om Natten eller om
Dagen: Hvis Du opfylder mine Onſker. Du det
Ondes Aand, ſkal jeg for Fremtiden. kun bede til
Dig .“ 3

„Hold inde! hold inde!” raabte Sylva og ſprang
forfærdet op fra den anden Side af Korſet. „Hold
inde! Jeg ſverger: J ffal beholde Antoch.“

Et heſt Skrig ſvarede hende. Et Legeme. faldt
tungt ned ad Trinene og rev Sylva med ſig i ſit
Fald. Da Mo'r Jirovits kom til Korſet, fandt hun
de to Kvinder liggende der uden Bevidſthed; hun ilede
efter. Sjælp, og begge bleve bragte til Gaarden.

Den neſte Morgen gik der underlige Rygter i
Landsbyen og paa Bjerget, Antoch Jirovits havde,
ſagde man, villet ſkilles fra fin Kone, fordi hun ikke

havde villet pleie ham under hans ſidſte Sygdom.

For at hævne ſig havde hun om Natten forbandet
ham ved Korſets Fod. Der havde Sylva tilfeldigvis
truffet hende; Rychtarkaens forvirrede Hjerne havde
antaget hende for en ond Aand, hun var falden dod
om, og Sylva ligeledes. Rygtet overdrev ſom ſed⸗
vanlig. Rychtarkaen var ikke dod; efter flere Timers
Afmagt var hun kommen til ſig ſelv igjen. Hun

Rychtarkaen. 479

troede endnu, hun laa. foran Korſet, hun mumlede

uophørligt den Forbandelſe, ſom den gamle Mikuſa
havde fært hende for at ſtraffe hendes Mands Lige—
gyldighed, eller ogſaa forlangte hun Vievand; hun
paaſtod, at hun var en god Chriſten, og for at be⸗
viſe det begyndte hun at fremſige baade Pater og
Ave; men hun maatte altid begynde bagfra. Hun
dode under dette Vanvid og blev for at undgage
Skandale begravet om Natten. Alle onſkede Antoch
til Lykke med, at han ſaaledes var fluppen af med
den Ulykkelige; Alle beklagede Sylva. J flere Uger
var den ſtakkels Pige aldeles ligegyldig og ufolſom
hl men hendes Ungdoms kraftige Natur ſeirede
ilſidſt. 5 ;

Saafnart hun var iſtand til at gage oppe i
Stuen, ſamlede Sylva alle ſine Sager ſammen og
lagde dem i en Pakke. „Hvad vil Du nu?“ ſpurgte
Mo'r Jirovits hende. Det var de forſte Ord, hun
henvendte til hende. Hun havde. pleiet hende om⸗
hyggeligt; men hun havde dog endnu ikke kunnet til⸗
give hende den Kjærlighed, hun havde indgydt hendes
Son, eller den Kamp, ſom denne havde beſtaget mod
ſin Moder. 5 ( ; >

— Hvad jeg gjør? ſagde Sylva roligt, jeg gaaer
min Vei. — Heller ikke hun havde talt til Nogen
efter den ſorgelige Tildragelſe. Hendes Læber ffjæt
vede, hendes Oine havde miſtet deres Glands, hendes
Kinder vare furede; hun lignede en Statue.

— Nei, Du ffal ikke gage! udbrød den gamle
Moder. Jeg kjender dine og Antochs Planer. Gud
har ſelv antaget fig din Sag; ved at falde Rychtar⸗
kaen til fig har han ſkaanet mig for Vancere og Dig
for Synd.

— Der har aldrig været: Synd imellem mig og
Antoch, ſvarede Sylva ſtolt; men det er ikke det, Sagen

480 Rychtarkaen.

dreier fig om. Ved Korſets Fod tilſvor jeg Rychtar⸗

kaen for at ſtandſe hendes Forbandelſer, at hun ſkulde
beholde Antoch, og jeg vil holde mit Ord. Jeg vil
ikke have, at den Dødes Forbandelſer ſkal falde tilbage
paa ham, og jeg forlader Jer.

— Men Antoch, hvad vil han ſige?

— Antoch vil ſige: Jeg vidſte nok, at Sylva
elſtede mig hoiere end fig ſelv.

Trods Mo'r Jirovits' Bonner reiſte Sylva ſamme
Dags Aften til Prag, hvor hun indtraadte ſom tje—
nende Soſter i St. Eliſabethſoſtrenes Kloſter.

Da Antoch kom til Hytten, traf han kun ſin Moder
der. Hun ſagde ham, hvad der var ſkeet. Det faldt
ham ikke ind at hente Sylva tilbage. Om han end
ikke frygtede den Forbandelſe, ſom havde gjort et faa
Dybt Indtryk paa Sylvas troſkyldige Sjæl, følte han
dog, at der var en vid Afgrund imellem dem, at
Døden havde knuſt deres Kjerligheds Blomſt, at
Rychtarkaens hævnende Skygge vilde fvæve over deres
Brudeſeng. Han reſignerede. Han levede ſammen
med ſin Moder og for ſine Born; men da hans
Moder var dod, varede det ikke længe, for han fulgte
hende i Graven. 5 5
Louis Leger.

481

Den kornegtede Skat.

En Fortælling
af
C. A. Nicander.

Midt inde i Rom, ikke langt fra Paladſet San
Marco, ligger der en ſtor og eerverdig Bygning,
hvis. Mure ere. fværtede af Velde, men ſynes at
trodſe Tiden: og være "beregnede "paa Evigheden.
Bygningens ſimple, prunkloſe Stil forſterker det hoi⸗
tidelige Indtryk, ſom Masſen ved forſte Oiekaſt frem⸗
bringer. Ligeſom de fleſte romerſke Paladſer tager
det fig bedſt ud i Maaneſkin. Det er fan indbygget,
at det neſten altid ligger i Skygge, medens de om⸗
"liggende. livligere Kirker og Paladſer ſtage i klart
Lys. Bygningen: kaldes Collegio Romano og er endnu
den Dag idag. Sædet for Jeſuiterordenen.

Hvor. masſivt Paladſet end er, har det dog det
tilfælles. med alle andre Bygninger, at det vedlige⸗

holdes for ikke lidt efter lidt at forfalde. Dets over⸗

31

—

482 Den fornegtede Skat.

ordentlige Udſtrekning og de mange Verrelſer, det
indeholder, og af hvilke de fleſte beboes af Ordenens
Medlemmer og Adepter eller Elever, medens andre
benyttes til Opbevaringsſteder for Ordenens Arkiv,
Kasſe, Bibliothek og øvrige Samlinger, medføre ganſke
naturligt, at der ſtadigt maa føres Tilſyn og neſten
altid er en eller anden Deel under Reparation. Sjel⸗
den gaaer der nogen Maaned, uden at Arbeidere
der ere beffjæftigede med at ſnedkre, male, hvidte
eller mure.

En Dag i Auguſt Maaned 1828 blev en Murer
ved Navn Antonio Dosſi, ſom boede i Nærheden af
Maria sopra Minerva, anmodet om hurtigſt at tage
fat paa og fuldende et Arbeide for den hellige Jeſuiter⸗
ordens Regning. Mureren, ſom glædede ſig til den
gode Fortjeneſte og brændte af Begjerlighed efter at
blive vel anſkreven hos et faa mægtigt: og anſeet
Samfund, ſkyndte ſig afſted til Collegio: Romano,
fulgt af to paalidelige Svende. En af de lavere
Ordensbrodre forte Mureren op i anden Etage og

viſte ham to Verelſer, det ene lidt ſtorre end det

andet, men uden Forbindelſe med hinanden. Det
ſtorſte havde for ikke lang Tid ſiden veret en nu:
afdod hoitſtaagende Ordensbroders private Bibliothek
og var nu gaget over til hans Efterfolger. Nu var
det Meningen, at Mureren ſkulde ikke alene aftage
den gamle Kalkbekledning, men ogſaa, til ſtorre Be⸗
kvemmelighed for den nye Befidder, flaae Hul i

ig

Den fornegtede Skat. 483

Muren og anbringe en Dor imellem de to Verelſer
og derefter paa bedſte Maade hvidte og reparere dem.
Antonio forpligtede ſig til inden en beſtemt Tid og
mod et billigt Vederlag at udfore dette Arbeide.
Den unge Jeſuit fjernede ſig, og i de tomme
Verelſer, ſom iforveien vare blevne fuldſtendigt ryd⸗
dede, gav. Murerne ſig ſtrax til Arbeidet med Skee
og Hammer. Antonio tog ſelv i det mindre Verelſe
fat paa den Væg, ſom fkilte det fra den tilſtodende
ſtorre Sal, og havde den ene af Svendene hos fig.
Den anden Svend gav fig i det ſtorre Verelſe til
at rive de gamle Tapeter ned og hugge den gamle
Kalkpuds af. Saa ramlede da i begge Verelſer det
ene Stykke Mur ned efter det andet; Gulvet var
ſnart ſtjult af Grusbunker, og et tet, kvælende Kalk⸗
ſtov hvirvlede rundt om de flittige Arbeidere, ſom
ſnart ikke mere kunde ſee, men kun hore hverandre.
De i Begyndelſen faa raſk paa hinanden folgende
Hammerſlag blev tilſidſt langſommere og ſpagere;
efter de romerſke Haandverkeres gamle Bane blev der
ofte gjort Hvil, og jo længere det led mod Middag,
deſto mere kjolnedes Arbeidsiveren, der afloſtes af
alſtens Pasſiar for at faae Tiden til at gaae.
Meſter Antonio! ſagde Pietro, ſom arbeidede
ved Sider af ham, jeg vilde gjerne flippe ud af
dette: Kalkſtov nogle Minuter for Middag, for netop
idag paa Slaget: Tolv" træffes Numrene paa Monte
Citorio. Jeg haaber, at San Giuſeppe for min Gude⸗
31*

484 Den fornegtede Sfat.

ligheds Skyld hjælper mig til en Ambe eller Terne.
Jeg ſpiller paa Nummer 8, for der er otte Bog⸗
ſtaver i San Giuſeppes Navn; paa Nummer 7, fordi
G er det ſyvende Bogſtav, og paa Nummer 15, thi
ſyv og otte gjor femten.

Du er en Nar, ſvarede Antonio. — Jeg har
ogſaa engang prøvet at ſpille i Lotteriet. Saa vandt
jeg tolv Scudi, og dermed tabte jeg Lyſten. Jeg
havde gjort Regning paa at vinde idetmindſte to-
hundrede.

Meſter Antonio! raabte nu Tommaſo, den anden
Svend, inde fra det ſtore Verelſe. — Her ftaaer
Noget. ſkrevet paa Muren, ſom jeg ikke rigtig kan finde
ud af.

Antonio, ſom var lidt ſteerkere i den Kunſt at
leſe Skrift, end hans Medhjelpere, gik ind til Tom⸗
moſo, ſkrœvede forſigtigt over det nedtagne Tapet,
traadte heelt hen til Muren og fil, efterat have ſtuderet
nogen Tid, folgende Linier ud:

Molto mi piace
Donna, che giace,
Muro, che tace.

Man lo over det lille Vers, ſom unegtelig
kunde have veret anbragt et heldigere Sted end i
Jeſuitercollegiet; men Antonio og hans Svende be⸗
gyndte atter at hugge los paa Muren og flog uden
Skaanſel ogſaa de Stene ned, hvorpaa de rimede
Linier vare ſtrevne.

Den fornegtede Skat. . 485

Men medens Antonio med kraftige Slag huggede
los paa Veggen, hvor Doren ffulde anbringes, horte
han kort efter en underlig Lyd, ſom ſtadig gjentoges,
hver Gang han traf det ſamme Sted. Skjondt han
ikke kunde forſtaae Grunden til denne Lyd, ſom lignede
en ſvag Raslen, fik han dog ved at tenke paa den
leſte Indſktrift en Anelſe om, at der mulig kunde
være en eller anden Hemmelighed ſkjult bag Muren.
Mere og mere blev han ſikker paa, at han virkelig
horte en Lyd, ſkjondt ingen af Svendene havde hort
den, og han beſluttede paa egen Haand noie at under⸗
ſoge Sagen. :

Pietro! ſagde derfor Meſteren til den ene Svend
—, jeg ffjænfer Dig det Kvarteer, Klokken mangler
i Tolv. Gaa til Monte Citorio, hør efter, hvilke
Numre den hvide Dreng træffer ud oppe paa Alta⸗
nen, og ſorg fremfor Alt for, at Du vinder en ordent⸗
lig Sum. Tommaſo kan gjerne folge med. Det
Satans Støv maa forſt lægge fig. eller drive ud.
For er det ikke muligt at tage rigtig fat. Spis der⸗
efter. til Middag, faa ſees vi igjen. her om halvanden
Time. Jeg vil blot hugge videre hen til Hjornet
der; Monte Citorio og dine Numre bryder jeg mig
ikke om. i

Det varede ikke længe, for Svendene … havde
rettet fig efter. Meſterens Ord og vare forſvundne.
Han huggede nu med mere beſtemte og kraftige Slag
los paa det hemmelighedsfulde Sted og horte tydeligt,

486 Den fornegtede Stat.

at det ikke alene raslede, men klang inde i Muren.
En ſtorre Steen faldt ud, og i Aabningen ſaages en
lille fort Laage. — „Aha!“ tenkte Antonio, idet han
ſtubbede til fin graa, overkalkede Hue, — „aha! her
maa Noget være muret ind.“ — J en Fart flog han
Kors for ſig og betenkte ſig i nogle Sekunder paa
at aabne Laagen; jaa fatte han et Huggejern ind i
Kanten paa den — knak! et Slag med Hammeren,
Laagen ſprang op, og ned for Antonios Fodder rullede
en uendelig Mængde blanke, gyldne Zechiner.
Maallos ſtod Antonio i nogle Sieblikke og ſtir⸗
rede paa den nedſtrommende Guldregn. Var nn til⸗
feldigviis en af de værdige Fædre i det famme
traadt ind, havde Mureren ſikkert nok lettet paa Huen
og berettet ham hele Sagen, uden at gjore mindſte
Fordring paa et eneſte af de deilige Guldkorn. Ja,
han onſtede næften, at der vilde komme Nogen og fee
dem. Men han var og "blev ene: Alt var ſtille i
det ſtore Palads. Uden lang Betenkning ſtak han
alle Zechinerne i ſine rummelige Lommer, der hidtil
aldrig havde været Gjemmeſted for andet end Solv⸗
mønter eller Bajocchi og undertiden for halvtforterede
Brodſkorper eller Frugter. For at holde Styr paa
Guldpengene og for at de ikke ved en ubeleilig Kling⸗
ren ſkulde forraade ham og fig ſelv, fyldte han Lom⸗
merne med fint Grus, fjernede ethvert Spor af den
ſtjulte Laage i Muren og gik ſaa, uden at det var at
ſee paa ham, at der var hendet Noget, ned ad Trap⸗

—

Den fornegtede Skat. 487

perne for at begive ſig hjem til ſin unge Kone og
ſammen med hende fætte fig til et hyggeligt og tarve⸗
ligt Maaltid. Harde han nu. mødt nogen af Ordens⸗
brødrene og denne reent tilfældigt havde ſeet ſkarpt
pan ham, er det hoiſt rimeligt, at Mureren var
blegnet og havde kaſtet Zechinerne fra fig for at
flippe heelſkindet fra den Hiſtorie. Men han modte
Ingen: kun ſad der paa det nederſte Trappetrin to
unge Jeſuiter, ſom af deres Provetid gjennemgik
Ydmyghedsgraden og nu i Paaſyn af nogle nysgjer⸗
rige romerſke Dagdrivere og et Par endnu mere nys⸗
gierrige Englændere ſpiſte ſammen med fire vanſkabte
Tiggere fra Sabineregnen. Antonio hilſte i Forbi⸗
gagende de unge, ydmyge Jeſuiter, der beſvarede hans
Hilſen med endnu ſtorre Hoflighed, men med ned⸗
ſlagne Oine og heelt og holdent optagne af deres
chriſtelige Kjcerlighedsmaaltid. Ubemerket og lettere
om Hjertet kom han ud paa Gaden, gjorde en, lang
Omvei forbi: Pantheon og bortſkyllede al fin Frygt
og Wengſtelſe i en ſtor Snaps Akvavit, ſom i en
Butik paa Hjørnet af Piazza della Rotonda ffjæn-
kedes ham af den behagelige Vert. Nu ſtod Alt ſaa
lyſt for hans Blik og ſaa ſikkert i hans Inderſte.
Med ſtolte Skridt og plirende Dine gik han t
nynnende den lige Vei til ſit Hiem.

Han traadte ind i det ſtore, hvelvede Emini
hvor han traf ſin unge, ſortoiede Huſtru Bettina
ſiddende ganſke mageligt ved det lange Bord og i

488 Den fornegtede Skat.

nogen Afſtand fra hende en fremmed Mand i en brun
Frakke, med krollet Haar og morke Anſigtstrek.
Antonio gjenkjendte ſtrax i Manden en gammel Be⸗
kjendt, nemlig et af de Bekjendtſkaber, ſom ofte ſuge
fig faſt ved en hæderlig Mand, og ſom man ikke med
det Gode flipper af med. Manden hed Teodoro
Piſtrelli, men kaldtes ofte i Spog og for Kortheds
Skyld og med Hentydning til hans uſedvanlige
Legemskrœfter: ii Toro (Tyren). Han havde været
Slagter, men ſpillet Fallit og ſtod nu i et viſt hemme⸗
ligt, men nært Forhold til Pavens Yndling, Apothe⸗
keren Fumaroli. Mange troede at vide, at han var
ingen ringere end Hovedmanden i Fumarolis Spion⸗
corps, og at det var ham, ſom egentlig foranledigede
de ſtorſte og meſt indbringende Beſlagleeggelſer af
indſmuglede Barer paa Markederne i Ancona, Rimini
og Sinigaglia. Ved Hjælp af en medfødt, ganſke
betydelig Doſis Uforſkammethed ſkaffede han fig Ind⸗
pas neſten overalt og ſogte pan alle mulige Maader
at komme i nærmere Berøring med Manden eller
Konen i Huſet, naar han derved kunde opnaae den
mindſte Fordeel for ſig ſelv eller ſine Planer.
Saaſnart Antonio var kommen indenfor Doren,
ilede den ſmukke Bettina ham venligt imøde, gav
ham et Kys og begyndte derpaa: at ſette Maden
frem. Teodoro "havde beſfluttet at ſpiſe til Middag
hos Antonio; han ventede derfor ikke paa at blive
indbudt, men tog Plads ved Bordet, efterat han havde

Den fornegtede Skat. 489

hilſt paa Antonio, og gik tappert los paa et dampende
Jad med ſtegte Triglier — en Slags Smaafiſk —
og fyldte fit Glas af den friſte Velletriflaſke. Antonio,
ſom af flere Grunde var mindre glad over den
ugenerte Gjeſts Nerverelſe, taug alligevel ſom en
ſkikkelig Fyr, og kun paa den Haft, hvormed han ſlugte
nogle varme Fiſk og ſkyllede dem ned med nogle dybe
Drag af Foglietten, kunde man merke, at der var
en vis Uro over ham, eller at der var hendet ham
noget Uſcdvanligt. Han ſyntes at føle Trang til at
tale, men kom ikke frem med en Stavelſe; han ſpiſte
fin Suppe faa varm, ſom den kom fra Gryden,
medens Teodoro fad og puſtede paa hver Skeefuld og
med det ſamme ffjævede til ham. Da Maaltidet
eudelig ſluttede med et Fad ſtegte Kaſtanier og de to
Venner, uden. at have ſagt mange Ord, ogſaa havde
forteret disſe, begyndte Bettina at ſynge en lille
Sang, medens hun bar Tallerkener og Fade ud; men
den gjorde ikke ſtor Virkning. Lidt efter lidt be⸗
gyndte man at tale om Vind og Veir, om den ſidſte
Tyrefcgtning i Auguſts Mauſolee og lignende interes⸗
ſante Sager. Teodoro reiſte ſig, efterat han havde
tomt ſin Fogliette, tog ſin Hat og ſagde: Broder
Antonio! et Ord imellem os! — Der er en Ting,
jeg vil ſporge Dig om. Jeg er lidt i Forlegenhed.
Kan Du laane mig ti Scudi pan et Par Uger? —
Hm! ſparede Antonio og kloede fig i Hovedet. —
Du veed jo godt, at jeg er en fattig Stakkel, og at

490 Den fornegtede Skat.

jeg ſjelden har mere, end jeg behover for Dagen —
og idag, per Baccho! er jeg ikke iſtand til at laane
min kjodelige Broder ti Bajocchi; men ligemeget! en
anden Dag — imorgen eller iovermorgen ffal jeg fee,
hvad jeg kan. Saa fager jeg nogle Penge ind. Kom
ſaa igjen, faa faae vi at ſee. Idag er det reent
pinegalt! Derpaa bad han for Hofligheds Skyld fin
Gjeſt om at blive ſiddende og tage et Glas eller to
endnu; men Teodoro nikkede koldt, ſnoede Hatten i
mange underlige Former, ſage mork ud, bed fig i
Leœberne og gik ſtrax fin Vei uden at ſige Farvel til
Vert eller Vertinde.

Saaſnart han var vel ude, ſprang Antonio hen
til Doren og lukkede den godt af. Bettina, ſom
ellerede havde undret ſig over den ellers ſaa rolige
og venlige Mands heftige Blikke og Manerer blegnede
af Angſt, flygtede hen i en Krog af Stuen og ſpurgte
med ryſtende Læber: Hvad gaaer der af Dig, An—
tonio? hvad mener Du? :

Stille! ſtille! ſagde Antonio alvorligt.

Men Bettina begyndte at fane Taarer i Sinene,
og hun ſpurgte igjen: Antonio! hvad gaaer der dog
af Dig? Du er da ikke ſkinſyg paa mig for den
grimme Teodoros Skyld. Jeg kunde da ikke gjore
for, at han kom ind og ſatte ſig, medens Du var
borte. Hor mig, ver nu fornuftig, Antonio!

Aa, lad mig være fri for den tosſede Pasſiar!
ſvarede Antonio. Her er Talen om vigtigere Ting

Den fornegtede Sfat. 491

end at være ſkinſyg. Nu er vi ene. See nu her,
Bettina! — Med disſe Ord tog Antonio hele Haand⸗
fulde af Guld op af Lommerne og lagde det paa
Bordet.

Men nu paakom der Bettina en ny Angſt, ſom
dog havde en ſteerk Tilſctuing af Forundring og Nys⸗
gjerrighed. Med ſtore Dine fane hun ſnart paa
Antonio, ſnart paa de blanke Zechiner, og da han blev
ved at tage den ene Haandfuld op efter den anden
og Bunken paa Bordet blev ſtorre og ſtorre, udbrød
hun med Heftighed: O, Santa Madonna — Antonio!
har Du ſtjaalet?

— Nei, Bettina! men ſtille, ſiger jeg. Skrig
ikke op, ſaa ſkal Du høre. Alle disſe Guldzechiner
har jeg fundet i Collegio Romano. Jeg var lige
ved at fane dem i Hovedet, da jeg flog Hul paa
Muren. Men jeg fortryder allerede, at jeg tog dem.
Jeg kunde ikke modſtage Friſtelſen at bære dem hjem
og viſe min Bettina dem; men endnu idag gaaer jeg
hen og afleverer dem.

— Ak, kjereſte Antonio! udbrød Bettina, idet
hun forſigtigt traadte nærmere hen til Bordet, —
det er dog en forfærdelig Mængde Guld! Og det
har Du ikke ſtjaalet, men fundet det i Muren? Ja
naturligvis ſkal Du give Pengene tilbage, hvis man
favner dem; men maaſtee er der ikke et eneſte,
Menneſte, der veed Noget om dem. Ellers havde de
nok ikke ladet dem blive liggende i en Mur, ſom

492 Den fornegtede Skat.

ſtulde rives ned. Ti forelobig ſtille, Antonio! Seer
Du, hvis Ingen ſporger efter Zechinerne, faa bliver
Du en rig Mand. Du kjober Dig en Viingaard her —
eller vi tage til Neapel, hvor min Tante boer, og
kjobe os et lille Hus og fore et rigtig fornsieligt
Liv — jeg bliver en fiin Dame og kan hver Sondag
kjore paa Toledoen, og Du ſkal faae at fee, Antonio!
hvor alle Herrerne lette paa Hatten og nikke til Dig
og ſporge, hvorledes Du har det og hvorledes din
Bettina har det — og Du takker med megen Anſtand
og byder dine Venner hjem paa en Flaſke Greco — —
Nei, bedſte Antonio! gjem endelig de Penge. Savner
man dem, faa faae vi det nok at høre, og faa
affeverer Du dem. Men hvormange Zechiner har Du
egentlig fundet — lad os telle dem!

Nu fulgte der en heel Rekke Kjertegn og For⸗
ſikkringer, og derefter talte man Zechinerne: der fandtes
at være ſyvhundredefemogfirs. Efter Bettinas Raad
lagde nu Antonio Skatten ned i en ſterk, med en
ſolid Laas forſynet Kiſte og rugede derpaa Dag og
Nat over fin Rigdom. Hans Hjerte bankede af Angſt
hver Morgen, naar han begav fig til Collegio Romano,
og hver Gang en Jeſuit fane til ham i det Verelſe,

hvor han arbeidede, ryſtede han af Angſt for at høre

den forfærdelige Tiltale: Slyngel! kom frem med
Zechinerne! Imidlertid fortſatte han ivrigt fit Ar⸗
beide og var ſnar færdig dermed til Jeſuiterfedrenes
Tilfredshed. Han fik den akkorderede Betaling. Ingen

Den fornegtede Skat. 493

anede det Mindſte. Ingen gjorde ham det ubetydeligſte
Sporgsmaal.

Saaledes gik der et Par Uger — og Antonio
blev magrere og magrere af lutter Angſt. Tidligere
havde: han været munter og glad. Den gyldne Skat
laa endnu neſten urort under Laas og Lukke —
nœſten; thi fem eller fer Zechiner var tagne ud
og byttede for at betale nogle paatrengende Gjelds⸗
poſter og kjobe lidt Stads til Bettina. Teodoro
kom ikke igjen og fif ſaaledes heller ikke fine ti Scudi
tillaans.

Den 30. Auguſt var en ſmuk Dag. Santa Rosas
Feſt feiredes i Minervakirken, og Antonio gik derhen.
Imellem Skarer af Andegtige trængte han fig frem
til Helgenens Kapel, ſom ſtraalede af brendende Voxlys,
der vare malede med brogede Farver; han kaſtede ſig
paa &næ foran det rigt udſtyrede Madonnabillede.
Det er det ſamme Billede, foran hvilket den hellige
Roſa i fin Tid pleiede at forrette fin Andagt. En
Diminikanermunk ſtod ved Alteret i ſin Mesſedragt, og
det var Fader Silveſtro, den meſt veltalende af alle
Ordensbrodrene, en hoi Mand, endnu i ſin kraftigſte
Alder, men bleg og i ſtort Ry for ſin Hellighed.
Hans Roſt lod dyb og hoitidelig. Da han holdt
Monſtranſen i Veiret, lignede han et overjordiſt
Veſen, og hans Oine ſtraalede ſaa klart, at det var,
ſom om Intet kunde være ſtjult for dem. Da nu
Antonio andegtig faae op til Dominikanerens ærværdige

494 Den fornegtede Skat.

Anſigt og derfra til det ſtraalende Mariebillede, faldt
et brændende Lys ned og brændte ham paa Haanden.
Silveftro faae ſkarpt paa Antonio; den hellige Jomfru
jaae vredt til Antonio: Stakkelen laa der paa Kne,
forvirret, ffjælvende og ſonderknuſt. Da Mesſen var
forbi, ſtyndte han fig hjem.

Den Mat fif han ingen Søvn i fine Oine. Da
Fader Silveſtro den folgende Morgen ſad i Strifte-
ſtolen, nærmede en Synder fig med nedſlagne Sine,
faldt pan Knee ved Gitterlugen og hviſkede efter et
dybt Suk Dominikaneren i Oret: Fader, tilgiv! jeg
har ſyndet ſvert. Jeg er Mureren Antonio Dosſi.
J Jeſuiterordenens Palads har jeg. fundet en ſtjult
Skat, omtrent ſyvhundrede Zechiner. J fjorten Dage
har jeg ſyndigt tiet ſtille med mit Fund; men intet
eller ialfald kun lidt deraf er brugt. Alt bil jeg
udlevere for at frelſe min Sjæl. Men jeg vover ikke

: alene at trede frem for de ſtrenge Jeſuiterfedres

Aaſyn og uden nogen Mellemmand. Siig Du dem,
hvad jeg har forbrudt, men hvad jeg nu vil gjøre
godt igjen! For Dig har jeg villet lette mit Hjerte.
Du er god og mild og vil ikke tage haardt paa mig
og min ſtakkels Bettina.

Efter at Fader Silveſtro havde hort denne
Bekjendelſe, forblev han i nogle Sieblikke taus og
alvorlig. Min Son! ſagde han endelig, din Tro
har frelſt Dig, og din Anger ffal udſlette din Synd.

Den fornegtede Skat. 495

Siig mig Alt, og jeg ſtal befrie dit Hjerte for
Syndens Byrde.

Lettere om Hjertet berettede Antonio nu, hvorledes
det var gaaet til med hans gyldne Eventyr. Da han
var færdig dermed og fremdeles blev liggende paa
Kne i dyb Taushed, ligeſom for at afvente ſin ende-
lige Dom, berørte Fader Silveſtro ſagte hans Isſe
med fin ſneehvide Haand og ſagde; Fred med dem, i
hvis Hjerte, der ikke findes Svig. Ver rolig og taus.
Meddeel ikke Nogen, hvad Du har aabenbaret mig.
Naar jeg har tenkt nærmere over Sagen, beſoger jeg
Dig i dit Hus. Gaa med Herrens Fred!

Antonio kysſede igjennem Gitteret den preſtelige
Haand, bukkede og gik. For den undergjorende
Madonnas Billede fnælede han endnu engang, gjorde
Korſets Tegn for fit Bryſt, og da han nu fane Mildhed
og Tilgivelſe i den hellige Jomfrus Blik, og Templets
Fred omgav ham faa varmt og ſtille, følte han en
uendelig. Fred i fin Sjæl. Gladere end han bar
ſin gyldne Skat hjem fra Collegio Romano, forte
han nu med ſig fra Kirken Visheden om at blive
befriet for fin Bekymring, og Bettina undrede fig
om Middagen over hans gode Appetit, men endnu
mere over den uſedvanlige Hjertelighed, hvormed han
flere Gange omfavnede og kysſede hende.

Lidt efter at Antonio var gaaet, forlod ogſaa
Fader Silveſtro Kirken, men vandrede temmelig længe
frem og tilbage i Soilegangen, ſom paa bet firkantede

UFKKUKNFNKUñãnͥñ ! To—UIU EET

496 Den fornegtede Sfat.

Kloſters indre Side omgav en fjøn lille Have. Af
og til gik han ud i Haven, blev ſtagende ved et rigt
duftende Blomſterparti, bandt forſigtig en nedfalden
Ranke op og affſkar hiſt og her paa et Orangetree
nogle visne Grene. Derpaa lukkede han ſig inde i
ſin Celle, og forſt henad Aften faae man ham i fin
pyntelige ſorte og hvide Dominikanerdragt og med den
fine, ſtore og bredſkyggede Hat paa fit ragede Hoved
gage ud igjennem Kloſterporten og ſtyre fine Skridt
mod det nerliggende Collegio Romano.

At ſee en Dominikanermunk indenfor Jeſuiter⸗
paladſets Porte er neſten ligeſaa ſtor en Sjeldenhed
ſom at finde Skatte i en Ravnerede. Jeſuiter og
Dominikanere, de leerdeſte og meſt dannede af den
katholſfñe Verdens Ordensbrodre, vare allerede fra
ældre Tid om ikke ſvorne Fjender, jaa dog afgjorte
Medbeilere, ſom optraadte ligeoverfor hinanden med
en fold Stolthed, hine ſtolende paa deres Rigdom,
deres klogtige Hoveder og vidtrekkende Indflydelſe,
disſe i Bevidſtheden om deres klasſiſke Lærdom, deres
rene Seeder og Henſigter. Den dybt indgroede Splid
var nu maaſkee ſtorre end nogenſinde, da den regjerende
Pave, Leo den Tolvte, uden juſt at tilſideſcette Domini⸗
kanerne, alligevel omfattede Jeſuiterne med altfor ſtor
faderlig Forkjcrlighed, fordi han betragtede dem ſom
fine og Kirkens trofaſteſte Born og ſteerkeſte Piller,
og paa hvilke han baade i og udenfor Italien bort⸗
odſlede Gaver og Naadesbevisninger. Viſtnok holdt

Den fornegtede Skat. 497

man imellem de to anſete Ordener, ſom ogſaa privat
imellem deres Medlemmer, paa en ydre, verdig
Hoflighed; men ſjelden ſtod en Jeſuit i et nærmere,
fortroligt Forhold til en Dominikaner, og aldrig pleiede
de at beſoge hinanden, naar det ikke var uundgagelig
nodvendigt. Det vakte derfor ikke faa lidt: Opſigt, da
Fader Silveſtro traadte ind i Jeſuiterkollegiet og
forlangte i Anledning af en vigtig Sag at faae
Audiens ikke hos ſelve Ordensgeneralen, thi denne
faa farligt ſyg, men hos den ærværdige Fader Gregorio,
der havde Beſtyrelſen af Jeſuiterordenens romerſke
Afdeling under ſig.

— Fred med Dig Fader Silveſtro! den hellige
Dominikanerordens Prydelſe og Wre! ſagde den for⸗
nemme og belevne Pater Gregorio, ſom gjenkjendte
Dominikaneren, da denne erbodigt, men værdigt traadte
frem for at hilſe paa ham. Gregorio ſtod op, gik
ham tre Skridt imode, trykkede let hans Haand med
to Fingre og bod ham en Stol, inden han igjen ſatte
fig paa fin. Nu ſvevede der et fiint og venlig Smil
om den høie Jeſuits Leber, medens han med Fingrene
legede med en elegant Guldſnustobaksdaaſe. Endnu
for Silveſtro havde faaet ſagt et eneſte Ord, vedblev
Jeſuiten: Den broderlige Kjærlighed og den Endregtig⸗
hed, ſom raader imellem vore hellige Samfund og
deres enkelte Medlemmer, ligeſom ogſaa det Venfkab,
Du for længere Tid. tilbage har behaget at nere for

mig, Broder Silveſtro! turde vel i og for fig være
; 32

498 d Den fornegtede Skat.

tilſtrokkelig Forklaring af Grunden til den ufædvanlige
Glæde, Du i dette Oieblik forfkaffer mig; dog vilde
jeg viſtnok ſmigre mig ſelv for meget, om jeg troede,
at Du kom blot. for at ſee og tale med en gammel
Ven. Er Du derfor gaaet ud i noget for Dig eller
dine Brødre vigtigt Wrinde, faa betro mig det. Du
ffal i mig finde en tjenſtvillig Ven, naar Du taler
ſom til din Broder.

Silveſtro begyndte nu med Alvor og uden For⸗
legenhed at forklare Grunden til fit Beſog. Wrverdige
Fader! ſagde han, dine venlige og forbindtlige Ord
minde mig om min Pligt at tale aabent; din koſtbare
Tid forpligter mig til at fatte mig i Korthed. Jeg
er ikke kommen for at ſoge om eller forlange Noget
for mig eller mine Brodre thi de have, Gud være
lovet, tilſtrekkeligt og trænge kun til Lidet. Men ſom
Frelſerens ringe Tjener er jeg kommen for at bede Dig
om at fare med Skaanſomhed frem mod en vildfarende,
angrende Chriſten, ſom har feilet imod Dig og den
hellige Ignazios hædevlige Samfund, og fon har lagt
ſin Skjcebne i mine Hender. Men — forinden jeg
ſiger Dig hans Navn og hans Brode, vil Du,
ævbærdige Fader Gregorio! maaſkee love mig, at Du
ikke vil benytte din Magt over Synderens Velfærd
til andet end en naadig Tilgivelſe, naar jeg lover
Dig, at han, fan vidt en Chriſten formager, ſkal gjøre
fin Uret god igjen, Saaledes talte Silveſtro.

Den fornegtede Skat. 499

— Betragtes jeg da ſom en ſaa haard Lovens

Hammer, ſagde Jeſuiten, at Du maa ſoge med dine
Ord at beſtytte Synderen imod mig?

— Nei, det var ikke ſaaledes ment, ſvarede
Dominikaneren; men Strenghed er ofte den Styrendes
Pligt. Dog — naar den Feilende forvandler ſig til
den Angerfulde, forſt da kan han haabe at tale til ſin
Dommers Hjerte; men da han nu ikke vover ſelv at
tale fin Sag, faa har jeg villet tale for ham. Lover
Du derfor, Fader Gregorio, at vere overberende
imod ham?

— Jeg vil og ſtal ikke behandle ham haardt.
Der har Du mit Lofte, ſagde Jeſuiten.

— Heller ikke Andre igjennem Dig? tilføiebe
Silveſtro roligt.

— Nei, nei, nei! udbrød Gregorio, idet han
utaalmodig tog den ene Pris Tobak efter den anden
af ſin Gulddaaſe.

Fader Silveſtro gjentog nu for den lyttende
Jeſuit Alt, hvad Antonio havpde bekjendt i Skrifte⸗
ſtolen; men af gyldige Gunde og for ikke at irritere
talte han ikke om den af Mureren fundne Indſtrift
paa Muren. Under Beretningen, ſom han aflagde
med ſimpel Veltalenhed, havde han jevnlig holdt Øie
med Pater Gregorios Anſigt for at folge de Indtryk af
Harme eller Forundring eller Glæde, ſom hans Ord
kunde fremkalde. Men der ſporedes ikke den mindſte
Forandring i Jeſuitens Anſigtstrek, der ved Beretningens

' 32%

ARR

——

500 Den fornegtede Skat.

Slutning vare lige faa venlige og utvungne ſom for
dens Begyndelſe.

— Broder Silveſtro! ſagde Gregorio, da Sil-
veſtro havde ophørt at tale; jeg ſporger Dig nu:
vil Du tilgive Synderen?

— Hvem? Jeg? Hvorfor ffulde jeg ikke til⸗
give ham ?

— Fordi han har meſt at frygte af din Dom,
ſagde Gregorio. — Dig har han bedraget.

— Bedraget? Nei, Fader Gregorio! Manden
har, ved Gud, talt Sandhed for mig i Skrifteſtolen.

— Hor, Broder Silveſtro! — afbrød Gregorio
ham uden Heftighed, men med lynende Oine — Hor
mig — eller fee forſt noie paa mig, læg i mit
Anſigt, at jeg er rolig, og hør jan. Du er i en Vild⸗
farelſe. Hvad for en forunderlig Hiſtorie, har Du
ikke fortalt mig — jeg veed ikke rigtig om jeg fkal
ynkes over den eller lee af den. En Arbeider ffulde
finde en Skat indenfor disſe Mure? Nei, Broder!
Trods Alverdens Murere ffal der ikke her, i den
verdensfornegtende Fattigdoms og den ſtille Beſkuelſes
Hjem, og i en fattig, men hoiagtet, afdød Jeſuiter⸗
broders Celle kunne findes timeligt Gods. Er ikke
vor Orden, der nylig efter en voldſom Dod er bleven
gjenopvælfet til et gryende Liv, endnu miskjendt og
forfulgt af vor Tids Menneſker? Er ikke vort Hus
et Bonnens Hus, hvor vi bede om jordiſk Fattigdom
og himmelſk Rigdom? Vandre ikke vore med Tidens

Den fornegtede Stat. 501

onde Aand fæmpende Brødre om paa Jorden, afſtyede
ſom beſmittede Israeliter og foragtede ſom den hellige
Kirkes forſte Apoſtle, medens de predike mod Verdens
Tant og Fordervelſe? GStaaer deres eneſte Haab
ikke til en ſalig Dod efter en uſtraffelig, men plaget
og forpint Vandring her paa Jorden, hvorunder de
ſjelden høre anden Lyd af Menneſkenes Mund end
Ordet: Korsfeſt! korsfeſt! Og her ffulde ved en
Murers Hammerſlag ſtromme Guld ud af Vægge og
Hverlvinger! Silveſtro! kjendte jeg ikke dine ophoiede,
chriſtelige Dyder og dit ærefulde Kald og dit ſtore Ry,
jaa vilde jeg maaſkee troe, at Du kom for at gjøre
Nar af mig eller for noget endnu verre. Men Du
er ſelv bleven vildledet paa Grund af din ſtore
Hederlighed. Selv den Wdleſte kan overile fig, og
den Skarpſindigſte kan undertiden blive fort bag
Lyſet. Din Antonio er enten en Skurk eller en gal
Mand. i

; — Ingen af Delene, Fader Gregorio! fvarede
Silveſtro. En Skurk vilde have beholdt Guldet, ſom
han havde fundet og ſom Ingen ſavnede. En gal
Mand taler ikke faa klart og faa klogt, ſom Antonio
idag har talt til mig. 8

— Lad det være med ham, ſom det er Guds og

Madonnas Villie! ſagde Jeſuiten. „Men det kan vi
være overbeviſte om, at her, i dette vort fattige Hjem,
findes der ingen flydende Guldaarer. Lad Manden
være i Fred eller lad ham blive lovligt forhørt eller

—— —

502 Den fornegtede Skat.

ſend ham til Helligaands Hoſpitalet! Fra os har
han ikke taget Noget. Gjor med ham, ſom Du ſelv
ſynes. Hjertelig Tak, Broder Silveſtro, for din gode
Villie og din Uleilighed.

Dominikaneren ſtod op med en Heftighed, ſom
forraadte hans Misfornsielſe, og vilde gaae. Men
Gregorio, ſom et Oieblik havde tenkt fig om, ſagde
nu: Vent lidt, Broder! hvis Du ikke har Noget imod
det; — og i det ſamme traf han i en Klokkeſtreng
og ringede. Strax traadte en vagthavende Ordens—
broder ind; han blev ſtagende ved Doren og afventede
ſin hoie Foreſattes Befaling.

— Lad Angelo og Luigi komme herind! ſagde
Gregorio. Lidt efter ſtod tvende unge Ordensbrodre
i Verelſet, med blege, men ſmukke og udtryksfulde
Anſigter og nedſlagne Oine. Gregorio faae paa dem,
da de ydmygt hilſte; og faa begyndte han at lege
med ſin Gulddaaſe og ſpurgte:

— Har I for fort Tid ſiden feet en Murer
ved Navn Antonio Dosſi, ſom havde Arbeide her for
vor hellige Ordens Regning ?

— Ja, hoicrverdige Fader, ſvarede de.

— Har J altid fundet den Mand ved ſin fulde
Fornuft? ſpurgte Gregorio og jane. atter paa de
adſpurgte Jeſuiter.

— Efter hans Tale og Opforſel at domme Bee
han mere en gal Mand end en klog, ſparede Angelo:
Han ryſtede ofte ligeſom af Skrok, naar jeg traadte

Den fornegtede Skat. 503

ind i Verelſet for at ſee, hvorledes det gik med hans
Arbeide. Undertiden ſang han eller lo vildt, tilſyne⸗
ladende uden Grund.

— Mig tog han engang heftig om Holſen, ſom
om han vilde fvæle mig, ſagde Luigi. Og han lagde
Munden til mit Ore; men jeg foreholdt ham hans
upasſende Opforſel og ſagde: Antonio! gjor ikke,
hvad J engang vil fortryde! hvorpaa han ſtrax flap
mig og ſagde: J har Ret unge Fader! Menneffkene
bor ikke gjore, hvad de komme til at fortryde — og
faa lo han faa uhyggeligt og længe.

Da faae Gregorio betydningsfuldt paa Domini⸗
kaneren og ſpurgte de to Jefuiter:

— J mene altſaa, at denne Antonio var ſinds⸗
forvirret?

— Ja, hoicrverdige Fader! ſvarede Luigi, hvis

—

ikke Forſynet ſiden den Tid har været ham naadigt,

faa er han endnu idag ikke rigtig klog.

— Saaledes forholder det fig virkelig, forſikkrede

Angelo. Og paa et Vink af Gregorio traadte Jeſuiterne
af med et dybt Buk.

— Hvad mener Du nu. Broder Silveſtb r
ubbreb Gregorio, da de igjen vare ene.

— Jeg mener, ſagde Silveſtro, at jeg har gjort
min Pligt, og at jeg jo for jo heller bor gage min
Vei. Jeg kan altſaa ſige Antonio, at han maa
beholde fine Zechiner, og at Collegio Romano ikke vil
tage dem tilbage ſom ſine?

504 Den fornegtede Sfat.

— Gud og den hellige Ignazio, afbrød Jeſuiten
ham, fri os fra at eie dette og alt andet uretfærdigt
Gods! Han, der har det, maa ſelv ſvare for Guds,
om ikke Menneſkenes Domſtol, for hvorledes han er
kommen til det, og hvorledes han anvender det. Det
er mit forſte og ſidſte Ord!

— Saa glem da, hvad jeg har ſagt, og tilgiv,
at jeg har uleiliget Jer med mit Beſog, ſagde Sil-
veſtro, idet han tog ſin Hat og traadte hen til Jeſuiten
for at tage Afſked — Farvel! Fader Gregorio! Guds
Fred! Tilgiv, tilgiv!

— Farvel, Fader Silveſtro! ſagde Gregorio.
Dit Beſog har været mig ſmigrende og kjert. Gud
give, at Du engang vil komme her i et ſaadant Wrinde,
at jeg i Ord og Gjerning kan viſe Dig, hvor hoit
jeg ſkatter Dig. Jeg indeſlutter Dig i mine Bonner,
ligeſaa ſikkert ſom jeg haaber, at Du ikle glemmer
mig i dine. — Og Gregorio reiſte fig fra ſin Stol,
tog Silveſtro i Haanden og fulgte ham til Doren.
Ja — han havde vel gjerne fulgt ham endnu længere,
hvis ikke Silveſtro havde frabedt fig det og lukket
Doren til, idet han gjentog: Grazie, grazie, Fader
Gregorio! Gjor Dig ingen Uleilighed. Addio, addio!

— Dio ti benedica! hørtes ſom ſidſte Farvel
fra Jeſuitens Verelſe. Dominikaneren fatte Hatten
paa: fit. brændende Hoved, da han nu i Euſomhed gik
igjennem Corridoren og lettede ſig ved et langt Suk
fra fin tilbagetreengte Harme. Da han kom ned i

Den fornegtede Skat. 505

Porten, ryſtede han Stovet af ſine Fodder og ſagde:
Gjogler! Hykler! Forſt naar jeg engang bliver ſom
JI, fætter jeg igjen min Jod indenfor disſe Mure.

Fader Silveſtro vendte ikke ſtrax tilbage til
Kloſteret, men gik forſt til Antonio. Da denne fik
Øie paa fin ærværdige Skriftefader, ſtyrtede han hen
til Doren og bod ham under Buk og Haandkys være
velkommen. Dominikaneren hilſte mildt pan Antonio,
ſatte ſig paa en Stol og ſagde alvorligt, men roligt:
Antonio! Du har jo ikke bedraget mig? Du har
fundet ſyvhundredeogfemogfirs Zechiner i Jeſuiter⸗
collegiet?

— Gud og Madonna og den hellige Antonio,
hvis Navn jeg, ſtakkels Synder, bærer, fri mig fra
Løgn og Bedrageri, ſvarede Antonio forffræffet.

— Lad mig fee din Skat, ſagde Silveſtro, idet
han ſelv ſtod op for at lukke Doren af og ſage fig
om i Verelſet, ſom om han var bange for ubeleilige
Vidner. Men de: vare ganffe alene. Ikke engang
Bettina var derinde. ]

— Ja, høiærværdige Fader! ſagde Aantonio —
Du fkal fage det Hele at ſee, hver eneſte Skilling,
undtagen de faa, fom jeg har vexlet, men ſom jeg haaber
ſnart at kunne tjene igjen. Hellere vil jeg være
fattig og tjene mit Brod ved mit Arbeide end eie,
hvad der ikke tilhører mig — og imidlertid havde
han allerde fort Dominikaneren hen til den hemmelige
Kiſte, aabnet den og viiſt, at Zechinerne virkelig lage i

506 i Den fornegtede Stat,

den. Han forſikkrede endnu engang paa det Helligſte,
at Alt var gaget til, ſaaledes ſom han havde tilſtaget
i Skrifteſtolen.

— Du har Ret, Antonio! ſagde Silveſtro.
Jeg vidſte det forreſten godt iforveien, at Du hverken
er en Slyngel eller en gal Mand. Men ſeer Du.
Jeſuiterfedrene ville ikke vedkjende fig den Skat, Du
har fundet; de fornegte den. Behold derfor, hvad
Lykken har forundt Dig, og ver fra dette Sieblik lige⸗
faa fri for Anger, ſom Du er fri for Brode. Nu er
Du reen. Jeg tilkjender Dig dette ſtraalende Guld
ſom en Gave fra Forſynet. Anvend det i gode og
æble Oiemed, til Gavn for Dig og dine Medmenneſker!
Men foreløbig maa Du bevare din Hemmelighed.
Farer true Dig. Godnat! Inden Solen er ſtaget
op, ſeer jeg Dig igjen eller ſender Dig et Bud. Og
hvad jeg raader Dig til, det maa Du gjøre, Jeg vil
bede for Dig ſom for en Son; dit Vel ligger mig
paa Hjertet. Farvel! Gud velſigne Dig!

Og inden Antonio kunde fremſtamme en erbodig
Tak, var Fader Silveſtro allerede forſpunden.

— Corpo di Baccho udbrød Antonio, efter at
han i nogle Oieblikke havde ftaaet ſom forſtenet, men
tilſidſt dog var kommen paa det Rene med, hvor
glad han egentlig var — Corpo di Baccho! Nu
er jeg rig. Bettina, Bettina, kom dog! Aa, Du.
ſlemme Bettina, vidſte Du hvad her er foregaget, faa
kom Du nok!

Den fornegtede Stat. 507

Bettina kom fort efter hjem. En ſtor Deel af
Natten tilbragte de lykkelige Wgtefeller under for⸗
trolig Samtale om deres Lykke og med at logge
Planer og bygge Luftkaſteller. Allerede galede Hanen,
allerede kom Bondervognene rumlende paa Via del
Corso, medens heſe Stemmer raabte deres Acquavite!
Acquavite! — da Antonio og Bettina faldt iſovn og
i Drømme. fortſatte Opforelſen af deres glimrende
Luftkaſteller.— —

Natten efter St. Wgidiidag, ſom var den Iſte
September. blev der banket ſteerkt paa Porten til det
Hus, hvor Antonio boede. Naboerne horte de haarde
Slag, og da Ingen lukkede op, kiggede hiſt og her et
Hoved ud af Vinduerne i de omliggende Huſe for at
ſee, hvad der var paafcerde. Udenfor paa Gaden ſtod
tre Gendarmer, af hvilfe den ene tilſidſt med en
grov Basſtemme raabte: Antonio Dosſi! luk op! J
Lovens Navn befaler jeg Dig: luk op! Saa aab⸗
nedes ikke Døren, men et lille Vindue ud til Gaden:
Hovedet af en gammel Mand med Nathue paa ſtak
frem igjennem Aabningen og ſpurgte i Toner, der
halvt kom fra Munden, halvt fra Neſen: „Signori!
tor jeg ſporge, hvem ſoge J?“

Vi ſoge Mureren Antonio Dosſi, — ſagde den
ſorſte af Gendarmerne. i

Saa komme J — lad mig fee! faa komme J
akkurat ti Timer fox ſeent, Signori! Antonjo og hans
Kone ere nu med Guds Hjelp allerede paa den anden

508 Den fornegtede Skat.

Side af de pontinſke Sumpe, eller ogſaa ere de ved
La Storta, hvis de ere reiſte mod Nord, eller ved
Subiaco, hvis de ere reiſte mod Oſt. Nok er det,
Signori! de have ſom gode Chriſtne ærligt betalt deres
Husleie og ere faa reiſte deres Vei. Addio! Scusate,
Signori! Og dermed lukkede Manden ſit Vindue.

Luk op, gamle Vrovlehoved! raabte nu Cor⸗
poralen. Antonio er Arreſtant. Luk op! eller jeg
ſlaager Porten ind!

Inden han kunde gjore Alvor af denne Truſel,
knagede Porten paa fine Gængfler, og Vagten traadte
ind. 2

Nu gjennemſogtes hele Huſet. Den gamle Vært
lod Soldaterne ſoge overalt; og da de tilſidſt kom til
den Erkjendelſe, at de til ingen Nytte gjorde fig Ulei-
lighed og knurrende vilde begive ſig bort, kom den
gamle Mand frem og ſagde høfligt og ſmilende: Sig—
nori! Undſkyld, at jeg gjor et eneſte Sporgsmaal:
med hvilken Ret komme J her og forſtyrre min og
min Families Nattero? Hvad have vi med Rettens
Folk at beſtille ?

Corporalen foreviſte en ſtriftlig Ordre til at
gribe og arreſtere Mureren Antonio Dosſi, ſom af
Signor Teodoro Piſtrelli var anklaget for Indbruds⸗
tyveri. Med Brillerne pan Neſen og ved Skinnet af
en blank Mesſinglampe gjennemlæfte Antonios Vert
den høje Ordre fra Buon Governo (den gode Re⸗
gjering) og ſagde jaa ført og godt, idet han leverede

Den fornegtede Skat. 509

Papiret tilbage: Signori! Jeg veed ikke, hvorledes
Signor Teodoro ſaa pludſelig har kunnet blive faa
rig, at man kan ſtjele flere hundrede Zechiner fra
ham; men det veed jeg, at Antonio Dosſi ikke er en
Tyv, men en hæderlig Mand, og at han nu ikke mere
findes her, er vel tilſtrekkeligt godtgjort. Signori!
il mio rispetto — og dermed lyſte han de flaue
Retferdighedens Tjenere ud af Stuen, ja heelt igjen⸗
nem Porten, ſom han omhyggeligt aflaaſede; og Gen⸗
darmerne fortſatte deres Vei igjennem den Mengde
Menneſker, ſom imidlertid havde ſamlet ſig, og ſom
ved deres Bortgang fulgte dem med haanende Latter.

Nu mage vi i Korthed fortælle Grunden baade
til Antonios haſtige Flugt og til det natlige Optrin,
ſom vi ovenfor have ſkildret. Teodoro Piſtrelli, ſom
ikke ſenere var kommen tilbage for at laane Penge af
Antonio, havde alligevel i al Hemmelighed afventet
en Leilighed til i Mandens Fraverelſe at henvende
fig til Bettina og hos hende kaffe fig, om ikke Penge,
jaa dog nogle nyttige Oplysninger vedkommende hendes
Mand og det forunderlige Sindsopror, hvori han
havde truffet Antonio ved det ſidſte Beſog. Han vilde
ikke henvende ſig til Antonio ſelv med flere Bonner
eller Sporgsmaal for ikke at faae et Knivſtik til Svar;
thi at Manden var i hoi Grad fkinſyg, ſagde hans
Egenkjerlighed ham, og Bevidſtheden om hans flette
Henſigter. Ofte ſtod han om Aftenen paa Lur i Ner⸗
heden af Murerens Bolig i Haab om at ſee Antonio

510 Den fornegtede Skat.

gage ud, medens Bettina blev hjemme, eller at fee
Bettina komme hjem, naar Antonio ikke var derinde;
men han havde ikke havt Held med fig, indtil han en
Aften fane Dominikanermunken Silveſtro, ſom dengang
netop kom fra Jeſuitercollegiet, træde ind i det Ve⸗
relſe, hvor Antonio boede, og lukke Doren efter ſig.
Teodoro liſtede fig faa tæt hen til Doren, ſom han
kunde, lagde Øret til og opfangede med fine fine Hore—
organer det meſte af Antonios og Munkens Samtale.
Inden Fader Silveſtro igjen aabnede Doren, var
Teodoro forſvunden, og han ſkyndte fig nu hen til
fin mægtige Velynder, Apothekeren Fumaroli, for der
at lette ſit Hjerte og ſammen med ham finde paa en
Plan, der kunde tilfredsſtille baade hans Heyngjer⸗
righed og hans Pengebegjerlighed. Fumaroli horte
opmerkſomt paa Teodoros Beretning, og for denne
endnu var færdig, havde Apothekeren allerede en Plan
i Hovedet, hvorved han haabede paa to Maader at
kunne gavne det hellige Jeſuitercollegium og tillige
ſorge for ſin egen Fordeel. Han vilde nemlig for
det Forſte ſkaffe den Skat, fom Jeſuiterne ikke havde
vedkjendt ſig, tilbage i deres Hender, efterat han forſt
havde ſikkret fig og fine Medhjelpere gode Procenter
af den, og for det Andet dybt ydmyge Fader Sil-
veſtro og i ham hele den af Jeſuiterne hadede Do⸗
minikanerorden. Fumaroli blev ikke længe. hjemme,
men begav fig til Collegio Romano og fik Audients
hos Pater Gregorio. Der fandt han dog, at alle

Den fornegtede Skat. 511

hans Bekymringer vare overflodige, og at hans liſtige
Plan allerede for hans Ankomſt ſtod færdig i den
ſnedigere Jeſuits Hoved. Frugten af denne Sammen⸗
komſt blev den af Byens Ovrighed udſtedte Ordre til
at arreſtere Antonio ſom anklaget for at have ſtjaalet
den gyldne Skat fra Teodoro Piſtrelli. Utrettelig i
fine Beſtrebelſer for at ſkade Andre og have fig ſelv
ſtyndte Fumaroli fig fra Jeſuitercollegiet til Vatikanet,
hvor han ſammen med nogle Fortrolige ofte tilbragte
Aftenen i Pavens Cabinet og undertiden, ja neſten
ligeſaa ofte, fordrev Tiden med at ſpille Kort. Der
fortælles i Rom, at den hellige Fader drev fin Svaghed

ligeoverfor den uværdige Yndling faa vidt, at han

ſelv beerede disſe Spilleſelſkaber med fin høje Ner⸗
vœrelſe, ſtjondt man ikke vovede at paaſtaae, at han
ſelv tog Kortene i Henderne. Da nu Fumaroli kom
til Cabinettet og traf Paven i en for hans Planer
gunſtig Stemning, undlod han ikke at benytte fig
deraf. Han ſkildrede paa fin ſeedvanlige, paa engang
plumpe og liſtige, Maade Silveſtros Beſog hos Je⸗
ſuiten Gregorio, hvilket denne ſidſte ſelv havde: med⸗
deelt ham, maaſkee med behorige Tilſœtninger, og frem⸗
ſtillede Dominikanerens Forhold i et ſaadant Lys, at
Paven blev yderſt forbittret og ſvor ved St. Peters
Nøgler, at Silveſtro fulde komme til dyrt at betale
fit ſtammelige Forſog paa at kaſte Skygge paa den af
Kirken og Staten fan hoit fortjente Jeſuiterorden.

Paven tog fig Sagen fad ner og blev ſaa ivrig, at

512 Den fornegtede Sfat.

han om Natten. fif et heftigt Anfald af ſit jevnligt
tilbagekommende Sæmorrhoidaltilfælde og i nogle Dage
[vævede i virkelig Fare, indtil endelig Lægens og
Apothekerens forenede Anſtrengelſer tilſyneladende
gjengav ham hans Helbred, der dog fra denne Dag
var jevnt i Aftagende.

Skjondt Fader Silveſtro var uvidende om alle
disſe Anſlag, havde han dog med en til Vished grend—
ſende Formodning forudſeet, at Jeſuiterordenen, ſom
aabenbart ikke vilde vedkjende ſig den fundne Skat,
dog ikke vilde forſmaage hemmelige Midler til at faae
den tilbage, og at Antonio derfor ikke - længere. var
ſikker i Rom. Efterat han i Nattens Stilhed i ſin
Celle havde tænft over, hvad der var at gjore, ſtod
han tidlig op om Morgenen, ſtrev et fort, men kjer⸗
ligt og venſkabeligt Brev til fin Ven, Dominikaneren
Lorenzo i Neapel og fkaffede fig ved fin Indflydelſe
hos Gouverneuren i Rom et Pas til Neapel for Mu—
reren og hans Huſtru; thi endnu vare Jeſuiterne og
Fumaroli ikke komne ham i Forkjobet, da disſe paa
Grund af Pavens pludſelige Sygdom for Oieblikket
havde vigtigere Ting at tenke paa. Derpaa gik Sil⸗
veſtro til Antonio og Bettina og opfordrede dem til
jaa hurtigt ſom muligt, men i al Stilhed, at ordne
deres Sager og med hele deres rorlige Eiendom gage
over Kirkeſtatens Grændfer til Kongeriget og Byen
Neapel. Tillige leverede han dem det Brev, han
havde ſkrevet, og raadede dem til ved Ankomſten til

Den fornegtede Skat. 513

den fremmede By ubetinget at betroe ſig til den edle
Fader Lorenzos Raad og Veiledning. Han befalede
dem i Guds Varetegt, onſkede dem en lykkelig Reiſe
og vendte ſaa tilbage til ſit Kloſter. Inden Klokken
to den Iſte September vore de to Ægtefæller allerede
et godt Stykke, paa Veien til Neapel, efterat de for
at undgage at vekke Opſigt i Rom, havde. efterladt
en Deel af deres ikke jærdeles værdifulde Mobler og
Husgeraad. Men den vægtige Guldſtat havde de ikke
glemt.

Den ſyvende Dag efter Antonios og Beltinas
Afreiſe vandrede Fader Silveſtro, ifort ſin Hoitids⸗
dragt og fulgt af en Tjener, forbi Flygtningenes ledig⸗
ſtaaende Bolig. Da hævede han et inderligt Blik
mod Himlen, taknemlig for den ffjønne. od; Himlen
havde forundt ham, at kunne om end med egen Op⸗
offrelſe være en Fader for de Uſkyldige og Forfulgte.
Antonios lykkelige Frelſe og Lonnen derfor ſtod at
læje i hans milde, forklarede Anſigtstrek, og dog
foreſtod der ham i neſte Sieblik en hard Kamp. Og
det vidfte han.

Silveftro var. beordret til at indfinde fig. hos den
hellige Fader og vax nu paa Veien til Vatikanet.
Uhret vifte paa elleve. om Formiddagen i Trinita del
Monte, det vil ſige Klokken ſexten efter den italienſke
Tidsregning, da han gik op ad den prægtige Trappe

imellem. Schweizervagten og traadte ind i en af Va⸗

tikanets ellevetuſinde Sale.
33

|
j
i
i
|

514 Den fornegtede Skat.

Der ventede han ikke længe; thi Pave Leo den
Tolvte, der ſelv var punktlig og beſtemt i Ceremonier
og Smaating, lod ſjelden noget Menneſke vente.

Netop ſom Floidorene til den hellige Faders Ca⸗
binet ſloges op af en ſortkleedt Kammertjener, og Do⸗
minikaneren, opraabt af en vagthavende Officeer af
Nobelgarden, med tauſe, men faſte Skridt betraadte
det koſtbare Gobelinstœppe i Cabinettet — da ſmuttede
ligeſom en ond Aand en ſort Skikkelſe med et hov⸗
modigt Anſigt forbi og forſvandt gjennem en Sidedor.
Det var Apotheleren Fumaroli.

Den hellige Fader ſelv ſad heelt foran i Cabi⸗
nettet, i en forgyldt Stol. Han var kledt i en hvid,
folderig Kaabe, men bar over Skuldrene den purpur⸗
farvede Floilskrave med Kant af Svanedun og paa
Isſen den hvide Kalot, hvorunder nogle graanende
Haar trængte frem og omkring Orene dannede nogle
tynde Lokker. Hans Anſigt, der var blegt ſom hans
Dragt, men meget gulere, ſyntes neſten at være al⸗
deles livloſt; men de tynde, blaalige Leber dirrede
ſvagt ſom af tilbagetreengt Harme. Den hoire Haand,
der var hvid ſom Elfenbeen og ſmykket med den ſtraa⸗
lende Fiſkerring, hvilede paa et Bord af fkinnende
ſort, guldaaret Marmor, hvorpaa der laa ſpredte nogle
Papirer, hvormed hans Fingre legede.

Fader Silveſtro faldt paa Knee, med ydmygt
boiet Hoved og foldede SGænder. Saaledes laa han i
flere Sekunder.

Den fornegtede Sfat. 515

— Du er Silveſtro — Dominikaneren —? kom

nœrmere! ſagde Leo med uſikker Roſt og neppe hor⸗

lige Lyd.

— Hellige Fader! det er jeg, ſvarede Silveſtro,
reiſte ſig op, traadte nogle Skridt nærmere og faldt
atter ned, kysſende Pavens hoire Jod, hvis Purpur⸗
toffel med Guldkorſet ſtak frem under den lange,
hvide Dragt.

— Judas! raabte Paven — og en gieblikkelig
hed Rodme blusſede op pan hans folde, visne Kinder,
men gik ſtrax over til en bleg Ligfarve, lignende den,
ſom bedæfter Alperne, naar Aftenroden forſvinder —
Judas! forraader Du Kirkens Overhoved og din Herre
med et Kys? — og i det ſamme blev Foden trukken
ind under Kaaben. — Du fvarer ikke — Du tier. —

— Hellige Fader! ſvarede Silveſtro — naar Du
taler, bor din Tjener tie; og tiltaler Du mig i din
Brede, ſaa kan jeg ikke Andet end være taus og
ſonderknuſt. Å i

— Jeg fjender Eder, J forte og hvide Munke!
J ville undergrave og ødelægge Eders egen Moder,
den hellige Kirke, ſom jeg . beffytter og regierer. J
ville opede mig, der dog ligeſom Pelikanen har aabnet
mit eget Bryſt for Eder. Men ſee! jeg ſtal pidſke
Eder med mine Vinger, og jeg ffal teile Eder, ſaa⸗
længe mit Hoved er over Jorden. — Dog, tilfoiede
han med dybere, langſommere Roſt — Gud give, at
jeg allerede laa dod og kold i Muren under St.

33%

i

1

msn nm

516 Den fornegtede Skat.

Peters Hvelving — jeg den ringeſte og ulykkeligſte af
alle den forſte Apoſtels Efterfolgere — ego, omnium
Pontificum infimus et infelicissimus. — Men Du —
Du (her talte han atter mere hoilydt) — Du er ond
med al din Mͤmyghed, og jeg mente Dig det godt.

Men Dominikaneren ſagde, da Paven taug: Her
ſtaaer jeg idag, trofaſt ſom for, og uden Hykleri for
Eders Helligheds Throne. Verdiges at ſige mig,

hvorved jeg har forſpildt Eders Naade, for at jeg ad

Sandhedens: Vei kan vinde den tilbage.

— Du veed det — Du veed det, Munk! udbrød
Paven med ſtigende Vrede, — Du veed det meget
godt. Ilke have vi faldt Dig til os, for at Du ffal
undſkylde Dig og ſom en Slange legge Dig omkring
vort Hjerte, men for at Du ſkal erfare, at vi kjende
Dig. Du har opſpundet Logn og Liſt for at kaſte
Skygge og Smuds paa dem, ſom Du burde agte og
elfte. Du huſker din Samtale med Gregorio, vor tro
Tjener, ſom burde være Dig et ffjønt Forbillede.
Du huſter vel, at Du har anklaget vor gode Jeſuiter⸗
orden for hæslig Gjerrighed og paaſtaget, at den
gjemte paa ſtjulte Skatte. — Du er en Skurk — Du
er en ægte Dominikaner, er Du.

i — Dom mig, Herre! efter Eders hellige Villie.
J denne Sag har min Samvittighed frikjendt mig,
jeg har ikke forurettet Nogen og ikke bagtalt Nogen.
Hvad: jeg har ſagt, er Sandhed, ſagde Silveſtro.

L Din Samvittighed er en Skurk, Munk! den

Den fornegtede Skat. 517

lyver for Dig, og Du troer den og lyver for os,
medens Du alene burde troe os og lyde vore Bud.
See her! — Nu tog Leo med ryſtende Haand et
Papir fra Bordet. — Kan Du 185 disſe Navne?
lœs høit!

Silveſtro tog mod det af Paven fremrakte Blad,
oplæfte roligt og tydeligt alle de Navne, ſom det inde⸗
holdt, og blandt disſe ogſaa fit eget, hvorefter Paven
haſtigt udſtrakte Haanden og rev Papiret til ſig. Du
har feet og leſt disſe Navne, ſagde han. Alle disſe
havde vi iſinde ſnart at benaade med Cardinalhatten
— ogſaa Dig, Utaknemlige! men nu ere vore Dine
aabnede. Vi have ladet Dig kalde til os, for at Du
ſkal fee, hvorledes vi udſlette Dig af Liſten over disſe
hæderlige Candidater. Dit Navn fkal ikke beſmitte
deres med ſit Naboſkab. Saaledes ſom jeg nu ſletter
dit Navn ud paa dette Blad, Silveſtro! ſaaledes er
Du fra dette Oieblik udelukket fra vor apoſtoliſke
Naade Skriv nu Gregorios Navn i dit Sted —
Gregorios, ſom Du har fornærmet og bagtalt. Gaa
mildt hævne vi os idag.

Efterat Dominikaneren igjen havde taget mod
Papiret og derpaa, ſom det var blevet ham befalet,
havde ſtrevet Jeſuitens Navn, fane Paven paa ham
med et faa gjennemtrengende Blik, ſom han var iſtand
til, og da han paa Silveſtros Anſigt ikke kunde op⸗
dage Spor af Bedrovelſe eller Nedſlagenhed, ſagde

ccc

|
i
|

518 Den fornegtede Sfat.

han, idet han rullede Papiret ſammen: Du bliver ikke
Cardinal i Leo den Tolvtes Regjeringstid. Gaa!

Silveſtro gik. Stille og værdigt, ſom han var
kommen, gik han igjennem Marmorſalene og ned ad
Marmortrapperne, og de Folelſer, ſom optog ham,
da paa Peterspladſen den ſkjonne, klare, romerſke
Himmel hvælvede fig over hans Hoved, vare ikke
Foſtre af Bekymring eller Sorg, men af en indre
Tilfredshed. Han var glad over atter at befinde ſig
udenfor Vatikanets Mure og ſagde ved fig ſelv mange
Gange paa Veien til fin fredelige Celle i Minerva—
kloſteret: Bliver jeg ikke Cardinal, faa er jeg ialfald
en god Chriſten og har gjort en god Gjerning, og
kommer jeg ikke til at kleede mig i Purpur, faa er
jeg dog faa lykkelig, at jeg ikke misunder dem, der
bære det.

Silveſtro gik ind i ſin Celle. Han var den
ſamme, da han kom tilbage, ſom da han gik ud, lige
mild, alvorlig og rolig, og gjorde ſin Gjerning med
ſamme ubeſmittede Redelighed og Iver ſom tidligere.
Ingen af Brodrene kunde af hans Holdning eller
Miner gjette, at han var gaaet glip af en Cardinal⸗
hat. Alligevel var Pater Silveſtro ikke fri for Wng⸗
ſtelſe, ikke for fig ſelb og for den Unaade, hvori. han
var falden ved det pavelige Hof, men for de af ham
beſkyttede Flygtninges Skjcebne. Vel vidſte han, at
det var lykkedes dem at undgaage den forſte Efter⸗
ſporing, og han havde god Grund til at troe, at de

Den fornegtede Skat. 519

ikke længer befandt ſig indenfor Kirkeſtatens Grendſer;
men deres ſnedige og megtige Fjender kunde jo let
finde paa. Udveie til ogſaa paa længere Afſtand og i
fremmede Lande at forfolge deres Offre. Han kjendte
Jeſuiterne for godt og det fine Spindelvæv af Renker,
hvormed de i al Hemmelighed forſtage at omſpinde
det Bytte, ſom de ikke med ligefrem Vold kunne faae
Bugt med. Han kjendte ogſaa Fumaroli ſom et villigt
og kraftigt Redſkab til Udforelſen af alle nedrige
Planer. Men om end Silveſtro ofte frygtede Alt af
deres forenede Magt, faa haabede han dog neſten
ligeſaa ofte, at Forſynet, al Lykkes Fader, fkulde
fremme de Skridt, han i fin Ringhed havde taget for
at modarbeide og tilintetgjore alle onde Henſigter.
Saaledes fvævede han i flere Dage imellem Frygt
og Haab. Mangen Nat vaagede han i fin Celle ved
den ſvagtblusſende Lampe og ſin Bibel, under ſtille
Bonner og tauſe Taarer, og ofte vaagnede han, naar
han langt um, længe var falden iſovn, ved den mindſte
Lyd og troede med bankende Hjerte, at der blev
hamret paa Kloſtrets Port og bragt ham et Brev fra
Neapel. Hvor ſtor var derfor ikke hans Glæde, da
en Aften i Slutningen af September en Vetturin,
med ſtore Støvler, nedhængende Haar og et grund⸗
ærligt Anſigt, kom ind i Kloſtergangen og bad om at
maatte tale med Fader Silveſtro, juſt ſom han modte
ham ſelv. Da han var kommen ind i Munkens Bolig,
hilſte han ligeſaa hjerteligt ſom vidtloftigt fra Pater

— sd HERREDER ENN

8

9

.

520 Den fornegtede Skat.

Lorenzo ved San Domenico Maggiore i Neapel og

tog en Skrivelſe frem, ſom han omhyggeligt havde
gjemt under fine Klæder. Med ſtraalende Dine
gjennemlob Silveſtro det kjere, lengſelsfuldt ventede
Brev, medens Vetturinen forfriſkede fig ved et Beger
af Kloſterkjeelderens bedſte Vin; men forſt længe
efterat han havde leveret Budbringeren fit med rørt
Hjerte ffrevne Svar, nod han ved atter at leſe Brevet
igjennem i Enſomhedens og den rene Bevidſtheds
Fred fin lykkeligſte Time. Pater Lorenzos Brev lod
ſaaledes:
Neapel og S. Domenico Maggiore,
den 25. Sept. 1828.

Elſtede Broder! Antonio og Bettina, der ved
din kjerlige Aarvaagenhed ere unddragne en truende
Fare, ere lykkeligt ankomne til Neapel. Ganſke viſt
burde jeg tidligere have ſkrevet og takket Dig broder⸗
ligt og varmt for det Brev, de medbragte, og for den
hædrende Tillid, Du har viiſt mig; men jeg vilde
afvente det Oieblik, da jeg med fuld Sikkerhed kunde
ſige: De ere frelſte, frie og lykkelige.

Nu kan jeg det. Saaſnart Antonio og Bettina
havde fundet mig, bevægede jeg med Lethed vor Prior
til at yde dem et Friſted i Kloſtret. Der levede de
i nogle Dage indeſluttede, beſtyttede af den kloſterlige
Gjeeſtfrihed, men ikke uden Fare for at blive grebne,
hvis de vovede ſig ud; thi Politidirecteuren havde
allerede faaet et Vink fra Rom om, hvilken Vei

Den fornegtede Stat. 521

Flygtningene havde taget, og man bevogtede ethvert
af deres Skridt. Saaledes kunde det ikke blive ved
at gage. Jeg gik til vor Statsminiſter, Prinds Luigi
de Medici, ſom ligner fine toſkanſke Forfedre deri, at
han elſker Lærdom, men hader hierarkiſt Velde; og
jeg fremſtillede for ham dine Clienters Sag i det
bedſte Lys. Dette mit Skridt havde et "faa heldigt
Udfald, at efter Miniſterens Ordre alle Politiets
Underſogelſer indſtilledes: ja! Antonio og Bettina
have allerede faaet neapolitanſk Borgerret og kunne
ikke mere naages af den pontifikale Magt. De have
allerede forladt Kloſtret og kjobt fig et nydeligt lille
Hus med tilhorende Viingaard, ikke ret langt fra
Caſtel Elmo og i Nerheden af en Eiendom, ſom til⸗
hører en af Bettinas kvindelige Slegtninge. Der
flyttede de ind for tre Dage ſiden, og der beſogte jeg
dem igaar Aftes. Antonio forekommer mig at vere
Redeligheden og Skikkeligheden felv; men han er
tillige ftært og virkſom. Bettina er altfor ſmuk til
at være fri for alle fit Kjons Svagheder; men hun
er god, forſtandig og oprigtig, og hun har et blødt,
letbevegeligt Hjerte. Der fattedes, da jeg igaar
traadte ind i deres Bolig, kun Dig, elſkede og ærede
Broder! for at gjøre deres og min Lykke fuldkommen.
Antonio trykkede kraftigt min Haand og ſagde: „Aa,
gid Fader Silveſtro var et ſyndigt Menneſte ligeſom
jeg, ſaa at jeg kunde omfavne ham og ſige: Tag Alt
— det er dit! Alt, hvad Du ſeer her, har Du givet

.
Deren

528 Den fornegtede Sfat.

os, og mere til. Gjor med os, ſom Du felv vil!
Lad os vere dit Tyende og tjene Dig i alle dine
Dage! Men han er en hellig Mand og trenger ikke
engang til vore Bonner. Bettina! Bettina! kom her⸗
hen!“ Den ſmukke Kone nærmede fig undſeeligt, idet
hun ſtrog de. forte Lokker bort fra ſin rene Pande.
Da faldt de begge paa Knæ ved mine Fødder — jeg
kunde ikke forhindre det; og de ſagde: Fader Lorenzo!
Bed Gud med os om, at vi mage vere taknemlige
indtil vor Dod. Og jeg oploftede min af Sinds⸗
bevægelje ryſtende Haand og ſagde: Herren give
Eder fra det Høje fin Fred! og blev. faa hos dem
til langt ud paa Aftenen, deltagende i deres ſimple,
men velſmagende Aftensmaaltid, ſiddende under en
ung Palme og omgiven af Viinranker; jeg havde min
Glæde af deres indbyrdes. Kjærlighed og af at fee
deres opgagende huslige Lykke. Vi talte meget om
Dig. Da jeg forlod deres Hus, fulgte Antonio mig
et Stykke pan Bei og meddeelte mig, at han haabede
ſnart at blive Fader. Han ſagde, at det Barn, ſom
Bettina bar i fit Skjød, ſkulde, hvis det blev en
Dreng, have Napnet Silveſtro, for at Fader og Moder,
naar de kjertegnede deres uſkyldige Barn, dagligt og
ſtadigt ftulde mindes om, hvor meget de ffyldte Dig.
Jeg tænkte, da jeg ſenere fad i min Enſomhed i San
Domenico: Saa var det da beſluttet i Forſynets Raad,
at ogſaa en Jeſuit ſkulde "bidrage til to Menneſters
Lykke, ſkjondt mod fin Villie og efter fin Dod!

Den fornegtede Skat. 523

Broder! Jeg takker Gud, ſom har ladet mig
blive et ringe Middel til Udforelſen af dit edle Verk,
og ſom har ſkjenket mig en ny Anledning til at elſte
og hoiagte Dig. Naar Vaaren klæder vor ſtjonne
Egn i fin Blomſterpragt, beſog da Antonio og Bettina

og din trofaſte
Lorenzo.

Om end den edle Dominikaner Silveſtro endnu
ikke er bleven Cardinal, ſaa har han dog dette Brev,
og det er ham kjerere end Alverdens Cardinal⸗
diplomer. Om end ikke Kirkens Purpur tilhyller hans
Skuldre, faa kan han alligevel, naar det er blevet
Foraar, reiſe til Neapel og paa Antonios og Bettinas
Kinder ſkue Fredens, Sundhedens og Taknemlighedens
Purpur: og for ham er dette Purpur mere verd end
det andet! ;

| K 2 *

EO Er 11 8

524

Therese de Conlanges
Af

A. de Beauvoir.

Den 20. October 17.. var der et uſedvanligt
Rore i Baron de Bellegardes Bolig. Intendanter,
Hushovmeſtre, Lakaier, Kokke og Kokkedrenge lob i
Travlhed frem og tilbage. Paris's Drivhuſe ſendte
deres ſmukkeſte Blomſter til Baronens Galerier; de
delikateſte Retter tillavedes i Kjokkenet; alle Slags
Leverandeurer mødte fra alle Kanter. Her udfoldede
man et Stjærf af Alengonkniplinger; hiſt prøvede
man en guldindvirket Damaſkeskjole garneret med
Perler og Smaragder. Hvad ffulde der da foregaae
i Baronerne af Bellegardes Hotel? — En meget
vigtig Begivenhed, ſkjondt den hverken kom uventet
eller havde Nyhedens Interesſe, — det dreiede ſig
kun om et Giftermaal imellem en attenaarig, ſmuk og
aandrig Pige og en af de elſtverdigſte Cavalerer ved

Thereſe de Coulanges. 525

Hoffet i Verſailles, Grev de Coulanges. J den An⸗
ledning fyldte Onkler, Tanter, Fættere og Neveuer
Hr. de Bellegardes Saloner, faa at Huſet kom til at
ligne en ſtor Gjeſtgivergaard. Aldrig havde et Bryllup
vakt faa megen Opſigt, aldrig var en Forbindelſe
bleven indgaget under gunſtigere Auſpicier.

Grev de Coulanges var dengang femogtredive
Aar. Han var en elegant Mand, ſom var meget
afholdt ikke blot af de fornemme Damer ved Hoffet,
men ogſaa af de (maa Borgermadamer i Forſtaden
Saint Antoine, der fatte: megen Priis paa den re
at figurere i hans Hjertes Noteerbog. Greven be:
nyttede fig af de Chancer, ſom hans Elſkverdighed
gav ham, og da han kun ſſjelden bod Friſtelſen Trods,
fandt han det rigtigere at tilftaae fin Svaghed end at
ſkjule ſine Skrobeligheder. Den ſkjulte Synd forekom
ham at vere den mindſt tilgivelige. Da han forovrigt
ikke tog meget Henſyn til Folelſernes Vaabenſtjold,
kunde han ligeſag gjerne finde Fornoielſe i en jevn
Kjobmandskones umiddelbare Ynde og undertiden lidt
vel borgerlige Manerer ſom i en fornem Dames fine
Skjonhed og overlegne Holdning.

„Kjerligheden ſeirer altid”, pleiede han at ſige,
„hvad enten den moder med en ſimpel Kappe eller med
Kniplingsbarber, med Træffo eller med Floilstofler,
med Hvergarnskjole eller Atlaſkſleeb; dens ſande Adel
er Ungdom, Aand og Ynde.”

Marquiſerne med de fmaa Fødder drillede ham

526 Thereſe de Coulanges.

ofte med, hvad de kaldte hans „borgerlige Smag“;
men da man var meget bange for at ſtode ham fra
ſig eller miſte ham, kom disſe Spydigheder altid frem
paa en meget forſigtig og taktfuld Maade, og de ftol-
teſte Damer fandt fig, uden at beklage fig, i disſe
ulige Forbindelſer.

Greven var egentlig ingen Fruentimmerjeger, og
det var kun ſjelden, at han ſelv fremkaldte et galant
Eventyr. Naar han var elſkveerdig, forekommende,
behagelig at tale med; naar han foretrak de eleganteſte
Moder, de koſtbareſte Ekvipager; naar han viſte en
færegen Omhu for fin Perſon, faa var det paa en
Maade uden al Bagtanke. Greven holdt af at ſynes
godt om fig ſelv; han lagde ligeſaa megen Vegt paa
at være tilfreds med fig ſelv, ſom Andre paa at blive
beundrede af Alle.

„Jeg vil have en god Mening om mig ſelv, det
arbeider jeg efter bedſte Evne paa,” ſagde han, „og
det lykkes mig ikke altid; jeg er meget vanſkelig, og
jeg kunde ikke noies hverken med visſe jomfruelige
Herrers Elegance eller med visſe veltalende Perſoners
Aandrighed eller med adſtillige Lerdes Videnſkabelig⸗
hed eller med den Enes Taabelighed og den Andens
Viisdom og allermindſt med den Sandhedskjerlighed,
ſom findes hos de fleſte Folk.“

Det var Sandheden, ſom Greven ſatte over alt
Andet.

Naar man ſogte at rokke ved hans Grundſeetninger,

Thereſe de Coulanges. ' 527

ſvarede han, at kun hele hans Livs Lykke, hvis den
ſtod paa Spil, kunde "bevæge ham til at gage paa
Akkord med Oprigtigheden. „For at frelſe mit Hoved
vilde jeg ikke lyve,“ tilføjede Hr. de Coulanges med
Overbeviisning; „for at frelſe mit Hjerte vilde jeg
maaſkee gage ind paa at forſtille mig.“

Greven havde imidlertid en god Mængde Feil,
ſom i Hovedſagen ſkrev ſig fra hans Aarhundredes
Vaner og Seeder. Han var den forſte til at viſe
Folk dem, til at fordomme dem eller lee af dem; men
man var ikke iſtand til at finde nogen Laſt hos ham,
hvad han ganſke aabenlyſt gjorde fig til af. Sage
man ham bekymret, var det, naar hans Samvittighed
talte med Strenghed til ham. Verden undſfyldte
ham; men alligevel gjorde han fig Selvbebreidelſer.
En Dag tenkte fan Hr. de Coulanges pan at gifte
ſig; han var bleven træt af fin Uafhængighed; nu
havde Hoffet og Byen i ti Aar kun talt om hans
Erobringer. Det var paa Tiden at holde op.

„Nu vil jeg begynde at elſte en Kvinde for
hendes egen Skyld,“ tenkte han. „Det fager vare
ved, faalænge det kan. Om end adſtillige Folk ville
finde det latterligt, at jeg bliver min Kones Elfter,
om de ogſaa ville gjøre fig lyſtige over mig, hvad
gjør jaa det? over raader for fig, og Gud for os
Alle!“

Faſt i ſin Beſlutning flyttede 51 ſin Ungdoms
Uhrviſer frem.

528 Thereſe de Coulanges.

— Det er for tidligt! raabte Nydelſen til ham
og omgav ham med Snaxer. Lad mig fore Com⸗
mandoen lidt endnu, det vil Du engang takke mig for.

— Skal man gjore ſig gammel i din Alder?
ſagde Klogſkaben; Vinteren kommer ſaamen tidsnok.
Huſt paa dit Foraars Blomſter og pluk glad i Sind
din Sommers Frugter, Hoſten er ikke endt endnu.

— Vent lidt endnu, min fjære Greve, ſagde med
forelſtede Suk de ſkjonne promenerende Damer i Ver-
ſaillesparken; vi ere ikke gnieragtige, og vi give Al⸗
misſe til hver, der ſtrekker Haanden ud. ;

Forfolgelſen fulgte. Greven i Halene, flyngede
fine Arme om ham og afvæbnede ham tilſidſt. Denne
tillokkende Krig varede flere: Aar, og den ſage neſten
ud til at ville vare til evig Tid, da Hr. de Coulanges
paa Trappen i Lille⸗Trianon modte Froken de Belle⸗
garde. Det var forſte Gang, hun var ved Ludvig
den Femtendes Hof.

Opdragen hos en af fine Tanter, Vicomtesſe de
Sennecourt, kom Thereſe de Bellegarde fra Provence
for at indtage fin Plads blandt de ſkjonne Blomſter,
ſom dengang omgav den gamle Konges Trone. Det
lod til, at den unge Pige kjendte fit Verſailles fan
godt ſom nogen erfaren Hofmand. Hos hende ſporede
man ikke noget af en Provindsdames ſtive Holdning,
og baade hendes Manerer og hendes Sprog aaben—
barede hendes grundige Kjendſkab til Kunſten at være
aandrig og have et fornemt Veſen. Froken de

Thereſe de Coulanges. 529

Bellegarde havde ogſaa gjennemgaaget en hoiere Stole.
Vicomtesſe de Sennecourt hapde i Regentfſkabets forſte
Aar hort til de ſmukkeſte og eleganteſte damer. Man
talte endnu om nogle ſkandaleuſe Eventyr, ſom hun
havde været Heltinden i, da hun aldrig havde været
ſtreng i fine Grundfætninger.

Overladt til Tanten uddannede Thereſe ſin Aand
paa Hjertets Bekoſtning; hun vidſte, hvilke Midler
man ſkulde anvende for oieblikkelig at bedaare; hun
vidſte derimod ikke, hvorledes man behager og fengſler
for lang Tid ved en tiltrekkende Characteer. For at
rette ſig efter Vicomtesſens Onſker og Mening optog
hun i fin Natur en Skepticisme, ſom lidt efter lidt
fik Overmagten over hendes egentlige Inſtinkter, og
ſkjondt hun bevarede Spiren til bedre Folelſer, havde
dog hendes Hjerte forvildet ſig i en uheldig Retning.
Thereſe lignede de Kilder med en moradſig Overflade,
ſom kun paa Bunden have det klareſte Vand. '

Fru de Sennecourt angreb raſt Alt, hvad der ikke
bar Kaarde; Ordet Almue var hun ner ved at be⸗

ſvime over, og man maatte være adelig for at fane

Udgang til hende. Den gamle Vicomtesſe afſtyede
Wgteſkabet og gjorde det latterligt for bedre at kunne
angribe det; en Wgtemands Uheld morede hende
koſteligt. Hun holdt Bog over de ægteffabelige Utro⸗
ſkaber og gottede fig over enhver ny Hiſtorie i den

Retning. Dette lod ſig forklare ſaaledes: Hr. de

Sennecourt havde været utro, for han ſelv blev bedraget.
34

S 1 age gut

530 ! Thereſe de Coulanges.

Vicomtesſen ſtyndte fig med at tage Revanche; men
Partiet blev aldrig lige. Skulde Regneſtykket gjores

op, blev Fru de Sennecourt langt tilbage. Den

Skaanſelsloshed, hvormed hun kaſtede fig over de nu
levende Wgtemeend, var maaſkee den eneſte Maade,

"hvorpaa hun kunde hævne ſig for den Uret, hun ſelv

havde lidt. Kvinderne ere ikke altid meget logiſte i
deres Hevn.

— Du vil gifte Dig, min Pige, ſagde Vicom⸗
tesſen, det er en Dumhed, ſom de fleſte aandrige
Menneſker begaae; men gjør mig blot den Tjeneſte
hjerteligt at hade den Herre, ſom bliver din Mand.
Hvorledes han end ſeer ud, befaler jeg Dig at finde
ham ſtyg og fraſtodende. Er han faa impertinent at
være elſtverdig, maa Du ilke bemærke det; elſker
han Dig, hvad der let kan heende, da ſaadan en
Herre jo troer, at Alt er ham tilladt, ſkal Du forbyde
ham at ſige Dig et Ord derom. Du ſkal have blide
Smil, ſmergtende Oiekaſt, opmuntrende Ord til Alle,
der finde Dig ſmuk; men vogt Dig endelig for at
ſpilde det mindſte Koketteri paa den fornemme Dum⸗
rian, Du nedlader Dig til at gifte Dig med. Kort
jagt, Niece, hvis den, der tilfalder Dig, ſkulde være
jaa driſtig at ville ind ad din Dor, naar hans brutale
Lyſt kommer over ham, faa luk af for dine ubetyde⸗
ligſte Gunſtbevisninger og ſkynd Dig at kaſte Tor⸗
flædet til en af din Skjonheds Beundrere; paa den

Thereſe de Coulanges. 531

Maade overhugger Du enhver Forbindelſe med Bgte⸗
ſkabet og med hvad dermed følger.

Da Thereſes Uerfarenhed manglede en Stotte i
en Moders Indflydelſe, ſatte Vicomtesſens beklagelige
Lerdomme fig faſt i hendes ungdommelige Fantaſi, og
det var med ſaadanne uheldige Anlæg, at Froken de
Bellegarde traf Grev de Coulanges. Hun kaſtede et
tilfreds Blik paa den ſmukke unge Mand, ſom for⸗
bauſet blev ſtagende ved at ſee hende gane forbi, og
da hun igjen modte ham i Tronſalen, ſendte hun
ham et Smil, ſom ſtrev fig fra Fru de Sennecourts
Oplag af infernalſke Elſkvoerdigheder. Mere behøvedes
der ikke til at opflamme Greven, ſom allerede var
tilboielig til at ombytte fin Uafheengigheds let op⸗
naaede Nydelſer med Wgteſkabets uſikkre Chancer.
Han fif ſnart at vide, at denne unge Pige, ſom ikke
var kjendt ved Hoffet, var Froken de Bellegarde. Da
han fra Dreng havde kjendt Baronen, var hans Plan
hurtig lagt. Han knyttede paany ſit Venſkab med
Faderen, ſikker paa. derved hurtigere at bane ſig Vei
til Datterens Hjerte. Thereſe modtog Hr. de Cow
langes venligt og udfoldede hele fit Koketteri.

Fru de Sennecourt hapde ſagt til hende:

— Huſfk paa, mit fjære Barn, at man vurderer
en Kvinde efter Antallet af hendes Tilbedere. Skjon⸗
heden er den Magt, ſom har de fleſte Tilhængere og
Hofmend. Men: man” maa "være lidt om ſig for at
faae fat i dem; at bevare dem er mindre vigtigt, da

34%

3

1

532 Thereſe de Coulanges.

det er en let Sag at ffaffe fig nye, efterſom Ube-
ſtandighed er det levende Princip i et velordnet Sam—
fund. Ver derfor, mit Barn, meget behagelig mod
disſe Herrer ved Hoffet; ſpend de Garn, ſom jeg har
lært Dig at knytte, ud for deres Dumhed; har Du
forſt fanget dem, faa mor Dig over deres Kjerligheds
Fordringsfuldhed, og lad dem gage igjen, hvis Du
bliver kjed af dem; en Tilbeder ſkal forſt og fremmeſt
more. Og gjør rigtig mange ulykkelige; det vil hævne
mig paa dem, jeg har gjort lykkelige.

Ifolge fin Tantes Raad var Froken de Bellegarde
meget. elffværdig ligeoverfor Hr. de Coulanges. Et
klogtigere Hoved end han vilde være bleven narret;
Greven tog disſe machiavelliſtiſte Mønter for rede
Penge, troede ſig foretrukken og lige ved at blive
elſtet; han fordoblede derfor fin Opmeerkſomhed og
fit Courmageri. Han opgav fine tidligere Forbindelſer
og var næjten ikke til at drive fra Baronens Hotel.

Greven var oprigtigt forelſket; paa fin Side
ſyntes den unge Pige meget godt om Hr. de Coulanges,
baade paa Grund af hans Livlighed og af hans ſmukke
Ydre. Hendes Forfengelighed betenkte fig ikke paa
at ſmykke ſig med de ſtraalende Vidnesbyrd om en
Kjærlighed, ſom gjorde hendes Rivalinder hadefulde
og misundelige. Men var der foruden den indre
Tilfredshed, ſom folger med en Triumf, vaagnet en
mere om Folelſe i den ſmukke Provindsdames Hjerte?

Det forſogte man forgjæves at komme paa det Rene

Thereſe de Coulanges. 533

med, og Thereſe omtalte dog ofte Hr. de Coulanges
med den ſtorſte Roes. Hun ſyntes at betragte ham
med en ganſke ſeregen Velvillie; hun beklagede fig
over hans Fraverelſe, bad uophorligt fin Fader om
at indbyde ham til Aften, og han havde ved mange
Leiligheder ſeiret over fine Medbeilere.

Lidt efter lidt fane Fru de Sennecourts Niece en
talrig Kreds af Tilbedere og Smigrere danne fig om⸗
kring hende.

— Min kjere Tante, ſkrev hun til Vicomtesſen,
jeg er meget omflagret og meget ſogt. Mine Under⸗
ſaatter viſe mig en Underdanighed, ſom ſelve Ludvig
den Femtende kunde misunde mig. Var De blot her,
kunde vi lee ſammen over de Anſtrengelſer, ſom disſe
elſkverdige Herrer gjøre ſig for at forføre en lille
Pige fra Provindſen, der er aldeles beſtemt paa ikke
at ville have Medlidenhed hverken med deres Madri⸗
galer eller med deres Suk eller med deres brændende
Kjærlighed. De fleſte af mine „Underſaatter“ fee
godt ud og ere af. gammel Adel; men jeg gjentager
det, De kan være ganffe rolig, Tante, deres elſtverdige
Egenſkaber røre mig ikke. Apropos, blandt de ivrigſte
er der en Grev de Coulanges. Han ffal være meget
forelffet i Deres Niece. Det er en elffværdig Mand,
hvis Aandslivlighed jeg ſynes meget godt om; han
har nette Manerer, et fint og udtryksfuldt Anſigt og
merkverdigt hvide Tender; og hertil kommer en Op⸗
rigtighed og Sandhedskjœrlighed, ſom man her kun

st 7

9

.

534 Thereſe de Coulanges.

treffer hos ham, og ſom er baade tiltrekkende og
original. Man ſiger, at Greven endnu ikke har havt
nogen alvorlig Kjærlighed; det tilſtager han ſelv,
hvad der beviſer, at Sagen forholder ſig rigtigt.
Imidlertid ere Damerne af Stand aldeles forgabede i
ham, og de Borgerlige ere nær ved at doe af Kjær-
lighed til ham. Kjender De denne mageloſe Coulanges?
En Hertug, tre Marquier og ſex Vicomter have friet
til mig; jeg har givet dem Kurven. At gifte mig
bilde være at abdicere, og jeg kan nok lide den uind⸗
ffrænfede Kongemagt og en langvarig Regjering.

Vicomtesſen ſendte derpaa fin Niece et Brev,
ſom endnu mere beſtyrkede hende i hendes Uafheengig—
hedsfolelſe og ſyſtematiſke Koketteri. Fru de Sennecourt
gjorde Regning paa fin Elev til at bringe alle dem
til Fortvivlelſe, ſom Alderen havde forhindret hende
ſelv fra at lægge for fine Fødder; og hun havde
truffet et godt Valg.

J Løbet af nogle Maaneder afflog Froken de
Bellegarde uden Medlidenhed de bedſte Partier i den
franſte Adel. En Hertug, Marquier, Grever, Vi⸗
comter, Baroner og ſimple Adelsmænd traf fig tilbage
ynkelige og modfaldne, idet de lovede at hævne fig
over en lille egenkjerlig og hovmodig Piges Knipſkhed.
Men medens de Beſeirede trak ſig tilbage, fyldtes
Hotel Bellegardes Saloner igjen, og Beilernes Antal
aftog ikke. Midt under denne Veddekamp, der ſtod
aaben for Alles Onſker og Forhaabninger, fortſatte

Thereſe de Coulanges. 535

Hr. de Coulanges ſin ſentimentale Reiſe omkring den
ſmukke Thereſe, uden aabent at erklere ſig. Denne
Tilbageholdenhed ſtemte kun daarligt med den Op—
rigtighed, ſom ellers var betegnende for alle hans
Handlinger. Maaſkee ventede han med at erklære ſig,
indtil Feeſtningen var mindre omringet. Og ganſte
rigtigt begyndte nogle af hans Medbeilere, der ſaa
haanligt vare afviſte, at ſlutte fig ſammen imod Froken
de Bellegarde, faa at man blev enig om at holde fig
borte fra hende. Snart fornyedes hendes Stab af
Tilbedere ikte mere. Kun Hr. de Coulanges blev
hende tro.

Dybt krenket i fit Hjerte ſkrev hun til Vicom⸗
tesſen. ,

Denne fvarede, efterat hun grundigt havde over⸗
veiet fin Nieces Stilling, at da Sagerne tog en faa
uheldig Vending, maatte hun vieblikkelig bøde derpaa
ved at tage den forſte Adelsmand, der tilbød. fig.

„Giftermaalet vil igjen gjore Dig populair, mit
kjcere Barn; om det end er en droi Cuur, faa maa
Du dog ikke betenke Dig paa at underkaſte Dig den.“

Froken de Bellegarde. lovede ſig ſelv, at hun i
enhver Henſeende vilde folge ſin Tantes Raad. Hun
betroede ſig til Baronen og bemyndigede ham til at
give hendes Haand til den forſte, der bad om den;
dog "paa den Betingelſe, at han ikke fane faa ſkrekkelig
ud, at man kunde blive bange for ham. Der gik
nogle Uger. Ingen meldte ſig. Ogſaa Greven holdt

536 Thereſe de Coulanges.

ſig tilbage. Thereſe var fortvivlet. Maaſkee havde
hun dog gjort: Regning paa Hr. de Coulanges' Kjer⸗
lighed. Endelig ſagde Baronen en ee ſmilende
til ſin Datter:

— Mit ſmukke Barn, Du tilherer ikke mig mere.

— Hvorledes det?

— Jeg har lovet din Haand bort.

— Til hvem? ſpurgte Thereſe lidt urolig.

— Til Grev de Coulanges.

Froken de Bellegarde undertrykte et Udbrud af
Nilfredsßed⸗

— Er Du fornoiet dermed? ſpurgte Baronen.

— Han eller en Anden, det er mig det ſamme,
ſvarede den tilkommende Grevinde i en ligegyldig
Tone.

Hr. de Coulanges, der ventede at fane Afſlag
ſom ſaa mange Andre, ſmigrede ſig dog med at have
gjort noget Indtryk paa den unge Piges Hjerte, og
fra det Oieblik var det at vinde Froken de Bellegardes
Haand ikke blot en Glæde for ham, men ogſag en
Triumf.

Forberedelſerne til Bryllupet bleve drevne ſtynd⸗
ſomſt; man udfoldede; en fyrſtelig Bragt, og den
20. October 17. blev Thereſe Grevinde de Coulanges.

Fru de Sennecourt kom fra Provindſen for at
overvære, hvad hun kaldte fin Nieces „Tagen Sløret".
Vi ſtulle ſee, hvorledes hun forſtod det Kloſterliv.

Da de vare komne fra Kapellet, lukkede Vicomtesſen

Thereſe de Coulanges. 537

ſig inde med Froken de Bellegarde og talte ſaaledes
til hende:

— Min kjere Niece, nu er Du da neſten en
gift Kone; glem nu aldrig, hvad jeg faa indtrængende
har ſagt Dig. Jeg har desværre ikke lang Tid at,
ſtotte og beſtytte Dig i. Derfor. maa Du ſtrax tenke
paa at frigjore Dig for den egteſkabelige Myndighed;
tilkjendegiv Greven din Billie og lad ham ikke fane Magt
over dit Hjerte.

Thereſe rodmede.

— En taabelig Kjerlighed vilde kun paadrage
Dig uoprettelig Ulykke; Du ffal af ham hverken taale
Fordringer eller Gnavenhed eller taabeligt Courmageri;
— ſom jagt, mit Barn, luk Sinene for de gode Sider,
der mulig kunne være ved ham.

Froken de Bellegarde ſukkede.

— Behandl ham i det Hele ſom en Neger, hvis
han driſter ſig til at elffe Dig; og beklager han. fig,
ſaa lad ham blot komme til mig, jeg ſtal nok tage
mig af ham. Sveerg mig nu til, kjcre Niece, at Du
altid vil folge disſe kloge Forſtrifter.

— Det jværger jeg! ſvarede Thereſe i en beſtemt
Tone. ; ;
Vicomtesſens Indflydelſe ſeirede over den hemme⸗
lige Sympathi, ſom hidtil, neſten uden at hun havde
været fig det bevidſt, havde draget den unge Pige til
Greven.

538 Therefe de Coulanges.

Fru de Sennecourt var henrykt over Niecens
Lervillighed.

— Det gaaer jo fortræffeligt, mit Barn, ſagde
hun, Du fortjener virkelig den Hengivenhed, jeg
viſer Dig.

Froken de Bellegarde neiede erbodigt for hende
og modtog ſom Velſignelſe tre Kys, der ſmagte lidt
af Djævelens Kjertegn.

Efter denne rorende Samtale viſte Thereſe den
meſt overlegne Ligegyldighed ligeoverfor fin Mand
Hun vendte Sinene bort fra hans „perſonlige Be—
hageligheder“ og gjorde ſig ikke den Uleilighed at
kokettere med ham. Vicomtesſens Lereſcetninger bare
for hende Evangeliets Ord. Greven blev urolig over
denne pludſelige Forandring; men han antog, at
Grunden var en Slags Undſeelſe, der jo kunde være
meget naturlig hos en ung Kone, og blev dobbelt om
og elffværdig. Uheldigviis var Hr. de Coulanges for
erfaren en Mand til i Længden at tage feil af Grunden
til hendes Tilbageholdenhed. Hvor meget han end
gjorde fig Umage for at tvivle om Sagens Virkelig⸗
hed, blev den dog ſnart tydelig nok. Det pinte ham
haardt; det var den forſte Sorg, han havde havt i
den Retning. Han ſogte at fore Thereſe tilbage til
bedre Folelſer, thi han havde ikke givet hende Grund
til en ſaadan Opforſel; men han opnaaede hverken et
velvilligt Ord eller det ſvageſte Be viis paa Kjærlighed.
Opmuntret af Vicomtesſen, ſmilede Fru de Coulanges

Thereſe de Conlanges. 539

haanligt ad Grevens Pttringer og holdt Orene lukkede
for hans Bonner.

„Hvor en Wgtemand dog er. en latterlig Elſker!“
ſkrev hun til Fru de Sennecourt, ſom morede fig over
den nygifte Herres Uheld, „og hvor det er vanſteligt
at holde ham tre Skridt fra Livet! Hr. de Coulanges'
Fordringer ere nær ved at gjøre mig forrykt. Men
jeg har heldigviis et ſterkt Hoved.“

Og Vicomtesſen troede at burde beſtyrke hende i

disſe Tanker, og hun ſendte atter ſin Niece gode Raad

med Henſyn til en gift Kones Pligter.

„Jeg arbeider paa et betydningsfuldt Vork,“ ſkrev
hun, „ſom ffal bringe en ſynlig Forbedring tilveie i
det egteſkabelige Forhold; jeg henpeger paa Middel—
ſtandens ſtore Vildfarelſer og vil oplyſe den. Man
maa gjøre Noget for Smaafolk, faa kan man bagefter
toe fine Hender: det vil koſte mig en Flaſke Ber⸗
gamotesſents.“ ;

Som man feer, havde Vicomtesſen meget liberale
Ideer. Medens Fru de Coulanges nu ventede paa
Fru de Sennecourts nye Verk, vedblev hun at bringe
Greven til Fortvivlelſe, og han, ſom var altfor oprigtig
til at kunne forſtille fig, hengav fig fuldſtendigt til
fin Sorg. Et Sieblik haabede han at kunne afvæbne
eller røre Grevinden; men i Tidens Længde fane han,
at han havde at gjøre med en af de Naturer, der i
Bund og Grund ere egenkjerlige, kokette og ſteptiſte
indtil Gruſomhed. Saa fandt han ſig idetmindſte

540 Thereſe de Coulanges.

tilſyneladende i Sagen; viſt er det, at han atter
fluttede fig til fine Venner og med dem deeltog i
Hoffets Adſpredelſer. Men derved opdagede han, at
medens han ſentimentalt laa paa Knee for fin Kone,
talte man almindeligt om hans Uheld: Nogle beklagede
ham, Andre ſpottede ham og loe af ham. Han ſaae
et ironiſk Smil paa fine Fjenders Leber og et Udtryk
af tilfredsſtillet Hevn i fine tidligere Elſkerinders
Blik. Det pinte hans Egenkjerlighed. Men disſe
Krenkelſer ſlog ham dog ikke til Jorden; de gjorde
ham tvertimod modig. Han blev igjen den glimrende
og efterſpurgte Mand, han havde været. i fin Ungdom,
og beſeirede ſom ved Trolddom Nogles Ondſkab og
Andres Misundelſe og Had; thi det var meget lettere
at elſte end at hade dem. Alle ſyntes godt om Hr.
de Coulanges, formodentlig fordi han kun brod ſig
om at ſynes godt om fig ſelv. Uheldigviis havde
han ikke fulgt ſit Syſtem ligeoverfor Grevinden;
Thereſe lagde Merke til ſin Mands Ligegyldighed;
hun undrede ſig over hans gode Humeur og ſpurgte
ham om Grunden dertil.

Greven ſvarede hende, idet han ryſtede fit Knip⸗
lingskalvekryds, at han havde vundet totuſinde Louis⸗
dorer fra Hs. Majeftæt. Froken de Bellegarde kjendte
altfor godt Hr. de Coulanges' Ligegyldighed for Penge
til at tage den Grund for god. Hun bed Leberne
ſammen og lovede ſig ſelv, at hun ikke mere vilde
bryde ſig om det foranderlige Humeur hos en Mand,

Thereſe de Coulanges. 541

hun interesſerede fig faa lidt for. Ved aabent at
gjøre Afkald paa fin Kone gav Hr. de Coulanges
hende fuldftændig Frihed. Hun holdt fine egne Folk,
Ekvipager og fit eget Liberi og ffabte fig en meget
behagelig Enkeſtand i Wgteftabet. Fru de Sennecourt
var henrykt. Hun afſendte hver Dag nye Bevidnelſer
af fin Tilfredshed med Niecens Klogſkab. Et Brev
endte ſaaledes:

„Du er, hvad jeg onſkede, at Du ſkulde blive,
min ſmukke Niece; nu kan jeg doe i Fred.“

Medens hun ſaaledes optog meget liberale Ideer
og Livsanſkuelſer, manglede den unge Grevinde dog
endnu en alvorlig Kjerlighedshiſtorie. Omringet af
erbodige Tilbedere betragtede hun en Elſker ſom et
uundværligt Stykke Legetoi: Hvem ſkulde hun give
Fortrinet? Deri ſtak Vanſkeligheden. Hvem af alle
disſe elffværdige Herrer fortjente at blive faldt hendes
Favorit? Thereſe jane med overlegent Blik paa den
Ene og paa den Anden, men vendte ſtrax Hovedet
bort. Fru de Sennecourt kunde have valgt for hende;
men hun levede ude paa fit Gods, ſom hun ikke havde
Lyſt til at forlade, ikke engang for en ſaa vigtig Sag.
Hun maatte derfor noies med at give ſin Niece nogle
Vink, ſom med tilborlig Henſyntagen til Moralen gik
ud paa at beviſe, at man maatte leve, ſom den Tids
Damer levede, uden at ville gjenopvekke Riddertidens
Ideer om en Trofaſthed, ſom ikke horte hjemme ved
en udſvevende Konges Hof.

542 Thereſe de Coulanges.

Froken de Bellegarde følte fig fuldſteendig be-

rettiget til at hengive ſig til et Eventyrs Sodme.

Hun gjorde ſig Umage for at mode det og udfoldede
hele ſit Koketteri og ſin Driſtighed for, at det ſtulde
lykkes hende. Hr. de Coulanges fane godt, hvad hun
havde for; men iſtedetfor at tage Anſtod deraf lod
det ſnarere til, at han ſtottede Grevindens Planer.

Man fandt, at han var en overordentlig liberal WÆgte-

mand.

— Men hvad har Du egentlig. for, Greve?
ſpurgte man ham, naar han hoiroſtet holdt Revue
over alle de galante Celebriteter af hans eget Kjon.

— Jeg ſoger en Elſter til min Kone. — Og
Hr. de Coulanges ſagde disſe Ord med et underligt
Smil.

Han gjor Loier med os, ſagde Nogle. Han
ſtjuler fin Sorg under Ligegyldigheden, mente Andre.
Og de tilfoiede: Naar Coulanges lyver, maa han
være meget ulykkelig. Hvorfor Fanden har han ogſaa
giftet ſig med den lille Bellegarde? Det var et Held
for os, at vi flap derfra — vi, ſom vare faa for-
gabede i disſe Provindsoine!.

Tilfældet eller ſnarere Slegtſtabet hjalp Fru de
Coulanges. Fra Dauphiné kom der til Greven en
ung Fetter, ſom af en Provindsboer at vere var
ualmindelig ſmidig og beleven. Grevinden beceerede den
Nyankomne med fit Smil og beſluttede at fætte hans
Hjerte i Fyr og Flamme. En ulykkelig Kjærlighed

Thereſe de Coulanges. 543

og en Anſettelſe ſom Capitain i Garden var, efter
hvad man ſagde, Grunden til, at Marquis de Fontarſe
kom til Paris. Af Livets Lykke forlangte han kun
een Naade, at glemme, og af Hs. Majeſtet kun een
Gunſtbevisning, at avancere. Den Lidenſkab, ſom til⸗
lagdes Marquien, afſtrekkede ikke Fru de Coulanges.
En fortvivlet Mand modſtager ikke leenge Friſtelſen,
tenkte hun; forſt troſte vi ham, og faa elſker han os.
Hr. de Fontarſes Ankomſt gjorde Damerne nys⸗
gjerrige. Man vilde vide Beſked om hans tidligere
Liv, og nogle indiskrete og velunderrettede Perſoner
vidſte ſnart at berette om hans Eventyr med Hertug⸗
inden af Villarceaux, ſom han havde tilbedt, men ſom
aldeles umenneſkeligt havde fraſtodt ham. Hans for⸗
treffelige Egenſkaber vare altfor fremtrædende til, at
dette Uheld ſkulde jfade ham. Man tog meget venligt
imod ham, og da hans Elſtveerdighed forſt var bleven
almindelig bekjendt, vilde alle Damer have deres Deel
af den vordende Capitains Hjerte. Som Fætter fik
Hr. de Fontarſe Bolig i Hotel de Coulanges. Grev⸗
inden gav ſit Bifald til dette Arrangement, ſom ved
at fore Fjenden ind i Feſtningen gjorde det lettere
at angribe ham. Froken de Bellegarde forſtod at
anvende en gammel Soldats Krigsliſt. Hvortil ſkulde
hun ellers bruge ſine atten Aar, ſin Skjonhed og ſin
Værdighed ſom gift Kone? ;
Var Thereſe for ſtedſe fortabt eller fun paa en
gal Vei? Hr. de Coulanges kunde have ſagt det; thi

544 Thereſe de Coulange8.

medens han bevarede fit ligegyldige Veſen, kaſtede
han dog af og til, naar Ingen mærkede det, et ſpei—
dende Blik paa fin Huſtru, og bette Blik ſyntes at
trænge lige ind til Hjertet; i ſaadanne Oieblikke for⸗
raadte ingen Bevegelſe hans Tanke. Kun en Folelſe
af Savn afſpeilede fig i hans Træf.
Enten det nu var Grevens Venſkab for Mar⸗
quien, der holdt denne tilbage, eller hans Adſpredelſer
udenfor Huſet optog hele hans Tid, lod det til, at
han ikke forſtod Froken de Bellegardes imosdekommende
Skridt. Hun folte ſig faa oprort derover, at hun
virkelig troede, at hun var forelſket i Fetteren fra
Dauphiné. Kvindernes Indbildningskraft har en uhort
Rekkevidde, ſom Kjerligheden ikke har Noget at gjøre
med, men ſom hjelper til at ſkuffe den. Overbeviiſt
om, at hun elſkede Marquis de Fontarſe, var Fru de
Coulanges ſlem imod Alle, ſom kom hende ner. Hendes
lunefulde Sind gjorde hende uomgengelig. Tilſidſt
blev man bange for hende og undgik hende. J Løbet
af en Uge ſkiftede hun Folk, Livreer og Ekvipager,
bortodſlede fabelagtige Summer, flog fit ſmukkeſte
Porcelain itu og rev fine fineſte Kniplinger iſtykker.
Greven ſage ſmilende paa denne nye Udgave af Bar—
tholomeusnatten.
— Hvad tager De Dem egentlig for, Frue?
ſpurgte han i en let henkaſtet Tone.
— Det feer De jo, min Herre, jeg nyder Livets
Behageligheder.

Thereſe de Coulanges. 545

— Og det gjør De Ret i. Ver lykkelig, Frue.
Hvis De man ødelægge dette Hus for at blive det,
ſtikte Ild paa Alt, hvad jeg eier, og ruinere os i
Bund og Grund, ſaa geneer Dem endelig ikke; Deres
Lytte kan aldrig blive mig for dyr.

Under denne tilſyneladende Spydighed var det
let at opdage en indre Tilfredshed. For Jagttageren
var Hr. de Coulanges aldeles uforſtagelig. Thereſe
gav Vicomtesſen Underretning om Marquis de Fon⸗
tarſes Ligegyldighed. Den gamle Dame ſkreg op og
raadede fin Niece til ikke mere at tenke paa denne
lille uforſkammede Perſon. Denne Gang glemte Grev⸗
inden, hvad hun havde lovet; thi hun var yderſt char⸗
meret i den lille uforſkammede Perſon. Hendes Ko⸗
ketteri og Nervelidelſer tog til med hver Dag.

Greven og Marquien vare neſten uadffillelige.
Naar ikke et lyſtigt Aftenſelſkab eller anden Fornoielſe
kaldte dem udenfor Huſet, tilbragte de mange Timer
ſammen i Hotellets Bedeſtue. Hvad de talte om, var
ufatteligt. for Alle. Grevinden lagde. med megen Uvillie
Merke til dette fortrolige Forhold.

De tale om mig, tenkte hun, og Hr. de Coulanges
Indflydelſe bekcemper mig, det er jeg vis paa. Paa
den Maade hævne Wgtemendene ſig. Bigeriieget; jeg
ſkal nok ſeire.

Der var ikke mere Tale om Kiarlighed men om
Trods. Thereſe tog ikke feil; man talte virkelig om
hende, naar de to Fættere vare ſammen. Hendes Navn.
i J 35

546 Thereſe de Coulanges.

blev ofte nævnt og altid med den ſamme Sindsbeve—
gelſe. Dog blev der ogſaa talt om en anden ung og
ligeſaa ſmuk Kone, Hertuginden af Villarceaux.

Saaledes gik der nogle Maaneder, uden at der
indtraadte nogen Forandring i Grevens og Marquis
de Fontarſes fortrolige Omgang, Vaner og Folelſer.
Fru de Coulanges var raſende.

Pludſelig tog Sagerne en anden Vending. Mar⸗
quien lod til at have faaet Øinene op for den ſmukke
Kokettes meget tydelige Tilnærmelfer. Fra det Sieblik
opgav han Galanterierne og Adſpredelſerne ved Hoffet,
blev mere fold mod Coulanges og optraadte ſom hans
Kones lidenſkabelige Tilbeder. Thereſe ſogte ikke at
hævne ſig. Vicomtesſens Raad glemte hun mere og
mere. Og da hun kun fane en med Befvær tilkcempet
Seir, tog hun med Glæde: mod ſin Fætters Hyldeſt,
hvad der oprorte Fru Sennecourt i den Grad, at hun
beſluttede at afbryde al Correſpondance med fin Niece.
Hr. de Fontarſe lagde paa ingen Maade Skjul paa
ſin Kjerlighed til Grevinden; tvertimod lagde han
den for Dagen ved enhver Leilighed, og Hr. de Cou⸗
langes' Nerveerelſe generede ham aldeles ikke; fandt
at ſige fod det ogſaa til, at Greven var meget optagen
af et eller andet erotiſt Eventyr, og han ſages kun
ſjelden i ſit Hjem. 8

Thereſe lagde Mærke: til det.

— Hr. de Coulanges lader ſig jo aldeles ikke

Thereſe de Coulanges. 547

ſee. Veed De ikke, hvad han tager ſig for, Hr. de
Fontarſe? ſpurgte hun i en ligegyldig Tone.

— Han er forelſket.

— I hvem?

— En Dame af Stand.

Hvor meget hun end ſogte at ſtjule det for ſig
ſelv, jaa faldt dog denne Dame af Stand aldeles ikke
i Grevindens Smag.

— Hvad hedder hun?

— Hoad kan det nytte at fortælle Dem det?

— De har Ret, jeg bryder mig heller ikke om
at vide det.

Fru de Coulanges trengte ikke videre paa.

J Marquis de Fontarſes Kjærlighed nod hun en
dobbelt Triumf: et Veuſkab imellem to Mænd. blev
brudt, og Mindet om en Kvinde blev forjaget. Naar
Coulanges og Fru de Villarceaux vare knuſte, for⸗
langte hendes machiavelliſtiſke Fantaſi ikke mere, og
hendes Forfengelighed kunde noies dermed.

Hoffets Nyhedskremmere, der levede af Skan⸗
dalen, paatog fig at meddele. Grevinden Navnet. paa
den fornemme Dame, ſom Hr. de 1 ſtod i
Forhold til.

Denne Dame var ingen Anden end Fru de
Villarceaux.

— Hvad! Hertuginden! udbrød Fru de Senne⸗
courts Niece i hoieſte Grad overraſket. Og uden at

35 *

548 Thereſe de Coulanges.

ſoge at forklare ſig dette Indtryk, folte hun ſig paa
eengang glad og forbittret.

Naar Marquis de Fontarſe nu. tilhørte hende,
var til Gjengjeeld Greven tabt for hende. Fra det
Dieblik forekom hendes Triumf hende ikke at være faa
ſtor, og det faldt hende viſt ikke ind at ſige med Ord—
ſproget: Den, der taber, vinder. J Begyndelſen
vilde hun lee over Hiſtorien og drille Marquien;
men det blev hun i den Grad kjed af, at hun op⸗
gav det.

Man talte meget om de to Fætteres nye Kjer⸗

lighedshiſtorier. Der var noget Pikant ved dem, ſom
gav Anledning til mange morſomme Bemerkninger.
Det regnede ned med Vittigheder, Spydigheder og
Epigrammer:; Alle gav fig til at fnufe efter denne
dobbelte Intrige, ſom pirrede Nogles Nysgjerrighed
og gav Andres Ondſkab Nering ved ret at ſtille i
klart Lys det attende Aarhundredes Cynisme og
Frivolitet. .
Naar man ſpurgte Greven og Mürquten ud om
deres Folelſer, indſkrenkede de fig til at lovpriſe hin
Fru de Villarceaux' og denne Fru de Coulanges'
Ynde, Skjonhed og Dyder, men afholdt fig begge fra
at tale om deres Kjærlighed. En ſaadan Diskretion
gjorde Opfigt og gav Anledning til forſtjellige Gis⸗
ninger, da de Herrer ellers ikke pleiede at vere ſaa
henſynsfulde.

Grevens Venner 1 85 hans Tilbageholden—

Therefe de Coulanges. 549

hed; men Marquiens Omgangsvenner tog ikke Sagen
pan den Maade: de overveldede ham med Sporgs—
maal og Hentydninger. Hr. de Fontarſe havde hidtil
viiſt en exemplariſk Taalmodighed.

— Indlader det unge Menneſke fra Dauphiné
fig maaſkee ikke paa at duellere? ſpurgte man hin⸗
anden. Ingen vilde indejtang for, at Marquien var
en modig Mand.

Jet glimrende Maaneſtin fil Marquien ſnart
Leilighed til at beviſe nogle af Hoffets Spottefugle,
at hans Kaarde ikke var et Stykke Legetoi, og at han
ligeſaa godt ſom Andre, og maaſkee bedre end mange
Andre, forſtod at bruge den til at bringe Bagtalerne
til Taushed og fage de Dove til at hore.

Disſe Dueller, der lob op til en halv Sues
Stykker, gjorde megen Opſigt. Marquien blev beromt
for fit Mod og Galanteri; han blev Kjerlighedens
Ludvig den Fjortende; enhver Dame higede efter den
Wre at blive hans la Vallisre. Hr. de Fontarſes
Ry naaede ogſaa til Vicomtesſens Oren, ſom troede
fig forpligtet til at dadle fin Niece, fordi hun havde
knyttet fin Boudoirberommelſe til en lille ubetydelig
Provindſialiſt. Thereſe trak paa Skuldrene, kaſtede
Brevet i Ilden og lovede ſig ſelv ikke at ſvare derpaa.

Fru de Coulanges havde igjennem. Greven ſelv
faaet: at vide, at Marquien havde duelleret. Videre
kunde man virkelig ikke drive det i Overberenhed og
i at ſpille en foielig Wgtemands Rolle. Hr. de

550 Thereſe de Coulanges.

Coulanges gjorde endnu mere; han udbredte ſig vidt—
loftigt om hans Heltemod og benyttede Leiligheden til
roſende at omtale alle ſin tappre Fetters ypperlige
Egenſkaber.

— Forøvrigt, tilføjede han, vidſte jeg nok, at
Fontarſe var en kvik og aandrig ung Mand; men jeg
anede ikke, at han var i Beſiddelſe af det dybe Kjendſkab
til det menneſkelige Hjerte, ſom lerer os, at man for
ikte at faae flere Dueller maa have havt nogle,
og at en Adelsmand kun behover en glimrende Affaire
for at være ſikker for uforſkammede nergaagende
Menneſker. Vidſte man, hvormeget fem Minuters
Mod er værd, vilde Ingen være en Kujon. Nu
vogter man ſig nok for at komme med Vittigheder
paa Fontarſe's Bekoſtning. — Jeg er fuldkommen vis
pan, at han ingenſinde mere fager en Duel for et
Par ſmukke Oines Skyld, ikke engang for Deres. —
Tolv Dueller den ene oven paa den anden! Det er
ſandelig en god Begyndelſe for en Provindſialiſt.
Huſk nu ogfaa. paa, at det er for Deres Skyld, at
den fjære Fetter har fegtet faa modigt, og vær
taknemmelig, Grevinde, thi han har givet Dem Beviſer
paa en Kjærlighed og Beundring, id De ingenſteds
ſenere vil træffe paa!

Efterhaanden ſom Greven talte ſaaledes, lod det
til, at Fru de Coulanges folte mindre Begeiſtring og
Taknemmelighed for Marquiens Optræden. Disſe
Lovprisninger af en Rival overraſkede hende i

Therefe de Coulanges. 551

Begyndelſen, og denne Forundring afloſtes af en ſtor
Skuffelſe. Hun vilde gjerne have ſeet Greven, om
ikke ſkinſyg, faa dog mindre begeiſtret for Hr. de Fontarſe's
Mod og hans glimrende Egenſkaber. Dette Sprog
beviſte hende, at Hr. de Coulanges aldrig havde elſtet
hende; thi ſelv efterat Kjerligheden er gaget tabt,
bliver der dog altid i Mandens Hjerte tilbage en
Folelſe af Sorgmodighed, af Uvillie eller Misundelſe
mod den, der er hans Efterfolger i en ſmuk Kvindes
Gunſt. Om man end ikke er hans Fjende, vil man
ialfald ikke være hans Ven. Forholdet bliver geneert.

Fru de Coulanges fod fig ikke mærke: med, hvad
der foregik i hende. Kun vilde hun gjerne henlede
Samtalen paa andre Ting for at undgaae Noget, der
lignede en ganſke ny Sindsbevegelſe. Men Greven var
ſeig. Saaſnart han var ene med ſin Huſtru, kom
Marquien pan Bane og blev ſtadig Gjenſtand for de
ſamme Lovprisninger. Naar Fontarſe kom, ſkyndte
Hr. de Coulanges ſig at forſvinde med lidt ironiſt
Hoflighed. Forgjœves ſogte Grevinden at holde ham
tilbage; han havde altid et Paaſtud til at flippe bort.
En Dag ſpurgte Fru de Coulanges ham, hvoraf det
kom, at han bar ſig ſaaledes ad, da han dog holdt
faa meget af Marqui'en.

— Jeg er bange for at være til Uleilighed,
Grevinde, ſvarede han ſnedigt. Man har jo dog
Levemaade, og De vilde ſikkert viſe ſamme Henſyns⸗
fuldhed; jeg kjender Dem, Frue, De er magelos, og

552 Thereſe de Coulanges.

var De ikke min Kone, vilde jeg gjerne være i den
fjære Fontarſes Sted.

Thereſe bed fig i Leberne og ſukkede. Disſe Ord
giorde i to Henſeender et meget forſkjelligt Indtryk paa
hende: Titlen ſom Kone krenkede hende dybt, da den
for ſtedſe fjernede hende fra Greven, og den Hen—
ſynsfuldhed, ſom han tillagde hende, bedrovede hende.
Maafſkee for forſte Gang greb hun fig i at tenke over
ſit Liv, og da hun ikke fandt, at det var, ſom hun
kunde onſte det, blev hun uendelig ſorgmodig. Var
den Vei, hun havde valgt, den bedſte? Det Sporgs⸗
maal vovede hun at ſtille ſig. Skjondt gift, havde
hun ingen Mand; ſtjondt Elſkerinde, havde hun ingen
Elfter. Ban den ene Side havde hendes Kulde, ved
at give Hr. de Coulanges en uindſkrenket Frihed, ind⸗
fort Regentſkabets Vaner i deres Liv: ſtjondt de boede
i ſamme Hus, levede Greven og hans Huſtru dog
adſkilte; paa den anden Side gjorde: Thereſes Til
nermelſer og Koketteri ligeoverfor Fontarſe kun den
Virkning, at han aldrig overſkred Grendſerne for den
dybeſte Wrbodighed, og det var, ſom om han egentlig kun
gik ud paa at indpode hende ſunde Tanker og bedre
Folelſer.

— Fru de Sennecourt har vildledt Dem, ſagde
han, vend raſk om og ſlaa ind pan den rette Vei, thi
kun naar man ”elffer for Alvor, har man Lyſt til
igjen at begynde Livet forfra.

Grevinden ſmilede vantro.

Thereſe de Coulanges. 553

— Ja, tvivl kun, ſmukke Couſine, det er Dem
tilladt; thi De fjender. ikke Begyndelſen af det ſkjonne
Digt, man leſer ſammen under fire Dine, og ſom
hedder Kjerligheden.

Under de Samtaler, de ſaaledes forte i Thereſes
Boudoir, forlangte Hr. de Fontarſe aldrig anden
Gunſtbevisning end den at kysſe hendes fine Haands
ſmalle roſenrode Fingre. Marqui'en ſage dog ikke ud
ſom en undſeelig Elſter; han kunde ved Leilighed tale
i en lidenſkabelig Tone, og mange galante Eventyr,
ſom han havde fort igjernem i Stormſkridt, ikke at
tale om hans Forhold. til den ſmukke Hertuginde,
vidnede om hans Klogt og Driſtighed ligeoverfor
Kvinderne.

En Morgen lod Hr. de Coulanges ſporge hos
fin: Kone, om han kunde komme til at tale et Sieblik
med hende. Denne Afvigelſe fra hans Vaner over⸗
raſkede i hoi Grad Grevinden. Hun ſage fig i Speilet,
og da hun bemerkede, at hendes Toilet var i Uorden,
ringede hun paa Kammerpigen; men ligeſom Kammen
ſkulde berøre hendes upuddrede Haar, fik hun andre

Tanker og med et Udtryk af Sorgmodighed, der ikke

havde Spor af Koketteri, gav hun Ordre til at lade Greven
komme ind. J det ſidſte Aar var det den forſte Gang,
han overſkred Tærffelen til Thereſes Verelſe. Da
han traadte derind, floi en ſvag Rodme over hans
Anſigt. 2 g

r

554 Thereſe de Coulanges.

— De kan have Grund til at blive forundret,
Frue, over min Nerverelſe her paa en ſaadan Tid
af Dagen, ſagde han i en meget ceremoniel Tone.

— De er altid velkommen! ſvarede Grevinden
med en Blidhed, ſom ikke var almindelig hos hende.

Hr. de Coulanges fane opmerkſomt paa hende
og vedblev med et Buk:

— De er ſaa venlig imod mig, Frue, at det
falder mig fvært at ſige Dem Farvel og bliver mig
pinligt at reiſe herfra. |

Greven ledſagede disſe Ord med et ironiſk Smil.

— Farvel? gjentog Thereſe med en umærfelig
Ryſten af Stemmen. De vil altſaa forlade Frankrig? .

— Nei.

— Altſaa Paris?

— Paa ingen Maade. Her er altfor behageligt
at leve.

— Gaa forſtager jeg Dem ikke.

— Jeg ffal forklare mig nærmere. Dette Hotel,
ſom er deelt i to Riger, er hverken ſtort nok til Deres
Beundrere eller gjeeſtfrit nok efter min Smag.. Men
hvad vi begge have ſogt i Wgteſkabet, det er netop
Frihed for vore Folelſer og vore Handlinger. Naar
vi leve under ſamme Tag, genere vi kun hinanden.
De er for høflig til at ſige mig det, og jeg er altfor
galant en Mand til at tilſtaae det for Dem. Men vi
mene det jo Begge, ſelv om vi ikke ſige et Ord derom.

Thereſe de Coulanges. 555

Derfor forlader jeg idag dette Hotel, Frue, og flytter
til Place Royale.

— Til Place Royale?

— Ja, jeg har Venner der.

— Fru de Villarceaux? ſagde Grevinden ærgerlig.

— Naa, De fjender hende? Det er en meget
elffværdig Dame, ſynes De ikke? ;

— De kan viſt bedre have en Mening derom
end jeg.

— Hun er altid ligefaa god ſom Fetter Fontarfe,
og det vil ikke ſige faa lidt. Apropos, hav den
Godhed at ſige ham Farvel fra mig. Det vil ret
glæbe mig at fee ham i min ny Bolig. Han ffal
fane en munter Aften, men i al Tugt og Ære.

— Det behøver De ikke at fortælle mig.

—. Ah! De vidſte det altſaa?

— Jeg tilſtager, man har fortalt mig det; men
at De viſer mig en ſaadan Fortrolighed, det rorer
mig dybt.

— Har jeg maaſtee Hemmeligheder for Dem,
for Dem, fjære Grevinde? De er i alle Henſeender
min bedſte Veninde.

Hr. de Coulanges tog fin Kones Haand, traf
hende blidt hen til ſig og trykkede ſine Leber paa
hendes Bande. Da hun ikke gjorde Modſtand, lod
han dem blive der maaffee lidt længere, end det ſtrengt
taget var nodvendigt for en Affked af den Natur.
Fru de Coulanges var ganffe rørt. i

Eee (

556 Thereſe de Coulanges.

— Farvel, Grevinde, Farvel! Vi fees forhaabent⸗
lig ſnart igjen! Naar vore Kareter mode hinanden,
jaa negt mig ikke et Smil, og ſees vi ved Hoffet, faa
ſiig Goddag til mig. Og glem endelig ikke at ſige
Marquien, at jeg er hans oprigtige Ven.

Han ſtod op og lod Thereſe blive tilbage aldeles
forvirret. Da hun vidſte, hvor ivrig Hr. de Coulange
gjorde Cour til Fru de Villarceaux, antog hun,
at han forlod ſit Hjem for at være nærmere ved
Hertuginden.

— Naa, tenkte hun, han er alvorligt forelſket i
hende. J Grunden har han Ret; thi hun er ung,
ſmuk og fri ... det er født at elffe!

Grevindens Oine "vare fugtige af Taarer.

— Hvorfor ſkulde Coulanges ikke elſke Fru
de Villarceaux? Jeg elſker jo Hr. de Fontarſe. —
Og hun gab: fig til at grede.

Marqui'en traf hende i en uſigelig nedflaget
Stemning; han ſpurgte hende om Grunden dertil, og
hun tilſtod, at hun endelig folte Virkningen af hans
viſe Formaninger, og at den ſande Kjerlighed var
langt fra at være det, ſom hun hidtil havde antaget
derfor.

Fontarſe lod til at være henrykt, han tog hendes
Hender og kysſede dem lidenſkabeligt. Fru de Cou⸗
langes lagde neppe Merke til det.

Hun fortalte om Grevens Beſog og pludſelige
Afreiſe.

Thereſe de Coulanges. : 557

— Han boer paa Place Royale, vedblev hun
ſukkende; De maa beſoge ham, Marquis. De kan fan
ſige mig, om De ſynes godt om hans nye Bolig.

— Den kjender jeg allerede.

— Nei virkelig? Det har De ikke talt om.

Jeg vidſte ikke, at Coulanges havde iſinde at
kjobe den Eiendom. En Dag lod han mig ſee den
ſom en af de meerkligſte i Paris.

— Er det længe ſiden?

— Et Par Uger. Vi kom netop fra Fru de Villar⸗
ceaux.

— Ah! udbrød Grevinden og undertrykte et
Anfald af eee Og De ſyntes godt om
det Hotel?

— Ja, der findes meget ſmukke Malerier.

— Boer Fru de Villarceaux ikke paa Place
Royale?

— Jo, hendes Hotel ſtoder op til Coulanges'.

— De boe altſaa Dor om Dor. Denne Nerhed
falder viſtnok i Deres Feetters Smag. Han holder
meget af Fru de Villarceauxs Salon.

— Det er ganſke fandt.

— Man ſiger, han er dodeligt forelſtet i hende.

— Fru de Billarceaux er ſom fkabt til at ind⸗
gyde ſaadanne Folelſer.

— Og Coulanges er hendes Elſterẽ afbrod
Grevinden ham heftigt.

———ññ— — ————— —

22 —

558 Thereje de Coulanges.

— De ſporger mig her om Ting, jeg ikke har
Ret til at ſige Dem.

— Savner De da Hertuginden i den Grad, at
De ikke kan taale, at hun gjor Andre lykkelige?

— Aa! Grevinde .. . hvor kan De troe det!

— Nuvel, Marquis, hvorfor vil De jaa være
jaa. diskret? Man ſtulde troe, De vilde ſkaane min
Egenkjerlighed eller min Skinſyge! Hvad angaae
Hr. de Coulanges' Eventyr mig? Ere vi ikke for
ſtedſe fremmede for hinanden? Jeg er netop henrykt
over, at han elſker Fru de Villarceaux; og han er
inderlig glad over, at De tager Dem af mig. Som
De ſeer, Fontarſe, er Alt arrangeret paa bedſte
Maade. 3

Grevindens Anſigt havde rigtignok et Udtryk, der
ikke ſvarede til denne Tilfredshed.

Forgjeves gjorde Hr. de Fontarſe ſig Umage for
at fane et Smil lokket frem paa hendes Læber; for-
gjeves var han om, kjerlig, lidenſkabelig; Fru de Cou⸗
langes vedblev at være drømmende og adſpredt. Hun
undgik Marqui'ens Blik, afbrod kort hans ſentimentale
Snak og tog raſk Haanden til ſig, hver Gang han
bemægtigede fig den.

Hr. de Fontarſe blev endnu wwrigere, efterſom
hendes Tilbageholdenhed tog til. Han blev neſten paa⸗
trængende, og Fru de Coulanges lod til at blive urolig.
Hun gav en ſteerk ine til Paaſkud og lod
Marquien gage.

Thereſe de Coulanges. 559

Saaſnart hun var ene, lukkede hun Vinduet op;
men iſtedetfor at folge ham med Oinene, ſom hun
ellers pleiede, beſvarede hun ikke engang den unge
Capitains Hilſen, men blev henſunken i Betragtninger
ſiddende paa ſamme Plads lige til Daggry. Folgen
af denne Nat var et let Anfald af Feber; hun blev
liggende og tog ikke imod Nogen. Tidligere havde
hun altid været bange for at være ene; den Dag
fandt hun Enſomheden ſaa tiltvæffende, at hun heelt
vilde hengive ſig til den.

Ogſaa Marquien blev afviſt. Hans Udholdenhed
hjalp ikke ligeoverfor Grevindens Befaling. Han ſkrev
uden. at have ſtorre Held med fig:

Rygtet om Fru de Coulanges' Ildebefindende
naaede ogſaa til Hoffet; man ſpekulerede paa, hvad
Grunden vel kunde være dertil, thi Ingen troede pan
nogen alvorlig Sygdom. Greven ſendte fin Intendant
til fin Kone for at høre, hvorledes det ſtod til med
hendes Helbred; men han mødte ikke ſelv. Havde han
maaſkee ikke Tin? Eller vilde han gjerne undgaae
en Tilncermelſe? Fru de Coulanges vidſte ikke, hvor⸗
ledes hun ſkulde udlægge fin Mands Opforſel. Hver

Morgen gjennemleſte hun Liſten over dem, der havde

ſtrevet deres Navn; deriblandt var mange Fjender,
ligeſaa mange Ligegyldige og nogle faa Venner; men
Greven figurerede der kun under folgeude Form:
Hr. Benoit fra Hr. Greven.

Fru de Coulanges holdt ſig inde i hele otte Dage.

560 Thexeſe de Coulanges.

De Venner, ſom havde lidt under hendes Koketteri,
ſagde høit og lydeligt, at hun nok tænkte paa at tage
Sloret. Man morede ſig meget over denne tidlige

Anger, ſom tydede paa, at der var noget Nyt igjære.
g Hr. de Fontarſe blev overvældet med Spørgsmaal;
men han beſvarede dem kun med den Erklering, at
Grevinden virkelig var alvorligt ſyg; til dem, der
tvivlede, ſagde han i en Tone fuld af Overbevisning:

— Jeg gad nok fee Dem i hendes Sted! aldrig
har en Sygdom været mindre indbildt end hendes.

— Hvad feiler hun da? ſpurgte man.

— Aa, det er et meget indviklet Tilfælde, ſom
ikke lader ſig beſkrive. De vilde heller ikke kunne
forſtage det. — Og dermed fjernede Hr. de Fontarſe fig.

Herrerne, ſom kjendte Marquiens Kaardes parla—
mentariffe Maade at tage Sagen paa, tog fig vel
iagt for aabenlyſt at gjore ſig lyſtige over, hvad de
kaldte hans Godtroenhed; men Damerne, ſom ikke
behøvede at tage Henſyn til Wresſporgsmaalet, lod
ſig ikke afſpiſe dermed. Hr. de Fontarſe fandt ſig med
ſtor Ro i denne Beſkydning. Da han ikke vilde beſvare
den, modte han kun med et fint Smil ſine forenede
Fjenders Masſeangreb, ſom enkeltviis vilde have været
for ſvage. 486%

Endelig kom Alt i Grevindens Hotel igjen paa
den gamle Fod. De Velvillige, de Nysgjerrige og
Fjenderne bleve modtagne. Man fandt den Syge
meget bleg, . lidt afmagret og i temmelig daarligt

Thereſe de Coulanges. 561

Humeur. Blev end Ingen urolig derover, var der til
Gjengjeld Mange, ſom frydede fig derover. Gis⸗
ningerne og Bagtalelſen kunde nu rigtig tumle ſig, og
man flængede med inderlig god Billie i Fru de Cou-
langes' ſmegtende Holdning og nye Maade at leve
paa. Nogle gik endog fan vidt, at de paaſtod, at hun
bar Sorg for fine Elſkere. Sagen var den, at Til⸗
bederne vare dem, man mindſt ſage i Grevindens
Saloner, ikke ſom om hun havde miſtet fin Skjonhed,
men fordi hun i et Siebliks Lunefuldhed havde
fjernet dem. :

— „Det er kun Skaberi, ſagde man, hun holder
os for Nar, lad os forlade hende.“ Kun Hr. de
Fontarſe holdt ud. Han ſpillede fremdeles ſin Rolle
ſom Hyrden Paris. Han kom igjen i Hotel Coulanges
og begyndte atter at fværme. Men han gav ikke mere
Moralpredikanten ſom i tidligere Dage. Thereſes
aandelige Retning forvandlede ham paa. en over—
raffende Maade. Han opgav Kjerlighedens Forffrifter
for Lidenſkabens Virkelighed. Iſtedetfor den Fontarſe,
der var jaa erbodig og frygtſom ſom en Skoledreng,
modte Grevinden en fyrig Capitain, der var ligeſaa
ubeſindig ſom hans Kaarde.

— Saaledes ere nu Mendene, tenkte hun, for⸗
ffræffet over Marquiens Holdning; tilſtaaer man dem
en Gunſt, faa foragte de den; negter man dem den,
rove de den. Men Hr. de Coulanges har rigtignok
forladt mig. i

36

562 Thereſe de Coulanges.

Og ſukkende tilfoiede hun:

— Man fkal da ikke kunne ſige, at jeg har
holdt paa ham.

Tilſidſt blev Grevinden alvorligt urolig over
Marquiens Driſtighed. Da hun uden Nytte havde
ſogt at fane ham til at komme noget ſjeldnere, greb
hun til den Udvei at have Migraine tre Gange om
Ugen.

Denne Mand, ſom hun næften Havde elſket, og

for hvis Skyld hun havde været faa uforſigtig, var

nu bleven hende utaalelig, og hun var neſten vred
over, at de, der fandt, at han ſage godt ud, ſagde
hende det.

— Disſe Smigrerier plage mig, udbrod hun;
hvor Folk dog ere dumme, at de roſe for En de
gode Egenſkaber, man ſelv langt tidligere har op—
daget, og der ligeſom gamle Hiſtorier kun kunne leſes
een Gang.

Hr. de Coulanges havde nu i flere Maaneder
boet pan Place Royal. J den Tid havde Grevinden
ikke truffet ſammen med ham. Kun igjennem Hr. de
Fontarſe horte hun, hvorledes det gik Greven; men
hans Meddelelſer vare fan lakoniſke, at hun ikke vigtig
kunde blive klog paa, hvorledes hendes Mands Til⸗
verelſe egentlig var.

— Mon han idetmindfte er lykkelig? Det Sporgs⸗
maal kom hun ſtadigt med.

— Meget lykkelig, blev der ſparet hende.

Thereſe de Coulanges. 563

Hendes Bekymring vilde maaſkee have foretrukket
et andet Svar. '

Da Thereſe en Dag pasſerede Place Royale, der
var blevet hendes Yndlingspromenade, fil hun Die
paa Hr. de Coulanges. Han var ene i fin Karet og
lod til at vere fordybet i alvorlige Betragtninger.
Enten ved et reent Tilfælde eller ved Kudſkens Übe⸗
hendighed ſtodte de to Kareter fan ftærft ſammen, da
de kom fra hver fin Side, at Grevindens Heſte ſtei⸗
lede; et Hjul gik af, Ruderne ſonderſloges, og Vognen
væltede. Fru de Coulanges udſtodte et Skrig og be⸗
ſvimede. Da hun kom til fig ſelv igjen, blev hun
yderſt overraſket ved at fee Greven, der fad ved Siden
af hende og viſte hende den ſtorſte Deeltagelſe.

— Har De det nu bedre? ſpurgte han hende i
en rigtig blid Tone og med et omt Blik.

Grevinden vidſte ikke, hvad hun fkulde ſvare, faa
forvirret var hun. Hun ſage fig om og opdagede
derved, at hun laa i fin Mands Karet.

— Thereſe, gjentog han i ſamme Tone, ſiig mig,

har De det bedre?

— Ja, hviſtede Grevinden endnu mere bevæget.

— Gud vere lovet! — Jeg troede, De var
fortabt. i É

Greven var bleven ganffe bleg ved at tenke paa,
hvad der var ffeet.

Dette undgik ikke den unge Kones Opmerkſomhed.

; 36%

— —
— —

oe

564 Thereſe de Coulanges.

— Jeg takker Dem for Deres Deeltagelſe, der
baade rorer mig og forundrer mig.

Hr. de Coulanges ſvarede ikke paa denne Be—
breidelſe.

Det var langt ud paa Aftenen. Vognen rørte
ſig ikke af Stedet. Der var ſtille og morkt omkring
Greven og Grevinden. Saaledes gik en Time: hvad
tænkte de To vel paa?

Endelig tog Hr. de Coulanges ſin Kones Haand,
formodentlig for at forvisſe ſig om, at hun nu var
roligere. Bed denne Berøring ffjælvede Thereſe, og
beſeiret af ſaa mange Sindsbevegelſer lod hun Ho—
vedet falde ned paa fin Mands Skulder.

De maatte ſikkert befinde fig uendeligt vel derved;
thi Ingen af dem gav Kudffen Ordre til at kjore
videre. ö

Pludſelig ſagde Hr. de Coulanges nogle Ord,
der ſnarere lod ſom en Bon end ſom et Sporgsmaal:

— Thereſe, hvor ſkal jeg kjore Dem hen?

— Til det nermeſte Sted, ſvarede Grevinden
halvt ubevidſt, jeg føler mig meget ſvag.

— Det nermeſte Sted er her, paa Place
Royale.

— Paa Place Royale? ſagde den unge Dame
forbauſet. Ere vi endnu paa Place Royale?

Hun var i Tankerne kommen ſaa langt bort, at

hun ikke kunde forſtage, at hun endnu var pan Place
Royale.

Thereſe de Coulanges. 565

— Nu, hvad mener De? ſagde Greven, da han
ilke fik noget Svar.

— Jeg mener, at jeg er meget lidende ..
meget.

Og Grevinden braſt i Graad.

Kriſen var paa ſit Hoieſte.

Hr. de Coulanges lagde ſin Arm om et Liv, der
i dette Oieblik var fan boieligt ſom et Siv, og raabte
til Kudſken:

— Jacques! til Hotellet.

Kudſken ryſtede fine ſtivnede Lemmer, og efter et

Oiebliks Kjorſel holdt Vognen i Porten til et elegant

Hotel.

Greven ſprang raſk ud, tog Fru de Coulanges
paa Armen ſom et ſovende Barn, ſteg op ad Trappen
til forſte Sal og lagde forſigtigt ſin koſtbare Byrde
paa en Sofa i fit Soveverelſe.

— Gvor er jeg? hviſtede Grevinden og ſlog
Oinene op, der blendedes af Lyſene.

— Hos mig, ſvarede Greven kjerligt.

— Hos Dem? gjentog den unge Kone ſtkjelvende
. . . Er jeg rigtig vaagen?

— Ja, ſvarede Hr. de Coulanges, thi Forliden
er en Drom, ſom jeg vil glemme.

— De hader mig altſaa ikke? ſpurgte Thereſe
med et ſorgmodigt Smil, og hendes Blik undgik at
mode Mandens.

Iſtedetfor at ſvare tog Greven fin Huſtrues ſmukke

566 Thereſe de Coulanges. |

Hoved imellem fine Hender og trykkede dybt rørt et
Kys paa hendes Pande.

Det var Amneſtien for et Feiltrin.

— Jeg har lidt meget, Raoul; derſom De
vidſte

— Jeg veed Alt. Og Hr. de Coulanges lagde
en Finger paa hendes Leber.

Hvad kunde hun vel ſige ham? Var ikke dette
unge Hjertes Forvandling "paa en Maade foregaget i
hans Paaſyn? Lige ſiden den Dag, da han var flygtet
til Place Royale, vare ingen af Thereſes Handlinger,
Ord og Folelſer forbleune en Hemmelighed for hans
gjennemtreengende Blik. Fra fit Tilflugtſted fulgte
han med ſpendt Opmerkſomhed de Forandringer, der
foregik i Grevindens Sjæl, og ligeſom Alchymiſten,
der ſoger at fremſtille en koſtelig Elſkovsdrik, ſmilede
han eller blev bekymret efter det ſtorre eller mindre
Saab, der fyldte hans Sjæl. Alligevel lod det til,
at Greven for ſtedſe havde fjernet fig fra fin Kone;
han kom ikke mere de Steder, hvor hun kom, og ſagde
det ligefrem, og han lod, ſom om han ikke vidſte,

hvad der foregik der; han maatte altſaa have "dygtige.

og ligeſaa paalidelige ſom diskrete Speidere i Feſt⸗
ningen, ſiden han vidſte Beſted om, hvad Thereſe
foretog ſig i hver Time af ſit Liv. Det er let at
gjette, hvem disſe Spioner var, naar man huffer paa
det intime Forhold imellem Greven og hans Fetter,
Hr. de Fontarſe.

å
3
|
å
i
i
1
(|
(i
i
i
*
Å
|
1

. TNS IRSBEDET ENE

Thereſe de Coulanges. 567

Greven fad ved fin Huſtrues Fødder; han ſaae
glad op til hende, thi han fandt hende nu omſider
ſand og naturlig, ſom han faa længe havde ønftet
det. Hans Navns re var ubeffadiget ... var det
ikte en ny Grund til indre Tilfredshed for hans
Hjerte og et Lofte om Fred for Fremtiden? Lidt efter
lidt fik Fru de Coulanges' Kinder en livligere Farve,
hendes Sorgmodighed forſvandt, hun glemte Fru de
Villarceaux og Hr. de Fontarſe, der tidligere ſtadigt
havde ſtaget for hendes Dine, og et henrivende Smil
viſte ſig paa hendes Leber.

Greven tog det i et Kys.

J dette Oieblik gik Doren op; Marquien og Fru
de Villarceaux traadte ind. Thereſe ffjælvede, da hun
modte Hertugindens Blik. Derimod exiſterede Hr. de
Fontarſe ikke mere for hende. Greven rorte ſig ikke;
men da han meerrkede, at Grevinden vilde rive fig ud
af hans Arme, trykkede han hende tet til ſit Hjerte.

— Men hvad tager De Dem egentlig for her,
Grev Coulanges? udbrod Fru de Villarceaux ſmilende.

— Naa, det ſeer De jo, Hertuginde, jeg gifter
mig med min Kone. 2

— Der fer man, ſagde Gertuginden. fornøiet.
Alt lykkes, naar man kun har Taalmodighed!

— Jeg ſagde jo nok, at de tilſidſt vilde blive
aldeles forelffede i hinanden! tilfoiede de Foutarſe
henrykt.

568 Thereſe de Coulanges.

Fru de Coulanges kunde ikke komme ſig af ſin
Forundring.

Oprigtigheden og Glæden, ſom lyſte ud af Mar-
quiens og Hertugindens Anſigter, tillod ingen Tvivl
om, at de mente, hvad de ſagde. Hvad var der da
foregaaet? J fin Overraſkelſe og Forvirring vovede
hun ikke at ſporge om Opløsningen paa denne
Gaade.

— Da jeg nu feer, at De er faa lykkelig, Cou-
langes, vedblev Fru de Villarceaux og gav Greven
Haanden, faa ſiger jeg Dem Farvel.

— Da Deres Lykke nu er ſikkret, Grevinde, til—
foiede Marquien, gaaer ogſaa jeg; og han bukkede.

— Jeg forſtager ikke ... ſagde Fru de Coulanges.

— Kjere Thereſe, afbrød Greven hende, de

Fontarſe er kommen til Paris for at fane os gifte

med hinanden. Det faldt fværere, end man ſkulde
have troet! Og nu, da han har udført fin Misſion,
vender han tilbage til Dauphins for at gjøre lige⸗
ſom vi.

— Hvem gifter han ſig da med? ſpurgte Fru
de Coulanges.

— Naturligviis med Hertuginden.

— Fru de Villarceaux! udbrød Thereſe over⸗
raſket.

— Finder De det jaa mærkeligt?

— Ja, feer De, kjere Couſine, ſagde Hertuginden

Thereſe de Coulanges. 569

i en munter Tone, medens de Fontarſe lærte Dem at

elſte Coulanges, lærte Coulanges mig at elſte de
Fontarſe. De to Herrer vare to mægtige: Allierede,
to dygtige Spillere; de have vundet Partiet! Til
Lykke og Held! Lad os faa omfavne hinanden, min
ſmukke Couſine, og holde af hinanden,

— Tak, Fontarſe, ſagde Greven, idet han ſaae
forelſket paa Grevinden.

— Tak, Coulanges, ſvarede Marquien, idet han
omt kysſede Hertuginden paa Haanden.

Efterat man havde pasſiaret ſammen om Kjer⸗

lighedens Snarer og Overraſtelſer, indtog man en.

munter Souper van Place Royale. Den folgende
Dag reiſte de Fontarſe til Dauphiné med Hertuginden
og ſin Beſtalling ſom Capitain i Garden, og Greven
og Grevinden indrettede ſig i deres nye Hotel. Grev⸗
inden tilſtod med Stolthed, hvor lykkelig hun nu
folte ſig, medens hun fordomte ſine tidligere Vild⸗
farelſer.

hun horte, at Hr. de Coulanges og hendes Niece vare
blevne forſonede.

— „Hun har vanæret mig, jeg gjør hende arve⸗
los.“ Det var hendes ſidſte Ord. Thereſe undgik
kun ſin Tantes Forbandelſe ved, at den gamle Grev⸗
inde fil et Slagtilfelde, hvoraf hun fort efter døde.

Efterat have holdt Bryllup, traf Marquien nogen

g 9 2

Fru de Sennecourt blev ſom ramt af Lynet, da

—ͤ— ——

B ————

I A segl

— —

570 . Thereje de Coulanges.

Tid efter atter ſammen med fine Venner og flyttede
ind i fin Huſtrues Hotel. Fra det Sieblik forlod
man ikke mere hinanden, og Fontarſe og Coulanges
gik for at være de Mænd, der pan den Tid vare
lykkeligſt gifte.

* . Ectorfl.

Lindgreen.
NJ. a I. — 15.

i 5 SØN | HOV EDBIBLIOTE KET I

2 REE 5

Macasin

For i og
HI Stor

bd. 30 41880)

S r
23 — ä — ——
2 sg Æt 5 — i KEE,
- RE > 8 "
* 25 sg RAS: 8